Goodmorning -becie-

Vejr: køligt..
Omgivelser: inden man går ind i byen, en flok hestevogne kommer engang imellem forbi, sneen ligger på jorden og gør det vanskeligt for dem at nå frem..
Tid: morgen.

Han vågnede ved lyden af en hestevogn som kom kørende forbi.. Hestene vrinskede og prustede, så der kom små skyer ud fra deres mund og næsebor.. Kusken sukkede irritabelt og gav tøjlerne endnu et slag, efterfulgt af et HIIAH!
Hestene vrinskede og trak vognen igennem den tykke sne.. Jacob strækker sig og kiggede ned på hestevognen fra sit egetræ, hvor kun få blade var tilbage..
"Godmorgen Jacob," mumlede han for sig selv og tig hætten over sit hoved, inden han sprang ned fra træet og kiggede rundt.. Der var ikke mange væsner at se.. Kun hestevognen i det fjerne var det eneste i bevægelse.. Han smilte skævt og tog armene om bag hovedet, inden han begav sig videre igennem sneen..

En sneleopard krydsede hurtigt gaden, efter hestevognen var ude af syne. Den sneg sig om bag et træ og forvandlede sig til en pige i en lyseblå, næsten hvid, kjole, som lige akkurat dækkede knæene, inden hun kom til syne igen på den anden side af stammen. Under brystet var bundet en sølvtråd og på fødderne bar hun intet. Det lyse hår var bundet i en skæv fletning, som gik ned foran og hendes hud var en lille smule bleg. Hendes naturligt røde læber bredte sig i et smil og hun gik igennem sneen, som gik hende til midt på skindebenet. Der var koldt, hun frøs og hendes fødder endnu mere. Hun lagde sig ned i sneen og begyndte at lave en sneengel mens hun sang en sang, som hun fandt på lige nu og her. "Red mig engle, red mig fra denne jord. Red mig engle stil op og syng i et kor." Hun smilte for sig selv. Det var godt at hun ikke skulle være sangskriver, for hun var elendig til at rime, så det stadig gav mening. I stedet begyndte hun at finde på noget andet. "Jeg fryser, jeg har ingen ly og læ. Jeg fryser i denne kolde sne. Sådan er det nu i ny og næ, for ingen vælger at kunne mig se." Sådan! Hun styrede bare til det der. Hun blev bare liggende i sneen og smilede. Hun vidste ikke, hvad hun smilte af, for hendes tøj var nu vådt, hendes næse løb og hun frøs. Alligevel kunne hun ikke lade være med at smile. Måske var det den sjove følelse af ikke længere at kunne mærke sine tær, måske var det fordi hendes mave endnu ikke havde protesteret imod, at hun ikke havde givet den noget mad i snart fem timer. Måske. Men kun måske.
Hun var træt og havde lyst til at lægge sig til at sove. Lige her og nu. Lige præcis dér hvor hun lå nu. Hun nynnede for sig selv, og fortsatte med at lave sin sneengel.

En sød latte fulgte med vinden, hvilket fik ham til at vende sig om..
Denne latter.. den var så varm og glad, som var det et væsen der for engangs skyld ikke afskyede kulden omkring ham eller hende..
Han fik selv et smil på læben og gik hen mod latteren, med afslappede bevægelser, imens han lyttede til de tekster stemmen sang..
Det var ikke de bedste tekster, men det lød nu meget godt alligevel og han kunne ikke selv finde på noget bedre.. Han lyttede og fortsatte med at gå hen mod latteren.. Den blå hætte gemte hans hvide hår og næsten hele ansigtet, man kunne kun lige ane de smalle læber, der skilte sig engang imellem og efterlod et ånderdrag der kunne ligne en lille røg sky..
Et smil voksede på hans læber, da han så hvem stemmen tilhørte.. En ung pige med et varmt smil, blond hår og øjne blå.. Hun smilede og grinte, også selvom hendes kjole var våd.. Smilet forsvandt ikke..
Han lænede sig op ad træet, betragtede hende kort med et varmt smil under den blå hætte.. Det glædet ham på en måde at se et væsen så glad..

Lily lavede stadig sneengle og nynnede for sig selv. Hun fornemmede, at der var nogen, som kiggede på hende, så hun stoppede med at nynne og drejede hovedet en smule, for at kunne se hvem det kunne være. Hun smilte stort og satte sig op. sneen havde sat sig som klumper i hendes fletning, men hun var ligeglad. Hun havde det sjovt.
"Hej med dig," sagde hun og kunne ikke lade være med at smile. Hun lagde hænderne om fødderne, for at varme dem, men det hjalp ikke, da hendes hænder ikke længere var varme. Hun samlede en snebold og kastede efter ham, men den ramte ved siden af. "Hey, vil du ikke være med?" spurgte hun og begyndte at grine igen, mens hun samlede endnu en snebold op og kylede også denne efter ham.

Han kunne ikke stoppe med at smile, imens han kiggede på denne glade pige.. Hvordan kunne hun være så glad når hendes tøj var vådt og det samme med det gydne hår? Måtte hun ikke fryse en hel del.. Han havde i hvert fald aldrig gjort det, hvis han stadig kunne føle kulde..
"Øh, hej," sagde han og smilte til hende, med et lidt genert smil, da han ikke havde regnet med at hun ville få øje på ham..
Han løftede på et øjenbryn, da hun kastede snebolden efter ham.. Dog ramte den ikke, men landte foran ham og forsvandt i sneen igen..
Han smilte drilsk og greb den anden hun kastede efter ham.
"Det kan du tro," sagde han og beholdte det drilsk smil.. Hun havde udfordret ham til en snebold kamp, så hvorfor ikke tage imod?
Med en enkelt hånd bevægelse, pustede han en snebold frem i sin hånd og kastede den efter hende..

Lily grinte da den snebolt han kastede ramte hende på armen. Hun rejste sig usikkert op og det summede i hendes fødder. Hun lavede endnu en snebold, men kastet blev dårligt da hun rystede. Hun tog en dyb indånding og prøvede igen. Denne gang kastede hun meget bedre. Hun smilede til ham og glattede sin kjole. "Jeg hedder Lily." Hun tog et skridt imod ham og var lige ved at vælte. Ikke fordi der var glat. Mere fordi hun knap nok kunne føle størstedelen af hendes ben. Hun samlede endnu en snebold op og kastede efter ham. Og en til, og en til. Hun blev bare ved med at smile. Som om hun ikke kunne andet.
"Jeg er også meget interreseret i at vide, hvad dit navn er." Hun grinte et stille grin og samlede endnu en snebold op, som hun kylede efter ham.

Den første snebold ramte ikke, eftersom hun rystede meget.. Han forstod hende ikke, hun hunde frøs også blev hun bare ved med at smile og grine! Det var ufatteligt.. Ikke at der var noget galt i det, det fik ham blot til selv at smil over at se en der var så glad..
Den anden snebold hun kastede ramte hans arm, efterfulgt af en sød latter fra hans læber.
"Rart at møde dig Lilly," grinte han og samlede en snebold op, som han derefter kastede efter hende. "Navnet er Jacob," Han skyndte sig at bukke sig ned, for at lave endnu en snebold, som endnu engang blev kastet efter hende.
"Hvad laver du herude? Også på dette tidspunkt?" spurgte han og kunne ikke stoppe med at smile, da hendes latter smittede..

Jacob kastede flere snebolde efter hende og et par stykker af dem ramte.
"Hvad jeg laver her?" Hun tænkte lidt. "Jeg bor her. Altså ikke lige præcis her, men jeg bor bare sådan rundt omkring. Du ved, ingen fast bopæl," sagde hun med et smil.
Hun tog et skridt fremad, men hendes ben gav efter under hende, og hun faldt sammen i sneen. Hun lagde sig på ryggen, så hun kunne se op i himlen, når de små snefnug kom susende ned mod hendes ansigt. Hun stak tungen ud og prøvede på at gribe snefnugne med den. Hun begyndte at grine igen og sang endnu en remse: ”Jeg er træt, jeg er kold, min krop er ude af kontrol. Jeg er smiler, jeg er glad, vil du have øl på fad?” Hun lukkede øjnene og mærkede sneen lande på sin næse, sine kinder, sine læber, sine øjenlåg og hun smilede, og hun var glad. Hun behøvede ikke være andet, for hvis bare man var glad, var alting godt.

Denne pige..
Aldrig havde han set nogen så glad, selvom man let kunne blive syg af det hun var i færd med..
Han grinede kærligt efter hun væltet, og gik forsigtigt hen mod hende, hvor han derefter kiggede ned på hende, skyggede for solens stråler og snefnugene der ramte hende.
"Du er skør," sagde han med en kærlig stemme. "På en god måde altså,"

Lily smilede op til ham. "Jeg er ikke skør, jeg er bare..." Hun lod sætningen blive der. For hvad er det lige præcis, hun var, hvis hun ikke var skør? Der var ikke et eneste ord, der kunne beskrive det. Hvordan skulle hun fortælle, at hun havde fundet ud af, at man ikke kunne gå og være trist hele tiden, selvom man havde et lorteliv? Selvom hun lå der og frøs ihjel, ville det ikke hjælpe at forbande kulden langt væk, så hvorfor ikke bare være glad? Mens hun lå dér og tænkte, forsvandt hendes smil langsomt. Hun havde ret, havde hun ik'? Hun rettede blikket mod ham igen og sendte ham endnu et smil. Et smil som var endnu varmere og havde en endnu større glød i øjnene end det før havde været.
"Hvad laver du egentlig selv herude i kulden?" spurgte hun. Hun troede ikke, at han frøs lige så meget som hende. Dels fordi han ikke havde så lidt tøj på, som hende. Dels fordi han ikke viste et eneste tegn på at han frøs. Hun kiggede lidt på ham. Hans hættetrøje måtte være meget varm. Det var i hvertfald det, hun blev enig med sig selv om.
Hun havde ingen ærmer, hvilket også betød en hel del for, at hun frøs, men hun var sikker på, at selvom hun havde haft sko og trøje på, ville hun stadig fryse.

"Du bare hvad?" Spurgte han med det samme venlige smil..
Han lod dig spørgsmålet lægge da han kunne se på hende, at hun ikke havde tænkt sig at fuldføre sætningen.. Fortvivlse lyste klart i hendes øjne, imens smilet langsomt forsvandt.. Han havde ikke noget imod at hun opførte sig sådan, han var selv temmelig skør.. Hoppede rundt i træer, drillede folk og tog det helt roligt med at han havde en konge der ønskede ham død på nakken.. Der var jo heller ingen grund til at surmule hele sit liv. Nej! Det ville da være alt for kedeligt.. Verden var alt for pragtfuld til at surmule hele tiden.. Godt nok kunne man have et lorte liv, men det lorte liv blev aldrig bedre hvis man gik og var sur hele tiden, så hvorfor ikke nyde livet og være fri..
"Jeg vandre rundt," sagde han med et smil og satte sig ned ved siden af hende. "Jeg har Intet hjem, så jeg går hvor det passer mig," han satte sig i skrædderstilling og lagde hovedet på skrå. "Hvorfor har du egentlig så lidt tøj på når her er så koldt?"

"Jeg er bare mig selv," sagde hun med et smil. Hun satte sig op ved siden af ham. "Jeg er en fattig lille tøs, hvilket betyder, at jeg ikke har så meget tøj." Hun trak benene ind til sig og lagde armene omkring dem. Hun kiggede hen på ham og så ham an. ”Så kan vi have intet hjem sammen,” sagde hun og sendte ham et drilsk smil, med en perfekt glød i øjet der sagde ’Her er vi. Intet hjem og helt alene, men vi er stolte af det.’ Hun begyndte at massere sine fødder, for at få varmecirkulationerne til at køre hurtigere, eller måske skulle de først igan med at køre. ”Rent faktsisk havde jeg noget mere tøj, men jeg er kommet til at splitte det af. Jeg har også nogle ballerinas, hvilket er de eneste slags sko, jeg gider gå i, men jeg foretrækker bare fødder. Dumt gjort af mig, jeg ved det godt, men jeg er heller ikke rigtig klog.” Hun begyndte at grine. Nej, hun var ikke rigtig klog.

Han smilte stort.. Hun var bare sig selv, hvilket fik smilet frem på de smalle læber.. Det var en god ting at hun var sig selv, det var han også selv. Aldrig ville han tage en maske på for at gøre andre tilfreds, nej, hvis de ikke kunne lide ham kunne de bare gå deres vej og lade ham være i fred, for han nægtede at lave om på sig selv for at gøre andre tilfreds..
"Du er ikke rigtig klog nej," grinte han kærligt og kiggede ned på sine bare fødder, derefter kiggede han ned på sine egne.. Han frøs jo ikke, så han havde besluttet sig for at gå i bare tæer eftersom det var som hun sagde, mere behageligt. "Men det er jeg heller ikke selv, så det kan vi også være to om,"
Han blinkede kort til hende, inden han satte sig ned overfor hende..

Lily grinte stille af det han sagde. "To skøre hoveder er vel altid bedre end et," sagde hun, mest for sjov, men så tænkte hun lidt over det. Det var vel rigtigt, var det ik'?
Hun rystede tanken ud ad hovedet og sendte ham et stort smil.
"Fryser du ikke?" spurgte hun nysgerrigt efter og lagde hovedet lidt på skrå. Det så ikke ud som om at han frøs, men det kunne også være at han bare var god til at skjule det.
Lily rejste sig op. Hun havde besluttet sig for at gå varmen ind i fødderne, så hun begyndte at gå lidt frem og tilbage. Hvis hun havde været en hel almindelig pige, ville hun nok have fået forfrysninger i fødderne lige nu, men hun var ikke almindelig. Hun var vandt til kulden, men det gjorde hende ikke imun over for den.
Lily satte sig ned igen og åndede ind i sine hænder mens hun gned dem mellem hinanden og derefter lagde dem om fødderne for at give dem varme, men hendes ånde var også ved at blive kold, så det nyttede ikke rigtigt noget.

To skøre hoveder er bedre end et...
jo, den sætning kunne man da godt bruge, selvom han nu var ret så sikker på at man bare sagde at to hoveder var bedre end et? Men ja, de var begge to skøre og det var bedre at være to om det, end at være alene..
"Det er det i hvert fald," grinte han kærligt og lagde sig ned i sneen.. han kiggede op på himlen.. Det var slet ikke koldt for ham, det var som at ligge i en seng.. Hverken koldt eller varmt, kun den samme tempretur hele tiden. "Nej," svarede han til hendes spørgsmål og satte sig op igen. "Jeg har den samme tempretur hele tiden," Han fulgte hende med øjnene da hun begyndte at gå rundt.. "Du ligner selv en der er ved at dø af kulde,"

Lily smilte. "Nå så det syntes du?" sagde hun og blev ved med at ånde ind i sine hænder, gnide dem mod hinanden og derefter at lægge dem om fødderne. "Det er også lige før, men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det."
Lily tænkte lidt over det han havde sagt. Han havde hele tiden den samme temperatur. Hvordan kunne det være muligt? Havde han ingen følelseri kroppen eller hvad?
"Hvordan kan du ikke fryse?" spurgte hun og hævede det ene øjenbryn. Alle kunne da fryse. Det mente hun da i hvert fald. Men der var så meget som ind ikke vidste i forvejen så hun kunne jo kun blive klogere på at spørge. Hvilket var nemt for hende da hun altid var nysgerrig.

Han smilte venligt til hende og rejste sig op.. Han kiggede kort rundt, inden han puttede hænderne i sin hættetrøjes lommer..
"Vi kunne da finde en kro eller noget i den stil hvor du kan få varmen," sagde han og løftede på skuldrene. "Du skulle jo nødig gå hen og blive syg," hans stemme var varm og venlig. "Jeg fryser ikke da jeg har en is evne," fortalte han og fremtryllede en snebold i sin hånd. "Det gør mig i stand til ikke at mærke varme eller kulde,"

Lily fnøs. "Jeg bliver aldrig syg." Hun himlede med øjnene og begyndte så derefter at grine. Det var noget af en påstand, det vidste hun godt, men det var ikke lykkedes hende at blive syg siden hun stak af hjemme fra endnu, så hvorfor skulle hun blive syg af at fryse lidt om tærerne? eller... at fryse meget over det hele...
"En kro kunne være dejligt," sagde hun og rejste sig op.
Lily så ham lave en snebold ud af ingenting og gjorde store øjne. "Sej evne!" udbrød hun og tog sig selv i at glo... måske lidt for meget.
"Men lidt trist ikke at kunne føle varme. Jeg mener... hvad så med et varmt spabad i en af de dejlige varme kilder," sagde hun. Bare tanken om en varm kilde fik Lily til at vælte bg over i sneen igen og lave sneengle. Hun stoppede og satte sig op. Jep sådan nogen der var varme hele året rundt. Også om vinteren. Desværre vidste Lily ikke helt hvor hun skulle finde sådan en så hun nøjedes med at rejse sig op igen og sige ja tak til en varm kro. Der kom et lille smil frem på Lilys læber. Endnu engang fyldte nysgerrigheden hendes hovede, og når først den havde overtaget var der ingen vej tilbage. Hun kunne fortsætte i en evighed, hvis der ikke var nogen der stoppede hende.
"Hvordan er det så egentlig at have en isevne? Hvordan fik du den? og er det svært bare lige at fremtrylle sådan en snebold der?"

Han løftede drilsk på et øjenbryn, da hun kom med en påstand om at hun aldrig blev syg.. Om det så var en påstand, kunne han ikke vide, men han regnede med at det var, medmindre hun selvfølgelig havde en evne der ikke gjorde hende syg som ham selv.
"Jamen, det var da altid noget at du ikke bliver det," sagde han og smed snebolden fra sig, for i stedet at placere dem i sin hættetrøjes lomme.. "Godt, så lad os finde en kro hvor der en dejlig varmt,"
Han kiggede hen på hende med et venligt smil...
"Syndes du?" Spurgte han en smule overrasket. "Tak," det syndes han også på en måde selv, men det var ikke en han ville prale med, eftersom det vel ikke var mere specielt end en vandbetvingere kunne betvinge vand.
Han begyndte langsomt at gå, i håb om at hun fulgte med så de kunne finde en kro.
"Hold da op øhm," sagde han og var en smule overrasket over alle de spørgsmål på engang. "Det er meget fedt at have den, undtagen som du siger med at man ikke kan mærke varme.. Jeg fik den da jeg faldt ned fra et bjerg for at sige det lige ud og nej, det er ikke så svært," han smilte stort og kiggede på hende imens han fortalte. "Men, hvad med dig selv? Hvad er din evne?"

Lily var lige i hælene på ham. Hun lyttede nysgerrigt efter mens han fortalte, og ventede med at kommentere til han var færdig.
"Sig mig, faldt du ned fra en klippe, og så fik du en isevne?" Det lød lidt underligt i Lilys øre, men på den anden side...alt kunne lade sig gøre i en verden som denne.
Hun trak på smilebåndet da han spurgte ind til hendes evne. "min evne? Jaa, jeg blev født med min. Jeg er en sharpeshifter." Hun syntes egentlig selv, at det var rimelig cool, men som alle andre evner fulgte der også dårlige ting med.
"Jeg kan forvandle mig til en sneleopard," sagde hun og kiggede hen på ham for at se hvordan han reagerede.

Han havde godt regnet med at hun ville komentere på det med at han var faldet ned fra et bjerg.. han kunne stadig se dagen for sig, selvom det var 65 år siden..
"Ja," sagde han og kløede sig i nakken. "Det lyder skørt, men det passer skam, jeg faldt ned fra et bjerg og der skulle man tro at jeg ville dø, men det gjorde jeg ikke da min is evne reddet mig ved at vælge mig," Han kiggede på hende imens han fortalte og hånden der før var i nakken, havde han putte tilbage i sin lomme igen. "En shapeshifter? Sejt," Han lyste op, så smilet på hans læber var varmt og venligt. "Det er nu også rimelig sejt at kunne forvandle sig om til dyr, også endda en sneleopard!"

Lily smilte stort da han fortalte at han syntes, hendes evne var en sej evne.
"Ja det er det. Men jeg har et spørgsmål mere," sagde Lily og tænkte lidt inden hun fortsatte: "Hvordan kunne din isevne vælge dig? Var det sådan en ånd der bare fløj ind i dig eller er det en evne du er født med som så valgte at bryde ud?" Hun kiggede spørgende på ham, for hun skulle være helt sikker på, at der ikke var noget, hun havde misforstået. Hun kiggede fremad igen og kunne nu se kroen. Hun kunne næsten allerede mærke varmen fra den omkring hendes arme ben og mest af alt... hendes fødder. Duften af mad trængte op i hendes næse og hun følte, at hun stod uden for døren til Sankt Peters Porten og skulle til at træde ind i himlen, men hun var nu glad for, at den følelse forblev i hende og ikke blev ført ud i livet endnu. Det var hun fuldt overbevist om, var for tideligt.

Jacob mente det med at han syndes det var en sej evne at kunne forvandle sig om til et dyr.. Det var meget praktisk, hvis man ønskede at slippe for at snakke med nogen, puf, så forvandlede man sig bare om til sin dyreskikkelse og løb sin vej for at slippe for samtalen! Selv kunne hans race, dæmon, forvandle sig om til sin dæmonskikkelse hvis den havde evnen til det.. Desværre havde Jacob bare ikke evnen til det.. Om det var noget som ville komme senere, vidste han ikke.. Men, dæmon skikkelser var ikke som en dyreskikkelse, nej, de var ikke nuttet at se på, mere hæslige og afskyelige..
"Den valgte mig," sagde han og prøvede at forklare det så nemt han kunne. "Før jeg faldt ned fra bjerget, havde jeg ingen evne og mit hår var lige så brunt som jorden," han smilte kort ved tanken. "Men, da jeg faldt ned.. valgte denne is evne, som nok på en måde er en ånd at redde mig, så den gik ind i mig og farvede mit hår hvidt og gjorde min øjne blå, samt min hud bleg," Han løftede armene, som havde han lige præsenteret et tryllenummer..
han smilte venligt til hende og fik øje på den varme kro.. Åh.. hvor ville han ønske at han kunne føle varme..

"Så det vil sige at du egentlig ikke ved hvordan det gik til? altså at du troede at du skulle dø, og så havde du lige pludselig en isevne som reddede dig?" spurgte Lily. "For hvis det er det du siger så er det da rimelig... specielt... og virkelig cool." Lily begyndte at grine. De stod nu foran døren til kroen og lily tog i dørhåndtaget, gik ind og blev straks dækket af den varme og tætte luft.
"Er det ikke lidt lige som en ekstra chance... et ekstra liv?" spurgte hun. Hun stod nok en meter inde i lokalet og kiggede rundt efter et ledigt bord. der var nogenlunde mange folk inde på kroen og over det hele hørtes stemmer som sludrede med hinanden. Lily fik øje på et bord og kiggede så på Jacob. "Skal vi sætte os derhen?" spurgte hun og gjorde et nik med hovedet i retning af bordet.

Han kiggede frem for sig, imens hun snakkede... Det hun sagde fik ham faktisk til at tænke lidt mere på dengang han faldt ned fra bjerget, det havde jo på en måde egentlig været en chance for et ekstra liv? Jacob havde heller aldrig rigtig fortsået hvorfor is evnen lige havde valgt ham af alle den kunne vælge, og han var faktisk i tvivl om den en dag ville kunne trække sig tilbage og lade ham få sit brune hår igen..
"Sådan har jeg faktisk aldrig tænkt over det," sagde han og fulgte med hende ind i kroen.. "Et ekstra liv.." Han kiggede kort ned i jorden med en tænksom mine, men kiggede hurtigt op på hende igen. "Men jo, det er det sikkert, og tak, på en måde syndes jeg også selv det er ret cool," Han smilte varmt og gik hen mod det bord hun forslog. "Lad os det," Han trak en stol ud og for hende og satte sig på en overfor. "Men, nok om mig, fortæl lidt om dig selv,"