In the middle of the night // Kali Blake

Sted: Shadowflame District
Tid: Omkring midnat
Omgivelser: Ikke det store, en del hjemløse hænger med hovederne ude foran størsdelen af de bygninger der er tilstede.
Vejr: Let tåget, og fuldmåne. En del skyet.

Fuldmånen stod højt på himlen, imens den blide brise, tog fat i de løvkroner der var træernes grene. De blomstrede sig nærmest op som et bjerg, som vinden skulle bestige, med sine blide og usikre skridt. En krage fløj fra sin egentlige rede da den ville på jagt efter noget ådsel som den kunne bringe med sig tilbage. Eller også ville den se om den ikke kunne en skinnende genstand som kunne fremhæve dens rede, og fører den højere op i det grådige hiarki.

En langsom bevægelse, trådte ud i tågen, med en lang frakke af forskelligt satin, som prydede den slanke høje krop, på en ganske speciel måde, som de fleste egentlig ikke helt ville kunne sætte en beskrivelse på. Den korte page var i en mørkebrun farve, nærmest sort. De mørkt bemalede øjne, kunne ikke helt ses, på grund af pandehårets skygge, og skabte en mystik hen over denne kvinde, hvis eksistens endnu ikke var dukket op for de omkring værende hjemløse, stofmisbrugere, eller pushere. De ville, eller kom nok slet ikke til, at bemærke hende.

Nogle dunkende stød imod jorden, gjorde det klart hvilken fodbeklædning kvinden havde, og det var bestemt ikke til at tage fejl af de høje mørke stiletter der fik hendes ben til at virke endnu længere, og nærmest faretruende. Ansigtets kanter, var slanke, med en snert af asiat og tysk hen over sig. Dog var det svært at kunne skelne disse træk. Da ingen syntes at bide mærke i det, og de fleste betragtede hende bare som ganske normal. Dog var det ikke den definition hun brød sig om. Hun var alt andet end normal. For nogle år siden, havde hun været menneske, men var blevet offer for en brutal vampyr, hvis grådige væsen ikke kunne holde sig fra hendes kød. Vedkommende forvandlede hende til vampyr, for så at se hende, sige nej til gaven og lægge sig til at dø. Men sådan foregik det nu ikke, hun havde kæmpet til det sidste, og til sidst ville alle problemerne snart være løst.

Hun tog en dyb indånding, hende Alice, imens hun tog en pibe frem fra sine lommer, og tændte den, imens nogle indadgående sug kom til, og snart efter var den helt tændt.

Enkelte hjemløse personer stod sammen i grupper og snakkede. Nogen varmede sig med hjælp fra en tynde med olie og ild i sig. Deres slidte tøj, var det eneste, som de ejede selv, hvor enkelte var heldige at arve en smule mere. Derfor var det næsten altid et chok for dem, når andre end kendte kriminelle, der vovede, at gå så tæt på dem. Dog var denne aften ikke særlig meget anderledes for dem end normalt. De stod sammen og snakkede om alt og intet, mens de bare så udtryksløse ud i øjnene - som om livet på gaden havde fjernet al gnist og livsønske fra dem.

En mørkhåret kvinde gik langsomt ned igennem de få hjemløse personer. Hendes læderjakke og læderbukser sagde den karakteristiske lyd for læder og tydeliggjorde endnu mere, hvad man så, nemlig en hel sort læderjakke, som havde et perfekt pasform til hendes krop. Bukserne var stramme, og blev gjort endnu længere end de i forvejen var med at par sorte tildækkede stilletter med nogle nitter på hælen. Men på trods af de høje hæle, så var det eneste man kunne høre, læderet små lyde.

Hendes blå grønne øjne virkede næsten helt mørke i gadens dunkle skygger. De så aktivt rundt efter det, som hun vidste til stede, og først, da de endelige fik øje på det, de søgte, valgte hun at gøre sig så stille som muligt. Der var kun et spørgsmål: Enten skulle det var lydløst og angreb med det samme, ellers skulle det være venskabeligt og angreb bagefter.

En enkelt gnist skar et kort øjeblik igennem lyset, og hun havde bestemt sig. Langsomt trådte hun længere hen imod den page hårede kvinde. Snigende bagfra, var næsten et bedre begreb for det, hun gjorde, da hun vidste, at selv den mindste lyd ville vække kvindens interesse. Lydløst trak hun sin kniv frem, og listede sig helt om bag kvinden og førte kniven op til struben, hvor hun lod den blidt køre hen over den blege hals - ligeglad med de enkelte hjemløse.
”Har du savnet mig?” Hviskede hun ind i kvindens øre og afventede modstanderens næste bevægelse, så hun kunne nå at reagerer, så hurtigt som muligt.

Kvinden sugede noget mere af den behagelige røg ned til lungerne, og nød den afslappede tilstand hun svævede i. Hun syntes dog at bemærke en nyere duft i dette rådnede samfund der eksisterede på disse kanter. Langsomt fugtede hun sine læber, inden hun tog fat om piben igen, og tog endnu nogle sug. Langsomt gik hun videre imens blikket betragtede hendes omgivelser. Wicca witch, wicca.. tænkte hun i sit stille døde sind, som egentlig ikke rigtig indeholdte så mange tanker, på denne aften. Faktisk var hun ganske rolig, forbløffende nok. Hun tog et dybt sug.

I det samme mærkede hun dog den kølige klinge trænge sig ind på hendes hals, og tog endnu et sug af sin pibe, imens hun lyttede til den gamle venindes ord. Hun overvejede ganske hurtigt sine muligheder, og fjernede piben fra munden og holdte den lidt ud fra hendes hoved. Pludselig, kastede hun pibens indhold bagud i den retning Kali’s hoved var, og bukkede armen, for at sende albuen imod hendes mave. Hurtigt dukkede hun sig væk fra kniven, ved at lægge hovedet tilbage, og glide ned på bøjede ben. Kroppen blev sendt frem over hvorefter at hendes hænder stødte imod asfalten, derefter sendte hende op på stå hænder, og førte hende væk fra kvinden ved at sætte fra med hænderne, og lande på benene. Kvinden stod nu omtrent to meter væk fra den gamle veninde. Kali, som hun havde kendt i årtier. Og som efter hendes død, og genfødsel, endnu var hendes veninde.

Denne leg, denne trænings kamp de havde med hinanden, var simpelthen for underholdningens skyld, og for at lave et dække hvis man kunne sige det sådan. Hun betragtede roligt kvinden imens hun bed hul på hendes finger. Blodet formede sig ud som en lang pisk, som kun Alice kunne kontrollerer. Det var dog også det eneste hun kontrollerede med telepatiens evne. Hendes eget blod, som hun kunne forme som hun ville, og styrer i den retning hun nu ville have det til at styrer imod. På mange måder kunne være dødbringende. Netop fordi at hun kunne bruge det blod hun mistede til hendes forsvar. Og på mange måder kunne det hurtigt blive hendes undergang.

”Det er da godt at se du endnu er helskindet.” Drillede hun, imens hun legede med det omformerende blod. Det sår der var blevet skabt på Alice hals, de kniven havde skabt et lille snit i hendes hals, var allerede healet. Hun lagde hovedet på skrå, hvor efter hun snoede sit eget blod op langs hendes arm som en solid beskyttelse imod nærmest alt.

Vant undveg hun veninden angreb, før tobakken og gnisterne ramte hendes hoved. Stødet i maven havde hun set komme, men hun havde glemt at trække sig tilbage fra det, da pibens indhold røg op i hoved. Veninden var også blevet langt hurtigere efter hendes forvandling, hvilket resulterede i en lille fordel med hastighed i hendes angreb. Noget som Kali var for van til, da havde været veninder i så lang tid, hvor de ofte havde kæmpet for sjov, så de kunne træne. Dengang havde Kali haft en lille fordel, men nu så det ud til, at det var byttet. Venindens nye tilstand havde gjort hende hurtigere og givet hende nogle klassiske fordele ved at være en vampyr. Faktisk så Kali frem til den dag, hvor veninden lærte helt og holdent, hvordan man brugte alle disse fordele, hvor at Kali selv ikke fik nogen chance længere.

Men disse kampe var også mere end bare venskabskampe. Muligheden for at lære en vampyrs bevægelser at kende stod også klar, og hun kunne mærke, at hver gang hun kæmpede med en vampyr, så blev hun bedre og bedre. Lige der så det bare ikke for godt ud for hende. Hun stod foroverbøjet og gispede efter vejret i et stykke tid, før hun rettede sig op igen og rettede blikket mod veninden foran sig. Blodet slyngede sig ud fra veninden, hvilket altid havde fascineret hende, da blodmangel var al for stor til, at hun nogen sinde selv ville have turde at bruge det.

”Ja, jeg kan dog ikke sige helt det samme til dig,” sagde hun med et smil på læben og hentydede til blødet, som langsomt snoede sig op af armen på veninden. Roligt gik hun hen imod hende. Tænkte over sit næste angreb og overvejede, om hun skulle lade veninden slå først, eller om hun selv skulle slå til.

Et gisp lød omme bagfra hende, da en af de hjemløs havde fået øje på deres lille slåskamp og så til i rædsel, da blodet strømmede ud fra den ene af kvinderne i nogle kontrollerede bevægelser. Den ene hjemløse gjorde de andre opmærksomme på det, og hurtigt vidste de få mennesker, hvad der skete - og var parat på at løbe hen efter nogle andre kriminelle til at fjerne dem, eller at stille sig hen for at se på.

De to kvinder hvis øjnene nærmest lynede af glød og spænding betragtede hinanden dybgående, eller det gjorde Alice, hver en bevægelse blev analyseret. Inden hun lagde nakken lidt på skrå og afventede en form for reaktion fra veninden. Vejret trak hun stille og roligt, selvom det ikke rigtig gjorde den store forskel for hende. Hendes blod lod sig blive længere, og førte sige op omkring hendes hals, og nærmest kærtegnede sin ejer, inden det gjorde sig fri, og beplantede sig selv hist og her, omkring sig. Som en form for forsvars mekanisme, ganske vidst var muligheden for at Kali kom hende i møde ikke særlig store, men hvem vidste.

Dog kom der noget andet i vente. De hjemløse havde fået øje på dem, og have tilkaldt flere folk til en omgang gade kamp. Dette var ganske vidst ikke en del af planen. Men nuvel, det kunne vel ganske vidst være lige meget, for hende skulle det jo overstås på et eller andet tidspunkt. Og det ville bare betyde føde for hende, i sidste ende. Hun bed sig kort i læben, inden hun prikkede hul på sin anden finger, med neglen, så der kunne blive skabt to lange linjer

Langsomt gik hun tættere hen på veninden, og sukkede sagt, ”Nå… skal vi give dem tørt på?” spurgte hun roligt, og betragtede mængden der kom tættere på. Egentlig var hun ikke bekymret, hun tvivlede stærkt på at dette ville blive hendes sidste aften, og desuden ville det ikke skade at få en lille seriøs kamp. En mand kom løbende hen imod dem, med Alice afværgede det angreb ved at slynge blod pisken rundt omkring hans hals, og kastede ham til jorden, hvorefter hun trak til og kørte ham bagud imod de mænd der var kommet tættere på. Dem der stod inde for piskens rækkevidde faldt til jorden. Blodet slap mandens hals, imens han kylede af sted imod nogle nærliggende olietønder. Mændene der var faldet, begyndte stille at komme op på tæerne igen, imens de ømmede sig og kiggede godt irriteret på kvinderne. Han brummede noget til mændene, hvad kunne hun ikke helt opfange, men garanteret noget som skulle få dem til at beholde modet.

Alice, fugtede kort sine læber, inden hun gjorde sig klar til den næste, som også løb imod dem, og slyngede begge piske rundt om hans ene hånd, og den anden rundt om hans hals, hvor efter hun lod blodet trække sig ind ad i en rygende hast så hun kunne give ham et knæ lige i masken. Det resulterede i at han brækkede næsen. Derefter slap hun hans hånd, og kørte begge piske rundt omkring hans hals og strammede til. En modgående mand, med en kniv i hånden stormede frem. Alice gjorde dog en hurtig manøvre og brugte den mand, som hun nu pressede livet ud af med hendes evne, som et skjold, hvorefter hun greb fat om mandens skuldre, og svingede sig op i luften for at afgive et spark imod den anden lige ved hovedet.

Lige som den mørkhårede kvinde skulle til at angribe opdagede hun, at de hjemløse så på. Hun drejede rundt så hende grønne øjne kunne nærstudere personerne, selvom dette ikke var nødvendigt. Før hun havde set dem vidste hun, hvad de ville. Deres tanker sagde alt. Deres forbandede kedelige tanker røbede, at de ikke kunne dy sig fra at tage slåskampen op med disse to kvinder, som stod foran dem. Nogen tanker som faktisk provokerede Kali, da hun havde set frem til sin egen personlige slåskamp med sin veninde, så de kunne lære hinandens kampstil at kende igen. Men… måske ville det også være bedst, hvis de udformede deres vrede på nogle andre personer end hinanden, så da veninden kom hen ved siden af hende, så kunne hun ikke lade være med at smile og knække sine fingre en enkelt gang. ”Selvfølgelig!” Var hendes svar bare, før hun så veninden tage imod den første mand med sin evne.

Hun trådte frem mod den første mand, parrerede hurtigt hans første slag og slog hun lige i halsen, så han blev nød til at tage fat i sin hals og hakke efter vejret igen. I mens manden fik vejret drejede hun kort rundt og sendte sin nittede hel lige ind i siden på hans hals. Hurtigt faldt han om med en blods langsomt løbende ud fra halsen.

Den næste hjemløse person kom hen til hende og slog vildt og uerfarent omkring sig, hvor ikke et eneste slag kom ind på hende. Mest af alt skyldtes dette nok, at han var for nem at læse - uanset om hun kunne læse hans tanker eller ej. Kort sparkede hun til hans skinneben for at få ham til at tænke på noget andet, mens hun rettede et slag lige ind mod hans næse, som hun regnede med at banke. Den venstre hånd var i gang med at lave et hurtigt hook, som ramte ham ind på kæben og gerne skulle medfører en brækket kæber. Igen var den højre hånd klar til at lave et underhook, men før hun nåede at ramme den hjemløse mærkede hun en smerte i sin venstre arm. Underhooket blev brudt og i stedet modtog hun et slattent svag ind på kæben og derefter en et slag ind i maven. Den ny fundne smerte blev dog bare en irritation fra hendes side, og hun endte med at lave et frontspark lige ind på mandens mave, hvilket fik ham til at vælte omkring. Hurtigt havde hun fundet sin pistol frem og rettede sit blik rundt efter den person, der havde forsaget smerten i armen. En enkelt mand med en pistol rettet imod hende var den eneste synder, hun kunne se, så før hun havde tænkt over det sigtede hun imod hans højre hånd, så han ikke længere kunne skyde.

Hendes skridt førte hende hurtigt over til den mand, som havde skudt hende. Pistolen var lagt væk igen og et slag med højre hånd ramte ham lige ind på øjet. ”Hvad fanden bilder du dig ind at skyde mig?!” Hendes stemme var oppe at køre, og hun undveg nemt et af hans slag igen, hvorefter hun sendte endnu et slag ind på ham og fortsatte sådan, mens ordene alle de værste ord hun kendte strøg rundt i luften omkring ham. Til sidst lå han på jorden halvt i live og halvt død. Men et blåt øje, en brækket næse og flere andre brækkede ting. Men ifølge hende var dette ikke nok - han skulle bare væk. Så kunne han lære, at han ikke skulle skyde en igen.

Kvinden sagde dog ingenting, og kiggede nøje på modstanderne, med et skeptisk blik, skulle de virkelig kæmpe imod disse svæklinge? Det virkede næsten for nemt et eller andet sted. Men mon ikke de havde et trick i ærmet, et eller andet overnaturligt væsen som dem selv, som de også skulle bekæmpe. Hun brummede stille da hun mærkede en kæde slynge sig rundt omkring hendes hals og strammede til. De mørke øjne, vendte sig om, imens hun betragtede manden der havde lagt den om hendes hals. Hun viklede såmænd bare kæderundt om sig, på en måde så armene endnu var fri, og hun kom tættere på manden som var årsagen til denne situation som hun stod i lige nu.

I takt med at hun kom nærmere og nærmere, var der flere der forslog at komme til, og kaste nogle kæder imod hende også. Bare så hun blev stående men det nåede de ikke. Hun var kommet helt hen til manden, hvor hun stak sine tænder dybt ned i hans hals, og tog nogle sug. Inden hun bed tænderne sammen, og trak til, så der kom et vidt åbent gab ved hans hals, og blodet sprøjtede ud, og malede steder på hendes ansigt rødt. Blodet gled ned langs hendes ansigt, og gjorde det til et drabeligt syn. De mænd der nu ville hjælpe deres afdøde ven, kom til med deres knive og pistoler. En af dem affyrede endda en, men det varede kun i et kort øjeblik, hvor hun var i chok, smerten sagde hende ikke meget, og kuglen kom skam også ud igen efter lidt tid. Hvormed at såret helede til ingen ting
Flokken af folk tyndede ud efter lidt tid, og inden længe ville folk nok også forsvinde på grund af frygt, og underlegen adfærd. Vampyren, rovdyret sprang op til en lygtepæl hvor med hendes blod piske kom frem, og fæstnede sig fast ved to mænd der kom hende i møde, hun bandt piskene rundt om deres hals, så stramt som overhovedet muligt. Hun fæstnede sine blodpiske fast til lygtepælen som en form af en lykke, hvor de to mænd hang fast, og livet langsomt ebbede ud af dem. De forsøgte dog stadig at prøve på at komme fri, men denne mulighed var der under ingen omstændigheder. Men der kom ganske vidst flere til, som skulle have en smagsprøve på hvilke kræfter hun egentlig besad af. En irriteret mime kom til, og hun ville næsten ønske de bare sat halen mellem benene og ville forsvinde, så hun kunne få hendes veninde for sig selv. Dermed også undvære at skulle tænke på andre, som ikke var hendes tanker værdige.

Hun lavede nu et hul på hver af sine fingre, hvor i at blodet langsomt strømmede ud fra hendes fingerspidser. Ganske vidst kunne dette være farlig. Hun kunne som sagt ikke rigtig dø af blodmangel, men det havde selvfølgelig også sine ulemper det at hun brugte sit eget blod til at bekæmpe sine omgivelser med. Selvom det egentlig ikke var noget som hun sænkede en tanke så ofte. Hendes blod var med til at gøre hende stærkere, men også svagere. Hvis hun nu fik tiden til det, kunne hun vel drikke en af disse mænd tomme, og have lidt mere blod til sig selv, men nu var det jo sådan at de ikke rigtig ventede på at hun fik lov til den slags ting. Eftersom de nok allerede nu, havde fundet ud af at hun var en satans vampyr. Ganske vidst en ret ny en i feltet, men det ændrede nu ikke på sagen af at hun kunne være dødbringende. Nogle folk smuttede, da de vidste de havde tiden til at gå med noget bedre, end at gå deres egen død i møde.