Shattered. -Nille-

S: Starten af Burning desert.
P: Profil.
O: Ude i ørkenen.
V: Meget varmt!

Et brøl lød så højt ude i den tomme ørken.. Brølet nåede hvert et hjørne af ørkenen og nåede endda helt ind til starten af skoven.. Der var kun en lille vind som fik sandet fra ørkenen til at danne små tornadoer.. En enkelt kvist blæste forbi, efterfulgt af den lyd man bruger når det skal forstille at publikum ikke forstod komikerens joke.. Dette var endda værre end stilheden efter en dårlig joke.. Brølet kom igen, denne gang højere..
"Mig bide hovedet af dig!" skreg den.
Op ad en bakke kom en ung dæmon løbende med bare tær i det varme sand.. Bag ham løb en kæmpe ork, hvilket var der råbene kom fra.. Den unge dæmon var Jacob og som sædvanlig, havde han rodet sig ud i et problem.
"Stå stille!" brummede orken.
Jacob kiggede sig over skuldren.
"Hør nu, så slemt mente jeg det ikke, tag det dog som et kompliment næste gang at nogen kalder dig stor," sagde han efterfulgt af et drilsk smil.
Orken blev bare mere vred og brølede så højt, så en klump savl nær havde ramt Jacob.. Jacob rynkede på næsen og løb videre..

"Kan du SÅ komme her!" Råbte Nille, og løb efter en drillende kanin. Hun sukkede irriteret, og gled ned af en bakke af sand. Hvorfor en kanin løb ude i ørkenen? Fordi Nille havde jagtet den helt fra The Forest. Ja, utroligt ikke? Jo, men det var fordi kaninen nægtede at gøre som hun sagde! Hvad hun havde bedt om? Jo det var såmænd bare at hun ville have at kaninen passede sin søvn, men den nægtede! Kaninen var en unge, men gammel nok til at være for sig selv. Hun havde passet den i nogle uger da moren var død... Ligesom Nilles mormor var. Myrdet. Det havde hjulpet at være sammen med kanin ungen, og hun havde ikke set Jacob i flere uger... Hun havde godt nok heller ikke ledt efter ham, ikke fordi hun ikke ville se ham... Hun havde bare haft brug for at være sammen med firbenede væsner. "Kom nu bare her!" Hun sukkede, og rejste sig op. Hun løb videre efter den brune kanin. Hun havde en hvid tanktop på, sorte bukser der gik til knæene, og sorte converse sko. Det sorte hår var i en fletning, og i fletningen var den brune fjer. Det var varmt, men det påvirkede ikke Nille... Selvom hun løb. Kaninen begyndte at løbe op af en bakke, men røg ned igen af chok over at en ung dreng kom op af den, og en... ORK?! Nille stoppede op ved kaninen, og tog den i sin favn. Hun så på drengen, og spærrede øjnene op. Forhelvede da også... Typisk Jacob. Hun smilede skævt, men kiggede så på orken. Hun kunne ikke lade være med at grine af det Jacob sagde, men hun var gemt bag noget sand. Hun kom frem, og kiggede på dem. "Stå stille..." Hun kiggede kun på orken så det ville kun påvirke den.

Orken brølede bare endnu højere..
Jacob kunne ikke lade være med at grine, selvom det var en smule alvorlig situtaion, så kunne han ikke lade være med at se det sjove i det! Orken så altså sjov ud som vred, med dets store gule øjne og store mund hvor savl dinglede ned ad dets kæber..
"Ikke grine din bastard!" brølede den.
Jacob begyndte at løbe baglæns for at håne.
"Nå nå, se du fornærmer mig og jeg tager det da rimelig pænt?" Han smilte endnu engang drilsk.
Orken slog ud efter ham, men missede da Jacob var for hurtigt.
"Stå stille dæmon!" vrissede den.
Jacob løb bare videre, men stoppede med at løbe da orken pludselig stoppede op som havde han set et spøgelse. Han løftede forvirret et øjenbryn af den.
"Hvad er man i dårlig kondi?" spurgte han drilsk.
han havde ikke set Nille gemme sig bag en bakke..

Nille var pludselig bag Jacob med kaninen sin favn. Hun smilede skævt, og vinkede drillende til orken. Hun lagde en hånd på Jacobs kolde nakke, og grinede.
"Nej, ikke dårlig kondi, nærmere en stemme der bestemmer." Svarede hun for orken, og grinede igen. Kaninen begyndte at snuse til Jacob da hun stod tæt på ham.

Orken havde lyst til at brøle, men den var som forstennede som bestemte den ikke over sin egen krop.. Jacob hørte Nilles stemme bag sig og vendte sig om med et stort smil.
"Hej!" sagde han glad.
Han kiggede ned på kaninen der snuste til ham. "Hvad laver du dog herude?" Han kunne ikke lade være med at smile til hende. Det var længe siden de havde set hinanden, men han havde ikke ledt efter hende, eftersom han vidste at hun nok helst ville være alene.

Nille smilede uskyldigt, og grinede.
"Hejsa." Sagde hun, og så ned på kaninen.
Hun grinede igen.
"Hvad jeg laver herude? Tjo, denne lille søde kanin har jeg jagtet fra The Forest til her... Og dig?" Hun kiggede op på ham, og så kort på orken inden hun kiggede på ham igen.

Han nussede kort kaninen bag øret..
Hvad han lavede herude.. Det var faktisk godt spørgsmål, han kunne knap nok hukse det.. Eller, åh jo! Soldaterne, selvfølgelig!
"Jeg blev jaget herud af en flok soldater," fortalte han og løftede kort på skuldrene inden han fortalte videre. "De jagter mig stadig for at føre mig til deres konge, men da vi kom herud, mødte vi alle ham der," Han nikkede hen mod orken. "han dræbte de fleste af soldaterne, imens de andre stak af," Han puttede hænderne i sin lomme.

Kaninen nød det, og lukkede øjnene.
Nille smilede skævt, og kunne ikke lade være med at grine.
"Typisk dig... Men, du ved godt du bare kan bede mig om hjælp, ikke?" Hun så spørgende på ham, og kiggede så på orken. Hun gik lidt hen imod den, men ikke helt.
"Du må gerne snakke... Bare ikke røre dig.." Hun smilede skævt. "Hvorfor jagter du Jacob?"

Jah, det var nok typisk ham, men han kunne jo ikke gøre for at de ville have ham til deres konge, eller jo det kunne han egentlig godt.. han kunne bare lære ikke at genere kongen ved at fryse ham til is, selvom det havde været et uheld.. Men ja, hvis man bærede nag, så ville han lade kongen om det.
"ja, det ved jeg," sagde han med sit charmerende smil. Han fulgte hende med øjnene, da hun gik hen imod orken.
Orken brølede.
"Han kaldte mig en stor dumrian!" brølede han og kiggede hen på Jacob.
Jacob løftede bare på skuldrene med et fjoget grin.

Nille smilede høfligt til orken... Hun kunne ikke lade være med at have lidt ondt af den.
"Og det havde han heller ikke ingen ret til... Men hvad med at lade være med at jagte ham? Han er jo trods alt kun en lille dæmon." Nille smilede drillende til Jacob, og var i en anelse drillehumør.

Jacob ville nikke og han var ret så sikker på at nille ville holde med ham, da dwt gik op for ham at hun egentlig holdte med orken?
"Hey?" Sagde han og kiggede hen på hende med et spørgende blik og lumsk smil. "Han startede med at ville æde mig?"
Hun skulle holde med ham, og ikke en pokkers ork.. Lille dæmon.. Th, nej, han var en ung dæmon..
Han foldede armene på kors og fnyste for sjov.
Orken grinte af ham.
"Pigen holder med mig," grinte han.

Nille holdte nu endelig ikke med nogen af dem, men hun lod som om hun holdte med orken, bare for at irritere Jacob.
"Og? Det hjælper da slet ikke at kalde ham ting." Sagde hun igen. Hun grinede, og så op på orken igen med hovedet lidt på skrå.
"Så... Hvis jeg nu sætter dig fri, lover du så ikke at røre ham?" Hun smilede sødt, og uskyldigt.

Ikke det?
Hvis et væsen ville æde en havde man så ikke lov til at fornærme det lidt? Det skulle hun vist have fortalt ham for længe længe siden!
Han fnyste og beholder armene på kors, selvfølgelig spillede han bare fornærmet.. Jacob var ikke så nem at fornærme..
Orken smilte til nille.
"Når så sød og pæn pige spørg, kan man da ikke andet end at sige ja," sagde han.
Nille havde smeltet orken ved at være sød.,

Indeni Nille jublede hun, og smilede triumferende. Men udenpå smilede hun uskyldigt, og grinede lidt.
"Du fri..." Hun så på orken, og han var fri til at gå... Hvis han prøvede på noget ville hun straks bruge sin evne igen, selvom hun havde mistet noget energi.
Nille så hen på Jacob med et anelse drillende smil, men det blev helt uskyldigt da hun kiggede på orkenen igen.

Orken bukkede høfligt for nille, inden han forsvandt ud i ørken uden at kigge sig tilbage.. Han var glad for at en som nille havde fået ham til at falde til ro..
Jacob kiggede hen på nille med det samme drilske smil som hun sendte ham.
"Så du er slet ikke bekymret for at han vil æde mig? Mig? Din kære Jacob som du elsker," sagde han og beholdte det drilske udtryk..

Nille havde et drillende, og uskyldigt smil fremme da hun så på Jacob igen, og gik hen til ham. Den lille kanin var ved at falde i søvn-
"Jo, det var jeg, men nogle gange fortjener du det." Svarede hun drillende, hun mente det godt nok ikke.

Han elskede det smil på hendes læber.. Hun var så dejlig at kigge på, de sorte øjne, det sorte hår og det bedårende drillende smil.. Han rystede på hovedet for at få sine tanker ud af hovedet! Holde fokus Jacob! Holde fokus!
Han lagde armene på kors og smilte lumsk og charmerende.
"Nå så det gør jeg," sagde han og blinkede til hende for at charmerer hende mere. "Ser man det, du syndes jeg fortjener at blive spist,"

Nille rullede kærligt øjne, og lagde sit hoved på hans skulder, og sukkede. Hun var glad for at se ham igen... Pludselig kom hendes tanker om hvad hun elskede ved ham da han begyndte at snakke igen.
"Søde lille Jacob... Ikke spist, bare et slag i hovedet." Rettede hun, og grinede.

Bare et slag i hovedet... Hmm, det kunne han vel godt bruge engang imellem, men ikke nu! Han havde aldeles ikke gjort orken noget, udover at kalde den et par ord, som en stor dumrian, men ja, den prøvede jo også trods alt at æde ham! Var det ikke også en form for fornermelse når nogen ville æde dig?
Hmm, dig kan jeg ikke lide, så dig æder jeg.. Noget i den stil garanteret..
"Vel gør jeg ej," sagde han og uglede kærligt i hendes hår. "Jeg forsvarede vel bare mig selv," Han blinkede kærligt til hende.

Nille fnøs da han uglede i hendes hår, og hun begyndte at ae kaninen. Hun tog hovedet væk fra hans skulder, og så ned på den.
"Ja, men nogle gange gør du det helt forkert, og så må jeg komme, og redde dit gode udseende." Sagde hun drillende, og grinede.

Han fnøs kærligt da hun fnøs.
"Jeg kan sagtens redde mig selv nille," sagde han og blinkede endnu engang kærligt inden han gik om bag hende, med afslappet og rolige bevægelser. "Det har jeg gjort så mange gange at jeg er ved at være van til det," Han smilte og lagde hænderne om bag hovedet.

Nille så på ham over skulderen.
"Nånå, så burde du vide at man ikke skal irritere en ork." Hun rystede på hovedet, og grinede. Hun vendte sig om mod ham. Hun lænede sig hurtigt hen til ham, og kyssede ham blidt... Men sørgede for at kaninen ikke blev mast.

Genere en ork...
Nej, det burde han vel ikke, men det var en anelse svært når orken ville æde ham.. At genere den var hans måde at få den på andre tanker på, så i stedet for at æde ham, jagtede den ham i stedet og råbte efter ham, så den lange tunge hang og dinglede, imens savl røg ud af munden..
Han grinte ved tanken, så han kiggede kort ned i jorden, inden han kiggede op på hende igen med sit sædvanlige charmerende smil.
"Det har du vel ret i," sagde han..
Pludselig kunne han mørke de bløde læber på hans.. Han kyssede hende blidt tilbage.

Hun ville have lagt sine hænder mod hans kolde kinder, men hun vad nød til at holde fast i kaninen... Derfor trak hun sig væk.
"Jeg har savnet dig." Hviskede hun, og så ned.
Hun var pludselig helt genert.

En enkelt pibende lyd undslap kaninen, ikke fordi den var bed at blive kvast eller tabt, men fordi den ikke kunne forstå hvad der foregik og det at nille pludselig stod tættere på Jacob, den dreng som den før havde snust til.
Han smilte mod hendes læber og kiggede hende i øjnene, så snart de havde adskilt deres læber..
Det varmede ham indeni at hun havde savnet ham.. Han havde også savnet hende.
"Jeg har også savnet dig," sagde han og kyssede let hendes pande.