Snowy? Great - Jacob.

Tid: 15:35
Sted: Valley of a Thousand Winters.
Vejr: Det blæser en smule, og det gør det koldt fordi der er sne.
Omgivelser: Helt øde, bortset fra nogle dyr indimellem.

Blair havde stået i Doomsville destrictet og og hængt ud, da nogle havde taget fat i hende bagfra. De havde holdt hende for munden, det fik hende til at besvime. Hun nåede ikke at se hvem det var, men hun vidste at det ikke var ualmindeligt. Der var mange hun irriterede. Det var dog aldrig sket at man ligefrem havde bortført hende. Hun vågnede i noget koldt. Hun vidste ikke hvad det var, men koldt var det. Hun rejste sig op og opdagede hvor kold hun egentlig var. Hun var næsten blå af at fryse så meget. Hun begyndte at gå mod nord. Hun skulle vel begynde at gå og se hvor hun endte. Så var der nok noget hun kendte. Det måtte der næsten være. Ellers ville hun dø der, alene og forladt.

Thousand winters...
Nu var han tilbage hvor han begyndte.. Det var her han havde mødt Christian, som var blevet en bror.. Her han på en måde startede med at være for at træne sine kræfter, inden han begav sig ind i byen.. Men.. Nu var han kommet tilbage for at tænke, for at være forladt.. Dem han kendte var enden sure på ham eller havde forladt ham.. Han følte sig endnu engang ensom i den store hvide verden..
Han gik igennem sneen, imens han kiggede ned..
For bare måneder siden ville han have været glad, men nu hvor der var sket så meget, havde han svært ved det..
Han rettede hurtigt blikket op, da han fik øje på en pige længere fremme.. Det så ud som om at hun var ved at fryse ihjel..
Hurtigt løb han hen til hende..
"Hvad laver du dog herude?"

Blair havde som altid meget lidt tøj på. Hun plejede at holde sig til omkring Doomsville, så det gjorde ikke så meget at hun kun havde en kjole på. Men nu hvor hun gik i en kort kjole og støvler, var det ikke nær så praktisk. Hun lod blikket falde ned mod hendes fødder der gik i en hurtig fart. Hun stoppede først da hun hørte nogle nærme sig. Hun så op og så en fyr der næsten var henne ved hende. Hun trådte ubevidst et skridt tilbage. Det var bare for en sikkerhedskyld. Hun trak på skulderne.

"Je..Jeg vågn..ede her..."

Hun stammede fordi det var så koldt. Hun stod med armene over kors i et forsøg på at holde varmen inde.

Vågnede hun her? Sikke dog et sted at vågne når man ikke var van til den bidende kulde.. At bedømme på hendes påklædning, havde hun bestemt ikke regnet med at vågne op ude i Thousand Winters.. Hvordan pokker var hun bare vågnet op her? Han stoppede med at stille spørgsmål inde i sit hoved og kiggede sig omkring.. Hurtigt tog han sin trøje af og bad hende om at tage den på, imens han søgte efter et sted hvor der kunne være læ..
"Stol på mig," sagde han med et venligt smil og rakte hende trøjen..

Blair så på det tøj han havde på og følte sig pludselig utrolig misundelig fordi han havde så meget tøj på. Hun begyndte at se sig omkring, hun havde aldrig været der før. Hun havde aldrig set det sted før. Hun håbede dog at hun kunne finde tilbage. Blair var ikke typen der normalt tog imod andres ting, men hun kunne ikk få hans trøje på hurtigt nok. Det varmede meget og føltes utrolig skøn. Hun vidste ikke om hun kunne stole på ham. Men hvis hun ikke gjorde det, ville hun måske dø af kulde. Så hellere bllive dræbt. Blair nikkede bare til ham som tegn på at hun stolede på ham, selvom hun faktisk ikke stolede på ham.

Han smilte venligt til hende, da hun tog imod hans trøje.. Hun tog den meget hurtigt på, hvilket han godt forstod eftersom hun måtte fryse som en gal sådan et sted her.. Han kiggede rundt, efter en grotte måske eller bare et eller andet sted hvor hun måske kunne få varmen..
Han kiggede hen på hende, med det samme venlige smil imens de krystalblå øjne udviste varme.. Han kom i tanke om at der faktisk var en grotte i nærheden, der kunne hun måske få varmen..
Langsomt begyndte han at derhen ad og kiggede om på hende.
"Følg med mig," sagde han og nikkede mod den vej han ville gå..

Blair så sig også omkring, men i helt andre retninger end han gjorde. Hun vidste jo ikke helt hvad han så efter. Men da han bad hende følge ham, begyndte hun at gå. Hun gik op på siden af ham og sendte ham et smil, over de læber der så svagt var ved at få en blå farve.

"Hv..Hvad... Lave..r.. Du.. Her?"

Hun var irriteret over at hun ikke kunne sige en sætning uden at skælve. Men det var utrolig koldt. Hun kunne ikke undgå at skælve og stamme. Men det gik forhåbentligt over, når hun fik noget varme.

Han sørgede for at hun var ved hans side, så han kunne føre hende til den grotte han tænkte på..
"Jeg er bare ude for at tænke," svarede han med et skævt smil og fortsatte med at gå.. "Jeg plejede tit at være herude, det er et af mine ynlings steder," Han smilte venligt til hende..
Da de kom til grotten, skyndte han sig at peje hen mod den..
"Jeg tror du kan få varmen derinde," sagde han blidt og begyndte at gå ind i grotten i håb om at hun fulgte med..

Blair nikkede til hvad han sagde. Det var sådan hun havde det med Ashen Wood. Det var dejligt at have et sted man kunne søge hen til et sted hvor hun kunne slappe af og tænke. Men hun var bsre ikke så tryg i skoven længere. Hun havde oplevet mange ubehagelige ting derude. Så hun var oftest bare i gyderne for tiden. Blair gik ind i grotten hvor han havde peget hen til hende. Hun satte sig ned og prøvede at få varmen ved at styre hendes hænder hen over hendes arme i et hurtigt tempo.

Som han havde håbet på, var der en smule varmere inde i grotten.. Eller, varmt og varmt, der var læ i det mindste.. Her kunne hun i de mindste søge i ly fra vinden.. Kulden rørte jo ikke ham, men det betød ikke at han ikke kunne finde vinden irriterende..
Han kiggede sig kort over skulderen, ud af grotten for at se om der nu skulle være andre eller nogen som var fuldt efter dem.. Der var ingen at se.. Kun sne, sne og atter sne..
Han åndede lettet ud og gik hen for at sætte sig ved siden af hende..
"Klarer du den?" spurgte han forsigtigt med et skævt smil..

Blair fulgte ham med øjnene. Hun havde det noget varmere derinde, men det var stadig ret koldt. Hun trak på skulderne da han spurgte om hun klarede sig. Hun vidste selvfølgelig godt at hun ikke ville dø af det, men det var stadig koldt for hende. Hun så over på ham med et smil.

"Jeg overlever.. nok."

Hendes skælven var ikke nær så slem længere, nu hvor hun havde fået det lidt varmere. Blair forstod på ingen måde hvordan han kunne være derude tit. Men det var nok bare hendes mening.

Han smilte og lod kort en hånd stryge igennem det pjuskede hvide hår, inden han lænede sig op ad muren.. Muren var en smule ru, så det kradsede lidt på hans bare ryg, men det var ikke noget han tænkte videre over..
Han kiggede endnu engang hen på hende.. Det undrede ham stadig om hvordan hun dog kunne have endt herude.. Det der var mest underligt var at hun havde sagt at hun var vågnet, hvilket måtte sige at nogen eller noget havde ført hende herud..
"Kan du slet ikke huske noget om hvordan du er endt herude?" Han spurgte med en venlig stemme..

Blairs armbevægelser havde hjulpet hende en hel del, så hun ville godt kunne sige et par sætninger uden at fryse alt for meget. Hun så over mod ham da han flyttede sig. Hun havde aldrig set ham før, men det var ikke så underligt hvis han tit var derude. Hun vendte sig op, så hun kunne se på ham uden at dreje hovedet.

"Jeg stod i Doomsville. Der kom en og holdte mig for munden. Jeg løb tør for ilt og.. Så var jeg her."

Hun var ikke vild med tanken om at hun næsten var blevet bortført. Men det måtte have været nogen der ikke var glad for hende, de havde sikkert sat hende der i håb om hun ville fryse ihjel. Men hun gav ikke op så let.

Han lyttede med..
Det måtte have været en form for bortførelse, præcis som han selv havde troet.. Det måtte ikke være en behagelig følelse, sådan at vågne op et andet sted.. Selv havde han prøvet at blive kidnappet, og det var bestemt ikke noget han havde brydet sig om.. Bare selve det med at der var en anden som tog en med imod sin vilje, fik ham til gyse en smule.. Men, mest pga. det var en ubehagelig følelse..
"Okay," sagde han og kiggede hende i øjnene. "Hvem der end har ført dig herud, må tro at du ville dø af kulde,"

Blair var egentlig meget vant til at være udsat for mordforsøg. Så det var ikke så stort et problem, det var mere det med at hun ikke vidste hvad der var sket mens de var på vej herud med hende. De kunne have gjort alt ved hende, hvis de ville.

"Men så fandt jeg lige en helt."

Hun sendte ham et teknemmeligt smil. Hun havde efterhånden en hel del helte. Men det skyldtes også at hun var så forhadt af mange. Hvilket hun ikke forstod. Hun var jo bedårende.

Han smilte smigret, da hun kaldte ham en helt.. Han ville nu ikke kalde sig selv en helt, for hvilken helt fandt på at slog ihjel for at få mad? Dræbe var han nød til, hvis han ikke ville dø af sult.. En sjæledæmon spiste sjæle.. Og var derfor nød til at dræbe for at overleve..
"Ahh," sagde han og grinte kort. "Jeg vil nu ikke kalde mig en helt, men tak alligevel," Han sendte et varmt smil..
Hun virkede til at være god Nok.. Så hvem ønskede dog at gøre hende fortræd?
"Mit navn er forresten Jacob,"

Blair var for det meste også venlig, men det var ikke over for alle. Sådan var det vel med nogen. Blair sendte ham et smil, hun var heller ikke just det bedste eksempel på en heltinde. Men hun prøvede altid at lege heltinde. Blair trak forsigtigt på skulderne.

"Jeg vil sige at en helt er en person der redder folk. Og du reddede mig, jeg ville være død derude hvis du ikke havde fundet mig."

Blair var pludselig langt varmere, hun havde det ikke så varmt som hun plejede, men hun havde det varmt nok.

"Jeg hedder Blair."

Han kunne ikke lade være med at smile.. Han var blevet en smule smigret over at bleve kaldt en helt, selvom han ikke rigtig fortjente det.. Det syndes han i hvert fald ikke at han gjorde, men han kunne godt se at han på en måde havde reddet hende for at dø.. Efter mange dages fejl, havde han endelig gjort en god gerning, at redde en køn pige i nød..
"Rart at møde dig Blair," sagde han og nikkede høfligt til hende. "Og skulle det være en anden gang med at hjælpe dig,"

Blair kunne godt forstå at det var meget smirgerende og svært at forstå. Men sådan var hun bare, hun mente at mange kunne kaldes en helt. Så længe de gjorde en god gerning. Blair så over på ham med et smil og så hans nik. Hun gengældte det med endnu et nik. Blair rodede lidt i hendes hår og rystede hendes hoved for at være sikker på det sad nogenlunde ordentligt.

"Det sker højst sandsynligt. Jeg har det med at komme ud i problemer, ser du."

"Har du det?" spurgte han og grinte kort, på en kærlig måde. "Og hvordan kan det lade sig gøre at en som dig tit kommer ud i problemer? Du ligner ikke en som laver ballade hvis du spørger mig, men ja nu skal jeg jo heller ikke skue hunden på hårene," Han smilte venligt og kørte en hånd igennem det pjuskede hår.. Han lagde hånden på sine lår og kiggede hen på hende, ventede på et svar..

Blair trak på skulderne, hun synes nu ellers ikke hun så specielt stueren ud. Men det kunne godt være hun alligevel var det. Hun sendte ham et smil og lo kort.

"Jeg er ikke så god til at være stille når jeg burde, eller undgå at rode mig ud i problemer. Det sker bare altid."

Hun kravlede hen til ham og strakte halsen for at vise et bidemærke fra en varulv.
Så vendte hun sig om så hendes hage mod ham hvor der var en langt ar på hendes hals.

"Og så har jeg også tre piskemærker, på mit bryst, min mave og min ryg. Nogle af gangene var det bare fordi jeg var der på det forkerte tidspunkt.. Men stadig."

Han fulgte hendes bevægelser...
"Jeg kender det med at rode sig ud i problemer," sagde han og spærrede øjnene op, da hun viste ham sine sår.. De var voldsomme og han var fristet til at spørge hende hvordan i alverden det var sket.. Han kunne se det ene var et bid fra en varulv, men hvordan havde hun mon fået det?
"Det må jeg sige," sagde han og blev imponeret på en mærkelig måde. "Godt nok roder jeg mig også ud i problemmer, men aldrig har jeg fået så mange ar af det, altså næsten da," Han kiggede ned af sig selv, hvis man kiggede godt efter ville man kunne se et ar fra dengang han stak en istap ind i sig selv..

Blair havde de sidste fire år ikke lavet andet end at rode sig ud i problemer. Eller, så var der jo også lige det med Ammon, Lucy og Alian. Men det var vel egentlig også problemer. Hun satte sig ned over for ham og sendte ham et smil. Hun var på en eller anden måde stolt af hendes ar, det viste bare hvor meget hun havde overelevet.

"Jeg møder bare altid de forkerte og så kan jeg ikke beskytte mig ordentligt i mod dem. Jeg har ingen varulve form, eller spidse tænder. Jeg er bare et simpelt menneske."

Hun havde ikke noget imod 'bare' at være et menneske, hun ville ikke været andet. At være menneske var det der passede til hende, selvom hun godt kunne bruge noget hun kunne klare sig selv med.

Hun var et menneske... Jacob havde aldrig mødte et menneske som sådan.. Han vidste godt at de var der, men han havde aldrig rigtig mødt et eller, så havde de bare ikke fortalt ham at de var et menneske..
Gad vide hvordan det var at være et menneske.. Ingen blodtræng, ingen forvandling ved fuldmånen, intet sjæle spisning.. Han måtte indrømme at han havde lyst til at spørge om det..
"Hvordan er det så at være et menneske i en verden som denne?" spurgte han og kiggede på hende med et smil..

Blair havde det helt fint med at være menneske. Hun kunne se på mange at de var en dårlig ting når de blev forvandlet til forskellige ting. Hun havde især set det ved Sajro og Alian. Hun hævede et øjenbryn da han spurgte hvordan det var at være menneske. Men så igen 'normal' ud efter kort tid.

"Man skal passe lidt mere på og passe på man ikke bliver overfaldet eller noget. Men jeg kan godt lide det. Jeg har set hvor svært det nogen gange er for andre, så vil jeg meget heller leve som jeg gør nu."

Hun sendte ham et smil og mærkede hvor tilpas hun lige pludselig havde det. Hun trak trøjen af og kastede den over til ham.