Gotta love suprise reunions -Joanne-

Sted: Kroen
Omgivelser: Fordrukne folk
Tid: 04:19
Vejr: Ved ikke, har siddet indenfor i noget tid.

Anastacia kiggede på de mange underlige væsener, der kom ind og ud af kroen. Inde i hendes hjørnebås kunne hun se alle, men ikke så mange ville lægge mærke til hende. Der sad godt nok en underlig udseende fyr tæt på hende, der åbenbart syntes godt om hendes store frakke. Hun løftede et øjenbryn af ham, og han smilede et tandløst smil. Ugh. Anastacia kiggede væk, og rejste sig. Hun havde fået nok af at være derinde, da hun ikke engang havde råd til en drink.

Jo havde haft en noget ustabil døgnrytme på det seneste. Hun havde haft svært ved at sove om natten, og derfor sov hun om dagen i stedet. Det var også den eneste grund til hun rent faktisk kunne være oppe nu. Hun var på ingen måde en natteravn, og hun vil helst bare gå tidligt hjem. Men nu hvor hun alligevel var vågen, kunne hun lige så godt tage en tur på kro. Det var ikke fordi hun manglede penge, dem havde hun skam nok af. Hun gik ind på kroen og så sig omkring. Hun var stadig ret forslået, hendes ansigt var ikke længere hævet, men der var stadig masser af skræmmer. Det var dog værre med hendes krop, så hun havde også tøj på de skjulte det meste af hendes krop. Jo fik øje på Anastacia og gik med det samme hen til hende. Hun satte sig ned ved siden af hende. "Hej Ana. Længe siden." Hun smilede til hende og vendte fronten imod hende.

Anastacia kiggede lamslået på Joanne. Hun så virkelig ikke særlig godt ud. Anastacia var dog alligevel glad for at se sin barndomsven, så et smil bredte sig hurtigt ud over hendes ansigt.
"Jo!" Anastacia lød helt forskrækket. "Du er da længe oppe..."
Hun kendte alt til Joannes trang til at sove om natten i stedet for om dagen, og undrede sig over hvorfor hun var oppe på denne tid. Og hvorfor hun pludselig havde mødt hende igen. Anastacia havde ikke set Joanne i et par år, men ikke skænket deres mistede venskab en tanke. Nu da hun så Joanne, indså hun hvor meget hun havde savnet at være sammen med hende. På samme tid indså Anastacia at hun nok skulle være lidt bekymret for Joanne.
"Jo... Hvad er der sket med dig?"

Jo var også glad for at se Ana. Selvfølgelig var hun det. Men hun var bare blevet virkelig dårlig til at vise sine følelser omkring noget som helst. Ikke at hun nogensinde havde været god til det, men hun var blevet værre efter hendes forældre blev dræbt. Hun smilede, denne gang større. Hun ville lige se hvordan Ana reagerede først. "Nå.. Ja, jeg kunne ikke sove." Hun så hen på bartenderen og overvejede at bestille noget. Men hun var stadig ikke sikker på om hun var gravid, og hun turde ikke tage en chance. Ikke endnu. Jo så over på Ana igen. "Det er en.. Det er en lang historie.." Hun vidste godt hun kunne stole på Ana, men det var bare ikke let for hende at tale om. "Mine forældre døde, lige omkring den tid vi afbrød kontakten. De blev dræbt og jeg begyndte at lede efter ham der dræbte dem, og folk lige som ham. Jeg ville bare ikke have andre skulle igennem det samme som mig." Hun tog en dyb indånding. Nu kom det svære. "Men her den anden dag gik det galt. Jeg opsøgte en, der blev rigtig vred. Han gik amok på mig, slog løs på mig.. H-han gennembankede mig.. Men værst af alt.." Hun fik tårer i øjnene, men hun så væk lige så snart hun opdagede det. Hun ville bare ikke have folk så hende græde. Ikke engang Ana. "Han.. Han.. Brugte mig.." Hun kunne bare ikke få sig selv til at sige ordet.

At kigge på Joanne var som at se nogen falde fuldstændig fra hinanden. Anastacia vidste at Joanne havde problemer med følelser, men hun anede ikke at det gik så galt til. Da Joanne nævnte sine forældre blev Anastacia helt ked af det. Hun havde altid elsket Joannes forældre, og var oprigtig ked af det over deres død. Sorgen over hendes forældre blev lynhurtigt skiftet til vrede da hun hørte om manden. Anastacia følte et sygt behov for at beskytte Joanne, da hun greb ud efter hendes hånd, og kiggede hende i øjnene.
"Jo," hviskede hun, bekymringen for den anden pige voksede i takt med at hun prøvede at bryde øjenkontakten. "Jo, hvordan har du det?" da Anastacia indså hvor åndsvagt et spørgsmål det var, sank hun og prøvede et nyt: "Er du... du ved... gravid?"

Det var egentlig ikke så slemt for hende at fortælle hendes forældres død. Selvfølgelig var det ikke sjovt, men det var ikke det værste. Hun vendte blikket imod Ana da hun greb fat i Jos hånd. Det gjorde at en tåre faldt ned af hendes kind. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Ana var den første hun rigtig fortalte det om. Hun havde gået i flere dage uden at få afløb for hendes følelser. Men nu kunne hun få det, og Ana var den rigtige at være sammen med når det skete. Den eneste som hun 100% kunne stole på. "Jeg.. Jeg ved det ikke." Hun anede ikke hvordan hun havde det, hun havde det så forfærdeligt at hun slet ikke kunne forstå det selv. "D-Det.. Måske.." Hun turde slet ikke tænke tanken, og endnu mindre faktisk finde ud af det. Hun turde bare ikke se sandheden i øjnene, i frygt for hun var gravid.

Med den hånd der ikke holdt om Joannes, tørrede Anastacia tåren væk. Hun rykkede helt tæt til Joanne, og gav hende et halvt kram.
"Vil du gerne vide om du er gravid?" spurgte Anastacia forsigtigt mens hun holdt godt fast om Joanne. Da Anastacia havde rævegener, ville det ikke undre hende at hun kunne mærke på Joanne om hun var gravid eller ej. Gravide ændrede som regel kropsduft i Anastacias mening, og hun kunne måske endelig bruge det til hendes egen fordel. Eller i hvert fald til Joannes fordel hvis hun ville vide det.

Jo havde ingen idé om hvad hun skulle tackle det faktum at hun muligvis var gravid, og så med en der havde voldtaget hende. Det var det værste. Hun ville godt kunne håndtere at være gravid. Men ikke med ham. Hun lænede sig ind imod Ana, hun havde brug for at nogen andre var stærk for hende. Hun kunne ikke selv være det. Ikke lige nu. Hendes spørgsmål kom vel på en eller anden måde bag på hende. Selvom hun allerede kendte svare. Jo rystede først på hovedet, men selvfølgelig skulle hun vide det. "Men det bliver jeg nød til." Hendes stemme var en smule hæs, men mest af alt grådkvalt.

"Jo, du behøver ikke at vide det lige nu," sagde Anastacia stille til Joanne, og klemte hende endnu tættere ind til sig. "Ikke hvis det er for nyt."
Anastacia kendte dog allerede svaret på hvorvidt Joanne var gravid. Hun havde vidst det fra første gang hun så hende i nat, for den Jo hun kendte var ikke vågen om natten, det behøvede hun ingen dyrisk lugtesans for at bemærke. Joanne var gravid, og Anastacia havde ikke tænkt sig at forlade hende for hun var kommet helskindet over voldtægten, om det så skulle tage ni måneder.

Jo snøftede en gang. Hun vidste godt det måske ikke var den bedste idé at få det af vide allerede, men hun blev nød til det. Hun blev nød til at vide det før det var det for sent. I værste tilfælde kunne hun få det fjernet, og det var den eneste mulighed hun så for sig lige nu. Men hun vidste også hun så kunne risikere aldrig at få børn. Så hvad er bedst, at få et virkeligt uønsket barn, eller aldrig at få børn? Hun så på Ana og tog en dyb indånding. "Jeg vil vide det." Hun lød sikker i sin sag, hvilket hun også var. Hun blev nød til at tage stilling til det, selvom det betød hun skulle have smidt mere i hovedet. Men det kunne også være det ikke var sandt, at hun bare bildte sig selv det hele ind. Forhåbentligt var det sandheden.

Anastacia kiggede nervøst på Joanne, men kunne se at hun mente det hun sagde.
"Jeg er så ufattelig ked af det, Jo," hviskede hun, da hun ikke kunne udsætte det mere. "Du ved jeg bliver hos dig, ikke? Vi skal ikke skilles, ikke igen."
Anastacia sank besværet en gang, og ventede på Joannes reaktion, mens hun holdt godt fast i hendes hånd, og kiggede hende dybt ind de brune øjne, fast besluttet på ikke at gøre andet end at støtte sin gamle veninde.

Jo sad først bare og så på Ana. Stivnet, og ude af stand til at forstå hvad hun lige har fået af vide. Hun tog en dyb indånding da Ana sagde hun var der for hende. "Tak." Der var ikke meget at gøre. Hun kunne ikke gøre andet end at klare sig igennem det, og med Anas støtte kunne de ikke gå helt galt. Selvom Ana var fire år yngre ned Jo, så havde de altid været på bølgelængde. De var der for hinanden, selv i de sværeste situationer. Og denne situation kunne bestemme falde ind under svære situationer. "Jeg øhm.. Jeg skal lige vende mig til tanken." Hun anede intet om hvad der ville ske med et menneske der var gravid med en dæmon, men hun håbede ikke på det var slemt.

Anastacia sagde ingenting med det samme, men tørrede bare Joannes våde kinder med sin lidt beskidte trøje.
"Selvfølgelig," sagde hun til sidst med et trøstende smil. "Selvfølgelig, skal du det. Du behøver ikke - skal ikke - tage nogle forhastede beslutninger lige nu."
Selvom både hende og Joanne ikke var særlig gamle - Anastacia endnu yngre end Jo - kunne de sagtens klare det. Det troede og håbede hun i hvert fald. Indtil hun indså endnu et vigtigt spørsmål: "Øh, Jo? Hvilken race var han?"

Jo havde slet ikke haft overskuddet til at stille sig selv alle de vigtige spørgsmål. Hvad hvis hun slet ikke kan holde til et dæmonbarn, hun ved ikke med sikkerhed om et menneske kan føde et barn af en dæmon. Hun var glad for Ana var der, det gjorde det hele meget lettere. Så var hun ikke alene om det. Hun var stadig en anelse øm i ansigtet, men hun forsøgte ikke at vise det, fordi hun udmærket godt vidste Ana tørrede hende kinder af god mening. "Dæmon." Det var en af de ting hun ikke var i tvivl om. Hun havde hele tiden vidst hvilken race han var, og alligevel var hun så dum at angribe ham, og så skyde ved siden af. Selvfølgelig ville han tage sin hævn. Hvem ville ikke det. Men på trods af det, så var deres afsked ikke den værste. Sjovt nok.

Anastacia snappede efter vejret. Joanne måtte have gået igennem helvede for at have fået sig det dæmon barn.
"Argh, Jo...!" Anastacia fik tårer i øjnene, og da den første faldt havde hun begravet sit hoved i Joannes skulder.
Hun tørrede hurtigt øjnene, og kiggede rundt i lokalet. Fyren fra før havde vidst bestemt sig for at kigge alle mulige andre steder end hen på dem, så de fik ikke så meget opmærksomhed. Det var for det bedste, da denne samtale helt klart ikke behøvede tilskuere.

At Ana begyndte at græde var på ingen måde betryggende. Ikke kun fordi det gjorde at Jo blev nød til at se i øjnene hvilket rod hun var endt i, men også fordi det lod til at Ana vidste noget mere om dæmoner, og alt andet, end Jo. Så hvis først Ana gav udtryk for det var slemt, vidste Jo det var slemt. Hun sank en klump og lagde en hånd på Anas skulder. "Hey, det skal nok gå. Jeg har dig, så der er ingen grund til at jeg skal frygte noget." Hun så sig omkring og tog en dyb indånding. "Hvad siger du til vi tager hjem til mig?" Hun boede i det samme hus som hun havde boet i sammen med hendes forældre.

Anastacia var lidt pinlig berørt over at hun var begyndt at græde, men at det var på grund af Joanne, gjorde hende en smule skræmt. Joanne havde, som Anastacia, altid kunne passe så godt på sig selv, og det var derfor de havde været så gode venner som mindre.
Anastacia nikkede: "Det lyder som en god ide," mumlede hun, og smilede et hurtigt smil.
Hun rejste sig, og trak Joanne med sig op, mens hun kiggede rundt i rummet for at sikre sig at de ikke fik unødig meget opmærksomhed.


//Undskyld, det tog lidt tid, har haft gæster:)//