Things don't go wrong, they simply happen [Tristan]

Mørket var faldet over Doomsville. I hvert fald over Angerforge District. Mørket havde sneget sig ind i hver en krog af distriktet. Normalt ville der ikke være så mørkt, men da vinteren havde indtaget Underworld kom mørket hurtigere.
Hvis det da ikke hele tiden havde været der...

Mørket havde også krybet sin vej til parken hvor en skikkelse sad, ensom i natten. Og dog. Han var aldrig ensom. Ikke fordi der var noget sammen med ham hele tiden, men han var vant til det. Han havde været alene det meste af sit liv, på trods af tjeneste- og barnepiger. De var ikke så meget værd alligevel.
Den ensomme skikkelse sad stille på en bænk. Denne bænk var placeret med front udover afgrunden. Med 'afgrunden' menes selvfølgelig alt det der var under ham. Alt det der var nede af bjerget fra der hvor han var. Foden af bjerget. Det hele virkede sort og uigennemtrængeligt. Mørket altså.

Han havde egentlig mest lyst til at kaste sig ud over afgrunden og løbe igennem skoven, han vidste, der var for foden af bjerget. Han havde bare lyst til at løbe.. og smadre alt på hans vej. Dog holdt han sig i tovene. Det ville ikke være en god ide at lege 'morder på krigsstien'. Så ville han bare få The Guardians på nakken. Det gad han alligevel ikke.
Så ville han hellere holde sig i tovene og sidde i ensomhedens mørke.
Gud... Hvor er det her dog trist.. Jeg må virkelig få mig en hobby!
Denne tanke gjorde ikke rigtig det hele mindre trist eller ændrede noget overhovedet. Det var bare en tanke der - i det grad - var sand. Andet ville jo ikke komme fra hans læber...

Aleck kiggede op på himlen og sukkede. Stjernerne blinkede ned til ham og det lignede næsten to (eller flere) øjne der blinkede ned til ham. Han havde faktisk lyst til at blinke igen, men hvis man så en person; som var mørkeblå og med, måske, mange øjne var at blinke til denne nok ikke det første man tænkte på...
Det var, med større sandsynlighed, nok mere det sidste.

Hans spidsede øre, da en lyd kom nærmere. Lyden kom bag fra ham og - hvis ikke hans øre snød ham - så var det lyden af fodtrin.

Et tungt tæppe havde lagt sig over denne nye verden. Den verden han var kommet til for ikke længe siden. Faktisk, var det første gang han måtte sige farvel til lyset og gå mørket imøde i denne nye verden. Hans første nat her.
Han havde regnet med at han ikke ville være alene nu. Det var ikke meningen, men han kunne ikke finde hende. Camille var bare væk.
Et suk kunne høres ud i natten. Tristan kunne se hans ånde forme sig i kulden foran ham. Det var næsten trist, men han nægtede at lade det få ham ned. Han skulle nok finde Camille igen, det havde han lovet.
Han havde allerede fundet noget der minede om et hotel og der lå hans ting nu, samt Luck med lidt mad. Det var bedre ikke at have det med rundt i denne by han var kommet til.
Tristan kørte en hånd igennem sit hår og så rundt. Her var flere mærkelige væsner rundt omkring på gaden han stod på og flere boder og butikker, mange af dem kunne han genkende fra gamle bøger.
I et hjørne af gaden stod en flok væsner i en lille gruppe. De skilte sig ud for deres ens udseende i tøjet og deres vågne blik. Noget sagde Tristan at det ikke var nogen man skulle kommer for tæt på. Selvom han sagde sig selv det, så havde han bare den tendens til at bryde sine egne løfter til sig selv. Han opdagede alt for sent at de så på ham, og endnu mere sent da de satte af efter ham med nogle ord han hørt som. "Det ligner meget godt... Efter ham!"
Og det var nu sådan han var endt her. Spurtende ned af de snoede gader i vinterkulden med ca 5 væsner efter sig. Han hev efter vejret og prisede sig lykkelig for at han havde haft så meget træning i at flygte fra diverse væsner.
Han kom ud af en sidegade og ud i noget der lignede en park. Hans blik var sløret af den kolde vind der havde slået imod ham og så derfor ikke den bænk der pludselig var der. Han hoppede alt for sent over den og ramlede ind i noget der mærkedes som en person inden de tumlede rundt i græsset. Højrystede stemmer kunne høres et sted bag ham, men han lå stadig på jorden og kunne intet se.

Aleck rystede hovedet og skubbede det ud af hovedet igen. Det var nok bare nogen børn det legede, men hvorfor ville de dog være ude på dette tidspunkt? Det burde de vel ikke. Der var jo alle mulige onde væsner - og, hell, mennesker - der kunne gøre dem fortræd.
Han ville ikke helt indrømme det, men et lille smil bredte sig på hans læber. Tanken om et lille barn der blev sprættet op og spist af rå af bloddæmoner, en skyggedæmon der - i en hurtig bevægelse - fjernede barnets skygge og til sidst en kvinde. Hun stod overfor den lille dreng, så lænede hun sig ned og kyssede barnet. Farven forsvandt langsomt fra barnets hoved først, så bredte det sig. Til sidste lignede det(barnet) en dukke med blanke øjne på størrelse med tekopper. Kvinde holdt stadig fast i barnet og sugede som man ville suge i en cigaret.

Igen rystede han hovedet og en skælven bredte sig i hans krop. Det var ikke kulden der var skyld i dette, selvom at han gerne ville sige det sådan, det kunne han bare ikke…
Der var den igen! Lyden af fodtrin, nu var det sikkert! Der var nogen her i nærheden! Nu skulle han bare finde ud af hvem. Det fandt han dog hurtigt ud af..

Han rejste sig halvt op, da lydern kom helt tæt på også..
BAM!
Nogen ramlede ind i ham og så faldt stjerne ned omkring hovedet på ham. De dansede foran ham og kastede sig rundt i en leg; der blev vildere og vildere, indtil det hele lyste op og blændede ham.
Så fik han følelsen af at blive hevet op i kraven og sat på jorden. Han åbnede med besvær øjnene og gned dem - som om, at han havde sovet i flere timer og havde fået en forfærdelig opvågning. Det havde han vel også.
Foran ham stod The Guardians, byens 'politi', i den mere effektive udgave. Men hvad ville de med ham? Han havde ikke gjort noget galt!
(I dag...)
Så blev han gjort opmærksom på fyren ved hans side. Det må havde været ham de jagtede og ham der havde besluttet sig at flyve ind i ham.

"Hvem af dem var det?" Spurgte en af Guardians'ne. "Det ved jeg ikke. Vi tager dem begge." Svarede den anden. Aleck ville gerne havde lavet 'a run for it', men de greb hård fat i ham, og sikkert også ham den anden. Hvorfor fanden skulle han med dem?! Han havde ikke gjort noget! Så ramte noget ham.
I mørket er alle katte grå.
De kunne ikke se forskel på dem! De vidste ikke hvem der var hvem! Derfor tog de ham med...

Tristan ømmede sig lidt da han med en hård bevægelse blev hevet op og sat hårdt ned på jorden med en hånd på hans skulder der tyngede ham ned, som en advarsel om ikke at bevæge sig.
Han sank en klump og kiggede op på fyrene. De mindede om en slags politi.. Men han havde jo intet gjort? En tanke slog ham.. Hvad havde han ramt? ET blik til sin venstre side afslørrede en fyr på ca hans egen alder der så ligeså medtaget ud som ham selv.. Som om han lige havde taget en rulletur i græsset, men nårhh ja, det havde han også, ups.
"Arghhh... Jeg tror virkelig der er sket en misforst--" Prøvede han, men en af mændene afbrød ham med: "Stille!" og han gjorde som der blev sagt.. Ikke fordi han havde lyst, men fordi det måske fik ham fra tidligere.
Der gik ikke længe inden de begge var hevet med imod byen igen. Tristan sagde ikke noget til den anden fyr. Han vidste at han ville blive tysset på igen af 'politiet'. Der var stadig mørkt og folk synes ikke at tage det som en besynderlighed at de blev slæbt afsted.
Før de vidste af det var de også blevet smedet ind i et lille klemt rum med tremmer for og låst godt inde. Et lille vindue i den ene side gjorde det muligt for lidt lys at komme ind, men ellers var der få levende lys uden for tremmerne.
"For fanden.." Mumlede Tristan ud imod tremmerne da mændene efterlod dem og gik

Aleck prøvede stadig at få det hele til at give mening. Det ene øjeblik sidder han på en bænk og passer sig selv, det næste er der en fyr der smadre ind i ham og han bliver slæbt af sted af Guardians.
Hans ikke eksisterende held havde stadig ikke vist sig at vende. Nej, nu skulle han slæbes igennem byen og sikkert puttes i et fangehul med Hr. Luftakrobat.
Great. Simply great! My night couldn't possibly get better!
Og til hans store ærgrelse, havde han ret.

Han skævede af og til, til fyren ved hans side, som også blev slæbt af sted af et muskelbund (af en idiot) af en Guardian. Hvor ville han ønske at ham fyren havde valgt en anden at flyve ind i! Hvorfor lige ham! Hvorfor ham!
Hvad havde han gjort siden at han fortjente det her!
Når man ikke snakker om alle mordene, tyverierne (dog mest i småafdelingen), voldsangrebene.. Var der noget han havde glemt? Oh ja! Og hans 'indtagelse af føde'. Også var han dæmon. De stod nok ikke højt på listen over dem der skulle deles held ud til...

Efter gåturen igennem byen blev de smidt ind i et hul - det som de sikkert ville kalde en fængselscelle - med tremmer for vinduet og døren.
Aleck havde ikke sagt noget indtil videre, fordi han frygtede for hvad der ville komme ud. Sandheden.. Intet mindre...
Han cellekammerat bande og han havde næsten lyst til at tilføje et "Ja det siger du ikke."
Men lød være. Han nøjes med at tænke det...
I stedet for mumlede han:

"Der er virkelig en der oppe der hader mig." Satte sig ned på jorden med benene imod sit bryst og bankede hovedet ind i muren bag ham. På en måde ville det faktisk ikke have undret ham, hvis muren så smuldrede. Ikke på grund af hans styrke, men mere på grund af den tilstand cellen var i.
Men den var sikkert bedre end nogen af de andre der fandtes i denne verden…

Hvorfor mig?!

Tristan satte sig opgivende end på det kolde stengulv i bunden af cellen. Heldigvis var der da et tørt hjørne uden fugt. Han tog en hånd til håret og rodede lidt i det. Hvorfor skulle han altid komme ud i problemer? Han var sikker på at det var håret... Først orkerne og nu det her.
Fyren sagde et eller andet. Noget han ikke kunne have sagt bedre selv. Han var faktisk i tvivl. Generelt havde han bare den ide at lykkens gudinde hadede ham som en kakelak under hendes nypudsede sko, men der var tilfælde hvor heldet alligevel smilede til ham big time. En af de grunde til han stadig havde ben at gå på.
"Ja... Det må der virkelig" Svarede han sin cellekammerat og rejste sig igen for at gå hen og ruskede i tremmerne. De så meget skrøbelige ud, men et slag til et af dem fik hurtigt bevidst at man ikke skulle skue hunden på hårene.
"Great.. just great... !" Udbrød han opgivende og sparkede til en af dem. "Hvad fuck laver jeg også her?" Mumlede han videre for sig selv og satte sig ned igen, denne gang op ad tremmerne. Han betragtede fyren overfor ham.. Var det hans skyld at han var her nu? Hvis ikke han var faldet ind i ham havde han nok ikke været her. På en måde var det vel godt nok ikke at sidde her alene.

Det var faktisk overraskende hvor mørkt der kunne være i et fangehul... Selv med det sparsomme lys der kunne finde vej igennem det ellers så tunge mørke. Det havde lagt sig som tunge gardiner over de to fanger i cellen. Fanger. Det var jo i princippet det de var. Fanger. De sad der i den lille, fugtige og mørke celle; fanget som rotter.

Aleck rystede på hovedet. Hvorfor skete sådan noget altid for ham?! Det var da utroligt, hvor uheldig en person kunne være... Det burde ikke være muligt. Hans tankerække blev brat stoppet; en lyd havde fundet vej til hans øre. Det var hans cellekammerat... Der havde givet han ret.. Det skete faktisk ikke så tit - det havde måske også noget med at han ikke alt for opholdt sig i selvskab med mange (eller få, for den sags skyld) menneske og, ja, der var ment mennesker, men også væsner ligeledes - at der var nogen der gav ham ret i noget han sagde.

Han kiggede over imod ham, eller i hvert fald der, hvor han troede han var. Han svarede ham dog ikke. Han nikkede bare; vel vidende, at hans cellekammerat ikke kunne se det.
"Jeg tror ikke det vil nytte." Sagde han stille, dog højt nok til at det kunne høres. Hans konstatering var rigtig. Det nyttede ikke noget at prøve at rykke i tremmerne; hvis det havde, så havde han allerede stået der og smadret sig vej igennem dem. Han lyttede videre til hans "makker"'s klager. Han spurgte egentlig også sig selv om det samme, så det var meget relevant.

Aleck rejste sig uden besvær fra gulvet og gik hen til tremmerne, hans hænder lagte sig om to af dem og han kaldte ud af tremmerne.

"Hey! Hvad er det egentlig i anklager os for?" Eller en af os... Tilføjede hans sind.

"Jeg ved godt det ikke nytter..." Svarede Tristan irriteret og hans øjne begyndte at vænne sig til den dæmpede belysning. Han kunne se sin cellekamerat bedre nu, også selvom det stadig var begrænset.
Fyren begyndte at kalde ud i lokalet udenfor, men intet svar. Vagterne var længe gået og han tvivlede på at de havde nogen til at overvåge cellere. Det gjorde jerntremmerne fint selv.

"Gør det noget hvad de anklager os for? Pointen er vel at vi ikke gjorde det..." Sagde han roligt efter et par sekunder uden svar. Han gik ikke ud fra at den anden fyr havde gjort noget, han havde bare været uheldig at blive stødt ind i og han selv havde bestemt heller ikke gjort noget forkert.

En ide lyste op i hans hoved. Hvor mange gange havde han ikke øvet i dusørjægernes hovedkvarter at lirke døre op.. Men gad vide om det var samme princip her..
Tristan rejste sig op og følte sig frem i mørket efter låsen. Han kunne ikke se ret meget og det hjalp ikke.. Var her intet de kunne bruge til lys? Jo der var hans evne der kunne gnistre lidt, men den ville han ikke bruge her.. Endnu en ide... Hans mobil havde stadig strøm.. Så længe det varede, den kunne bruges!
Han hev sin mobil frem fra lommen. Så var der en god grund til at han havde taget den med, her var i hvert fald ingen forbindelse.. Men nu når han tænkte over det så havde han ikke set andet elektronik i denne verden.
Med hjælp fra den lysende skærm kunne han nu så låsen som var en knytnæve stor. Han studere hulet i den og fandt til glæde frem til at det var samme princip.. Så skulle han bare bruge noget til at hjælpe med at dirke den op.
"Hey, du har ikke en jernstang eller noget? ... Måske en trommesti--" Han stoppede sig selv, de vidste nok ikke hvad en trommestik var her... Så stedet rettede han det: "Eller måske en pind?". Efter at have kigget i mobilens lys var hans øjne blevet lysfølsomme igen og han måtte bare kigge i retning af hvor han troede fyren var.

Aleck nikkede til den fyr ved siden af ham. Så havde han da regnet det ud. Han begyndte at undersøge tremmerne nærmere nu. Det kunne jo være...
Det tog han ikke mange sekunder at understrege, at de her tremmer ikke rokkede sig en millimeter.

What now?

Lød det fra en stemme i hans hoved. Og hvis han skulle være ærlig - hvilket han skulle - så vidste han det ikke. De sad godt og grundigt fast her.
Han kiggede lidt over på hans cellekammerat. Det var lidt underligt. Ingen af dem havde gjort noget... Fyren fortalte jo sandheden. Han kunne ikke andet! Han var pålagt Aleck's evne lige så meget som han selv var!

Sært... Hvorfor sætter de nogen i fængsel, der ikke har gjort noget?

Okay... Nu skulle han ikke komme og spille totalt "Retfærdigheden skal sejre!" Han var ikke ligefrem den mest retfærdige person i verden... Men alligevel! Dog var han dæmon, men dette havde han ikke gjort! Hans evne var hans alibi! Han fortalte sandheden!

Han kneb øjnene lidt sammen da et lys pludselig kom ud af ingenting. Det hoppede praktisk talt bare ud af mørket!

Et lys født af mørket...

Nok ikke med det. Den underlige ting der var kilden til lyset var en ting han aldrig nogensinde havde set før!

Hvor fanden har den fyr fået fat i dentingest?!!

Det undrede han - meget - men at spørge ville måske støde fyren. I stedet valgte han at svarer på fyrens spørgsmål og spørge hvad det var han havde i hånden.

”Må jeg minde dig om at vi sidder i en celle... Nej, jeg ligger ikke inde med en pind, jernstang eller hvad det nu var du sagde...”

Hvad eller hvem fanden er den fyr??!!

Det plagede ham virkelig, han kunne slet ikke finde ud af hvem denne fyr var!

”Øhh.. Undskyld... Men hvad er det for en ting?” Aleck pegede på kilden til lyset. Eller der hvor han troede kilden var. Det var underligt... Det var generelt bare en underlig dag... Først blev han fløjet ned af ham fyren, så blev han slæbt igennem Doomsville, Angerforge Park, så smidt i en fængsels celle sammen med en fyr han ikke kendte og nu stod han med en dims han aldrig havde set i hans liv.
Kunne det blive mere underligt?

Svar: Ja.. Sikkert.

Tristan sukkede og kiggede med et 'are you serious?' blik på fyren. Okay han havde godt nok ikke regnet med at han faktisk sad inde med en trommestik, men det kunne da være skønt. Især fordi at han nok ikke selv havde noget.

"Tak... Jeg fangede godt hvor vi var... Jeg håbede bare på at du kunne komme til nytte..."
Hans stemme var ikke hånelig.. Den havde et flig af irritation blandet med drilleri og sarkasme. Et herligt krydderi.. Sarkasme altså..

Tristan kiggede tilbage på låsen og stoppede med at rode med den da der blev spurgt ind til hans telefon. For pokker... De havde jo intet her... Ingen strøm og ingen internet... Men det overraskede ham nu ikke at der aldrig var opfundet noget som en mobil her...

"Det er noget vi kalder en 'mobil' der hvor jeg kommer fra... En smart lille ting der kan få dig i kontakt med andre der har dem.. Også lyser de også.. Pisse smart.." Svarede han og begyndte at rode med låsen igen.
Han fandt en af sine daggerts fra sin jakke og begyndte at lirke med den.. Ikke at det virkede ret godt... Det var egentlig underligt de ikke var blevet frarøvet deres våben og lignende...

Aleck kiggede tilbage på fyren. Han kiggede lidt på ham som om, at han var dum. Hvilket bare fik ham til at hæve sit ene øjenbryn. Han kunne ikke lade være med at tænke at fyren, foran ham, var noget der bare ikke passede ind her. Han mente selvfølgelig ikke lige den celle de så skødesløst var blevet kastet ind i, men... Denne verden. Den ting der var placeret i hans hånd. Den passede, ligesom ham, heller ikke ind her...

Der hvor jeg kommer fra, nå? Jeg havde ret. Han er helt sikkert ikke fra denne verden. Ingen i Underworld har set sådan en ting.

"Aha... Interessant." Selvom sætningen, der flød fra hans mund hentydede interesse, så lød han ikke synderlig interesseret. Nej. Han var mere forundret. Igen, hvordan var han kommet i besiddelse af sådan en ting?! Han rystede blidt på hovedet. Der var et eller andet der stak under her...
Noget lumsk... Eller bare helt og almindeligt underligt.

Da fyren trak en daggert frem fra jakkelommen, blev Aleck ikke ligefrem mindre forvirret. Det kunne godt være at de var i Doomsville, men det var da ikke de fleste der gik rundt med daggerter i lommerne! Nogen gjorde måske. Men så af alle mennesker denne underlige fyr, der havde valgt at flyve ham ned og få ham og sig selv smidt i en celle, hvor han så trækker en underlig lysende ting op af lommen!
Var det "Forvir-dæmonen-dag" eller hvad?!
Det kunne da ikke passe! Det kunne det ikke!
Mens alle de underlige begivenheder prøvede at sætte sig på plads i dæmonens hoved, prøvede han samtidigt at finde ud af hvordan han skulle tackle situationen.
Hvad gør man, når man sidder i en celle med en vildt underlig fyr som cellekammerat? Han havde godt nok set et par ret underlige fyre, men ham her! Han... Han burde bare ikke være der! Han passede bare ikke ind i denne verden...
Han blev enig med sig selv og spurgte.

"Okay... Hvem og hvad er du? Du kommer ikke fra denne verden vel?"

Tristan havde et koncentreret blik imens han prøvede at få låsen op, med den skarpe ende af kniven. Et kort sekund synes han at have gang i det rigtige, men kniven smuttede og et stykke af spidsen knækkede af.
"Arg! " Udbrød han irriteret og smed kniven frem så den gled med en skrapende lyd hen ad cellens gulv.
Tristan selv sank sammen op ad tremmerne igen. Med ryggen imod tremmerne sad han nu og kiggede på fyren igen. Han synes at have regnet ud Tristan ikke var her fra... Var dte så tydeligt? Ja det var det vel... Men nu havde han også viftet sin mobil frem.. Det var nok det..
"Mig? Jeg er bare et simpelt menneske... Mit navn er Tristan .. Men kan godt sige jeg kommer langvejs fra..." Han smilede anstrengt og sad lidt uden at sige noget. Hans krop var træt efter ta løbe og han var ved at blive sulten...
"Og hvem er du så? Du er... Dæmon... Hvis jeg ikke tager fejl?" Sagde han så og rettede sig lidt op. De mange år i træning havde gjort det en evne at kunne se hvilke race der var med at gøre..
Endnu en ide lyste op i hans hoved... Men det var sidste udvej og nok lidt risky ..
"Jeg har en sidste måde vi kan få den dør op.. Men så skal vi også ud for de høre det nok de vagter... " Sagde han til sidst..

Aleck stod og kiggede lettere underholdt med på fyrens forsøg på at få låsen op. Han havde allerede opgivet at fortælle ham, at det ikke ville lykkes. Han ville sikkert ikke lytte til ham, men - tjaaa - han kunne jo ikke tvinge ham til at tro på sig.
Eller det kunne han, men han ville helst undgå at skulle bruge... De metoder...
Det ville nok være ildeset... Eller også ville vagterne more sig over det og lade ham gå fri! Det kunne også være, måske skulle man prøve at se, hvad der ville ske?
En stemme i hans hoved sagde ham imod... Den blev dog druknet af stemmen, der også gerne ville have en kommentar med i dette. Ikke at han bevilligede det...
Han kunne sagtens have været foruden..
Sagtens...

"Okay, ja så vil jeg tillade mig at sige hej, til dig, Tristan, som valgte at flyve mig ned og få mig smidt i en lille halvklam celle." Han kunne måske have fundet en pænere måde at sige hej på, men fyren havde jo trods alt fået han smidt i et fangehul... Det var ikke ligefrem velset.
De næste ord der forlod Tristans læber blev godt nok noget af et chok for ham... Okay, nok måske mere en overraskelse.
Så den knægt var ikke så dum som han så ud.... Gudskelov!

"Jo.. Jeg er Dæmon, jeg ville ikke engang spørge dig om, hvor du ved det fra, da det i sidste ende sikkert ikke ligger i min interesse. Mit navn er Aleck." Han sparede Tristan for en yderligere pinsel af hele hans navn.

Et flabet grin da han blev konfronteret med hans mindre flyvetur der havde smidt dem begge herind. Han havde altid været en smule klodset. Okay. Meget klodset. Især når det virkelig galt at han ikke skulle være det.
"Mine dybfølte undskyldninger..." Mumlede han en smule sarkastisk.
"Når man lige for lyst til en flyvetur... Hvad kan man gøre?" Han fnøs og vendte sig rundt imod tremmerne igen.
Han svarede på det sidste med: "Jeg ville gerne sige at det er mig en fornøjelse at møde dig, men ærligt talt ligger det ikke i min definition af 'fornøjelse' at sidde i en halvfugtig klam celle." Et drillende smil bagud.

"Okay, er du klar på at løbe hvis jeg for celledøren op?" Sagde han til sidst og kiggede tilbage på denne Aleck. Han ahvde som sagt en sidste plan, men det krævede de løb stærkt.

Det var ikke svært at høre den dryppende sarkasme, der hang om Tristans ord. Aleck løftede, suppleret med en kold maske, et øjenbryn. Han kunne vælge at smide endnu en bemærkning omhandlende at han ikke helt troede ham, men måske skulle hans spare ham for flere spidse bemærkninger, også fokusere på at komme ud derfra.

Rolig, ingen grund til at bekymre dig om noget, andre gør for dig.

Den kolde maske sprækkedes, som havde stemme hugget ned i den med en økse, og et stort grotesk smil blødede den kolde maske op. Han var heldig at det omklamrende mørke skjulte det, for ellers ville det sikkert ende med at Tristan troede at han ville dræbe ham og stikke af selv. Han havde dog andre planer med ham... Måske skulle man tage hævn?
Uden at ville indrømme det, så kunne Aleck godt lide idéen. Det blev dog ødelagt af hans egne tanker, der spolerede den ellers så festlige tanke.

Men... Jeg har jo ingen grund til at hævne mig på ham-

Stemmen stoppede hans tankegang og hviskede det blidt i hans øre.

Nårrhh ja... Hende.

"Fornøjelse er defineret som en følelse af glæde, godt humør eller munterhed... Så nej, at sidde i en celle, på grund af at en eller anden skiderrik valgte at flyve mig ned, nej det er ikke en fornøjelse!" Denne sætning var efterfulgt noget der mindede om et hvæs. Selv Aleck, som havde lavet det, kunne ikke lige definere hvad det var. Han havde dog ikke lang tid til at overveje hvad det var, da Tristan igen krævede hans opmærksomhed. "Det vil jeg da tro jeg er... Men hvad var det nu lige du sagde, at din plan var?" Hvis Tristan havde på fornemmelsen at han ikke helt troede at hans plan ville virke...
Så havde han ret.

Tristan havde vent sig rundt og tog sig ikke så meget af hvad Aleck ellers sagde. Han lavede en 'bla bla bl' grimasse imens han mimede fyrens ord efter, bare uden lyd... *Fornøjelse er defineret som... Så hold dog op* Tænkte han, men sagde intet, han kiggede end ikke tilbage.

Tristan rejste sig op igen og kiggede ud af cellen, eller kiggede så langt han kunne se, for længere hende drejede gangen og man kunne ikke se mere. Det var etsats de måtte tage, selv havde han ingen ide om hvad der var når man drejede om hjørnet og det gik han heller ikke ud fra at Aleck vidste.

"Så lad da vær at være så pessimistisk og gør dig klar..." Svarede Tristan bare og himlede med øjnene ... Velvidene at han ikke var den store optimist selv lige nu.

Han lod sine fingre stryge ind under sin jakke og mærkede det kolde stål fra sin ene handcannon støde imod sine fingre.. Han ahvde ikke affyret nogen skud i denne verden og det måtte betyde at begge pistoler stadig havde 12 skud hver..
Mon de vidste hvad pistoler var i denne verden ? Han tvivlede...

"Min plan er simpel..." Svarede han og hev pistolen frem.
"Klar... " Et 'Klik' kunne høres da han hev tilbage i pistolen og den ladtes..
"Parat..." Han sigtede nøje våbnet imod låsen på celledøren og førte den helt hen til.

"... Løb!" Udbrød han da pistolen gik af med en skarp lyd og låsen fløj af. Han hev selv celledøren op og spurtede i retning af den eneste dør han kunne se ud af 'fangekælderen' de var i. Nu var det bare at håbe for fyren at han kunne følge med.

Det var meget tydeligt at hans cellemakker, ikke havde meget til overs for ham, hvilket han faktisk ikke beklagede. Så behøvede han ikke have for meget med ham at gøre, de skulle bare ud.
Hans blik rettedes imod Tristan, da han ytrede et par ord til ham. Han havde dog ikke forventet mere end han fik, han havde faktisk ikke forventet noget... Så det kom jo til en overensstemmelse i sidste ende. Pessimist... Han overvejede kraftigt at give ham endnu et ordbogscitat, bare for at han vidste det ville irritere ham grænseløst. Men... Han lod den ligge til en anden god gang. Der ville sikkert komme et tidspunkt, hvor et ordbogscitat ville være oplagt og endnu mere irriterende. Han ville vente til det tidspunkt kom.

Aleck var lige ved at spørge ham, hvad han skulle være klar til, da Tristan hev en... Ja, et eller andet ud af jakkens gemmer. Det lignede en revolver, men han mindes ikke at den Tristan nu stod i hånden med, lignede den der lå hjemme ved ham. Nej, det gjorde den ikke ligefrem... Den lignede mere en... Ja, han vidste ikke rigtig, hvad det lignede...
Han hørte de ord, som lød fra Tristan, efterfuldt at et lille klik, så kom der et brag og en opfordring om at løbe, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Det gjorde han skam også... Ud af døren gik det og - efter få sekunder - havde han halet ind på Tristan. Om nogen af dem havde en ide om, hvor de løb hen anede han ikke, men han håbede at de i det mindste nåede ud uden at...

Han nåede ikke længere i hans tanker, da han knap nok færdiggjorte bøn blev smidt på gulvet.
Foran dem stod en flok vagter; de lignede nogen, der havde holdt en pause i lid tid og havde ingen planer om at holde op med det. Til deres (eller hans) held, havde de haft travlt med deres samtale at de to løbende fyrer kom helt bag på dem. Aleck tog til i fart, overhalede Tristan i gøremålet, og styrtede imod vagterne. Hans fremad strakte hænder fik fat om hovedet på den første og han blev hurtigt smadret ind i den næsten i rækken. Den tredje blev forsynet med en knytnæve i hovedet (endnu en af dem der ikke var kommet til sig selv, og stadig var mere forvirret end noget andet). Den fjerde var dog kommet hurtigere til sig selv og langede ud efter Aleck.
Han var dog nu inde i en rytme og kunne ikke stoppes. Med et fast greb om vagtens nakke, blev den vredet om og han faldt slapt til jorden. De andre bag ham gjorde ikke noget forsøg på at komme op. Et øjeblik overvejede han at dræbe dem alle og tage sig et lille natmadsmåltid...
Efter få minutter havde alle vagterne (udover den ene som allerede var død) døde og have ladet deres sjæl under samme procedure. Han vidste ikke om Tristan havde set det, men det kunne han heller ikke være mere ligeglad med...

Han rejste sig stille og begav sig hen til døren, døren ud til friheden. Den blev skubbet op og et pust af frist kold luft kærtegnede hans ansigt.

//Sorry jeg lidt lapper ind over dit emne, men kunne ikke lade vær //

Tristan løb af alle kræfter. Den stikkende fornemmelse i hans lunger begyndte snart at tage til, og han hev grådigt efter vejret som var luften begrænset. Det havde været dumt at tro at der ikke var vagter udenfor cellerne.. Naivt næsten .. Dumdristigt ville nogen sige .. Men han var vel lidt af det hele.
Inden han nåede at vende sig rundt for at se om fyren var med, var han blevet overhalet og Aleck forsvandt rundt om hjørnet.

Så snart Tristan selv drejede om hjørnet fik han øje på dem. En gruppe på 5 vagter var mindre end en meter fra ham, det gjorde det umuligt at få stoppet hans ben i tide, og han hamrede ind i den femte vagt, tids nok til at se Aleck hoppe over den første, ind i den anden og give den tredje en i ansigtet. Det gjorde ham ikke noget at Aleck tæskede sig vej igennem.. Et øjeblik var han faktisk næsten imponeret over fyrens bevægelser, men i samme sekund den 4 vagt faldt død om var Tristan på benene.

Det var det blik... Han havde set det 100 gange.. I hans egen verden. Blodtørstigt og ukontrollerbart.. Ikke i stand til at stoppe.
På et sekund synes Tristan at se en del af Alecks historie i det blik.. Den klassiske dårlige opvækst som væsner tit fik, opdraget til at slå ihjel. Lidt som ham selv på nogen punkter, han havde bare selv kontrolleret sig og brugt det på andre måder end Aleck have.

Det gik stærkt nu, på mindre end et splitsekund efter at Tristan var på benet fløj små blå skær igennem luften. Havde man haft tiden til at mærke det efter, kunne man sikkert mærke de små hår på armene rejse sig, eller håret på hovedet være ukontrolleret... Hvad man kaldte statisk elektricitet fyldte rummet.
Splitsekunden var forbi, og Tristan have på ingen tid fået fat i Alecks krave - før han kunne lange ud efter flere vagter. Med et hårdt ryk fik han ham slynget ned i gulvet og hoppede et skridt bagud selv.

"Stop det! Få lige fat om kontrollen makker..." Han mumlede det sidste og stillede sig med et trodsigt blik imellem Aleck og vagterne der stadig ømmede sig.. De af vagterne der ikke havde for ondt kiggede forvirret på de to drenge, men gjorde ikke noget for nu.

Små blå lysglimt kunne stadig ses i form af gnister rundt om Tristan flere sekunder efter, men snart var de væk igen, så hurtigt som de var kommet.

ooc: Det er helt okay, kan bare godt lide at det beviser at du har læst med XD *Drille* I hvert fald dertil Men ingen skade sket (Udover vagterne.. XD)

Hvordan noget kunne gå fra godt til skidt på meget få... Millisekunder. Det var vist alt, hvad det havde taget Tristan - akrobaten - at vendte op og ned på hans verdensbillede. Bogstaveligt. Da han før havde været vendt imod vagter, kiggede han nu op i loftet. Han blinkede let forvirret. Han havde ikke mærket at han var blevet hevet i, før han nu lå fladt på gulvet i gangen.
What the...
Hans øjne landede på Tristan. Det var ham, der havde grebet fat i ham. Prøvede han bevidst at ende tilbage i det hul?! Hvad fanden lignede det her?! Ville han faktisk godt tilbage i det hul af en celle?! Eller ville han ud derfra?!
Irritationen fik Aleck’s øjne til at knibe sig sammen og hans ansigt blev betrukket med en kold maske. Da masken var på plads rejste han sig stille. Ingen af hans bevægelser eller ansigtstræk udviste vrede. Nej, han var ikke vred - der skulle mere til - men han var irriteret og det kunne nogle gange endda være værre.

Han vendte sig og kiggede ned af gange, imod døren. Døren der førte til hans frihed. Frihed fra disse omgivelser, disse inkompetente tåber. Han trådte henover vagterne og fortsætte hen imod døren. Han havde åbenbart ikke lov til at dræbe vagterne, hvis han spurgte Tristan.
Men det havde han jo ikke, kunne man så tænke, så hvorfor lod han så være. Svaret var enkelt. Hvorfor anstrenge sig for at gøre noget, som andre alligevel vil gøre for en? Disse vagter, for hans fødder, de havde mere eller mindre ladet Tristan og ham gå, han kendte ikke til Guardian miljøet, men han troede ikke på at det ville gå ustraffet hen. Han vendte sig igen og kiggede nu på Tristan. Skulle han hive ham med? Eller skulle han lade ham blive?
Oh, bloody hell...
Lød en træt hvisken i hans hoved. Han trådte igen over vagterne, grab fat om Tristans arm og trak ham af sted efter sig. Han havde ikke noget at sige i sagen. Enten så kunne han komme med, eller også så kunne han blive låst inde. Aleck trådte ud af døren og stillede Tristan bag sig.
"Bliv der." Sagde han stille, hans stemme var kold og følelsesløs. Han kiggede rundt og fik øje på en skraldespand. Han spadserede derhen og tog låget af. En rådden stank ramte ham og han rynkede på næsen. Han fandt dog, hvad han ledte efter. En stykke træ og nogle søm. Sømmene var en smule bøjede, hvilket sikkert også var grunden til at de var blevet smidt ud.
Forfængelighed, sikke noget pis, men til mit held.
Tænkte han og smilede for sig selv.
Tilbage ved døren stod han og holdt træet oppe, så det passede med at kunne lukke for døren. Med møjsomt besvær fik han sat et søm på plads og banket på plads i dørkarmen. Han havde vist været heldig med at ramme enten sprækker i muren eller dørkarmen, men det gjorde dog ikke den dunken i hans hånd mindre af at skulle banke de søm ind. Han rystede den stille bagefter og begav sig af sted ned af gaden, bare Tristan fulgte efter ham.

Tristan trak vejret i små tunge ryk. Han havde været klar til at kæmpe imod fyren om nødvendigt, men istedet var Aleck nu rolig og fattet. Hvilken underligt overgang. Man skulle bare lige ruske lidt i ham også var det væk.. smart.
Fyrens hånd om hans arm fik ham hevet væk fra vagtene og imod døren. Ikke at vagterne ville forsøge at bure dem inde igen, men det var nok smart nok at komme væk.
"Javel.." Mumlede han da Aleck smuttede og bad ham blive.
Han hjalp ikke rigtig med at banke søm i. Hvad skulle han hjælpe med? Det var et en-mands arbejde.
Så han fulgte nu bare med dæmonen. Hoppede op på siden af ham og gik med.

"Hvor er du på vej hen?" Spurgte han efter noget tids stilhed. Velvidene at det var op til fyren selv. Tristan behøvede ikke vide det, men han havde intet sted at gå hen lige nu, og kunne lige så godt følge med, når han nu var blevet trukket med.

Aleck hørte skam godt de ord Tristan ytrede til hans fordel. Han valgte bare at ignorere dem. Hvor ville han egentlig hen?
Var der et sted han gerne ville hen? Eller ville han bare... Gå? Gå indtil han stødte på noget eller nogen. Gå og lade ingen og intet stoppe en?
Lysten til bare at gøre det var der. Bare lukke verden ude og gemme sig væk i mørket lukningen af verden havde sluppet løs. Hans tanker rettede sig imod parken. Men... Det kunne han ikke. Han kendte politiets tankegang.
En skyldig vender altid tilbage til gerningsstedet.
Han rystede på hovedet af denne tanke som var ikke så lidt tåbelig, efter hans mening.
Så han kunne ikke tage til parken. Måske kunne han tage hjem? Nej... Ikke med den fyr på slæb. Han kunne ikke komme vadede med ham midt om natten...

Hans skidt stoppede et øjeblik. Hans øjne var rettet ligeud, mens hans hoved vare drejet i retning af det spektakulære syn foran ham. Den høje bygning rejste sig fra det sædvanlige væld af bygninger. Den strakte sig imod himlen; rank og yndefuld. Bygningen var overbefolket, selv her om natten. Dog var det ikke mennesker der befandt sig over det hele på bygningen. Det var statuer af væsner og guder.
En lyst til at smutte af sted og gemme sig bag reoler efter reoler overfyldt med bøger i sin fulde vidunderlige pragt. Imod sine fingre kunne han mærke det let krøllede læder og den stærke duft af læder og knitrende papir nåede hans næse.

Aleck trak sig selv ud af hans egne... Drømmerier omkring trygheden bag reolerne og fortsatte sin vandren.
"Væk." Svarede han så endelig Tristans spørgsmål.

Tristan fnøs og rystede på hovedet. Et kort svar der efterlod ham uden en tilfredstillende følelse af at have fået svar. Kontant også alligevel så upræcist. Det irriterede ham næsten lidt. Han var ikke fulgt med bare for at gå - og endda uden at sige noget - det ville blive akavet i længden.

"No shit Sherlock..." Svarede han bare og himlede med øjnene. Han skuede omkring på gaden. Kunne fornemme hans 'ven' tænkte sig om. Han selv havde aldrig været den store tænker. Han var hurtig og fornuftig når det gjaldt, men ellers nød han at leve livet på farten og ikke tænke over så meget, men bare gøre hvad han ville her og nu. Spontanitet og held var hans tro følgesvende.

"Hør... Jeg har parkeret mine ting på et hotel et sted... Kryb-i-ly kro tror jeg det hed... Jeg kender ikke byen da jeg ikke er her fra... Mind to guide me?" Spurgte han til sidst, mest for at sige noget. Han kunne nok godt have fundet tilbage med sit held, eller spurgt om vej.

Med rolige og fattede skridt fortsatte Aleck. Han håbede ikke at de opvakte alt for meget opmærksomhed. Men med Tristan... Farverige valg af hårfarve, så kunne han vist ikke have valgt en "makker" som opvakte mere opmærksomhed end han.
Hey, han kunne have været... Lilla!
Med en kort glædesløs latter måtte han give stemme ret. Og han forstod også godt en hentydning.

"Sherlock?" Spurgte han forvirret og rettede blikket på Tristan. Han havde ikke hørt om sådan en personage før, gad vide hvem han var.
Han nikkede derefter. "Kryb-i-ly kro" et grin forlod hans læber, denne gang ikke tørt som ørkenen. Enten gad fyren ikke være ude på åben gade eller så kunne han bare ikke huske, hvad kroen hed, han havde forladt sine ting på. Et meget dårligt træk, ville han mene.
"Okay så, men først skal du svare mig på dette; Det Vilde Vildsvin?" Et spørgende udtryk havde kastet sine folder over hans ansigt, i stedet for den sædvantlige kolde maske.
Han virker som lidt af en... Særling.
Med en hovedrysten og et smil skubbede han bemærkningen til side. Det var dens måde at sige, at han var noget for sig selv - ham Tristan. Men der skulle vel også en personlighed til at matche det hår? Skulle der ikke?

Tristan sukkede af sig selv. Selvfølgelig var der ingen i denne verden som kendte Sherlock Holmes. Så gav den sætning ikke meget mening kunne han godt se.
Han rynkede brynet og kiggede uforstået. "Det vilde Vildsvin? Jeg ville ikke mene det er et spørgsmål.. Det lyder som navnet på et værtshus.." Svarede han.
Hvis han virkede som en særling var det vel forståeligt. Han var jo ikke her fra... Ikke at han ikke havde været særling i den anden verden..

Aleck derimod virkede en smule indelukket.. Han vidste ikke hvad det var. Meget anerledes fra alle hans højtråbende venner derhjemme. Helt anerledes fra hvem han normalt omgåes. Men han måtte vel vende sig til at omgås andre folk end de gamle venner for den eneste han rigtig kendte her var Camille.

"Det er et værtshus. Men jeg var mere interesseret i om det var det værtshus som du ikke kunne huske navnet på." Svarede Aleck sukkende. Hvorfor var ingenting let med den her fyr? Havde han et eller andet kraftfelt, der bare satte alt der havde stemplet "nemt" på sig ud af balance? Hvor var det typisk for ham at rende ind i sådanne fyrer.
Han rystede på hovedet og sukkede dybere. Han var ikke gået en tur for at ende som guide for en eller anden rejsende. Det var nok for ham at skulle holde vagterne af hans egen røv, at også skulle gøre det for Tristan var for krævende. Det mente han da i hvert fald selv.
Foran ham strakte gaden sig ud, længere end han kunne ane - men han kendte distriktet ind og ud, han behøvede ikke at kunne se det. Hans skridt nåede en hurtigere rytme. Lyden af lædersko imod brosten blev højere. De var nået til et sted, hvor vejen delte sig og banede sig vej igennem husene til venstre. Det var den vej han skulle. Hans blik faldt på vejen foran ham. Fortsættelsen af den vej han stod på i øjeblikket. Aleck vendte sig og kiggede på Tristan, som han vist nok mente befandt sig bag ham.
"Jeg skal denne vej. Hvis du vil finde Det Vilde Vildsvin skal du fortsætte lige ud, indtil du når det distrikt der hedder Rotten Root. Du vil kunne regne ud at du er der, når du kommer dertil. Og en godt råd; lad være med at spørge om vej." Han stoppede kort, men lod så et bredt grin smykke hans ansigt. "Farvel Tristan, hold dig nu ude af Guardiansne's søgelys og held og lykke med 'Kryb-i-ly kro'." Så vendte han sig imod sidevejen og begyndte at gå den vej.
Han ville møde den fyr igen. Ingen tvivl om det.

//Out