You are just a kid, but you seem so wise. (Jacob)

Solen skinnede så det varmede Megan fra top til tå.. Hvilket var dejligt for hende, da hendes klæder ikke varmede hende forfærdeligt meget.. Den lange brune nederdel, som var syget sammen af forskellige slags skind fra dyr gav hendes ben varme, men ikke altid når sneen ramlede. Om hænderne havde hun et par bånd snoede omkring, så det lignede en handske, som var hun en soldat der skulle gøre klar til en mission til at klatre op over bjerge og vandre igennem frodige skove..
Hun fortsatte med at gå frem af, uden at skænke væsner omkring hende et eneste blik. De skænkede engang imellem hende et blik, men det interesserede hende ikke, det eneste hun havde i tankerne var at befrie den uskyldige fra politiet.. Den uskyldige var en ung dame som hun kendte meget godt, og hun var sikker på at hun ikke var skyld i det politiet sagde. Hvordan kunne hun være så sikker? Fordi hun kendte den som var skyldig, derfor skulle politiet ikke give en uskyldig skylden. Det vil være som at skyde dem selv i foden..
Megang satte sig så småt i løb med det flaverende lyse hår efter sig.. Under nederdelens ene lag gemte hun et sværd, som hun udmærket godt vidste hvordan skulle håndteres.
Hun løb og løb, lige indtil hun stod ude foran et vinduet ved politistationen.. Nu galdte det.. Intet skulle komme i vejen for hende..
Hun tog en dyb indånding og ville smadre vinduet da en skikkelse hoppede ned foran hende, så hun automatisk hoppede et skridt tilbage..

Tiden var ved at være inde..
Klanen var snart bygget op og det var han sikker på.. John var allerede så klar og fokuseret, så vis og så klog.. Det var som om at han var sikker på at de nok skulle klare den.. At klanen nok skulle komme til at eksitere.. Jacob var også ret så sikker, han kunne allerede mærke at han var klar til at lede denne klan.. Klar til at være en leder.. Klar til at hjælpe dem som havde brug for det..
Han hoppede rundt i træerne, med hætten over hovedet.. det var ikke så godt at have hvidt hår i nærheden af politistationen, eftersom han vidste at de var ud efter ham.. Det var egentlig forståeligt nok når han havde slåget deres leder ihjel.. Det vil vel være det samme hvis nogen havde slået dæmonernes leder ihjel, selvom Jacob nu ikke ville jagte morderen, da han ikke kendte sin egen leder. Han vidste bare at han skulle bevare respekten for ham..
Bevægelserne var lette og listige, imens han sprang rundt i træerne. Ingen ville bemærke ham, medmindre de havde virkelig god hørelse.. Han spejede rundt, betragtede hver en omgivelse der måtte være spændende og sådan en fandt han hurtigt.. En pige var på vej til at smadre et vindue i politistationen.. Hvad pokker havde hun gang i?!
Hurtigt som et lyn, hoppede han ned foran hende og kiggede stift på hende, man kunne ane de krystalblå øjne under hætten..
"Hvad har du gang i?" sagde han med en lav stemme hvis politimændene skulle høre dem, selvom de var foran bygningen og denne pige ville smadre vinduet bag bygningen.. "Du kan ikke bare smadre et vindue?"

Skikkelsen var en dreng..
Det kunne hun se på selv kropsstrukturen og hun kunne nu også høre det på den mørke stemme, som alligevel ikke var helt så mørk, hvilket tydet på at det var en ung dreng som stod foran hende..
Hun viste ingen tegn på følelser i sit ansigt.. Var bare kold som en istap.. Og ligeså drabelig hvis det var det der skulle til..
"Jeg skal redde en ven," sagde hun koldt og betragtede kort den unge dreng foran sig.. På hans aura og duft kunne hun mærke at han var en dæmon.. En dæmon ligesom hendes far.. Hun blev en anelse vred ved tanken, men kun fordi hun så brændende ønskede at være en dæmon.. Hun betragtede ham videre, kunne se det hvide hår indenunder hætten og de krystalblå øjne.. En nydelig ung mand for det ikke skulle være løgn.. Hun kiggede bare koldt på ham og gik med en soldats bevægelser hen til vinduet endnu engang. "Du er enden imod mig eller med mig knægt," sagde hun kort, inden hun havde smadret vinduet ind til stationen..

Hvem var hun?
Det var som om at han stod og så på en robot.. Hun havde ingen tegn på følelser i sit ellers så kønne ansigt og den måde hun kiggede på ham på med sit iskolde blik, fik næsten hans facade til at ligne en nybegynders facade.. Nysgerrigheden for at vide hvem hun var voksede, og det samme gjorde fascinationen over den kolde facade..
Han ville til at spørge hende hviken ven, men nåede det ikke, før vinduet lå i smadre og glasskår samlede sig rundt om deres fødder.. Jacob spærrede forbavset øjnene op.. Hun var skam ikke bange af sig..
Om han var med hende eller imod hende.. Der var et eller andet over hende, som fik ham til at være sikker på at han skulle være med hende, så som en hver anden eventyrlysten person hoppede han ind ad vinduet, kiggede sig over skulderen og sendte hende et lystigt smil.
"Jeg er med dig,"

Drengen gik forbi hende, hoppede ind ad vinduet som havde han ingen anelse om hvad der egentlig ventede dem bag disse mure. Der var en stor sandsynlighed for at en flok politimænd ville komme løbende med pistoler, ikke at det gjorde hende bange, men hun kunne jo ikke vide om knægten var en kujon der ville stikke halen imellem benene, men bare spillede modig for at imponerer hende.
Hun nikkede anerkendene og hoppede selv ind ad vinduet. "Godt knægt, men jeg beskytter dig ikke hvis det er det du tror," Hun sendte ham ikke et blik, men kiggede bare rundt i den korridor som de lige var hoppet ind i.
Som kaldet fra tankerne, kom en flok politimænd løbende og stillede sig angrebs position foran dem, sigtede på dem med deres våben.
Megan fnyste, trak sit sværd frem og kiggede kort hen på drengen.
"Som jeg sagde, jeg beskytter dig ikke," Inden drengen kunne nå at gøre noget, var hun sprunget på en af politimændene, skar hans våben over og skubbede ham hårdt ind i muren.

Beskytte ham? Ha! det var skam heller ikke det han havde regnet med, Jacob kunne sagtens passe på sig selv. Ingen tvivl om det, hun skulle ikke lege babysitter overfor ham, det var der absolut ingen grund til.
"Fint med mig," sagde han med et kægt smil og kiggede rundt i korridoren. Selvom han virkede afslappet var han skam på vagt, med spændte muskler og knyttede hænder hvis nu en flok politimænd skulle komme løbende og sigte på dem med deres sædvanlige våben..
Jacob ville til at sige noget til hende, men beholdte sit spørgsmål, så snart et par tunge skridt lød mod det klitrende gulv og en flok politimædn rundede om hjørnet og sigtede på dem.
"Endnu engang," sagde han og sendte hende et selvsikkert smil. "Det er fint med mig," Han kiggede imponeret et kort øjeblik på hende, da hun uden vider sprang på en af betjentene.. Han smilte lumsk og løb selv hen imod en betjent, sprang på ham og holdte ham for øjenene, så de langsomt ville blive til is, hvor han derefter hoppede ned og fokuserede på to politibetjente som kom løbende imod ham.. Han foldede sine hænder ud, åndede fokuserede ud og knyttede så sine hænder. Mændene der før var kommet løbende imod ham, stod nu foran ham som istapper..

Hun kiggede sig over skulderen for at se hvordan knægten klarede sig. Et anerkendene smil voksede på hendes læber, så snart hun så at han så ud til at klarer tingene glimrende selv. Hun nikkede tilfredst, men stoppede med at fokusere på ham, så snart en anden betjent kom løbende imod hende som en brølende tyr. Elegant og smidigt hoppede hun op fra jorden, slog en saltomotale og landte på betjentens ryg, hvor hun derefter tog et hårdt greb i hans nakke og kyldede ham ned i jorden. Hun landte perfekt på sine ben og kiggede endnu engang nysgerrigt over mod knægten for at se hvordan han klarede sig.
Der var vist ingen tvivl om at hun ikke skulle passe på ham..

Betjentene foran ham var ikke døde, de var nærmere stive og urokkelige, men et ryk mere fra hans hånd og han kunne få dem til at gå i tusinde stykker, så de ikke længere ville være i live og deres krop kun ville være små isterninger..
Han smilte lumsk, hoppede nogen skridt bagud, da der pludselig kom en anden flok betjente løbende. Det lumske smil forsvandt ikke, selvom betjentene kom løbende imod ham som en flok vilde dyr. I stedet hoppede han bare op på muren, landte bag dem og fik en isbane under deres fødder, så de faldt og gled ud af det vindue som ham og pigen var kommet ind af.
Han smilte tilfredst og lumsk, inden han kiggede hen på pigen igen, som så ud til at klare sig ligeså godt som ham selv.

Megan ville løbe imod de sidste betjente, men blev stoppet eftersom knægten fremtryllede is under deres fødder.. Hun smilte en anelse drilsk, da de gled ud af det samme vindue som de var kommet ind ad og bare selve det at de så så forskræmte ud, som mus der var ved at blive fortærret af en kat.
Hun fjernede en del hår fra sit ansigt og kiggede hen på knægten, der så ud til at være meget tilfreds over sit mesterværk.
"Det må jeg sige knægt," sagde hun og kiggede ham i øjnene. "Imponerende," Hun puttede sit sværd på plads i den skede, som hun havde til at hænge i et bælte om sin hofte. "Hvad er dit navn knægt?"

Imponerende.. De ord fik blot det triumferende smil til at blive større.
"Jamen, tak skal du have og i lige måde," sagde han kægt og foldede sine hænder ud igen, så han ikke ville komme til at knuse betjentene som stadig lå frosne og urokkelige. "Mit navn er Jacob," Han smilte kægt og drilsk til hende. "Og hvad er dit?"
Sikke noget han havde kastet sig ud i, men ja, han var skam ikke typen som sagde nej til en lille udfordring og sådan som tingene så ud nu, så det ud til at han og hende her kunne blive et ret så godt team. Han løftede spørgende på et øjenbryn og ventede på et svar.

Selvtillid manglede knægten skam ikke, men det var skam heller ikke noget Megan havde noget imod, eftersom hun hadede at skulle høre på en sidde og klynke over at de aldrig rigtige vil blive perfekte. Det var livet simpelthen for kort til, specielt når man ikke var andet end en shapeshifter.
Hun smilte kort til ham, hvilket han burde at tage som en kompliment, eftersom hun sjælendt smilte til nogen overhovedet.
"Mit navn er Megan," sagde hun og tjekkede en ekstra gang til sit sværd. "Og, det ser ud til at du er klar til et lille eventyr og hvis jeg ikke tager meget fejl, så gætter jeg på at du må den Jacob som leder The Shadowguardians?"
Knægten som stod foran hende var hendes leder. Sikke et sammentræf.

Megan, den Megan?
Han havde ventet længe på at møde hende, så det fik blot et endnu mere tilfredst smil på hans læber, så snart han fandt ud af hvilken pige som egentlig stod foran ham. John havde fortalt om Megan og de havde straks begge to besluttet at hun skulle være med i klanen, og nu fik han endelig chancen for at møde hende ansigt til ansigt.
"Hej Megan," sagde han med et drilsk smil og kiggede kort ned på hende sværd, men hurtigt op på hende igen. "Din formodning er rigtig, så jeg gætter også på at du må være den Megan jeg har hørt om?" Han lagde hovedet på skrå og kiggede drilsk, men alligevel anerkendende på hende. "Stolt og stærk, lader ingen forhindringer komme i vejen?"