Broken hearted girl. //Nille//

Jade sad der, her havde hun været bosat i over 5 år.. OG måske 5 mere.. Hun sad i det hjørne på en stol med hendes drink i hånden og kiggede ud på de andre. Et suk spredte udover hendes læber. Det brune hår sad løst og helt perfekt nedover hendes skuldre. De smukke brune øjne kiggede rundt i rummet. Hun rejste sig op og gik over til disken for at købe sig endnu en drink, hvis hun var fuldt nok ville hun måske glemme hvad hun havde gjort.. Det var ikke meningen.. Hun var alene nu.. Alene uden nogen i verden.. Hendes mor kunne hun ikke tale med.. Jacob ville sikkert ikke tale med hende.. Så nu havde hun ikke andre tilbage..

De sorte øjne slog lyn, og kunne let blive hvidglødende... Det sorte hår var løst, og havde en brun fjer i sig som altid... Hun havde en hvid jakke med hætte, sort tanktop indenunder, sorte jeans, og sorte converse sko på. Øjnene var også en anelse røde da hun havde grædt, men det viste hun ikke... Det var heller ikke så tydeligt. Hætten var oppe, og gemte hendes ansigt, og jakken var lynet op. Hun skubbede døren op, og det gav et brag da hun også var vred... Hun gik ind, og satte sig i et hjørne. Hun havde set Jade på turen hen til hjørnet, men intet gjort eller sagt.

Jade fik øje på Nille og rejste sig, hun vidste Nille ikke ville tale med hende. Men hun ville prøve, om så hun ville bruge sin even på hende. Hun ville bare ikke have Jacob skulle være alene, ikke efter hvad der var sket med ham i fortiden..
"Nille?" Sagde hun stille og stod bag hende. "Please bare lyt til mig.." Sagde hun stille.

Nille rejste sig op med et sæt da hun hørte Jades stemme, og stolen faldte ned af den pludselige oprejsning. Hun vendte sig om mod Jade, og øjnene skød mere lyn, og intet smil var fremme.
"Nej." Sagde hun hårdt, og stædigt. "Du har gjort nok skade."

Jade fik et chok.
"Jo!" Svarede hun stædig igen. "Måske, men jeg vidste det ikke. Det eneste jeg beder om er at du hjælper ham. Jeg ønsker ik han skal skade sig selv." Svarede hun med en stædig stemme. Hun kiggede på Nille, lige i øjne om så hun ville bruge sin evne på hende eller ej. Jade's øjne kunne hurtigt lave et kraftfældt så det ikke ville virke om nødvendigt. Og ingen kunne stoppe det kræftfældt.
"Han har brug for dig ligenu, jeg vil ikke have Victoria skal få fat på ham." Svarede hun. Åhh ja hun kendte til Victoria..

Om hun så kunne blokere Nilles skam evne, så ville hun ikke kunne stå igen mod hendes anden evne.. Nille så ud af øjnekrogen, og kunne se noget vand i et glas... Hun så på Jade igen.
"Jeg kender til Victoria. Jeg har hjulpet ham ud af hendes klør... Men han ryger ind i dem igen... Foreksempel den episode med hans halskæde... Men jeg behøver jo slet ikke at hjælpe ham, vel? Nej, det ordner hans lille skytsengel." Sagde hun flabet. Nille var vred, og såret... Hun trak hætten væk fra ansigtet, da der ikke var så mange væsner... "Lad ham snakke sin egen sag i stedet for at gøre det for ham." Sagde hun så, og satte stolen på plads, og satte sig på den igen.

"Halskæde?" Jade havde intet hørt om den episode. "Måske jeg ville hjælpe men.. Jeg er ikke skytsengel mere. Victoria rev mine vinger af, fordi jeg ville redde ham. Men Nille han har brug for den person der elsker ham og han elsker og det er dig.." Svarede hun stille hun ville ikke gøre nogen skade.

Nille fik en smule medlidenhed med at Victoria rev Jades vinger af, men det kunne ikke ses på hende. Nille så fremad, og ikke på Jade.
"Han elsker mig ikke. Du elsker ham, jeg elsker ham, men pointen er at jeg vil have svært ved at elske en der bliver elsket af en anden... Hvis du ved hvad jeg mener." Sagde hun. "Jeg stoler ikke længere på Jacob, og lad mig så være i fred."

Jade sukkede.
"HAn elsker mig ikke, jeg har bare ikke andre at tale med. Nille han elsker mig ikke, kan du ikke gøre et eller andet så du kan få mig til at fortælle sandheden?" Spurgte hun stille.
"Jeg har intet tilbage nu, jeg er bange for at snakke med ham. Fordi jeg har ødelagt alt, og jo jeg skammer mig. Det var ikke medvilje.

Nille rejste sig op igen, men denne gang mere roligt så stolen ikke væltede. Hun trak hætten op over ansigtet.
"Jo, det kunne jeg vel... Men det gider jeg ikke. Jeg gider ikke høre på dine undskydninger om at Jacob elsker mig, og dine rettelser om at jeg burde tilgive ham... Det er op til mig." Svarede hun.
"Lad være med at sige du skammer dig... Det kan blive brugt mod dig."

Jade var ligeglad ligenu, med sig selv.
"Jeg siger det fordi jeg bekymre mig om ham!" Svarde hun.
"Så gør det hvis du så enderligt ønsker det." Svarede hun mere trist.

Nille så Jade i øjnene, men brugte ikke evnen.
"Jah, bekymrer sig om ham, og elsker ham." Hviskede hun.
"Tro mig... Du ønsker ikke at se mig i øjnene når mine øjne bliver hvidglødende... Jeg ser alt du skammer dig over."

Jade kiggede på Nille.
"Godt, det har han også brug for." Svarede hun.
"Måske ikke, men jeg kan reflektere den så den rammer dig selv." Svarede hun stille men ville ikke gøre det.

Nille så advarende på Jade.
"Du bestemmer slet ikke hvordan jeg skal reagere." Snerrede hun.
"Jeg har set mig selv i øjnene, og det der er en trussel! Jeg kan stadig ramme dig ... Med en anden evne."

Jade sank en klump.
"Det siger jeg heller ikke."
"Måske men jeg vil bare hjælpe ham." Svarede hun. "Jeg er ligeglad, jeg er alene. Du kan ligeså godt dræbe mig nu."

Nu var det nok!
Nilles øjne blev fyldt med vrede.
"Åh jo du gør..."
"Du tror du er alene?!" Råbte hun, og væsnerne der var inde i kroen kiggede på hende. "Du har ingen ide om hvad jeg har oplevet..." Og med disse ord gik hun ud af kroen, og smækkede døren efter sig.

Jade sukkede og kørte hånden igennem håret med et suk.
Hun gik ud af kroen.
"Nille! Jeg er ked af det okay? Hvor mange gange skal jeg sige det?"

Nille vendte sig om, men gik baglæns.
"Lad mig nu bare værre..." Tårerne røg ned af Nilles kinder.
"Alle føler jo med dig... Jeg er bare den dumme barnlige tøs, som overreagere." Hun vendte sig om igen, og fortsatte med at gå.

"Alle med mig, jeg kender ingen udover JAcob.. Og dig ved jeg hvem er.. Jeg kender ikke rigtig andre jeg har ikke snakket med andre." Tøvede hun lidt..

"Bare lad mig være."
Hun fortsatte med at gå.

"Fint, gør som alle andre lad hver med at give pigen som ingen vil se en chance for at tale." Svarede hun og vendede sig om for at gå ind igen,

Grrr...
Nille vendte sig om.
"EN CHANCE?!" Råbte hun. "Hos mig er sådan en chance noget man skal gøre sig fortjent til, og jeg bryder mig IKKE om at man giver mig kommandoer!"

"Jeg giver dig ikke en komando, men jeg ved hvem du er jeg ved hvem næsten alle er. Jeg så dig den dag. Det gjorde jeg, men jeg måtte intet gøre." Sagde hun til Nille.. "Den gang det helle gik galt."

//Håber det iorden, hvis hun har set lidt fra den gang med hust. Bare en smule, Jade er jo 120 år gammel //

//Så længe hun ikke ved hvad der faktisk var sket, men bare at Nille græd, og brændte huset ned, og sang imens med sin skammer stemme, for det var dengang hun opdagede sin evne. //

Nille stod stille... Rørte ikke en muskel.
"Du ved intet. Du skal SLET ikke blande dig i mit liv mere! Du så det måske... Men vidste du hvad der var sket?" Spurgte hun.

//Okay Fik bare en ide ^^//

Jade kløede sig i nakken.
"Nok ikke nok.. Men skal nok stoppe med at blande mig i noget som helst mere. Jeg vil aldrig sige et ord om hvad mine føler fortæller mig.." Sagde hun stille, sukkede..