Pain and shame on THEM! ~Nille.~

Host efter host, blod flød ud af hendes mund som var det vand der fossede ud. Hun hostede, som kunne hun kapt trække vejret, Jane gipsede kort efter vejret inden hun fandt vejrtrækingen igen og kiggede op. Låst indeni en celle, that was just perfekt! Rent ironisk sagt, det var to andre dæmoner.. Hun kune lugte deres tilstedeværelse, de var der og så en anden.. Tre dæmoner, ingen af dem kendte hun.. Hun satte sig op og klemte øjne sammen da hun mærkede pikke med vievand på borre sig igennem hendes hud bagpå ryggen. Hun skar ansigt og ville fjerne sig men sad fast, hun kiggede rundt med øjne som ville fri hun ville bare have personen som gjorde dette til at lide så frygtelig meget smerte. En skikkelse kom imod hende, og inden hun nnåede at reagere hellede han vievand ned over hendes arm og Jane skreg og kiggede op i mandens øjne kort nok til at han væltede på knæ og blev sendt i uendelig smerte. Jane blev ved til hun hørte der kom endnu en, han gik dog bare hen til den sovende pige lidt fra Jane. Pigen var også dæmon og lå og sov. Eller rettere sagt blevet slået til hun var besvimet det var de begge, når hun satte sig op ville hun opleve samme smerte som Jane gjorde ligenu, og det var frygteligt. Manden som hun havde haft udsat for smerte tog hende i håret så hun kiggede op, han kiggede hende kort i øjne men Jane brugte ikke hendes evne for hun måtte være klog den ville ikke gøre dem bange eller måske lidt men den ville ikke sætte hende fri.

Blod var ved Nilles mundvige, og hendes hoved hvilede mod asfalten i en celle. Hun havde at være i bur, men der var intet at gøre. Nille hørte svagt nogle der gik på asfalten, men hun kunne ikke bevæge sig. Hvad fanden var der sket? Hendes sorte tanktop var ødelagt ved maven, de sorte jeans var noget skrabet, og støvet. Hendes sorte converse var en smule skadet, men de kunne stadig bruges. Hun gav et lille klynk fra sig da hun mærkede en tage fat i hendes hår, og fik hende til at sidde op. Hun åbnede øjnene, og de blå øjne mødte en mands. Hun skulle til at åbne munden, men det eneste der undslap var et udbrød af smerte da vievandet ramte hendes kind. Hun kunne ikke bevæge sine arme eller hænder da de var bundet fast. Hun lukkede øjnene, og mærkede en smerte ved benet. Vievand, igen.
'STOP!' Ville hun råbe, men det eneste der kunne komme ud var endnu et udbrød af smerte, og et lille skrig. Hun stønnede en gang af smerte, og åbnede øjnene. Hun fik øje på to andre skikkelser, den ene var i en celle... Dæmon. De var alle tre dæmoner. Det blonde hår var løst.
"Stop..." Hviskede hun, de kunne ikke høre hende... Hvad skulle hun gøre?

Mændende rejste sig væk fra de to piger, og gik et par skridt væk fra dem. Den ene var meget høj 1.88 cirka og muskuløs med mørkt hår. Den anden var lidt lavere og havde blondt hår. De kiggede på Nille og Jane og et hånligt grin kom over deres læber.
"Det skal sku nok pisse ham af!" Sagde de og gav hinanden high-five. De grinte stadigvæk hånligt af dem og gik hen og løftede Janes svage hoved op.
"Så man vist ikke så magtfuld igen er man?" Spurgte han som var hun et lille barn han havde misbrugt. Jane rev sit hoved til sig, men manden blandt et tørklæde for hendes øjne så hendes evne var ubrugelig. Jane følte sig.. For første gang svag, og sårbar. Hun kunne intet gøre noget, hun inrømmede at hun havde brug for hjælp men hvad skulle deet hjælpe når hun ikke kunne gøre noget. Inngen vidste hvor hun var..
"Slip mig fri!" Snerrede hun vredt og prøvede at komme fri, så lænkerne nærmst var ved at rives løs fra muren.. Hun havde styrke og tempramant..
"Smerte.." Hviskede hun ubevidt og snart skreg alle omkring hende og hun mente alle, den ny måde at bruge sin evne på.. Men hun kunne ikke styre den.. Eller kunne hun, hun var så vred at hun ønskede smerte til dem men ikke Nille hendes skrig kunne også høres..

Pisse ham af? Hvem...? Hun fandt dog hurtigt ud af det. Fire dæmoner, og to af dem var piger. Den anden måtte være... Et eller andet, hun vidste det ikke, men sikkert noget vigtigt for ham. Nille var hans Censor. Selvfølgelig ville det pisse ham af hvis han mistede de to. Okay, hun vidste ikke hvem den anden var... Eller var for ham. Men hun kunne da regne ud at det var noget vigtigt. Hun fik kontrol over sin krop, og slog øjnene op. Hun så hvordan de bandt pigens øjne, og sørgede for hun ikke kunne se... Dumt at de ikke gjorde det ved Nille. Hendes øjne kunne se deres skam...
Smerte...
Hva? Hvorfor hviskede pigen det? Og hvad mente mændene med at hun ikke var så magtfuld nu?
Hun nåede ikke at beregne ud hvorfor... Da en smerte så voldsom... Ramte hende. Hun skreg op, og det føltes som om hun mærkede ilden omkring sin krop... Ubehageligt! Hun vred sig, og skreg.
"STOP!" Fik hun frem, men stemmen var fuld af smerte... "Stop..." Det ville ikke hjælpe, hun kunne ikke kontrollere folk sådan. Kun til at se hende i øjnene. Skammer stemmen var snigende, og sneg sig rundt om Nille... Hun lukkede øjnene i, og klynkede for sig selv.

Jane kunne ikke gøre for det.. Det var enlig ikke medvilje..
Men den stoppede snart igen, og mændene gav hende en lussing for det.. Gid hun ikke følte sig så forsvarsløs ligenu.. Okay hun hadede at sige de ord.
"Denne gang kan farmand ikke komme og redde dig." Sagde den ene og rev en hårlok af dem begge to.. Muligvis for at sende Rafeal et postkort om at de havde Nille og Jane.. Bare for at pisse ham af, sådan var der jo nogle der var imod dæmons raceleder.. Men Jane vidste at de havde lagt sig op med den forkerte dæmon, men også at hun sikkert ville få ballade for ikke at forsvare sig odenligt.. Jane kunne hører at de forsvandt op ad nogle trapper og lukkede døren efter sig.. Hun prøvede at vride sig fri, men pikkene med vievand sveg i hendes ryg.. Hun kunne ikke komme fri..
"Fuck!" Udbrød hun, men ikke så højt de kunne hører hende. Måske pigen som var tæt ved hende, hvad lavede hun her overhovedet og hvem var det?

//Skal vi fortsætte i dette emne? Og undskyld jeg ikke har haft svaret, kreasvigt :/

//vil meget gerne fortsætte, og DET i
helt iorden ^^//

//Okay så ^^

Skam... *Brug din evne...* Tanken blev ved med at komme frem. Men hun kunne ikke. Hun var for træt. Nille lænede træt sit hoved op af væggen. Hun havde lukket øjne.
Hvem ? Farmand? Hun forstod ikke. Hun mærkede en af mændene tag et stykke af hendes blonde hår. Til sidst mærkede hun at mændene gik. Hun åbnede de blå øjne, og så på den anden pige.
"H-hvem er du?" Kom det ud af Nilles mund. "Hvorfor er vi her?" Så begyndte Nilles stemme at være stærk. De var begge fanget... Så... "Mit navn er Nille, og du er?" Nille lagde hovedet lidt på skrå, og så venligt på pigen.
Nilles venlige ansigt blev erstattet af smerte.

Jane kunne hører pigen snakkede til hende, Nille.. Hun havde hørt det navn før, men der var så mange navne at huske..
"Hvem jeg er? Jeg er Jane." Svarede hun bare og kunne stadigvæk intet se... Hun var ved at blive rasende, hun kunne kun se mørke. Mærke smerte gjorde bare hendes egen evne stærkere, kun kunne mærke hendes øjne brænde og hendes læber blev helt blodrøde præcis som hendes øjne. Hendes evne var blevet stærkere.

Jane. Jane... Hm... Havde hun ikke hørt det navn før. Hun gramskede sin hukommelse nøje, og forstod så. Hun rettede sit hoved op hurtigt.
"Rafaels datter!" Hun smilede skævt, og på trods af smerten bøjede hun ydmygt hovedet. "Hvilken ære, på trods af det der sker." Hun rettede hovedet op igen.
Nille rykkede uroligt på sig. Hun så rundt.
"Hvad tror du de vil os? Tydeligvis noget med Rafael." Hun forstod ikke helt hvad der foregik.