I'm a mess! //Jacob//

Sikke et hus..
det var jo ligeså forladt som et spøgelses hus, det kunne minde ham om sit barndomshjem.. Det var også helt tomt nu og kunne ligne noget fra en gyser historie en storebror ville fortælle sin lillebror bare for at få ham til at få mareridt inden han skulle sove..
Han hoppede ind ad vinduet, bemærkede godt at Caroline ømede sig..
Han ville til at spørge om hun var okay, da han pludselig opfangede andres tilstedeværelse og det var tydeligvis ikke gislerne..
Da den ene klemte om hendes hånd, sprang han på ham så snart Caroline havde slået fra sig. Langsomt begyndte han at forvandle ham om til is..

Hun så på manden som blev forvandlet til is.. Hun kiggede videre hun opfangede en masse lyde som nogle prøvede at lege med hendes sanser, men det var jo sikkert ikke kun Jacob og hende som havde evne her.. Hun følte sig blind hun kunne ikke lugte noget.. Som hendes sanser var væk..
Hendes hjerte pumpede pludseligt ret så hurtigt og Caroline panikkede en smule..

Drengen blev til is og faldt om på gulvet, med et tomt udtryk i sine øjne.. Jacob svejede en smule.. Det var som om at der var noget som forstyrrede hans sanser.. Han kiggede med et forvirret blik hen på Caroline og kunne se på hende at hun havde det samme problem.. Der var nogen som legede med dem..
Han lagde en hånd på sin pande og kiggede rundt..
"Hvad sker der?" mumlede han.

DEt gjorde pludselig ondt i hendes hoved, og hun klemte øjne hårdt sammen.
"Stop!" Råbte hun med en stemme som nærmest fik tiden til at kører langsommere. Smerten stoppede det virkede?! Hun gik frem for sig, og fik øje på endnu en ung mand. Hun tvang med fast greb hans øjne imod hendes.
"Fortæl mig hvor kælderdøren er og derefter dræber du dig selv på den mest pinefulde måde!" Snerrede hun med hendes evne. Den unge mand pegede imod en dør, Caroline slap ham og den unge mand gik hen og tog nogle af glasskårne og sat dem i sig selv til ham døde af det. Caroline åbnede døren.

jacob bemærkede den unge mand.. Han ville gøre noget, men det så ud til at den unge Caroline havde godt styr på det med sin evne.. Han beundrede på en måde den evne, der var så mange evner han kunne beundre.. Skam og tvang.. Og han havde bare en evne til at styre is, selvom han måtte indrømme at han også fandt den meget nøttig.
Han smilte lumsk og fulgte med Caroline hen til kælerdøren. Bag ved dem kunne han hører den unge mand skrige, imens han var ved at dræbe sig selv med glasskårene..

Caroline vidste Jacob var lige bagved hende, allrede da hun åbnede døren kunne hun hører de bange stemmer som var overalt.. Lænker som rislede, ville flygte. Denne stank af gammel ja.. Mørkt overalt, hun kunne blot hører dem, hun kiggede rundt for at finde en stikkontakt. Hun kunne hører små skridt fra børn, og nogle børn som græd.. Hun kunne ikke tro det, hvad havde han dog gjort. Udover at ødelægge liv..
Hun fandt en stikkontakt og de gamle lamper blev tændt, med et svagt gult lys.
Der var en masse nøgne kvinder lænket fast, de slappede dog mere af da det blot var Caroline. Men de var kort øjeblik bange for JAcob da de havde set andet end hans skikkelse.

Jacob kunne ikke tro det.. da hun åbnede døren kunne han mærke alle de bange sjæle, de små jamrende støn og lugten af blod var kraftig som lugten af en parfume på kvindehud.. Det blev kun endnu værre, da Caroline tændte lyset og afslørede alle de nøgen kvindekroppe, samt små pige børn der lå og kiggede op på dem.. Jacob kom frem i lyset med et bedrøvet blik.. Han kunne se på dem at de var bange for ham, hvilket han på sin egen måde godt forstod.. han var en dreng, magen til det køn som havde gjort dette imod dem..
"Det er forfærdeligt," mumlede han og gik hen mod en lille pige der sad i et hjørne. "Hey," hans stemme var varm og kærlig. "Jeg gør dig ikke noget, det lover jeg," Han havde sat sig på hug foran hende, for at kigge hende i øjnene. "Vil du se noget?" Før pigen kunne nå at blinke havde han fremtryllet en lille kanin af is..

Caroline gik hen til dem og kiggde på lænkerne. Børn der var så mange børn, både drenge og piger. Hun smilte af Jacob da han snakkede med en af de små piger. Men Caroline forsatte det var hun ved. Kvindene kiggede alle på Caroline, men nogle blikke kiggede overpå JAcob.
"Jeg vil have jeg til at tage det roligt, vi de gode." Sagde hun med sin evne. Og kvinderne blev mere rolige i sind.
"JAcob jeg skal bruge lidt is til at få lænkerne op." Sagde Caroline og handlede hurtigt.

Pigen smilte pludseligt stort og rakte ud efter kaninen.
Jacob lod hende holde den, selvom den var af ren is lignede den nøjagtig en rigtig kanin. Med forsigtige bevægelser, fik han den til at hoppe rundt i kælderen, rundt omring børnene for at gøre dem glade. Pigen grinte højt og løb hen til Jacob, omfavnede ham og kiggede op på ham.
"Du sød!" Sagde hun og smilte.
Jacob smilte og måtte indrømme at han var en smule rørt over den lille piges ord.
Da Caroline kaldte på ham, luntede han hen til hende.
"Klart," sagde han lystigt.
Han frøs lænkerne til og knuste dem derefter.

Hun nikkede tilfreds og kvinderne nød at kunne bevæge sig frit de julblede og smilte. Caroline var glad på deres vegne de var frie nu, og det fortjente de. Caroline overvejede at slette deres minde om manden.. Bare for at lette en sten fra deres hjerte, men måske var det nok frihed at lægge fortiden bag sig. Caroline smilte skævt, børnene var glade. Møderne af børnene samlede dem op og smilte.
"Tak." Sagde de lettet på skit til Caroline og Jacob. De gik op fra kældern og gik ud.
Kun en lille skikkelse sad tilbage gemt i et hjørne. Han sad med store dådyr øjne og kiggede på JAcob, ikke et lille spædbarn et barn.. Som et barn.

Det lettede Jacob at se kvinderne le. Det klædte dem at smile.. Børnene jagtede stadig kaninen, men glemte den helt da mødrene løftede dem op i sin favn.
"Det var da så lidt," sagde Jacob med et varmt smil og nikkede høfligt til dem.. Da de løb glade ud af døren, kunne han ikke selv lade være med at smile.
Nu var de frie!
De kunne leve livet med deres børn!
Han fik øje på drengen i hjørnet og gik hen til ham med rolige bevægelser.
"Hej lilleven," sagde han og satte sig på hug foran ham. "Skal du ikke med de andre?"

Caroline kiggede på dem forlade huset, og et smil kom på hendes læber. Men der stank stadigvæk forfædrligt. Caroline hørte JAcobs stemme og vendede sig om. Han snakkede med en lille dreng, hvorfor var han dog alene? Caroline satte sig til at kigge rundt, bare for at se om der var en hun havde glemt.
"Giv mig to sekunder." Sagde hun og løb op af kældren. Hun kom i tanke om hendes gamle værelse og værelserne ved siden af. Hun for op af trapperne og var hurtigt deroppe. Der lå blod på helle gulvet, på sengens tæppe og næsten overalt. Caroline smækkede en hånd op for munden, og betrådte gulvet. Hun kiggede rundt og ledte, hun gav et gisp med et lille hop da hun fandt en kvinde ligge på den anden side af sengen. Kvinden havde piskeslag på kroppen, den blege nøgne krop. Caroline satte sig på hug og lagde to fingere på kvindens pulsårer. Men der var ingen puls kvinden var død.. Caroline kiggede op, hun havde engang sovet på dette værelse. Måske var det meningen det var hende som skulle have lagt død der.. Den tanke strejftede hende, men hun rystede den hurtigt af sig igen. Hun rejste sig op og gik langsomt neden under. Hun kiggede på Jacob, med et trist smil.
"Vi nåede det ikke, vi kom forsent.." Sagde hun og foldede armene over brystet.
"Vi kunne ikke nå at redde alle." Caroline sukkede og kiggede lidt stille rundt. Hun havde det dårligt. Det var sikkert drengens mor som var død deroppe.. Og derfor fik Caroline også ondt af ham. Caroline gik nærmere JAcob..
"Hvad skal vi gøre med ham?" Spurgte hun med en lidt lav stemme så drengen ikke overhørte deres samtale. Caroline ville hører Jacobs mening.

Da Caroline forlod rummet blev Jacob ved den lille... Han kiggede kort efter hende, men rettede blikket hen mod drengen igen.. Den dreng, der var noget bekendt ved ham.. De store brune øjne lignede nogen der kunne smelte for hver en tåre der trillede ned ad den runde kind.. På toppen af hovedet bar han brunt pjusket hår, præcis som han selv havde haft da han var en lille dreng..
"Så, hvad er dit navn min dreng?" Spurgte han og satte hovedet på skrå.
Drengen snøftede ind og tørrede sine øjne af i det slidte ærme.
"Josh," sagde han forsigtigt og kiggede op på Jacob med sine store hunde øjne.
Det gav et sæt i Jacob.. Josh.. Det var navnet på drengen fra hans drøm! Og han lignede nøjagtig ham!
"Hej josh," sagde han og smilte til ham, som en storebror ville smile til sin lillebror. "Mit navn er Jacob,"
Josh smilte skævt og kiggede hen mod døren da Caroline kom ind. Jacob rejste sig op og gik hen til hende.. Han kunne regne ud hvad hun mente.. Josh var nu helt alene..
"Vi kunne.. Tage ham med," sagde han stille og kiggede over skuldren. "Vi kan i hvert fald ikke efterlade ham,"

//Der sket så meget nu, nye emne? XD//

//Helt klart //

Nogle ideer? //

Hmm, hvad med at de møder jacobs mor? ^^ Nu har han mødt sin far så ^^//

Okay //

Hvis jeg spørg pænt, vil du så lave? ^^//

KOmmer ik på computer før imorgen aften hvis jeg heldig, ellers måske torsdag aften så det kommer an på hvor længe du vil vente //

Hmm... okay, skal nok lave det ^^//

Okay tak //