What are you doing!? ~ Jacob

T: Omkring 2 om natten.
S: Gyderne i Rotten Root.
V: Overskyet, koldt, blæsende.
O: Masser af mennesker, der panikker og bander over at der ikke er noget sted at være.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

De mange væsner rundt omkring, det var til at gå til af sult over.
Ligemeget hvor hun så hen, var der et væsen med pumpende hjerte, med blod i hele kroppen...
Hun så ned, trak hætten tættere om sig mens hun maste sig igennem mængden.
''Se dig for!''
''Forbandede tøs!''
''Lille so!''
For hver meter hun kom videre, var der en anden der råbte af hende.
Hun fik endelig fat i det hun ledte efter. En ung mand, der stod med ryggen op af muren ved siden af et bordel.
''Leder du efter noget sjov, min kære?'' hans stemme var slesk, nærmest lokkende.
Dany rystede på hovedet, inden hun gik hen til ham.
''Silas Konvoy?'' spurgte hun roligt.
''Det kommer an på hvem der spørger, lille prinsesse.'' svarede han, og inden han nåede at flytte sig, havde hun boret tænderne ned i hans nakke.
Han skjulte et halvkvalt støn, inden det forvandlede sig til et skrig.
''Schhh... Du larmer, min lille prins.'' hviskede hun, inden hun kyssede hans læber, og hviskede ordene: Dracarys.

Det var ikke til at tro! Dette her var nok noget af det værste man kunne byde den unge is dæmon, hvis hjerte tilhørte skoven hvor han kunne være fri og gøre som han ville. Nu var han fanget i en by, tvunget til at være omringet af en masse andre væsner når han fortrak at være alene. Det meste af sit liv havde han vandret rundt i skovene. Der var han fri! Ingen kunne stå i vejen! Desværre, var byen nu det eneste sikre sted at være. Han kunne ikke længere være i skoven og leve livet bag dets beskyttelse af træer med frodige grønne blade. Overalt bandede folk sig igennem hinanden, skubbede og maste, tog ingen hensyn til hinanden.. Jacob var egentlig ret ligeglad, for han gjorde alt hvad han kunne for at undgå dem alle sammen. Lyden af et skrig var det der skulle få ham ud af sine tanker og rette opmærksomheden imod en kvinde hvis mund var dækket af blod. Han stod ikke mere end en meter fra hende og havde manden ikke skreget, var ham kommet til at gå ind i hende. Skiftevis så han på manden og derefter på kvinden med det smukke lyse hår og en lugt af vampyr over sig.. Deres duft var aldrig til at tage fejl af..

Ilden bredte sig, fra hendes læber, og ned til hans læber og ned i hans spiserør.
Han skreg af smerte, inden han faldt om og ilden druknede i hans mavesyre.
Hun tørrede sig om munden, med ryggen til Jacob, og lod sin tunge glide over hendes overlæbe.
''Jeg sagde jo at du ikke skulle kalde mig det igen.'' sagde hun, med en stemme der osede af hævntørst.
I denne tid, var der ingen vagter, der ville jagte hende når hun tog hævn. Ingen der ville stoppe hende i hendes hævntogt over dem der ødelagde alt for hende.
Hun vendte sig om og stirrede nu direkte ind i øjnene på manden foran sig. En dæmon, ingen tvivl.
Hendes blege næsten lilla øjne stirrede i ca to sekunder ind i hans, i ren forvirring, inden hun trak sig væk, tøvende.

Tydeligvis havde hun ikke regnet med at se Jacob. Da deres øjne mødtes føltes det som om at to lyn stødte sammen. Det var ikke noget Jacob kunne forklare. Jacobs øjne var derimod ikke lilla, de var derimod chokoladebrune, men dog lysende på en underlig måde alligevel. Det kom fra at han engang havde haft helt krystalblå øjne. Da hun tøvende gik et skridt tilbage, adskilte han sine læber for at sige noget til hende, men måtte lukke dem sammen igen, da en anden man afbrød ham ved at råbe højt: morder! Morder på åben gade!
Han pegede forfærdet hen imod daenerys. De andre væsner på gaden begyndte enden at gå i panik eller råbende truende ting efter hende. Jacob kiggede forvirret rundt, men lod til sidst blikket være rettet imod hende.. Deres øjne mødtes endnu engang..
En mand gjorde det første angreb, sprang hen imod hende, men ligesom angrebet var ved at lykkes, stoppede Jacob det ved at stille sig i vejen for manden og tage et greb om halsen på ham. De andre væsner så overrasket på ham, de havde tydeligvis ikke regnet med at han ville blande sig og det havde han heller ikke selv! Hurtigt kastede han manden hen ad jorden, hvilket automatisk fik de andre væsner til at rykke sig væk, så de ikke ville få manden i hovedet..
Jacob kiggede endnu engang rundt. Hans blik blev nu mødt af en masse foragt..

Hun stivnede, da nogen råbte a hende. Hun var klar til at gå til modangreb, men manden stillede sig i vejen.
Hun så forvirret rundt, og trangen til at stikke af var overvældende. Men de øjne... Hun var nødt til at vide hvem han var.
hun stillede sig ved hans side.
Hun så på massen, og var mere end villig til at sætte det hele i brand, men lod være. Hun ville blot besvime, og hvem vidste hvad de gjorde ved en vampyr der samtidig besad pyromanisiske evner?
Derfor så hun blot på væsnerne, med et nærmest advarende blik. Væsnerne begyndte at vandre videre, vende ryggen til og forsatte hvad de havde haft gang i.
Endnu engang så hun på den unge mand, men så så væk. Hun skulle væk. Hvem vidste om han var en dusørjæger? Eller en af Duncans mænd der havde fundet hende?
Hun bakkede igen væk, denne gang parat til at forsvinde i mængden. Hendes lilla øjne flakkede mellem ham og mængden af væsner.

De kunne tydeligvis ikke lide kvindens blik. Faktisk frygtede de det så meget at de vendte ryggen og gik deres vej. Det fik Jacob til at smile triumferende. De havde nok ikke turet at gå imod en vampyr og dæmon på samme tid. Det ville i hvert fald ikke være det klogeste at gøre. Lige som han skulle til at sige noget til hende, blev han endnu engang afbrudt af at han kunne se på hende at hun bare ville væk fra ham. Med et skævt smil på læben, forsøgte han endnu engang at sige noget til hende.
"Kom, lad os komme væk herfra, jeg gør dig intet," det sidste tilføjede han, da han kunne mærke på hende at hun frygtede at han ville gøre hende ondt. Langsomt begyndte han at masse sig igennem folk, skubbede til dem og sendte et hårdt blik til dem der lige skulle til at åbne munden for at vrisse af ham, så de ydmygende så væk og beholdt ordene for sig selv..
Da dem kom lidt ud af mængden, åndede han lettet ud og kiggede kort rundt efter daenerys, i håb om at hun havde fulgte med ham..

hvorfor skulle hun følge efter ham? Efter alt hun vidste om mænd - specielt dæmoner - var det sjældent godt at de fandt en interesserende.
Men hun fulgte med. Hendes hætte var ved at glide ned, mens hun fulgte efter ham, gennem mængden. Flere af dem spyttede efter hende, men hun var for udmattet til at sætte ild til dem.
hun ville bare flade om, sikkert ikke til nogen hjælp for hendes 'redningsmand'.
''Hvor er vi på vej hen?'' hendes stemme var myndig, og alligevel uforstående. Hvad ville han hende?

Han ville ikke gøre hende noget. Sulten var tilfredsstillet for længst og Jacob var ikke typen der slog. Ihjel for sjov. Han slog som regel kun ihjel for selvforsvar og mad. Så man skulle ikke regne ham for typen der gik og legede masse morder. Hvis han skulle være ærlig, var han ikke glad for at slå ihjel, men det var blevet meget bedre med tiden! Han kiggede sig kort over skulderen, sendte hende et venligt smil og foldede armene under brystet. "Væk fra mængden af gale væsner," han kiggede hende i øjnene. "Mit navn er Jacob og hvis jeg må have lov at vide det, hvad Gik det så ud på det imellem dig og ham manden?" Hans stemme var rolig og varm på en mærkelig måde. Det var en lille fordel når han skulle stille nogen et spørgsmål, for så fandt de sjælendt spørgsmålet irriterende eller tog det som en fornærmelse. Det var dog sjovt at hans stemme kunne være så varm, når hans hud var ligeså kold som is..

HUn så på ham, da de endelig var væk fra de andre. Hendes blik flakkede, i det han spurgte ind til Konvoy.
''Den unge mand... Det var en privat sag mellem ham og jeg. En lille... tilbagebetaling.'' sagde hun og så igen på ham med de lilla øjne.
''Hvorfor hjælpe en fremmet? Hvorfor lod du ikke bare den mand overfalde mig?'' hun vidste udemærket godt at folk havde forskellige grunde - men ingen grund var umulig at forklare.
Sagen var, at Konvoy for flere år siden havde voldtaget hende og holdt hende som Slave. Da hun havde været en meget ung pige. Hans lille prinsesse, som han kaldte hende.
Hun ville kaste op ved tanken. Han havde opdaget, at hun var pyromanisisk. Han tvang hende ofte til at sluge hele glødende kul, eller bade i boblende vand.
Hun skar tænder ved tanken, men så forsat afventende på Jacob. Intet med at nævne hendes navn. Intet skulle kunne forbindes.

Han nikkede til det hun sagde. Ønskede hun ikke at fortælle det, så skulle hun ikke. Nok var han nysgerrig, men han ville ikke presse svaret ud af folk! Så heller vente til de selv ville ende med at fortælle ham det. Hendes næste spørgsmål fik ham til kor at kigge ned i jorden. Hurtigt kiggede han dog op igen, så hende i øjnene med de halvskinnende brune øjne.
"Skal jeg være ærlig, så ved jeg det ikke rigtig, det var som om at jeg bare gjorde det automatisk," fortalte han og tog kort sin underlæbe imellem sine tænder. Det var blevet en stor vane for ham at Bide sig i underlæben.. "Og fordi jeg ikke syndes at manden kunne tillade sig at reagere sådan.. Jeg ved det ikke.. Der var bare.. Et eller andet over dig der bad mig om at hjælpe dig,"

Hun så undret på ham, hvorfor reagerede han som en genert skoledreng.
''tak for hjælpen.'' sagde hun, inden hendes blik flakkede rundt. Lockheart gemte sig på et tag, men så ned på dem.
Hun vidste ikke om hun skulle sige andet. Han virkede så... Så sød. Hun forstod det ikke helt, hvorfor skulle en fremmed være sød overfor hende?
''Dany..'' mumlede hun inden hun så på ham igen. Ingen skade i at give ham hendes kaldenavn.
Hun så på hans øjne, de smukke øjne. Hun rystede kort på hovedet, inden hun så rundt. Hun kunne da ikke tillade sig at falde for en fremmet!

Han bemærkede godt det flakkende blik, hvilket var det der automatisk fik ham til at kigge nysgerrigt rundt. Selvom han ikke kunne se det, så var det som om at der var nogen som holdt øje med dem. Et par små øjne der bemærkede hver en bevægelse de to. Langsomt blev hans øjne dog rettet imod hende igen. Dany, til at starte med så han bare på hende med et løftet øjenbryn, indtil han forstod at hun havde ment at han bare kunne kalde hende Dany. Et smil voksede på hans læber. "Det var da så lidt Dany," Han nikkede høfligt til hende, sendte hende et venligt smil og satte hovedet en anelse på skrå. Det var forundrende at se i de lilla øjne.. Det havde han aldrig set før.. Endnu engang kiggede han rundt oppe på tagene. "Har.. du det også som om at der er nogen der holder øje med os?" Han spurgte hende roligt, hvis det nu kun var ham der havde det sådan.

Hun så på Jacob igen - havde han bemærket Lockheart?
Hun smilede stille.
''Det er ingenting, bare Lockheart. Han er harmløs.'' sagde hun roligt, inden hun sagde et ord, der rullede så let på tungen at det nærmest lød som et støn.
Foran hende landede en drage - på størrelse med en hund. Gennemsigtig, men den var der.
Den væsede lavt, viste de mange tænder i dens gab, mens den varsomt så på Jacob.
''Nej.'' hun så på dragen, som stille trak sig tilbage til hende, nærmest bedende.
Hun smilede undskyldende.
''Han kan ikke lide fremmede. Beklager.'' sagde hun bare, en smule afstandstagende. Hvem var denne unge mand, at kunne få hende til at udtale sit navn? At få hende til faktisk at fortælle om Lockheart? Det gik for tæt på. Hun bakkede et skridt, en smule nervøst, og allerede nu så Lockheart advarende på Jacob.

Jacob havde altid været fascineret af drager, så det at den hvæste af ham, skræmte ham ikke engang, men fascinerede ham blot endnu mere og fik ham til at spærre øjnene op. Det var et helt fantastisk væsen! Skiftevis på han fra Dany til dragen.
"Det gør skam intet, jeg har selv en kødædende hest så jeg kender følelsen af at skulle holde styr på et dyr," fortalte han og smilte svagt. Endda selvom Lockheart så advarende på Jacob, kiggede han bare beundret på ham og satte hovedet en anelse på skrå. Forsigtigt trådte han et skridt tilbage, viste at han ikke ville noget ondt, ved at placere hænderne foran sig og forholde dem i ro.

// Ik den bedste krea.. beklager..

Lockheart hvæsede yderligere, og kravlede om bag Dany.
''Jeg holder aldeles ikke styr på ham. Det klarer han selv.'' sagde hun, og lavede en klikken med tungen, hvorefter Lockheart kravlede op og satte sig med en fod på hver af hendes skuldre. Den så advarende på Jacob, som om den fortalte ham at han skulle holde nallerne væk.
Hendes stemme var begyndt at virke mere myndig end venlig.
Hun havde ikke brug for venlig snak med en fremmet. Hun havde brug for at komme væk, inden en vred hob ville komme efter hende.
Hun havde haft et hårdt liv, ville mange mene. Et liv, hun sagtens kunne være undgået, hvis hun havde hjulpet sin familie. Men en pige på fem år, kunne ikke redde en hel familie fra at blive brændt - end ikke ved Lockhearts hjælp.

Selvom dragens væsen nok ville skræmme en hver anden person, smilte Jacob bare svagt af det og rystede på hovedet. Han forstod godt den lille hentydning om at han skulle beholde hænderne for sig selv og det skulle dragen slet ikke bekymre sig om at han ikke gjorde! Han havde skam en partner. Tanken om Nille var det der fik det svage smil til at forsvinde hende. Han elskede stadig Nille, meget endda, men det var som om at pligten var blevet vigtigere end ham og at hun sagtens ville kunne vælge ham fra, for at kunne beholde sin tro til pligten. Et enkelt svagt, nærmest opgivende suk undslap ham, imens de brune øjne blev rettet imod jorden. Tiden måtte vise om hun endda ville vælge ham frem for pligten. Om det så ville være forsendt kunne Jacob ikke svare på. En ting var sikkert, han kunne snart ikke bære den afstand imellem dem længere.
En rysten på hovedet fik ham ud af tanken, så han endnu engang kiggede op på Dany, der pludselig så ud til at virke en smule.. på vagt? Det fik ham kort til at kigge rundt efter fjender. Dog var der ingen i syne.. "Hvad er der i vejen?" Han spurgte hende roligt og så hen på hende med de svagt lysende brune øjne. Ikke så langt fra dem kunne man pludselig hører lyden af hestehove.. Automatisk kiggede Jacob hen imod lyden, ventede på at se hvad der ville være kilden til denne lyd og vigtigst af alt, om det var ven eller fjende der sad på ryggen af hestene.

I takt med hestehove nærmede sig, lettede dragen og fløj op på taget og gemte sig igen.
Dany så mod hovenes retning. På mindre end fem sekunder havde hun vendt sig om, løbet direkte forbi Jacob, og videre gennem gaden, væk fra hovenes ejermand.
sidst hun havde hørt hestehove, var hun blevet slæbt tilbage for at blive pisket for at stikke af.
Hun ville gerne tale mere med Jacob, men hun ville ikke risikerer at nogen kunne gøre hende ondt.
Lockheart opdagede først lidt sent at hun var løbet. Dragen så hjælpe løst efter hende, og lavede en klagende klynken, mens den så ned på Jacob.

Inden længe afslørede rytterne sig. Synet af dem fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Et par kappeklædte mænd så nu på ham med stikkende øjne. En af dem havde et enkelt guldbånd rundt om taljen, hvilket tydede på at det var ham der var lederen. Det eneste der skulle til fra denne mand af var et enkelt viften med hånden, også var de andre rytter klar til at sætte i galop. Lockhearts klagende stemme rungede forbi Jacobs øre, som et barn der skreg efter hjælp når det var blevet væk fra sin mor. Lige inden manden med guldbåndet gjorde en håndbevægelse hen imod Jacob, løftede han armene om imod Lockheart, alt imens han startede en lille øjenkontakt med dette væsen for at få det til at stole på ham. "Kom herned Lockheart, vi finder hende igen og kommer væk herfra, det lover jeg dig!" Hestene var allerede godt på vej hen imod. Tiden var ved at rende ud. Desperat kiggede Jacob op på Lockheart igen. "Jeg lover dig at der intet sker!"
Lige inden rytterne nået fem meter hen til Jacob, stillede en anden hest sig i vejen ved at danse på bagbenene og fægte ud med forbenene. Det lettede Jacob at se sin sølvmare Choice.. Han kiggede op på Lockheart igen..

Den unge drage var panisk. Hans mor var væk, og inden for kort tid, ville hvem end hun stak af fra finde ham.
Drageskæl var værdifulde - for ikke at tale om dragehjerter.
Lockheart så på sølvmaren, og lettede så fra sit skjul, svævede kort over Jacobs hoved, og klagede igen hjerteskærende.
Men han landede ikke. Han svævede forsat over ham, klagende.

Dany stirrede tilbage over hendes skulder, og kaldte lavt, på Lockheart.
Hun stivnede, da hun kunne høre hans klagen, men ikke kunne se ham. I en hurtig bevægelse var hun på vej tilbage, men stoppede op, da hun så sølvmaren.
Hun havde ikke gode erfaringer med den slags heste.
Lockheart klagede, inden den lavede et glædeshyl og var på vej ned for at lande på Dany's skuldre.

//lidt kort, sovet af h til//

// helt i orden.

Det at lockheart gik i panik hjalp ikke på situationen! Heldigvis havde de skaffet sig lidt tid ved at choice stadig balancerede på bagbenene og fægtede ud imod rytterne med forbenene, alt imens hun sørgede for at vrinske skingret, så de skarpe tænder i mundvigen afslørede sig. Rytterne vidste ikke om de skulle være fascineret eller bange. Nogen af dem red sin vej, men de fleste blev dog foran choice og søgte efter bare et lille smuthul hvor de kunne komme forbi hende!
Da lockheart fløj hen til dany, så Jacob chancen til at komme væk fra dette rod! Med en høj piften, stoppede choice med at stejle og galopperede i stedet over til Jacob, der med det samme sprang op på ryggen af hende og greb om den smukke sølv man. Et enkelt blik sendte han rytterne, inden han lod en af sine hænder løfte dig, så håndfladen var rettet imod rytterne. Før de kunne nå at reagere, ville dem ene af dem være forvandlet om til det renneste is. Det varede ikke længe før Jacob knyttet sin hånd, så manden der var blevet til is gik i tusinde stykker! De andre rytter gik i panik, trak ivrigt i hestetøjlerne for at få hestene til at falde til ro.
"Lad det være en advarsel til jer!" Råbte Jacob med et lumsk, nærmest drilsk smil, inden han satte i galop hen imod dany. Han standsede ved siden af hende, rakte hånden ned til hende og håbede på at hun ville tage imod den så de kunne komme væk! "Lad os komme væk!"
Bag dem havde få af mændene taget sig sammen til at sætte hestene i galop hen imod dem.

Hun stirrede på Jacobs hånd. Ville han virkelig have hende op og sidde på en sølvmare? Ville de ikke kun accepterer deres 'ejere'?
Hun stirrede hen på rytterne, og kunne mærke hvordan Lockheart var ivrig efter at vise sig.
Hun tog imod Jacobs hånd, og man kunne nærmest hører Lockhearts skuffelse. At han ville vise sig, skulle ikke være på bekostning af deres liv.
''Lad os komme væk.'' hun nikkede roligt, men hun var ærlig talt hamrende nervøs for at sidde på en Sølvmare.
HUn var lidt i tvivl, om hvordan hun skulle holde sig fast, men det måtte tiden jo vise.
Hun ville ikke være for tæt på en fremmet - selv om han nu to gange havde reddet hendes liv

Normalt ville Choice ikke lade andre end Jacob komme tæt på hende, men hun vidste at hun kunne stole på Jacob og det at hun blot skulle ride denne pige væk, betød vel ikke at hun ville lade hende klappe hende og stole på hende. Ved at hun tog imod Jacobs hånd, trak han hende hurtigt op bag sig hvor der lige akkurat var plads til hende. Kort kiggede han sig over skulderen, for at se om hun sad ordentligt og med et svagt nik, gjorde han an til at hun skulle holde fast om ham, så hun ikke risikerede at falde af når Choice satte i galop. "Bare hold fast i mig," . Med et lille dask til Choice flanke, satte hun i galop igennem byen. Vinden strittede imod, men hun fortsatte bare og stoppede ikke op, selvom en masse skældsord fra folk der nær var blevet trampet ned svævede over hovedet på dem. Bag dem kom de andre ryttere ridende. Lyden af hestehove kunne høre igennem hele byen. Nogen folk så beundrende på, imens andre så forskrækket flygtet til siden og nærmest kunne skrige over chokket over at se en sølvmare. Choice fortsatte igennem gaderne, rytterne lige bag hende og da de kom lidt udenfor gågaderne hvor der var mere plads, lykkedes det en af rytterne at nå op på siden af Choice. Han prøvede i hærdigt at skubbe til Daenerys for at vælte hende af hesten. Lyden af Choice der vrinskede advarende af ham, fik ham kort til at trække sig tilbage, men dog lod han en hånd snige sig om armen på Daenerys for at trække hende over til sig..

Hun holdte fast om livet på ham, men ikke mere end hun kunne slippe så hurtigt at hun kunne springe fri hvis det blev nødvendigt.
Rytteren, der prøvede at få fat i hende, fik hurtigt en forskrækkelse uden lige.
''Dracarys'' hviskede hun, så højt at Lockheart lige kunne høre det. En tynd stribe ild ramte rytteren på armen, og sendte ham af sin hest og ned i jorden.
Hun ville ønske, at hun ikke havde været nødt til det. Hun håbede at han havde ikke havde set det.

Jacob havde godt lagt mærke til rytteren og hans alt for nysgerrige hænder! Desværre kunne han ikke gøre så meget andet end at sørge for at holde fast i Choice, imens de red igennem gaderne og ikke ramte nogen uskyldige. Dog blev han nød til at slippe hende et kort øjeblik, da det endnu engang lykkedes en af rytterne at komme op på siden af dem. De ryttere opførte sig som irriterende fluer på en dag man havde været så uheldig ikke at kunne finde fluesmækkeren! Rytteren gav sig til at distrahere Jacob med sit spyd, i håb om at han ville få overbalance og falde af den smukke sølvmare. I stedet gav Jacob bare slip med den ene hånd fra Choice man, hvor han derefter fik et godt greb i spyddet og kiggede lumsk hen på rytteren, der allerede nu kunne fornemme hvad han ville. Ligeså hurtigt som et lyn slog ned, trak Jacob hårdt fat i spyddet, så det lykkedes ham at give rytteren overbalance og inden længe ville han få asfalten at smage. Hurtigt placerede Jacob hånden i Choice man igen, kiggede kort om på Dany for at tjekke til hende. Da det ikke så ud til at der var flere ryttere bag dem, sænkede Choice automatisk farten og startede først med at skridte da de var ved udkanten af byen.. En anelse vindblæst, lod Jacob sig glide ned fra Choice og tog sig nogen dybe vejtrækninger. De havde klaret den. Sådan da.. Med et skævt smil på læben, så han hen på Dany og lod deres øjne mødes.

Man kunne se hvordan Dany skar tænder, da hun endelig gled ned fra sølvmaren.
Hun var ved at dejse om, og gned sit ansigt lidt.
Man kunne se hvor udmattet hun var, og i en hurtig bevægelse bakkede hun lidt væk fra Jacob.
Egentlig, måtte hun ikke være træt i nærheden af andre. Det måtte hun bare ikke! Det var jo selvmorderisk.
De var i udkanten af landsbyen, og hun ville langt hellere være på skibet. Ikke at det ville være meget bedre.
Lockheart sad på hendes skulder, advarende overfor Jacob.

//sorry kort svar :/ //