Ikke uden selvskab -Dust

Tid: formiddag
Sted: dybt inde i Ashen wood forest.
Dag: en varm dag i slutningen af maj.
Omgivelser: små lave buske med bær, en jordbund, en gammel høj eg, og andre træer.
Emne status: privat

En smuk hind stod fredeligt og spiste af hvad underskoven gemte af gode sager, i denne skønne maj morgen. Som altid er der noget der skal ødelægge de smukke øjeblikke, og knuse det gode. Det lyder ekstremt, og det er det, men som sagt ville det ske.
En pil ramte hinden lige i hjertet, og snart efter lå den på jorden, det smukke sted i skoven, med blod på sig.
En slank pige løb ud fra et buskads lige i nærheden, hen mod den smukke hind.

Pigen var iklædt et fint skind, så det mindede om en kjole, det var syet sammen med et stykke nerve fra et af de andre dyr, som hun have dræbt.
hendes tær var bare og beskidte, men ingen skrammer var at se, huden på dem var blevet hård.
hendes lange brune hår far filtret, efter alle de år hun havde boet herude og i håret sad perler skåret af dyre perler og blå fugle fjer.
Hun var en ganske køn pige med kønne former, bag alt skidtet.

Kvinden eller pigen hed Leila, og havde boet ude i skoven i ni år, uden kontakt med mennesker, så opførsel, og hvordan man begik sig med andre, huskede hun intet af længere.
Engang havde hun været datter af en rig jarl, og historien om hvordan hun endte sådan er lang og indviklet.

Leila gik stille og forsigtigt hen til hinden, det bytte hun havde skudt. Hun mærkede på pulsen, og det præcise skud, med pilen havde dræbt den hurtigt, så den ikke havde lidt for meget.
Hun trak hurtigt og elegant pilen ud, som hun selv havde lavet. Hun bevægede sig med elegante flydende bevægelser, og begyndte stille at skære hindens bug op, med en lille kniv hun havde bundet fast til benet.

Leila sad i lang tid hvor hun bare rensede hinden for dens indvolde, samlede de mest nødvendige ting af dem, sammen i en lille pose.

Da denne lange arbejdsproces var afsluttet, blev den løftet op, og turen ville som altid gå hjem til hulen, hvor hun ville bruge dens skind, til tøj, sko eller sovetæpper og kødet til føde.
Men altid er et ord der bruges for ofte, for små ting kan altid hindre dette i at ske. For alt har en lille effekt på resten, det er en stor domino effekt i det store puslespil.

Leila gik aldrig en bestemt vej, det var nye hver gang, og retningerne skiftede også. Hun kendte skoven godt, og farrede ekstremt sjældent vild.
Grunden til denne skiftende retning, var frygten, simpelthen frygten for at møde en anden person. Hun vidste andre befandt sig i disse skove, og hun ville ikke mødes med dem, hun var bange for dem efter de ting der var sket førhen.
De veje hun gik, var de mest øde.

Men som sagt, ville hun ikke altidkunne undgå andre personer, eller mennesker. I dag ville være den dag hvor ting måske ville ændre sig.

Hun gik stadig ind og ud af træerne, bevægede sig gennem besværlige veje. Da hun kom til en stor eg, skete det, denne gang havde hun ikke hørt de fod skridt. Lidt efter stod hun bomstille og stirrede ind i et par øjne. En anden person var kommet dybt ind i skoven, til den store eg, hvor folk ellers sjældent kom.

Disse øjne hun nu stod og så ind i var ravgule og følelses forladte men dog smukke som aldrig før de skinnede mildt i det lys der ramte dem og de tilhørte et væsen der langt fra var et hverdags syn! For lige til højre for hans højre øje var der et tykt rødt ar der gik fra hårgrænsen og nedefter hans hår var lyseblåt himmelblåt og klistrede let til hans ansigt tydeligvis fordi han havde været fysisk aktiv og han havde intet på overkroppen der var overdækket af ar overalt udover 3 steder hvor der i stedet for ar var tattoveringer hans krop var lettere svedig han havde kun bukser på med et bælte i hvori der sad 4 daggerts en bundet ind 2 identiske og en med ravne næbs formet skede og i hans ene hånd havde han et skarpretter sværd der var lige så langt som han var høj! Henne ved et træ ikke så langt fra dem lå en sort trøje en blå rejsekappe og endnu et sværd lige så langt som det han stod med hvor bladet var bundet ind i et hvidt stof så man ikke kunne se hvorfor det ikke var formet som et normalt sværd!

Lige efter hun var stoppet og havde kigget ham i øjnene lød der en knagende lyd fra et tykt træ der stod cirka 10 meter fra dem det var ikke ege træet men et andet og hvis man så over på det da det knagede ville et underligt syn møde ens blik for pludselig kom der en ren skråt ned af gående stribe mit på stammen og det øverste af træet gled ned og faldt til jorden som om det var blevet skåret over! Dust havde nemlig lige hugget sit sværd igennem det før han var stoppet op foran hende og det var derfor den øverste del af træet nu bragede til jorden med en knasende lyd og efterlod dem igen i total stilhed! Denne skyggedæmon der stod foran hende var tydeligvis stærk og han havde sikkert været i gang med at træne da hun dukkede op og havde mærket hendes tilstedeværelse hvilket havde fået ham til at stoppe sin træning på disse ellers smukke skov områder der flere steder på træerne havde tykke mærker efter sværdet i hans hånd men også noget der lignede save mærker hvilket var underligt for hvilket våben kunne dog lave disse underlige mærker?

"Jamen dog hvad laver du dog herude så dybt inde i skoven?" spurgte han roligt mens han satte sværdet i hans hånd med bladet først ned i jorden så han kunne læne sig op af det mens han let studerede hende med øjnene! Hun lignede tydeligvis en der havde været afskåret fra civilisationen i ret lang tid for hun var ret beskidt selvom hun godt kunne ligne en smuk pige under alt skidtet!

Øjnene Leila kiggede ind i, havde en smuk ravgul farve, de var kolde og tomme men smukke. Leila kunne til at starte med ikke kigge væk, hun havde ikke set andet end dyrs døde øjne i flere år, og nu stod hun og så ind i nogle overnaturlige øjne der var meget smukke.
Da hun endelig fik fjernet sit blik, var det først kun ganske kort, nemlig hen til arret der skar sig igennem hans hud og snart flyttede blikket sig endnu længere, for nu så hun alle de ar der dækkede hans ellers muskuløse krop.
De få steder, som Leila fik talt til tre var dækket af tatoveringer i stedet for ar. Hvis hans krop ikke var dækket af alle de ar, havde den været særdeles køn, hvordan han havde fået dem vidste Leila ikke, og hun ville ikke vide det, alle tanker der kom om hvordan, og hvorfor han havde fået disse ar.

Det næste hun bed mærke i var de fire knive han havde siddende i bæltet, for han lignede ikke en på jagt. Langsomt begyndte en lille frygt at spirer frem i hende, for hun så snart sveden der sprang frem, fra hans krop. Jagtede han alligevel, bare en person eller blev han mon jagtet.
Tanken om at han trænede hende rørte ikke hendes bange sind før træet faldt.
Trækronen ramte jorden, ikke langt fra de to, som bare stod og kiggede på hinanden. Leila så, at det førhen levende og smukke træ, var blevet skåret over midt på med et, enkelt huk. Noget stemte ikke over ens med ham. Et enkelt huk, til at skære igennem en stamme, dette krævede mange kræfter. Han kunne ikke være et menneske, med sådanne kræfter.

Endelig havde tanken strejfet hende, om at han egentlig bare trænede, og der sikkert ikke var mere i det. Men frygten var der stadig. Han havde de fire knive, det farlige svær, derudover var han stærk. Leila ville gerne vende om og løbe, men noget fastholdt hende.

Hun stod længe med sine klare turkise øjne og stirrede på sværdet, indtil den underlige mand, sagde noget.
Hun hørte ikke hvad han sagde til at starte med da hun havde sine tanker på sværdet, men efter et stykke tid opfangede hun endelig hvad han sagde. Et var at høre det, noget andet var at huske ordene igen, efter alle disse år.

Da hun hørte hans spørgsmål undrede det hende, hvorfor spurgte han mon om dette og ikke så meget andet. *Hvad mon den mand vil mig, er han ude på noget, vil han skade mig* mange af disse tanker kørte rundt, alt imens hun sendte ham et undrende og hårdt blik.

Langt om længe tog Leila sig sammen til at prøve at besvare hvad han ønskede, med den eneste måde hun kunne.
Leila pegede på sin mund, efterfulgt et ryste med hovedet, så han muligvis kunne forstå at hun ikke talte.
derefter pegede hun på ham og så igen undrende på ham, denne gang en anelse mere venlig.

Dust rynkede med øjenbrynene af hende da hun pegede på sin hals og rystede på hovedet men forstod hurtigt at dette måtte betyde at hun ikke talte om det var fordi hun var stum eller bare ikke kunne vidste han ikke endnu men han tog chancen alligevel og begyndte så bare at snakke til hende selvom hun kun kunne svare på ja og nej spørgsmål!

"Jeg er her for at træne så vær ikke bange jeg vil ikke gøre dig noget jeg har lige fået styr på at bruge mine sværd skarpretteren og Samehada som ligger derovre!" sagde han roligt og pegede over på det indbundne sværd der lå ved hendes ting! Lige ved sværdet glimtede endnu en smuk daggert tydeligvis en offer daggert når man så nærmere på den "Jeg håber ikke du har noget imod det men må jeg lige have lov?" spurgte han roligt og løftede sin hånd og lage den blidt mod hendes hals!

Hans hud var varm og silkeblød mod hendes og han havde ikke engang ventet på at hun svarede men det var ikke af uhøflige grunde han ville bare sikre sig om hun ikke kunne tale eller om hun kunne!

"Hmm det føles som om dit stemmebånd virker fint så jeg gætter på at du ikke har lært at tale?" spurgte han roligt og lage hovedet på skrå mens han så hende dybt i øjnene! Det at træets krone var landet så tæt på ham havde slet ikke fået ham til at reagere denne fyr var tydeligvis ikke lige til at skræmme lige med det samme!

Leila forstod slet ikke hvordan han, bare kunne tale så lige ud af posen. Der var ingen tøven, han talte bare med hende, som om det var helt almindeligt. Var han slet ikke bange, utryg, stolede han bare på hende. Måske var hans hensigt at narrer hende. Leila stolede langt fra på ham og hans ord.

Hun havde haft ret i den sidste tanke, han var her bare for at træne, med sine knive og sværd. Hvorfor han valgte skoven at træne, var ikke godt at vide.
Da han pegede rundt på sine sværd, så hun nysgerrigt på dem, et efter et, og nærstuderede dem meget. Leila ville ikke miste en eneste detalje på hans våben, for de var så smukke.
Ved siden af et sværd lå en lille daggert, Leila til at starte med ikke så helt tydeligt, men som hun kiggede mere og mere på den, lignede det ikke en almindelig daggert. Igen begyndte frygten at komme frem i hende.
*Hvad er det for en daggert han har der, hvad skal den bruges til… kunne han finde på at myrde* tænkte hun mere og mere bekymret.

Det gav et gib i Leila da han rørte ved hendes hud, da hun ikke havde haft nogen former for kropslig kontakt med nogle i de ni år herude.
Hans hud var blød, blød om silke og et barns hud. Hvordan det kunne lade sig gøre hans hud kunne være så blød mod hendes kunne hun heller ikke forklare, faktisk forstod hun intet ved denne sære og mystiske person.

Da hans hånd lå på hendes hals, kom tankerne igen om, at han ville dræbe hende. Andet kunne ikke falde hende ind, så hun klemte øjnene hårdt i og ventede bare på at dø.
Da han så kom med sit spørgsmål, åbnede hun overrasket øjnene og så med forundring på ham, hvorfor hun havde fået den tanke om hun skulle dø kunne ikke længere falde hende ind. En hys klukkende latter lød nu fra Leila, hun fandt situationen så morsom, at hun ikke kunne lade være.

Snart lo hun ikke mere, og svarede så endelig, på hans spørgsmål, ved at ryste let på sit hoved.
Leila stolede en anelse mere på ham nu og ville egentlig gerne kende til hans navn, og hvem han var.
Hun pegede på sig selv, og fik med meget besvær sagt et ord. ”Leila” var det hun sagde, så han måske ville forstå det var hendes navn. Derefter pegede hun på ham, og stod med store øjne, og ventede på han skulle sige, sit navn.

Leila havde ikke glemt den mystiske daggert henne ved sværdet endnu, men hun havde valgt at slå den ud af tankerne.

Hans øre reagerede med det samme da han hørte hende sige noget hans øjne fulgte hendes hånd der pegede på hende selv da hun sagde et navn og han lage hurtigt 2 og 2 sammen hun måtte mene at hun hed Leila og da hun pegede på ham var det kun et spørgsmål om sekunder før han regnede ud at det var hendes måde at spørge ham om hans navn han smilede roligt på trods af at hans smil var lige så følelses forladt som hans smukke øjne!

"Åh mit navn er Dust jeg har ikke noget efternavn for det har jeg desværre glemt for længe siden man kan vel sige at det forsvandt sammen med mine forældre!" sagde han roligt og gik let hen til sine ting "Men pas nu på med at sige det alt for højt for der er en dusør på mit hoved og jeg vil ikke have at der sker dig noget!" han plantede sit skarpretter sværd i jorden lige ved siden af det andet som var bundet ind og virkede lidt mystisk på grund af bladets underlige udformning der kunne ses på bindet der dækkede det! Dust havde godt lagt mærke til at hun havde kigget lidt på hans offer daggert der lå ved siden af Samehada sværdet og noget i hendes blik fortalte ham at den gjorde hende nervøs men at hun var meget interesseret i hans våben!

Han samlede let den smukke daggert op der var dækket med sirlige røde tegn en blodrød rubin på enden af skaftet som var sort og et lidt specielt udformet blad! Han smilede roligt til hende igen og gik hen til hende svingede adræt daggerten mellem sine fingre og stoppede da han stod med bladet i hånden og rakte skaftet imod hende mens han vedligeholdte sit tomme smil og sit blik rettet mod hendes øjne
"Du må gerne prøve den det er en offerdaggert jeg bruger den når jeg ofre væsner til blodguderne og har brug for sådan en type daggert som denne!" sagde han og virkede ikke lige just farlig overfor hende! Faktisk var han lidt udmattet og han var ikke lige just i noget dårligt humør så han tænkte at det kunne være sjovt at lære denne unge dame der stod foran ham bedre at kende han kunne jo allerede nu se på hende at hun havde levet herude i skoven i noget tid ud fra hendes dyreskins tøj hendes uglede hår og beskidte tøj og hun måtte have gjort det længe siden hun ikke havde lært at tale!

Dust var blevet nysgerrig over hende for der kunne ikke være mange der kendte til hende hvis der da var nogen som helst udover Dust selv og han gættede på at hun måtte være et menneske at dømme ud fra hendes aura men han havde aldrig følt den form for styrke hun havde hvilket gjorde ham endnu mere interesseret i hende
"Nu ved jeg det må være svært at forklare når du ikke ved hvordan man taler men jeg kan mærke på din aura at du er menneske men jeg kan ikke rigtig regne ud hvad din styrke er!" sagde han roligt!

Han havde forstået hvad hun mente, det var da en god begyndelse. Nu kendte han til hendes navn, og snart havde han også regnet ud hvad hun mente, da hun pegede på ham.
Snart efter kom svaret, hans navn vil blive sagt til hende. Dust, dette var navnet på den mystiske mand, med de smukke og dog så tomme øjne.
Han smilte, så Leila, men hun så også at det ikke var et oprigtigt smil, for hvor var glæden i hans blik, hvor var smilerynkerne, kunne han mon være glad?

Da Dust begyndte at tale om hans navn, og det at han intet efternavn havde undrede hun sig. Hun undrede sig over hvad han var for en type, hvad der var sket med hans forældre og hvorfor han dog var eftersøgt.
Leila kunne ikke helt forstå hvorfor det var farligt at røbe, hans navn overfor andre. Leila kunne alligevel ikke sige Dust’ navn så, det skulle han ikke bekymre sig om.

Hun så nøje efter da han satte sværdet ned i jorden, ved siden af det mærkeligt formede, men stadig havde hun også hele tiden, det nervøse blik på den daggert.
Hun fandt hans våben spændende, de eneste hun havde, var lavet ud af sten, træ og fjer. Hans våben var spændende og anderledes, lavet af noget andet materiale end hendes. Dust våben var elegante og yndefulde, mens Leilas var mere grove, på hans våben var og smukke mønstre og tegn, nogle lignede skriftsymboler, alt dette kunne ikke ses på hendes.

Hun blev bekymret da han tog den daggert op hun havde kigget på, mest fordi han legede med den mellem sine fingre, alt imens han bevægede sig roligt hen imod hende. Leilas tvivl ville ikke forsvinde, der ville hele tiden være noget, som skræmte hende, tilliden ville ikke komme. Måske ville den en dag vende tilbage den fulde tillid, men tvivlen var der alligevel.

Da han rakte skaftet til hende, tog hun meget forsigtigt om det, som var det lavet af glas og en slange der kunne dræbe.
Leila løftede den forsigtigt op og studerede dem med de turkise lysende øjne, og kunne slet ikke se sig mæt.
Hun hørte efter da Dust forklarede om at det var en offer daggert til at dræbe med, så hans blodguder kunne få det de skulle, men hun brød sig ikke om det. Leila kunne ikke lide tanken om en gud ville have man skulle dræbe, til den.

Hun kunne egentlig godt mærke han så nysgerrigt på hende, og hvorfor skulle han ikke gøre det, for hvor mange teenage mennesker piger fandt man i skoven, det var ikke mange. Dust havde også haft helt ret i at Leila ikke kendte nogle uden for denne skov. Måske var de hun flygtede fra i live, men hun vidste det ikke, og ville ikke vide det. Den eneste og første der havde set hende i ni år var Dust.

Dust havde ret i det spørgsmål han stillede, det ville være svært at svare, ikke nok med at hun ikke kunne tale, hun forstod ham heller ikke, eller rettere sagt, ønskede det ikke. Den del af hende der havde den styrke frygtede hun, det var den hun flygtede fra. Leila havde aldrig forstået sin ’evne’ eller lært at kontrollere den.
Menneske var hun,* og det vil jeg altid være* tilføjede tilfreds i sine tanker. Men for at forklare ham det måtte hun vise det med ord, og der var kun en måde udover at tale, dette var at skrive.
Leila prøvede nu med fagter at vise, at hun ville skrive svaret til, men hun manglede noget at skrive på og med. Da fagterne var gjort færdige så hun bare ventende og forventende op på Dust med de lysende turkise øjne.

Dust betragtede hende mens hun forsigtigt studerede hans offerdaggert og han kunne godt forstå at hun virkede nysgerrig for hvis hun havde levet herude længe måtte hendes våben være lige så primitive som hendes tøj og hun kunne da ikke have set så fine våben som Dust selv foretrak at gå med! Faktisk var der noget specielt ved alle hans våben for der fandtes ikke et eneste sværd eller dagger der var lig det han gik rundt med dog underligt at han havde 2 daggerts siddende lige ved siden af hinanden i hans bælte der var fuldstændige ens som var de en og samme daggert!

Da hun begyndte at lave fagter forstod han ret hurtigt hvad hun mente hun skulle bruge noget at skrive med og noget at skrive på så han tog hende let med sig gik hen til sin rejsekappe og tog tingene frem rakte dem til hende og smilede så roligt igen "Her er det ikke det du vil have?" spurgte han roligt!

Dust kunne ikke vente med at finde ud af mere om dette interessante menneske hvor lang tid hun havde været ude i denne skov, hvad hendes evne var, alt hvad hun tillod ham at vide var som mad for en sulten person man kunne ikke stoppe før sulten var stillet men på grund af hans manglende følelser kunne man slet ikke mærke dette på ham! Han var så tom indeni at han bare ikke anede hvordan han skulle reagere på det!

Leila stod stadig med hans smukke kniv, og vidste ikke helt hvor hun skulle gøre af den, eller sig selv. Hun ville meget gerne selv eje et så smukt våben, men vidste også at det aldrig ville ske. Leila blev ved med at kigge nøje på alle snoningerne og de små symboler, for at finde en sammenhæng, der næsten ikke var til at se.

Dust var god til at forstå hvad Leila mente og ville, når hun lavede alle sine fagter. Hun havde været i tvivl om han nu ville forstå det, da det kunne virke temmelig forvirrende.
Hun blev lidt overrasket da han greb fat i hendes arm, og hev hende af sted med ham, selvom det kun var ganske kort, hen til hans rejseting. Da han rakte hende en pen og et stykke pergament satte hun sig roligt ned på jorden i skrædderstilling og begyndte at skrive, med smukke sirlige bogstaver. ”Du har ret, jeg er et menneske, men den styrke du taler om forstår jeg ikke. Som alle andre mennesker er jeg helt normal.” Fik hun skrevet, med de smukke gotiske bogstaver.
Hendes hånd var ikke usikker når den skrev, da hun aldrig var stoppet med at skrive, heller ikke da hun var flygtet herud, nu skrev hun bare på skind med kulstykker hun havde skåret til.

Hun begyndte at blive mere nysgerrig omkring Dust, og nu da hun havde muligheden, kunne hun ligeså godt udnytte det og spørge ham. ”Hvad er du for en, du virker så… mystisk?” fik hun skrevet ned på det stykke pergament hun have. Bagefter rakte hun ham det forsigtigt og ventede på han ville give hende et svar. I et stykke tid kiggede hun med store øjne på ham, men efter lidt tid, faldt hendes blik igen på daggerten der var så smuk.

Dust tog let imod pergamentet og læste det hun havde skrevet og han kunne med det samme se at hun var ret god til at skrive selvom hun ikke kunne tale hendes håndskrift var skrevet med en sikker hånd og en særdeles smuk sirlig kvindelig håndskrift han læste både hendes svar og hendes spørgsmål før han gav hende pergamentet tilbage!

"Først og fremmest det jeg mener med din styrke er den specielle ting du kan jeg kan mærke at du har noget humør baseret men jeg ved bare ikke rigtig hvad det er for jeg er ikke særligt god til det med følelser og jeg kan ikke definere folks specielle evner på deres aura medmindre jeg kender godt til dem!" sagde han roligt og satte sig ned ved siden af hende og så hende dybt i øjnene med hans mystiske følelses forladte ravgule øjne!

"Med hensyn til dit spørgsmål om hvad jeg er så kan jeg vel godt fortælle det til dig du virker ikke til at være en type der ikke kan holde på en hemmelighed!" sagde han roligt og han mente faktisk hvert et ord da han aldrig nogensinde havde lavet en joke i hele sit liv "Jeg er en skyggedæmon slash skyts engel der er bortført til et sted hvor jeg ikke høre til eller mere præcis en tid jeg ikke høre til jeg blev udsat for eksperimenter og forbandelser der blandt andet gjorde at jeg ikke kunne bruge min skyts engel side så jeg er nu permanent skyggedæmon indtil jeg får hævet forbandelsen og hvis jeg er heldig kan jeg få mit gamle udseende tilbage!" Dust virkede ret åben overfor ham som om han stolede på at hun ikke ville skrive dette til en anden og afsløre hvem han var!

Da han så hvordan hendes blik vendte tilbage til hans offerdaggert for at studere den igen smilede han roligt af hende og fremdrog en normal daggert fra hans rejsekappe og lage den i hendes skød med et roligt smil til hende
"Her en lille gave fra mig til dig du fortjener en smuk daggert!" sagde han roligt og virkede helt ærlig overfor hende! Daggerten var utroligt smuk og detaljeret den var blodrød med sirlige tegn mønstre og latinske bogstaver på den havde en smuk skede og bladet var lettere buet i ryggen hvilket virkelig gjorde den smuk "Der findes kun en af denne daggert i hele verden og nu er det din!" sagde han let!

Leilas blik smugkiggede til Dust imens han læste hendes skrift, og nu ventede hun bare på han var færdig så hun kunne få hans svar. Hendes blik var dog mest fæstnet på den lille offer dolk, fordi hun heller ikke vil virke utålmodig.
Leila ville vide mere om Dust, hendes barnlige nysgerrighed havde stille sneget sig frem. Den nysgerrighed havde, hun ikke oplevet i meget lang tid.

Hun kunne se Dust endelig kiggede op fra pergamentet nu, og han begyndte langsomt at forklare. Før han begyndte at forklare havde han givet hende pergamentet igen.
Han startede med hende, hvad det var han havde ment med hendes ’styrke’. Han talte om han kunne se det havde noget med følelser at gøre, og imens han sagde det ord, dukkede små hurtige glimt af billeder fra fortiden op. *Skulle jeg mon prøve at fortælle ham det… nej, det er der ikke, det var alt sammen indbildning* tænkte Leila forvirret og sørgmodigt ved sig selv, da han talte om styrken.

Da Leila kiggede op, var Dusts ravgule øjne der, og som de andre gange, blev hun fanget af dem. Hans smukke sørgmodige øjne, så tomme, men alligevel så smukke.
Endelig begyndte han at tale om sig selv, og nysgerrigheden ville endelig blive mere tilfredsstillet.
Det han fortalte om sig selv overraskede hende, han var dæmon… eller faktisk var han både dæmon og engel. Hun forstod ikke helt det med at han kom fra en anden tid, og han var forbandet. Hans historie var trist, og ikke en hun brød sig om, hvordan folk kunne udsætte en anden for sådanne pinsler forstod hun ikke. Leila blev også en smule skræmt, ved tanken om Dust var dæmon, men på den anden side var han så flink… og han havde jo før forbandelsen været halv engel også.

Da Leila så han fandt en ny kniv frem, blev hun ikke bange, ligesom de andre gange, hun blev nysgerrig. Leila ville gerne se på den nye kniv, undersøge den og røre ved den.
Da Dust rakte hende den, og bagefter sagde det var hendes nu, og det oven i købet var den eneste slags af den kniv, mærkede hun en boble af glæde, inden i sig. Dust havde givet hende en af hans værdifulde knive, hun var lykkelig.

Snart ville hendes evne blive udløst, et lille sus gik i gennem hendes krop, og hun mærkede trætheden. Dust ville være heldig og opleve lykke. De ting han ville gøre de næste 6 timer ville gå godt.
Leila brugte meget energi når hendes ’styrke/evne’ blev udløst, og det samme skete denne gang. Leila blev lige pludselig uendelig træt og kunne knap holde sig selv siddende på jorden. Hendes øjne blev tågede.
Leila var ligeglad med denne træthed, hun mærkede kun glæden over at have fået kniven, og Dust ville mærke et lille lys i sig selv, af det hel og den lykke glæden havde udløst.

Dust mærkede pludselig denne lykke der kom fra hende han følte sig heldig og fik nu en ide om hvordan hendes evne fungerede! Han nåede frem til at hendes evne måtte fungere sådan at når hun følte en stærk følelse skete der noget bestemt for andre og måske også hende selv? Det sidste kunne han ikke sige noget om det ville kun hun kunne fortælle ham det og han kunne godt vente med at finde ud af det hvis hun ikke ville fortælle ham det lige med det samme!

Pludselig virkede hun meget træt Dust kunne mærke det på hende og at det skete samtidig med at han følte sig heldig og følte lykken komme fra hende! Han lagde blidt sine hænder mod hendes hage så hun igen kunne mærke hans silkebløde hud løftede hendes ansigt og så hende i øjnene de var tågede hvilket betød at hendes kraft måtte tære meget på hendes energi niveau
"Jeg begynder at forstå et mønster i din evne og jeg gætter på at det er din evne der har gjort dig træt så hvad siger du til at komme ind og slappe af?" spurgte han roligt mens han betragtede hende!

Leila havde sværere og sværere ved at fokusere, det eneste hun kunne tænke var at hun havde fået kniven. Hendes øjne blev mere og mere sløret, hun tågede og hørte eller så knap nok hvad der skete med Dust. Det tog hende meget lang tid at forstå hvad han egentlig sagde og nikkede, men inden hun havde forstået hvad han talte om sad hun bare og nikkede.

Leila lagde sig forsigtigt ned på jorden, og krympede sig sammen i fosterstilling, snart lå hun roligt og trykt og sov. Leilas søde søvn blev snart ødelagt af mareridt, mareridt om fortiden. Hendes evne havde bragt minderne frem i hende igen. Hun begyndte at mumle nervøst i søvne. Hun havde ikke lært at tale, men dette kunne hun nu alligevel. Hun mumlede om, omkring om hun skulle gøre det, og om det nu var rigtigt. Om mange ting hun ikke ønskede at gøre, hun mumlede om flugten, alt i den dybe søvn.

Leila vågnede med et sæt efter det mareridt hun havde haft. Til at starte med havde hun ingen anelse om hvor hun var, hvad der var sket og hvad der skete. Langsomt som hun vågnede mere og mere efter sin dybe søvn, begyndte hun langsomt at huske at hun havde mødt Dust, og det var der, hun huskede på kniven igen. Hun mærkede forsigtigt på jorden men kunne ikke finde den til at starte med, og gik en anelse i panik, men den gik over for snart mærkede hun den mellem sine hænder.
Leila kiggede nu rundt efter Dust men kunne ikke se ham, hun kunne ikke se lige så langt som i dagslys, men stadig langt, i forhold til hun kun var et menneske, men Dust var ikke at se. *Er han gået, vil han efterlade mig her, kender han til min far og fortid… vil han udnytte mig* alle disse tanker kørt rundt mens hun desperat kiggede efter ham, for at finde hjem i dette mørke var dumt og farefuldt. Små tårer begyndte at løbe ned af hendes kinder.

Dust havde set på mens hun var krøbet sammen i fosterstilling og var faldet i søvn *Jeg må nok hellere lade hende sove det er bedre for hende end hvis jeg vækker hende* tænkte han roligt og plantede sit skarpretter sværd lidt fra hende så hun kunne blive forvisset om at han ikke var så langt væk at det gjorde noget og at han ville vende tilbage til hende! Han tog roligt sit tøj på tog Samehada og fjernede bindet på det før han gik ud på jagt for at skaffe noget mad til når hun vågnede!

Da han kom tilbage med et ret stort dyr på sin skulder opdagede han at hun var vågnet igen og han kunne straks se på hendes ansigt at hun var desperat og tårene trillede ned af hendes kinder og bragte lidt af skidtet på hendes kinder med sig! Han lagde roligt dyret fra sig ved hendes side og gik i knæ foran hende så han kunne tørre hendes tåre væk med en finger mens han så hende i øjnene og smilede følelses tomt til hende!

"Du må da ikke tro at jeg sådan bare ville efterlade dig herude mens du lå og sov det ville jo være ansvarsløst overfor dig det er derfor jeg efterlod mit skarpretter sværd her ved dig jeg kan mærke min aura fordi sværdet er smurt ind i det og hvis der ville nærme sig noget farligt ville jeg kunne registrere det tæt på sværdet!" sagde han roligt og strøg hende med håret "Skal jeg ikke følges med dig hjem så er du i sikkerhed for nattens dyr og vi kan vi tilberede dyret jeg fangede så du kan få noget mad?"

Leila havde i lang tid siddet med armene rundt om sine knæ, og ladt tårerne trille ned af de beskidte kinder. Hun havde været bange for at hun skulle efterlades til de farlige dyr, og den frygt fra da hun var barn var vendt tilbage, alt sammen med et.
Hun havde en varm knude inden i, ikke en af de rare, en af dem der voksede og langsomt ville kvæle dig inden fra, den fornemmelse frembragte alt dårligt hun kunne tænke på, og det kunne ikke stoppes da det var begyndt. Efter lang tid hvor hun havde siddet og grædt så hun noget bevæge sig og komme nærmere, et menneske. Da personen var tæt nok på så hun at det, var Dust, og lidt af trykket begyndte at lette. Det forsvandt mere da han satte sig hen til hende og forklarede hende, hvorfor han var forsvundet, for at finde mad. Da han fortalte det med sværdet følte hun sig dum, for hun havde ikke rigtigt lagt mærke til eller tænkt det mindste over at det stod der. Et let hulk slap hendes bryst da han sad foran hende og tørrede tårerne let væk. Leila sendte Dust et sørgmodigt smil og hørte ham tale om at gå hjem og tilberede det dyr han havde fanget. Det var først der Leila igen kom i tanke om det dyr hun havde fanget tidligere på dagen, gad vide om det stadig var der. Hun rejste sig elegant op fra jorden, og gik forsigtigt og helt stille hen til der, hvor hun havde smidt dyret, og om det ikke stadig lå der. Leila samlede det op, og man kunne se vægten tyngede hende let, alligevel prøvede hun at gå rank og uden besvær.

Leila gik hen til Dust og kiggede ham ind i de smukke kolde øjne, og prøvede at vise ham at han skulle følge med hende så ville hun vise ham hen til hulen, og de kunne tilberede maden. Hun begyndte langsomt at sno sig skridt for skridt gennem den mørke skov. Hun løftede fødderne let, og var ikke til at høre. Hun regnede bare med at Dust fulgte med, og holdt derfor ikke videre meget øje med ham. Snart var hun ved indgangen til hulen, først skulle man dog gennem et tættere stykke skov, og her gik Leila langsommere og mere forsigtigt. Efter lang tid, hvor de havde gået gennem skoven, nåede de endelig hen til hendes hule, hvor indgangen var tildækket af et dyre skind. Hun trak det forsigtigt fra gik ind, og lage det døde dyr ned.

Dust samlede sit sværd op tog det på ryggen og fulgte efter hende mens hun førte dem til hendes hjem hvor han fulgte hende med indenfor! Hun havde virkelig virket ked af det da han var kommet tilbage til hende og det var noget Dust hang sig i for selvom han ikke kunne føle en disse udover vrede var han god til at analysere andre når de udviste følelser og da han stod inde i hendes lille grotte hjem lagde han roligt sit bytte fra sig lagde en hånd på hendes skulder og smilede tomt til hende!

"Jeg forstår måske ikke dine følelser men jeg ved at noget må have fremkaldt dem og hvis du har lyst til at snakke med nogen om det lægger jeg gerne øre og øjne til okay?" sagde han roligt "Jeg er måske et koldt væsen og en af de sidste man havde regnet med ville lytte til andre men jeg kan nu virke ret overraskende nogle gange!" Hvis der var nogen der kendte til ensomhed og smerte var det Dust han havde ikke oplevet særlig meget andet i sit liv og hvis det endelig var hun bare havde brug for at åbne sig for nogen kunne Dust være en af dem der ville kunne forstå hende og som gerne lyttede til hende lette den knude der var dybt i hende!

Leila stod et stykke tid inde i sin grotte og ventede til Dust trådte inden for i hendes ret så ydmyge hjem. Leila kiggede med et stort smil, som man så tit så fra børn, når de stolt viste noget de selv have lavet frem, på hendes læber. Hun trak de to dyr hen til ildstedet, hvor der var anrettet til at riste dyr over ilden. Bagefter gik hun hen og trak Dust med sig derhen, så han, kunne hjælpe til med at tilberede det. Imens Leila trak ham med sig, hørte hun ham tale omkring følelserne, og at det var godt at komme ud med det. Leila ville helst ikke tænke på de ting hun gemte på, hun ville bare have dem gemt langt væk i en boks og lade som om det aldrig var sket.
Leila stod et stykke tid og stirrede tomt og sørgmodigt ud i luften, indtil, hun endelig fik det rystet af sig. Hun havde fået ham trukket Dust hen til de døde dyr og ildstedet, der skubbede hun ham blidt ned at sidde og pegede på ham og derefter, som et tegn til at han skulle rense og hjælpe med at tilberede det. Leila selv gik hen til hans ting, og fandt skriveredskaberne frem. Hun tænkte ikke over det var uhøfligt, men gjorde det bare. Da hun havde fundet dem satte hun sig ned ved siden a Dust og begyndte stille at skrive en sætning, for mere kun hun ikke holde til, før minderne kom for tæt på, og følelserne begyndte at dukke frem, for den ene sætning var hende. Da den var skrevet lagde hun papiret hen til Dust og begyndte med den nye smukke kniv, at skære store lapper af kød, a sit døde dyr. På sætningen stod der; Jeg var engang datter af en jarl.

Dust lod hende trække ham hen til bålstedet og sætte ham ned han havde ikke noget imod at hun hentede skriveredskaberne blandt hans ting og da hun gav ham papiret så han på sætningen og lagde papiret ved siden af hende "Jeg kan se på dig disse minder bringer mange følelser frem i dig og selvom vi kun lige har mødt hinanden kan jeg forvisse dig om at du altid kan stole på mig!" sagde han roligt og strøg hendes hår kort før han fremdrog en jagt kniv og begyndte at forberede det andet dyr! Han var hurtig og det foregik med klinisk præcision der var ikke et snit der blev lagt forkert Dust var tydeligvis vant til at håndtere døde dyr! Han betragtede hende ind i mellem og så sig lidt omkring "Jeg kan godt lide dit hjem det er hyggeligt!" sagde han roligt "Har du selv indrettet det og sådan?"

Dust så ind i Leila følte hun, han kunne tyde så meget af den sætning og hendes kropssprog, var hun mon som en åben bog, bare sådan til at læse?
Han havde ret, disse ord og minder bragte så mange forbandede følelser frem i hende, og hun kunne ikke bare sådan skubbe dem alle sammen væk igen hurtigt. Leila stolede på Dust efterhånden, men hun kunne stadig ikke komme ud med de ting selvom hun så frygteligt gerne ville af med, have verden skulle vide, så det kunne lette en smule.
Hun følte sig tryg og en smule beroliget da Dust strøg hende let over hendes brune filtrede hår.

Leila koncentrerede sig meget om det døde dyr, skar store stykker kød elegant og præcist af. Da hun mente de havde nok kød fra dyrene samlede hun dem sammen og fik dem hurtigt skåret lidt finere. Derefter kom hun dem i en gryde, hun havde skaffet ved et bål sted, hvor den var blevet glemt. Hun kom en smule vand i, nogle rodfrugter, hun havde til at lægge på en hylde, som var skåret ind i vægen. Rodfrugterne var på forhånd skåret. Til sidst kom Leila en smule forskellige urter i for at give det smag.

Hun stoppede da alt var i for at høre hvad Dust havde at sige, og hun var glad da hun hørte ham sige, at hendes hjem var hyggeligt, det gav en dejlig glæde at han roste hendes lille hjem. Da han talte omkring, om hun selv have indrettet det, kunne hun ikke lade være med at fnise, for selvfølgelig var det hende, hvem skulle det ellers være.

Leila satte sig igen ned ved siden af Dust, tog papiret og pennen og begyndte at skrive videre, hun havde taget chancen, og tiden var til det, mens de ventede på maden.

i mange år havde jeg det godt med min mor og far, jeg var lykkelig. Lykke var ikke forevigt, og da jeg var seks år gik min mor bort, jeg græd i lang tid, og jeg havde lagt mærke til mærkelige ting skete når jeg følte, men det var i den periode min far også opdagede. Han begyndte at bruge mig mod sine fjender, ville ikke lade mig gå ud. Han brugte mig som et våben, og jeg var et monster. Da jeg fandt ud af dette, flygtede jeg til en kirke, hvor en venlig præst tog imod mig, han lyttede til min historie, men til at starte med blev jeg set som djævlens værk, kort efter så han mig som guds redskab sendt til ham, og jeg der troede på ham blev sat til at bruge mine evner på en ond måde mod folk der gik imod ham… og så kan du gætte dig til resten…

Dust betragtede hende mens hun gjorde maden klar han så på hvordan hun skar kødet mere fint ud og hun hentede de ting hun skulle bruge for at gøre maden mere smagfuld og kunne ikke lade vær med at give hende et roligt smil da hun fnisede lidt over hans spørgsmål "Sikke en sød fnisen du har du kan jo sagtens blive glad!" sagde han roligt og så på maden da hun lod det stå og simre mens hun begyndte at skrive!

Dust læste det hun skrev mens hun skrev det og nussede fortsat hendes hår da hun så ud til at kunne lide det han var meget god mod hende og ville hende intet ondt! Da hun havde skrevet færdig så han hende roligt i øjnene men stoppede ikke med at nusse hendes hår han kunne åbenbart godt lide at nusse hendes hår det virkede til at berolige ham at han havde nogen nær sig som han kunne nusse lidt på samme måde som nogen fandt tryghed ved at have en vagt hund når de var alene hjemme som de kunne nusse og som ville passe på dem den eneste forskel var bare at her var det hende der kunne føle sig tryg ved tanken om at han ville passe på hende!

"Jeg må sige du har været uheldig med dem du har mødt men jeg kan love dig for at jeg ikke vil bruge dig på den måde jeg vil hellere foretrække at behandle dig med respekt!" sagde han roligt "Du har en speciel evne det kunne jeg mærke da du brugte den på mig og det finder jeg faktisk ret interessant!"

Det var betryggende for Leila at Dust sad roligt ved siden a hende og nussede hende i håret, hun følte sig tryg, som et lille barn igen, der sad roligt og blev beskyttet af sin mor.
da hun havde skrevet færdigt og han stadig nussede hende i håret lænede hun sig mere op ad ham, uden egentlig at tænke over det, men hun blev lidt døsig og følte sig afslappet.
Leila sad og kiggede på hans anden hånd imens hun lå der op ad ham, som et lille barn og følte sig helt tryg, lige nu havde hun ingen frygt i verden, hun følte ikke nogle kunne skade hende.
Leila satte sig mere op da hun blev hevet ud af sin døsighed og hørte efter hvad Dust sagde til hende, han havde vel ret. Leila havde været uheldig altid at støde på mennesker der kun ønskede magt, og i lang tid havde hun mistet troen på alle andre, men Dust havde så hurtigt vundet hendes tillid, for der var stadig denne lille barnlige del, der helst ville stole på alle andre.

Behandle hende med respekt, sagde Dust, Leila var ikke sikker på, om han altid ville kunne holde det, for han var interesseret i hendes evne, og med det fulgte ulemper altid.
nu kom den lille bekymring igen, for selvom hun gerne ville stole på Dust, fortrød hun, at han kendte til hendes hvad man kunne kalde evne. Leila ville kalde den for en forbandelse.

Leila rejste sig hurtigt og elegant op, gik hen til suppen, som havde stået i lang tid og kogt nu, rørte lidt rundt i den, for at tage et stykke kød op, og stak en kniv ned i det, for at finde ud af om kødet var færdigt. Da Leila fandt ud af at suppen var færdig, gik hun hen og fandt to groft snittede skåle frem. Disse skåle var som det meste andet, noget hun selv havde lavet. Hun stak de to skåle ned i suppen, og fyldte dem op. Derefter gik hun hen til Dust, gav ham en af dem, og satte sig med sin egen ned ved siden af ham igen.

Dust havde været yderst kærlig ved hende da hun havde lænet sig op af ham og følte sig døsig han var virkelig god til at få folk til at falde til ro og hun var ikke en undtagelse hun var trossalt kun et menneske lige som så mange andre og det at føle sig tryg og sikker hos en der viste ømhed var noget mange søgte fordi det gjorde dem glade indeni! Dust ønskede ikke at bruge hende og hendes evne og han ville ikke gøre det om han så fik magt over hende og kunne bruge hende som det passede ham!

Dust tog let imod maden da hun kom hen til ham med det og af ren høflighed spiste han sammen med hende for som skygge dæmon kunne Dust kun bruge meget lidt af det der var i rigtig mad og han kunne ikke mærke at han havde spist det overhoved Dust havde brug for skygger smerte sorg det var hans mad det kunne få ham til at føle sig mæt!

Hun sad i lang tid og lod den varme mad blive slugt og sende energi og varme ud i hendes trætte lemmer. Leila spiste ikke med ske, hun drak suppen, og fiskede kødstykker og grøntsager og med hænderne og proppede dem ind i munden. Leila spiste ikke pænt, eller elegant, hendes mål var bare at få spist så meget i sin skål som muligt, og få al den energi hun skulle bruge til hverdagens ting.

Leila havde måske været fordi til at føle sig utryg da Dust talte om hendes evner, måske synes han bare de var spændende, som et barn synes noget nyt er spændende. Leila besluttede at lægge det til side og håbe på det bedste og gode i ham, han havde jo givet hende den smukke kniv, så hvorfor skulle han skade hende?
Leila kiggede lidt på ham sidde og spise, og kom til at tænke over at det måske ikke var sådan noget igen, men slog det hurtigt ud af tankerne, da hun havde et spørgsmål, hun meget gerne vil ud med, og spørge Dust om. Hun greb hurtigt efter pennen og papiret og skrev; Kan du lære mig at tale?Hun ville så gerne kunne bruge sin stemme, og nu var Dust her, så måske kunne han hjælpe hende. Hun gav ham papiret og rykkede tættere på ham, mens hun kiggede med store forventningsfulde øjne.

Dust spiste let suppen ved at drikke den og brugte lige som hende hænderne til diverse stykker kød og hvad der ellers var af gode sager som ikke var flydende han smilede roligt til hende da han bemærkede hun kiggede på ham og lagde hovedet på skrå da hun ivrigt greb papir og blyant! Han læste let hendes spørgsmål mens hun rykkede tættere på ham og han så let op på hende med endnu et smil!

"Prøv at gentage efter mig!" sagde han og holdt papiret frem så hun kunne se ordene han pegede på han valgte hendes sidste spørgsmål startede med det første ord og udtalte det så hun kunne høre hvordan det skulle siges!

Ordene, der stille formede sig oppe i hendes hoved, lydene hun hørte Dust sige så langsomt. Leila prøvede at tvinge dem nedad, ud af sin mund, men det var så svært, selv de enkle ord. En svag hvisle kom ud af hendes mund først, snart blev det lidt højere, da hun anstrengte sig mere. Et ord kom, snart efterfulgt af resten. Leila havde sagt en sætning, en hel sætning, hendes første ord var kommet ud. Hendes stemme havde været hæs og spæd men talt havde hun. Hun prøvede endnu engang og tænke på nogle ord, Dust havde sagt, og anstrengte sig for at udtale de får ord. ”D.. du e… e… r s… ød” Fik hun sagt på en venskabelig og leende måde. Leila kunne ikke lade være med at le at glæde, hun havde rent faktisk talt, hun kunne tale (dog med besvær). Hun vidste ikke hvorfor men hun omfavnede Dust af glæde, rejste sig så hurtigt op, og fandt nogle bær frem fra et sted i væggen. Hun gik dem hen og stak dem i hånden på Dust og så bare muntert på ham, og håbede så inderligt han ville spise dem. ”Ti… l dig” fik hun frem og sad så utålmodigt og kiggede på ham. Hun sad samtidig med et lille stykke træ og snittede i det.
Leila kunne lide Dust, han var den hun havde snakket med i ni år, hun stolede på ham, men alligevel følte hun der var en anden side end denne rare person han var overfor hende, i ham, en del hun ikke forstod og helst ikke ville kende til.
Leila ville godt vide mere om Dust, hun havde betroet ham hendes forbandede historie. ”F… fo… ort… æ… æl o..om dig” fik hun sagt, lidt usikkert, og håbede han ville være ærlig overfor hende, og ikke være endnu en af dem der svigtede, men hun kunne ikke vide, for hvor godt kendte hun ham, og var hun stadig som et uskyldigt lille barn der mest ønskede at se det gode i alle, selv efter alle disse ting, på den anden side var mange år også gået.