Good or Bad? Only time can tell(Akuma)

Solens varme stråler smøg sig om byen og lagde et gyldent lys over husenes tage, mens gløderne fra den nedgående sol spejlede sig i de få skyer der lå på horisontlinjen, hvilket gav himlen smukke orange og røde nuancer. Det var et ideelt vejr til en tur ud i byens gader, hvilket mange livsformer havde benyttet sig af. Rundt fra byens kroge havde lyset og varmen lokket mange forskellige væsner såvel som dyr frem fra deres skjul. En eller rettere sagt to af de sjæle havde form som en ung pige på omkring de seksten. Hendes lange natsorte hår var samlet i en løs fletning der let hang ned ad hendes ryg, mens hendes mat lysegrønne øjne havde et venligt og imødekommende skær over sig. Hendes mundvig var naturligt trukket en smule op så de bløde læber dannede et let smil. Den knælange hvide kjole lagde sig løst om hendes spinkle krop og fremhævede de fine former. En smuk blomsterkrans var placeret lidt skævt og sjusket på hendes hoved. Hun gik med en flettet kurv, fyldt med ting og sager på lette fødder igennem byen imod udkanten. Hun var meget omhyggelig med ikke at ramle ind i nogen eller træde andre over tærerne, selv om det var svært. En varm sommer brise strøj igennem gaden og snakken gik lystigt, mens der langsomt blev flere og flere væsner. Hendes blik lå let sænket og hun holdte sig langs butiksmurene, mens hun fulgte gaden der første imod udkanten af byen.
Den unge piges navn var Lysandra, selv om både hun og hendes gæstesjæl fortrak at blive kaldt Yue. Hun havde besluttet sig at bruge dagen på at handle ind og få ordnet nogle ting inden mørket faldt på. Hun var så godt som færdig og begav sig derfor hjemad. Hjem til den beskyttende og trykke skov...

Fra himlen højt oppe så man noget svæve.
Eller retter sagt falde ned imod jorden.
Det landte med en stor fart ned i græsset og lå bevidstløst.
Dog kom han til sig selv igen.
Akuma tog sig til hovedet.
"Hvordan kan det lade sig gøre at falde i søvn mens man flyver!?" nærmest råbte han af sig selv.
Alle de knogler som nok ville være brækket havde healet nu så han rejste sig op og børstede snavset af sine ben.
"Ja se Akuma det er hvad du får ud af at være ude hele natten!" sagde han til ham selv.

Hun satte let fod efter fod på det nedtrampede grus ned ad gaden og fik små støvskyer til at lette op i luften og hvirvle rundt et par centimeter over jorden, før det igen faldt til jorden bare for igen at blive hvirvlet op. Hun var dog ikke den eneste der fik støvet til at rejse sig, hvilket også var grunden til at fødderne nærmest var badet i et sløret gråbrunligt skær, men det så allermest ud som om at væsnerne ingen fødder havde overhoved, selv om det ikke så ud til at genere dem overhoved. Hendes taktfaste skridt førte hende imod udkanten af byen og med solens varme til at bade byen i de sidste orange stråler, følte hun sig godt til pas. Den nedgående sol havde dog en uheldig vinkel der betød, at hun blev halvt blindet. Det kombineret med en del væsner, der søgte ind imod byen for at begynde aftens -senere hen nattens- underholdning fik det uheldige resultat, at hun med nød og næppe fik sig manøvret uden om en halvfed mand, der let gryntede af hende for derefter at glemme, hvad der var sket og med trætte små øjne bevæge sig ind imod byens centrum.
Afstanden mellem husene blev større og større, hvilket nærmest skreg, at hun nu havde nået udkanten af byen. Hun rettede let på kurven, der hang over hendes højre arm, mens hendes fødder langsomt kom til syne ved jorden igen og hun holdte let armen op som for at beskytte dem imod solen. Selv om den irriterede lidt fra tid til anden var det den eneste grund til at hun overhoved turde gå udenfor, da der skete ... visse ... ting, når mørket faldt på. Hun rystede let på hoved -for at få tankerne ud af hoved- så den fine blomsterkrans blev vippet mere på skrå og næsten så ud til at ville falde af. Hånden søgte stille op til den tomme plads mellem hendes nøgleben og mindede hende om, hvorfor natten ikke var en af hendes fortrukne tider på døgnet. Hun følte sig sårbar, alene og forladt uden den beskyttende mur omkring sig og det fik hende til at fare en smule forskrækket sammen, da en stemme begyndte at råbe op i nærheden, hvilket bare forstærkede følelsen af den kolde hånd, der langsomt lukkede sit greb om hendes hjerte og tog vejret fra hende.
Alle de oprørte følelser i hendes indre fik en voldsom op blusning af solens langsomme gang imod horisonten og for hvert sekund blev tiltrækningskraftens fra mørket stærkere og stærkere, som om at hun bare var en lille metalkugle, der blev mere og mere tiltrukket af den store magnet, der lå på bordet kun et par meter væk. Hun vidste dog også at hvis hun først begyndte at trille hen imod magneten ville hun ikke kunne stoppe sig selv igen.
Tankerne kørte bare rundt i hoved på hende, mens de korte skridt blev langsomt hurtigere og hun nu havde lagt omgivelserne helt til siden, så hun kun fokuserede på horisonten og dagen der langsomt lakkede imod enden...

Akuma kikkede omkring sig for at se om der var nogen der havde set ham.
Tydeligvis var der en lille pige der havde kastet sin opmærksomhed på ham.
Han fniste kort.
Hun kunne sikkert ikke engang sparke de små sten væk der lå i gruset.
Akuma kikkede igen rundt.
Det hele var lidt sløret da støvet klumpede sig om ham.
*Hvorfor i al verden er jeg fløjet i den her retning?* tænkte han og satte hånden op til sine øjne så han skyggede for solen.

Normalt ville hendes nysgerrighed have spillet ind på nuværende tidspunkt, men da forkastelige ting var sket og havde sat sine spor i hendes sinds ørken var hun ikke just i det bedste humør til at udforske sine omgivelser. Hun ville nok have gået hen til den råbende mand og spurgt ham, hvad der var galt eller om han var kommet til skade og i såfald -at han var- havde hun nok nærmest tvangsindlagt ham til at lade hende rense det og behandle det. Mange ville nok blive mistænksomme ved sådan en adfærd, men det ragede hende en høstblomst. Hun var, som hun var, bundet på hænder og fødder af sin opdragelse, tro og lidt for godtruende og venlige sind. Hvis det var hendes opmærksomhed manden gerne ville have, havde han nok valgt den forkerte dag at bede om den, da hun ikke just havde sin udelte opmærksomhed på at hjælpe andre, da mørket truede med at overtage himmelen og ikke mindst hendes sind. Hun kunne næsten høre, hvordan den indre stemme ville have smilet og med en hvislende stemme have lokket hende hen til manden -hvis han havde været alvorligt såret- og snart ville have overtaget kroppen for at sætte tænderne fluks i hans tydlige vene, som hun vidste sad i halsen på ham. Det ville have været et værre rod at skulle til at ryde op efter endnu et lig og så i fuld offentlighed, det ville overhoved ikke have været godt. Hun beherskede sig derfor og rettede blikket imod skovkanten, der langsomt blev mere og mere utydelig, efter som solens timer på himmelsen lakkede imod enden, hvis bare hun kunne nå dybt ind i skoven inden mørket overtog ville hun -og alle andre der ikke nærmede sig- være i nogenlunde sikkerhed. Hun lignede nok ikke ligefrem en morder, der med lethed kunne tage livet af et levende individ, hvilket hun i bund og grund heller ikke var, hvilket var til modsætning af hendes gæstesjæl. Hun vidste at selv det mindste kunne vække den lurende fare i hende og tvinge hende til at gøre noget, hun ikke havde lyst til, hvilket fik hende til at sætte farten op, selv om hun havde dårlig samvittighed over bare sådan at efterlade manden, der højest sansynligt kunne være kommet slemt til skade, men hun var tvunget til at prioritere sit eget og sine omgivelsers sikkerhed, frem for mandens for godt befindende...