I ... I am happy too see you - Nille og Luce

Nogen vrede små puttenutte skridt kom gående ned af gågaden i det fattige kvater af doomsville, fødderne var for små og bløde til at lave lyde når de ramte gaden, og for bløde og svage til at ejeren af fødderne ikke kunne undgå at trække på læberne i en lille smerte hvergang hun ramte en for kantet sten. Iført bare fødder og en løs lyssegrøn natte kjole, som havde hun lige stået ud af sengen og ledte efter sin mor og far på gaden, men efter det irrateret udtryk i hendes øjne, lignet hun mere en lille pige der var smidt iseng uden pandekager.
Rafael kløet sig i sit lange mørkebrune hår, og syntes det var ekstremt træls med hår på hoved, det sad bare i vejen, og fik nu mindre forståelse for folk der havde så belastende langt hår. Rafael var ikke tilfældigvis gået ud i natte mørket på en så kold aften som den her, iført en lille piges krop og alt for tynd kjole til at holde kulden ude, han ledte efter Camille, hun ville sikkert hjælpe ham ud af denne gyselige krop.
Men Rafael nået ikke længe gennem gaden før en gruppe på fem fulde folk kom gående i hans retning, i starten ignoreret han dem, men da de kom tæt på og en tung og varm hånd... enlig var den ikke varm, men fordi den lille pigekrop frøs, så føltes den varm. Rafael som ikke gad høre på fulde folks evige dumme kommentarer eller ´fulde logik´ vendte sig mod manden og med et sødt og nuttet smil der fik manden til at blive helt hjertevarm, nikkede Rafael sit pigehoved ind mellem mandens ben da han mindst forventet det, og gik videre, men så nemt ... skulle det ikke vise sig at være.
en af mandens venner greb fast i den lille piges skuldre da hun var på vej væk, og inden Rafael kunne komme med en stødende kommentar om han lugtet, fandt han/hun sig selv i en situation hvor mændene skubbet hende frem og tilbage mellem dem hvor de stod om hende i en cirkel, som var hun en skoletaske der var stjålet fra et mobbet barn der bliv kastet mellem mobberne, og ærligtalt følte Rafael en kvalme helt nede i maven der kravlet op af hendes halsrør, og hvis ikke de kontant bevæget hende ville hun kaste op. Kroppen her var ikke så modstanddygtig overfor noget som helst, som hans egen krop.

De elegante converse sko hoppede let ned fra træet, og landede i græsset. Ejeren af disse sko var Nille. Hun så bag sig, og bed sig i underlæben. Ganske rigtigt... Der kom dusørjægeren. Hun smilede pludselig. Dusørjægeren havde to sværd! Et i hans skede ved hoften, og et i hånden. Perfekt! Nille løb hen imod ham, og hurtigt fik hun fat i sværdet der var i skeden. Hun trak det ud af skeden, rullede under hans arm der svang sig ud efter hende, og skar ham i ryggen. Manden gav et skrig af smerte fra sig. *Take that.* Tænkte Nille, og rejste sig op. Hun sparkede manden i ryggen så han landte på hug. Hun stak sværdet i hans ryg. Et dødsskrig sneg som træerne i parken, men der var ingen mennesker. Ingen væsner. Ingenting. Kun de to sværd, mandens lig, og en pige der løb væk. Den hvide jakke var lynet op, og fløj om hendes krop mens hun løb. Den sorte tanktop, og de sorte jeans havde hun også på. Jakkens hvide hætte var røget af, og piskede i vinden som Nille skabte ved at løbe. Det sorte hår strøg sig om hendes ører, og blev kærtegnet af den dejlige vind. Den brune fjer hang i håret som var løst. Nille lynede jakken op, og stoppede op ved gaden. Hun trak hætten over hovedet, og så sig rundt. Hun begyndte at gå. Hendes fodskridt var lydløse, forsigtige, og yndefulde. Hun så nogle skikkelser noget væk fra hende. Hun gik tættere på. En gruppe mænd stod i en ring... Og skubbede en lille pige? Hva... Nille mærkede vreden stige op i hende. De sorte øjne begyndte at vise lyn på en måde. Hun trak hætten af hovedet, gik ud af skyggerne, og den yndefulde stemme der sang sneg sig om murerne, og ramte dem hun kiggede på. Som i dette tilfælde var ringen af mænd.
"Stop..." Nille mærkede at hendes evne ville frem hvilket resulterede i at hendes øjne begyndte at glimte... Hun gik tættere på, men stoppede lidt op. "Hvor er i barnlige... Ondskabsfulde... Sig mig..." Det var dumt, det vidste hun godt. Men dette mindede hende blot om dengang hun var blevet mobbet, de sorte øjne var næsten helt hvide, men evnen var ikke fremme endnu. "Skammer i jer slet ikke...?"

Luce havde siddet hele dagen inde i sin lejlighed og læst i sin nye bog. Solen skinnede ind af vinduerne. *Måske burde jeg gå en tur i stedet for at sidde her inde og glo* tænkte hun og lagde sin bog på sin gamle sofa. Hun rejste sig så op og gik ud i gangen og tog sine lillae sko på. Hun havde sorte tæt siddende bukser og en lilla top som gik til lidt under røven. Hun gik ud af lejligheden, solen skinnede hende direkte i hendes drageøjne og kneb øjnene lidt sammen, solen fik også den blå/lillae farvede skær fra hendes hud til næsten at lyse *Endnu en dejlig varm dag* tænkte hun og kiggede rundt på gaden fuld af mennesker. Hun så en ring af mænd noget stykke fra hende og undrede sig over hvad der skete der henne og så en pige i en hvid jakke der henne og blev meget nysgerrig. Hendes sorte hår flavrede foran hendes ansigt pga vinden og gik men rolige skridt hen til mængden og så, at mændende skubbede en pige i mellem sig. Hun kunne ikke forstå hvorfor mænd kan være sådanne nogle ubehøvlede og beskidte væsner. Hun stilte sig bag en af mændende og prikkede ham på skulderen. "Har jeres mor ikke lært jer, at man skal behandle børn ordentligt?" spurgte hun med en snerren. Hun kunne ikke tage at voksne mænd ikke kunne lade en lille pige værre. Luce så kølligt på mændende som om de ikke rørte hende. "Voksne folk og være efter en lille pige? Det er for barnligt den slags sker kun i børnehaven. Vis dog at i er voksne mænd og ikke 5 årige unger!" Hun var vred på mændende og havde svært ved at styre sit higdsige temperament, men hun prøvede så godt hun nu kunne.

Rafael så nille og komme gående gemme den kontante rystelse hans syn bliv af de kraftige skub, og var glad for hjælpen hun og den anden kvinde gav, og da mændene hørte deres klager trak de på skuldrene og stoppet, fulde folk forstod sjældent logik eller alvor, men kastede man nok følelses tiltag efter dem troet de typisk på det, og de bliv enige om med sig selv at måske at skubbe en lille pige.. ikke var den bedste form for underholdning for en voksen mand, så med nogen små trætte og uforståelige lyde fra dem alle sammen, begyndte de at løfte hver deres øl op i luften, og sang en glad sang, mens de gik gennem natten og forlod pigen og de to kvinder.
Rafael åbnet munden, men inden han kunne sige mere end et "Ni-" knækket den lille pige sig, og en blanding af milkshake og cookies kom ned på gaden. pigen tog sig til hoved, og efter et par sekunder hvor hendes mave skulle sunde sig, forsatte hun med et smil "Nille!" Hun gik ikke hen til hende eller gav hende kram som en normal lille pige nok ville efter at være hjulpet af en hun kendte.
Rafael var lidt ligeglad den ukendte pige var her, og begyndte bare at forklare men nogen ivrige håndfagter, for hun vidste godt at det hun ville sige ville lyde underligt, så hun prøvet at virke seriøs med sit kropssprog "Nille, jeg" hvordan skulle hun sige det? ´hej, kan du huske mig? jeg er normalt ham de to meter højde muskelmand med dæmon hæren´ "Jeg er Rafael, kan du huske vores lille snak oppe ved kirken? gode tider, gode tider" Rafael lavet et humoristisk smil, for vidste godt han ikke havde nogen gode minder med nille, så han prøvet at lavet lidt sjov for at bevise han var ham men på samme tid give en positiv stemning i håbet om nille ikke ville begynde at kaste rundt med ham "Jeg vågnet lidt.. forkert" han lavet en håndfagt ned af sin feminine talje "vil du hjælpe?"

Ni? Hvem? Hva? Åh... Ni, Nille. Nille så på den kvinde som havde hjulpet til, de næsten helt hvide øjne blev sorte igen. Hun trak hætten over hovedet. Nille så spørgende på den lille pige der pludselig sagde hendes navn. Hva... Kendte Nille hende? Nej, det mindes hun ikke. Hun trådte et skridt til siden for at bevæge sig. Hun var noget... Ubeskyttet følte hun sig. Årh, hvorfor havde hun ikke taget det sværd dusørjægeren havde haft? Nu fortrydte hun jo det... Vent. Hvorfor skulle hun beskytte sig imod en lille pige? Nille kunne let bide pigens strube over i panter form. Huske pigen? Næ. To meter... Muskel... Dæmon. Rafael. Hun sukkede irriteret, og lagde armene over kors. Hun rankede ryggen, og så med ét helt alvorlig, og træt ud. Denne verden var mærkelig... Men ja, en 17-årig pige der kunne få store stærke mænd på hug, og græde? Denne verden var ikke normal, eller... Nille var født i denne verden, hun var efterhånden vant til det. Deres lille snak ved kirken?! Han havde sgu da nær dræbt hende! OG DET ENESTE HUN VILLE VAR AT HJÆLPE HAM?! Hjælpe ham med at få sin hukommelse igen! Nuvel, nu ville han i det mindste ikke sårede hende, medmindre hun fortalte folk hvad hun havde set i hans minder. Gode tider.. Hun fnøs.
"Gode tider? Du havde nær dræbt mig." Hun rystede på hovedet, men vidste han bare lavede sjov. Hun grinede da Rafael spurgte om hun ville hjælpe. "Jeg har allerede hjulpet dig engang, så du vil komme til at skylde mig to tjenester. Forklar venligst hvordan du endte i en piges krop." Hun så på kvinden igen. "Og du er?"

Luce så undrende rundt fra den lille pige og så på den lidt ældre pige. "Det er ligemeget for folk at vide hvem jeg er, men nu du spørger så pænt, så kan jeg vel godt fortælle dig hvem jeg er. Jeg er Luce Trieetence og hvem er du" Hun undrede sig lidt over hvorfor hun ikke bare var gået videre som alle de andre gange hun havde hjulpet folk inden de fik at vide hvem hun var og hvorfor hun havde fortalt denne fremmede pige hvem hun var. Men hun ville jo videre fra sin fortid...Hun ville ikke gøre den samme fejl som hun gjorde dengang med Roland...Hun så op på himlen som ventede hun på et tegn eller noget. Solen skar i hendes drageøjne, hun kiggede ned igen på pigerne. Hun så på den lille pige og undrede sig over alt det hun sagde plejer og være 2 meter høj og så være sådan en lille pige? Det lød dumt i hendes øre. Hun kiggede efter mændende der gik og rystede på hovedet *Gamle tosser* tænkte hun og smilte kort for sig selv. Hun så på den lille pige igen "Pas på dig selv en anden gang ikke?" hun smilte venligt i et kort sekund.

´pas på dig selv en anden gang ikke?´ .... Rafael bandet og svolet i sit hoved over hendes sætning, og hvis ikke han havde haft brug for nilles hjælp, så ville han nok havde sagt nogen provokerende ting til denne Luce, for Rafael, en dæmon raceleder, ville ikke blive verbalt spyttet i ansigtet om ikke at kunne beskytte sig selv.. lige nu var det sådan set rigtigt nok.. men stadigvæk føltes det som om hun huggede med en økse i hans stolthed. Men.. payback måtte vente.
Rafael kiggede på Nille igen og kløet sig uskyldigt i håret, og svaret "To tjenester, mente ikke at knække dine knogler og begrave dig levende, var betaling for din tavshed" hun bid sig i underlæben, og udgjorde et suk, nille havde hendes nåde, og kunne sådan set forlange alt i verden for Rafael kunne ikke komme ud af denne krop selv, og selvom han havde håbet hun ville gøre det af god vilje, så var en tjeneste vel en fin betaling. "Jeg kan... godt..." hun havde svært ved at underkaste sig til at sige det "Gå med til jeg skylder dig to tjenester" hun prøvet at slutte af med et lille skævt smil.
Hun trak på skuldren "Det ene øjeblik dæmonernes leder, det næste sådan her" han vidste ikke hvorfor, men han følte sig ekstremt sulten, som om han ikke havde spist nogen uger, så han havde en ide om det var noget álla det som var galt

Luce... regnede hun seriøst med at Nille bare uden videre ville fortælle sit navn? Nå, det måtte hun da selvom. Nille var stædig. Det var en bestemt tjeneste hun i særdeles ville have... Men også en anden. En af dem ville kræve noget der ville stå så længe hun levede, og en ville kræve sandheden. Okay, de krævede begge to sandheden, men selvom hun bare kunne få den ved hjælp af sin evne, så ville hun ikke bruge den mod Rafael igen. Hun var jo trods alt ikke dum. Normalt ville hun have hjulpet til uden at kræve noget tilbage... Men hun stod overfor Racelederen af dæmonerne. Ja okay, i en sølle udgave, men stadig! "Godt, og du skal være med til dem selvom de måske kunne kræve at være tilstede hele dit liv!" Sagde hun, og lagde armene over kors. Hun grinede lidt, og smilede uskyldigt, og lagde hovedet på skrå. "Jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg kan hjælpe dig... Men måske kunne vi prøve at finde din anden krop, og så... Nej vent. Jeg kan tvinge dig til at hoppe ned i din oprindelige krop igen." Sagde hun så, og så på Luce igen. "Mit navn fortæller jeg ikke, beklager." Hun lød ikke sur, eller vrissen. "Mit navn er hemmeligt, jeg er en man søger..." Mere ville Nille ikke sige. Man måtte leve med det. Hun så på den lille pige igen, og kom til at grine igen. "Ej undskyld... Men seriøst, Rafael, jeg havde aldrig troet jeg skulle se dig i en lille piges krop!" Hun grinede fortsat.

Luce trak på skuldrende, hun havde ikke forventet noget andet fra den store pige.Hun så skiftevis på den store pige og på den lille pige. Hun tænkte de sikkert klarede sig. Hun så hen mod skoven. Den mindede hende om sin fortid...dengang...hun stoppede sig selv i at tænke tilbage til fortiden . Hun hadet sig selv for alle de gange hun tænkte tilbage på fortiden når hun så på forskellige ting. Nogle gange ville hun ønske at hun var blind, så hun ikke så noget, så hun slap for at se ting der mindede hende om sin fortid. Gun så på pigerne igen "Tror jeg må videre...øhm hej hej" Hun gik hen mod skoven med rolige skridt. Hun anede ikke hvad hun skulle tage sig til. Hun kendte næsten ingen her i byen, det var måske også en god ting, for så kendte ingen til hendes fortid. Så der ingen der kan være efter hende pga den fortid hun havde. Hun så ikke tilbage på pigerne imens hun gik hen mod skoven. Solen varmede hendes krop så den føltes meget varmere end den normalt er. Hun følte sig overvåget af noget eller nogen...ligesom den gang...da hun og...Hun rystede vildt på hovedet og bandede over sig selv tavst. Hun havde ikke haft problemer med fortiden før nu...hvorfor kom den tilbage...hvorfor hjemsøgte hendes fortid hende igen? Hvad er det egentlig der sker med hende? Hvem kan give hende svar på hvad der sker for hende? Hun stoppede brat op og stirrede op i solen som om hun ville have den skulle fortælle hende noget...

Jamen surprise surprise nille, det havde Rafael skam heller ikke regnet med, og ærligtalt kunne den onde, sadistiske, og skræmmende dæmon overlord, bedst lide at have sin egen krop fremfor.. Men hvis der var noget andet han heller ikke var vild med, var det at skylde folk tjenester, for han var alt for æres glad til at bare løbe fra sine løfter, men sjovt nok var han heller ikke glad for at bare stille sig til rådighed overfor nogen af tvang, det kunne nemt komme og bide ham i bagdelen, og .. forhåbenlig hans rigtige bagdel, og ikke denne lille feminine tøse-genstand, så Rafael indså hun måtte komme med et counter offer, så nille måske ville gå med til en anden aftale "øhm" hun pustet sit hår væk fra sine øjne og var ved at få spat af det, og skulle aldrig tror hun tænkt det hun gjorde nu... men .. Rafael ville gerne have en hårelestik lige nu.. Rafael forsatte med at tale mens han lavet håndfagter med de tynde arme "Kan vi ikke lave en aftale der hedder ´Jeg er ikke et dumsvin mod dig, og du er ikke mod mig´? Det med at afpresses til tjenester.. not my style" Rafael ville aldrig hjælpe hende hvis rollerne var byttet om, han ville bare kaste hende i en mudderbøl og give payback, hvorefter han ville forlade hende, men .. derfor havde han stadig lyst til at håbe Nille var et bedre menneske end han.. øhm..hun..hanhun.. var. Rafael havde ikke lyst til at være en pige mere, han ville stadig være så dumt et svin som altid når han fik sin krop tilbage, men han ville måske behandle Nille anderledes hvis hun var god mod ham, og han så hende i et andet lys, end den upersonlige, fjerne og døde måde han ser på andre folk. men.. måske ville intet andet end det han direkte lover ændre sig.

Hmmm... Virkede som en god idé... Men der var lige noget hun ville have på plads først inden de aftalte alt muligt. Hun smilede uskyldigt, og charmerende -blot for at få ham til at tro noget helt andet end det hun endelig ville- og grinede så.
"Lille Rafael, må jeg kalde dig det? Godt. Nu skal du høre... Du havde nær dræbt mig. Jeg vil have betaling for det, og dit foreslag er ikke godt nok. Jeg vil gerne hjælpe dig, men på en betingelse." Hun gik lidt tættere på, mens de sorte øjne begyndte at glimte. "Du skal love mig at du ikke vil røre dem jeg holder af, eller min klan! Uanset hvad jeg gør. Du må kunne forstå at jeg ikke ønsker dem døde, eller såret." Hun sukkede. "Så jeg hjælper dig." Hun trak på den ene skulder. Hun vidste ikke hvordan, eller hvorledes hun ville kunne få Rafael tilbage i hans egen krop... Men det fandt hun vel ud af på et tidspunkt..

//Sorry kort svar.//

Luce så ned i jorden og sukkede. Hun så hen mod pigerne igen. Skulle hun mon gå tilbage til dem? Hun vendte sig rundt og gik hen mod pigerne igen. Hun kendte dem overhovedet ikke. Hvorfor havde hun det dårligt med bare at gå fra dem? Hele hendes liv havde ændret sig efter hun flygtede fra den skole hun stak af fra. Hun kunne være glad for at ingen kendte hendes fortid, så de ikke kunne stemple hende for det, ligesom alle andre gjorde som kendte hende og kendte til det hun havde gjort. Hun stoppede nogle få meter væk fra pigerne og så lidt på dem. Turde hun nu gå tilbage til dem? Hun kiggede hen på en bænk der stod op af en mur ca 2 meter væk fra dem. Hun gik hen til bænken og satte sig. Hun så ned i jorden og hendes sorte lange hår lagde sig foran hendes ansigt og flavrede med vinden.

//Undskyld at svaret er kort men har Krea svigt//

Rafael kunne ikke lide.. ligemeget hvad.. del af den aftale, men havde hun noget valg? nille ville kunne pisse hende ned af halsen og bede Rafael om at takke for det, for hun havde ikke rigtig andre muligheder, så hun måtte vel tage mod det tilbud der efter rafaels mening var uretfærdigt, så måtte Rafael bare være led mod hende i fremtiden i de små huller i aftalen man kan finde.
Rafael så pigen der satte sig ned på en bænk i nærheden.. hun gjorde Rafael lidt usikker.. måske skulle man slå hendes øjne, trommehinder, tunge, og næse af, så snart han fik sin krop tilbage, så hun ikke kunne sladre om hvad hun havde set eller hørt.. næsen var mere for.. for..for.. okay, hun kunne ikke finde på en god grund til at flå næsen af hende som kernerne i et æble, men sådan ville hun have det.
Rafael nikkede til nille og sagde lidt utilfreds "Ja ja, men kun hvis du får min krop tilbage, ellers no deal." Rafael kiggede over på hende den ukendte pige "Så hvad er du så for en?"

Nille vidste godt at Rafael kunne finde på at gøre noget for at slippe fra aftalen... Hun var jo trods alt ikke dum. Hun skævede til den lille pige der åbenbart var Rafael.
"Fint, glem det. Du er ikke et svin overfor mig, det er en fin aftale glem det andet." Hun sukkede. Hun fulgte Rafael/den lille piges blik, og fik øje på pigen. Set for meget, ja, pigen havde set for meget... Set Nille bruge evnen. Nille trak hætten op. "Men hvordan kan jeg hjælpe dig? Tvinge dig tilbage i din krop?" Hun så spørgende ned på den lille pige. Ej... Det var nu meget sjovt... Den store stærke onde raceleder af dæmonerne var i en lille pige krop. Haha... Hun gjorde dog alt for at skjule at hun syntes det var sjovt. Hun bed sig i underlæben, og så på pigen ved bænken igen.

Luce så hen mod pigerne igen. Hun undrede sig over hvorfor de ville vide hvem hun var? Burde hun fortælle dem hvem hun er og hvorfor hun har flygtet til et vildt fremmedsted og holdt sig for sig selv...Nah det må være nok, at de fik at vide hvad hun hed mere behøver de ikke at vide, hun kendte dem overhovedet ikke så hvorfor vide mere? Hun så på den lille pige "Jeg hedder Luce Trieetence, bare en ganske almindelig pige" hun trak på skuldrende. Helt almindelig var hun nu ikke eftersom man sagtens kunne se hun ikke lignede et menneske og selv på lang afstan kunne se forskel på hende med hendes blå/lillae skær i hendes hud. Hun så roligt på pigerne med hendes mørke drageøjne som var knibbet lidt sammen pga solen lyste hende lige i øjnene.