På Flugt ~Josh~

Sted:Gyderne
Omgivelser: en container, som står op ad muren.
Tid: 23.47
Vejr: kold aftenbrise. Solen er gået ned for længst
Påklædning: Blå stramme cowboybukser. høje, sorte støvler, som stopper under knæene. Løs sort top.

Jo havde været inde på en bar og gik nu hastigt gennem gaden. ”Hey! Du er en svindler og en bedrager! Jeg forlanger mine penge tilbage!” hørte hun en råbe bag sig. Hun vendte sig om og gik med hurtige skridt hen til ham. ”Nu skal du høre her! Jeg bedrager ikke det mindste! Bare fordi du taber et spil, betyder ikke at du kan være bekendt at vende det over på mig. Du kan jo ikke vinde hver gang.” Det sidste vrissede hun af ham. Man kunne kalde Jo mange ting, men en svindler var hun ikke. Hun havde altid rent mel i posen, når det handlede om andre folks penge. Jo hun var god til at snyde folk, få dem til at tro noget, som så derfor fik hende til at vinde, fordi de gættede forkert, de valgte at satse alt med de forkerte kort på hånden, fordi de troede at de var ved at vinde det hele og til sidst fik for meget mod og gjorde de forkerte træk, og dertil den største fejl af dem alle. På den måde vandt hun. Ved at lade dem tro at det var dem der havde styr på det hele, men så vidt hun vidste var der ingen regel imod det. ”Giv mig mine penge tilbage!” vrissede han tilbage og skubbede hende hårdt i brystkassen. Det var dråben. Meget kunne Jo finde sig i, men at blive kaldt for en svindler og samtidig blive stort provokeret ville hun ikke tolerere. Hun tog fat om hans nakke og hviskede spydigt i hans øre: ”Det vil du komme til at fortryde.” Med den anden hånd havde hun fisket sin kniv op ad lommen og holdt den nu ind mod siden af hans mave. Han blev pludselig helt stille, hvilket var hvad Jo regnede med. Hun lavede et dybt snit i siden på ham og skubbede ham fra sig, hvorefter han faldt stønnende til jorden.
Jo opdagede nu, at der var andre som havde stået og kigget på og da hun så hen på dem, skyndte de at løbe deres vej. Hun sukkede og fortsatte ned ad gaden. Hun hørte nogen råbe bag sig og vendte sig om og så et par politibetjente på vej sammen med dem, hun havde set skynde sig væk før. Hun skyndte at løbe ned ad gaderne, gennem en sidegade og ind i en gyde. Hun så en stor container og satte sig ned bag den for at gemme sig.

Josh løb igennem gaderne ligeså hurtigt som han nu kunne løbe, for ikke så langt bag ham løb en politibetjent og råbet efter ham at han skulle stoppe øjeblikeligt! Åh, hvordan havde han dog rodet sig ud i det her? Det havde aldrig været hans mening at komme op at toppes med en betjent, men desværre havde Josh ikke kunne holde sin mund. Han sagde altid sin mening, hvilket han nok ikke skulle have gjort, eftersom betjenten åbenbart ikke kunne tåle at høre sandheden.
Josh stønnede af udmattelse, men stoppede ikke op for at tage en pause, det ville være at skyde ham selv i foden hvis han stoppede op, så han fortsatte med at løbe da han ikke længere kunne hører betjentens klagende ord. Han smilte lumsk, løb om bag en container og besluttede sig for at gemme sig der, forhåbentlig ville betjenten løbe videre.
Han stillede sig op ad containeren, imens han lyttede om betjenten skulle komme. Det gav et chok inde i ham, da han bemærkede en anden sidde og gemme sig. En pige måske et år ældre end ham. Han løftede på et øjenbryn af hende, i stedet for at spørge hvem hun var.

Jo så en fyr gemme sig ind bag containeren ligesom hende. Hun undrede sig over, hvornår han ville opdage, at hun også var der.
Lige da hun havde tænkt tanken til ende, så han på hende med et chok. Hun sendte ham et skævt smil og rystede stille på hovedet. "Og hvad har så givet dig en grund til at gemme sig?" spurgte hun stille, fordi hun ikke var sikker på om der var nogen i nærheden, som ville kunne høre dem, hvis de snakkede for højt.
Hun havde stadig sin kniv i hånden og begyndte nu at sno den mellem fingrene, mens hun kiggede ned mod gydens ende. Der var ingen andre end dem tilstede. Kun nogle få mus og rotter, som hurtigt kom kriblende hen ad gydens fugtige og kolde asfalt.
Hun rejste sig op og kiggede op over containeren, for at se om der var nogen. Hun kunne ikke se nogen, så hun satte sin kniv i bæltet og kiggede hen på ham. "Hej, mit navn er Jo, og hvem er du så?" spurgte hun med et smil på læben.