your one of them (Jacob)

Tid: godt over 23:44
Sted: Dybt inde i skoven af Ashen wood forest
Omgivelser: øhh en masse træer, ellers er der meget stille
Vejr: Det er mørkt, halvmånen er gemt bag en masse skyer også blæser det svagt
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Plus: Et par læder bukser og nogle støvler
Tilbehør: hans bue, pille samt våben
Form: engel

Vreden skød op i ham, sammen med væmmelsen overfor denne race, disse dæmoner, hans foragt for dette væsen var større end hadet til vampyrerne, dog var uheldet at hans gudbarn, var en af disse foragtelige dæmoner. Selvom hendes moder Clarie, som var en af hans tidligere gode venner, ikke havde været en dæmon, var faren det åbenbart og nøj hvor han ville...han ønskede blot at knække nakken på den mand.
Han kendte ikke manden, men han var dæmon og det var nok til at sætte hans indre vrede i fuld gear, hvis det skulle være rigtigt havde han altid hadet dæmoner...eller nej det var ikke rigtigt, han startede først med at hade dem, det sekund en dæmon slog hans moder ihjel.
I stedet for at jage en af dæmonerne, som han hellere end gerne ville, lod han i stedet sine agrassioner gå ud over en måltavle, mens han sendte den ene pil efter den anden mod det perfekte mål. Hans menneske side, havde næsten talt til ham, skældt ham ud over denne vrede han holdte så dybt inden i ham, den vrede der gjorde ham i stand til at skade så mange væsner, som også gjorde således at han hellere end gerne ville slå dem ihjel. Dog gjorde han som den anden side bad om og øvede i stedet for.
Selvom han et sted håbede en dum dæmon ville komme forbi, gjorde han intet for at opsøge dem, de kunne komme til ham også havde han den perfekte undskyldning for at slå et par af dem ihjel eller måske bare ind i næsten måned

//håber dette er godt nok for dig

//Det er skam perfekt //

Verden var lagt sammen sådan og det kunne han også godt forstå, der var oppe og nedture og lige nu bestod det altså allermest af nedture, som han ikke kunne få til at gå op ad lige meget hvor meget han så forsøgte. Nedturen denne dag bestod af at hans "lillebror" lige havde råbte af ham, for derefter at løbe ud af huset.. Han kunne stadig se de øjne der glimtede af vrede i hans tanker og han hadede at have sådanne billeder af sin lillebror oppe i sit hovede, han ønskede jo at se ham smile, ikke kigge vredt på ham og råbe skældsord af ham. Josh var forvirrende, det kunne han fornemme på det hele, knægten manglede en mors beroligende ord, ligesom han selv havde gjort, derfor behøvede de hinanden.. Men, nu var knægten endnu engang stukket af, denne gang i vrede, hvilket han vidste ikke var en god ting, for så fokuserede man slet ikke på sine omgivelser.. Det kendte han alt til.
"Josh!" råbte han og lod hans stemme runge i skoven. "Josh, kom nu hjem for pokker!" Han kiggede rundt, bemærkede hver en bevægelse og da lyden af en pil der ramte sit mål i et træ suste forbi ham, kiggede han nysgerrigt hen imod lyden. Straks fik han øje på manden og luntede hen til ham..
"Hej, du skulle tilfældigvis ikke have set en lille knægt rundt omkring?"

//super

Han ramte plet hver eneste gang, nok også fordi han efterhånden havde dyrket denne sport de sidste mange hundrede år, hvilket også havde givet ham en præsision som var helt uhyggelig god. Han var som den skabte dræber og jager.
En råbe i baggrunden fik ham til at sænke buen, med pilen i spænd, mens han lyttede på de skridt der kom nærmere samt stemmen. Bare lyden af stemmen og lugten af dæmon fik det onde smil til at titte frem på hans læber, dog lod han som om han ikke havde bemærkede det, samtidig med at han ignorerede hans menneske sides forsøg på at få at droppe dette, at denne dæmon måske kunne være uskyldig og at denne Josh enten var en ven eller familie medlem som var blevet væk.
Han havde trukket en lille kaste kniv, vendt sig om i det sekund dæmonen åbnede sin mund. Kniven fløj hurtigt af sted, ramte plet ganske få cm fra hans ansigt. Den havde ramt hårdt mod en stamme.
Med et mystisk udtrykke i de ravngyldne øjne, der fik et skær af det pureste guld, som han trådte frem mod ham, månen titede kort frem bag en af skyerne og lyset fra den fik dem til at lyse mere op "måske har jeg måske har jeg ikke" sagde han køligt. Hans sværd var dækket af blod, hvad der kunne ligne denne Josh blod, dog hvad denne dæmon ikke vidste var at det bare var dådyr blod "hvorfor da" spurte han og samlede det op

Jacob var hurtig til at reagere at kniven kom imod ham, som en hver anden person ville gøre, bøjede han sig næsten ned i bro og lod kniven suse forbi ham, uviden om det sikkert ikke engang havde været meningen at den skulle ramme ham. Hjertet sad kort i hans hals, men hurtigt faldt det på plads igen, så han kunne rette sig op og kigge en anelse mistænksom hen på den fremmede, der så gæstfrit havde kastet en kniv efter ham. En himlen med øjnene sendte han ham hurtigt, inden han satte armene på kors og overvejede at gå sin vej, da nåede tydede på at denne mand ikke havde set noget til Josh alligevel. En sur lugt af blod fik ham dog på helt andre tanker, så han næsten ikke turde at kigge ned på sværdet han bar i frygt for at det kunne være Josh blod der var på dets blad. Inderst inde ville han ikke sætte næsen for højt efter at blodet tilhørte Josh, men han kunne alligevel ikke skjule tanken, så han kom til at vrisse meget da han svarede den fremmede.
"Fordi han er min bror og han er stukket af, har du set ham eller ej, jeg har ikke tid til julelege," vrissede han, inden han sendte ham et irriteret blik, der også kunne forstås på at han var klar til at springe på ham, hvis blodet tilhørte Josh.

Han klukkede over hans måde at undvige kniven, havde den være møntet på at ramme ham, havde den ramt ham. Det onde smil bredt sig på hans læber i det han gik hen mod han med nogle faretruende ksirdt, man kunne næsten fornemme hans vrede i hvert enkel skridt, som kun bragte ham frem mod ham. Dog stoppede han ludselig op og de ravngyldne øjne blev helt blå og en svag antydning af at hans hår var ved at skifte farve, blive mørkere samt korte skete også ligeså hurtigt. Det var som kunne han ikke styre sin egen krop "giv så slip dit usle lille menneskebarn" hvislede han og med et blev håret igen blond og øjnene fik den samme kolde ravngyldne farve tilbage og han genoptog sin gang mod dæmonen, som var intet sket.
Han rettede på sin jakke, trak på skulderne, som var dette faktum at det var hans lillebror der var væk ligegyldigt. Han grinede koldt "nurh er den lille dæmons bror væk, mhh ja det er jo skrækkeligt, hvem ved hvad der kan ske med en lille dreng ude i skoven, der er jo skrækkelige folk her ude" sagde han og gik elegant rundt om ham. Kredsede om ham, som et rovdyr gjorde om sit bytte og selvom han blot lignede et menneske med et par unaturlige øjne, var der også noget dyrisk over ham, netop i dette øjeblik og det kom alt sammen ud i et, med hans store vrede for dæmonerne.
Selvom han vidste han var stærk, stærkere end de fleste engle, så var han også på vagt og selvom man ikke kunne se det, havde han hånden tæt ved sine våben, klar til at kaste dem på ham, hvis han gjorde udfald

Han kredsede om ham, hvilket gjorde Jacob utilpas men samtidig på vagt og man kunne ikke se på ham at han følte sig utilpas, ikke den mindste smule. Han stod med ret ryg og fulgte den fremmedes bevægelser med sine krystalblå øjne, imens han ventede på hvert et trick han måtte fortage. Det at han hånede ham ved at kalde ham lille dæmon, gjorde ham intet, han tog det ikke på sig og så hellere ingen grund til at lytte til det. Jacob havde forlængst lært at skubbe alle former for hån ude, lige meget hvad former for hån det var, det gjorde ikke ondt på ham. Der var ingen tvivl om at de begge var klar til at angribe hinanden, hvis det var det der skulle til og selvom den fremmede lagde godt skjul på det, så kunne han sagtens se den måde han havde sine hænder klar om sine våben på. Jacob brød den rundkreds den fremmede havde dannet, ved at give en hurtig bevægelse fra sig og hoppe med stor lethed op i et træ, hvor han så på ham fra en af grenene, vidste stadig intet tegn på den mindste frygt.
"Hør her, jeg ved ikke hvem du er, men jeg vil bare vide hvor min lillebror er, og hvis du ikke ved det, så smutter jeg igen," sagde han og kiggede ham alvorligt i øjnene. "Men, har du derimod set ham og det blod du har på dit sværd tilhører ham, så sværger jeg at du vil fortryde at du nogensinde mødte mig!" Det sidste kom som en hvæssen, da han lod sin indre dæmon raseri opstå i ham. Normalt var Jacob ikke typen der kom med trussler, men når det galt dem han holdte af, så skulle man ikke spøge med ham! Langsomt, nærmest truende, rejste han sig op på grenen og kiggede ventende ned på den fremmede..

Han grinede koldt og ondt af ham, han direkte fandt denne unge dæmons forsøg på at se farlig ud morsom, han var da måske den sjoveste af alle de dæmoner han havde mødt, de fleste andre havde enten skreget af ham, bedt om nåde, der var endda en der havde spyttet ham i ansigtet, hvilket blot havde fået hans grin frem og gjort hans død værre
han så op, som dæmonen hoppede op på grenen, lagde hoved på skrå "v8il jeg fortryde det..hvor er du dog morsom...nu skal du høre lille dæmon jeg har dræbt flere af din slags en du nogensinde har levet, din race er intet andet end en patetisk bunke skræld" hvislede han og de gyldne øjne blev mere gyldne en før hen og det ravn agtige rørte sig i dem, gjorde dem mere uhyggelige og understregede samtidig hans pointe og den vrede han holdte inde for dæmonerne.
Døden af hans ven og mor havde gjort meget ved ham, især fordi det var gjort af hånden på en dæmon og lige for hans øjne. Hans mor mistede han som 10-årig, selvom hun prøvede at skjule ham, havde han alligevel overværdede det hele, set hendes brutale død, samtidig med at han fra det sekund hade dem mere end alt andet.
Hurtigt var han sprunget og i det sekund hans føder ikke rørte jorden, foldede to store, majestætiske og smukke aske grå vinger sig ud, de baskede hurtigt og i løbet af ingen tid havde han angrebet dæmon, lod dem begge falde ned fra træet, men lod dog dæmonen tage stødet "dine ord er intet...for tro mig jeg har allerede fået den der...mange gange" hvæsede han og trak sit våben frem

Han kunne se hadet til dæmoner boble i den fremmedes øjne og han kunne næsten lugte hadets flamme blusse inde i ham. Øjnene sagde det hele, de var gyldne og havde et blik kunne dræbe, så havde Jacob været død på stedet! Dog kunne Jacob ikke helt forstå, hvorfor hadede til ham, eller dæmoner var så stort, men det var der garanteret en eller anden bag historie til, som Jacob nok ikke fik muligheden for at dykke ned i med det samme. Inden Jacob kunne nå at flytte sig, sprang den fremmede på ham og lod dem begge falde ned på jorden, men lod Jacob tage stødet. Det sveg voldsomt i ryggen, så han undslap et enkelt klynk, men hurtigt var han oppe at stå igen og lagde an til at springe på den fremmede, ved at bøje ned i benene og tage et godt tilløb. Han sprang direkte på ham, lod sin is evne gøre den fremmedes hud kold, som kunne han næsten ikke bevæge sig og havde nogen kastede ham ned i en iskold sø, men han ville ikke dræbe ham, det var ikke nødvendigt, så han sprang hurtigt væk fra ham igen og så vredt på ham.
"Jeg er ikke bange for dig og denne kamp er ikke nødvendig!" vrissede han og så spørgende på ham. "Vi har ingen grund til at slås!"

Han knurrede vredt af ham, vidste tænder men kampen var også tydelig inden i ham, kampen om hvem der skulle styre hans krop, for selvom menneske siden var svag skubbede han hårdt og med et blev de gydæne øjne som før knald blå. Han hvæsede og knurrede, lukkede øjnene hårdt i og med et åbnede han dem og de var mere gydlen end nogensinde før, skindede næsten op i en smuk og dog skræmmende gylden farve "ikke nødvendig, der er mange ting der ikke er nødvendig og alligevel sker de, jeg lovede hende at jeg ville gøre jeres liv til et mareridt og det har jeg tænkt mig at gøre" hvislede han og snakkede ligeså hårdt som snakkede han til sin værste fjende.
Han fik varmede sin krop op, brugte sin vrede som en varme, da det pulserede i hans krop og gjorde ham varm af rendyrket vrede "og din slags havde ingen grund til at slå ihjel" hvæsede han og trak sit svær. Han gik hen mod ham med smidig og hurtigt skridt, klar til at hugge

Jeres liv til et mareridt? Hvem snakkede han om? Mente han ham og Josh.. og hvem var hende, pludselig gik der en bølge af vrede igennem ham, som havde nogen lige slået Josh ihjel for øjnene af ham. Det kunne jo have været Victoria der havde givet ham ordre til at gøre ham og Josh liv til et mareridt! Hvorfor havde han ikke set den før, det kunne jo være hende, og han kunne være slave for hende! En knurren opstod, men den forsvandt så snart han sagde det sidste, for det gav absolut ingen mening i det han lige havde opbygget i sit hovede, hvilket var en af grundene til at han havde det som om at det hele bare væltede igen. Inden Jacob kunne nå at komentere det, var den fremmede allerede sprunget på ham igen, så han endnu engang måtte undvige den skarpe klinge fra hans sværd, ved at sno sig uden om, lige så hurtigt og smedigt som en slange. Han sprang om bag ham og angreb ham ikke, men så bare spørgende på ham.
"Hvad mener du med os? Og min slags?" sagde han fornærmet. "Vi har brug for mad, hvis det er så slemt, så syndes jeg også du skulle angribe vampyrer.. men.. hvem er hende? Og hvorfor skal vores liv være elendigt?"

Hanvendte sig om mod ham, knurrede "Dæmoner" hvislede han og fik det simple ord til at lyde som en fornærmelse, hans skuldre var anspændte og blikket var hårdt, næsten som så han på sit livs fjende eller en der bare have gået ham på nerverne. Han havde et stort temperament og lige nu gik denne dæmon ham virkelig på nerverne "uhh gør jeg skam allerede" sagde han og gik frem på ham "hvorfor skulle jeg fortælle dig om hende, men jo hvorfor da ikke. Min moder b.ev brutalt voldtaget af et menneske, men det er ikke slemt nok da jeg var 10 kom en dæmon til vores hus og myrdede hende for øjnene af mig" knurrede han, dog nævnte han ikke Clarie for ham, hvorfor skulle han det, hendes død havde godt nok været værre end døden hos hans moder

//ingen krea sorry

Dæmoner..
Noget sagde ham at han ikke havde tænkt sig at stoppe med at angribe ham lige forløbelig, hvilket for Jacob ikke var særlig godt, eftersom han ikke havde tid til at slås og egentlig ikke ønskede det. Når der ingen grund var til at slås, så nyttede det hellere ikke noget at gøre det. Jacob knurrede af ham, selvfølgelig var det ikke noget sjovt noget denne fremmede havde været ude for, men derfor behøvede det ikke at gå udover alle dæmoner, da de ikke alle var ens. Jacob var ikke som andre dæmoner, nok kunne han være ond til tider, men ellers var han anderledes og mindede langt fra om andre.
"Det gør mig ondt, men det betyder ikke at du kan angriber andre dæmoner, specielt ikke når de andre er uskyldige! Hvad med om du fandt den dæmon som drabte din mor, i stedet for at spilde tiden på andre der ikke aner hvorfor du pludselig går grasat på dem!" vrissede han og sad fortsat oppe i træet, bøjet ned i knæene og klar til at springe væk, hvis han skulle komme imod ham.

//i orden ^^//

Han trak en kniv og kørte den ene finger op og ned af bladet, mens han så direkte på ham, med hvad man kunne kalde et halv sindssygt smil "jeg har ikke brug for din medlidenhed dæmon" hvæsede han og kneb øjnene sammen, så de ravn gyldne øjne knap var til at se igennem sprækken, dog var de der og blikket var intenst men også fuld af vrede.
Han trådte et skridt frem mod ham, men gispede og stoppede med et op, han tabte kniven og faldt på knæ, rev sig næsten i håret "kom ud af mit hoved" skreg han og det blonde hår blev sort, for så kort efter at hans engleside forsvandt helt ind og menneske siden tog over.
Han gispede og rejste sig op, så på ham med skarpe blå øjne "fedt! Han skal bare gå amok på alle dæmoner" hvislede han og slog ud med hænderne, sukkede og kørte hånden igennem det korte sorte hår

Han forstod virkelig ikke hvad der skete.. Hvorfor råbte han lige pludselig af sig selv, det var som om at den ene side af ham var god og den anden var ond, og at han måtte kæmpe for at have dem begge inde i sig. Et kort øjeblik stod han bare og så forvirret på ham, bevægede ikke en muskel og havde ikke længere en lyst til at forsvare sig selv, da det ikke virkede til at det var nødvendigt mere. De krystalblå øjne så bare mystisk på ham, ventede på et eller andet, som han ikke kunne forklare hvad. Ventede han på at den gode side skulle tage over ham? Da den fremmede endelig stoppede med at snakke med sig selv og fik mørkt hår i stedet for lyst, blev han bare endnu mere forvirret og kunne ikke få et ord fremført.
"Hva.. hvad mener du?" spurgte han og lignede et omvandrende spørgsmålstegn. "Hvem er ham og hvad skete der lige der?"

Han rejste sig op og sukkede, lagde en hånd mod hans ribben  "jeg undskylder, dette ser en hel del forvirrende ud og jeg kan fæle de må bære inde med en masse spørgsmål" i forhold til sin engleside talte menneskesiden, respektfuldt og han bekymrede sig om andre, ikke sig selv som den anden side gjorde. Han knyttede hånden og spændte i kroppen, han havde stadig ikke fået Alec helt i snor, men han skulle ikke ud igen, ikke under disse omstændigheder "det er englelig meget simpelt, jeg har evnen til at skifte form af to skikkelser. Da jeg er halv engel og halv menneske, så var det de så før min engleside og jeg er så mennesket" forklarede han stille og håbede da det gav en smule mere mening end man skulle tro. Han trådte et lille skridt mod ham "det var Alec og mit navn er Alexander. Alec hader Dæmoner, specielt sjæledæmoner, da alle vi har kendt blev dræbt af en, siden da har han set sort ved synet af hver eneste dæmon" han trak på skulderne, bedre kunne han vel ikke forklarer det eller måske kunne han, men det ville kræve mere viden inde for de forskellige ting