Altid glade dage her.

Hendes øjne så på ham som om alt ondt var forsvundet fra
verden, som om dette der for få sekundter siden ikke havde
eksiteret. Hun stoppede op da han kom foran hende. De røde
læber var igen som den første forårs roses blødhed og de nærmest
udtrålede at de aldrig var blevet berørt. Det sorte hår faldt kort ned
over det ene øjne og hen over det halve ansigt. Hun var stille
stod bare og så ind i hans sorte øjne med sine metalliske grå øjne,
så fulde med skønhed og alligevel et tegn på døden.

Akuma trådte lidt tættere på hende og så hende dybt i øjnende.
Hendes læber så lokkende ud i skæret af måneskindet.
Vinden blæste lidt og førte kulde med sig.
Men Akuma blev ved med at gå dybere og dybere ind i hendes øjne.
Han trådte igen lidt tættere på så de nu stod lidt ''halv-tæt'' uden at røre hindanden.
Skyggerne inden i ham var for alt i verdenen imod at han havde så stærke følser med nogen overhovedet og ville ikke andet end at komme ud nu.
Inden i kroen havde de valgt at kikke væk fra døren og gik langsomt igang hvor de slap.
Akuma lod nu hovedet glide tættere på hende og stoppede lige inden de rørte hindanden med næsen.
Lige der kyssede han hende svagt på munden.
Det varede et par sekunder og han trak ansigtet lidt væk fra hende igen.
Han smilede svagt til hende.

Hun mærkede han læber mod hendes og hun lod ham berøre hende.
Han ville kunne mærke kulden, kulden der nærmest kunne få mennesker
til at få kuldegysninger over hele kroppen. En kraftig smag af blod ville
han kunne smage efter kysset, da han trak sig tilbage efter kysset så
hun roligt på han imens et spil gik over hendes læber, et smil var lige ved
at komme frem men forsvandt hurtigt igen, hun sagde intet stirrede bare
på de læber der lige havde berørt hendes. Følelsen eller rettere stemningen
imellem hende og skyggevæsnet var ubeskrivelige, men hunkunne mærke noget.
Noget der fik hende til at kigge ham i øjnene i stedet.

*Forhelvede hvor er du blødsøden Akuma!!!* rungede det i hans hoved.
*Skygger skaber frygt! Skygger fortære! Skygger dræber! De kysser ikke på kvindfolk din idiot!!!* fortsatte skyggerne.
Men Akuma var ligeglad han fortsatte med at beundre Ribanalon.
Han vidste dog ikke hvad han skulle sige for han var ikke van til at stå i disse situationer.
Eller måske var han i sit liv som menneske men dette var anderledes.
Han begyndte at kærtegne hendes ene hånd.
Smagen af blod hang lidt på hans læber og han nød det.

Hun lagde en hånd på hans kind og den faldt hurtigt ned fra den,
"Akuma, det forkert" sagde hun og kiggede han dog stadig i øjnene,
hun gjorder det for at beskytte ham, beskytte ham for hende, beskytte
ham for at føle smerte over at se noget gå tabt. hendes hånd faldt helt ned
og hang ved hendes side, hun så væk fra ham. Sagde intet, mærkede
han kærtegnede hendes hånd.

Akuma så uforstående på hende.
"Hvordan forkert?" spurgte han meden lidt sørgmodig stemme.
Det sidste han ønskede nu var at miste hende.
Inden i ville skyggen ikke have noget imod det men hun betød for meget for ham til at han ville slippe nu.
De havde ikke kendt hinanden i lang tid men derfor vidste han at hun var værd at kæmpe for.

"Du kender mig ikke engang" sagde hun og trådte væk fra ham
men mærkede den hånd der kærtegnede hende også holdte hende
fast. Hun kunne ikke gå væk fra ham før han slap hende. "uTROLIGT
du ikke har hørt om mig" hun slikkede sig over sine løber der smagte
af ham, en svag skælven kom over hende, da hun smagte ham.
Hun så ud i mørket som om at hun var låst fast i meget i sit sind.

Han holdte stadig fast i hende.
"Jeg kender dig nok" sagde han og smilede til hende.
Han trådte ind foran hende igen.
"Og nej jeg har ikke hørt om dig for jeg kan kun huske det sidste år af mit liv... Og før det kom jeg ikke herfra" sagde han med en lidt alvorlig stemme.
"Jeg kender dig nok til at vide at du er hver at kæmpe for" afsluttede han og så hende i øjnende.

Hun rystede på hoved og prøvede at komme fri fra hans
greb, dog trædte hun ikke væk fra ham. "Nej det er jeg
ikke" sagde hun og var faaktisk sød ved ham, hun havde
aldrig prøvet at lokke en mand væk fra sig, og det pinte
hende fordet betød at hun ikke ville ham noget ondt, den
eneste hun ikke havde ville nogeondt havde været hendes
elskede lypart som nu var død og borte.

Han kikkede hende roligt i øjnende.
"Det mener jeg du er" sagde han bare.
Uanset hvor meget hun rakkede ned på sig selv så ville han bevise det modsatte.
Hun var værd at kæmpe for og Akuma troede på det.
Han ville ikke bare give slip på hende uden at få en grund til at de ikke kunne være sammen.

Hun stoppede med at kæmpe for at komme ud af grebet.
"Akuma slip mig" sagde hun og så bestemt i hans øjne som
om hun nærmest kom med en komando. Hun kiggede ham i
øjnene med et blik der bad ham om han ikke nok ville.
Det var nok det værste man kunne gøre mod en kvinde,
holde hende fast mod sin vilje, skønt hun var et meget stærkt
væsen ville hun helst undgå at bruge sine krafter til når det
virkelig galt.

Akuma så lidt ned i jorden men gjorde hvad hun bad ham om.
Han kikkede hende i øjnende igen.
"Ribanalon jeg vil vide hvorfor jeg ikke må være sammen med dig" sagde han og alvoren vendte tilbage til hans stemme.
"Eller hvad jeg kan gøre så det sker" sagde han og så hende i øjenede mere alvorligt så hans øjne gennemspejlede at han virkelig ville det her.

Da han slap hende, gik hun nogen skridt tilbage uden at svare ham,
"Jeg går" sagde hun og vendte sig uden at svare på hans spørgsmål.
Han kunne holde hende fast, stoppe hende. Indtil hun svarede, måske
endda pine hende hvis hans skygge var nysgerrig selvom den ikke kunne
lide hende. Dog ville skyggen måske kunne lide hende hvis den fandt ud
af hvordan hun virkelig var. Hun måtte væk, inden at denne Akuma blev
foir nærgående, en dæmon kunne hun skade, et menneske kunne hun dræbe
men et skyggevæsen var noget helt andet.

Han gik igen foran hende.
*Hun vil virkelig gerne væk hva? Er du sikker på at du vil blive ved med at prøve Akuma? Det her er jo direkte sørgeligt* sagde skyggerne og man kunne nærmest se dem tage sig til hovedet.
For det her var dumt.
Hun ville ham tydeligvis ikke men ''jeg går'' var grund nok til det.
"Okay jeg ved at vi ikke er samme race, ikke har samme alder, ikke samme kræfter og at du er mere mystisk end noget andet jeg kan finde hernede... Men ''jeg går'' er ikke et svar på mit spørgsmål Rinna" sagde han med et fastlåst blik og en alvorlig stemme.
"Men jeg ved også at intet af det du nogensinde har gjort vil kunne skræmme mig væk, skade mig eller forhindre mig i at beskytte dig" sagde han igen alvorligt.

Han skulle passe på nu, selvom at han utroligt nok havde gjort hende
svagt blød om dit døde hjerte, var hun et monster. Mere end Akuma kunne
forstille sig, hun kunne gøre lige hvad hun ville, endda dræbe, fordi noget
irreterede hende. Men hans ord havde hørt før, for ikke så lang tid siden...
men hans ord ramte hende, som kun de ord kunne havde ramt hende for
mange hundrede af år siden. "Jeg har intet at sige Akuma" sagde hun stift og
koldt, hendes øjne gav et skær fra sig som om solen stod ind i hendes øjne,
hendes hår bølgede svagt da hun mærkede en vind gennem blæse både
hende og Akuma.

Han troede ikke på hende.
Man havde altid en grund til det.
Om det så var udsenet, pengene, personligheden eller familien.
Man havde altid en grund til at sige nej...
"Hvis du ikke har noget at sige hvordan kan du så sige nej?" spurgte han.
Han så lidt ned i jorden.
Og så op igen i hendes øjne.

Gnister løb rundt i den grå farve skønt at hendes øjne så blidt
på ham, "Jeg har sagt det jeg ville sige" hun bakkede nu tilbage.
"Og jeg går nu" sagde hun og bakkede videre, han var begyndt
at trænge hende op i en krog, og det passede hende ikke. Hun
så bare ind i hans øjne imens hun langsomt glid mere og mere
væk fra ham. De røde læber stod svagt åbne imens hun intet sagde.

Akuma så trist ned i jorden for et kort øjeblik.
Han kikkede op i hendes øjne igen men sagde ingenting.
*Enten så slår du hende ihjel eller også gør jeg det!* skreg skyggerne.
Han gik lidt tættere på hende igen, tog hendes hånd, og kyssede hende igen på læberne.
Imens kysset foregik skød der store knoglevinger ud af hans skulderplader.
Han stoppede kysset efter nogle sekunder og bakkede bagud.
"Du ved vel hvor du kan finde mig" sagde han stille og fløj op i luften.

Han nærmest løftede hende fra jorden i kysset før at han slap hende
og fløj op i luften, "Nej" sagde hun og vendte sig, for at løbe noget
kaldte på hende i natten, lige som sidst deres møde var forgået.
Hun have set knoglen der var stykket ud og tænkte at det var på tide at
forlade ham for en stund, tanken om han forfyldte hende i mørket
kom svagt imens hun løb.

Akuma landte på en af tagtopende hvor hans knogler igen blev normale i ryggen.
Han kunne stadig se hende deroppefra.
Men lige nu orkede han ikke noget.
Det sidste han gjorde var at lade en knogle komme ud.
Der var indgraveret "hvor der er smerte...".
Han kastede knoglen ned formet som et spyd og lod den lande foran Ribanalon.
Da den havde ramt jorden blev den til en armring hvor ordende stadig var indgraveret på den ene side. På den anden side stod der "forever and always dead inside".
Han lod skyggerne trække sig over ham så han ville være usynlig for det blotte øje.

//Armring...armbånd??// ELLER dem der sidder oppe på overarmen//

//lidt ala det her [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] bare at det sidder ved håndleddet// hvis det er af solidt materiale så forstår jeg det som en armring//

///argh....i understandt now//

Hvis ikke det havde været for hendes reflekser havde spyet gået lige igennem
hende istedet for at lande foran hende, hun så lidt overrasked på knoglen der
blev til et armring, hun gik langsomt imod den studerede den for hun satte sig
på knæ og lod den blive kærtegnet af sine finger spidser, hun læste ordene
inde i sit hoved. Hun rejste sig og vendte sig om for at se efter ham, men hun
så intet. HUn kiggede igen på smykket og tog det om sin håndled.

I det samme forsvandt hun i natten.


//oout//

//tak for et godt emne ^^//

\\Lé awesome emne. "trykker på ´Like´\\