To many toughts... I can't take it anymore - Kali Blake

Vinden trak fat i den lange sorte frakke, som Kali havde valgt at tage på. Normalt havde hun en lidt splittet stil, hvor hun enten var elegant nok eller hun var mere læder typen. Det kom helt an på humøret og formålet, men denne dag havde hun bare taget det første og bedste og valgt at gå en tur ud i byen i håb om at få lidt fred fra alles tanker. Tit kunne hun holde andres tanker ude, men i dag var et eller andet slået fejl. Alle følelser. Alle tanker. Alting blev opfanget af hendes radar og sendt videre op til hendes egen hjerne og uanset, hvor meget hun havde prøvet at mediterer og gøre andet for at holde tankerne ude, så blev de ved med at komme. Så til sidst var hun blevet nød til at forlade værelset, hun havde lejet, og smuttet ud i byen for at få lidt frisk luft til at rense hendes hoved fra andres tanker. For lige nu var det kun hendes egne, der talte og betød noget. Lige nu skulle hun selv tænke.

Hænderne blev stukket ned i de dybe lommer, og hun trådte ind på gågaden, men med det samme vidste hun, at dette havde været en forkert idé. Tanker og billeder af personer stod tydeligt frem på hendes nethinde. Hænderne røg hurtigt op ad lommen op til tindingerne, hvor de langsomt begyndte at masserer i håb om, at billederne og ordene forsvandt. De blå grønne øjne stirrede rundt for at finde synderen, men intet held var til stede for hende. Kun et enkelt par var inde for rækkevide, og hun ville give sin højre arm på, at ingen af disse havde tankerne. Denne påstand blev dog også hurtigt bekræftet, da hun opfangede hver af parrets tanker om hende, hvor kvinden ikke ligefrem tænkte de bedste tanker om hende.

Kali satte sine ben i gang og fulgte højden på tankerne. Lidt fra hende så hun en kvinde, som satte sig ned ad væggen, og uden at tænke over det besluttede hun sig for at følge synsevnen fremfor de fremmede tanker, som dog bekræftede hendes mistanke om, at det var denne kvinde, som forpestede Kalis tanker og gjorde hendes dag endnu mere irriterende.

Tankerne strømmede ind igennem hoved. Kortfilmen af et skænderi og til sidst et brud mellem dem stoppede først, da hun stod lige foran kvinden, som var sunket ned på jorden. Et stille øjeblik stod hun bare stille og så på denne mørkhårede kvinde: Hun havde noget beskedent tøj på, som overhoved ikke passede til vejret. Det sorte hår gik ikke særlig langt ned, vidst kun skulderhøjde. Kalis blik endte til sidst på de sorte stiletter, og derefter ned på hendes egne sorte støvler, som hun havde valgt på grund af kulden.

Langsomt løftede hun sin ene fod og puffede til kvindens ben med den. Det nederste af Kalis hage var gemt af frakken, og hænderne befandt sig igen i lommerne. Hendes look var meget mere afslappet end tankerne, som kørte rundt i hendes hoved. Og der var kun en måde, hvor hun kunne få det til at ændre sig på, nemlig var at få hende til at tænke på noget andet, som havde en langt mindre kraft, så hun ikke kunne høre dem så tydeligt.

Hun ventede på, at de mørke øjne mødte hendes, før hun åbnede munden og talte med et nonchalant tonefald: ”Stop med at tænk på Dahvie, Dust og Jinxx! Et enkelt skænderi gør ikke det store. Og skrid bare tilbage til Dust eller Jinxx - bare bestem dig, for du kan ærligtalt ikke sove på gaden i det tøj, medmindre du godt vil blive overfaldet.” Hun stirrede bare ned på kvinden uden noget udtryk i sine øjne. ”Men vigtigst af alt, stop med at tænke så fucking højt!” Det sidste af hendes sætning steg langsomt i højden, så man kunne høre, at hun virkelig mente det. ”For ærligtalt, så er det fucking irriterende at få læsset andre folks tanker ind i mit hoved, og især når du har sådan nogle deprimerende tanker.” Hun trak sig to skridt tilbage og overvejede, om hun skulle gå videre, eller om hun skulle vente på et svar fra denne kvinde.