Shame and Control. (Nille)

En tåge så tyk som en dyne lagde nær jorden, den mindede også meget om en dyne.. En dyne man så fint ville lægge over sit barn der skulle til at sove, efter man havde læst en godnat historie for det.. Man forlod lokalet.. Det samme havde Megan lige gjort.. Der var ikke mere at se derinde.. Det havde været et spændene sted for hende, men nu skulle hun til at videre.. Hun kunne ikke blive hængende, ligesom dynen gjorde over barnet.. Megan var ikke helt sikker hvad det var for et barn hun snakkede om.. Hvad ragede det også hende.. Børn var ikke noget hun ville tænke på i en alder af tyve år gammel..
Hun fortsatte med at gå, tågen spredte sig for hende, så det fik hende til at ligne en troldkvinde.. Måneskinnet var kraftigt, kraftigere end solens stråler.. man kunne se alt.. Intet ville kunne gemme sig i skyggerne..
Hun kiggede kort, da hun bemærkede en gren knække bag sig.. Hurtigt som et lyn, vendte hun sig om i en stilling der viste at hun var klar til at angribe. Musklerne var spændte, hænderne var knyttet og ansigtet stift.
"Hvem der?" sagde hun hårdt.

Tåge! Gr! Irriterende! Men måneskinnet klarede vejen op for hende, og hun svang sig let genmen træerne. Hun greb fat i en gren med begge hænder, og svang sig hen til en tyk gren. Hun landede lydløst, og let på den med begge fødder. Hun følte sig så let i træerne, og fri... Som om hun aldrig havde lavet andet end at være i naturen. Det blonde hår var sat op i en hestehale, og de blå øjne lyste op af måneskinnet. Den hvide jakke med hætte var åben så man kunne se den sorte tanktop hun havde på. De sorte jeans sad nydeligt på hende, og de sorte støvler uden hæl var nu meget behagelige. Hun hoppede ned, og gik lidt væk. Hun kunne let få tågen væk med sin evne, men hun ORKEDE ikke. Hun stoppede op da hun syntes hun kunne se en anden skikkelse. Hun gik et skridt fem, og en gren knækkede...
"Hvem der?" Hun grinede, og kravlede op i et træ. "Der er ingen." Hun sad på en gren.

"Der er ingen,"
Megan fandt bestemt ikke tøsen form for humor specielt sjov, i stedet fik det hende bare til at himle med øjnene og lægge armene på kors, imens hun kiggede ud mod horisonten for at. Angrebsstillingen var for længst forsvundet, da hun ikke fandt den pige oppe i træet særlig farlig og hvis hun var, var Megan ikke den som underkastede sig. Langt fra, hun var stolt og kold, kun dem som hun fandt værdig smilte hun til og havde respekt for.
Hun kiggede op på pigen igen med et spørgende og koldt blik, det lange lyse hår bevægede sig som bølger med vinden. "Og hvem er du så?"

Nille var flabet, rigtig meget endda. Endda overfor folk som hun ikke kendte. Hun kunne finde på at være flabet overfor dem hun kendte, men kun for sjov. Hun lænede sig op af stammen, og havde det flabede smil fremme. Tågen forsvandt da hun skubbede den væk ved hjælp af sin evne, Luft. Hun så på pigen, og de blå øjne havde nogle sorte prikker i sig... De kom, og forsvandt.
"Moi? Jeg er en pige der ikke ved hvad hun hedder." Endnu et grin forlod hende. "Okay okay, mit navn er Nille 'Skammer' Panara." Hun var ikke bange for at sige sit navn til denne kvinde. Overhovedet.
"Og du er?" Hun lagde hovedet lidt på skrå.