shattered hope ~ Sean

t; middag
s; Firewood Markedet
v; køligt, ingen sne der falder, og sjasp på gaderne
o; handlende, rejsende osv.

Folk omkring hende så ud til at gå i en stor bue udenom hende. Hvorfor var ikke en gåde; de giftige gullige øjne, med spydig grøn makeup, langt rødt hår der lignede at det stod i flammer når hun bevægede sig.
toppen, som ikke var andet end en bh der ikke dækkede andet end det mest nødvendige, og shorts man tydeligt kunne se engang havde været et par jeans.
Hun havde en kurv på armen, fyldt med urter, madvarer og frugt. Ikke fordi hun havde brug for det - det havde Serkan.
Typisk af ham at sende hende afsted i sådanne mondering. Men hun kunne ikke gå imod ham, da han ville straffe hende. Alt fra voldtægt af ulve, til tvunget intimitet med hamselv.
Hun bed sammen, ved tanken om hvad der mon ventede hende når hun kom 'hjem' igen.

I hendes egen tankestrøm gik hun, uden rigtigt at se hvem og hvad hun passerede. Flere gange bankede hun ind i folk, for at gå videre, uden et ord.
Hun sukkede kort, lydløst.

Tingene havde ændret sig så meget...
Der var gået lang tid. Det mente han i hvert fald selv. han havde lært at elske sin søn og nød faktisk tiden sammen med ham, nød at sammenligne ham med enden Neph eller ham selv. Han lignede meget sin mor, syntes han. Eller havde lignet...
Han havde kontaktet dæmonen, som havde kendt til rituallet og de havde snakket om det. Under hans øje, havde han gjort det. Han havde tøvet et øjeblik og dæmonen der skulle hjælpe ham havde smilet for sig selv. Sean havde set det og skulle blot huske sig selv på hvor meget han havde ødelagt. Men det slettede ikke hans skrig...
Men sket var sket. Han havde været tættere på døden end nogen sinde før. Han havde overlevet ritualet, sket ude i intetheden, ude i naturen. dæmonen var rejst hjem igen og overladt ham til sig selv. Og de første par dage havde han været som i en febervildelse. Efter en lille uge, mærkede han for første gang den nye styrke der gled gennem hans krop. Han havde spist to sjæle, da han havde haft brug for meget mere energi, før han var taget ud på markerne og havde prøvet at forvandle sig.

Og nu, her, flyttede folk sig fra ham. Ikke fordi han så så fremmed ud, men fordi han afspejlede styrke, selvsikkerhed, magt. Han gik med rank ryg, de sorte støvler ramte jorden i en let dunk for hvert skridt, varslede hans komme. De mørke bukser og den sorte kappe med en hætte der var slået ned. En sort skjorte, men denne gang så den endnu mindre ud end før. Normalt elskede han når den sad stramt, men han havde været nød til at finde nogle nye. Dette var en af dem. Hans muskler var vokset, da de nu skulle hjælpe ham med at tøjle en langt større kraft.
Det mørkebrune hår sad strittende og de mørke øjne borede sig ind i alt og alle. De fire ar tværs over hans ansigt gjorde det ikke bedre. Dette var en dæmon. En Archdemon.

Han var gået selvsikkert frem og lod kort blikket glide over omgivelserne i et ligegyldigt blik, før han havde fået øje på hende. Han var blevet så ligeglad med alt og alle, siden drabet, siden ritualet...Den smerte, den prøvelse...ingen ville forstå denne prøvelse og det hele havde været med til at rive noget i stykker indeni ham. Men alligevel havde han lyst til kontakt med denne kvinde, igen. Hun skulle vide det hele ikke havde været forgæves. Han lod blikket glide ned over hende, velvidende andre mænd fandt hende tiltrækkende og kvinderne tænkte hun måtte fryse. Kvinden selv lignede en i oprør. En der var fængslet, men ønskede sig selv væk og gjorde oprør på sin egen lille måde. Som en sur teenager.
Han listede sig om bag hende, greb at æble ved boden ved siden af hendes i satte tænderne i det.
"Det er endnu ikke årstider for æbler" han rystede svagt på hovedet og så direkte på kvinden foran sig, Neph.

først genkendte hun ikke stemmen. det var jo alt så ligegyldigt.
Men efter et halvt sekund, stivnede hun. Hun så lidt ned, ransagede hendes hjerne for blot at huske hvordan man talte.
Hun havde været tavs så længe. Alt for længe. Følelsen af at være halvstum var vendt tilbage. Hun snublede over ord, lød som om hun var ved at sluge sin egen tunge.

Hun trak vejret dybt. det var tydeligt hvor meget hans tilstedeværelse påvirkede hende.
''Så spis noget andet, Mylord.'' sagde hun, uden at vende sig om.
Hun gik videre, hen til den næste bod. En bod med lys, krystaller og talismaner.
Hun så lidt på de forskellige ting, og sukkede stille, skjult.

havde hun ikke selv sagt han skulle vende tilbage, når han var klar på det hele kunne starte forfra? Når han var klar til at kickstarte deres venskab? og alligevel virkede hun så ligeglad og gik bare videre. I et øjeblik følte han sig vred igen. Følte hun virkede ikke havde haft noget tilovers for ham nogensinde, det hele bare havde været en leg...Men i så fald kunne han jo lege tilbage. og ødelægge det der åbenbart gav mening nok i hendes liv, til at ignorere ham.
Han fulgte efter hende. Han smed æblet væk og ignorerede manden bag boden, der var sur over at blive snydt for et æble.
"Hvad har du nu fundet af foretagender, som gør at du skal klæde dig så usædeligt? at du utvivlligt må fryse i dette vejr?" spurgte han, stædigt. Han ville blive ved med at følge hende, til hun accepterede at han var der og ville snakke med hende. Og ikke bare gik videre.
"Mylord lyder godt. Men meller os to var det nu vist bare Sean...Eller idiot...Du har kaldt mig mange ting" han smilte let og vedblev at se på hende, omend mod hendes ryg.

//så fylder vi lidt mere på!//

Hun så på ham. Han var blevet stærkere - det lyste ud af ham.
Og han nød det.
''Serkan.'' svarede hun kort, inden hun betalte for fem lys i forskellige farver.
Hun så kort på ham.
Egentlig havde Serkan ikke noget at sige til hende. Hun havde hverken respekt eller tiltro til ham.
''Idiot? Det er vidst mig.'' sagde hun roligt. Hun havde været en nar overfor Sean, alt for længe. Hvad havde han gjort hende, siden hun havde fået indtrykket af at hun skulle hade ham? Intet. Hun havde atter gjort ham uret.
''godt at se dig igen, Mylord.'' sagde hun med et lille smil. Tøvende. Hun vidste ikke hvad hun skulle kalde ham mere. Sean virkede på personligt nu - og han var ikke længere den Sean hunhavde været forelsket i..

Han grinte let og gik om foran hende, for at forhindre hende i bare at gå fra ham.
"Neph...Kald mig ikke mylord. Det har jeg ikke fortjent. Jeg er tilbage, okay? Jeg er klar til at give vores venskab en ny chance, hvis det stadig er hvad du vil..." hans mørke øjne så blidt på hende. Han anede intet om hvorvidt hun stadig var forelsket i ham...På en måde, opdagede han, håbede han det. Det var rart at være elsket. Men så igen, det ville aldrig gå...måske, hvis Alane ikke gad ham længere...Det viste han stadig ikke.
"Der er sket ting siden sidst..." han lod kort blikket glide ned over hende.
"...For os begge, åbenbart. Serkan, jeg kan huske noget du fortalte om ham og hvorfor, om at jeg blev vred. Jeg vil gerne hjælpe dig ud af det...Trods alt var det hele min skyld..." han så lidt på hende og det var som om han prøvede at være mere følsom, selv om det var svært. At gøre så de bedre kunne snakke, uden denne afgrund...

''Sean...'' sukkede hun inden hun smilede til ham.
''jeg arbejder for Serkan. Jeg går og kommer som det passer mig nu.'' sagde hun,
inden hun smilede kort.
''jeg ved godt at du er klar til en ny begyndelse. Det er jeg desværre ikke. Jeg erstadig lige så forgabt i dig, som altid'' grinte hun inden hun trak på skuldrene.

''hvad med at vi tager en kop te? Vi kunne tage hen på kroen? Det er så længe siden'' smilede hun

//Sorry halvkorte svar, laver mad xD //

Hans forsøg på at være sød, være venlig og blid, hans lille smil...Det hele forsvandt på et øjeblik. Hvorfor havde han også håbet? Troet på det hun sagde?
Han rystede svagt på hovedet og trådte et skridt tilbage.
"Ikke? Det var dig der tiggede om at få det tilbage. Dig der sagde jeg skulle melde mig, når jeg var klar. Og nu er du pludselig ikke klar? Hvorfor? Fordi der ikke længere er noget du skal opnå?" han kunne ikke gøre for det, vreden sneg sig ind i hans stemme, inden han nåede at tænke over det. Og ikke bare den rolige vrede, men en skarp vrede der fik de nærmeste til at trække sig tilbage. En blodåre på hans hals trådte mere frem. Han rystede på hovedet. At han havde troet det...bare et øjeblik...At han havde troet på det...Måske været tæt på at stole på det...Selvfølgelig blev tingene ikke som før. det ønskede han heller ikke, men hvis bare tingene blev bedre...
Han var for opslugt af sine egne tanker, til at høre hendes smil og forslag om the. Det virkede absurd overhoved at gøre et forsøg på at snakke, hvis hun ikke var klar til relation. Det gav ingen mening.

Hun stivnede over hans reaktion.
''Sean...SEAN!'' hun så ham direkte i øjnene, og greb om hans hoved.
''Hør nu på mig!''sukkede hun. Hendes håndflader var iskolde.
''Jeg siger ikke at jeg ikke vil begynde forfra. Jeg siger at jeg stadig har følelser for dig!''
Hun slap ham igen, i håbet om at han ville falde lidt til ro.
Så tog hun hans hånd, og begyndte at følge ham hen til kroen. Hun var tøvende, som altid.

Hvis hun dog bare ville være lidt mere direkte. Det var ikke for sjov han følte sig tiltrukket af vilje faste kvinder. Alane kunne være det, hvis man pressede hende, men den eneste viljestærke kvinde, som mindede nok om ham selv, var Ali. En meget speciel kvinde.
Neph var tøvende i sine bevægelser og det fik ham til at tøve på om hun faktisk ville det her. Han trak vejret dybt. Følelser? Nej. Hun havde sagt hun ikke var klar. Om nogensinde.
Tanken om at slå alle dem han holdt af, ihjel, kom tilbage. slette sine spor og blive stærkere end før. Mindre svagheder. Som altid skubbede han den væk. Nok havde han mere magt og styrke nu, når han lærte at kontrollere det, men at lege døden på den måde...Viste han ikke om han kunne. Igen.
Han faldt mere til ro og folk omkring dem stirrede ikke længere så meget.
Sean lod en hånd glide gennem sit hår og i en spontan bevægelse lagde han armene om hende, halvt væltede hende, men løftede hende så op i sine arme, med den ene arm om hendes overkrop og den anden om hendes ben. Og bar hende mod kroen med et lille smil.
Humørsvingninger...dem havde han haft mange af på det sidste. efter Ritualet. Faktisk viste han endnu ikke hvad det enlig havde gjort ved ham...

''wheeee!'' hvinede hun grinende.
Hun lagde drilsk armene om hans hals.
''Du, Sean, er du okay?'' grinte hun drillende og prikkede ham kort på næsen.
Hun havde kysset ham, hvis det ikke var fordi hun ikke regnede med at ville synes om det.

Hun dinglede lidt med benene.
''okay, du er blevet stærkere end før'' grinte hun

Hans smil kom frem og voksede let, skubbede til de lidt grove ar han havde hen over ansigtet. han satte hende ned da de kom til kroen og åbnede døren for hende, viste hende ind som en gentleman han ellers plejede at være. Han ville så gerne overbevise sig selv om at han stadig var den samme...Men han viste inderst inde at han ikke var det. Ritualet, alle de stressende ting i hans privatliv der var sket op til ritualet, havde alle forandret ham. han var mere dæmon nu end før.
Han så lidt på hende med sine mørke øjne.
"Meget stærkere" smilte han så.
"Bare the?" spurgte han som spørgsmål til om det faktisk var det hun havde lyst til, da han ville gå op og bestille. Folk i kroen så lidt på dem, nogen skyndte sig at se væk da de på en eller anden måde kendte Sean, andre kiggede bare nysgerrigt og nogen ignorerede dem. Altså var alt normalt.

''bare the'' nikkede hun roligt.
Hun turde ikke drikke noget som helst stærkere mere. Ikke efter de nætter der havde været uden ham.

Hun smilede, den del af ham. Den del hun havde forelsket sig i. Hun smilede bare.
Hun elskede den måde han var på, når han ville.

//mor råber//

Når han ville. Det var nok meget godt sagt. Det havde altid bare været noget han ville.
Han gik op og bestilte to the. Han fik dem, betalte og gik tilbage til hende, gjorde et nik med hovedet mod en tomt bord lidt til siden og gik der over med theen. Han stilte kopperne på bordet, en på hver side og tog selv plads, mens han roligt lod blikket glide over omgivelserne. han viste ikke hvad de skulle snakke om, frygtede at hvert emne ville være det forkerte.
Men et emne interesserede ham dog for meget, til han kunne holde mund.
"denne...Serkan...Fortæl mig om ham" bad han og så på hende med et svagt smil

''der er ikke så meget at fortælle. det er vistnok en bror, nevø eller fætter til Sargonis Misnoran. jeg er ikke helt sikker.'' hun satte sig ned overfor ham og tog sin egen kop the.
Hun trak lidt på skuldrene.
''de første par dage var det noget møg. Han prøvede åbenbart at være venlig, men hans ide om 'belønninger' var sex. Og det var jeg ikke lige helt vild med...'' hun så lidt på sin the.
''Efter et par dage, blødte han op. Han begyndte at opfører sig som en der bare prøvede at være sammen med mig. Han gav op i går... Han fortalte at han havde fået følelser for mig. Så gik jeg, og han har ikke forfulgt mig endnu.'' hun trak på skuldrene igen.
''der er ikke så meget at fortælle. Han er en velhavende, egoistisk og selvglad nar. Langtfra hvad jeg vil finde mig i'' sagde hun roligt og drak lidt af sin the.
''hvordan går det med dig?'' spurgte hun roligt

"Familie med Sajro? Det er virkelig interessant..." mumlede han og så tænksom ud et øjeblik. han havde lidt opgivet det med Sajro, men det betød ikke at oplysninger om han ikke var velkomne.
Han så lidt på hende.
"Gik som i på det tidspunkt eller for stedse?" spurgte han så og pustede let til sin the, før han tog en tår af den.
Han så lidt på hende og trak så på den ene skulder.
"Som det plejer, bortset fra jeg skal til at vænne mig til mine nye kræfter, lære at kontrollere dem." han smilte svagt. Hans drøm var gået i opfyldelse og det eneste han tænkte på var problemet med Alane...

''permanent. jeg skal ikke tilbage. Slut.'' sagde hun bare, inden hun så lidt ned i sin the.
Hun havde selv opgivet Misnoran-familien. Fuldkommen.
''jeg bliver her nok lidt tid endnu, i Firewood. Og så går jeg igen.'' sagde hun bare.

Hun sukkede kort.
''så alt er næsten tilbage til det gamle nu?'' smilede hun roligt

Han så lidt på hende og nikkede. godt. Han ønskede for hende at hun skulle have sin frihed.
Han trak lidt på skuldrene.
"Forhåbentlig uden skænderierne" tilføjede han så og tog en tår af sin the. Stadig lidt for varm. Det gik op for ham at han ikke havde noget at tale om. Ritualet var en hemmelighed, han måtte ikke snakke om de ting der var sket. Alane...Det gav sig selv. Han ønskede ikke at snakke om hende. Ali var endnu en hemmelighed...Hans arbejde? Alt var normalt.
"Hvad vil du så gå efter nu? når du forlader Firewood" spurgte han

Hun så lidt ned.
Egentlig, hvad ville hun gøre? Bare flytte, begynde på ny et andet sted. Jeg har brug for at komme væk. Alle her har set mig gravid. Og de blikke jeg får nu..'' hun sukkede dramatisk.

''ej, jeg vil bare væk.'' smilede hun og gned sit ene øje lidt. Det skiftede markant farve i et par sekunder efter.
Hun strakte sig stille.

''hvad med dig? Hvad nu?''

Han nikkede svagt
"hvor vil du så tage hen?" spurgte han.
Han lagde armene om krusset og mærkede varmen fra theen, der flød ind i hans hænder. Det endte med at indersiden af hans hænder næsten var for varme, mens ydersiden føltes kølig.
Han trak vejret dybt et øjeblik og trak på skuldrene.
"Det samme som altid. Tage mig af mit arbejde. Håbe Alane stadig gider mig. Undgå mine fjender. Nåe ja, og så lære mine nye kræfter at kende" han smilte svagt.
"Intet andet..."

Hun trak lidt på skuldrene.
''jeg ved ikke helt hvor jeg vil tage hen. Jeg vil bare have et nyt liv. En ny start...Væk fra minderne om de dumheder jeg har begået. Som at svigte dig.'' hun smilede stille.

''jeg vil være den person, som du engang bad mig om at være.'' sagde hun inden hun drak lidt the.

Hun så lidt ned i bordpladen, da hun ikke vidste hvordan han ville reagere.

Han så lidt på hende. Han kunne ikke længere huske hvad han ville have hun var...andet end fri. Andet end en kvinde der selv bestemte. Og han var usikker på hvad det betød.
"Nu start med eller uden mig?" spurgte han, da det gik op for ham det var den første tanke han fik. Selvfølgelig var det godt for hende, at få startet sit liv op igen. måske finde en der var hende værdig.

Hun vidste godt at han ikke ville kunne lide svaret - og det var fair nok.
''med dig... Som min ven.'' sagde hun. Hun vidste at han ikke ønskede mere end det.
At hun stadig elskede ham, det kunne hun ikke slippe af med.

''Jeg skal bare i gang med mit liv'' sagde hun roligt. Hun smilede stille

han kunne ikke se hvorfor han ikke skulle kunne lide svaret. Det var det bedste svar han kunne få. Det var alt han ønskede. En gang havde han virkelig leget med tanken om at være hendes kæreste, men det var før alt det her. Han nikkede let med et svagt smil.
"Lyder godt" svarede han så. han lænte sig tilbage og drak noget mere af sin the. han lod en hånd glide gennem håret, som allerede strittede. De havde vel ikke mere at tale om. Men alligevel nød han bare at sidde og snakke med hende...igen.

Hun så lidt ned på sin kop. Hun sukkede kort, over theen langsomt var begyndt at ligne snask.
Egentlig manglede kroen nogetunderholdning - måske et llama-aquarium?
Hun sukkede igen og så på ham.
''jeg ved godt at jeg ikke må spørge, men hvordan går det mellem dig og Alane? Serkan havde nogle ret... konkrete måder at fortælle mig at jeg ikke betød en skid for dig på grund af hende.'' sagde hun roligt