Ikke uden selvskab -Dust

Dust strøg let hendes hoved da hun fik udtalt hendes første sætning som han prøvede at lære hende han smilede roligt til hende da han virkede stolt af at hun var så lærenem! Da hun sagde han var sød og omfavnede ham gav han hende et blidt kram og nussede hende kort på ryggen før hun igen slap ham "Sikke du kan tale og jeg som kun har lært dig en sætning!" sagde han roligt "Det her skal du nok lære på ingen tid så god du er til det!" han så på hende hente bærende og tog imod dem da hun kom hen til ham med dem! Da hun sagde at de var til ham smilede han roligt "Ej tusind tak Leila hvor er det sødt af dig!" sagde han roligt og spiste let et bær og smilede så "De smager rigtig godt!" tilføjede han og nussede hendes hånd da han fandt kærlig nærkontakt som nussen og kram som en praktisk vej ind på livet af hende! Ikke fordi han ville gøre hende ondt men mere fordi han gerne ville have hende til at holde mere af ham så han hvis han var heldig måske kunne lokke hende til at stole på ham og lide ham så hun ville være mere nær ham og gøre ham glad! Da hun sagde fortæl om dig selv smilede han så tog et bær og spiste det "Tjo som du ved er mit navn Dust jeg er en skyggedæmon og jeg er en meget ensom type da jeg hele mit liv har været på flugt!" fortalte han roligt og han virkede så utroligt hudløst ærlig overfor hende "Jeg ved det måske er svært for dig at forstå og jeg ville ikke undre mig hvis du ikke tror på det jeg siger nu men jeg blev faktisk født i år 3474 og da jeg nåede til år 3824 blev jeg bortført gennem en tidsportal til år 1800! Jeg flygtede så fra det sted jeg blev holdt fanget 4 år senere og har været på flugt lige siden!" Han spiste let det sidste bær hun havde givet ham og smilede fordi han godt kunne lide smagen!

//undskyld det lidt langsomme svar :i//

Leila var blevet glad for hans ros, det var ikke noget hun normalt havde fået, ikke på den samme måde som ham. Før havde det mere som når man roser en hund, når den gør noget godt, og er dygtig. Hun var glad for Dust troede på hende, og måske havde han ret, Leila ville lære at tale på ingen tid, men det var ikke til at vide. Hun havde siddet og set ham spise, de saftige skov bær, imens han havde siddet der, roligt og kærligt og nusset hendes hånd.
Til at starte med havde det været mærkeligt og gjort hende nervøs, men langsomt fandt hun det mere og mere behageligt. Leila kunne godt lide den måde Dust hele tiden roligt nussede hende på, den gjorde hende tryk og hun følte sig menneskelig, ved den kontakt hun fik med ham, den kontakt der ikke havde været i mange år.
Leila lyttede spændt da Dust begyndte at fortælle om hans liv, og det var ikke et liv der lød spor bedre end hans. Som hende var han ensom, og på flugt, flugt fra fortiden. Hun blev trist til mode af at høre hans historie, hun havde haft på fornemmelsen det ikke var den lykkeligste, men dog ikke så trist.

Leila ønskede ikke at Dust skulle være ensom og trist, men lykkelig. Hun ville gerne gøre noget for ham, så han blev glad, ligesom han havde givet hende, den smukke kniv. Hun vidste bare ikke hvad hun kunne gøre, for hvad gjorde men for en der var dæmon…
Ordet Dæmon dukkede pludseligt mere op i hende. *Dæmon… dæmoner… er de ikke onde… men han er jo ikke ond… måske er alle ikke sådan* tænkte hun forvirret ved sig selv, måske skulle hun passe på, men hun vidste det ikke. Hendes tanker var i oprør, for Dust havde været venlig og god, men dæmoner var onde.
Leila tog sig sammen, hun ville bare gerne gøre Dust glad, som han havde gjort hende. ”Kan… je… g gø… re dig gla… d? Hv… ad… kan j… eg gør… e for dig?” fik hun presset ud af sine læber med store anstrengelser, for hun kendte ordene og lydende på bogstaverne, men at skulle bruge stemmen, var svært. Leila så med spørgene øjne, og et lille genert smil og håbede sådan, at han var glad eller kunne gøres glad.

Dust lyttede opmærksomt da hun snakkede igen og hun snakkede faktisk okay godt han smilede roligt til hende da hun spurgte om hvad hun skulle gøre for at gøre ham glad og strøg let hendes kind med blide strøg for at give hende den nærkontakt hun så at sige var blevet nægtet i alle disse år fordi hun havde boet herude alene i skoven "Jeg ved det lyder lidt mærkeligt Leila men efter mine forældre blev dræbt i år 2478 har jeg ikke haft en eneste følelse i kroppen!" sagde han roligt mens han blev ved med kærligt at nusse hendes kind "Når man ikke har sine forældre til at lære en noget som helst eller holde af en og man bliver nægtet en følelser fordi man oplever så meget lort i livet har man kun vrede tilbage det er den der holder mig i live den fodre mig med energi når den blusser mig op og får mig til at kæmpe selv når alle odds er imod mig!"

"Det er derfor jeg fik den tattovering i nakken som jeg har!" sagde han roligt og tog roligt sin trøje af så hun kunne se at hans krop var en slagmark af ar både efter tortur af uhyggelig karakter og knivstik samt andre ar fra kamp! Der var kun 3 steder på hans overkrop der ikke bar ar og det var der hvor hans tattoveringer var han havde en på venstre skulder lige ved halsen et egyptisk evigheds kors på højre arm og så den han snakkede om lige under hans nakke i toppen af hans rygsøjle som var et rødt kinesisk tegn "Den betyder i bund og grund kærlighed og blev lavet specielt til mig af en gruppe japanere som kaldte mig Gaara der betyder elsk kun dig selv! Det er meningen bag den og minder mig hele tiden om at jeg ikke har andre i livet!"

//Undskyld det langsomme svar, ved jeg er frygtelig til det med at komme med emner i god tid :/ håber det går ^^//

Leila blev lidt sørgmodig, da hun hørte at Dust ikke havde en eneste følelse i kroppen, at der ikke var det mindste der kunne gøre ham glad. Hun ville så gerne kunne gøre ham glad, vise ham at der var gode ting i verden, at man ikke behøvede kun at føle vrede og had. Leila var måske ikke altid den rette til at sige at man skulle føle og lade det dårlige ligge, for uden følelser, ville man ikke kunne leve rigtigt.
Hun kunne nød de blide aende bevægelser mod hendes kind, og havde lyst til at lægge sig ned i Dust skød, men lod være, da hun tænkte han måske ville inde det ubehageligt.

Leila hørte Dust tale videre, men det var da hun så hans arrede krop hun vågnede ordentlig op igen, for hun fik et chok. Hun havde aldrig set nogle have så mange ar, og var derfor chokeret. Hun så også de tre tatoveringer på hans krop, og hørte interesseret med da han forklarede om det, som sad i han nakke. Forsigtigt kørte hun en finger ned ad ryggen på ham, mens hun fulgte nogle af arene. ”Hvor… dan er det ske… sket?” spurgte hun forsigtigt Dust. Hun blev ved med at følge arene på hans krop, som aede hun ham forsigtigt ned af ryggen.
Leila stoppede lidt efter med at følge arene, men kiggede bare på Dust. Han havde sagt han ikke havde nogle i livet, havde han ingen at stole på, ingen venner. Hun kendte det vel i teorien, men hun ville da ikke helt opgive det mere. Hun havde jo mødt Dust, og han havde givet hende håb til andre mennesker, og aldrig at have nogle ville hun ikke. ”Slet ingen, vil… du… ald… drig få nogle i liv.. livet?” sagde hun forsigtigt og ret usikkert, da hun var lidt bange for reaktionen på spørgsmålet.

Dust smilede roligt og lod hende røre ved hans ar da han ikke havde noget problem med det eller følte nogen smerte ved det, han lyttede efter da hun spurgte ham og tænkte lidt over hvad han skulle svare mens han mærkede efter hvilke ar det var hun følte på. Det var dem ned af hans rygsøjle hvilket betød det var nogle ar han havde fortalt historien for et par gange nu "Hmm dem du rør ved som er formet som huller ind til min rygsøjle er ar jeg fik i min tid da heg blev fanget og udsat for en til den tid ret ny tortur metode!" forklarede han roligt "De borede tykke nåle ind i min rygsøjle i håb om at de kunne se hvad jeg tænkte gennem rygsøjlen, mens jeg lå på maven, og blev holdt vågen under hele indgrebet! Derefter holdt de mig i live i ugevis mens jeg bevægede mig i et stadie midt imellem besvimet og vågen da smerten tvang mig til at være vågen hele tiden selvom den nærmest fik mig til at besvime!" Dust så roligt om på hende da hun fjernede sine hænder igen.

Hendes andet spørgsmål måtte han dog lige tænke over en ekstra gang han havde aldrig tænkt over sådan noget da det ikke havde haft brug for venner eller haft mulighed for som sådan at få nogen han holdt sig altid på afstand af alle andre lod dem ikke komme ham for nær eller betyde noget for ham selvom han allerede nu var begyndt at kunne lide nogle bestemte væsner som for eksempel hans yndlings slave Rapheal, en ung dame der frivilligt var gået med til at være hans slave, og nu sov hos ham, boede på hans værelse og tilfredsstillede hans lyster når han ville have hende "Tja jeg har faktisk aldrig tænkt over alt det med at få venner, som flygtning er det ikke lige noget jeg har nemmest ved!" sagde han roligt og så på hende "Men hvis du vil, kunne det være dejligt hvis jeg kunne kalde dig min ven, jeg vil nemlig gerne prøve det!"

//Det gør skam ikke noget ``