Snowy? Great - Jacob.

//Går udfra at det er min tur //

Han smilte let til Blair, men rettede hurtigt opmærksomheden imod grottens åbning, så snart lyden af et barns stemme rungede hele grotten.. Jacob kneb øjnene sammen, i lyset fra krystallerne kunne han se en ung pige stå ikke så langt fra dem.. Pigen så ikke ud til at være mere end ni år gammel.. Nervøsiteten var synlig i hendes øjne, som vidste hun ikke hvor hun var eller hvad hun skulle gøre..
Jacob gik forsigtigt hen imod hende, med rolige bevægelser, for at vise hende at han ikke ønskede at gøre hende ondt..
Han satte sig på hug foran hende, så han kunne starte en øjenkontakt med hende.
"Hej," sagde han med et venligt smil. "Hvem er du så?"

Blair gemte krystal stykket i hendes støvle. Hun så med et smil over på Jacob, men hendes smil stivnede da en lav, usikker og piget stemme brød igennem grotten. Hendes stemme var fin, som en lille porcelænsdukke der ville gå i stykke så let som ingen ting. Blair kunne ikke genkende stemmen, men da hun kom til syne var det tydeligt at se det var hende der arbejde sammen med ham.. Tristan, de var vist nok søskende. Blair så smilende til da Jacob gik ned på hendes niveau og behandlede hende som et barn. Blair var ikke helt sikker på om hun skulle gøre det samme, hun var en lille pige, men hun besad kræfter som kunne være livsfarlige for dem begge. Men de havblå øjne og det silkebløde hår var ikke til at stå for. Hun gik hen og satte sig på knæ foran hende og sendte hende et blidt smil.

”Kan du huske mig?”

Blair vidste ikke om Thyrix kunne huske hende, men lige meget hvad, så ville hun stadig være så venlig og børnevenlig over for hende. Blair havde svært ved at tage stilling til om hun skulle behandles som det barn hun var, eller om hun skulle frygte de kræfter som hun ikke kunne forklare. De kræfter der nær havde dræbt Castle.

Den lille pige drejet hoved usikkert og nervøst fra person til person, mens hun krammet sig ind til sig selv i søgen efter trygheden af sin egen nærvær, og da kvinden kom hen til hende rodet hun rundt i jorden med sin ene fod, og nikkede stille og roligt, hvorefter hun sagde sukkersødt "Du var hende som snakkede dårligt til storebror" Den lille pige gik et skridt væk fra Blair, og kiggede over på Jakob bagved Blair, mens hun frem stammet "Je-Je-Jeg hedder Thyrix" Hendes øjne drejete sig ned mod grottens sten gulv og lavet en tydelig klump i halsen, mens hun tog fast på hver side af sin røde smukke kjole, og nejet som en fin lille baronesse, og sagde så lidt mere modigt og selvsikkert, men der var stadig spor af nervøsitet i stemmen "En ære Hr og Fru" Thyrix foldet sine hænder i sit skød mens hun satte sig ned på en fald aflang sten i grotte bunden og beskidtet sin kjole lidt, men så ikke ud til at tænke så meget over det, før hun kiggede ned et par sekunder senere, og rejste sig op igen for at vifte det meste af med hånden og bliv så bare ståenden for ikke at få mere beskidte ting på hendes yndige kjole. Thyrix kiggede på skift mellem dem og studeret dem stille med sit blik fra de svage blå øjne, og trillet sine tommelfingere rundt om hinanden.

Thyrix...
Det var ikke et navn som sagde ham noget, men han måtte indrømme at han fandt det interessant.. Stadig virkede hun så nervøs og det blev ikke bedre af at Blair gik hen til hende, selvom det så ud til at de kendte hinanden.. Blair havde åbenbart haft talt grimt til hendes storebror, han ville gerne høre baghistorien på deres møde, men det var vist lidt for tidligt at snage når han lige havde mødt den lille pige.. Jacob kiggede ind i de blå øjne.. Der var noget over hende, noget som gjorde at hun ikke virkede så uskyldig igen.. Han kunne se et eller andet i de øjne.. Noget der fik hende til at virke.. magtfuld og farlig..
"Det er også en ære at møde dig Thyrix," sagde han og beholdte den venlige smil, selvom han ikke inderst inde skjulte en mistanke. "Mit navn er Jacob. Må jeg spørger hvad du laver her?"

Blair sad stadig på hug over for Thyrix. Tanken om mødet med hende og hendes bror fik de små hår til at rejse sig i Blairs nakke. Hun kunne sagtens forstå hvorfor hun havde det sådan, men hun var stadig sikker på at hun kunne for Thyrix til at se det fra Blairs synspunkt. Hun så kort ned i jorden, men så op igen med tillidsfulde øjne.

"Det var heller ikke min mening. Men ham som din bror havde taget betyder meget for mig. Ville du ikke også blive sur hvis der var en der gjorde sådan ved storebror?"

Hun håbede det var tydeligt at se det fra Blairs synspunkt. Hun så op på Jacob der måtte være forvirret over hele situationen. Da Thyrix gik hen og satte sig på en sten rejste Blair sig. Hun gik forholdsvis tæt på Jacob, så hun kunne fortælle ham noget som Thyrix muligvis ikke ville høre.

"Jeg forklarer det når hun er gået."

Hun sagde det lavt, men ikke hviskende. Blair så over mod Thyrix og smilte troværdigt, hun var en sød pige og fortjente også at blive behandlet sådan, selvom hun var farlig.

Thyrix trak på sine små skuldre af Blairs spørgsmål og så ud som om hun tænkte på svaret.. mens hun stammende svaret på det, og som de fleste små piger der ikke kunne svare, der bare rev forskellige ord der kunne være start på et svar ud af munden, men så skiftede mening hele tiden "Jamen det.. han.. det er.. hmmm" hun spændte sit hoved indenvendig som en varm vulkan, og rodet sig i håret som havde hun lus.

Men på et tidspunkt stoppede hun med at se ud som om hun tænkte, og så ikke ud til at have hørt det Blair sagde til Jakob i fortrolighed, men da Blair havde sagt det, bliv Thyrix kropsprog lidt stille, ikke at hun stoppede med at bevæge sig eller hendes barnlige charme oprørte, men det var hendes fødder der kørte over sten gulvet i grotten, og hendes kløen i håret ikke længere larmet, som om en usynlig boble af lydsikkerhed havde lagt sig over hende, og i samme øjeblik hun var sat på lydløs, kunne man se væggene få blod dråber fra forskellige steder falder ned af stenene, som om grotten var levende og nogen havde sat et svær gennem dets ene øje, men det var ikke kun blod der var tilføjet til mystikken, også nogen grumme og monsterlige lyde der gav genlyd i grotten som en fæl og hæs ånde der blæste lidt i tøjet, og de selvlydesende krystaller begyndte at blinke som et afsnit af en gyser serie når et spøgelse er i nærheden.. men.. så pluselig stoppede det hele, og lyset fra krystallerne lyste så konstant og kraftigt som før, og lydene, vinden, og blodet oprørte med at kunne blive observeser, som havde både Blair og Jakob haft en underlig dagdrøm.

I samme sekund som det hele stoppede sprang Thyrix op i luften, ikke mere end et pigeligt lille ti centimeters hop.. denne gang med lyd igen.. også sagde hun ivrigt til Blair "Jeg ved det!" hun holdt en pause for at trække vejret fordi hendes ivrige ønske for at fortælle det så hurtigt som muligt fik hende til at snuple over nogen af ordne "det var ikke din skyld.. for det var ikke din mening" Thyrix øjne glimtet som et barn der havde regnet sit første matematisk stykke, og var fyldt med stolthed over sig selv

Jacob trådte kort et skridt tilbage, ikke for at ville gå sin vej, men fordi han kunne regne ud at det de snakkede om var en sag imellem dem. Alligevel kunne han ikke undgå at smuglytte.. Det undrede ham over hvad en lille pige som Thyrix lavede her, ude i Thousand Winters hvor der som regel ikke plejede at være nogen.. Det var jo en sneørken for pokker og ikke en sommerhus feriested, så hvad lavede hun herude? Hvor var hendes forældre?
Han puttede hænderne i sin hættetrøjes lomme, og kiggede kort rundt imens de snakkede.. Han kunne høre på hele situtaionen at Blair måtte have gjort noget overfor Thyrixs storebror, der havde givet hende et dårligt ry for den lille pige..
Da Blair kom hen til ham, vendte han sig om mod hende, med et glimt i de krystalblå øjne.
"Okay," svarede han lavt, så han håbede at Thyrix ikke hørte ham..
Pludselig stoppede grotten med at være smuk og rolig.. Blod trillede ned ad væggene og krystallerne blinkede som en pære der var ved at gå ud.. Jacob kiggede sig forvirret rundt, han havde for længst taget hænderne ud af lommen, hvis der nu skulle risikere at nogen angreb dem..
Han ville til at sige noget, da det hele pludselig stoppede.. Som stilhed før stormen.. Thyrix lyste op, hvilket fik ham til at rette opmærksomheden hen mod hende.. Ikke Blairs mening.. Nøj, hvor han nysgerrige for at vide hvad de egentlig snakkede om..

Blair vendte ikke blikket fra Thyrix, det var forståeligt at hun var en smule usikker på om Blair var til at stole på, hun havde jo trods alt ikke behandlet hendes bror helt så pænt. Normalt ville det der havde sket i grotten have skræmt hende på det groveste. Men hun var næsten ligeglad. Hun lod det hele ske som om det intet betød for hende. Hun så bare på Thyrix. Da det stoppede igen gik Blair over til hende og satte sig igen på hug, så de var nogenlunde lige høje.

"Det var ikke min mening at være sur på din bror. Vil du sige undskylde til ham fra mig?"

Blair lagde en hånd hen imod ham, hun gik ud fra Thyrix ville ligge hendes hånd i Blairs, hvis hun tilgav hende. Blair forventede det ikke, men håbede det. At have den lille pige som fjende, var ikke noget man ønskede. Bare det der lige var sket i grotten var blot en smagsprøve på hvad denne pige kunne præstere. Hun var utrolig magtfuld, alt for magtfuld for en lille pige, mente Blair.