You can feel fear and shame at the same time.. You and I are not that diffrent. -Nille-

S: Kloakkerne.
O: Våde og klamme mure fyldt med snask, mørke i hver en krog og en klam lugt af affald. Man kan samtidig høre hvordan det snavsede vand flyder rundt i kloakkens mørke.
P: Josh: Hættetrøje og cowboybukser. Juliet: En lang sort kjole der går hende til lidt under knæerne.
T: aften.

Juliet gik igennem kloakkerne, hendes skridt rungede igennem mørket som et ur der tikkede og tikkede. De høje hæle ramte beton jorden, der var ingen tvivl om at hun var på vej. Et lumsk smil lagde over de røde læber og de lange lysebrune hår faldt som en kaskade ned af hendes ryg. Dog få af totterne havde listet sig frem på hendes kinder, hvor de skjulte hendes ellers markerede kindben. Denne kvinde var ikke bekendt for nogen, der var ingen der vidste hvem hun var, det gjorde hun kun selv. Hendes navn var som sagt Juliet, Juliet Brazil, mor til Lola Brazil, Johs mor. Juliet var en engel, en falden engel, hun havde ingen gode hensigter og var ligeglad med næsten alt og alle. I modsætningen til sin datter, så var Juliet et helvede og ingen kunne tæmme hende. Havde hun sat sig for noget, så skulle det ske og hun havde en lille lumsk plan oppe i sit hoved. En plan der angik hendes såkaldte barnebarn Josh, der åbenbart var blevet mere vigtig end hun nogensinde havde troet en fejl som ham kunne blive. Det havde åbenbart lykkedes ham at blive de gode engles leder og endda at blive en archangel!  Hun rystede blidt på hovedet ved tanken, sikke noget, hendes barnebarn var gået hen og blevet vigtig! Det kunne hun slet ikke forstå! men, det var slet ikke det hun havde i tankerne at lave om, faktisk så havde hun kontaktet en der kunne minde lidt om hende selv. Både med evne og mål. Lilly, en skammer. Hun havde kontaktet hende angående Josh og Nille, de to kendte vist hinanden. Josh var "bror" til Jacob og Nille var kærester med Jacob. Sådan havde hun forstået det i hvert fald. Så, hun havde kontaktet hende omkring det, for Lilly ville have fat i Nille og Juliet have fat i Josh, så hvorfor ikke finde ud af noget? Hun havde aftalt at mødes med hende her i kloakkerne, hvor ingen kunne se dem eller forstyrre dem og derefter vil de drage af sted efter frygt og skam børnene.. Endelig kom Juliet frem til stedet. Hendes lysende blå øjne spejdede rundt i mørket.
"Lilly?" hviskede hun og afslørede en smuk og klar stemme. "Er du til stede?"
Frygt og skam var ikke så forskellige fra hinanden, det var noget Juliet var helt sikker på..

Da lyden af Lilys stemme rungede igennem kloakken med dets smukke klang, drejede hun hovedet hen imod hende så det lysebrune hår svingede rundt om hendes ansigt. Hun fik med det samme øje på Lily og spærrede kort øjnene op ved synet af hende, ikke fordi hun syndes hun så forfærdelig ud, men mere fordi det overraskede hende endelig at se en af disse skammere. De lignede jo blot alle andre, det eneste Juliet kunne se der kunne være en lille smule specielt over dem, var de indianske træk der klædte Lilys ansigt yderst godt. Hun smilte en anelse halvkvalt af det hun sagde om Josh.
"Ja, desværre, han har desværre arvet skønheden fra sin mor, eftersom hans far var en af de grimmeste narrøve i verden," sagde hun og selvom hendes stemme var smuk, så var den også kold og skærende. "Og det med magtfuld.." Hun stoppede sin sætning og sukkede, imens armene blev lagt på kors, så hun afslørede et langt ar hen af sin arm. "Men, det betyder ikke at vi ikke kan få fat på ham.. og hvad med Nille?" Hun så spørgende hen på Lily, hendes øjne kunne gennembore en sjæl. "Efter hvad jeg hører af rygter er hun vidst også ret så magtfuld ikke sandt?" Langsomt begyndte hun at kredse rundt i kloakkens mørke. "De to kender hinanden, de holder sikkert af hinanden, hvilket vi kan udnytte og jeg kan sagtens se hvor du vil hen det med den unge Josh.. Har vi ham, kommer den store sikkert eller så gør Nille," Hun smilte lumsk og stoppede med at gå. De perfekte ben stod rette på kloakkens hårde gulv.. "Du vil have Nille, jeg vil have Josh, hvis vi arbejder sammen for vi dem hurtigere end de kan nå at blinke," Hun kiggede lumsk hen på Lily. "Så er du frisk ærede skammer?"

Lilys læber var krænget tilbage til et kækt, skævt smil. Hun havde et lusket glimt i de blå øjne. Det sorte hår som var mere glat end Nilles, faldt flot over hendes skuldre og ryg. Mange ville sige at Nille var pænere end Lily, dels fordi at de indianske træk trådte tydeligere frem ved hende, og dels fordi Nille ikke strålede af kulde og selvoptagethed. Som Lily gjorde. Lily var heller ikke så elegant som Nille, men derimod var Lily meget dyrisk i sine bevægelser. Hvilket fik hende til at ligne en vild kvinde, der vidste hvad hun lavede. Lily var en uægte skammer, men havde samtidig også evnen til at fremmane og kontrollere ilden. Lilys interesse for denne kvinde med evnen frygt, var ikke særlig stor. Derimod var kvindens viden interessant for Lily. Lily lagde armene over kors, betragtede kvinden, slap hende ikke med øjnene.
"Grimmeste narrøve i verdenen?" Lilys latter var kold, uden glæde, men den var ægte. "Hvilken pæn måde at sige det på." Lilys smil blev lumsk, mens hun så rundt i kloakken, men hurtigt betragtede hun Juliet. "Nille?" Lilys ene øjnebryn blev løftet svagt. "Hendes hjem kommer vi ikke i nærheden af. Jeg er på hendes sorte liste, jeg dræbte vores mor. Hendes hus bliver bevogtet, lige så vel at hun er en stærk rigtig skammer." Lily havde krænget sin stemme fyldt med had da hun sagt 'rigtig'. "Men hun er den sidste. Jeg vil have hende død." Lily lagde hovedet lidt på skrå, ligeglad med kvindens øjne der kunne gennembore ens sjæl, kvinden burde vide bedre. "Udnytte... Ha! Har du nogen ide til hvad vi kan gøre? Nille bliver svær, men Josh kan jeg sagtens få fat i, er jeg temmelig sikker på." Lilys smil blev mere ondt. Hun havde en plan. "Hvem siger vi behøver den unge Josh? Min skammer stemme er lidt som Nilles, hvis man har hørt den en gang før, kan man godt høre forskellen på hendes og min. Hvis man ikke har, er den svær. Og jeg bruger nærmest aldrig min skammer stemme." Lily blinkede drilsk til Juliet. Ærede skammer? Lily hævede begge øjnebryn. "Jeg er skam frisk, Juliet. Alt for at få Nilles hoved adskilt fra hendes krop... Men vi har et problem." Lily skar ansigt. "Jacob."

Egentlig så var Juliet ikke interesserede i Lily og Nille, heller ikke deres skammer evne, hun havde blot hørt rygter om dem, samt udspionerede folk omkring hende. Hun vidste hvem Josh var, Nille, Jacob og selvfølgelig hendes barnebarn Josh, som var den hun havde haft mest øje med. Hver gang han brugte sin evne, var det som en kniv igennem hjertet på Juliet, hun ønskede ikke at andre skulle have den evne, den tilhørte hende og derfor skulle barnebarnet dø! Hun ville heller ikke have haft Lola, Josh mor, hun blev tvunget gravid af en mand der ville have et barn med den evne.. Lola var død og kun hendes søn var tilbage, den lille fejl som bare skulle dø. Hun smilte skævt over Lily der snakkede og svarede på alt det hun spurgte om. "Og hvordan vil du så få fat på mit kære barnebarn? han er altså ikke så dum som man skulle tro," Hun begyndte igen at kredse som en utålmodig ulv, der bare ville ud og jage sit bytte. "Nårh, så han høre din stemme og tror det er Nilles? Eller er jeg helt gal på den?" Til sidst stoppede hun med at kredse og så over på Lily. Jacob.. Pokkers, ham havde hun glemt, han ville jo både beskytte Nille og Josh. "Vi må få fat i dem begge, uden at den lille isdæmon opdager det, det ser heller ikke ud til at Nille og ham er de bedste venner for tiden og Josh er slet ikke hos ham, men derimod i det hus der er blevet ham givet som leder," Hun kiggede hen imod udgangen. "Jeg er klar til at tage af sted, hva med dig? Andre ting vi skal snakke om?"

Hvis Juliet skulle vise sig at være en trussel, ville Lily hurtigt dræbe hende uden tøven. Lily havde ikke brug for spioner, eller andre former for hjælp, udover nu. Lily arbejdede dog helst alene, da hun ikke gad at hendes arbejds partner eventuelt kunne være uenig i hvad Lily mente var bedst. De uægte skammere skulle op på tronen, i stedet for de rigtige, de ægte, de heldige skammere. Lily var godt og grundigt træt af at høre på folk der snakkede om en Skammer ved navn Nille, som var åh så stærk, hun havde også oplevet Nille gå igennem gaden med hætten nede, hvor folk omhyggeligt havde undgået hendes øjne og hende i det hele taget. Alle undtagen dusørjægerne som havde prøvet at få fat i hende, men straks blevet stoppet af en daggert i halsen. Lily havde næsten kastet op over at Nille skulle være sådan. Måske fordi Lily rigtigt var jaloux...? Jaloux over at Nille fik opmærksomheden, berømmelsen, vennerne og de mange glæder, som Nille så valgte at ignorere. Men nu kendte Lily jo ikke alt om Nille, så hvis hun mente noget om Nille kunne det meget vel være forkert. 
"Nemlig, jeg vil bruge min skammer stemme, så han tror det er Nille der kalder på ham og ikke mig." Lily smilede kækt. "Og hvis jeg tager en hætte på, tror han mere på det." Hun havde et ondskabsfuldt glimt i øjnene. Lilys ansigt blev mere alvorligt da de kom ind på emnet med Jacob igen. "Hvad mener du med de ikke er de bedste venner lige for tiden?" Spurgte Lily. "Jeg har ikke fået udtryk for at de skulle være uvenner." Lily rynkede på panden. "Jeg er klar, men! Hvordan kan vi få Nille til at komme over til os? Altså, ja vi bruger Josh, men hvordan får hun at vide at vi har ham? Jeg kan ikke gå over og banke på hos hende, uden at få en pil i hjertet." Lily skar ansigt.

Hun løftede på sine skuldre, det lysebrune hår løftede sig og faldt endnu engang på plads ned af ryggen. "Jeg syndes bare at det virkede til at de var en smule uvenner, men ja, hvad ved jeg om sådan noget, kærlighed siger mig intet overhovedet," Hun kiggede koldt hen imod udgangen. Juliet var blevet kold for mange år siden, hun hadede alle undtagen sig selv og mente at alle andre gjorde noget forkert. Som sagt var hun en falden engel, en ond falden engel. Hendes blik blev rettet imod Lily igen, da hun spurgte om hvordan de skulle fange den kære Nille. "Hvad med at jeg lokker hende? jeg kan sagtens spille en uskyldig kvinde der har brug for en skammers hjælp," hun smilte en anelse lumsk og begyndte langsomt at gå hen imod udgangen. Hendes timeglas figur fik automatisk hendes bevægelser til at være elegante og interessante. "Du kunne hente mit barnebarn og jeg kunne hente din søster? eller skal vi finde på en anden plan?" Hun kiggede ikke på lily, men kun på udgangen som langsomt kom nærmere og nærmere. "Jeg ved jo ikke om Nille vil tro på at jeg er en kvinde i nød,"

Virkede til at være en smule uvenner... Et lumsk smil bredte sig på Nilles læber, da hun kunne regne ud hvorfor. Nille tænkte alt for meget på sin pligt. Den pligt der havde hvilet på alle skammernes skuldre, både uægte og rigtige skammere.  Kærlighed var vidst bare noget sludder for Juliet, hvor derimod kærlighed havde betydet noget for Lily, men den hun havde elsket måtte havde smagt hendes evne om og om igen. Han havde klaret det. Men nu var han død. Hun havde heldigvis overlevet. Hun havde tænkt på at efter hun havde dræbt Nille, ville hun finde en mand, som hun kunne tage til sig, uden at elske ham. "Og jeg ved allerede hvorfor de virker som uvenner... Men det kommer desværre ikke dig ved." Hun ville ikke have de blev fjender når de skulle arbejde sammen, men det kom ikke Juliet ved! 
Lily lagde hovedet lidt på skrå. "Lyder udmærket, så håber jeg du er en virkelig god skuespiller. Nille er klog, ikke undervurder hende. Hvis hun virker det mindste betænksom, slå hende ud." Lily smilede blot, som om hun ikke lige havde sagt at en skulle slå hendes lillesøster ud. "Det er en fin plan, afsted." Hun gik mod udgangen. "Som sagt, slå hende ud hvis hun virker betænksom." Lily lagde armene over kors.

Et nik og en enkelt lille latter var den eneste kommentar til det hun havde omkring at det ikke kom hende ved. Det interesserede hende heller ikke, det eneste der interesserede hende nu var at fange Josh og dræbe ham som den fejl han var. Leder eller ej, var man en fejl, så var en fejl. Hendes øjne strålede, og jo tættere de kom på udgangen, jo mere lyste hver en deltalje frem i hendes ansigt. Juliet var en smuk kvinde, men skinnet bedragede og det var der ikke mange der vidste.
"Jeg er skam god til skuespil, jeg er jo trods alt en engel, vi kan se ligeså uskyldige ud som en lille killing," sagde hun. "Jeg siger det samme om Josh, får han bare den mindste mistanke om dig, så slå ham ud og gør det heller diskret, de andre engle skulle jo nødig opdage at du gør deres leder fortræd,"
Da de endelig kom til udgangen, kiggede Juliet sig kort omkring, for at se om nogen skulle have haft mistanke omkring dem. Der var ingen væsner i syne, de havde været heldige. Med et stolt blik kiggede hun hen på Lily. "Jeg finder Nille, du finder Josh og så mødes vi her igen, indtil da held og lykke," Hendes ord var oprigtige som en engels skulle være. Ud imellem hendes skulderblade voksede et par store sorte vinger, et tegn på at mørket hærskede over hende. Hun lettede fra jorden og fløj derhen hvor Nille var, landede et stykke der fra så ingen skulle se de sorte vinger..

Lily smilede over Juliets lille latter, ikke fordi hun også fandt det morsomt, men fordi hun fandt det latterligt at grine over. Lily  fulgte blot efter Juliet. "Farvel." Mumlede Lily, dog var det ikke et farvel, men hun fandt det mere behageligt at sige farvel. 
Lily skiftede form til panter og løb mod det sted hvor hun kunne lugte Josh. Hans hus. Lily skiftede form igen, hun havde stjålet noget tøj og trak det på. Hun havde løse sorte jeans på, en hættetrøje der var hvid og sorte sko. Hun trak hætten over hovedet og satte håret som Nille plejede at gøre. Lily så mod Joshs hus og gik ud af skyggerne så han kunne se hende.
"Josh... Hjælp... Vi må snakke sammen..." Skammer stemmen mindede om Nille, dog ikke helt, men heldigvis havde Josh aldrig hørt Lilys skammer stemme før. Hun havde ryggen til huset så Josh ikke ville se det faktisk var Lily.

Nille kørte håret over på den ene skulder og trådte ud af huset. Hun så kort rundt, mens hun trak hætten over det sorte hår.

Han hørte godt stemmen. Den var lokkende i hans øre og som om han ikke kunne styre sig selv, gik han hen imod vinduet og kiggede ud for at finde kilden til stemmen. En chok bølge kørte igennem hans krop, da han til sin overraskelse fik øje på Nille. Der var dog noget som sagde ham at det ikke var hende og at han heller måtte være på vagt. For en sikkerheds skyld gik han hen til en kommode og åbnede en skuffe, hvor der lå en masse forskellige dolke og knive. Han tog sin sædvanlige dolk og puttede den i sin beholder, som hang på et bælte han havde omkring livet og en anden kniv han valgte at tage med, snoede han ved hjælp af en form for forbinding omkring sin arm. Han trak ned i skjorten så man ikke kunne se kniven. Egentlig forstod han ikke hvorfor han gjorde det, hvis det bare var Nille, var der jo ikke noget at være bekymret for.. Men, der var bare et eller andet der sagde ham at det ikke var hende. Han forlod lidt efter palæet og gik ud til hende, stillede sig få meter fra hende og foldede armene over brystet.
"Hej Nille, hvad vil du snakke om?" hans stemme var rolig og fattet..

Juliet fik med det samme øje på Nille og et lumsk smil bredte sig på hendes svagt lyserøde læber. Med en kniv hun havde ved hånden, skar hun lidt i sig selv for at se en smule slidt ud, inden hun skjulte den igen og løb hen imod Nille. Hun gjorde en stor entre ud af det, ved at falde på knæ ikke så langt fra hende, hvor hun derefter så bedende op på hende og foldede hænderne sammen.
"Du må hjælpe mig! jeg beder dig vil du ikke nok hjælpe mig?" en enkelt tåre trillede ned af hendes kinder. "Mit barn.. mit barn er fanget hos en væmmelig mand, han tæsker os begge, jeg beder dig.. vil du ikke nok hjælpe mig?" Man kunne ikke spotte det falske over Juliet, ikke den mindste smule.

Han var mistænksom, enhver kunne vide det. Lily bøjede sig hurtigt ned, samlede diskret en sten op, og rettede sig op.  Hun gemte stenen ved at trykke sin hånd der holdte stenen, ind mod sin mave. Stenen var heldigvis skarp og kunne nok godt slå ham ud. Hun ventede på han sagde noget. 
"Det er Jacob... Han... Han..." Hun lød som om hun brød sammen i gråd, og hendes skuespil var perfekt. Man kunne ikke se det var skuespil. Hun knækkede sammen og faldt på hug, stadig gemt af hætten, så han ikke kunne se det var hende. Hun græd falskt.

Nille stivnede straks da hun så en kvinde falde på knæ, og så bedende på hende. Et barn? En mand der tæskede dem? Vent lige et øjeblik. Nille tøvede. En af hendes snigmordere gik hen til dem, og han så truende på kvinden. Nille lagde sin hånd på hans skulder og så advarende på ham. Han bukkede og gik baglæns væk, men holdte øje med kvinden. Nille kiggede på kvinden, undersøgende.
"Taler du sandt, ville du ikke blot have én tåre løbende ned af din kind, men flere." Sagde Nille roligt. "Desuden, hvis han tæskede jer, ville der ikke være snitte mærker fra en kniv. Tør du at se mig i øjnene, for at lade mig se om du lyver eller ej?" Nille hævede spørgende et øjnebryn.

Selvfølgelig gik der en bølge af bekymring igennem ham, så snart han hørte om at det handlede om Jacob. Bare tankerne om hvad der kunne være sket med hans bror, fik det til at krybbe igennem ham og lige som han skulle til at gå hen til hende, kom han i tanke om noget. Sidst han havde set Jacob, havde han det fint, hvad kunne problemet så være nu? Desuden, plejede Nille aldrig at komme til ham, hvis det handlede om Jacob, hun plejede slet ikke at komme til ham når det galt om hjælp? Hun klarede tingene selv? Med et løftet øjenbryn gik han hen imod den kvinde han mistænkte for at snyde ham. Han var kun få centimeter fra hende da han endelig stoppede op. "Hvad er der med ham? du plejer aldrig at komme til mig efter hjælp, faktisk.." han stoppede sin sætning og foldede armene hen over brystet. "Så plejer du ikke at komme til nogen?"
Hvis det virkelig havde været Nille, så havde hun ikke haft ryggen vendt til ham på den måde. Der var bare noget der ikke stemmede og han fulgte sine fornemmelser.

Juliet rystede på hovedet, gemte sig væk imens hun snøftede og klynkede med en ynkelig stemme. "Han skar i mig da jeg forsøgte at løbe, de andre sår fra når han tæsker mig er forsvundet eftersom jeg healer," Hun hulkede og gemte sit ansigt væk, rystede voldsomt og bed sig i underlæben så den begyndte at bløde. "jeg vil ikke se dig i øjnene, nej, du må ikke tvinge mig, jeg har bare hørt rygter om at du skammeren hjalp folk og fik andre til at skamme sig," Hun kiggede kort op på hende, men startede ikke en øjenkontakt. "er det en løgn?" hendes stemme var så svag og uskyldige som den kunne blive.

Forhelvede, Josh var mistænksom, det kunne hun fornemme. Hun samlede diskret en sten op, en ret stor sten, som sikkert ville kunne slå Josh ud. Hun rejste sig langsomt op, bøjede hovedet nedad, og gik mod Josh. Han ville stadig ikke kunne se hendes ansigt.  Hun havde gemt stenen i sin hånd. "Og det er fordi jeg ikke er Nille." Lily løftede hovedet og slog ud mod hans tinding med stenen, forhåbentlig ramte hun.

Nille tøvede. Der var et eller andet... Nej, lige meget. Men noget føltes forkert.. Hun vidste bare ikke helt hvad. Hun så betragtende på kvinden, mens hun ventede på at svare på kvindens spørgsmål. Så sukkede hun. "Udmærket. Nej, det er ikke en løgn. Beklager. Jeg skal nok hjælpe dig." Nille så mod en af snigmorderne og piftede. "Og ham her kommer med." Hendes stemme var hård, for at vise der ingen undtagelser var. Snigmorderen kom over til dem og rakte en hånd til kvinden, for at hjælpe hende op.

Selvom han havde været meget mistænksom omkring hende, så gjorde han ikke noget forsøg på at rykke sig, da hun langsomt rejste sig op og gik hen imod ham imens hendes blik var rettet imod jorden. Han stod bare og så afventende på hende og lige da hun løftede hånden for at slå ham ned med stenen, trak han sin kniv og ville ramme hende, men nåede det ikke inden stenen snittede hans tinding og han måtte give efter for mørket. Lyden fra slaget rungede i hans hoved, imens han faldt til jorden og det var som om alting væltede omkring ham. Da han til sidst ramte jorden, lukkede han øjnene i og overlod nu skæbnen til hvem der end havde slået ham ned.. Selvom Josh vat stærk, så havde han ikke været forberedt på et slag imod tindingen og måtte indse at han tabte i denne runde.

Juliet gemte sit ansigt væk bag sine rystende hænder, klynkede og hulkede, men bag det gemte ansigt skjulte hun et lumsk smil. Nille gik med til den, hun troede på hende og Juliet troede lige at det skulle gå efter hendes hoved, indtil lyden at det næste hun sagde fik hende til at sukke en smule opgivende. Selvfølgelig skulle snigmorderen med, problemet var bare at det ikke gik, så hvad pokker skulle hun gøre! Hun nikkede tøvende, rejste sig rystende op og begyndte langsomt at gå. Hun regnede med at de fulgte med hende. Hendes hoved dunkede, hun måtte finde på noget for at få snigmorderen væk! En tanke slog igennem hende ligeså hurtigt som et lyn og hun stoppede dramatisk op. Hun bed sig i underlæben, vendte sig om imod dem begge og kiggede først lejemorderen i øjnene. Selvom hendes evne var frygt, så havde hun også en anden evne til at forstene folk i et par minutter. Forhåbentlig virkede det på snigmorderen. Med et spring fra sine ben var hun om bag Nille, samlede en sten op og lagde an til at ramme hende ved tindingen. Hun bad til at den ville ramme!

Lily smilede tilfreds da Josh faldt til jorden. Hun tog fat i hans ben og slæbte ham med over til kloakken, hvor hun mente de skulle mødes igen. Lily var nu glad for at hun havde narret englenes raceleder. Josh skulle vidst have ordnet sine teknikker, sine sanser! For ellers ville det ikke ende godt for ham. Da hun nåede kloakken sparkede hun først til Joshs hoved for at sikre sig han var mere bevidstløs. Hun smilede kækt og ventede på at Juliet ankom.

Nille ville have snigmorderen med, for hun følte sig ikke så tryg ved denne situation. Der var noget falskt ved den kvinde, men det kunne være hun tog fejl, men hun ville ikke risikere noget. Nille fulgte efter kvinden og snigmorderen gik ved siden af hende. Snigmorderen mødte roligt kvindens øjne, men stoppede så brat op, uden at han havde gjort noget. Hvad pokker...? Snigmorderen nåede ikke at gøre noget før kvinden var ovre ved Nille, og lige da Nille skulle til at hoppe til side, ramte en sten hendes tinding. Nilles krop ramte jorden. Snigmorderen kunne ikke gøre noget og måtte bare se til. "Stop! Lad Censor Nille være!" Snerrede Snigmorderen og så på kvinden.

Han mærkede et nyt slag i hovedet og selvom Lily troede at det skulle få ham til at forblive bevidstløs, vågnede han svagt ved det og åbnede forsigtigt sine øjne. En klam lugt af skidt og indelukket stoppede hans næse og gav ham en kvalmende smag på tungen. Lyden af vand der brusede var det der fik ham til at forstå med det samme hvor han var. Kloakken. Det fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved det hele, hvorfor var han blevet ført til kloakkerne? Da Lily kom tættere på ham igen, lukkede han øjnene i og lå helt stille, som var han stadig bevidstløs. Det var dog som om at selvom han var vågen, så kunne han ikke bevæge sig. Sindet var vågen, men det var kroppen ikke..

Juliet ignorerede fuldkommen snigmorderen, ved bare at løfte Nille op i sin favn og lade de kulsorte vinger sprede sig ud endnu engang. Hun lettede fra jorden som en fjer og forsvandt i horisonten. Et stort smil var på hendes læber og hun kunne ikke vente med at se om Lily også havde Josh, så de rigtig kunne pine en censor og en raceleder. Det skulle nok være sjovt, man skulle da lege lidt med byttet inden man dræbte det ikke? Hun nåede til kloakkerne, stadig med Nille i sin favn og lagde hende ned ved siden af Josh. Eller, rettere sagt smed hende.
"Jeg kan se du fik fat i Josh, godt gået," sagde hun og kiggede et kort øjeblik på ham, inden hun kiggede hen på Lily. "Nåh, hvordan får vi dem til at blive her?" Hun smilte lumsk..

Josh fik et chok da det gik op for ham at det var Nille der lå ved siden af ham. En trang til bare at kravle hen til hende og spørge til hendes helbred rungede inde i ham, men han vidste at han ikke var i stand til det lige nu. Hans krop ville ikke samarbejde med ham overhovedet..

Snigmorderen måtte blot se på mens Juliet fløj væk med Censor Nille. Han råbte op, for at få hjælp fra de andre snigmordere.

Lily måtte indrømme at hun var ret så stolt over at have fanget Josh, nu glædede hun sig bare til at Juliet kom med Nille. Lily kiggede på Josh, men gjorde intet. Hun troede at han var besvimet. Hun gik hen til ham og satte sig på hug. "Dette skal nok blive sjovt." Hviskede hun svagt med et kækt smil om læberne. Hun hørte Juliet ankomme, og smed Nille ved siden af Josh. Lily rejste sig og så på Juliet med et roligt smil og et kækt glimt i øjnene. "Tak tak, det var ikke så svært. Du fik fat i Nille, flot." Lily lagde armene over kors mens hun så på Nille. "Vi binder deres fødder og arme. Har du noget reb?" Lily så spørgende på Juliet.

Nille trak vejret roligt, så der var intet sket hende, altså noget alvorligt. Kort efter fik hun kontrol over sin krop. Hun åbnede svagt øjnene, men lukkede dem hurtigt igen. Hun havde hørt Juliet og Lily snakke. Hun vendte ansigtet mod Josh, da hun fornemmede hans fært. Hun åbnede øjnene, men lukkede dem igen hurtigt. Han var okay.

Juliet nikkede og den snor der havde virket som et mavebælte trak hun fri, så hun i sin hånd nu havde et reb. Med et lumsk smil på læben bandt hun Nille og Josh hænder og fødder fast, så der skulle mere end bare et enkelt slag for at slippe væk. Hun bandt knuderne godt sammen, strammede dem, så både Josh og Nille ville mærke smerten fra rebets snor. Et tilfredst nik og hun rettede sig op igen, placerede kort sine hænder på sine hofter, hvor hun derefter gav sig til at kredse om dem, som var de et byttedyr hun bare ventede på at skulle nedlægge. Til sidst kunne hun dog ikke holde det ud mere. Forsigtigt satte hun sig på hug foran Josh, daskede ham blidt på kinderne indtil han åbnede sine øjne op. Hun blev overrasket over at se et par brune øjne der mindede om hendes egne. En knurren voksede inde i hende og som ren reaktion, kradsede hun ham ned af kinden og efterlod et par mærke. Josh hverken skreg eller gjorde det mindste tegn på smerte, i stedet så han bare koldt op på hende. Det fik hende til at smile en anelse lumsk. "rart endelig at se dig barnebarn," det var de eneste ord hun kunne klemme ud, inden hun gik hen foran Nille og satte sig på hug foran hende. til at starte med så hun bare uskyldigt på hende, men inden længe lod hun sin hånd snitte hendes kind med en hård lussing. Kort efter rejste hun sig op og foldede armene over brystet. "Den var for at sige din latterlige snigmorder skulle med os," Hun gik hen ved siden af Lily, stadig med stolthed og styrke. "Skulle vi forklare dem hvad vi vil med dem, eller skal vi pine dem eller skal vi bare slå dem ihjel med det samme?" Hun hviskede det lavt, så kun Lily kunne høre det.
Josh forstod hurtigt hvad hun havde ment med barnebarn. Det var hans mormor, men ikke den søde mormor der kom med slik og gaver, nej, hende her kom med lussinger og smertefulde ar ned af kinden! Han kiggede sig kort over skulderen, bemærkede at Lily og Juliet snakkede, så han havde en mulighed for at kontakte Nille. "Klare du dig?" Han hviskede bekymret til hende og forsøgte at kigge sig så langt over skulderen han kunne, for at se om han kunne få øjenkontakt med hende.

Lily smilede over Nilles suk, et opgivende smuk havde forladt Nilles læber. Hvorfor Lily smilede over det? Fordi hun troede at Nille opgav. Men Nille opgav ikke så let. Nille åbnede øjnene da hun blev bundet, og hun vred sig kort. Hun så skiftevis på Lily og Juliet. Hadet susede op i Nille, åh hvor hun dog hadede Lily... Men hvem var den anden? Det var ikke en kvinde i nød, det kunne hun godt regne ud. Det var en kvinde der var efter dem. Men hvorfor var Josh her? Hvorfor arbejdede Lily sammen med kvinden?  Barnebarn?! Så Josh var kvindens barnebarn! Nille knurrede svagt.  Da kvinden satte sig på hug foran Nille, spyttede Nille på hende og smilede kækt. Så fik Nille en lussing. Hun grinede blot. "Jeg kan ikke mærke smerte så godt mere, latterlige kvinde." Sagde Nille roligt.
Lily så bedømmende på Nille og Josh. "Forklarer dem først hvad vi vil med dem, derefter piner vi dem. Så kan vi dræbe dem." Svarede Lily med et ondt smil. Nille så trodsigt ind i Lilys øjne. "Jah, jeg klarer mig. Hvad med dig?" Hviskede Nille, men ville ikke se ham i øjnene. Langsomt blev hendes øjne sorte, og da hun adskilte sine læber, forlod en smuk sangstemme hendes læber; "Se mig i ø..." Nille fik ikke sunget færdig, før Lily slog hende hårdt på kinden.

Juliet nikkede til det Lily sagde, og lidt efter begyndte hun at kredse om dem begge. Det hårde blik i hendes øjne ville skræmme livet af en hver, men for Josh så han ikke andet end en kvinde der var bange for et eller andet. Et eller andet som han ville kunne være i stand til at sætte i gang. Den anden kvinde var tydeligvis efter Nille og hendes stemme virkede ret så bekendt. Lidt efter lidt gik det langsomt op for ham at det var den kvinde der engang havde haft angrebet Nille imens hun var hjemme ved Jacob. Jacob og ham blev nød til at løbe væk med Toby, alt imens de to søstre sloges som to løsslupne løver. Han prøvede kort at vride sig fri, med det resultat at rebene bare strammede sig mere om håndleddene, så han havde det som om at de var ved at blive kvast til støv.
"Jeg klarer den," hviskede han og kiggede frem for sig igen. Ud af sin øjenkrog holdte han øje med Juliet, der fortsat kredsede om dem som et rovdyr. Selv i hendes øjne strålede en underlig form for sult. Sikkert en sult efter tilfredsstillelse over at se dem lide, eller ham lide. Til sidst stoppede hun dog op foran ham, foldede armene på kors og kiggede skiftevis på ham og Nille. "I to er samlet her i dag for at dø," Hendes stemme var ren som det klareste vand. "Lily ønsker Nille død og jeg ønsker Josh død, men først, skal vi have det en smule sjovt," Hun gik endnu engang hen ved siden af Lily. "I er begge to i vejen for at sige det lige ud, derfor skal i dø,"
Josh rynkede på næsen over hende. "Alting må være i vejen for jer, jeres store fede ego fylder jo det hele," vrissede han af hende. Juliet grinte bare fornøjet over det. "Du er så sandelig mit barnebarn," Hun smilte endnu engang lumsk og kiggede hen på Lily. "Vil du have æren at begynde?"

Nille var ikke bange for kvindens hårde blik der kunne skræmme livet af mange, hun havde set værre. Nille så blot lige frem for sig, hun var ikke bange, langtfra. Hun skulle nok klare sig. Lily holdte skarpt øje med Nille for at se om hun kunne finde på at bruge evnen. Lily hævede et øjnebryn over Juliet, lige nu kunne Lily ikke andet end at føle Juliet var ret barnlig, men det var svært at se på Lily at hun syntes det. DEt var overhovedet ikke til at se på hende. 
"Lad vær med og kæmp imod rebene, Josh." Hviskede Nille med et svagt smil om læberne. "Vi klarer den." Hviskede hun så igen og rettede sine øjne mod Lily. Da Juliet var færdig med at snakke og havde spurgt Lily om noget sagde Nille: "Du bryder vores skammer ed, Lily. Du bryder eden og reglerne. Du må ikke skade, eller dræbe en rigtig skammer. Du har før brudt reglerne og eden. Du skal dø, og jeg dræber dig." Sagde Nille koldt mens hun smilede flabet.
Lily snerrede og gav Nille en hård lussing. "Var din mund, barn! Jeg er ravnende ligeglad med de regler og eden!" Snerrede hun. Nille spyttede Lily i ansigtet. "Dræb mig, hvis du tør." Sagde Nille udfordrende, men Lily bakkede blot væk. "Ikke endnu." Lily kiggede på Juliet. "Du begynder først, jeg skal lige køle ned." Sagde Lily så.

Juliet syndes ikke selv at hun var barnlig, hun elskede derimod bare at have det sjovt og var der noget som hun var kendt for, så var det at være mere eller mindre ligeglad med hvad andre tænkte om hende. De kunne kalde hende lige hvad de ville, hun ville ikke lade det gå hende på. Skænderiet imellem Nille og Lily fik hende til at løfte på et øjenbryn. Hun ville ikke blande sig, det var en ting der var helt sikkert. I stedet nikkede hun bare til Lily over at hun sagde at hun skulle begynde. Hun vidste at Nille og Josh holdte af hinanden, men hvor meget holdte de mon af hinanden? Hun gik hen imod dem begge, inden hun greb fat i Josh hår og vente ham om imod Nille. Det lumske smil var der stadig og uden at sige et ord, skubbede hun Josh ind i Nille, så deres læber stødte sammen. Josh gjorde store øjne! Hvor vovede Juliet! Nok holdte han af Nille, men bestemt ikke på den måde! For at få lidt sjov ud af det, forstende Juliet dem sådan. Deres læber trykket imod hinanden. Lige meget hvor meget Josh forsøgte at komme væk, så var det nyttesløst! Nille's læber var bløde, men det gik aldeles ikke! Efter lidt tid fjernede hun evnen og lod dem trække væk fra hinanden.. Josh kiggede undskyldende på Nille, inden han sendte et dræber blik til Juliet der bare smilte lumsk.

Lily fandt det barnligt at Juliet skulle gå rundt om Nille og Josh, som om hun var en løve der blot ventede på at hendes hersker, Lily, gav hende lov til at flænse deres struber op. Nå, Lily kunne være ligeglad om det, hun ville bare have Nille død. Det var en dum ting at blande sig i Skammernes orden, når man ikke selv var skammer. Så blev man hurtigt afvist og sparket væk. Måske endda dræbt, det kom an på hvor irriterende man havde været. 
Nille fulgte Juliet med øjnene, og rynkede på panden da hun vendte Josh mod hende. Hva pokker...? Det gav et chok i Nille da Joshs læber var på hendes!! Hvad fanden?! Nille havde spærret øjnene helt op i chok, årh hun skulle tvære Juliet ud... Grrr.. Det blev værre da de blev forstenet og hun ikke kunne rykke sig væk! Øh, Josh var meget pæn og hans læber dejlige, men øh, hun holdte ikke af ham på den måde, overhovedet! Hun så ham kun som en lillebror, en god ven, intet andet!Hun havde ikke tænkt sig at kysse ham frivilligt?! Hun åndede lettet ud da de ikke længere var forstenet og Josh rykkede sig væk. Hun vendte hurtigt ansigtet væk fra Josh. Lily grinede svagt. "Jeg tror ikke de holder af hinanden på den måde.." Lily satte sig på hug foran Nille. "Var det bedre end at kysse Jacob? Jacob som sikkert ville blive vildt ked af det over at i to har kysset? Jacob som nok snart ikke kan klare du ikke kan være sammen med ham? Har du ikke bare lyst til at græde over dit sørgelige liv?" Lilys stemme var smuk, hendes ord plantede sig i Nilles hjerne. "Gå af helvede til." Snerrede Nille, men der var tårer i hendes øjne.

Josh kunne slå sin egen mormor! Det ord lød helt forkert i hans hoved, så i stedet ville han kalde hende ved hendes navn. Det var vist også det eneste hun fortjente at blive kaldt, medmindre ordet sindssyge kvindemenneske også kunne bruges! Et kort øjeblik fik han øjenkontakt med hende og der var det som om at to lyn mødtes på himlen, for derefter at reflektere hinanden og slå ned imod jorden. Josh kunne fornemme at hun var stærk omkring sin evne. Han kunne ikke fornemme på hende hvad hun frygtede, men han havde en anelse om det og ville ende med at udnytte det for at få ham og Nille væk herfra! Da Lynene endelig så ud til at have dæmpet sig, ved at Juliet stoppede øjenkontakten for at gå hen ved siden af Lily igen, bemærkede Josh samtalen og kom straks til at tænke på Jacob. Det skar ham i hjertet. Det havde jo ikke været meningen at skulle kysse Nille! Det ville han aldrig gøre imod ham, aldrig! Desuden, så han slet ikke Nille på den måde overhovedet! Lily's ord fik ham til at snerre. "lad hende så værre! Du må være den der har et sørgeligt liv, siden du behandler hende på den måde! Jeres lille tortur her viser bare hvor ynkelig og svage i er!"
Juliet ville lukke munden på ham, men blev bare stående og vrissede af ham, hun tænkte at Lily nok ville have æren denne gang.