meet your... ~ Sean

t; midtpå dagen
v; solrigt men lidt køligt
o; det sædvanlige
s; kroen

Gråd. Højlydt gråd. Tre nætter uden søvn. Ingen Serkan endnu.
Hun gabte træt. Hun havde ikke set Sean siden han for omkring 3 måneder siden havde forladt hende, og en vagt med et dybt sår i ryggen.
Hun så lidt ned i sin favn, hvor en lille bylt lå. I bylten lå nøglen til Seans fremtid, og grunden til hendes lykke, sorg og søvnløshed.
En lille dreng, med de smukkeste kornblå øjne og ravnesorte små hårstrå på det ellers nøgne hoved.
Lige nu sov han, gudsketak og lov.
Hun sukkede, da hun trådte ind i kroen (antager at han bor der lige på givende tidspunkt) og gik direkte op mod det der plejede at være hans værelse.
Hun bankede tøvende på døren, og vuggede kort barnet.
Han så så fredfyldt ud - han lignede lidt Sean, men ikke for meget.

Hun aede den lille dreng over kinden, og i søvne tog han fat i hendes finger og gumlede svagt på den.
Hun var iført en sort top, grå jeans og sneakers.

Hun ventede forsat på at der blev åbnet.

Sean havde sovet dybt dagen i forvejen. Efter sammenstødet havde han fået nogle mænd til at tjekke op på Neph en gang i mellem, men holdte sig selv væk. Tanken nagede ham...Hvordan havde hun det? Hvordan gik det?
Han blev drevet til vanvid af denne distance...Ikke fordi han plejede at snakke med hende, hvis han havde problemer. Dem holdt han altid for sig selv. Men stadig...
Han sad ved skrivebordet og pakket de fleste af sine ting. De havde endelig fundet en dæmon der måske kunne hjælpe ham! Og han havde sendt nogle af hans bedst mænd til at finde ham og bringe ham herhen...selvfølgelig uden vold, men ved overtalelse og en pris.
Han smilte svagt for sig selv da han så ud af vinduet. Denne ellers solrige dag, havde han mørke jeans på og en sort skjorte, der var knappet op, oppe ved halsen. armbåndet havde han altid på nu, følte han manglede noget hvis han ikke havde...
Han drak det sidste af noget vand han havde stående på bordet og tog en papir op for at se på det...da der blev banket på døren. Hvem kunne det være? Vagterne der endelig havde fundet ham igen? Naa...efter så lang tid ventede de nok til de selv få ham igen. Eller fik nyt spor.
Han rejste sig roligt op og gik over og åbnede døren. Han havde intet hørt fra Neph...Og blev overrasket over at se hende.
"Neph..." sagde han overrasket og lod kort blikket glide over hende.
"En overraskelse...Jeg..." men hvad han end ville have sagt, klistret hans øjne sig til bylten i hendes arme. Lidt efter ryster han svagt på hovedet og så op på Neph. Han havde svært ved virkelig at tro dette...
"Er det...jeg mener...Men jeg har ikke hørt noget...Det er vel ikke...?" han lignede et stort spørgsmåltegn. Det kunne ikke være hans barn...hans...

Hun så stille på ham, da han åbnede døren.
Hans reaktion. Var den god... eller skidt?
Hun nikkede bare, stille.
''jo... det er det..'' hun så ned på drengen igen, som stadig gumlede og suttede sovende på hendes finger.

''må vi komme ind, eller..?'' hun så tøvende på Sean, med et forsigtigt smil.
Han kunne glemme alt om at tage drengen fra hende nu. Hendes barn blev hos hende, indtil alt var klart for Sean. Indtil alt var klart til ritualet.

Der gik lidt tid før hendes stemme faktisk nåede ind i hovedet på ham og han fjernede sig, som i en drøm, for at de kunne træde ind.
"du ved, jeg kan ikke holde mit løfte, når du ikke har givet besked" brasede det ud af ham.
Han lukkede døren efter ham og vendte sig op om mod dem. Hvordan skulle han reagere, hvad skulle han gøre? Han...han...Åh, gud...Han var far! Han havde ikke rigtig forstået det før og havde også svært ved det nu...Han kæmpede med at skubbe tankerne tilbage.
"Hvad er det? Pige eller dreng?" kunne det ikke være lige meget? Hvorfor var han så nysgerrig omkring det? Faktisk havde han lyst til bare at gå over og tage barnet, se på det...Men han turde ikke.

''du fik ikke engang lov til at være i nærheden i forbindelse med fødslen. Ingen fik lov. Så at holde dit løfte ville have været umuligt alligevel. Men jeg gav dig et løfte, og det holder jeg. Han er stadig din, til dit ritual.'' ordene virkede så... mekaniske.
Hun stod halvvejs henne ved sengen, med bylten i armene.

''en dreng. En god, stærk dreng.'' hun så kort på Sean, og derefter ned på drengen.
''kom nu bare herover. Han bider ikke, endnu.'' smilede hun roligt, og prøvede at virke beroligende over for Sean

"Så er det din egen skyld jeg ikke holdte det" svarede han kort. Han ville ikke have hun blev sur over det. Han tøvede, var faktisk bange for at gå der over...bange for at se hvordan den så ud...han så ud...bange for at...Ja, bange for det hele. Han var ikke en person der involverede sig i familie! Han havde mest lyst til at løbe væk...fraskrive sig barnet.
*Du har brug for barnet Sean...du skal binde dig til det, ellers vil det aldrig virke!*
Han havde aldrig gjort det her før...Efter 700 år hvor han troede han aldrig skulle få et barn, få familie...Ikke ville...
endelig bevægede hans ene ben sig fremad, men stoppede så op midt i det hele, han begyndte at ryste på hovedet.
"Det kan jeg ikke...Sorry, Neph...Jeg kan ikke...Se på ham..." han gik skridtet tilbage igen, bevidst om døren var lige bag ham.
"Jeg kan ikke..." hviskede han

''det var mit valg, at du ikke skulle involveres i fødslen.'' sagde hun bare. Hun var ikke vred, tværtimod.
''jeg ved godt at du ikke kan... det havde jeg heller ikke regnet med. Du skulle jo bare vide, at det værste var ovre..'' hun gik tøvende hen mod ham, men kun fordi han stod foran døren - den eneste udgang fra værelset.

Hun vuggede blidt den lille dreng i sine arme, uden at overdrive.
''jeg vil ikke tvinge dig til noget du ikke vil.'' sagde hun roligt.
''men før eller siden er du nødt til det... til at se på ham, være sammen med ham. ellers vil det aldrig virke, vel..?'' hun prøvede at smile lidt til Sean.

''jeg må nok hellere...'' hun så forbi ham, hen på døren.
''...komme hjem.'' sagde hun så, stille. Hun så Sean kort i øjnene.
''når du på et tidspunkt får brug for ham... så er vi derhjemme.'' hun lagde blidt en hånd på Sean's skulder for at flytte ham fra døren, men stivnede da drengen vågnede med et lavmælt vræl.
Hun sukkede, slap Sean og begyndte at vugge drengen mens hun svagt lavede små lyde som en ulvinde der kommunikerede med sine hvalpe.
Da drengen var halvt formskifter, lod det til at lige så naturligt til ham, at han kort efter begyndte at pludre og række ud efter hendes ansigt.
Så smilede hun varmt til drengen og lod ham igen få hendes finger at gumle på.

Hun så undskyldende på Sean, da hun vidste at han næppe ville bryde sig om det han så.

Han flyttede sig ikke. han stod stiv som en pind foran døren og hans krop havde ikke i sinde at bevæge sig nogen steder. hans hjerne var næsten gået i stå. Det eneste han mærkede var at her var ret varmt og hans puls galopperede.
Han ville ikke komme med nogen lang forklaring om at han aldrig skulle have været far. Neph var ligeglad med hans fortid og tanker, trods hun havde virket interesseret i starten. Det var nyttesløst og noget han havde vænnet sig til. Ikke flere af den slags. Han var heller ikke sikker på han kunne åbne munden vis det var...
vrælet hev ham tilbage til virkeligheden. Han åndede tungt ud efter han åbenbart havde holdt vejret i et øjeblik. Hvad mente hun med at hun ikke havde regnet med det?!
han sank og så ned på barnet, mens tanken om at barnet umuligt kunne være hans, ikke var hans, blev ved med at glide gennem hans hoved, i et forsøg på at overbevise ham. Det hjalp lidt...Barnet kunne ikke være hans...han kunne jo ikke engang huske...Okay, det kunne han, efter Nilles hjælp huskede han hele samlejet. Men måske...var det falske billeder?
barnet var ikke hans! Men han havde stadig brug for det...
Han løsnede lidt op i kroppen ved denne konstatering.
med en tøvende bevægelse trak han lidt af tæppet til side så han kunne se ansigtet...Det mørke hår, de blå øjne...Så rolig han virkede...Ubevidst gled et svagt smil over Seans ansigt.

Hun så en smule nervøst på Sean, da han endelig så på drengen.
Men hun åndede lettet ud, da han smilede.
Hun lod drengen forsat gumle og sutte på hendes finger, og med de store kornblå øjne så drengen på Sean, og blinkede som om det var med vilje.

''Sean... Vi burde komme videre.'' hun smilede kort, undskyldende

han så op på hende et øjeblik. Han trak sin hånd til sig, som om han slet ikke burde prøve at røre nogen af dem, hans smil forsvandt og hans blik blev vendt indad.
"Selvfølgelig skal du det. jeg havde glemt hvor meget du hadede mit selskab" røg det ud af ham. Med vrede bevægelser flyttede han sig og hev døren åben. Han sendte hende et blik, som intet sagde.
"men glem ikke jeg vil have barnet, uanset hvor meget du prøver at holde det væk fra mig"

Hun stirrede på ham, som om han havde smækket hende en på siden af hovedet.
''hva'?...'' først stod hun bare som om han havde slået hende, i omkring tre sekunder.
''jeg... Jeg.... Farvel.'' det sidste ord var som en pisk for hende selv.
Hun vendte ham ryggen, og gik ud af værelset, og langsomt ned af gangen

Han smækkede hårdt døren i efter hende. Han var vred. En eller anden dyb vrede der ikke kun gik ud over Neph, selv om det var hende der havde begyndt den, men på alle som prøvede at komme lidt for tæt på ham efterhånden. Det var som om...Jo mere han søgte nærvær med folk, jo mindre gad de ham. han tog en stol og med et vredesudbrud bankede han det ind i væggen. Det splittedes. Hvorfor fanden kunne han ikke bare holde sig til de kvinder, han spiste? selv Alane var han ved at trække sig væk fra...Det hele. Og han var overbevist om han snart ville rejse. For at komme væk fra det her. For at stemple det som fortid og aldrig tænke på det igen. Nøjagtig som han havde gjort med så meget andet.
"hun betyder intet" sagde han svagt for sig selv og stirrede ud af vinduet.
"Hun er bare rugemor. Godt gennemtænkt, Sean! Du forstår at manipulere dig ind på folk..." det var en løgn. Men meget mere behagelig...
hvad skulle barnet enlig hedde? han kunne ikke få sig selv til at løbe efter hende og virke interesseret. han ville ikke virke så svag over for hende!

Hun skulle aldrig være kommet. Hun skulle være blevet væk - være stukket af.
Han hadede hende - hun kunne jo se det! Hun var intet for ham, intet andet end endnu en hore, endnu en... Hun gned tårer af sine kinder, stille.
Hun var kommet ud på gaden, og med drengen på sin ene arm og sin fri hådn for munden gik hun tilbage mod sit hus.
Hun græd, og det var tydeligt for alle der så hende.
Men ingen spurgte, ingen turde.

Han orkede ikke disse dramaer om og om igen. han kunne tage dette professionelt og så kunne hun beholde alle sine små finurligheder, der efterhånden drev ham til vanvid, for sig selv. Der var intet at snakke om. Hun havde nævnt hun ville have afstand og han gav hende den. Der var intet at snakke om, som deres aftale ellers havde været.
Han var træt af det her. Han var skide træt af ingen rigtig gad ham, især ikke når han havde brug for det. Han var skide træt af at ville være sammen med folk, som så ikke gad ham. han var træt af dramaer og...Det hele, alt det her!
Han gad det ikke mere. Det var det samme med Neph om og om igen, sikkert fordi hun ikek kunne leve med han var sammen med Alane. Jaloux eller noget i den stil.
Og så måtte han jo lege den voksne. han skulle bare bruge barnet og så skulle hun nok slippe for ham, for altid! Og dermed basta. Sådan ville det blive. Så kunne det også være hun kunne begynde på et almindeligt liv, hvad hun enlig fortjente.

Han satte sig på sengen og trak sin kniv om af skeden, den om benet. Sølv. Med tegn og pentagrammer, så den kunne virke mod alle racer. Med tyndt læder rundt om skæftet for at han ikke skulle brænde sig på den til hverdag...
Og faktisk også...En mulighed...
han lod kort fingeren glide over bladet og mærkede straks den brændende fornemmelse, som blev han brændt. Rystede så på hovedet og lagde den på sengen.
"Hvorfor er du den eneste der altid har været der for mig, aldrig stiller spørgsmål, altid er tilfreds og altid klar på at hjælpe?" mumlede han til den.

hun var til grin. Over for ham, sig selv og alle andre.
Hun var død. Andre ord kunne hun ikke bruge. Han havde aldrig elsket hende.
Han kom aldrig til det. Det vidste hun jo.

Hun nåede hjem, lagde drengen i den kurv han sov i, og satte sig stille på sengen.
Tårerne gled forsat ned af hendes kinder, og hun stirrede bare tomt på drengen.
det eneste hun havde tilbage at holde fast i, og selv det kunne hun ikke beholde.

Han gad hende ikke, og... Ja, mere var der ikke. Hun ville ikke tænke mere lige nu.
Hun ville bare... ligge sig ned, og sove. Væk fra det hele. Og det var hvad hun gjorde.
Hun gled ned og ligge på sengen, og lukkede øjnene.

Kort efter vrælede drengen igen, men modsat før, blev hun liggende, med tårer der bare dryppede ned af hendes kinder.

Han elskede hende skam. På sin egen, lidt specielle måde. Som en ven han aldrig havde haft...men hver gang han havde brug for hende, tog hun afstand. Det kunne han ikke bruge til noget. han holdt skam stadig af hende, på højde med Alane. Faktisk overvejede han stadig hvordan det ville være at være sammen med Neph i stedet...Hun ville være gladere, ikke være bange for at røre ham...måske ville de ikke skændes så meget...Men ville det holde?
Men det var jo lige meget. hun ønskede afstand.

efter en halv time med hulken fra både hende og barnet, fik hun taget ham op til sig.
Hun begyndte at amme ham, men hun nynnede ikke som hun plejede.
Hun ammede bare. Bagefter lå han og ragede hende i ansigtet mens hun bare stirrede på ham.

Efter godt og vel tre timer rejste hun sig, med ham i armen og gik hen for at begynde at pakke sine ting sammen. Hun kunne ikke blive, ikke når Sean vidste at hun boede her.
Han ville bare komme, gøre krav på barnet. Hun så ned, rystende

//Har hun tænkt sig at stikke af med barnet? Oo//

//Nej. hun efterlader en seddel om at hun er taget afsted. Hun stikker ikke af, hun tager bare videre til en anden by... bare i lidt tid.//

//aha...anyway, out tror jeg? //

//ja, det må det jo være. Så er det vel din tur næste gang der skal laves emne?//

//Det må det være^^//

// bare send et link når det er klart har travlt i weekenden, men det har du jo også //