Isn't that mine? ~Arason~

hans nede etage reagert hurtiget på det "han bidt smerten i sig "det komme til og efterlade et nyt ar til min samlinge ja men sdan må det jo være " svarde Arason han tog sig til den nye flænge for at se hvor meget blod han havde mistede han begynde med og blive svimlede for hans øjne han smilte til hende som han altid gøre og kiget så i hendes øjne "hvorfor elsker du toture så meget at toture folk om jeg må spørge" svarde han med et smil

"Jeg elsker ikke at torturere folk. Det er en grusom ting, men nogen må jo lære tyve som dig at opføre sig pænt,"sagde hun med et smil og tog fat i en bøtte med salt, hvorefter hun dryssede det ned i hans nylavede flænge.
Hun stak kniven ind i siden på ham, hvorefter hun skubbede ham forover. "så tag den! Jeg gider ikke lege med dig mere!" råbte hun i frustration over at han var så umulig at få noget ud af. Han talte hele tiden uden om, gad ikke aflevere, og nød at blive tortureret. Hvordan kunne det dog være muligt?
Hun gik hurtigt hen til døren og vendte sig irriteret om. "okay du vinder! Men du må altså stadig få en småkage inden du går," sagde hun og prøvede at fremtvinge et smil.

"ar glød hans stemme da hun hælde salt i hans sr "du skal nok for den" svarde han og tog den frem og gav hende den han tørte nogen tåre
væk imens han kiget på hende "ikke mere toture" snøfte han han kunne ikke klare toture mere han havde prøvet og vende det om men det kunne man ikke "tag din halskæde det her er ikke det vær" sagde han og tørte tårne væk og tog sig til siden han var for svag til og fjerne den kniv hun havde genemborede ham med

Jo tog imod sin halskæde og lagde den i det spænde hun havde omkring sit ben.
Hun så hans tårer og hørte hans snøften, og hun fik det pludseligt dårligt.
Hun gik hen til væggen og trak en skuffe ud, hvoraf hun fiskede en lille kasse op ad. Hun gik hen til ham igen og satte sig på knæ. Hun tak kniven ud af ham og kastede den ned i den anden ende af lokalet, hvorefter hun åbnede den lille kasse. Hun fiskede noget vat og tape op ad kassen og kiggede på ham. Hun lagde vatten over de to åbne sår, han havde i siden og tapede enderne fast til huden, så det ikke flyttede sig. Derefter fiskede hun en rulle forbinding op ad kassen. "Hvis bare du vil lade mig hjælpe dig, så behøver du ingen læge,"sagde hun og kiggede ned på de to steder, som hun lige havde lappet sammen med vat.

han lukket øjne da hun træk kniven ud af hans hud "gi mig en grund til ikke og tag til lægen nok hjælpe du mig men det var dig der startede du kunne sagtnes ha købt den igen ikke så hvorfor alt det påstyr" sagde han og bidt tænderne sammen da hun begynde og rense hans sår hvorfor bliv han altid reddet af kvinde det var ikke noget han var stolt af tværte imod hadet han at pigere kunne klare ham så lidt han sukkede og lod hende gøre arbejde med og lukke hans sår hvorfor hun hjælp ham forstod han ikke

Jo sagde til at starte med Ikke noget, og lagde forbindingen rundt om hans mave. "For det første, kan du ikke selv tage hen til lægen, da du mangler en del blod, men du må da gerne prøve, hvis det er det du vil." Jo begyndte at kigge på den dybe flænge i hans skulder, som hun selv havde lavet. Hun valgte bare at lade det være, i stedet for at sætte forbinding omkring.
"Desuden køber man Ikke sine egne ting," sagde hun da han spurgte,hvorfor hun ikke bare have købt sin egen halskæde. Hun rejste sig igen og gik hen mod døren. "Har du lyst til en småkage?" spurgte hun.

han begyndte og grine lidt da hun sagde det med man ikke køber sine ejende ting men det hjælp ikke lige på hans arm han smilte til hende "det kan du have ret i man normalt ikke gøre"svarde han han smilet af hendes måde hvor hun beviste undgik og gøre noget med flængen han havde nu også fortjente det "ja jeg vil godt ha noget og drikke men har i ikke noget stærke som en øl eller sådan noget"sagde han og forsøget og rejse sig op men faldt så ned og fik flere smerte som han holde inden

"Nemlig det gør man normalt ikke, så derfor ville det blive meget svært for dig, at sælge mig mine egne ting," sagde Jo, glad for at han nu havde indset, at han var en elendig tyv.
"Det stærkeste, du kan få, er et glas mælk. Du har ikke fortjent andet," sagde Jo og rakte tyven en hånd, så han kunne bruge den til at trække sig selv op med. Hun sendte ham et smil. "Nå, men nu hvor du ikke længere har min stjålne halskæde, behøver jeg vel ikke at kalde dig tyv længere... Hvad kan jeg kalde dig?" spurgte hun og så ned på ham.