Oh you simply forgot to mention that you are alive! -Dastan

Hun var iført hans trøje. Selv efter 6 måneder, adskilt kunne hun ikke nænne ikke at gå i hans tøj. Man ville kunne ane hendes mave men hendes ansigt og fingre var blevet tyndere. Graviditeten tog en anelse hårdt på hende, især nu hvor hun var helt alene. Hun lænte sig tilbage mod bænken og tog en dyb indånding for at slappe af. Hendes familie vidste godt nu at hun var gravid og at han var forsvundet havde nok sikret hende tid til at finde en måde at komme af med barnet på inden de ville slå det ihjel.
Hun tog sig til hovedet, hun måtte virkelig til at stoppe med at overtænke:" Sylvi, der kommer ikke noget godt ud af det.." fortalte hun sig selv højt. Sylvi. Det var det navn hun havde skiftet Sylvana ud med. Lucy sad ved siden af bænken og vogtede over Sylvana, hun havde været bekymret lige siden Dastan blev erklæret død. Hun havde bemærket Sylvanas ændring af humør og følte sig magtesløs. Men på det sidste havde det virket som om at Sylvana var ved at blive god igen.
Lucys blik blev fanget af en genkendelig skikkelse. Hvem kunne det dog være? Hun rejste sig op og så kort på Sylvana som var fanget i sine egne tanker og smuttede så hen imod den genkendelige skygge. Auraen virkede også bekendt. Hun stoppede et par meter bag skyggen og kom med et opsøgende bjæf. Lyden ekkoede gennem parken og før Lucy havde opdaget det stod Sylvana ved siden af. Helt urokkelig.