Altid glade dage her.

Akuma smilede til hende.
"Det havde jeg faktisk heller ikke selv Ribanalon" sagde han med et kækt smil på læben.
Han satte grebet ordentlig igen som det var da de begyndte med dansen.
"Jeg kom bare gående og tænkte jeg lige kunne kikke ind" sagde han efterfuldt af et lille blink til hende.
"Jeg plejer at vågne op i kroerne heromkring hvorefter jeg forlader dem" sagde han smilede lidt mere mens han havde detlidt drillesyge glimt i øjnene.

Hun løftede nu begge øjenbryn igen hun så tænkefuldt på ham.
"Virkelig" hun så stadig på ham som før, Var han en af dem der
gik tiol bodeller eller kroer med bodel fordele siden han sov her.
Det gjorder de fleste. Hun slap hans greb efter at have tænkt sine
tanker, hvorefter hun kiggede rundt, folk var så underligt glade lige
pluselig.

"Ja jeg plejer på en eller anden måde altid at falde i søvn i baren og vågne op igen dagen efter" sagde han hurtigt.
Tja det var jo nok ikke det mest charmerende at sige.
*Du laver jo ikke andet end at sove!* lød det svagt i hovedet
Da hun slap grebet blev han lidt skuffet.
"Er der noget galt?" spurgte han roligt.

Hun vendte igen sit blik mod ham, imens hendes krop nu
stod skråt mod ham, Hun så så underligt forvirret på ham.
"Nej, det tror jeg ikke" hun bakkede lidt. HUn virkede nervøs
kunne man nærmest sige. HUn kiggede frem og tilbage som
om hun ikke forstod hvad der var omkring hende, som var hun
et lille menenske barn der havde set noget skræmmende.

"Kan du også høre det?" hun så stift på AKuma, i hendes metalliske
grå farve var der nu underlige små gnister der fløj rundt.

Akuma så uforstående på Ribanalon.
Hvad skulle det dog være? Der var jo fyldt med menneske latter og musik...
Men så lukkede han øjnene for en stund.
Han åbnede dem igen.
"Der er et eller andet men jeg ved ikke hvad?" sagde han lavt.
Der var vist et eller andet?

I det samme brød døren ind og næsten alle lys blev pustet
ud. ´Sorte mand der nærmest var som skygger kom ind i
kroen, Alle var stille, og Ribanalon begyndte at skjule sig så
dog hun kunne bag Akuma. En underlig kold luft blev blæst igennem
rummet, selv musikkerne havde stoppet deres spil. En skygge der
var større end de andre kom ind af døren, man kunne høre den
trak vejret. De søgte efter noget. Ribanalon tog fat i Akumas ærme.

Akuma dækkede Ribanalon så godt som han nu kunne da hun gemte sig.
*Hvem er nu det?* tænkte han kort.
Så mærkede han at hun trak lidt i ham.
Han tog det som et varsel men sagde ikke noget da han ikke lige ville afsløre hende.
Da den største gik ind i folkemængden blev hans skyggeside lidt forundret.
*Endelig sker der noget...* sagde den blot inde i Akumas hoved.

Den største skygge pegede på en lang sort knogleagtig finger,
og den ´sagde noget der næsten var uforståeligt. Kro ejern rystede
på hoved med et halv bange og halt modigt ansigt. Skyggen vendte sig
og så rundt på folk. De andre skygger havde åbenbart listet sig rundt, i
rummet. Men de ville ikke kunne se Ribanalon. Kun en lyshåret pige
som stadig have fyldstæandig samme ansigt som Ribanalon og krop kunne ses
selvom skyggerne kunne lugte gik de typisk efter udseende, på de folk
de skulle have fat i.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Akuma fulgte de fleste af skyggerne med øjnene og prøvede at nedstirre nogen af dem da de kastede et blik på ham.
Dog kunne han stadig ikke se hvad de ville men Ribanalon var tydeligvis ikke glad for det.
Han kikkede kort tilbage med øjnene og så at hun havde skiftet udsende.
Nu var han da sikker på at det var hende de var ude efter.
*Hun har da visse talenter...* tænkte han kort og fulgte nu den store skygge med øjnene.
Skyggen inden i ham hamrede løs for at bryde ud.
*Kom nu! Lad vær med at stritte imod! Bare lad mig ordne dem så kunne det jo være at Ribanalon ville belønne dig?* lokkede skyggerne.
Det var virkelig fristene men han var nød til at bide tænderne sammen.

Kulden i rummet fik de væsner der stadig trak vejrets ånde til at
blive til små skyer når de trak vejret. Skyggerne ledte og ledte
men stoppede tilsidst op da deres mål ikke rigtig var til at finde selv
om at hendea aura var så stræk her inde. Ribanalon slap Akuma,
ærme og bakkede svagt tilbage. Da der var blevet mørkt i rummet
kunne hun nemmere skjule sin nærhed. Selv som skyggerne var
Ribanalon selv en skygge, dog en skygge der hungrede efter livet
væsne. En forbandet. En jabes....Smertens barn.

Akuma stod stadig fast på jorden.
En af skyggerne kom hen til ham og gik virkelig tæt på.
*Arrgh pis jeg har jo ingen lugt så nu dufter jeg af hende!* tænkte han da skyggen lugtede til ham.
Han kunne stadig ikke se hvad han havde med at køre men han føldte at det var svagt.
*Tilgiv mig Rinna men haner sku for irriterende* tænkte han kort.
Han lagde hånden på ryggen og tog en lille knogle ud fra sin hånd formet som en lille plade.
Han havde indgraveret Undskyld derpå og den blev smit hen af jorden over til hende.
Straks tog han fat om halsen på skyggen og hævede den fra jorden.
"Et skridt nærmere... Og så skal jeg personligt lemlæste jer allesammen" sagde han og hans skygge fik frit leje til at gå amok hvis de gjorde modstand.

I det samme gik alt amok folk begyndte at slås imod
skyggerne og skyggerne angreb. Rinna så ned på den
lille fli af en knogle hvorpå der stod -undskyld- Hun kiggede
rundt mest af alt ind fra skyggen af mørket. Hun valgte at
dette ikke skulle være en kamp som hun ville deltage i.
Hun lod sig selv forvandle om til en underlig sort røgsky,
som langsomt gled hen over loftet på hele kroen, man ville
ikke kunne se den for det mørke der var i kroen. Den den sorte
røg som var Rinna var på vej hen imod døren.

Han så at Ribanalon forsvandt hurtigt.
*Fiiint med mig!!* sagde skyggerne i hovedet og Akumas øjne slog gnister.
Straks skød han en knogle igennem ''skyggens'' hals.
Akuma smed manden fra sig og hans sande ansigt kom tilbage.
Et almindeligt menneske?
"Skygger... Nej nu må jeg le! Det her er en skygge!!!" råbte han og fik sine knoglesværd frem fra håndryggene.
Han satte i løb over til hver og en skyggeklædt man.
Alle skyggerne blev et offer for hans klinger.
Til sidst kom han til den store.
Akuma sprang op til den og fældede den ned fra sit fodfæste.
Den lå nu for klingen og Akuma stirede den i øjnene.
"Hvad vil i her!?" spurgte han med en dyster stemme.

I det at den sorte røg var på midten af hele rummet i loftet, blev den igen
til Ribanalon. Hun sad på hug da hun røg ned, hun så dystert på skyggen som
Akuma nu havde fat i, "Flot Cristo" sagde hun med en hentydning til skyggen.
Et lumsk og nærmest dæmonisk smil kom på hendes læber, Hun var næremst ikke
læængere smuk, mere skræmmende og ubehaglig. Folk omkring i kroen så nu
at Ribanalon virkelig var i kroen. Og de veg svagt tilbage fra hende.

Akuma blev lidt forvirret.
"Vent lige... Hvad pokker sker der her?" spurgte han og hans stemme tog overgangen fra skygge til normal igen.
Han havde stadig sværdet rettet mod skyggen for at holde den nede.

Hun skar svagt tænder. "Hvad laver du her!" sprugte hun med en
stemme der kunne dræbe. Skyggen holdte øje med Akuma ikke et
sekundt vigede dens koncentration, dog svarede den med en pluselig
menenske stemme. "Du ved hvorfor vi er her, i morgen vil vi genopstå
selvom du dræber os i dag" 2 røde prikket begyndte pluselig at lyse inde
i det sorte i skyggen det var dens øjne der gav sig til kende. Ribanalon
skar igen tænder, men grinte så svagt. "Så kom, med mindre dine
brødre hellere vil genopstå i morgen for at finde mig" hendes øjne lyste
af stærke og af ondskab.

Akuma holdte blikket fast på skyggen.
"Du gav hende ikke et svar" sagde han.
Han lod knoglen vokse og indkapsle skyggens hals så der ikke skulle mere en en bevægelse til at få hans nakke til at sige knæk.

Lige så stille blev skyggen mere og mere menenske og lignte en knægt på kun de
17 år, "Vi er her for at dræbe dig Ribanalon...." sagde skyggendrengen og stirrede
så direkte ind i Akumas øjne med sine egne røde øjne, der var en underlig uskyldighed
i drengen øjne, Hvis bare hanhavde vist hvad Ribanalon havde gjort ham og de
mange andre skygger.

Det var mere end nok til at få Akumas pis i kog
Godt nok burde han være ligeglad men han var glad for Rinna og det drengen sagde ville han ikke tillade.
Straks samlede han knoglen tilbage i armen på under et sekund.
Lige efter greb han fat i halsen på ham og løftede ham over jorden.
"Det kan godt være at du kan genopstå fra døden men jeg kan få dig til at savne den!" sagde han med en meget mere dyster stemme en han plejede.
Han øjne var nu sorte hele vejen igennem, hans tænder var blevet til hugtænder og der kom et sort skær fra ham.
Det var som om at skyggen var blevet stærkere end nogensinde.
Var det fordi at han ville beskytte Ribanalon? Det kunne ingen vide men kræften strømmede igennem ham. //e-rang //

//tillykke//

Et skævt smil kom frem på de røde læber. Hun løftede hoved svagt, og
kunne mørke at folkende i kroen begyndte at holde mere med skyggen
end Ribanalon. Hun mistede sig smil igen og så igen mistroisk på skyggen.
"Akuma, lad ham gå" sagde hun og kiggede på Akuma med et løftet øjenbryn.
"Hvis drengen vil dræbe mig så lad ham prøve" han slikkede sig over læberne,
og udviste at hendes styrke ikke var blevet nedgjort, skønt at skyggedrengen
havde troet hende. Han ville ikke kunne røre hende, hendes evner og færdigheder
var langt større end skyggen, det var også grunden til at han ikke ville kunne fange
hende på noget tidspunkt.

//det var den oprindelige grund til han havdet fået så meget kraft... og tak ^^//

Akuma så på Ribanalon hurtigt og tilbage i drengens øjne.
"Hvis du prøver på det mindste så ved du hvad der sker!" hviskede han meget hæst og dæmonisk til drengen.
Han smed drengen ned i gulvet og så nu over på Ribanalon med et lidt skuffet udtryk i hans øjne som nu var blevet normale igen.
Dog var han øjne stadig kulsorte men de lignede normale øjne nu.
Hans tænder var nu også normale og skyggeskærdet var væk.

skyggeDrengen kiggede op da han faldt foran Ribanalons fødder,
han kiggede op med bange øjne på hende som om han viste hvad
der skulle ske, i det næste løftede hun hoved og hamrede den ind
i skyggedrengens ansigt, hans skreg og skreg imens hendes fod stadig
prøvede at brække hans hoved, tilsidst lød et knæk og i det samme var
drengen væk. Hun stod en tid og bare kiggede ned mod sin fod, men
løftede så sit ansigt mod Akuma, hendes øjne var helt hvide og nærmest
lyste med et skar der smertede i ethvert væsenkrop. et smil der kunne
havde været satans var plantet på de røde læber, folk veg tilbage da
de så sette syn

Akuma så forundrende på Ribanalon.
*Den tøs bliver ved med at overaske mig* tænkte han.
Han smilede ondt og kikkede rundt i lokalet.
Alle de mennesker som stirede på Ribanalon blev ned stiret med et ''du skal ikke prøve på noget'' blik fra ham.
De fleste mennesker veg væk igen da alle skyggerne var forsvundet.
Han kikkede igen på Ribanalon.
"Hva nu?" spurgte han lidt uforstående.

Hun vendte sig kun svagt mod Akuma, hendes stemme var
stadig dyster, "Jeg går" sagde hun og kiggede rundt, alle så
enden bange på hende og Akuma, eller så ud som om de var vrede.
Hun blottede si´ne tænder i et vredt ansigts udtryk. Hun begyndte
endelig at gå mod udgangen, folk veg væk. Denne aften havde været
ret så spændende, men for meget drama for Ribanalon lige nu.
Men hvad kunne man forvente når man dansede med et skyggevæsen.

Akuma så noget uforstående på hende da hun gik ud af døren.
*Seriøst!?* tænkte han og løb efter.
Han farrede ud af døren og standsede foran hende.
"Nu skal du ikke bare forsvinde fra mig igen" sagde han roligt og kikkede hende i øjnende.
Så kom han igen i tanke om den farve de havde.
*Metalliske grå...* tænkte han svagt.