Auw - Becie

"Arhh" Kom det irrateret fra Rafaels kolde læber, mens en bankene hovedpine domineret hans tanker, og en kæmpe vægt fra det ned styretet hus lå over hans krop som en sovepose der ville ligge om en overlevelsesrejsende i skovbunden. Rafael kæmpet sig gennem de mange murbrokker med sin overvældene overkrops styrke, og kastede som det første en arm over sit hoved og ud af skrældet af stålet og stenene der havde været en del bygningens fundament, og lod sin arm kærtegnes blidt af måne lysets varsomme skær,inden han fik trukket resten af ham med op, og trak vejret dybt og tungt gentagende gange, og først da ønsket om luft var over.. kiggede den store dæmon sig om, halvejs begravet i murbrokker, og spurgte sig selv "Hvad laver jeg her?" der var mange andre spørgsmål i hans hoved, som hvem er han, men at stille det andet var mest optrængene, det var først nogen øjeblikke efter at have formet det andet spørgsmål i munden, at han ikke opdaget hvem ´jeg´ er. Rafael trak sig op, og satte sig på en stor del af en pæl i den nedstyretet bygning, og kløet sig i baghoved mens han prøvet at gå på kompromi med virkeligheden, men intet skete andet end han bliv træt bagi af pælen, og hans hovedpine bliv værre af alt tænke arbejdet.
Rafael fik omsider tumlet i tåger forvirret rundt i den lille landsbys gader, men fik så fundet vej til kroen, hvor han af krops reflaeks, skubbet hårdt til døren så man kunne høre ham komme ind når døren bliv smadret op af alt dens hængsler kunne holde til. Rafael gik ikke som ham selv mens han gik langs kros træ gulv, han gik usikkert, genert, og isetdetfor de maskuline skuldre bliv presset intimiderende fremaf, bliv de trykket lidt ned som en dreng der havde fået dårlige karaktere i skolen og nu skulle have dem læst op foran hele klassen. En lille fyr kom til at gå ind i ham, da Rafael kom gående mod baren, og manden havde ikke set Rafael fordi han stod med ryggen til, men vendte sig om og gik et skridt han ikke kunne nå at stoppe da Rafael var lige bagved ham, så de mødtes bryst mod bryst,hvilket var som gummi der mødte stål, og manden faldt på numsen ned på gulvet, og sagde med det samme "Undskyld" Rafael rejste ham med en hjælpene hånd op og sagde med et smil.. farderligt, som en far der smiler til et barn "Det var min skyld." Rafael gik fordi ham og op mod baren

Lily sad oppe ved bardisken med en Piña Colada i hånden og snakkede lidt med manden bag disken. Hun elskede den søde smag af ananas som bredte sig på hendes tunge.
"Hvad laver en ung kvinde som dig så herinde alene?" spurgte Manden. Lily trak på skuldrene. "Jeg er ikke ligefrem den der har flest venner, men det ville da være synd, hvis jeg aldrig kunne komme ind på denne bar, bare fordi jeg ikke havde nogen at følges med," sagde hun og sendte ham et smil. Det var måske hendes egen skyld at hun ikke havde nogen venner endnu. Hun holdt sig mest for sig selv. Hun kunne godt lide at snakke med andre, men hun tog bare ikke initiativet til at holde kontakten og mødes andre gange.
"Ja det ville da være synd," sagde manden så og hældte en drink op og gav det til en anden, der også sad oppe ved bardisken.
Lily kiggede hen mod døren, som lige var gået op, og der stod en, som hun havde set før. Det var ikke ligefrem det bedste minde hun havde fra den gang hun mødte ham. Rafael, var det hvist han hed. Hun skyndte sig at kigge hen på manden bag disken igen. Hun havde ikke tænkt sig at blive genkendt, men alligevel valgte hun at dreje hovedet og kigge hen på ham igen.