I wonna be free! ~Dust~

Det stormede udenfor, det var en mørk trist aften.. Det store klokketårn stod i sin pragt, som i en gyserfilm slog lyn ned i baggrunden. Der var mørke træer i baggrunden som stod nøgne placeret rundt omkring helt tilfældigt placeret. Det begyndte at regne udenfor som gjorde det mere slørret og dystert.
Jessie sad på sit værelse, som kunne ligne et kammer til en prinsesse. Væggene var hvide med smukke guld mønstre på. Jessie sad i en sofa som var rød og dejlig blød, hun sad med en kobberskål med grønne vindruer og spiste et par stykker af gangen. Hun lagde ned på sofaen med et hoved på en stor pude, med det ene ben lagt over det andet. Hun hadede at blive behandlet som en eller anden varulve prinsesse, eller ihvertfald en slags.. Hun var fanget her, kun når fuldmånen var oppe var hun ude. Men der kunne hun aldrig styre sig selv, Jessie ønskede allermest af alt bare at være fri. Hun rejste sig op og kiggede ud af vinduet vejret var styret af hendes følelser dem allesammen.
Hun kunne hører de to mænd var tilbage, de var varulve. Havde forvandlet hende, så derfor opførte de sig sådan.
De åbnede døren og kiggede ind til hende, et knips med fingerne så var en af de mange slaver derinde og serverede en stor saftig bøf og pomfritts plus et glas cola. De satte det på sofabordet og gik ud igen.. Jessie tog sin morgenkåbe af og lagde bare et par korte cowoby shorts på og en lidt gennemsigtig trøje så man kunne se hendes sorte bh.
Pludselig kunne hun hører en fremmed stemme ude ved hoveddøren som diskuterede med de to mænd.

De 2 forbandede varulve, var stædige de ville ikke uden videre lade ham få Jessie da de åbenbart var ret så glade for hende efter hun var blevet til varulv. Men Dust var ligeglad, hun var hans mål og han skulle nok få fingrene i hende om de ville give ham Jessie frivilligt eller ej. Et lille blod bad var vel heller ikke noget problem for en morderisk skyggedæmon som Dust, der lige nu var klædt i en blå rejsekappe der dækkede hans krop så man ikke kunne se det sorte løse tøj under den, og de 5 daggerts i hans bælte med dødningehoved bæltespændet, hætten dækkede for det meste af hans ansigt, og på hans ryg hang 2 store sværd der var lige så lange som han var høj. Den ene var et skarpretter sværd med et blad skarpt nok til at skære gennem sten som var det smør, det andet som hed Samehada var lavet af hajskind så det kunne save gennem hvad end den skulle møde på sin vej, men lige nu var bladet bundet ind.
"Der er en ret god grund til jeg vil have lige præcis den pige!" sagde Dust roligt "Jeg skal bruge en ny pige, en der i forvejen har en gave i sig der kan gøre hende stærk, og med den evne hun har er hun den eneste kvalificeret!" hans ord hjalp ikke, de ville stadig ikke rigtig give ham hende og nu var Dust vred. I en hurtig bevægelse, greb Dust sit skarpretter sværd, og før de nåede at angribe ham, slog Dust den ene ind i væggen, med siden af sværdet før han skar hovedet af den anden, hoppede mod den første han havde skubbet ind mod væggen, og snurrede rundt mens han svang sværdet så det borede sig gennem væggen ind til Jessie fortsatte til varulven var skåret mit over, og blev først fjernet igen da døren var skåret over i 2 og området ved håndtaget var ødelagt. Døren faldt fra hinanden, og Dust gik roligt ind til hende, placerede spidsen af sit sværd mod jorden med sin ene hånd om håndtaget, så på hende og rakte sin frie hånd frem mod hende.
"Er du sød at komme med mig, jeg er her for at befri dig!" var de eneste ord der undslap hans læber, mens hans ansigt stadig var dækket så hun ikke kunne se ansigtet på hendes mystiske redder.

En eller anden kom ind, hvem det var vidste hun ikke. Men hun ville nærmest gøre alt for bare at være fri. Hun tog imod hans hånd og nikkede kort.
"Okay men lad os så se at komme afsted." Svarede hun og sank kort en klump. Så var det nu, der var ingen vej tilbage. Hun ville snart være fri håbede hun, og løb med ud i mellem gangen og undgik helst at se efter de to ´varulve. Hun tog benene på nakken og var hurtigt på vej ned af de mange trapper indeni tårnet. Jessie kiggede på sin redder, hun kunne ikke se hans ansigt, hvilket bare gjorde hende nysgerrig. Hun nikkede til ham.
"Mange tak for reddningen, men hvor tager vi hen nu?" Spurgte hun forsigtigt og kiggede på ham med hovedet en tak på skrå så det store røde hår fulgte med. Hendes store smukke øjne kiggede en anelse gådefuldt på ham, og betragtede ham nøje. Regnen stoppede næsten og var mere stille og stormen havde lagt sig. Jessie havde øvet sig meget på sin evne, men den afspejlede hendes følelser desværre til nogentider. Men hun i det område hun er. Jessie kiggede kort lidt rundt hun kunne ikke huske sidst hun havde stået her.. Hun åbnede døren til selve tårnet og gik udenfor, der stoppede regnen. Der var bare mørkt og klart nu, man kunne se hver en eneste lille stjerne på himmlen og den halve måne lyste vidunderligt klart på den store nattehimmel.

Dust fulgte med hende uden besværg, på trods af det faktum at han bar 2 sværd på hver 40-50 kg som burde tynge ham ned, hvilket de ikke så ud til at gøre at dømme ud fra at han, bevægede sig så let. Han valgte at vente med at svare på hendes spørgsmål, til de var kommet ud og da de endelig stod udenfor begyndte han roligt at gå i hvad der virkede som en tilfældig retning, men for ham var vejen væk herfra. Han havde udført sin opgave, og det var egentlig nok for ham selvom han ikke var helt tilfreds med den manglende modstand han havde fået fra de 2 varulve han lige havde dræbt. Dust så roligt om på hende, og lavede et nik med hovedet som tegn på at hun skulle følges med ham, så de kunne snakke sammen.
"Vi tager væk herfra jeg gider ikke være her mere!" sagde han roligt, mens han løftede sit skarpretter sværd, og placerede det på sin ryg "Og jeg havde egentlig tænkt mig, at du skulle holde mig ved selskab lidt endnu, jeg vil gerne finde ud af om jeg bare skal efterlade dig, nu hvor jeg har reddet dig eller om du er noget interessant!" Dust var i særdeleshed en mystisk person, han var en selvsikker alfahan type, tydeligvis vant til at overleve og leve alene. Han havde en stærk karakteristik, og at dømme ud fra den måde han så ud hans våben, hans tøj og hans gang, kunne man let regne ud, at han ikke lige just var registreret på julemandens god drengs liste.

Jessie lyttede til ham, kneb øjne en smule sammen engang imellem. Hun foldede armene overkors og kiggede lidt på ham. Selvom hans stemme var rolig var hun stadig ikke sikker på hvem han var og hvad grunden til han havde hentet hende. Hvor kendte han til hende fra? Hun var blevet en del nysgerrig men også lidt mistroisk.
"Lige en enkelt ting, jeg er ikke nogens slave." Svarede hun med en stemme så man ikke var i tvivl. Hun kiggede kort ud i marken og lod et stort blåt lyn slå ned, så kraftigt at jorden gav en alese små rystelsesr helt henne ved dem. Hun kiggede på ham igen.
"Så lad os tale." Sagde hun mere roligt og kigggede på ham. "Men ja lad os komme væk herfra, 32 år af mit liv derinde er formeget!" Tilføjede hun og begyndte at gå med ham. Hvor de skulle hen sikkert et sted som han kendte. Jessie kendte ikke mange steder, eller jo hun kendte Doomsvile for nogle år siden.. Hun blev født for 49 år siden.. Omg, hun følte sig pludselig gammel, men så nu så ung og smuk ud. Hendes forældre var nok døde nu, og hun vidste ikke om hendes gamle veninder stadig levede..

Dust der selv var næsten 600 år gammel, følte sig ikke det mindste gammel, han tænkte aldrig på sådan noget, for han var i bund og grund ligeglad med alder, han havde en del andre ting at tænke på end lige det. Grunden til han kendte til hende, var mest fordi han havde hørt om kvinder der blev holdt slaver i det tårn og nu hvor de 2 varulve var blevet dræbt var de alle sammen frigjort fra slave tjenesten. Dust drejede hovedet mod hende, og i hættens mørke skygge glimtede hans følelses forladte men dog mystiske smukke ravgule øjne så hun kunne se dem sammen med et svagt omrids af hans ansigt uden helt at kunne se det ordentligt.
"Jeg er ikke interesseret i slaver lige for tiden, som det står nu er du ikke i fare for at blive gjort til slave igen, så derfor er der intet behov for at jeg tager dig!" sagde han roligt "Jeg har måske slaver selv, det indrømmer jeg blankt men jeg er i bund og grund imod det, nogle af mine slaver er skuespillere mens andre af dem er frivillige, og kun en af dem ufrivilligt men hun ville have det langt være hos andre end hos mig!" Dust begyndte at gå videre, og forventede at hun nok selv skulle følge med, hvis hun var interesseret i at snakke videre med ham.
"Hvis de ikke har noget imod det, vil jeg gerne vide hvad deres navn er?" spurgte han roligt og virkede pludselig en del mere venlig, og udviste manere overfor hende.

Hun lyttede hvad han sagde, med slaver. Smart nok men ikke noget hun gad blande sig i.
Hun fulgte ham imens han snakkede..
"Navnet er Jessie Parks." Svarede hun og kiggede på ham og var dybt facineret i hans øjne i et kort øjeblik. Hun kiggede stadigvæk på ham og blev ved med at gå med.
"Jeg var elver, lyselver." Sagde hun pludseligt, ikke noget man kunne se nu. Nu lignede hun bare Jessie. Hvis man ikke havde kendt hende før ville man ikke kunne se det, men folk som kendte hende fra før ville tænke hvad fanden er der sket med dig!
JEssie trak kort på skuldrene og gik videre med ham.

Dust så undrende på hende da hun sagde hun var lyselver engang, og lagde hovedet lidt på skrå mens det undrende blik forsvandt igen. Dust var ikke lige just typen der viste særlig meget andet end vrede, i hans ansigt og hvis han gjorde, forsvandt det hurtigt som det havde gjort lige før "Jeg går ud fra at du så blev bidt, og derved gjort til en varulv?" spurgte han roligt og lagde hovedet på skrå.