A lone gone dream. (Kasandra)

Sted: ca 1 km inde i forest of mother nature.
Omgivelser: masser af skov.
Tid: omkring 19.30. Solen er ved at gå ned.
Årstid: tidlig forår.

De sidste solstråler var ved at forlade skovens grønne skovbund bag landet langt imod vest. Skoven var altid vågen, men nu begyndte livet at røre virkelig på sig i skoven. Mange dyr sov i løbet af dagen og kom frem ved mørkets fremkomst. De sidste solstråler kæmpede stadigvæk bravt for at nå skovens bund, så her var ikke helt mørkt. Behårede ben rørte på sig og et 8øjet væsen åbnede sine øjne op med et blik, hvor søvnen endnu ikke helt havde forladt dens sind. Men da søvnen slap sit tag, så blev den erstattet med sulten. Sulten skærpede den ellers gode edderkop lugtesans, men dens blik var stadigvæk dårligt i skoven, som stadigvæk var let lyst op. Men da den fangede den sødelige lugt af elver, kunne den ikke dy sig. Den var nemlig den glubske spinner race Spiral'noris, og de var ikke kendte for at være frygtløse. Hurtigt var den ude af sit dejlige sikkerhed i den lune hule langt oppe i et træ, og ude var den blandt træernes kroner. Den kunne tydelig fornemme og lugte denne elver, dog var det tydeligt, at denne elver var anderledes, den lugtede forkert. Den lugtede ikke nok af skov, men dens mave var ligeglad. Skovelver eller elver ude fra, det er lige meget. Så spottede den skikkelsen, dens øjne så dårligt, og den prøvede at fokusere. Heldigvis for den var byttedyret en meget tydelig skikkelse. Elveren, eller elverkvinden gik i helt hvidt tøj, som den kunne lugte sig frem til, havde helt hvidt tøj på og hendes hud var også kridhvid. Edderkoppen studerede nærmere efter våben, men den kunne ikke se nogen. Mens den betragtede sit bytte, og uden at den havde lavet den mindste lyd eller noget som helst andet for at afsløre sig tilstedeværelse, vendte elverkvindens hovede, og blikket var direkte imod edderkoppen. Hele dens krop stivnede op, hvordan kunne hun opdage den?

Minas øjne var direkte rettet imod edderkoppen, som var gemt under hætten. Ligesom resten af hendes krop var hvid, så var hendes øjne der, hvor man plejede at være blå, grøn eller en af de andre øjenfaver også helt hvid. Hendes sorte pupil trak sig sammen, så hun kunne fokusere bedre på denne edderkop højt oppe i træerne ca 60 meter fra hende. Heldigvis for hende kunne hun tydelig se hele edderkoppens struktur, da edderkopper ikke har knogler i kroppen men ude på kroppen. Så hun kunne tydelig se kalken ude på dens store krop. Imponerende var den, over 4 meter høj var den. Den tøvede tydeligvis, men så nærmede den sig. Hun så roligt på den og stod roligt. Hun havde en lang hvid kjole på, som gik helt ned til hendes bare fødder. Det var en simpel hvid kjole med en hætte som dækkede over hendes øjne. Kjolen var ærmeløs og meget nedringet helt ned til navlen, hvor man kunne se siderne af hendes bskål bryster. Den var åben i den ene side, så hver gang hun trådte et skridt frem, så blev hendes lange slanke hvide ben vist frem. Et smil kom på Minas læber, da hun tydelig fornemmede en elver ikke langt herfra. Men lige nu måtte hun bekymre sig om denne massive edderkop, så den ikke ville æde hende. Heldigvis havde Mina tons viser af viden omkring dyr, og hun havde altid været fascineret af disse massive dyr. Edderkoppen var komme ned på jorden og stod roligt foran hende, sådan halvt bukket, så dens hovede var nede ved hendes hovedhøjde. Mina tog hænderne let ud til siden og gik stille og roligt imod den. Hun var hverken aggresiv eller opførte som et bytte, hun var bare rolig. Edderkoppen stod næsten lammet, den var tydeligt forvirret og vidste ej, hvad den skulle gøre. Så mærkede den, hvordan en hånd gled beroligende igennem dens fine og bløde hår langs den ene side af dens hovede. For enhver anden undtagen lige moonwalkers og andre væsner, som havde talent for at snakke med dyr og berolige kunne gøre dette ved denne edderkop uden at blive ædt. Den slappede helt af ved hendes kælen langs dens hovede. Mina kunne se alle de fine hår på dens krop, fordi den har været i vand, hvor vandet har fordampet og kalkresterne i vandet er så på dens alle mange fine hår. Mina havde ingen anelse, hvilken farve denne edderkop var, ude over at hun havde fået af vide, at den var sort. Hun smagte på ordet, sort. Hun kunne knap nok huske, hvordan farver så ud længere, sådan er det, når man havde mistet synet for så forfærdelige mange år siden, og kun kunne se kalken.

Lyde. De var overalt omkring Kasandra. Hun lå oven på en gren højt oppe i et træ og nød lyden af naturen. Det var noget hun gjorde tit, bare ligge på en gren 7 meter, mindst, oppe i luften og så bare slappe af. Hun mærkede hele naturen omkring sig. træerne hviskede, dyrene pludrede og vinden talte. Hvis man ik var van til alle de lyde, så kunne man godt gå hen og blive tosset. Men elveren var trænet til det. Hendes job var jo at holde styr på skoven, at sørge for at der ik skete den noget. Lyden hjalp hende også til at slappe af, da hun igen var blevet lidt anspændt. Det blev hun ofte når hun drømte om fortiden og naturens lyd var som balsam for hendes forvirrede tanker.
Stemningen i skoven var meget fredligt og hun slumrede lidt. Endnu engang de underlige drømme og hun vågnede op på genen, forvirret. Stemningen havde ændret sig. Dyrene var blevet stille og træerne hviskede ophidset sammen. Hun kiggede rundt i skoven og så at tiden på dagen havde ændret sig. Før havde solen stået højt på himlen, eller det regnede hun da med, da det var det tidspunkt på dagen hvor der var mest lys. Nu var der kun en svag belysning, som om det var skumrings tid. Det generede hende ik normalt at falde i søvn i skoven. Det er normalt der hun boede til dagligt, men den måde stemningen havde ændret sig på generede hende. Hun satte sig op i det hun hørte et af træerne hviske hun kommer.
*Hvem kommer* spurgte hun træerne, men de ville ik svare hende. De fortsatte med at messe ordene og stemningen var en del trykket. Kasandra svang benene over træet og lod sig falde ned på jorden, hvor hun landede nogen lunde let. Hun havde et par brune bukser der gik til anklerne og en top med ærmer. Hendes hår var sat op så hun ik fik for mange grene i håret og man kunne se hendes spidse øre. Ved træets fod lå hendes bue og koggeret med pilene i. Lige præcis hvor hun havde lagt det tidligere.
Hun gik hen og samlede den op,samtidig med at hun rørte ved træet. Hun fik lidt hjælp af træet og vidste hvilken vej hun skulle gå for at finde denne kvinde der var i skoven. Hun tog koggert og buen på ryggen og satte så i løb ud mod udkanten. Hun løb hurtigt og mærkede vinden og glæden ved at løbe, men hun kendte også skoven så hun vidste præcis hvordan hun skulle løbe. Men at træerne en gang i mellem snakkede om farlige væsner og faldne grene, så var hun helt sikker på løbet og hun vidste hvad der foregik i skoven. Træerne var meget snaksaglige, når man først har lært at høre dem hviske, og rygter eller nyheder spredes hurtigere end vand efter en dæmning brød sammen. Hun stoppede op, da hun hørte træerne snakke om en Spiral'noris var i nærheden, men hvad værre var, der var en kvinde, og Kasandra kunne mærke at det var en elverkvinde.
Hun koncentrede sig for at kamoflere sig. Hun vidste ik hvem kvinden var og træerne var ik så vilde med hendes tilstedeværelse. Hun kiggede efter og så at hun var så godt kamofleret som det kunne lade sig gøre, og hun listede stille frem. Det syn der mødte hende var forvirrende. Hun havde aldrig set nogen kunne berolige en Spiral'noris ud over hende selv og de få andre moonwalkers hun havde mødt ude i skoven. Det burde endtlig ik være muligt, da den edderkoppe race ser alt som føde. Men kvindes udseende og tøjstil var så anderledes og den hørte ik rigtig til inde i skoven. Hun krøb nærmere, men holdte sig i skygge kanten for så ville det være umuligt for kvinden at se hende. Hun holdte skapt øje med hvad der foregik og trak buen frem, hvis edderkoppen skulle skifte mening og springe på elveren.

Mina tog den anden hånd og kælede den på begge sider af dens store massive hovedet, benene skælvede af nydelse og den faldt sammen. Men dog var den så stor at den kun var faldet en smule. Så vendte Mina blikket direkte imod den nyankommende elver, edderkoppen fulgte også hendes blik og de begge så på Kasandra. Men hætten dækkede for Minas øjne, dog kunne Kasandra mærke dem tydelig bore sig igennem stoffet. For Minas øjne var denne elverkvinde lige så synlig som alle andre levende væsner. For selvom kasandra brugte sin evne til at blive gennemsigtig, så kunne hun ikke skjule sig for Minas kalksyn. Edderkoppen kunne tydelig mærke Minas fjendtlighed for denne nyankommende, og den rejste sig let op og den kropssprog var tydelig aggressiv. Men Mina klappede beroligende i siden på den, og den lagde sig ned igen. Minas sylespidse tænder blev blottet i et sageligt smile, og en hale dukkede frem fra kjolen af og svingede legende fra side til side. Hun havde fået sin hale, da hendes krop havde muteret da hun første gang trådte inde i denne verden sammen med Sakref, Camille og tristan. Kasandra mærkede lige pludselig hendes krop var gået fuldstændigt i stå, hun kunne bevæge sine muskler. Men hun var sådan bundet fast, hun kunne tydelig mærke som om en holdte alle hendes knogler stille. Mina tog roligt sin hætte af og hendes lidt skarpe men dog kønne ansigt blev tydelig. Hendes øjne lyste af foragt med den hvide farve, hvor ellers andre havde grønne eller blå.
"Dig kan du ej skjule for mig min kære artsfælle"
Sagde hun med en hvislende sød slangeagtig stemme, det var tydeligt at hun morede sig over at være ond og vise sin magt.
"Du kan gemme dig i dine klæder eller hvad du end gør, men mit blik vil altid finde dig"
Men man kunne faktisk se at Mina var sådan blind, fordi hun kiggede på Kasandra, men uden at kigge direkte. Mina valgte at studere sit nye ofre og hendes sorte pupiller blev små, da de fokuseret på den smule kalk, der er i kasandras hud, tøj og hår. Mina slap først nu grebet omkring Kasandras knogler, det var ligemeget om Kasandra prøvede at gøre noget, for så kunne Mina bare gøre det igen.
"Det overrasker mig ikke at du kommer her, du kunne sikkert tydelig fornemme min forbandelse som svartelver ikke? Og det er jo jeres såkaldte pligt at dræbe sådan nogle som mig ikke? selvom jeg engang har været en af jeres"
Mina lændte sig op af et træ og nu var blikket på hendes hale, som hun legede let med fingrene. Det var tydeligt at Mina følte sig meget overlegen i forhold til Kasandra. For selvom Mina ikke kiggede direkte på Kasandra, så ville hun tydelig kunne fornemme lige præcist hvor hun er. Men der var et eller andet velkendt ved denne elverpige, men hvad var det? Mina slog tankerne væk, hun var sikkert velkendt, fordi hun sikkert havde sluppet væk fra mina før eller et eller andet. Et større smil spillede på hendes læber, hvor var dette pigebarn dog heldig at Mina var i godt humør, ellers havde hun ligget død for længst, da Mina intet til overs har for elvere.

Kasandra holdte meget øje med hvad der foregik og blev kun mere forundret over at se hvordan edderkoppen reagerede på elverkvinden. Den anden elver havde en hætte som dækkede for ansigtet, men hun synes dog at kunne se nogle meget unaturligt lyse øjne. Hun stoppede dog med at bevæge sig, da elveren vendte ansigtet mod hende. *Det er umuligt* tænkte Kasandra med det samme *hun skulle ik være i stand til at se mig.* Edderkoppen begyndte lige pludselig også at røre på sig, men hun var dog ik bange for den, da hun havde set den før. Den var sikkert alt for sulten til at lægge mærke til hendes fært og derfor ik genkendte hende, men hun kunne kende den på pelsen da de andre af dens race ik havde det lille handikap på det ene ben.
Kasandra havde fokuseret for meget på edderkoppen, selvom der kun var gået få minutter. Hun mærkede sin krop stivne, og hun kunne ik bevæge sig på nogen måder. Hun kunne dog mærke hvad der foregik omkring hende og træerne var ik tilfredse med hvad der skete lige på det tidspunkt. Hun sukkede indvendigt og regnede med at de andre moonwalkers sikkert havde hørt hvad der foregik i udkanten. Hun vendte opmærksomheden mod træerne og bad dem sige til de andre, at hun var der og nok selv skulle klare det. Hvorfor hun sagde det, især i den situration hun stod i nu, vidste hun ik, men hun hørte med det samme træerne hviske det vidre. *Inden længe begynder de her træer også at bevæge sig* tænkte hun træt. Det var svært nok den ene del af skoven flyttede på sig, men det spredte sig stille og roligt. Hun havde ik hørt det første kvinden sagde, og hendes hvide øjne virkede kolde og som om de ik så noget. Hun følte bare at hun fik styringen tilbage i kroppen og hun rettede sig op og kiggede over på den anden elver. Da hun begyndte at snakke om at dræbe hende, rynkede Kasandra brynene. Jo hun vidste godt at hun var en svartelver, det kunne hun mærke, men at tro at en som Kasandra ville skade hende var lidt fornærmende. Jo hun ville skade hende hvis hun prøvede på at ødelægge balancen i naturen, men lige nu stod hun bare og kælede med Spiral'norisen. Kasandra åbnede for sine tanker og sendte dem til elverkvinden og hun vidste at at elveren ville høre det klart og tydeligt i sit hovede.
*Jeg fra sagde mig elvernes love og regler, og jeg følger ik mine instinkter. Det eneste der betyder noget er skoven, og lige nu gør du træerne urolige!*
Kasandra prøvede på at fange elverens blik, men hendes øjne fokuserede aldrig rigtig på Kasandra.

Da Mina hørte Kasandras stemme i sit hovedet og hørte, hvad hun sagde, der stivnede hendes ansigt op i en undrelse. Mina kiggede lige en omgang rundt på træerne. Hvis der var noget som Mina altid havde respekt for, så var det naturen. Mina kneb øjnene let sammen og vendte blikket hen på Kasandra. Så valgte hun at kigge direkte og studere hende virkelig, en elver der frasiger sig elvernes love, det var da noget nyt. Men så hørte Kasandra tydelig en stemme i hendes hovede, som var Minas.
"Du er ikke den eneste her, der kan finde ud af at tale uden at bevæge munden. Hvad med at tale normalt."
Sagde hun, mens hun studerede Kasandra. Ude over Kasandra her virkede bekendt, så var der også et eller andet meget anderledes ved hende i forehold til de andre elvere, hun brugte sit syn som en agtig røntgenstråling, da hun kunne skimte de ting der kom i vejen. Så opdagede hun manglen på elverpigens tunge. Mina begyndte at grine med et sageligt ondt smil.
"Så katten har taget din tunge pigebarn. Jamen heldigvis så behøver du ej bekymre om det mere, da du ikke kommer til at leve rets så længe"
Kasandra mærkede sig krop blive løftet, og det klemte en smule overalt på hendes krop, eller rettere sagt hendes knogler.
"Uheldigvis for dig, så er jeg Mina. Blandt jer elvere også kendt som den hvide død eller hvide heks. Og det kan godt være du ej kender mig, da du virker til at være en outsider. Men jeg er en meget berygter elvermorder, der murder med glæde jer svagpissere af elvere. Goodbye"
Mina kunne også snakke uden at åbne munden, og det kan hun fordi inde i øret sidder alle de fine små hår, som optager lyden. Derinde er der kalk fordi vand som kommer ind i øret efterlader kalk, når det fordamper. Derfor kan hun så manipulere, og det er en evne som hun har brugt over 1000år på sig selv for at mestre det. Mina havde taget sin hånd frem og skulle til at lukke den, som om hun så skulle til at knuse alle Kasandras knogler. Hendes evne krævede en del energi, men heldigvis for hende. Så krævede den kun kropsenergi, det vil sige at hendes evne tager energi fra hendes fedtdepoter. Dog har hun tit kommet til at bruge for meget energi, hvor hun har besvimet af det og var ultra ultra tynd. Derfor er hun også generel nød til at spise omkring 10.000 kcal om dagen. Mina tog fat nu på alle Kasandras knogler, men med et slog lynet ned i hende. Minas øjne blev store og kiggede med forundrelse på Kasandra og hendes hånd faldt slap ned. Kasandra hang stadigvæk i luften, og Mina mærkede hendes knæ blev svage og hun faldt sammen på knæ og Minas evne slag Kasandra, så hun lige faldt på jorden. Dem der kendte Mina ville aldrig ha troet man kunne se Mina i denne tilstand før. Hendes øjne var blanke af tåre, men det var af glædelseståre. Mina havde aldrig troet at dette kunne lade sig gøre, at hun kunne finde sin længe mistet og savnet lillesøster. HUn så tydelig billeder af dengang hun havde været så ung. Dette lille pigebarn hun havde imellem sine arme, hvor hun havde kysset til lillesøster på panden, som et farvel hvis hendes lille mission ville gå galt. Så havde hun lavet et fint mærke på den ene skuldreplade, som ville være der til evig tid, hvis Mina kom væk fra hende. Det var det eneste hun nogensinde holdte af hendes artsfæller. Mina vågnede op fra sin drøm og hun brugte hendes evne til at rejse Kasandra blidt op. Mina var stadigvæk på sine knæ, og så sagde hun med en lav stemme.
"Kasandra"
Mina rakte hånden ud men trak den hurtigt tilbage, som om Kasandra var skrøbeligere end glas. Mina havde sit hovedet bukket ned og hendes øjne næsten lukket med tåre der trillede ned af hendes kinder. Så snakkede hun med en lav dog tydelig stemme.
"Jeg ved ikke om du kan huske det eller nogensinde har fået det af vide. Kan du huske noget med en pige ældre end dig med neongrønne øjne, som vågede over dig om natten. Måske har dine forældre fortalt dig om denne storesøster, som blev forvist"
Mina kiggede op på Kasandra igen, men hendes ansigt var anderledes. Hun havde smidt sin kolde hårde ligeglade maske, og viste sit blottede jeg. Måske kunne Kasandra huske dette ansigt måske ikke.

Kasandra så over på Mina efter hun havde sagt det og kunne se at hun skævede rundt til træerne. *Hun er bange for træerne? Det er bare godt* Tænkte hun tilfeds. Kasandra havde været opdraget til at hun skulle behandle skoven med venlighed og passe på den, for så ville skoven også passe på hende. Hendes hovede rykkede sig så hun så over på Mina, da hun begyndte at snakke inde i hendes sind. Det havde hun kun oplevet med hos de andre moonwalkers. Det var den eneste måde at komunikere med hinanden på, da de havde skåret deres tunger ud.
Hun stirrede bare forvirret på Mina som stod i lidt væk fra hende og da hun snakkede om katten tog hendes tunge, åbnede hendes mund sig let. *Hvordan ved hun at jeg ik har en tunge?* også dødstruslen hun kom med var foruroligende. Hun så Mina som farlig og rettede buen mod hende og skulle til at sende en pil afsted, da hun lettede fra jorden. Kasandra vidste godt at hun ik havde hoppet eller på nogen anden måde, gjort en bevægelse der skulle få hende til at lette og hun så sig forvirret omkring. Hun rettede endnu engang buen mod Mina, men det var lidt beværligt da hun hun steg op i luften. Uden fast grund under fødderne var det svære at rolig gøre sit sigte, og pilen hun sendte afsted missede med få milimeter fra elveren. Hun ville lægge endnu en pil på buen da hun begyndte at mærke et tryk over hele kroppen. Det var lidt ubehageligt, men hun ignorede det og fik lagt endnu en pil på buen og sigtede endnu en gang. Mina begyndte igan at snakke og Kasandra stoppede med at sigte.
*Kaldte hun lige min race for svagpissere?* Tænkte hun fornærmet. *Ved hun ik hvem hun har med at gøre?* Nej det gør hun nok ikke tænkte hun lidt bittert. Kasandra mærkede at presset på hendes krop blev stærkere og stærkere, og hun tabte buen da en svag smerte overtog hendes krop. Hun blev lidt ked af at hun ik fik chancen til at sige farvel til sine forældre og søskende, men de havde altid vidst at det valg hun tog var et farligt et. Hendes forældre vidste sikkert at hun en dag ville forsvinde ud i den blå. Men lige så hurtigt som presset var kommet, forsvandt det igen. Hun kiggede forvirret over på Mina, da det ik gav mening at hun stoppede midt i det hele. Ik fordi Kasandra ville protestere, hun var glad for at kunne leve længere, men hun mente dog stadig at det ik gav mening.
Hun så Mina sad på knæ på jorden og med et fladt hun. At det skete så hurtigt og pludseligt gjorde at hun ik havde forventet det, og landede lidt forkert på sin ene fod. Det var ik slemt kunne hun mærke, men den ville være irriteret de næste par dage, hvis hun ik tog til byen og fandt en der ville kigge på hendes ankel. Hun blev på en måde glad men også lidt trist ved tanken om at skulle til byen. Hun kunne se sin familie, hvilket hun gjorde sjældent, da hun altid var i skoven, men hun ville være skærmet fra skoven. Eller det var sådan hun følte det. Hun ville helst ligge på grenene uden nogen af byerne tæt på og ødelægge fornammelsen af det fri, også selvom at Forestina var en by i træerne, så var det ik frit nok. Mere nåede hun ik at tænke før at hun, igen, blev løftet op i luften, men denne gang var det som om hun bare blev stillet på jorden. Som en hjælp på at komme op og stå. Kasandra var nød til at fjerne vægten fra højre fod, da den ik kunne være med bære hendes vægt.
*Pokkers også* tænkte hun arrigt og bandede vidre i sit hovede. Hvilken hjælp var en handicappet moonwalker til naturen? Hun ville ik kunne bevæge sig eller forsvare skoven på samme måde, når hun ik kunne støtte på den ene af fødderne. Alt det forsvandt dog fra hendes sind, da den anden elver udtalte hendes navn. *Hvorfra kender hun mit navn? Ved hun alligevel hvem jeg er?* Hun var så forvirret at hun slet ik så Mina løfte sin arm og række sin hånd frem. Hun lagde heller ik mærke til at Mina ret faktisk havde tårer løbende ned af sine kinder. Hun kunne slet ik få det ind i hovedet at Mina kendte hendes navn. Kasandra så endnu mere forvirret på hende, da hun begyndte at snakke om en ældre pige og hun så endnu en gang nogle af de drømme, som hun har drømt om natten.
Dem hvor der havde været en ældre pige der havde passet på hende, en pige der forsvandt. Kasandra kom også i tanke om den gang hun spurgte sin mor om hvem pigen var og hvor hun kom fra eller forsvandt hen. Hendes mors svar om at hun havde en ældre søster en gang, men at hun var død nu. Moren ville ik engang sige et navn på søsteren. Hun rystede på hovedet og fokuserede på Mina, hvis ansigt havde ændret sig, men hun så stadig lige så farlig ud som før.
*Hvor vidste du det fra* Hun sendte sine tanker til Mina og ordene var fuld af mistanke. *Hvor kender du mit navn fra? HVEM er du?* Kasandra trak sig lidt tilbage, men fik overbalance da hendes fod ik gad at bære hendes vægt og hun var ved at falde, hvis det ik havde været for et af træerne grene.

Mina så bare til og lod Kasandra reagere som hun ville. Mina rejste sig let, og edderkoppen kiggede forvirret på det hele, og sulten overtog dens lyster og den vandrede videre i skoven. Mina rejste sig op med hovedet bukket lidt nedad, hvor håret var dækket foran hendes øjne. Den arrogance og stolthed som ellers havde udstrålet hvert eneste centimeter af Minas krop var forsvundet som dug for solen.
"Du tror mig måske ikke forståeligt nok, jeg ville selv ej ha troet på det omvendt. Andet at jeg har et bevis på at du er min søster."
Mina vendte blikket op på Kasandra igen, og så at hun haltede. Minas blik faldt ned på hendes ankel og kunne tydelig se, at den var forstuvet. Kasandra mærkede en let smerte, da knoglen rettede sig, og nu var den helt normal igen. Mina kiggede op på Kasandras ansigt og fokuserede hårdt på Kasandras ansigt. Så hun kunne tydeligere så ansigtet.
"Du har et mærke på din knogle i dit skuldreplade, som beviser at du er min søster. FOr det var et mærke jeg lavede, da jeg ville sikre mig at jeg ville kunne finde dig igen hvis jeg fandt dig."
Gamle minder strømmede frem for Minas blik, minder om noget hun havde glemt for længst. Hun så tydelig hendes forældre, og en tanke slog ned i hende. Hendes forældre var sikkert i live, hvis Kasandra var det. Hun havde ikke lyst til at møde dem, men måske skulle man alligevel. Mina prøvede at huske sine forældres navne, men det var der bare ikke længere i hendes 15.000 år gamle hukommelse.
Knastørre minder smertede i Minas hovede, men hun fortrak ikke en mine. Hun huskede tydeligt hendes gerning, hun havde gjort så hun blev forvist.
"Jeg kan desværre ej huske vores forældres navne, da jeg er alt for gammel til at kunne huske det"
Sagde hun det sidste med et hæst grin og sørgmodig smil. Mina så nu direkte i Kasandras øjne.
"Men jeg kan sige dig, at den eneste ting der har holdt mig i live et i rent helvede som du kan ej forstille dig, var min stolthed, men allermest pga mit ønske at møde dig igen."
Mina lændte sig op af et træ igen.
"Jeg forstår din mistro, hvorfor tro på en svartelver? Hvorfor overhoved tro på en anden. Ja desværre kan jeg nok ej sådan rigtig bevise det for dig. Men se på mig selvom jeg er kridhvid, kan du ikke se ligheden imellem os?"
Mina kiggede omkring og fandt det hun ønskede. Et ferskentræ stod ikke langt fra, og med rolige skridt gik hun hen og tog en fersken og spiste let af den. Mina var ikke som enhver anden elver, hendes blod var kridhvidt pga den forvandling, som blandt andet har gjort, at hun ikke kan dø af alderdom. Så hvis hun spiste noget farvet mad og styrede det med kalken i hendes krop til at skubbe det ud i huden, så kunne hun farve den. Hendes hud fik en let kulør, en meget skovelverlook.
"Jeg er blind, hvis du ikke allerede har opdaget det eller halvblind. Hvordan skal jeg så kunne vide at dine øjne er (farve, jeg kunne ikke lige se på din profil hvad for en kulør din person havde)?"
Mina så let på hende før hun svarede på Kasandras spørgsmål.
"jeg har faktisk intet navn, da jeg blev forvist og gjort navnløs. Men mit navn er mina, eller mina vontesse. Jeg var ca 13 år ældre end dig. Dog er der sket en del, der har gjort jeg er en langt mere ældre person, selv meget ældre end vores oldefar"

Kasandra stod og lænede sig op af træet, da hun havde brug for dens støtte. Hendes fod dunkede hver gang hendes hjerte pumpede blodet rundt i kroppen og hun løftede den svagt fra jorden. Hun stod med det meste af sin vægt på sin venstre fod, men træet tog også noget af hendes vægt, fordi hun lænede sig op af træet som hun gjorde. Hun kiggede op og så edderkoppen gå sin vej, for at tage ud og jage i stedet for. Hun lod sine øjne glide stille over træerne, indtil de fokuserede på Mina, som begyndte at se mindre og mindre farlig ud. Hun begyndte faktisk at se lidt besejret ud eller opgivende. Den måde hun hang med hovedet på fik lidt medlidenheden frem i Kasandra, men hun rystede på hovedet for at få det ud af sine tanker, men også fordi hun ik troede på hvad det var Mina sagde. Det er da umuligt. Hun kiggede op og så direkte på Mina og sagde så med sindet
*Du lyver. Min mor siger at min ældre søster døde, det er derfor hun aldrig vil snakke om hende!* Hun nåede lige at få det sagt, før hun mærkede et jag af smerte i hendes højre ankel. Det var lige så slemt som da hun faldt, bortset fra at hun denne gang havde ik ramt jorden eller noget. Hun kiggede ned på sin ankel og så den så helt normal ud. Smerten begyndte stille at forlade hendes ankel og hun prøvede forsigtigt at støtte på foden. Hun rynkede brynene da hun kiggede tilbage på Mina.
*Hvorfor gjorde hun det? Hvad er hendes motiv?* Det gav ingen mening at denne kvinde, denne elver, som påstår at have slået nogen ihjel af sin egen race, skulle komme her og hele hendes ankel, uden at der er en grund til det. Kasandra troede overhovedet ik på det hun sagde og det med et mærke i hendes skulder. Hvordan skulle nogen kunne lave et mærke i knoglen, uden at skulle fjerne både hud, muskler og sener. Dét vidste Kasandra ik var sket, for hendes hud er intakt på begge skuldre.
*Du lyver* Udbrud hun. Hun rettede en finger mod Mina og hun vidste ik hvad hun skulle tro mere. Hun havde jo haft drømme om en ældre pige som senere forsvandt, men hendes mor sagde jo at hendes søster var død. *Der er ingen måde man kan se knogler eller lave mærker i dem, ud over hvis man skære i personen. Og jeg har ingen ar efter at skulle være blevet mærket af dig.*
Kasandra kunne ik lade være med at smile en lille smule skadefro. At hun påstod ik at kunne huske hendes forældre fortalte bare, at Mina løj. Kasandras mor havde fortalt hende at hendes søster kun havde været omkring 13 år ældre end Kasandra. Så burde hendes søster jo også vide hvad hendes egne forældre hed, hvis hun altså havde været i live. Hendes øjne blev fanget af Mina og de hvide øjne nærmest borede sig ind i Kasandras grå øjne. Hun blinkede fordi hun havde fået lidt ondt i sine øjne, men fjernede dog ik øjenkontakten med Mina. Hvis Kasandra havde kunnet sige noget eller le, så havde skoven været fuld af hendes latter. Hun mente at det Mina sagde lød så absurd at hun ik kunne lade være med smile et betvivlende smil. Hun kiggede op og ned af hende med et søgende blik, som for at se om hun havde gemt et eller andet. Det lød lidt kliche agtigt, at Mina mente at det eneste der har holdt hende oppe, var Kasandra. Hun rystede på hovedet og kiggede væk. Hun tænkte lidt på at smutte, da hun ik gad at høre på Minas løgne mere. Hun kiggede over på Mina da hun begyndte at snakke igen. *No kidding* Sagde hun til Mina. Der var jo en grund til at normale elver skulle dræbe en svartelver, ligeså snart de så en. Kasandra lod sine øjne følge Mina, mens hun gik over til et træ med ferskner og spise et. Da Mina begyndte at få farve på huden, begyndte hun nærmest at se normal ud, men Kasandra lod sig ik narre af det lille trick hun lige lavede, men hun kiggede dog på hende.
*Mina har ret. Der er nogle få fælles træk mellem os.* Kasandra blev forfærdet over den opdagelse og trådte et skridt tilbage. *Er det sandt? Har min mor løjet for mig i alle disse år?* Kasandra ville ik tro det, men det faktum at Mina kendte hendes øjnfarve, fik hende til at tvivle endnu mere på sandheden.
*Hold mund. Gider du ik godt holde op* Udbrud hun med sindet. Hun kunne ik tage al det Mina sagde. Alle hendes tanker var en stor forvirring og hun kunne ik finde hovede eller hale i det. Drømmene, samtalen med sin mor omkring den mystiske drømme pige og hendes opvækst. Det hele lå i en stor forvirret klump og hun kunne ik klare at høre mere af hvad Mina sagde, da det forvirrede hende endnu mere.
Kasandra var pludselig glad for at sin fod var blevet helbredt, da hun ik kunne tænke med Mina i nærheden. Hun lod buen blive på jorden, og tænkte på at hente den senere, da hun begyndte at løbe væk. Væk fra området og helt klart væk fra Mina. Normalt stak hun ik af. Det var ik en del af hendes natur, men hendes tanker var forvirret og hun kunne ik fokusere lige på det tidspunkt. Hun løb gennem skoven og fokuserede ik på om Mina fulgte efter. Hun havde bare brug for at komme væk. Træerne var pludselig blevet utrolig stille, eller var det hende der havde lukket af for deres snak. Hun havde gjort det før, uden at vide det. Hun kom hen til et stort træ, som havde en masse rødder stikkende op af jorden, og hun satte sig på en. Hun lagde sit hovede i sine hænder, og begyndte at tænke.

/Det står på profilen ^^
Man er bare nød til at læse det for at finde det
Men til næste gang, så ved du at hun har grå/sølv farvet øjne. Det kommer tit an på lyset/

//kan vi ikke sige at dengang lang tids siden, lige sidste gang Mina så Kasandra før hun blev udvist gav hun Kasandra en grøn jade formet som et blad? jeg har skrevet det ind i, men hvis du ikke vil gå med til det, så kan jeg ændre det //

Mina så bare roligt på kasandra.
"Ja jeg er død for enhver elvers øjne. Kender du overhoved til ritualet man gør ved svartelver? Alle de nærmeste skal se den udviste som død, fordi vedkommende er er på lysets vej. Så derfor har din mor eller rettere sagt vores moder sagt at jeg var død, da det er en del af det. Og det undre mig ikke at de intet har fortalt om mig"
Mina snakkede bare roligt og så på Kasandras reaktion, mens hendes ankel blev ordnet. Det var tydeligt på kasandras kropssprog, at hun ikke lige fattede hvad der skete og af hvad grund. Mina kunne ikke lade vær med at smile et lille smil for sig selv, Kasandra lignede ind til videre meget Minas unge jeg. Mina sukkede let for sig selv, da hun blev anklaget for at lyve.
"Det er forståeligt at du ej tror mig, men hvis du vidste hvem jeg var, så ville jeg ej aldrig nogensinde lyve. Kun hvis jeg blev bundet på mit løfte"
Sagde hun, mens hun kiggede dybtindtrægende på Kasandra og løftede sin højrearm let op. Under overarmen var tre tydelige ar, som lignede et symbol på noget.
"Kun tre løfter er jeg bundet af. Et af at jeg skal forsvare den kære overlord Sakref med mit liv, den anden har jeg lovet en ven, at jeg mindst en gang om ugen som overhoved muligt skal bruge min evne til ta hjælpe andre og den sidste, som var min første... Var at jeg skulle gøre alt i min magt at finde dig igen."
Mina holdte en let pause, hendes egen stolthed var tydeligvis meget utilfreds, da dette var langt fra Minas normale væremåde. Da Mina selvfølgelig altid var ærlig, men hun fortalte aldrig nogen sådan noget videre det mindste om hende selv.
"Mærket på din knogle er lavet pga min evne. Så kan det være, at du siger at jeg lige har lavet den. Men du kan finde en healer eller en druide, som ville fortælle dig at det mærke er der og at det er et gammel mærke."
Hvor ville Mina dog give meget for at bare kunne se et øjeblik, så de grå øjne kigge på en. Mina har så mange gange set sine drømme, hvor disse kærlige uskyldige øjne kiggede op på hende. Men det var jo også dengang, hvor hun havde været så lille.
Man skulle være rets så blind, hvis man ikke kunne se at dette var som et kæmpeslag for Kasandra. Men selvom Mina mere end gerne ville løbe efter Kasandra, så anså hun det at det hele ville være bedre, hvis Kasandra fik noget tid.
Men før Kasandra kom helt ude for Minas evnefelt, så brugte hun sin evne til at tale igennem Mina.
"Jeg bliver her indtil du er klar. Men endnu et bevis jeg har, hvis dine forældre ikke har haft smidt den ud eller du har. Så gav jeg dig den sidste aften før jeg blev forvist en grøn jade formet som et blad."
Så forsvandt Kasandra ude for MInas evnefelt og Mina lod sig glide ned af stammen. Hendes maske var faldet og en tåre gled ned af hendes kind. Mina formede sin ene negle rime skarp, så skraldede hun overfladen af det ene ar af. Nu havde hun opfyldt en af hendes store løfter. Det eneste løfte hun ville opfylde før hun dødede.
"Nu ligger det hele op til dig min søster, hvis du forkaster mig som de andre, vil jeg respektere det, det lover jeg. Men hvis du beslutter dig at lade os genforene, så vil jeg forsvare dig med mit liv uden den mindste tøven. Skoven, træerne, moder natur, jeg hidkalder dig som mit vidne, at jeg laver dette løfte og hvis jeg nogensinde bryder det, så må kaos, moder natur eller andet give mig lige den straf der end syntes at passe dem"
Hun sagde det sidste højt og tydeligt, og hun følte næsten som om naturen tøvede et øjeblik, mens Mina skar endnu et mærke. Det unaturlige kalkhvide blod strømmede ned af armen og dryppede let på jorden. Mina lod kalken dække over hendes nye sår og healede huden helt på det gamle ar, så man ikke kunne se det længere. Men hendes nye ar var tydeligt.

//jeg tænkte at vi kunne forsætte emnet, hvor dagene går hurtigt og hvor Mina bliver ved med at vente på Kasandra, og hvor Kasandra ved at Mina venter. Men hvor kasandra først kommer så snart hun er klar:) evt en ide eller?//

//Ideen med jaden er fin og du kommer bare med alle de ideer du har Vi skal jo have søster forholdet op. Jo lad os sige det Det virker også mere realistisk at hun bruger noget tid på at finde ud af hvad hun vil og hvordan hun skal reagere//

Kasandra sad stille på træet, mens hun koncentrerede sig om det der lige var foregået. Hun så den underlig elver, sin søster?, for sine øjne endnu en gang. Hun vidste bare ik hvad hun skulle tro. Hun havde tit hørt om den måde svartelver opstod og hvad konsekvenserne var, men de få hun kendte som havde et barn der var blevet svartelver, havde aldrig lukket dem så meget ude, som hendes egen mor åbenbart havde.
*Finde mig?* Hun rystede på hovedet og prøvede på at få det klaret op. *Hvorfor lige mig? Hvorfor ik vores forældre?* Hun kiggede ud mod skoven, som var unaturligt stille. Det var sikkert fordi hun nu sad og tænkte over det problem som hun havde. Det skete tit for hende, at hvis hun havde et problem at tænke over, at hun så blev døv til resten af skoven både træer og dyr. Hun rettede sig hurtigt op, da hun indså at hun havde tænkt på hendes forældre, som hendes og Minas forældre og hun lagde hovedet i hænderne. *Jeg kommer ingen vegne på denne måde.*
Hun sukkede svagt mens hun maserede sine tindinger. Hun rørte fraværende ved sin snor som hun havde rundt om halsen. Det var en vane hun havde fået, at når hun havde et problem at hun så begyndte at lege med snoren. Hun vendte den stille rundt og fandt vedhænget, og trak den foran mens hun knugede den i sin hånd. *En grøn jade formet som et blad. Hvorfor er det lige det er at der er en klokke der ringer?* Hun indså at det ik hjalp at sidde på jorden og bare glo ud i skoven. Hun skulle slappe af, så hun bedre kunne tænke over problemet med denne Mina og den bedste måde at slappe af på, var at ligge på en gren højt oppe i et træ. Hun kiggede op og fandt en gren der hang nogle få meter oppe i luften, så hun sprang op og greb fat i grenen. Da hun sad på hug på grenen, var det nemmere får hende at klatre op af træet og hun fandt hurtigt en sti af grene hun kunne bruge for hun var ofte i det træ om aftenen. Da hun kom en del op i træet gik hun på grenene og fandt hurtigt en gren som var stor nok til at hun kunne slappe af på den.
De fleste ville sikkert synes at det var ubehageligt, men Kasandra gjorde det så tit at hun slet ik lagde mærke til det. Alle små stubbe, som alligevel var døde, knækkede hun af og lagde sig på ryggen og kiggede op i den mørke trækrone. Hun mærkede svagt bakken i ryggen, men lagde sig ellers bedre til rette. Igen begyndte hun at pille ved snoren og vedhænget deri, mens hun så op på bladene der bevægede sig svagt pga en svag og usynlig vind. Hun trak vejret dybt og fik mere styr på sine tanker og begyndte at mærke livet inde i træet og under det ved dyrene. *En grøn jade... Formet som et blad?* Kasandra blev lidt irriteret på sig selv, at hun ik kunne komme i tanke om, hvorfor det lød så bekendt.
Mens hun begyndte at falde mere til ro og fik et større overblik i skoven, kunne hun svagt mærke en ændring i skoven. Der var sket et eller andet og hun hørte træerne snakke sammen. Hun lukkede øjnene og fokuserede hårdere på træerne og hvad det var de sagde.
Hun åbnede øjnene i overraskelse. Det var ik ofte at skoven og naturen skulle stå som vidne, eller at nogen selv ønsker kaos hvis man ik gjorde det rigtigt. Hun kiggede i den retning som hun vidste Mina var i, men kiggede væk.
*Der var noget over hende, men hvad* Kasandra slap kæden og tog hænderne op til hovedet. Hun havde lyst til at skrige, råbe eller bare gøre noget. Hun følte at der var et kaos inde i hende selv, som hun var ik kunne få styr på og det nagede hende virkelig, at hun ik kunne huske hvorfor en blade formet grøn jade, virkede bekendt. Men hun havde ik brugt brugt stemmen siden hun blev en moonwalker og hun var ik sikker på at hun overhovedet kunne skrige.
Mørket var begyndt rigtigt at falde på i skoven og det blev svære og svære at se i skoven. Hun vidste at nu ville mange af væsnerne begynde at komme frem for at jage. Hun forestillede sig, at det nok var bedst at sove, men hun kunne bare ik falde i søvn. Hun var udmattet, ja men havde også så meget i hovedet at hun bar ik kunne få fred. Hun lod sin hånd røre ved træet under hende for at søge lidt visdom og råd til hvad hun skulle gøre ved dette problem. Svarene hjalp hende bare ik og hun sukkede opgivende. *Hvad gør man, hvis en raceforvist kommer og siger de er ens ældre søster? Hvor står det i etikette bogen?* Hun sukkede og lod naturen prøve på at lulle hende i søvn. Den var som altid en god medicin for hendes anstrengte nerver, og efter lidt tid, forsvandt hendes bevidst hed ind i mørket. Det sidste hun hørte inden hun kom til drømmeland, var træerne der snakkede om at elveren Mina stadig var i den lille åbning i skoven hvor Kasandra forlod hende.

Et lydløst suk gled ud mellem Minas læber, og mørket buldrede frem som en lydløs storm, og med stormen kom lydene af dyrene. Mina satte sig bare op af et træ og lyttede til alt omkring hende. Hun kunne dog ikke som Kasandra høre skovens og træernes tale, eller hun kunne i hvert fald ikke forstå den. Mina havde altid været fascineret af skovene, og det var den anden ting, hun også havde savnet allermest, da hun dengang forlod elvernes skove. Lydene virkede som en beroligende sang, og selvom Mina hørte knirken fra væsner i nærheden og kunne tydelig fornemme tilstedeværelserne. Sad Mina bare stille og roligt, og det var som om skoven forstod, at hun ville den intet ondt. Lydene trængte dybt inde i sindet på Mina, og uden hun selv lagde mærke til det, så var hendes øjne faldet i og hendes vejrtrækning var stille og roligt. Natten vandrede videre, og natten blev til det og blev budt med godmorgen med et skrig..

Minas drømme var blandede, først var de rolige som rindende vand. Men så transformerede de til buldrende ondsindede have. De grå øjne kiggede op på hende med et stort smil fra den lille vugge. Mina mærkede tilfredsstillelsen, da hun stak kniven igennem den meget mere veltrænede og ældre vagt foran deres hellige tempel. Kraften fra den hellige elvers orb stod hun med i hånden. En stærk hånd greb i hende, da hun skulle stikke af. Hun så sine forældres døde tomme øjne, som om deres egen datter var død. Men Mina stirrede bare koldt tilbage, de havde mistet deres datter for længst. Hun mærkede smerten, da forbandelsen trængte ind i hendes sjæl, og da hun landede hårdt på den kolde stenede jord lige ude for skoven. Hun så sig selv i en vandpyt, hendes meget yngre jeg stirrede tilbage med pjusket lyst hår og med neongrønne øjne. Mina kiggede op og så lige ind i en sort kvinde. Hendes vilde varulve øjne stirrede tilbage og hendes krigerisktiske udseende afslørede hendes mål. Spyddet blev kastet og ramte direkte ind i Minas hjerte. Hvor meget Mina end prøvede at kravle væk, så kunne hun ikke komme væk. Foran hende så hun sig selv, kigge ude over hele den radioaktive forbandede verden. Hun så sig selv næsten tage skridtet ude over kanten og gøre en ende på det hele. Mina hviskede med en svag stemme, nej lad vær med at træde ud over. Hun så sit eget jeg kigge på hende tilbage med et smil, som sagde. Vi kommer til at dø, det sker jo. Så faldt hun overkanten og Mina fandt sig selv flyvende i luften imod jorden.

Skriget skar igennem luften, som en kniv skar igennem smør. Mina så skræmt omkring, var det hende selv, der havde skreget? Hun kunne ikke se eller fornemme andre, så det var hende selv? Mina bed tænderne let sammen, hvordan kunne hun skrige? Så kom minderne fra drømmen af, men som alligevel forsvandt så hurtigt igen. Hun havde haft alt for mange drømme af disse slags, og hun var så træt af dem. En træt hånd kørte igennem Minas hår og hun så at det var sent på dagen. Hvor længe har jeg sovet?

Kasandra åbnede søvnigt øjnene og kiggede op i... et tag? Hun kiggede rundt og så hun var inde i et hus. Hun kiggede over mod et af vinduerne og så at solen var lav på himlen. Hun kiggede nysgerrig, afventende og utålmodigt rundt. *Hvor blev hun af?* Hun slog tæppet af sig med et vredt udbrud og kæmpede for at komme op at stå i vuggen, mens hun kiggede rundt. Hun greb fat i siden af vuggen og holdte om den, mens siden gav hende støtte. Hun ventede på at den lidt ældre pige ville komme ind, som hun altid gjorde. *Hvor er hun?* Kasandra satte sig ned i vuggen og tog det blad hun fik dagen før af den ældre pige. Det grønne blad var hårdt og ik som dem der var udenfor hendes vindue. Hun fnyste og begyndte at dreje det rundt mens hun ventede. Pludselig hørte hun fodtrin og hun kiggede over og ind trådte hendes mor. Der var noget trist i hendes mors øjne og hendes ansigt var hverken glad eller venlig som det plejede. Kasandra kiggede op på sin mor, som løftede hende op af vuggen og gik ud af værelset.

Varmen der altid kom med daggryet fyldte skoven og lyset begyndte at trænge ind i skoven. Kasandra vågnede op til lyden af fugle sang, træernes mumlen og dyrenes puslen. Hun åbnede øjnene og så op i de grønne blade der begyndte at blive mere og mere tydelige jo højere solen kom op. Hun sukkede mens hun satte sig op. Det var bare en drøm, som så mange andre, men hun oplevede dem altid på den måde. Hun rystede på hovedet og svang sig så ned af træet. Hun lod sig falde det sidste stykke, mærkede vinden gennem sit hår og tøj og landede så på jorden med et meget lavt bump. Hun kiggede sig omkring i skoven, og så hvordan alt kom til live, som det altid gjorde ved daggry.
Kasandra vågnede altid når solen stod op. Hun mistænkte en form for indre alarm, for uanset hvornår hun falder i søvn om aftenen, så vågner hun altid til solens første stråler. Hun lavede sin sædvanlige morgenrutine og snakkede med træerne for at finde ud af om der var nogen problemer rundt i skoven. Men meget var der ik sket i løbet af natten, dog fortalte træerne hende at Mina, elveren fra dagen før stadig var i udkanten af skoven. Hun sænkede hovedet en smule, da hun ik vidste hvad hun skulle gøre ved den elver. Hun vidste at hvis nogen af de andre elver fandt hende, så ville de prøve på at slå hende ihjel og sikkert selv ende op med at miste livet, men hun kunne da heller ik bare gå hen og dræbe hende. Det var imod alle love som moonwalker. Hun valgte at dagen skulle bruges på at fokusere på skoven. Da hun var en meget ung moonwalker, så var der stadig nogle få ting hun ik vidste om skoven, som hun fandt ud af bedst, bare ved at sidde og lytte til hvad de havde at sige og det var især nemt når der var roligt i skoven.
Hun fandt en gren tæt på jorden som hun satte sig på. Hun sad i skrædder stilling med ryggen op af stammen og gav sig ellers til at lytte. Skoven var meget rolig og træerne snakkede om alt og intet på samme tid. Der var nogen der fandt det vigtigt at et træ var blevet større med en mm mens andre mente det var vigtigt at snakke om den nyfødte enhjørning. De snakkede på samme tid og hun hørte flere forskellige stemmer på en gang om hundrede forskellige emner og hun brugte det meste af dagen til at lytte på dem. Det gav hende en følelse af at være hel, at være fuldendt, og på et tidspunkt havde hun bare siddet og lyttet til skoven i flere dage, uden pause til hverken søvn eller mad. Det var måske lidt en faste, men hun så det ik på den måde. Hun var glad for at føle sig et med skoven.
Mens hun sad i træet, begyndte hun at høre hove der skrabede hen over underbunden af skoven. Det trådte på nedfaldet kviste og blade og hun åbnede øjnene og kiggede ned for at se hvad det var for et porstyr. Hun genkendte selvfølgelig Meric med det samme og hun smilede glad over at se ham. Hun lod ham for det meste gøre hvad han selv ville, da hun mente at deres forhold var mere et venskabeligt et, end et hvor hun var ejeren over ham og han ville heller ik bryde sig om det, hvis hun begyndte at opføre sig sådan. Meric var en sølvmare og de var en meget sjælden art. Man var meget heldig hvis man kunne komme i nærheden af en, uden at den begyndte at angribe. Kasandra havde dog taget sig af Meric siden han blev født og det har skabt et bånd imellem dem. Meric stod og så op på hende, men valgte dog at blive i sin heste lignende form, end at gøre sig mere menneskelig og hun smilede ned til ham. Han havde det tit med bare at være i nærheden af hende, uden at snakke alt for meget og hun rystede smilende på hovedet.
Et skrig skar sig vej gennem skoven og Kasandra var allerede på benene og begyndt at løbe hen mod lyden af skriget, men hun nåede ik ret langt før hun stoppede op og kiggede på træerne.
*Hvem skreg?* Spurgte hun lige ud det træ, hvor hun stod på en af grenene. "Elveren fra igår" lød det trætte og gamle svar fra træet. Hun satte sig ned på grenen og stirrede ud i luften. Hun skulle altså finde ud af hvad hun ville gøre ved hende. Igen, uden at tænke over det begyndte hun at røre ved snoren og kiggede ned på den og stivnede. *Det var derfor den beskrivelse lød så bekendt!* Tænkte hun for sig selv. Hun mærkede Meric tilstedeværelse, men hun kunne ik få blikket væk fra det vedhæng hun havde på snoren. Det var et grønt blad, i en jade sten. Kasandra havde haft den, i så lang tid hun overhovedet kunne huske, og knugede den så i hånden. *Skal jeg tro på hvad hun siger? Er hun virkelig min søster?*
Hun kiggede ned på Meric, som var alt for ung til at kunne hjælpe hende med det problem hun nu stod overfor.

//Dette er en ide, der kommer først til at ske meget senere og ikke i dette emne Men et eller andet tidspunkt havde jeg tænkt at Mina skulle blive en Moonwalker, og hvis Kasandra og Mina bliver venner, så kunne Kasandra evt være hendes træner?//

Selvom skriget var forsvundet fra længst, stak den stadigvæk i Minas stolthed. Hende skrige?? Det var under hendes værdighed. Minas hale lå på jorden og slyngede utilfreds fra side til side. Stolthed og hendes egen ære var hendes liv, og det ville sikkert blive hendes undergang en dag. Det var Mina sikker på. De hvide øjne faldt på hendes egen hale, og hun tog let fat i halen. Den havde sit helt eget liv til tider, og Mina kunne ikke lade vær med at smile af tanken om hendes kære Gregers derhjemme. En dejlig lille sort mini drage kun på størrelse med en hund, var hendes kære dejlige kæledyr. Eller hun så ham faktisk ikke som en kæledyr, hun ville ej eje over den, det havde hun ingen ret til. For naturen og liv havde man ingen ret til at bestemme over. Man kan dog forkorte den, men ej bestemme over den.
Solens bløde stråler skinnede igennem hist og her i skoven og noget af den ramte direkte Mina. Hvis Mina havde haft sit syn, så ville hun nok have været total opslugt af skovens mange flotte skarpe farver. Men desværre kunne hun ej se, og det var hun også fuldstændigt klar over. For hun kunne stadigvæk huske nogle tågede minder af farver, men hun havde faktisk ingen anelse, hvordan farverne så ud længere.
"Hvilken farver er der lige nu?"
Mina snakkede lavt for sig selv, det var desværre en dårlig vane hun havde fået efter at ha været så mange år i ren ensomhed i helvedsverden på jorden. Men heldigvis har hun kunne styre sig selv, at lade vær med det. Fordi man bliver sindsyg, hvis man snakker kun med sig selv.
"Farver, farver, farver"
Sagde hun lavmildt, mens hendes øjne faldt på skovens mangfoldighed omkring hende. Hun kunne ikke huske farver, og nu hvor drømmens minder var forsvundet, havde hun ingen farver, hun kunne huske. Jo en farve stod klart printet i hendes sjæl, eller faktisk to. Det var de grå milde øjne fra hendes kære lillesøster, og så var der hendes kære ærkefjende Crasies neonlilla øjne. Hun vidste selvfølgelig at natten er sort, roser er røde, og græsset er grønt.
Men minderne var så langt væk og selvom Mina prøvede at gribe efter dem, så forsvandt de som sand imellem hendes hænder. Mina kiggede op imod himlen, og selvom solen skinnede skarpt i hendes øjne. Så reagerede hendes øjne ikke, da de ikke kunne reagere på sollys.
Men så blev Mina tydeligt opmærksom på en tilstedeværelse, og hun sad og lyttede og hendes syle spidse blev blottet i et bredt ulvegrin.
"Underholdning er åbenbart på vej"

En ung elver gik igennem skoven, hans lange blonde hår gik langt ned af ryggen og han gik og nynnede roligt for sig selv. *dette er en herlig dag idag* Tænkte han med et stort smil på sine læber. Det var kun få dage siden han var blevet optaget hos en fin kamptræner, så selvom han var rime ung. 60 år men sammenlignet med et menneske ville han nok være omkring lige de 18 år mentalt. Han mærkede en meget ukendt følelse, men mange havde beskrevet den for ham.
"En svartelver"
Sagde han med frygt, og det eneste der poppede op i hovedet på ham, var de blodige historie omkring den hvide heks, som var en ultra farlig svartelver. Hende der dræbte elvere bare for sjov, som var uovervindelig, og som kunne fremmane en kæmpe stor skeletdrage. Hende som bare kunne dræbe med blikket, hende der åd små elverbørn til morgenmad, hende som ej er en elver, men som var en form for en dæmon, der kunne få vinger og hale.
Selvom han vidste at de var bare rygter, men alligevel kunne han ikke lade vær med at blive nervøs. Han stoppede op og lyttede, og han følte næsten som om selve skoven også havde sin opmærksomhed rettet imod ham. Hvad skal han gøre? Skal han gå tilbage, eller skal han gøre sin pligt og forsvare denne skov imod en ond elver? Alle de voksne og dem der var langt visere end ham, havde altid fortalt at disse elvere var som ondskaben selv, og at de ikke længere var elvere. Fordi de havde gået fra lysets vej ind i mørket. Hans hår kørte let fra side til side, da han stod og trippede let og kunne ej beslutte sig. Så midt i det grønne så han tydeligt denne høje kvindelig hvide skikkelse, og han var stivnet som et lille lam og kunne ej rykke sig ud af stedet. Elverkvindens hvide hætte dækkede over hendes øjne, men alligevel følte han hendes blik bore sig igennem ham. Med et slog en åbenbaringhed for ham, rygterne var ej løgn, hun er virkelig! Hun så så smuk og dødsensfarlig ud, og han kunne ikke lade vær med at blive fascineret af det, men hans frygt overtog hans krop.
"De...den hviddeee...heks"
Sagde han med stor besvær, og han greb hurtigt efter sin bue og rettede den imod hende med en pil klar.

//Det lyder som en fin ide Og det er godt at du nævner det så tidligt Så har jeg tid til at tænke på hvordan det skal gøres //

Kasandra havde taget en beslutning. Hun hoppede ned fra grenen og landede lige ved siden af Meric og hun klappede ham venligt på hovedet.
*Jeg skal lige hjem til byen, så det er nok bedst at du skifter form* sagde hun til ham med et smil. Lige efter hun havde sagt det, begyndte hun at gå fremad uden at vente på ham, for hun ville ik tvinge ham til at gå med hende. Hun kom ik langt før hun hørte trin bag sig. Hun stoppede op og vendte sig om for at se hvem der gik bag hende. Hun så en ung mand, ik mere end 15-16 år i udseendet. Han havde en meget lys hud som glimtede i lyset og hans mørkegrå hår skinnede som smeltet metal. Hans gennemborende gule øjne stirrede lige ind i Kasandras og hun smilede glad til ham. Han havde en brun trøje og et par mørke bukser på.
*Det glæder mig at se at du vil joine mig, men du behøver ik hvis du ik vil,* hun smilede beroligende til ham, da hun vidste at han ik var vild med at være inde i byerne og blandt elverne.
"Jeg forlader dig ik." Han så alvorlig og beslutsom ud og Kasandra kunne ik lade være med at give ham knus og smile til ham. De fortsatte i stilhed. De var ik så langt fra skovelver byen, hvor Kasandra var vokset op og hvor hendes familie boede. Hun gik hen til udkanten af byen, der hvor hendes var oppe i et af de større træer. Hun vendte sig om mod Meric, som var blevet meget stiv og anspændt siden de kom ind til byen og hun kunne ik lade være med at se medlidende på ham. *Du tager bare trapperne op.* Sagde hun, så det kun var ham der hørte det. Hun hoppede op på den laveste gren og kiggede ned på ham.
Siden hun havde fået Meric og skulle tage sig af ham, fik hun ordnet en trappe til hendes hytte, da han ik var den bedste klatre da han var mindre. Hun smilede og følte sig lidt stolt over at se hvor meget han havde vokset. Hun sprang fra gren til gren, indtil hun kom op på samme niveau som huset og landede på den lille altan der var i siden af hytten. Hun åbnede døren og gik ind i stuen af det lille hus. Hun kiggede rundt og så hvor lidt der var derinde. Men nu boede hun jo heller ik så meget i huset, da hun brugte al sin tid ude i skoven. Meric var nok den der brugte huset mest og selv han bruger det meste af sin tid i skoven, for han hadede byen. Hun kiggede over mod hoveddøren, mens den gik op og ind kom Meric. Hun smilede til ham og gik så ud på det lille badeværelse der var der. Hun fik gjort sig selv i stand og fik nyt tøj på. Hun havde valgt en mørkegrøn, lang kjole agtig kappe som nåede hende til anklerne. Hendes mor var ik vild med at Kasandra havde valgt at blive moonwalker og hun var derfor nød til at klæde sig så normalt som muligt, når hun skulle på besøg hjemme hos sine forældre.
*Du kan blive her, hvis du ik vil med hen til mine forældre. Men jeg er bare nød til at snakke med dem kort.* Hun kiggede på Meric som satte sig til rette og hun sendte ham et skævt smil. Hun gik over mod altanen og sprang så over på den tætteste gren. Hun vendte sig rundt og kiggede ind gennem åbningen til hendes lille hytte og så Meric holde øje med hende. *Jeg kommer snart igen* Hun sendte tankerne til ham og lod sig ellers falde ned af grenen. Hun landede sikkert på jorden neden under hytten og satte i løb over mod den anden ende af byen. Hun løb gennem byen og så skov elvere hist og her rundt om i byen. Hun løb ik det hurtigste hun kunne, men bare lige sådan at hun ville komme hurtigere frem til hendes forældres hytte. Hun kom til udkanten af byen og fandt hurtigt det gamle træ, som var det hendes forældre boede i. Hun kunne mærke at det kun var hendes mor der var hjemme og hun sukkede svagt indvendig. Hun hoppede op til den nærmeste gren og så hele vejen op til den lille dør, der udgjorde hovedøren, hun bankede på døren og ventede indtil hun hørte fodtrin nærme sig døren og døren åbnede.
I døråbningen stod en kvinde med det samme lange lyse hår som Kasandra havde og med lyseblå øjne. Håret hang løst men på en smuk og naturlig måde og det indrammede hendes ansigtsform på en måde som intet andet kunne. Hun havde en grøn kjole på, som gik hende til lidt under knæene. Kasandra vendte ansigtet mod sin mor og så overraskelsen, som så blev til glæde, skinne ud fra hende. Hun trådte frem og gav Kasandra et stort knus og Kasandra følte lidt hun blev mast. "Kom ind," lød det glad fra hendes mor mens hun ledte Kasandra ind i huset. Det havde ik ændret sig siden hun flyttede hjemmefra. De gamle møbler stod stadig på deres vante pladser og Kasandra fik en følelse af at høre til i det gamle hus. Hun smilte glad til sin mor mens hun blev ledt ud i køknet.
"Det er så rart at se dig, når du er her så sjældent. Du bruger alt for meget tid ude i skoven ved du nok." Lød det fra hendes mor mens hun gik over og ordnet noget te. Kasandra kunne ik svare mens hendes mor stod med ryggen til, fordi hendes mor var ik tryg ved hendes tanke snak så hun måtte kommunikere med tegnesprog, selvom hun ik var mester i det. Hun satte sig på en stol og kiggede over mod sin mor og ventede på at hun vendte sig rundt. Hun nikkee bekræftende til sin mor, mens moren kom over med to kopper medte og stillede dem på bordet. hun løftede hånderne og lavede få bevægelser og hun vidste hun havde sin mors opmærksomhed.
"Jeg ved at du ik er så vild med at jeg lever i skoven, men det var nu mit eget valg og jeg elsker det. Men det var ik derfor jeg kom her." Hun hadede at skulle ty til tegnesprog når hun var sammen med sin mor. "Kan du huske den gang jeg var mindre?" Hun så alvorligt på sin mor, da hun vidste at det kun var ansigtsudtrykket der fortalte moren hvilket humør hun var i. Hendes underbevisthed var opmærksom på skoven og hun kunne mærke at der skete noget ude i skoven. Træerne snakkede og der var en let dyster stemning imellem træerne. Det var kun hendes underbevidsthed, så hun lagde ik så meget mærke til det. Det hun tænkte mest på var hendes mor og det emne hun nu skulle snakke om.
"Det kommer an på hvad du mener med mindre, min søde. Det er rigmelig meget tid at skulle tænke på. Er der noget bestemt du har i tankerne?" Kasandras mor kiggede forvirret og måske lidt bekymret. Kasandra drak lidt af den te hendes mor havde givet hende. Hun havde ik helt vænnet sig til det med at drikke og spise uden tunge, men hun regnede med at det ville ændre sig på et tidspunkt. Hun løftede lavede nogle bevægelser med hænderne for at få hendes mor til at fprstå hvad det var hun ville.
"Jeg tænker på de drømme jeg havde da jeg var mindre. Dem med den der ældre pige der forsvandt." Hun fjernede ik sine øjne fra hende og kiggede meget intens på hende.

//tror jeg var nød til at stoppe inden jeg skrev tre romaner i en xD//

//det gør skam ikke noget:D:D:D men her kommer beskrivelse af, hvorfor mina er forvist Så du evt kan bruge det, når moderen fortæller om hende//

Men før han nåede at slippe, så mærkede han en knugende fornemmelse på hele hans krop. Han kunne ikke rykke sig ud af stedet, det var som om han var frosset fast. Den kvindelig svartelver gik med næsten svævende skridt hen over imod ham, mens hendes lange hale slyngede sig bag ved hende. Alle hans muskler rystede som en gal, da han prøvede med alle krafter at slippe buestrengen, men ingen reaktion skete. Hvad? var dette hans død? Skulle han dø, som bare en usling af denne heks? Hans øjne var fuldstændigt åbne, og han slugte hver eneste detalje omkring hans bøddel. Flere af disse rygter gik igennem hans hoved, da han indså, at han nok ville dø, hvis skoven ikke tilkaldte efter hjælp. Han bad en stille bøn for sig selv, men en kvindelig skarp stemme afbrød ham, og en lettere skarp smerte i hans kinder.
"Spar dine bønner. Jeg tror ikke skoven vil hjælpe dig denne gang"
Kvindens hætte var røget ned, og han så lige ind i de iskolde hvide øjne, og han mærkede tydelig neglene borer sig ind i hans kinder, da hun havde grebet omkring hans ansigt. Det var som at kigge ind i døden selv, syntes han. Han kunne tydelig se sig selv blive afspejlet i øjnene. Især da hun slet ikke blinkede med øjnene, det var som om hun så på ham, men alligevel igennem ham. Hendes magt omkring hans hoved var sluppet, så han kunne bevæge sine kæber. Han kunne tydelig se hendes hale, som så næsten klar ud til at stikke ham ned.
"Hvad og hvem er du må jeg spørge min frøken bøddel?"
Sagde han lavt og så tydeligt han kunne, da det var besværligt at snakke, mens en havde grebet omkring hans underkæber.
Den hvide bøddels øjne knebede let sammen og holdte hovedet let på skrå. Det var tydeligt, at det var noget, der kom bag på hende. Han mærkede, hvordan hans krop let løftede sig fra jorden af og hun gik med ham et par skridt bagud, indtil han mærkede træets ru overflade imod sin ryg.
"Hvem jeg er? Ved du ikke det? Har dine kære artsfæller ikke fortalt om mig?"
Han nikkede let.
"Har de ikke fortalt, hvor grum jeg er?"
Hendes hoved var få cm fra hans og hun så på ham med et sageligt smil og hendes blik sagde hvor meget hun morede sig. Hun slap ham, og men han blev stadigvæk holdt oppe af hendes magt. Hun samlede en gren op og så på den. Med et bredte sig en kraftig smerte fra hans skuldre til resten af hans krop. Han var spiddet til træet af grenen, der for lidt siden havde været i hendes hånd. Det knaldrøde blod piblede roligt ned af hans skuldre og dryppede let på jorden.
"Det er bare en smule gengæld, for hvad i har haft gjort imod mig"
Sagde hun med et sageligt smil, mens hendes arme var over kors. Da smerten var til at udholde, så han skarp på hende.
"Hvordan er du berettiget til at tage mit liv, som det var ingen ting?"
Det gav et ryk i Mina, hun var ellers van til at de alle bad for deres liv, men ikke at de gik til angreb på hende med sine ord.
"Interessandt, du er anderledes. Dine artsfæller plejer ellers at bede for deres liv, og love mig gule og grønne skove, mens du? Du vil kun have svar.. Nej jeg er på sin vis ikke berettiget til det, da alt liv er helligt. Men som sagt, hvem har berrettiget jer til at dømme hvad er forkert og rigtigt"
Følelser og vrede kunne afspores i hendes stemme.
"Jeg ved ikke om du nogensinde har mødt andre svartelvere. Men ved du at største delen af dem intet har gjort? De har fået berøvet deres liv af ingen grund. Hvem har givet jer ret til det?"
Hun tog endnu en gren op og smadret den ind i hans anden skuldre. Han bed tænderne sammen og ikke en lyd undslap hans mund. Han så bare på hende, mens hun gik helt tæt på ham. Nu fik han spottet det, hun var blind! Han mærkede hendes bløde blide hænder køre fra hans ansigt og ned af hans krop. Han mærkede hendes former imod hans krop.
"Goodbye for so long"
Hviskede hun i hans øre, men det stoppede straks af hans egen vrede stemme.
"Hvad er du for et monster!!!! afskyelige væsen du er lige så æreløs som de alle går og siger!!"
Han skulle bare vide hvor heldig han var, at han nemlig lige havde ramt hendes ære. Hun kiggede bare op på ham og hendes hale faldt ned, som ellers skulle ha spiddet ham. Hun trak nogle skridt tilbage.
"Vil du virkelig vide hvad jeg er? Jeg var engang for så mange forfærdelig mange pr siden ligesom dig, bare meget mere yngre. Jeg havde forældre, og en kære lille søster og havde sådan set alt det man kunne ønske sig. Men jeg havde aldrig været som de andre børn. Med denne lyse hud og mit helt hvide hår og dengang neongrønne øjne. Var jeg et mål for alle andre, som anså mig som freak. Fordi jeg ej passede ind i deres billede. Selv mine forældre elskede mig aldrig fordi jeg var anderledes. Da jeg var ung, så jeg min bedste veninde blive forvist som svartelver, fordi hendes storebror havde gjort noget, selvom hun ikke var indblandet. Jeg så denne såkaldte råddenskab blandt jer elvere. I virker så gode, så søde. Men jeres sødme har sku en bittersød eftersmag må jeg sige. Så jeg besluttede mig en dag, at melde mig direkte ud af elversamfundet og hvad bedre var end at blive svartelver og gøre noget som ville vanære dem? Jeg valgte at snige ind i deres hellige tempel, stjæle en kæmpe stor drageorb, hvor en gammel dragesjæl lå i den. Selvom jeg i krop kun var ca de 14 år gammel, så dræbte jeg let vagterne, da jeg havde for længst lært at mestre min evne. Da jeg kom udenfor og de skulle til at pågribe mig smadrede jeg denne hellige genstand og drageånden som havde hjulpet dem i så mange år med gode råd gik fortabt. Derfor blev jeg forvist. Og jeg er intet som jer elvere."
Sagde hun og vendte sig om og begyndte bare at gå. Han så på hende forsvinde og det gik først op for ham mange minutter senere at hans liv var skånet.

Kasandra sad i køkkenet med sit krus i hånden og flyttede ik sit blik fra sin mor af på noget tidspunkt. Hun kunne se at hendes mor var meget imod emnet og kiggede endda ud af vinduet, for at undgå sin datters spørgsmål og blik. Det var stille i lang tid. Kasandra sagde selvfølgelig ik noget, da hun jo ik kunne tale, men hun prøvede heller ik på ændre noget. Hun sad bare og så på hendes mor, ventene.
"Hvorfor kommer du med det spørgsmål nu?" Spurgte hendes mor, mens hun sukkede opgivende og kiggede væk. Det var tydeligt at hun ik ville snakke om det emne og hun prøvede på at undgå det ved at se væk fra Kasandra. Kasandra så på sin mor, så hvordan skyggerne lagde sig om hendes på grund af lyset. Hun hørte svagt skoven snakke udenfor, både træerne og dyrene og hun fik det dårligt af at sidde sammen med sin mor, inde i huset, istedet for at være ude i skoven. Hun fortsatte med at vente, da hun havde fået meget træning i at være tålmodig, siden hun var lille. Hendes mor rettede sit blik mod hende og sendte hende et smil.
"Din tålmodighed er blevet større. Jeg husker da du var mindre og ik kunne side stille i mere end en halv time." Kasandra kunne ik lade være med at ryste opgivende på hovedet over sin mor. Hun lavede hånd bevægelser så moren ville forstå.
"Rinji, du sniger dig uden om emnet. Fortæl mig kan du huske de drømme jeg havde, og dine svar om at pigen i mine drømme, var min søster!" Hendes mor stivnede. Det var sjældent at Kasandra kaldte sin mor andet end mor. Hun brugte det mest når hun var irriteret eller at hendes tålmodighed var ved at være brugt op.
Moren kiggede på sin datter og sukkede. Hun kunne se i Kasandras øjne at hun ik ville give op, men hun kunne også se at hun var ved at miste den. Det var sjældent at hun havde set Kasandra flippe ud, men de få gange det er sket Var det tit endt i nogle brækkede knogler, for så tænkte hun ik på sin styrke og mest gik det ud over Kasandra selv, da hun aldrig har kunnet skade nogen med vilje. Det havde kun sket 4 gange siden hun var født, at hun blev så sur og der skulle også meget til at tænde hende af, så det måtte være et pressende emne.
Kasandra kiggede på hendes mor og hun kunne mærke at hun var ved at miste tålmodigheden med hende. Hun var begyndt at slå foden ind i bordbenet for at holde den lange venten ud, men hun havde virkelig lyst til bare at slå ned i bordet for at få sin mor til at snakke. Hun hørte stolen skrabe hen af gulvet og så hendes mor rejse sig. *Stikker hun nu af* Tænke hun rasende. Hun havde samlet alle sine følelser, alt fra forvirringen til desperation i en følelse, hvilket var vrede. Hun vidste at hendes mor var den eneste der ville kunne forklare hende hvad der foregik og om det virkelig kunne passe at den elver, Mina, kunne være hendes søster. Hun lagde sit hovede i sine hænder og hørte så døren bag hende gå op. Ind kom hendes mor og hun havde nogle rammer med sig. Det var normalt at familier blev tegnet, så man altid havde dem hos sig, selvom der var nogen der flyttede. Moren lagde de få tegninger på bordet som hun havde i sin favn. Kasandra kiggede på dem og indså at hun aldrig havde set dem før. Normalt havde hendes forældre alle deres tegninger på væggene i stuen og de fik lavet tegninger ofte, men dem her havde aldrig været på væggen. Ik så vidt hun huskede i hvert fald. Hun så sine forældre da de var meget yngre, men hun kunne også genkende pigen der stod sammen med dem. Det var pigen fra hendes drømme, dem hun havde haft så længe hun kunne huske. Hun kiggede på billederne. Der var et hvor hendes forældre kun havde pigen som så ud til at være omkring 3 plus minus, det andet var hun blevet lidt ældre og det sidste billede, der kunne hun se sig selv. Det måtte have været kort tid efter at hun var blevet født. Hendes forældre stod ude i siderne og pigen, præcis som hun så hende i hendes drømme, stod imellem dem og holdte Kasandra i armene. Det var tydeligt at hun ik fokuserede på andet end Kasandra. Pigen på tegningen stod med ansigtet vendt ned mod Kasandra og man kunne svagt se at hele hendes fokus var den lille nyfødt i hendes arme.
"Det er din ældre søster, hun var 13 år den dag du blev født. Jeg ville gerne fortælle dig hendes navn, men hun har intet." Hendes mor stod og så på hende mens hun sagde det. Kasandra sad og så på tegningerne mens hun lyttede til hvad hendes mor fortalte. Hun kiggede op på sin mor da hun blev stille.
"Hvad skete der med hende?" Spurgte hun sin mor med de nogenlunde vante bevægelser, men moren fik det ik lige med det samme så hun var nød til at gentage. Det var tydeligt at hun ik ville fortsætte og Kasandra så at hun stod og overvejede det, inden hun gik hen og satte sig tilbage i stolen. Hun kiggede alvorligt på sin mor og begyndte at snakke med bevægelserne igen, "Fortæl mig sandheden. Jeg vil vide hvad der skete med hende." Hendes mor sukkede og kiggede på hende.
"Det er vidst på tide at får vores families mørke hemmelighed at vide." Hendes rørte svagt ved tegningerne og hun skubbede den tegning hvor Kasandra var med, hen til hende. "For mange år siden, du var ik blevet meget ældre end på det billede du ser foran dig, der valgte din søster at gøre noget utilgiveligt og hun blev straffet hårdt. Hun blev forbandet til at være en svartelver og siden den dag har vi ik hørt noget fra hende, heldigvis. Hvis hun nogensinde kommer her igen, så er det vores pligt til at dræbe hende." Kasandra kiggede på billedet og lyttede til hvad hendes mor sagde. *Så hun døde altså ik?* Hun kiggede op på sin mor og spurgte så, "hvad var det hun blev dømt for?" Hendes mor så alvorligt på hende, "hun stjal og ødelagde en af de store drageorber og i sin søgen på blod, dræbte hun også vagterne." Kasandra så tænksomt ud i luften. Hun så over på sin mor, uden virkelig at se hende.
*Mina? Kunne hun virkelig være min søster?" Jo mere hun hørte, des mere gav det mening. Alt hvad Mina havde sagt passede og ikke mindst kendte hun til et af Kasandras største hemmeligheder. Den grønne bladformede jade. Kasandra havde holdt den skjult i en del år, men da hendes mor fandt den og fik at vide hvor Kasandra havde den fra, så havde hun smidt den væk. Kasandra var bare glad for at hendes mor ik havde ødelagt den. Senere havde hun lavet det til et vedhæng og havde det lille blad hængende ved sit bryst. Hun lagde sit hovede i sine hænder, mens hendes hjerne arbejdede på højtryk.
"Hvorfor kommer du med alle de spørgsmål nu, af alle tidspunkter?" Spurgte hende mor bekymret. Kasandra skubbede sin stol tilbage mens hun rejste sig op, kiggede på sin mor og gik over mod døren. "Det er ik noget du skal bekymre dig om," sagde hun på den måde hun havde lært kun for sin mors skyld, "tak for din ærlighed, men nu må jeg gå. Vi ses snart igen, moder." Med de sidste bevægelser åbnede hun døren ud til træet og lod sig falde ned til jorden. Hun kiggede end ik tilbage, hun gik bare tilbage til sit eget hus. Da hun kom ind for at skifte så hun at Meric var faldet i søvn. Hun kunne ik lade være med at smile skævt og kiggede så ud. Hun kunne se at det var sen aften og tæt på den tid af døgnet der kunne kaldes for nat. Hun gik ind i det rum som skule forstille at være hendes værelse, de enkelte gange hun overnattede i huset. Hun trak kappen op over hovedet og mærkede jaden ramme hendes bryst da den var kommet fri. Hun rørte ubevidst ved den mens hun stod med tøjet i den anden hånd. Hun sænkede hovedet da hun indså at det var ved at være for sent til at hun kunne gøre noget ved det og hun kunne mærke udmattelsen var ved sætte ind. Hun trak hurtigt i et par shorts og en mave top, begge i fine brune nuancer og klatrede så ud på en gren udenfor vinduet. Hun brugte grenen til at komme højt op i træet og lagde sig så på den vante gren. Det var der hun sov mest, når hun overnattede i byen, for så følte hun sig ik helt adskilt fra skoven. Hun lukkede øjnene og lyttede til naturen, mens søvnen tog over hende.
Hendes drømme var prægede af først hendes bedste veninde, som hun så blive dræbt af en flok dæmoner. Hun glemte aldrig ansigtet på den dæmon der afsluttede hendes liv. I søvne knyttede hun sin hånd i vrede og afmagt. Hun havde ik kunne gøre noget på det tidspunkt, og siden da havde hun ik stødt ind på dæmonerne. De forandrede sig vidre til en pige der igen stod over hende, men hun lå i sin vugge hvorefter pigen aldrig kom tilbage, og som noget nyt, så så hun templet og det der skete den dag da hendes søster blev forvist fra deres samfund. Skoven havde tydeligvis fulgt med i hendes samtale med moren og gav hendes underbevidsthed billeder og minder fra den begivenhed. Hun så sin søster forlade skoven for ik at komme tilbage igen.
En enlig tåre løb ud af hendes øjenkrog og ned mod hårkanten lige over øret, men hun var så langt inde i drømmen, at hun aldrig opdagede det.

Ordene jeg er ikke som jer elvere rungede stadigvæk i hendes hovede. Vrede skridt og lyde af knækkede grene på jorden afspejlede tydelig hendes sindstilstand. Hendes egen stemme lyd skarpt igennem skoven.
"hvor vover de at kalde mig for æreløse? De skide rygmarvsløse elvere!"
Men Mina huskede stadigvæk tydeligt denne aura og det intense blik den unge elver havde givet hende. Selvom hun ikke kunne se hans øjne, så kunne man stadigvæk føle blikket, selv som blind! Lysten af at tage tilbage til denne unge mand og ende hans liv var stor at modstå.
"jeg kan da ikke lade sådan en slippe?"
Spurgte hun ud i luften, som om der var nogen der lyttede. Men kun skoven var her som et vidne. Mina slog hånden med en knytnæve imod håndfladen.
"nej nu ved jeg det, jeg går tilbage og så.."
Hendes beslutsomhed forsvandt, og hun stod med blikket vendt imod tilbageretningen.
"hvis jeg går tilbage, så får det jo kun bevist hans ord?"
En træt hånd gled igennem hendes lange hvide hår, hun pillede elastikken op og lod hendes ca 50 cm lange hår bølge omkring hendes hovede.
"jeg har vist glemt et par ting, jeg må vist være ved at blive senil"
Sagde hun med et fnys til sidst og luntrede videre for sig selv igennem skoven. Mina var normalt ligeglad, hvad andre mener, så længe hun er tilfreds, så er der ingen ord, der kan påvirke hende. Derfor havde hun inde i sig selv besluttet, at hun intet gør ved denne mand. Det ville være æreløst at reagere, fordi så reagerede hun på, hvad de andre syntes og det nægtet hun.
Mange folk har igennem tiden prøvede at forstå minas kære æreskodex, især fordi hun gjorde, hvad hun ville. Men hun overholder alligevel dette æreskodex, som virker til at være selvopfundet.
Siden mina havde været lille, så havde hun altid været fascineret af begrebet ære. Der var intet bedre end, når folk kunne stole 100% på en, og at man kan være pisseligeglad, hvad andre siger, da man følger æren.
En knurren fra hendes mave lød tydeligt, det havde hun helt glemt. Hun mærkede forskellige steder på sin krop. Det var det store problem ved hendes evne, den tærede heldigvis ikke på energi/mana, men den tærede direkte på kroppens energi, altså den brugte energien fra, hvad hun spiste. Hun skal i gennemsnittet spise omkring de 10.000 kcal om dagen, når hun bruger sin evne for at lade vær med at tabe sig. Hun kunne mærke, at siden hun havde gået ind i denne skov, havde hun tabt 10kg..

Hun tilbragte resten af dagen med at finde mad. Ferskner, æble, nødder alt det naturen kunne tilbyde. Hun kunne godt nok ha gået på jagt, men som sagt selvom hun ikke følger elvernes love og normalt ikke havde noget som helst imod det i fortiden. Solens stråler brød igennem skoven lige der, hvor hun havde sagt hun ville vente på Kasandra. Hun spiste en bid af den guddommelige sødme af æble, mens hun tænkte tilbage. Nej hun har fået rigeligt af kød i sin livstid. Da hun for anden gang kom tilbage til jorden, da tredje verdenskrig kom over jorden osv. Der måtte hun så mange gange ty til kannibalisme, for ikke at dø af sult. Det var ej noget hun var stolt af, og det er aldrig noget hun vil gøre med sin gode vilje. Men som sagt så havde hun nosserne til at gøre det, som skal gøres, så hun kunne overleve. Lyden og fornemmelsen fra de gamle minder da hendes tænder rev det rå elverkød fra knoglerne, fordi hun ikke kunne lave ild og så ikke tilberede det. Mina kiggede på det halvtspiste æble i sin hånd og kastede det væk, hun havde mistet appetitten. Hun mærkede på sin krop igen hist og her, og kunne tydelig mærke hun havde taget på. Det var heldigvis det rigtig gode ved hendes evne, den havde gjort noget ved hendes krop, så hun optog mad lynhurtigt.
"hvor meget var det lige nu jeg havde spist? 5 æble, 2 pære, 7 ferskner, tog håndfuld nødder og lidt diverse andet"

Om tiden gik hurtigt eller langsomt havde mina ingen anelse af, da hun åbnede sine øjne efter hendes meditation. Mina syntes at kunne fornemme en del insekter var fremme nu og luften var blevet en smule køligere. Det må være nat? Solen var lige ved at dykke ned langt vest på og himlen var blodrød. Men mina havde ingen jordisk chance for at se det. Smerte jog igennem hendes krop og var skarpest ved skuldrepladerne. Men ikke en mine fortrak sig på hendes ansigt. Hun havde for længst vænnet sig til smerten. Kalkhvide knogler skød ud af hendes krop og formede sig til skelet vinger. Hun havde heldigvis taget ekstra forsyninger af kalk med, som hun så godt som altid plejede, som var i hendes ryg som to ekstra rygsøjler lige ved skuldrepladerne. En tynd kalkmenbran forenede knoglerne og nu var de blevet til hele vinger. Mina skød op igennem trækronerne og oppe i luften. En frisk flyvetur var altid en god måde at kvikke hjernen op på især efter en lang meditation. Hun fløj højt oppe i luften ca de 200 meter og fløj imod retningen, hvor hun havde efterladt den unge elver. Hun kunne se, når hun vendte blikket ned, at den unge elver blev båret af 2 andre elvere.
"der var du vist heldig dreng"
Hun fløj videre, hun havde faktisk selvfølgelig aldrig været i nærheden af den store skovelverby. Men det sker forhåbenligt intet, hvis hun flyver højt nok oppe. Byen kunne man ikke se ovenfra undtagen, hvis man havde minas syn. Hun kunne tydelig se elverne rende rundt dernede som myrer. Hun kunne ikke lade vær med at smile ved tanken om, hvor let hun kunne dræbe disse elvere. Gøre en endelse på deres æreløse og svagpisseragtig liv. Vingerne stoppede op med at flyve fremad, hvor mina var stoppet chokeret op. Hendes blik var fast rettet imod et træ i udkanten af byen. Selvom det var så lang tid siden, så kunne hun stadigvæk genkende denne kvindelig elverskikkelse, hendes mor. Mina fløj automatisk lidt længere ned imod jorden uden at rigtig tænke over det. Moderen nede i hytten og andre omkring kunne begyndte at fornemme en svag knugende fornemmelse. Men de fleste elvere har aldrig prøvet at mærke denne fornemmelse, så de vidste i forvejen ikke, hvad det var. For det andet var den også kun så lille på den afstand. Mina havde en underlig trang til at møde sin mor, hun havde ingen idé om hvorfor. Men den var stærk. Måske skulle hun endda tage sig sammen og møde hende. Hvordan ville hun reagere at hendes kærer elverdatter er mange gange ældre end hende, og havde hun nogen anelse om jeg er den hvide heks?
Mina indså at dettte var for farligt, så hendes vinger slog en hårdere rytme og hun fløj så tilbage ved den sammen lysning og sov oppe i træet. Hun faldt hurtigt i søvn med sine vinger foldet omkring hende, hvor hun nu lignede næsten en kubbel og kun halen stak udenfor.

//selvom min karakter er skiftet, så vil jeg gerne stadigvæk spille videre som Mina, da min Mina ikke er død, hun er kun lige forsvundet //

//Oka, her er den ^^ Undskyld hvis det ik er særlig godt, men jeg skal lige ind i det igen Håber du kan tilgive mig

Kasandra begyndte svagt at komme til bevidsthed igen. Hun begyndte at kunne mærke uregelmæssighederne i barken under hende. Der var også en lille cut off gren ved hendes højre hånd. Hun kunne mærke på køligheden at det ik var morgen, men det var sent aften. Hun flakkede svagt med øjnene og fokuserede så på grenene og bladene over sig. Hun vendte hovedet lidt til venstre og kiggede ned af stammen for at se hvad der foregik. Der var noget der havde vækket hende, men hvad, vidste hun ik. Det var som om der var en svag tilstedeværelse, en hun kendte, men det oplevede hun ofte med skovens dyr og gemte det væk i baghovedet. Hun rettede sig op, lod det højre ben svinge ned af højre side af grenen. Med ryggen mod stammen kiggede hun ud i skoven.
Den svage aftenvind fik det til at rasle i bladene og greb sløvt hendes hår og sendte det legende ned i hendes ansigt. Hun løftede fraværene den ene hånd og lagde håret bag øret, for bagefter at følge hendes øres omrids. Lige fra spidsens top til rundingens bund. Hun trak det venstre ben op til brystkassen og lagde hovedet på knæet. Hun kunne ik finde hverken hoved eller hale i hendes forvirrede tanker. Det hendes mor havde sagt, virkede til at passe med Minas historie, stadig var hun usikker på om det var rigtigt. Som hendes vane var, så tog hun sit vedhæng i mellem fingrene og drejede det.
Hun kunne ik fatte hvorfor det lige skulle være hende det skete for. Hun havde en søster? Hun sukkede og lukkede øjnene i. *Måske jeg bare skal acceptere hende? Sige at jeg tror på hende og tage imod hende med åbne arme?* Hun vidste ik hvad hun skulle gøre. Det kunne jo sagtens være en fælde fra Minas side af. Kasandra kunne mærke vinde hive lidt i hendes tøj og i vinden hørte hun snakken. Hun kiggede ned fra træet, forbi sit hus og så to elvere komme bærende på en tredje elvermand, som så ud til at være såret. Hun trak det højre ben til sig og begyndte så at kravle med grene efter dem, for at høre hvad de snakkede om.
”Jeg siger jer, det var den hvide heks der angreb. Hun er i skoven. Vi må gøre noget.” Lød det halv svagt, men også panisk fra den sårede elvermand.
”Jeg kan bare ik forstille mig at det er hende der er kommet her. Og hun lader ALDRIG sine ofre leve til at se en ny dag.” Lød det fra den manden på den højre side. Det var tydeligt at høre at han var lidt skeptisk til hele historien. Kasandra fulgte stille med oppe i grenene 2 meter over deres hoveder. Hun havde kamufleret sig, så hvis de kiggede op, så kunne de ik se hende. Men de var for optaget af deres samtale til at opservere andet.
”Og så alligevel,” lød det fra den sidste, som var en elverkvinde. ”Hvis det er hende, så er vi nød til at advare de andre. Det er trods alt vores pligt.” Hun troede tydeligvis på den såredes historie.
Elvermanden som ik troede på historien fnys skeptisk og sagde så, ”få moonwalkerne til at finde ud af det. Det er trods alt deres job. Så kan vi jo se om det passer og arbejde ud derfra.” De støttede begge den sårede mand, som stønnede af smerte en gang imellem. På grund af den sårede holdte Kasandra nemt trit med dem. Hun skar lidt en grimasse ved at høre hvordan de snakkede om moonwalkerne. Der var ik mange af dem og de holdte sig mest for sig selv, men det betød ik at de kunne snakke sådan om dem. Hendes tanker blev afbrudt da elverkvinden åbnede munden.
”Jeg ved ik præcis hvad deres job er, men hvis det er dét der er deres job, hvordan vil du så finde en moonwalker? De er meget hemmelighedsfulde og holder sig til sig selv.”
”Træerne!” lød det fra den sårede mand.
Kasandra havde hørt nok. Det var på tide hun kom videre og finde ud af om det VAR Mina der havde angrebet elvermanden. Hun kiggede endnu en gang på gruppen, som stadig snakkede indbyrdes, og fortsatte så ud i skoven. Hun hoppede fra gren til gren til hun var langt væk nok fra gruppen af elvere og hoppede så ned på jorden. Hun kiggede sig over skulderen og ind mod byen og så ud mod skoven. Hun var lysvågen og kunne ik falde i søvn igen, selv hvis hun prøvede. Hun vendte rundt og begyndte at gå gennem skoven, for at tjekke at det hele gik som det skulle. Hun hørte træerne hviske løst om vind og vejr, om den nyfødte enhjørning som var født ved en af de større søer ved kanten af grænsen. Grænsen som elverne havde sat fordi at på den ene side, der var der lys og man vidste hvad man kunne vente, den anden side var den mørke del med en masse grusomme væsner.
Kasandra tog hen til søen for at holde lidt øje med enhjørningemoren og det lille føl som var født, for at sikre sig at der ik skete dem noget. Når føllene blev født var det uden horn, for ellers ville det skade moren, hvilket gjorde føllet sårbart og moren var ude af stand til at beskytte det selv, da hun stadig var i små smerter efter fødslen. Det var en rimelig rolig nat og hun lyttede til hvad træerne sagde, mens hun holdte øje med begge enhjørninger. Da hun så dem bryde op, moren hjalp selvfølgelig føllet, og rejse mod mere sikre steder, kravlede hun op i et træ. Hun kiggede omkring og så enhjørningerne gå deres vej, væk fra grænsen og den mørke del af skoven. Hun hoppede ned på skovbunden og vendte rundt. Hun begyndte selv at går mod udkanten, men nåede den aldrig. *Hvad skal jeg gøre ved Mina?* Hendes hjerne stillede spørgsmålet, men hendes hjerte havde allerede besluttet sig. Hun ville give Mina en chance. EN chance. Hvis det ik virkede så ville hun nedlægge Mina personligt og om det så blev det sidste hun gjorde. Hun begyndte at gå med bestemte skridt, mod det sted træerne snakkede om Mina var.

// Den er skam helt fin :D:D og sorry hvis jeg kommer til at lave nogle gentagelser. Jeg har ikke lige tiden til at læse det hele igennem igen Men jeg mener ikke, at jeg har kommet til at gentage mig selv direkte //

Lyden af hendes eget gips vækkede hende, sveden fra hendes pande gled langsomt ned af hendes ansigt indtil de gav slip og faldt helt ned. Kroppen rystede let, var det af angst? Spurgte hun sig selv. Drømmen havde ikke sluppet helt taget fra hende, og angstens iskolde kulde sad dybt nede i hendes knogler. Hvorfor ville disse drømme ikke bare lade hende være? Hvorfor ville de ikke!
Hendes vinger var stadigvæk lukket tæt omkring hende, beskyttet fra omverden. Hvad grund skulle hun dog have til at åbne den, kunne hun ikke bare ligge her i fred og sove videre. De tunge øjenlåg faldt i, men ligesom når en dør lukkede, så åbnede en anden. Den anden dør var direkte til hendes minder og fantasi.

Grebet omkring hendes arme holdte hende enormt fast, der skulle meget til at holde denne unge elver, selvom hun kun var meget ung. Heldigvis for dem, så var hun komplet fokuserede på noget andet, og valgte ikke at bruge sin evne imod dem. Det eneste hun havde øjne for var en ung lyshåret pige på alder med hende. Disse blå øjne stirrede på hende af frygt, frygten for fremtiden, frygten for det total ukendte. Så ung var hun, så uskyldig var hun og alligevel ja, så blev hun revet bort fra alt det hun kendte, alt det gode og trykke, pga hvad?
Vreden boblede i Minas sind, hvor vovede de, hvor vovede de!
Minas stemme skreg.
"Hun er jo kun et barn!! Hun er jo uskyldig!!"
De taknemmelige blå øjne kiggede på Mina, og en forståelse og accepterede var de blevet. Der var ikke meget man kunne gøre, når man var blevet dømt svartelver. Mina løsrev sig fra de stærke arme og løb lynhurtigt med næsten tungen ud af halsen og greb denne unge elverpige ind til sig. Tårene trillede ned, og gråden var tydelig i hendes stemme.
"Nej...ne....nej de må ikke tage dig væk. Hvad skal jeg gøre uden dig"
De andre vagter havde skyndt sig hen til dem, men elverpigen tog bare hånden op for at standse dem. Den bløde og blide barnehånd tog let fat omkring Minas hoved, og de blå krystalklare øjne stirrede direkte ind i dem. Hun sagde intet, hun var lige tavs som døden selv. Men hun var også blevet svartelver, og svartelvere var døde for alles øjne. Men et smil på hendes blege lyserrøde læber sagde alt, og kysset som faldt på Minas bange gav en underlig følelse i hele minas krop.
Mina hørte den velkendte faderlige stemme, men for hende kunne hun ej tyde det, og hun ville heller ikke lytte. Hun havde kun øjnene for sin bedste veninde, hendes bedste veninde, som nu var idømt svartelver, selvom hun var uskyldig pga hendes bror, som var modstander af elverstyret og monarkiet.
Mina mærkede hendes fars stærke hånd tage hende væk, og hun skreg og skreg og til ingen nytte, mens hun så hendes veninde blive taget væk.

Et lille sort egern kravlede hen af grenen, den rejste sig let på bagbenene og var helt nysgerrig over, hvad denne hvide kuppel var, især da den kunne høre gråden indenfor. Men hurtigt var den væk igen i sikkerhed, da vingerne blev slået ud, og Mina var vågnet igen. Mina var begyndt at hade at sove, det gav hendes næsten altid mareridt. Ikke fordi hun ikke kunne klare dem, men de var rets så trælse. Så til tider havde hun brugt sin egen kundskab inde for gifte, og havde lavet adskillige sovemidler af masser af urter. Halen hang slap fra træet og vingerne hang også slap nede, mens Mina stirrede ligeud. Hendes hjerne arbejdede på at gennemarbejde det hun havde set i sin drøm, var det rigtige minder eller var de blandet af fantasi?
Nej hun kunne konstantere, at de ikke var fantasi. Disse minder, især denne minde var hele grundlaget til, eller det var dråben der fik koppen til at flyde over, som førte til, at Mina forlod elvernes samfund med stil, som hun selv kaldte det.
En knuge lå stadigvæk i hendes bryst, denne knuge hun havde fået, da hun var fløjet over byen og havde kunne mærke sin mor. Men mest af alt, så ønskede hun bare at se sin søster igen. Hvor var hun blevet af? Hvad ville hun gøre? selvom hendes søster Kasandra virkede så anderledes i forehold til alle andre elver, ville hun så stadigvæk dræbe mina? Et smil gled på hende læber, hvis hun skulle blive dræbt af nogen, så ville hun uden modstand lagde sig blive dræbt af sin søster, hun ville aldrig kunne ligge en hånd på hende, aldrig! Men som når man snakkede om djævlen kunne Mina mærke hendes søster tydelig på vej herhen. Noget ved hendes gågang virkede bestemt eller beslutsom, havde hendes søster endelig besluttet sig, ville hun dræbe hendes søster, eller ville hun tage hende til sig?

Et let vingeslag lød igennem luften da Mina hoppede ned på jorden, i normale tilfælde ville hun tage vingerne ind til sig. Men hun nægtede denne gang, hendes søster skulle se hende sådan som hun var, den hvide heks, eller den hvide død som hun blandt andet også blev kaldt. Så de store kalkhvide dæmonvinger eller flagermus vinger var foldet på ryggen, og halen slyngede let fra side til side. Hun kjole sad stadig til hendes høje yndefulde kvindelig krop. Hun stod og ventede tålmodigt, men alligevel kunne hun mærke denne tydelig trang bare til at hoppe hen og tage Kasandra i hendes arme og bare knuge hende til sig. Men store kæder var lagt fast omkring disse følelser, fordi hun vidste, at hvis Kasandra var lidt klog, som Mina håbede meget på. Så ville hun ikke bare have tillid til Mina, og den skulle Mina først vinde, og det ville Mina meget gerne kæmpe for. Et lille skævt ulvesmil mødte Kasandra, da hun var kommet hen til Mina.

//Oka, den her blev lidt kort xD
Jeg tror ik du har gentaget dig, ellers er det så lidt at det ik betyder så meget //


Det tog lidt tid for Kasandra at nå hen til den lysning hvor Mina var. I al den tid gik hun igennem hvad det var hun skulle sige til hende, da hun var lidt usikker på hvordan hun skulle få sit budskab frem. Hun var ikke engang sikker på hvad det var hun ville sige til sin søster eller hvordan hun skulle få det sagt.
Hun så endelig lysningen og stoppede kort op. Hun havde aldrig haft det så svært før, men så igen, hun havde aldrig haft en søster. Der var jo kun hende og hendes mindre broder. Han havde kommet som en overraskelse for hele familien, da hverken mor eller far havde tænkt på at få en mere, hvilket Kasandra ik forstod. Men hun havde fået en lille bror i en alder af 13 og hun havde passet på ham lige siden, ihvertfald indtil han kunne passe på sig selv, og selv der holder hun øje med om han har brug for hendes hjælp.

Hun kiggede frem da hun hørte et vingeslag, som var for stor til at være en fugl. Hun tog en dyb indånding og begyndte at gå frem igen. Hvad der mødte hendes øjne, var ik lige det hun havde forventet. Faktisk vidste hun ik hvad hun forventede, men da hun så Mina, med vinger og hale stoppede hun igen. Det virkede så unaturligt. For nogle dage siden, havde hun jo set Mina uden hverken hale eller vinger. Hun kiggede op og ned af hende. Mina så ik ud til at have smerter, så endten var de en del af hende eller også er det noget hun var van til.
Kasandra kom i tvivl om det nu var den rigtige beslutning hun havde taget, for den fremtoning og udseende Mina nu havde, virkede farlig og truende. Nu var hun helt sikker på hvem hun havde med at gøre og hun vidste hvorfor elverne talte om ekstra had til hende. Igen kom hun i tvivl om hvad alle sammen havde fortalt hende var rigtigt, for hun kunne UMULIGT være i familie med den pige der stod foran hende. Men så igen, Kasandra havde altid været typen der fulgte sine planer, og hun havde allerede besluttet sig for at give hende en chance. Hun rettede hovedet op og så Mina lige i øjnene, mens Kasandra stod med lidt mere rank ryg.
*Jeg har snakket med mor, og meget har passet sammen,* hun sendte sin tanker til Mina og man kunne tydeligt høre at hun ik var færdig endnu, *Jeg må også indrømme, at jeg har drømmen/minder om en pige da jeg var mindre. Jeg tror på balance i verden og jeg tror, at hvis du ender med at få denne chance som jeg giver dig, at du så har mulighed for at tage del i den balance, som altid bliver ændret når der bliver lavet en af din slags.* Hun så alvorligt på Mina for at se hendes reaktion og fortsatte så, *Jeg ved ik hvad dine planer er, men jeg vil give dig en chance og det er mest fordi jeg så den mand du skånede forleden. Du har bevidst at du ik kun lever af at dræbe andre og jeg vil prøve på at se om jeg kan få den sidste lyst til at dræbe ud af dig.*

Kasandra vidste godt at det ville blive en stor opgave, men hun var sikker på at hun ville kunne gennemføre det, hvis Mina altså stadig havde et hjerte, og det mest fordi hun vidste hvor hun skulle gå hen for rådgivning. Hun lyttede til træerne omkring hende for at høre træernes reaktion, da hun havde ladet træerne høre hvad hun sagde til Mina. De var ik helt tilfredse, men hun kunne høre at efter de havde tænkt over det, at de var enige med hende. Hun håbede bare at de andre Moonwalkere ville føle det samme når de hørte om Kasandras dåd med at skåne Mina, og endda række en hånd ud til hende i venskab. Hun trådte længere frem, så mellemrummet mellem Mina og Kasandra blev mindre.

//nej nej den er i helt fint længde //
Den rene facade, som viste, hvad hun var, eller det som folk sagde hun var, var rets så svært at vedlige holde. Tårerne begyndte at presse sig på, men Minas bevisthed tvang dem tilbage og puttede bag tremmer og lås. Hun lyttede til hvert eneste ord, og vendte og drejede dem i hendes bevisthed. Dette var kun noget hun havde drømt om, men som hun næsten ikke havde turde at håbe på. Et smil blev bare større på hendes læber, da hun snakkede om balancen. Dog mente de nok lidt forskelligt om balancen, Mina så kaos som balancen, den retfærdige kraft, der både ramte unge, som gamle, svage som stærke. Den retfærdige kraft, som var byggestenen til alt.
"Jeg er pænt målløs over din lille tale Kasandra, men det beviser bare endnu engang, hvor langt fra du er fra almindelige æreløse elvere, og det kan jeg kun have respekt for."
Mina bukkede let uden at kigge på hende, hun behøvede ej at kigge, da hun ville kunne sin evne fornemme, hvis hun bevægede sine knogler, og hun kunne ikke smørre sit lille smil væk om tanken, hvad Kasandras reaktion ville blive.
Hun rejste sig op, og hun havde ikke længere den frembrusende holdning, men mere en fast blid holdning, mens hun gik nogle skridt nærmere imod hende. Knogler knagede, og vingerne knækkede sammen og pakkede sig sammen ind i hendes ryg igen. Minas blik var på Kasandra, og måske et lille nervesamtrækning i ansigtet var det eneste som viste, at det rent faktisk gjorde meget ondt. Tiden for Mina virkede næsten til at ultra langsomt, næsten som om den var frosset fast, da hun nærmede sig. Vejrtrækningen var næsten stoppet, da hun var få skridt for Kasandra. Hun havde ingen anelse, hvad hendes ca et hoved lavere søster ville gøre, når hun nærmede sig. Men hendes holdning viste tydeligt, at hun intet ondt ville gøre imod hende. Hun ville rigtig have været lige så høj som Kasandra, men hun havde ændret på sin kropsstruktur.
Solen havde brudt igennem et hul i det grønne tæppe faktisk lige der, hvor de stod nu. Mina kunne mærke solens stråler på hendes krop, mærke hvordan den begyndte at varme, de kolde knogler frosset af mareridtets angst. En skridt tættere var hun, og der var kun et skridt imellem dem. Hun trak hånden op ved Kasandras ansigt, men trak den hurtigt tilbage. Næsten som om hun var ved at røre noget skrøbeligt, noget uvirkeligt. Kasandra mærkede den glatte bløde hvide hud fra hendes hånd imod hendes kind. Mina passede endelig på, at ikke røre med hendes skarpe negle på Kasandra. Den sorte pupil trak sig sammen, da hun fokuserede på Kasandra især hendes øjne, selvom hun ej kunne se dem sådan rigtigt. Kun skimte dem let. Et sjældent glædelsesmil varmede og lyste Minas ellers hårde og isdronning agtig ansigt.
"Du er helt igennem min søster. Jeg kan mærke det sammen blod flyde igennem dine og mine blodåre"
Mina lagde den anden hånd over hjertet.
"Og du er åbenbart lige så rebelsk, som jeg."
Hendes blik blev eftertænksomt, og så så hun noget, som lå omkring hendes hals, en halskæde. Men hun kunne kende formen på vedhænget, da hun kunne se, at den var i vejen for Kasandras hud. Hånden gled væk fra Kasandras kind til hendes halskæde, hvor hun tog den skrøbelig op. Smilet blev bare større, og hurtigt slap en tåre igennem tremmer og lås, ud til hendes øjne og ned af hendes kind.
"Du har beholdt den. Jeg troede ikke, at du ville have beholdt den. jeg.... Jeg troede, at du måske ville have haft smidt den væk.. Det er.."
Mina trak sig flere skridt bagud, hun følte sig blottet, sårbar. Noget i hende ville bare få hende til at løbe langt væk, så langt væk som overhovedet muligt. Låse sig bag beton, i et islandskab og lagde sit hjerte blive gemt væk. Mina hadede at være sårbar. Men hun vidste, at hun aldrig ville kunne tilgive sig selv, hvis hun løb væk, og det var jo trods alt hendes søster.
"Den tilhørte en gammel veninde, men som blev givet til mig som en lykke amulet. Så jeg håber, at den har virket hos dig"
Sagde hun med hovedet let bøjet ned, og skuldrene nede og hendes blik en smule nedad. For et splitsekund lignede hun næsten nok et såret dårdyr, men den forsvandt hurtigt igen, da hun rettede sig selv op.
"Jeg har skam ingen planer. Hvis jeg havde vidst, at jeg kunne finde min søster her, så havde jeg skam gjort det for længst. Eller jo jeg har en plan, som jeg altid har haft siden jeg dengang forlod elverne. Jeg ville blive ved med at leve, så jeg kunne inde dig igen"
Mina så på hende med et alvorligt blik, hvor man ikke var i tvivl om, at det var sandt hvad hun sagde.
"Men hvad planen er nu. Det er helt op til dig. Du har magten over mit liv kære Kasandra. Dog ikke på slavemåde, langt fra. Men jeg giver dig lige en chance til, før du vælger dit endelig. Du kan kaste mig væk, den heks, det monster som jeg er, og som alle kalder mig for. Du ved jo selv, at det er ej normalt, at en elver har vinger eller hale"
Mina tog sin egen hale op og blev ved med at holde blikket på hende.
"Du ved selv at:"
Hendes negl gled over hendes hud, og blod kom frem fra det nyåbnede sår. Men sikkert til Kasandras overraskelse, så var hendes blod kridhvid og ikke rødt, som alle andre væsners.
"Jeg er ikke normal i forehold til, ja hvad man anser, som det normale."
Imellem dem hang lige pludselig et egern imellem dem, det egern, som tidligere havde kigget på Mina. Den så total uforstående omkring sig, og fattede ikke en prik af, at den var oppe i luften. Mina brugte sin evne, hvor hun havde taget fat i dens knogler og fik den til at svæve. Men hun satte den stille og roligt ned til jorden igen.
"Men jeg har dog en meget stor respekt for naturen, og det er i hvert fald noget vi to har til fælles ude over kød og blod."
Mina kunne dog ikke lade vær med at grine, da hun huskede talen, som Kasandra havde givet hende før.
"Få den sidste dræberlyst ud af mig?"
Hendes sylespidse tænder blev blottet, og endnu engang viste hendes anderledeshed i forehold til alle andre. Hun trådte flere skridt fremad igen.
"I am, what i am hon. Og hvis du virkelig tror på balancen, så ved du, at rovdyr som mig er vigtig for balancen. Dog dræber jeg normalt aldrig bare for sjov, heldigvis har jeg altid en grund, god eller ej det kan diskuteres. Men jeg hjælper bare tit med at holde bestanden nede af svagpissere, og så har jeg dog et løfte af en hvis leder Sakref, at jeg skal dræbe dem, som end går imod ham."
Da hun sagde det sidste, kunne man faktisk godt se, at hun var ikke super tilfreds med at skulle dræbe af ordre.
"Så hvis du kan klare mig, hvis du kan klare den jeg er "
Vingerne brød frem igen fra hendes ryg og foldede sig helt ud, og det gjorde ondt som sædvanlig. Neglene på hendes fingre brød ud i lange kløer, som hun tit havde når hun var i kamp.
"Vælg hvad du vil. Følg dit hjerte. Vil du følge de andre elvers regler osv, eller vil du stå op for dig selv, og gøre det, som betyder for dig. Selvom du kan blive stemplet som outkast mere end du måske er i forevejen. Det er farligt at rende rundt med en svartelver, de kan kaste dig ned af den sammen vej som mig. Jeg vil bare understrege konsekvensen for dig min kære søster."
Alt trak sig sammen ind igen, og hun lignede mere en normal elver igen.

Kasandra lyttede til sin søster og hun blev fyldt med en tilfredsstillelse, da hun opfyldte det skjulte ønske om at vinde sin søsters respekt. Hun vidste ik selv at det var det hun havde søgt efter. En tæt på hende, og som ville respektere hende for den hun var. Hendes familie var meget imod det hun havde valgt og nu står for. Men sige det højt til Mina ville hun ikke. Mina behøvede ik at vide hvor svag Kasandra endtlig var, når det kom til familie og følelser derom. Hun rørte svagt på sig, da der havde været en sten under hendes sko og kiggede så op.
Hun så at Mina var begyndt at komme tættere på. Hun gik stille og roligt frem mod Kasandra, og hun kunne ik gøre andet end at se sin søster komme tættere og tættere på. Hun tabte både næse og mund, da hun hørte knogle lydene og så Minas vinger forsvinde. Hvis Kasandra ik havde set det med hendes egne øjne, vidste hun at hun ik ville have troet på at det kunne lade sig gøre. Prikken over i'et var dog at Mina så slet ik ud til at lægge mærke til det. Så det måtte være noget hun gjorde ofte. Kasandra kunne bare godt mærke smerten på Minas vegne. Hun vidste godt at det var ren indbildning, men det var bare noget hun oplevede ofte. Hvis nogen oplevede noget, som virkede til at have stor smerte, så på en eller anden måde kunne Kasandra mærke det på sig selv. Hun havde snakket med andre om det og havde så fået at vide at det var hendes store hjertes skyld at hun følte sådan.
Hun kiggede op på sin søster, da hun var lidt højere end Kasandra selv. Hun begyndte at føle sig lille, hvilket hun normalt kun følte når hun snakkede med træerne. Hun var af en nogenlunde normal højde, så det var jo ik lige frem fordi hun skulle se op til alle. Bortset fra mændende. De havde en tendens til at være meget højere end hende. Nu lod dog ik Minas højde slå hende ud og hun blev stående med rank ryg og så op i Minas ansigt. Ud af sin øjenkrog, kunne hun se at Minas hånd nærmede sig for at røre hende, og hun lod Mina gøre det. Da hun mærkede Minas hånd mod sin kind, blev hun lidt overrasket over dens varme. Hun havde forestillet sig sådan en bleg hud, ik havde nogen varme i sig. Hun vidste ik helt hvad hun skulle gøre med sine hænder og samlede dem bag ryggen, uden lade sine øjne forlade Mina på noget tidspunkt. Pludselig begyndte hun at smile og Kasandra fik ik lov til at tænke for meget over det, før Mina begyndte at tale.
Det skræmte hende lidt at hendes søster begyndte at snakke om blod, *Kan hun også mærke det?* tænkte hun for sig selv, og så så at Minas øjne de rettede sig et nyt sted hen. Hun kiggede ned da hun så Mina tage sin halskæde op.
*Ja, jeg beholdte den. Det var min eneste reminder af en pige som altid var hos mig, men så forsvandt hun. Mor havde prøvet på at smide den ud, endda forsøgt at få mig til at smide den ud. Men det ville jeg ik.* Hun kiggede også ned på kæden og lagde næsten ik mærke til tårerene i Minas øjne, men da der var en der faldt ned af kinden, reflekterede den lyset og Kasandra så tårerene. Der kom en masse forskellige følelser frem i Minas ansigt, men hun prøvede på at gemme dem væk, så Kasandra kunne ik tyde dem. Hun blev stående hvor hun var og holdte øje med sin søster.
Den pige der nu stod foran hende, virkede slet ik som det monster alle sammen beskriver når de snakkede om Den Hvide Heks. Det forvirrede hende og lænede sig op af et træ mens hun hørte Mina begynde at snakke igen. Det faktum at Mina mente at Kasandra havde magten over hendes liv, gjorde hende ik ligefrem bedre tilpas. Hun rettede sig op da Mina snakkede om unormalt og da hun lod blodet flyde.
Kasandra havde godt hørt at Mina ik længere var en elver. De andre elvere sagde at hun muligt kunne være en elver med alle de evner som hun havde. Hun kiggede på Mina og da hun demonstrerede sine evner, men hun fortrak ik en mine. Hun havde hørt om den hvide heks og hendes evner, selvom rygterne havde det med at gøre problemet større end det var.
Hun så på Mina da hun var færdig og lukkede stille øjnene og lyttede til naturen. Det gjorde hun altid når hun var usikker på om den beslutning hun var igang med at tage, var den rigtige. Træerne var meget stille i den lysning de stod i, og Kasandra mistænkte dem for at følge godt med i Minas og hendes samtale. Hun kunne ik lade være med at grine lidt og åbnede så øjnene og kiggede intenst på Mina.
*Du gør problemet større end det er, søster* sagde hun med et smil på læberne. Kunne hun ik se at Kasandra havde valgt at give hende en chance og hun går aldrig tilbage fra en beslutning hun har taget. Hun begyndte at snakke igen, men latteren var dog væk nu. *Ja, der skal være plads til rovdyr, hvis det er deres natur. Kan jeg spørge af alle dem du har dræbt, hvor mange har så fortjent det? eller hvor mange af dem havde du været nød til at dræbe for at overleve? Den mand som du lod gå tidligere, ifølge rygterne så var han en heldig ener. Jeg er her ik for at dømme dig, det er ik min hensigt, men der er forskel på dig og et rovdyr, for et rovdyr for at overleve. Og hvad din mester angår, så er det ham der hyrede en lejesoldat, og ik dig der tager beslutningen og det kan jeg ik hænge over dit hovede, uanset vor meget jeg ønsker det. hvilket jeg ik gør* Hun trådte lidt til højre mens hun tænkte over det næste hun ville sige. Hun kiggede op på træerne, de virkede ik fjendtlige overfor Mina mere, så der var en chance for at de måske var på hendes side. Men at få de andre moonwalkeres over kan blive meget svære.
*Og angående konsekvenserne, så har jeg oplevet værre, som den gang jeg tog Meric ind og opfostrede ham.* Hun tog en dyb indånding, *Træerne virker ik som om de er imod dig mere, men hvis du skal blive her, så er det nok bedst du lader elverne i fred. Især fordi de vil angribe dig. Når træerne har en positiv holdning mod en beslutning, så følger moonwalkerne for det meste med. Elverne går næsten aldrig mod moonwalkerne da de ved at vi kun prøver på at hjælpe.*
*Rebelsk som hende havde hun sagt* Kasandra tænkte lidt over det og kiggede så over på sin søster. *Nej, ik som hende.*

Dem blege hud havde stadigvæk varme, da hendes krop sådan set stadigvæk var normal, den eneste forskel var bare, at den var farvet af kalk. Ellers havde den de sammen behov, de sammen kødelige lyster, de sammen svagheder eller nogen af dem i hvert fald som alle andre elvers kroppe. Selvfølgelig kunne Mina ikke lade vær med at mærke, at de bestod af sammen kød og blod. Når man så havde så længe phykisk ønsket noget, så får man til sidst sådan en fornemmelse, som tydelig kan afgøre om det var ens ønske eller ej.
"jeg er lykkelig for, at du ej har smidt den ud, ellers hvad bevise kunne jeg have?"
Mina var fuldt ud klar over, at selvom Kasandra måske havde accepteret hende, så skulle hun stadigvæk bevise en masse og blive ved med det.
Mina lyttede til hvert eneste ord, og det var tydeligt, at i hendes verden, så den eneste ting, som havde hendes opmærksomhed var hendes.
"Jeg fornemmer, at du ikke er særlig tilfreds med at høre, at du bund og grund har magten over mit liv søster."
Hun smagte næsten på ordet søster, det var så uvandt. Men det var næsten som at få sin livret, som man ikke havde fået længe.
"Du må forstå, at intet ansvar kommer med det andet end for dig selv. Jeg tror på den rene frie vilje, og derfor vil jeg aldrig nogensinde være i vejen for dig min kære søster. Kaos er mit liv, jeg følger kaos."
Sagde hun med et skævt smil, som kunne minde om arroganthed, men som ej var det. Men hun ville bare se hendes reaktion, fordi hun vidste, at moonwalkere gik efter balancen og orden. Denne faktum kom lidt bag på hende, og der kunne hun se måske en faldgrube eller en, som kun kunne bringe dem tættere sammen. For som sagt for at der kan eksistere balance, så var der nød til at eksistere kaos. Ying og yang kan ikke leve uden den ene eller anden.
Dog i modsætning til alle de andre rygter, så var Mina faktisk sådan set stadigvæk elver, men hendes elverligheder både fysisk og phykisk var nok forsvundet i løbet af årene. Hun kunne ikke lade vær med at rynke på brynene, da hun grinte, og hun sagde hendes søster ord lavt for sig selv, og tydeligt ikke forstod tingene.
"du gør problemet større end det er, søster."
Problemer hvilken problemer? Hun havde bare tilbudt sin søster endnu en udvej, uden hun skulle føle nogen dårlig samvigtighed med det. Men hun valgte at binde sin tunge, og styre sin nysgerrighed og lade Kasandra snakke. Alt det hun sagde ramte ikke sådan rigtig hende overhovedet, men et eller andet ved "hvad din mester angår, så er det ham der hyrede en lejesoldat, og ik dig der tager beslutningen" satte hendes piss i kog. Kæben var sambidt og hendes hænder var knyttet let sammen, mens hun ventede så tålmodigt hun kunne på at Kasandra snakkede færdig. Men heldig beroligede hendes søster stemme Mina, så hun slappede straks af igen. Kasandra ville dog nok ikke kunne have ladet vær med at undgå at ligge mærke til. Mina forstod faktisk ikke helt rigtig, hvorfor hun lige reagerede sådan. Eller jo hun vidste det faktisk godt, det var et åbent sår direkte til hendes stolthed at blive styret rundt, som en eller anden hund pga et løfte. Hun havde aldrig følt sig skamfuld over andre, aldrig nogensinde. Fordi hun kunne ikke tillade sig at brokke sig, når hun selv havde valgt at give løftet, som hun ej kunne vige fra. Men et eller andet i hende ville gøre hendes søster stolt, en følelse hun aldrig havde oplevet før undtagen, når hun ville gøre sig selv stolt. Hvorfor ville hun det?? Hvorfor ville hun absolut gøre hende stolt? Et stemme i hende sagde roligt og tydeligt, *fordi hun er din søster."
Hendes hovede var bukket let, da hun både følte skam over hendes reaktion og over det andet. Hvorfor var hun så blottet? HVORFOR? Skreg hun næsten inde i hende selv. Følelser rev hendes sind fra side til side, skulle hun løbe? Skulle hun lade følelser få frit spil, så hendes søster kunne se hvad hun er, og så intet var skjult imellem dem. Skulle hun forsvare sig stolthed? Nej det kunne hun ej, hendes søster var hendes stolthed. Træerne omkring dem og Kasandra kunne nok ikke undgå at mærke denne tydelige mægtige kamp i Minas sind. Hendes hovede vendte op imod Kasandra, og pga hun ikke kunne beslutte sig, hvad hun ville. Så lod hun hendes velkendte facade falde på hendes ansigt, hvor kun et meget lille varm smil var på hendes læber. Hun lyttede efter, hvad andet kasandra sagde, måske kunne hun så lede sine andre følelser på vildspor, så de ej ville genere hende. Denne Meric vækkede Minas interesse, selvom intet andet normalt overhovedet ikke interesserede hende fra andre folks liv, men dette kom bare så naturligt, at Mina ingengang selv bemærkede det.
"Skal du have tilladelse af de andre moonwalkers? Jeg troede ingen bestemte over jer, andet end skoven selv?"
Spurgte hun mens hun tænkte videre i sit sind.
"Så håber jeg, at de kan tillade en over 15.000 år magtfuld gammel elver, som har dræbt langt flere end nok anden elver har undtagen Alucard selv nok."
15.000 år gammel ville nok give kasandra et rets så meget et chok, da ingen elvere kan nogensinde blive så gamle overhovedet. De kan højst blive omkring de 1000, dog var der få tilfælde op til 2000. Men det var også det. Mina tænkte bare på alt muligt, da hendes blik virkede fjernt da hun kiggede ud imod siden, og så vendte de tilbage til Kasandra.
"Jeg ved, at mange ting lyder utroværdig omkring mig, og jeg vil gerne bevise, hvilken af rygterne er sande eller ej. Selvom nogen siger, at man bare er født, som den man er, så kan jeg garantere dig, at oplevelserne er lige så meget til at forme en, hvis ikke langt mere."
Mina kiggede direkte på Kasandra med et træt blik, og nu lignede hun virkelig meget 1000 år ældre, man kunne næsten se i Minas øjne, alle de rædsler og andre ting, som hun havde oplevet igennem tiden. Dem, som havde sat ar på hendes sjæl, selvom man nok aldrig kunne få Mina til at indrømme det for sig selv, det var hun for stædig og for stolt til. Selvom Mina kun skulle være nogle år ældre, og stadigvæk skulle have glødet af ungdommens lys, så var den tydeligt erstattet med alderdommens visdom, som man kunne se hos de gamle elvere.
"Men jeg nægter at blive accepteret fra din side af pga nogle andre elvere. Dette er din egen beslutning, og lad aldrig sådan nogle vigtige ting blive bestemt af andre, that is just wrong."
Mina var dog stadigvæk helt enig med sig selv om, at hendes søster var lige så rebelsk som hende, fordi hun havde valgt en helt anden vej i forehold til de andre elvere. Mina havde valgt højre istedet for at følge ligeud med de andre, Kasandra havde valgt vestre istedet for at følges med de andre.