Hello again //Dust//

S: Doomsville Angerforce District - Parken
T: Formiddag
V: Køligt, gråligt, men vindstille
O: Træer, lille sø, bænke mm
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Luce og Philippa som var en af de piger der hjalp Luce meget fra Blackfire klanen. Havde valgt, at gå en tur med Speedy. Han gik dog bare i en almindelig snor og ikke den specielle sele som han plejede, at gå med når han var ude, at gå sammen med Luce. Luce havde også haft Philippa med til drageborgen i Dragons Peak da Jake holdt fest for alle draconianerne. Luce var begyndt, at gå rundt med det stof som Dust havde givet hende til festen da der havde været nogle unge fyre der havde været meget flabbet under festen og taget hendes stof og ødelagt det. Luce var blevet rigtig glad for stoffet for det hjalp hende med, at holde hendes evne nede når hun var iblandt andre folk og det gjorde, at Luce virkede mere normal og ikke sindssyg som hun ellers var kendt for.
Luce holdt fast i Philippas overarm imens hun gik, hvor Philippa også holdt fast i Speedys hundesnor som gik rundt og snuste til tingende de kom forbi. Det var tydeligt, at se på ham, at han var blevet gammel og træt. Luce havde stadig ikke fundet hans efterfølger og hun var alvorligt blevet nervøs for, at Speedy ville sove ind før de havde fundet hans efterfølger.

Med rolige skridt bevægede Dust sig gennem parken. Til trods for det kølige vejr, følte han sig behageligt tilpas, i hans sædvanlige tøj, der bestod af hans sorte, korte bukser, hans long coat med rygmærket, der matchede mærket på hans handsker, samt hans familie arvestykker, i form af hans ringe. Dust gik sjældent med sko eller trøje, medmindre han vidste han skulle et sted hen, hvor der var koldt, eller hvor han følte det var krævet, såsom til den fest han havde været til hos Jake. Havde han brug for det, kunne han altid bruge sin lyn evne på sig selv, på en måde der skabte en del varme, som en form for biprodukt af hans evne. Han bar dog ikke sin halskæde, med Miliaks hjerte i, som han havde haft på til festen, men en opmærksom person, kunne måske se på hans handsker, at selvom han havde haft dem i lang tid, var de blevet fornyet for nyligt, hvilket var sket fordi han havde lavet skjulte rum, i smileyen på hver handske, så han kunne gemme Miliaks hjerte i dem.
Som han kom gående langs en af parkens stier, og kiggede lidt på de folk der var i hans syns felt, omend de var tæt på eller langt væk, lagge han mærke til nogen han kunne genkende. Specielt en af kvinderne, der bar et magisk objekt, som han kunne genkende, fordi han havde givet det til hende, hvilket fik ham til at smile lidt for sig selv, alt i mens han satte kurs mod disse kvinder, så han kunne komme dem i møde.

"Jamen dog, om det ikke er den yndige miss Dreadheart, og den kære Philippa?" sagde Dust i et venligt toneleje, da han kom inden for rimelig hørevidde. Hvis Luce gav ham en indikation af, at hun genkendte ham og måske endda hilste tilbage, ville han lægge en blid hånd mod hendes arm omkring hendes albue, så snart han stod foran hende, så Luce kunne skabe sig en ide om, hvor han befandt sig i forhold til hende "Jeg kan se, du bruger min lille gave til dig fra festen!"
Han virkede glad for at hun brugte bindet. Trossalt følte han lidt, at det var ham der havde provokeret dem, der havde ødelagt det hun havde brugt til Jakes fest, omend han gjorde det han havde gjort, fordi de talte dårligt om Luce til at starte med. Han havde derefter givet hende dette bind, der var lavet af et silkeblødt men stærkt stof, som var vævet med magiske egenskaber, der dæmpede bærerens egne magiske evner. Han havde selv brugt det, efter han havde fundet Miliaks hjerte, da de nye egenskaber påvirkede hans øjne meget, og med dette bind kunne hans øjne få lidt fred, men nu var han vant til disse ting, og Luce virkede som den perfekte bruger af det, så det var blot endnu mere grund til, at give det til hende.

Luce og Philippa gik roligt rundt igennem de forskellige stier der var i parken. De havde gået den rute tusindvis af gange. Det havde været endda i denne park hun havde mødt Katrina før hun var faldet. Det havde gjort hende ked af det da Jake havde fortalt hende det før aftalen om, at Blackfire klanen skulle være hendes støtte resten af livet eller så længe hun ville have behov for det.
Da Philippa fik øje på Dust fortalte hun det til Luce så det ikke ville komme som et chok for hende hvis Dust snakkede til dem før Philippa kunne nå, at hilse. Luce havde smilt lidt da hun fik det, at vide for hun var virkelig taknemlig over den gave han havde givet hende til festen. Luce kendte sådanset ikke til det der var sket forud før de unge fyre havde taget det gamle stof og ødelagde det. Luce havde følt sig virkelig ydmyget over situationen for det var nok det svageste punkt man ville kunne finde hos hende. For hendes øjne var de største tegn der viste hendes fortid og som ville forfølge hende resten af sit liv. Nok havde hun ar på over halvdelen af kroppen. Selv steder hvor man ville undre sig havde hun ar fra flere års tortur. De fleste var heldigvis forsvundet ved den forvandling der havde gjort hende til dragonlycan, men kuren der stoppede Zeros gift fjernede den del af hende så hun blot var mere menneskelig, men Luce ville heller ikke kunne se hvad hun skulle med sin drageform når hun var blind.

"Goddag Dust" sagde Philippa og rakte en hånd imod Dust. Tog han imod den ville hun give den et kort klem og derefter trække din til sig, hvis ikke ville hun blot trække hånden til sig igen. Luce smilte lettere flovt da Dust kaldte hende for Miss Dreadheart. Det var ikke noget hun blev kaldt ofte og de der efternavne tog hun ikke så højtideligt ligesom mange andre "Hej Dust. Kald mig for Luce. Det andet er så formelt" sagde hun stille med en lille latter i stemmen. Luce kiggede hen imod ham da han lagde sin hånd på hendes arm. Hun smilede stille og nikkede til ham "Ja jeg er virkelig glad for den. Den gør mig mere fri så jeg ikke høre og mærker de varslere så meget. I starten var det dog meget underligt ikke, at høre eller mærke dem, men det er meget befriende." forklarede Luce og smilede. Det var tydeligt, at hun slappede meget mere af nu, hvor hun ikke havde varslerne, at slås med når hun er ude iblandt andre som fx til festen, hvor hun der havde blevet forstyrret meget af dem. "Men jeg husker tydeligt, hvor aggressiv din varsler var til festen. Det er længe siden jeg har mødt en varsler så aggressiv som din var" fortalte Luce og smillede stille til ham. Hun havde flere gange tænkt på hans varsler og hvad der var i den som havde været så spændende, som den mente hun skulle vide. Det var ikke altid Luce kunne kontrollere hvad det var hun så for var varsleren så aggressiv så det fordi den vil ud med noget som fylder mere som skal ud i lyset end en flot solskinsdag hvor man finder sit livskærlighed. Det havde faktisk skræmt mange af hendes tidligere bekendtskaber væk fra hende når hun brugte evnen og den selv fortalte noget. For personen der ejede varsleren kunne ikke selv kontrollere hvad der blev vist for det var jo sandheden selvom hukommelsen mente der var noget andet som skete. Hun havde selv oplevet det på sig selv.

"Dejligt at møde dig igen!" sagde Dust mildt, da han tog Philippas hånd i sin, for at hilse ordentligt på hende. Han smilede let over, at Luce bad ham kalde hende ved fornavn, efter han havde kaldt hende ved efternavn "Selvfølgelig!" normalt ville han nikke med hovedet, i takt med at han svarede på den slags, men nærmest rent instinktivt, reagerede han ikke med nogen anerkendene bevægelser, når han stod overfor Luce, nærmest som om han var vant til at stå overfor nogen, der alligevel ikke kunne se ham gøre den slags. Derimod kunne man høre på hans stemme, at han svarede i et mere anerkendene toneleje, så det var nemmere at opfatte hans intention audiotorisk, frem for visuelt.
"Det glæder mig at høre, at bindet kommer til god brug hos dig, og hjælper dig med din evne, jeg er bekendt med hvor voldsomt og overvældende, en evne som din kan være, samt hvor rart det kan være, at have noget der kan give en noget fred, fra alt det kaos, evnen bringer med sig!" sagde han i et mildt toneleje, mens han tog sin hånd til sig igen, nu hvor Luce virkede bevidst om, hvor han befandt sig henne, i forhold til hende. Han så på Speedy med et mildt smil, og han kunne ret hurtigt se på ham, at han havde levet et langt liv allerede, hvilket han kunne se, ikke blot på hans fysiske fremtoning, men også på hans aura. Til trods for at Speedy var i en normal snor, kunne Dust godt regne ud, at dette måtte være Luces følgessvend, som plejede at hjælpe hende rundt, når hun var ude og gå i verdenen.

"Oh, det var da ikke så godt!" sagde Dust i et lettere bekymret tonefald, mens han rettede sit blik op mod Luce igen, nu hvor han fortsatte deres samtale. Dust havde haft meget kontakt med magi i sit liv, lige fra magiske artefakter, til evner af magisk natur, derfor havde han lært meget om den slags, og det havde givet ham en stor respekt for væsner, med evner som hendes. Af denne grund, tog han det også seriøst, når en kvinde som Luce fortalte ham, at hendes evne havde opfanget stærke signaler fra ham, så nu hvor hun nævnte dette, havde hun hans fulde opmærksomhed.
"Ville du have noget imod, at bruge din evne på mig senere, så vi kan finde ud af, hvad disse varsler omhandler? Jeg tænker selvfølgelig på, at vi kan finde mere private omgivelser, før vi går i gang, men det ville være rart at finde ud af, hvad disse varsler går ud på!" spurgte han mildt. Man kunne godt høre på ham, at selvom han vedligeholdte sit milde toneleje, så tog han hendes ord meget seriøst, og han ville meget gerne finde ud af, hvad det var hun kunne mærke på ham, den aften til festen. Til trods for deres samtale emne, gik han alligevel ned i knæ, og rakte en hånd ud mod Speedy, for at se om han var interesseret i at hilse på ham, og måske lade Dust nusse ham lidt, mens Dust snakkede med hans ejer.

Philippa smilede og nikkede anerkendende da Dust snakkede til hende "Det er også dejligt, at møde dig igen" sagde hun stille og tog sin hånd til sig. Luce havde en god fornemmelse omkring Dust som hun sådanset tit brugte når hun var sammen med andre. Hun kunne aldrig helt sætte ord på, hvordan hun fornemmede hvordan folk var og havde det og om de ville hende noget godt eller dårligt, men det havde vel været noget hun havde trænet sig frem til det siden hendes syn forsvandt.
Hun smilede stille da Dust snakkede om den glæde hun havde ved hans gave. Hun kiggede hen imod Dust og smilede stille til ham "Det kan føles som en forbandelse for alt efter dens brug kan den bruges som tortur eller til gavn. Men jeg føler mig også mere normal nu, hvor min evne bliver holdt nede" sagde Luce stille. Hun kunne godt fornemme, at Dust kiggede hen imod Speedy. Philippa lagde også mærke til det og aede Speedy på hovedet "Vi er desværre bekymrede for, at han sover ind før vi finder hans afløser for det er svært, at finde en hund der kan erstatte alt det som Speedy kan hjælpe Luce med" fortalte Philippa. Luces smil forsvandt kort da snakken flyttede sig over mod Speedy for Speedy var hendes bedsteven ligemeget hvad selvom hun vidste, at det ville være det bedste for ham, at han snart fik fred.
Speedy sad stille ved siden af Philippa og kiggede træt omkring. Luce kiggede dog mere seriøst på Dust da han begyndte, at spørge hende om hun ville bruge sin evne på ham senere. Hun stod lidt og tænke over det "Det kan jeg godt, men du skal forvente, at jeg kan komme til, at se din dybeste hemmelighed Dust. For så længe jeg ikke konkret har noget jeg skal kigge efter så er det din varsler som bestemmer hvad jeg skal vide om din fortid" forklarede Luce "Vi kan gøre det hjemme ved mig der er vi i fred" fortsatte Luce. Speedy kiggede kort undersøgende hen på Dust og rakte en hånd hen imod ham. Speedy rejste sig langsomt og gik hen til Dust. Han snuste dårligt nok på Dusts hånd som han normalt gjorde og lagde blot sit hoved imod Dusts knæ og lukkede sine øjne. Sådanset var hele situationen unormal for Speedy og Philippa kiggede derfor lettere bekymret ned på Speedy, men valgte at lade være med, at sige noget til Luce da hun ikke ville såre hende og det kunne være, at hun blot tog fejl "Hvis det er kan jeg tage Speedy med hjem og hvis Dust så vil følge dig hjem Luce så kan jeg gøre klar der hjemme med lidt te og kage?" spurgte Philippa stille og kiggede på Dust.
Luce tænkte, at det var en god ide og smilede stille "Hvis Dust er med på den ide synes jeg det er en rigtig god ide" fortalte Luce og kiggede mod Dust.

"Med en evne som din, er det forståeligt at det kan føles som en forbandelse!" svarede han eftertænksomt, før han lyttede til Philippa, da hun fortalte om Speedy, og den situation de var i med ham. Dust forstod vigtigheden af en følgessvend som ham, der kendte sin ejer, som kunne hjælpe sin ejer, blandt andet som i Luces tilfælde, ved at være hendes øjne, samt at hjælpe hende på de mangfoldige måder, som han nu engang var i stand til.
"Jeg forstår! Og jeg kan se på ham, at det snart er ved at være hans tid, til at bevæge sig videre!" man kunne ikke undgå at høre, den medfølelse der var i hans stemme, den bekymring han følte for Speedy, til trods for at dette var første gang, han overhoved havde mødt den kære hund. Da Luce svarede ham, angående hans forespørgsel om, at bruge hendes evne på ham, lagge han blidt sine hænder på hendes skuldre, mens man nærmest kunne mærke intensiteten i hans udstråling, der kunne give et hint om, hvor seriøst han mente de næste ord han ytrede.

"Jeg har fuld tillid til dig, såvel som dine evner, jeg ønsker blot at vide hvad mine varsler har at fortælle dig, siden de er så bemærkelses værdige for dig! Hvad end du ser, stoler jeg på at du ved hvordan du skal håndtere det, du finder ud af!" hans stemme var mild, til trods for hans intensitet, og han virkede virkelig til at have tillid til hende, omend de måske ikke kendte hinanden så godt endnu. Efter han havde gået ned i knæ, og Speedy var kommet hen til ham, så han kort på Philippa, og kunne se hendes bekymring, over den måde Speedy opførte sig. Han valgte heller ikke at sige noget om det, men begyndte derimod at nusse Speedy henover hovedet og ryggen, mens han nærstuderede Speedy, både med det han kunne se med Miliaks evner, såvel som hans lyn evner, der gav ham mulighed for at estimere en løst beregnet estimering af, hvor meget tid Speedy havde tilbage.
"Det er helt iorden med mig, Speedy ser vist også ud til, at trænge til en god lille formiddags lur, efter den her gode gåtur!" sagde han kærligt, i håb om at det kunne give en følelse af, at Speedy stadig havde noget tid i sig, da Dust kunne se på ham, at han godt kunne klare sig lidt tid endnu, omend det ikke var alt for meget. Dust bukkede sig ned, og kyssede Speedy på hovedet, for at dække over den meget lille, ja nærmest ubemærkelige ladning af lyn Dust gav Speedy gennem hans læber, som spredte sig i hundens krop, og hjalp ham med at genvinde lidt energi, og få det bedre i hans aldrende muskler. Dust rettede sig derefter op, placerede sig ved siden af Luce, løftede sin arm, så hun kunne mærke den mod hendes, og ventede så til hun lagge sin arm om hans, så de kunne følges ad.

Luce smilede stille da Dust lød til, at forstå hende "Det er måden varslerne føles og lyder som, som er en forbandelse" forklarede hun stille. Det glædet hende dog, at det virkede som om Dust lyttede til det hun fortalte og hun måtte ærligt indrømme, at hun begyndte, at bryde sig om ham så hun kunne godt forstå, hvad Jake havde ment med, at Katrina havde fundet en god mage efter sit fald. Man ville tydeligt kunne mærke på Luce, at det påvirkede hende, at snakke om Speedy.

Hun kiggede på Dust da hun mærkede hans hænder mod sine skuldre. Hun lyttede stille til det han sagde omkring tilliden til det hun ville finde ud af omkirng hans fortid. Hun smilede stille til ham "Alt jeg finder ud af vil blive imellem os Dust" fortalte hun ham og havde en seriøs tone i sin stemme. Hun ville aldrig fortælle andre om det hun ville finde ud af når hun brugte sin evne medmindre der var en grund til det. Denne gang havde hun en ide om, at når hun brugte evnen på Dust ville der komme ting frem som ville være en form for dyb hemmelighed Dust havde gået rundt med. Hun kunne selvfølgelig tage fejl.
Speedy nød Dusts rolige hånd da han nussede ham på hovedet og ryggen. Speedy var træt og lignede en der kunne falde i søvn. Philippa nikkede stille til der Dust sagde. Luce kunne dog godt mærke på hele stemningen, at Speedy var mere træt end Philippa og Dust sagde, men hun stod stadig stille med den rolige facade som om hun ikke havde bemærket det.
Speedy fik en smule liv da Dust havde kysset ham på hovedet. Speedy havde løftet hovedet og slikkede kort Dust på kinden inden han gik hen til Philippa. Luce slap Philippas hånd og tog istedet fat i Dusts overarm da hun mærkede, at han var ved siden af hende "Tag jer bare god tid. Vi ses jo senere" fortalte Luce smilede og nikkede roligt som en lille hilsen til Philippa.
Philippa gik afsted med Speedy på vej hjem. "Der er heldigvis ikke så langt og kan godt være jeg aldrig har set stedet eller ruten derhen, men kan sjovt nok forklare den nogenlunde for andre" sagde Luce med en lille latter i sin stemme. Luce forklarede stille og roligt Dust, hvor de skulle gå hen for, at komme hen til Luces lejlighed.
Hendes lejlighed som var i et slags rækkehus, hvor der var en lille have foran, hvor der blot var en lille bænk hun kunne sidde på og en lille gårdsplads bagved, hvor der var en pumpe som hun delte med andre borgere. Hun gik hen til hoveddøren og låste sig ind. De kom ind i en lille gang hvor der var en knage til, at hænge frakker op og Speedys sele på. Hvor der derefter gik en dør ind til et lille køkken som passede fint til hende og en dør ind til en rimelig stor stue, hvor der var en sofa, en god lænestol, en pejs, hvor der også var et tykt tæppe som Speedy lå på og sov, der hang nogle malerier som Sakref havde fået skaffet til stedet og der var også en stor bogreol, hvor der stod en masse bøger og små nips ting og indenfra stuen var der en dør som førte ind til et ret stort kammer, hvor der stod 3 enkelte senge og en pæn stor reol og et skrivebord.
Philippa havde været igang med, at lave the og fundet nogle småkager frem. "Det er ikke så stort, men det er fint for mig, Speedy og Philippa eller den hjælper der ellers er her" fortalte Luce. Hun slap dog Dusts arm og tog sin sorte kappe af og hang på knagen, hvor hun derefter gik ind i stuen og satte sig på sofaen som var inde i stuen. Når Luce var hjemme havde hun ikke brug for hjælp hele tiden og det var tydeligt, at tingende aldrig blev rykket rundt med uden videre medmindre der var blevet gjort rent for, at Luce Kunne finde ud af, at gå rundt selv. Speedy havde ikke løftet sit hoved da de var kommet ind. Luce kiggede hen imod Dust "Kom du bare hen og sæt dig så kan vi drikke en kop the og nogle småkager Philippa har bagt så prøver jeg kræfter med din varsler bagefter" sagde Luce stille og smilede venligt til Dust. Philippa satte kopper, kagerne, tekanden på bordet inden hun gik ind på værelset og læste i en bog da hun ikke ville forstyrre Luce og Dust da hun mente det var noget imellem de 2 og hun ikke skulle blande sig i det.

Dust forstod alt for godt, det hun fortalte om, at det var hendes varsler der var en forbandelse for hende, han havde i sin tid mødt enkelte væsner, med evner der på den ene eller den anden måde, virkede lidt lige som hendes, og disse evner var ofte tættere på at være en forbandelse, frem for en gave, for disse evners ejere. Da Speedy blev lidt mere frisk, smilede Dust mildt over at blive slikket et par gange i ansigtet. Han elskede dyr, hvilket var grunden til, at han havde så meget empati, for en så trofast ven som Speedy.
Da Luce svarede ham, at alt det hun fandt ud af om ham, ville blive mellem dem, havde han mere end nok tiltro til hende, til at tro på hvad hun sagde. Så snart hun holdt om den arm, han havde tilbudt hende, så de kunne gå sammen, nikkede han til Philippa med et mildt smil, før hun gik mod Luces hjem, hvorefter Dust begyndte at gå sammen med Luce, mens han lyttede til det hun fortalte ham. Han kunne ikke lade vær med at smile lidt over det hun sagde, da han fandt hendes kommentar om, at hun måske ikke havde set vejen hjem, men stadig kendte den ret godt, sjov.

"Hvem har også brug for øjne, når man har så mange andre gode sanser, sammen med en god hukommelse?" spurgte han i et lettere drillende toneleje, for at bringe humøret lidt op, mens de nu gik sammen, på deres vej mod hendes hjem. Han lyttede nøje efter, mens hun fortalte ham vejen, og som de kom derhen af, så han sig også nysgerrigt omkring, hvilket han også gjorde, da de kom indenfor. Han smilede selvfølgelig til Philippa da han så hende, og fulgte så med Luce ind i stuen, efter hun havde hængt sin kåbe op. Dust plejede aldrig at tage sin longcoat af, da det trossalt var det eneste der dækkede hans overkrop. Han kunne se på Luce, at det her var hjemme for hende, da hun bevægede sig gennem stedet, velvidende hvor ting befandt sig henne.
"Jeg synes her er rart, et dejligt sted at kalde hjem!" sagde Dust mildt. Han fulgte op på hendes opfordring, ved at komme hen og sætte sig i lænestolen, så han kunne så på hende mens de snakkede sammen "Jeg må indrømme, at jeg er lidt nysgerrig, hvordan kommer det til at foregå, når du dykker ind i disse varsler?" spurgte Dust nysgerrigt, mens han skænkede the op til dem begge. Han satte koppen til Luce foran hende på bordet, og hvis hun havde brug for det, havde han ikke noget imod, at lede hendes hånd til koppen, så hun kunne finde den uden at vælte den.

Luce grinte lidt da hun hørte Dusts kommentar om hendes sanser og trak let på skuldrene "Ikke mig ihvertfald" sagde hun stille og grinte lidt- Det havde været problemfri, at gå hjem til Luce. Det var faktisk ikke så tit hun havde fortalt vejen hjem til sig selv for hun havde altid haft Speedy eller en af klanmedlemmerne med sig som kunne vejen hjem.
Hun smilede stille over hans kommentar omkring hendes hjem. "Det glæder mig. Har ikke selv indrettet det. Det har Sakrefs folk. Du ved Rafaelas far. Dette har været et af hans mange skjulesteder" fortalte Luce og smilede stille til ham. Hun kiggede hen imod ham ved, at lytte til hans stemme efter han havde sat sig. Hun rettede sig så hun sad mere med fronten mod ham. Hun sad lidt og tænkte over hvordan hun skulle forklare ham omkring sin evne imens han skænkede te op til dem begge. Hun kørte sin ene hånd langsomt hen over bordet indtil ham mærkede en kop, hvor hun derefter roligt løftede den op imens hun tog en tår af sin te. Hun smilede stille og kiggede hen imod Dust imens hun sad med koppen i hånden. "Altså som er siden jeg fik det her stof fra dig tager jeg stoffet af for, at det ikke påvirker min evne. Det kræver dog, at din skygge er fremme, hvis jeg skal kalde det for noget som er for dig. Så håber jeg lidt, at den er ligesom sidst for så viser den mig det jeg skal vide ellers skal jeg selv nærstudere det jeg vil vide. Jeg vil derfor skulle hive og flå lidt i din skygge. Det vil se voldsomt ud da det faktisk ligner lidt en kamp imod den. Normalt vil skyggen ikke vise sig som en varsler for andre end mig før jeg begynder, at hive i den. Jeg hiver så i den så den bliver som et slags lærred jeg kan holde i hånden. Jeg kan derefter hive nogle kanaler elelr rettere tråde fra den og sætte dem fast på mine tindinger, hvor jeg derefter vil se fortiden som den er sket imens skyggen var der så var det et mørkt sted uden din skygge var fremme ville jeg ikke kunne se det. Jeg har kunne vise det for andre også, men det kræver for meget energi til, at jeg ikke kan det som er, men håber jeg en dag ville kunne det igen" prøvede Luce at forklare så det var forståeligt for ham. Hun tog en tår af sin te og kiggede hen imod Dust og lyttede til Speedys vejrtrækning der stadig sov.

"Jeg har ingen ide om hvem det er, men hvis universet vil have det, finder jeg måske ud af det en dag!" sagde han mildt, mens han løftede sin egen kop op. Dust tog en småkage, så han kunne spise den, før han tog en tår af sin te "Men et godt hjem er et godt hjem, så jeg er blot glad for at se, at denne Sakref har givet dig en god base, du kan kalde et hjem!" til trods for at hun ikke kunne se det, smilede han stadig mildt i hendes retning, mens han lyttede nysgerrigt til hendes forklaring, uden at forstyrre hende på noget tidspunkt, indtil hun var færdig med at snakke.
"Interessant!" mumlede han tænkende, da han havde hørt måden hvorved hun brugte sin evne på. Som et væsen der havde meget stor interesse i, at samle magiske evner, samt at finde ud af hvordan de fungerede, var det altid spændene for ham at finde ud af nye ting, såsom foreksempel hvordan hendes evne fungerede, samt at hun også  havde muligheden for at kunne dele det hun så, men ikke kunne gøre dette for tiden.

"Omend din evnes ulemper, er på samme niveau som en forbandelse, må jeg indrømme at jeg finder dens anden aspekt spændene! Jeg er selv en samler af magiske evner, og har brugt meget tid på at studere den slags, for ikke at glemme at træne nogle enkelte individer, efter at have givet dem en evne, lige som jeg har gjort med min kære Kat! Skulle du nogensinde være interesseret, kan jeg måske hjælpe dig med at genvinde din evnes, fulde potentiale igen!" sagde han lettere eftertænksomt, mens han lænede sig frem i stolen, så han kunne sætte sin kop fra sig, nu hvor han allerede havde tømt den. Han var lidt af en hurtig spiser, så når han ikke holdt sig selv tilbage bevidst, endte han med at indtage ting alt for hurtigt.

Luce smilede stille. Hun havde det godt med, at Dust ikke havde forstyrret hende da hun havde forklaret om sin evne for den kunne godt være lidt svær, at forklare syntes hun selv da der var så mange aspekter i den som selv hun stadig kunne have svært ved, at sortere fra hinanden for, at forklare det for en udefrastående. Specielt når hun kaldte skyggerne for varsler istedet for skygger. Det var ofte der de fleste hoppede fra og opgav, at følge med i hendes forklaring af evnen. Hun kunne høre den interesse Dust havde i hendes evne blot ved det han havde mumlet. Hun vidste dog ikke helt om det kunne være godt, at der var andre som fandt interesse i hendes evne for den kunne bruges både godt og ondt selv for andre udefra kommende.
Luce lyttede stille til det Dust sagde og hans tilbud. Hun drak det sidste af sin te imens hun tænkte over hans tilbud, hvor hun derefter stillede sin kop på bordet igen. "Det er mere energien i det som jeg skal have op igen, men det kræver også, at jeg bruger evnen oftere og tvinger energien til, at holde ved. Det kan nok også hjælpe en del, at jeg bliver bedre til, at styre de mere aggressive varslere som din var til festen, men hvis det er du vil hjælpe med det vil jeg gerne takke ja til det tilbud" sagde Luce mildt og satte sig lidt tættere på Dust så hun hurtigt ville kunne mærke hans varsler når hun ville gå igang med, at se hvad hans varsler ville fortælle. Hun tænkte lidt over om hun måske ville kunne bruge sin evne til noget positivt senere når hun havde fået mere energi til det og blevet bedre til, at kontrollere evnen igen.

"Hvis det er energien du bruger på evnen, der kræver noget træning, tror jeg allerede jeg har nogle ideer til, hvordan jeg kan hjælpe dig med at træne, da energi er en meget vigtig komponent i mange forskellige evner, og derfor er noget jeg har skabt et hjælpemiddel til!" sagde Dust eftertænksomt, før han rakte ind i sin inderlomme, for at tage en meget nydeligt indpakket energi bar frem, som han selv havde lavet, ud af en blanding der bestod af tørrede frugter, nødder, honning til at holde det sammen, samt nogle forskellige hemmelige ingredienser, der forstærkede kroppens evne til at absorbere ingredienserne, og konvertere det til energi. Nu hvor Luce sad lidt tættere på ham, lagge han blidt en hånd på hendes håndryg, så han kunne holde hendes hånd oppe, med håndfladen opad, og lægge baren i hendes hånd.
"Det her er noget jeg laver selv, ud af forskellige typer nødder, tørret frugter, honning og nogle andre gode ting, som kan hjælpe din krop, med at genvinde energi hurtigt! Hvis du har lyst, kan du prøve den efter du har set mine varsler, så du kan mærke hvordan den hjælper dig! Hvis ikke den fungere helt som den skal på dig, kan jeg ændre lidt på opskriften, så den bliver bedre indstillet, til lige præcis dine behov, under den træning vi kan lave sammen!" sagde han mildt, mens han slap hendes hånd, når hun selv havde fat i det han gav hende. Han håbede at hun forstod, at dette var hans måde at sige til hende, at han var villig til at træne med hende, og hjælpe hende til at blive bedre, til at styre hendes evne. Derefter satte han sig til rette igen, for at gøre sig klar til, når Luce begyndte at bruge sin evne på ham.

"Med denne lille aftale på plads, tror jeg det er på tide, at vi kommer til det næste punkt, på vores dags orden, hvis altså du er klar til det?" sagde Dust mildt, i et toneleje der indikerede, at det her var noget han gerne ville gøre i hendes tempo, da det trossalt var hendes evne, og hende der skulle bruge den, til det hun nu var i stand til med evnen. Hvis hun havde nogle instrukser til ham, ville han følge dem, og udover det ville han blot holde øje med hende, for at få en bedre ide om hvordan hendes evne fungerede, når den var i brug.

Luce sad roligt i sofaen og lyttede stille til det han sagde. Hun lagde sit hoved dog undrende på skrå da hun ikke helt var med på, hvad det var for en ide han havde fået som ville kunne hjælpe hende. Hun sagde dog intet du hun sådanset forventede, at han fortsatte med, at fortælle. Hun hørte, at han begyndte, at larme lidt med noget der lød som en slags jakke. Hun nåede ikke, at tænke meget mere over det før hun mærkede, at han tog fat i hendes hånd og vendte den med håndfladen opad. Hun mærkede, at han lagde noget i hendes hånd. Hun tog fat i det og mærkede lidt på det imens hun lyttede til det han fortalte omkring det han havde lagt i hendes hånd. Så det var noget som kunne spises. Hun smilede stille til ham "Tak Dust. Det lyder ihvertfald lækkert samtidig med brugbart" sagde hun taknemlig til ham. Hun smilede roligt til ham og lagde derefter baren på bordet og løsnede kort op i sine muskler ved nakken og skuldrene for, at være sikker på, at de ikke spændte for meget inden hun ville tage fat i Dusts varsler.

Hun nikkede stille og fik et lettere alvorligt udtryk i ansigtet da hun allerede vidste, at det ville starte med en lettere magtkamp imellem hende og varsleren for det kunne godt være, at de selv ville fortælle når de var aggressive, men samtidig kunne de være et helved, at få spredt sig så meget, at de var medgørlige for hende. Hun tog stoffet af fra øjnene og lagde det på bordet. Hun spjættede kort af chok da hun med det samme kunnehøre Dusts varslers hvislen som var der nogen der skreg hende i hovedet og dens iskolde nålestikkende følelse nærmest angreb hendes arm og ansigt. Hun brummede irriteret da hun ikke havde hørt eller mærket i varsler siden festen udover sin egen og den generede hende jo ikke. "Den har ikke ændret sig nærmere tværtimod" sagde hun stille for sig selv. For Dust ville skyggen ikke bevæge sig før hun tog fat i den.
Hun tog fat i skyggen der hvislede højere og kæmpede desperat for, at slippe fri fra hendes greb. "Det utroligt med dig! Du ville selv og nu gider du ikke. Det skal blive løgn!" sagde Luce pludselig ud i luften med en bestemt tone. Hun snakkede sådanset til varsleren. Det var tydeligt, at Luce kæmpede lidt med varsleren indtil hun fik den hevet så meget i, at den blev til en firekant i A4 størrelse. I de 2 øverste hjørner fik hun hevet nogle tråde ud som hun fik placeret ved sine tindinger.
Luces krop virkede til, at være noget anspændt da hun jo stadig kæmpede imod den iskolde nålefornemmelse varsleren føltes. Der gik ikke lang tid før Varsleren begyndte, at vise hvad den ville fortælle om Dusts fortid, hvor skyggen havde været der som en tredje person i lokalet. Man kunne tydeligt se på Luce at hun mere forsvandt mentalt ind i varsleren og ikke var til stede i nuet og ville derfor være et meegt nemt offer for overfald uden hun ville kunne reagere på det.

Da varsleren var færdig med, at vise det den ville. Tabte Luce varsleren på jorden så den splintredes til støv, hvor den derefter igen samlede sig som Dusts skygge. Luce rystede af kulde og det var tydeligt, at hun var blevet træt. Hun tog et tæppe der lå ved siden af hende og lagde omkring sig og holdt tæppet tæt omkring sig. Hun havde stadig ikke fået stoffet for øjnene på og kunne derfor høre Dusts varslers hvislen og sin egen med. Det var dog ikke så aggressivt som det havde været tidligere.

Dust smilede lidt for sig selv, da hun virkede glad for hans hjælp, han var altid glad for at kunne hjælpe nogen, når det kom til deres magiske evner, men kun når det var nogen han syntes godt om, hvilket var sådan han havde det med Luce, ind til videre.
Da Luce fik det seriøse udtryk i hendes ansigt, vidste Dust at det var på høje tid, at starte på hans varsler. Han flyttede ikke sit blik fra hende, som han sad der i stolen, og betragtede hende fjerne bindet fra sine øjne, til dels fordi han vidste hvad der gemte sig under bindet, men samtidig også fordi han ikke så på hendes ansigt, som noget skræmmende eller frastødende. Han så blot en fortid, som Dust ikke kendte til, og en kvinde der stadig var her, i live og sparkende så at sige, til trods for den fortid, hun nu engang havde oplevet. Hendes bemærkning om at hans varsler ikke havde ændret sig, men derimod mere det modsatte bekymrede ham lidt, men han forblev rolig, velvidende at han ville finde ud af, hvad disse varsler havde at sige, når Luce var færdig med ham.

Så snart Luce gik i gang, var Dust lettere fascineret over, hvordan hun kunne gribe fat i hans skygge, når hun brugte sin evne. Han sad stille, mens han så på hende kæmpe med hans skygge, hvilket gav ham en mærkelig fornemmelse i kroppen, ind til hun overmandede den, og forbandt den til hendes tindinger.

Det hele startede i et hyggeligt hjem. Lyset skinnede ind af vinduerne, det var dejligt varmt, en ung Dust sad ved spisebordet i køkkenet, og spiste den mad hans mor havde serveret for ham. Denne Dust havde ingen bekymringer, han var lykkelig i et liv, hos sine forældre, og hans smil blev kun større, da hans far kom ind i køkkenet, gav sin søn et kram, og gik hen til sin kone, for at kysse hende.
Der var et par minder lige som dette der fulgte efter, hvor Dust var lykkelig sammen med sine forældre, men dette blev dog meget pludseligt erstattet, da mindet om deres død dukkede op. Hans mor havde genet Dust ind i skabet, der stod i stuen, før nogle draconianere var kommet brassende ind, for at slå hende og hans far ihjel. Det var her hans varsler, begyndte at tyde på, at hans sind var markant mere organiseret, da der nu kom en serie af varsler, der passede sammen i deres overordnede tema.

Det var nærmest som en rutchebane af minder, alle sammen i kronologisk orden, der viste den smerte han gik igennem, efter tabet af hans forældre, efterfulgt af den måde han håndterede det på, som var mindet om da han spiste af den djævlefrugt, der gav ham hans lyn evne, efterfulgt af træning og opsporing af morderne, samt mindet om at han dræbte dem. Mindet om hans hævn var ekstra stærkt, og Luce fik mulighed for at se Dust, mens han var i hans mørkeste hjørne, da han på dette tidspunkt i hans liv, var påvirket af meget stærke følelse, i form af sorg, ensomhed og vrede, der kom til udtryk i den voldsomme måde, han dræbte disse draconianere på. Dette varsel var stærkt, men Dust havde aldrig delt dette minde med nogen før.
Efter dette minde, kom der et spring fra hans hævn minde, hvor han var omkring de 50, til et minde hvor han var omkring slut 190'erne. Mindet startede i hans hule, hvor Dust sad på sin seng, og lignede en der var på grænsen af at blive vanvittig grundet ensomheden. Han rejste sig fra sin seng, for at forlade hans hule, gennem den magiske indgang, der krævede at han rørte en stenvæg for enden af en mindre trappe, som så afslørede en vej ud til den by han havde bestemt sig for. Luce havde mulighed for at følge ham med ud i Dragons Peaks gader, hvor Dust gik igennem handels distriktet, for at købe ind. Noget tumult opstod i en af gyderne, som Dust kunne se, og da han kiggede nærmere, så han at det var en kvinde, som blev overfaldt af nogle tyve.

Han valgte at blande sig, for at dræbe tyvene, og dette resulterede i at kvinden, inviterede ham hjem til sig. Denne kvinde ved navn Alexia, blev hans første kærlighed, hun reddet ham fra ensomhedens lænker, men han fik ikke lov til at leve med hende længe, da hun var dødeligt syg, og derfor døde et par år senere. Luce fik mulighed for at se hans sidste minde om hende, hvor hun i sit døende øjeblik, bad ham om at kæmpe for livet, aldrig glemme at han ikke var alene, og at han aldrig måtte glemme sig selv, for det rare væsen hun set i ham. Dust græd meget, selv efter hendes krop var blevet livløs, hvorefter mindet blev erstattet med nye.
Den næste serie af minder, var en vilrede af Dust der lærte nye egenskaber, fandt artefakter og magiske objekter, og lavede andre ting der holdt ham fra at blive vanvittig igen, alt dette blandet sammen med minder om at han blev tortureret, og kæmpede for sit liv. Disse sammen filtrede minder, stoppede først med sin forvirrende og kaotiske frembrusning, da hans første minde om Kat dukkede op. Han sad på en kro, hvor Kat kom ind sammen med hendes skytsengel, og dette minde var det første minde siden Alexia, hvor Dust huskede dette med glæde.

Imens Luce havde set på alt det Dusts varsler viste hende havde hun været helt stille og har måttet fokusere for, at kunne følge med i alt det den viste. Hun var blevet helt overvældet over alt det den ville fortælle hende, at hun havde brugt flere kræfter på, at holde fokus og sin koncentration på det der foregik hvornår og hvad der rent faktisk skete. Starten syntes hun var sødt, men det havde ikke givet hende en fornemmelse af hvorfor det var vigtigt for varsleren, at fortælle hende dette før den viste hvordan hans forældre døde. Det gav mening for hende. Hun prøvede at følge med i måden Dust havde håndteret tabet af sine forældre på. Hun forstod ham jo godt for det havde været brutalt. Hun var dog glad for, at varsleren havde vist det hele i kronologisk rækkefølge, hvor det handlede om smerten og den udvikling han gennemgik indtil han fik sin hævn. Hun syntes det havde været voldsomt måden han havde dræbt de draconianere som havde dræbt hans forældre, men hun kunne jo sådanset godt forstå ham og hans vrede.
Hun begyndte, at undre sig over hvorfor hans varsler ville vise ham det første møde med hans livs kærlighed. Det glædet hende selvfølgelig, at han havde fundet en som elskede ham og omvendt. Det gav først rigtigt mening for hende da hun så hendes død. Hun var så småt begyndt, at forstå hvordan Dusts varsler arbejde når den ville vise noget for den viste også først det gode og derefter det dårlige så man kunne få en forståelse for hans fortid.
Da hans varsler begyndte, at blive mere sammenfiltrede i hans opdagelse på artefakter, magiske objekter og lære nye evner samtidig med at den var begyndt, at blande minder om tortur og kæmpede for sit liv blev det meget forvirrende for hende. Hun var sikker på, at dette havde været med til, at gøre Dusts varsler så aggressiv fordi det virkede ikke som om den kunne skelne imellem tingene længere og måske havde brug for hjælp til det? Hun var ikke sikker for hun havde aldrig oplevet en varsler blande så mange ting sammen på en gang. Luce blev bogstavelig talt forvirret og havde hun haft øjne havde de nærmest trillet rundt i hovedet på hende.
Det hjalp hende dog en del, at den blev mere rolig under mødet med Kat som var det sidste hun så inden hun havde tabt hans varsler.

Under hele den tid Luce så alt det varsleren ville fortælle havde hun ikke flyttet på sig. Hun havde siddet i samme stilling hele tiden som var det en dukke der var blevet placeret der og som sad på den måde. Det eneste forskel der var på hende og en dukke var, at hun trak vejret og der begyndte, at løbe nogle enkelte sveddråber ned af hendes pande hen imod slutningen af varslerne. Hun havde dog blevet forvirret mentalt og det var der alt havde kørt rundt for hende. Det påvirkede hende kun mentalt. Det sås aldrig hvordan hun reagerede fysisk når hun læste en varsler. For for hende føltes det som om hun blev suget ind i varsleren og var der uden, at være der alligevel.

Efter Luce havde siddet lidt med tæppet over sig og fået en smule varme i kroppen igen rakte hun langsomt ud efter stoffet og tog det på igen for, at hendes hoved kunne få en smule ro til, at bearbejde alle de indtryk hans varsler havde vist hende. Hun trak vejret dybt nogle gange. Hendes krop rystede stadig lidt ”Det er første gang i lang tid en varsler har vist mig så meget på kort tid, men den var også meget forvirrende nogle steder må jeg indrømme” sagde hun stille. Man kunne tydeligt se på hendes krop og høre på hendes stemme, at hun var blevet træt. Hun lænede sig tilbage i sofaen og slappede af i kroppen.

Imens Luce så hans varsler, og derfor sad stille, blev Dust siddende hvor han var, mens han ventede på at huk blev færdig. Imens han ventede, tænkte han på hvad det mon var hun så, hvad hans varsler havde at fortælle hende, siden de virkede så aggressive fot hende. Det var først da hun kom til sig selv, og tog tæppet om sig, for at få varmen, at Dust flyttede på sig igen. Imens hun tog bindet på igen, for at få lidt fred fra sin evne, skænkede han en ny kop te til dem begge, til dels fordi han håbede at en kop varm te, kunne hjælpe Luce med at få varmen igen. Han så mildt op på hende, da hun begyndte at snakke til ham, og hendes ord fik ham til at tænke lidt.
"Hmm, det lyder som om mine varsler, har opbygget en god portion af min fortid, som den ville vise dig! Der er også en god del af fortid at tage af, men jeg undre mig stadig over, hvorfor mine varsler ville vise dig, hvad end du så derinde!" sagde han tænkende, mens han puttede lidt sukker i sin te. Han så op på hende igen, mens han lænede sig lidt tilbage i stolen, med sin kop i hånden "Måske jeg kan hjælpe dig, med at finde rundt i de mere forvirrende dele? Eller måske endda give lidt kontekst til hvad du så, skulle det være nødvendigt?"

Af en eller anden grund, følte Dust at han ikke rigtig kunne sidde stille længere. Han havde lyst til at hjælpe Luce, nu hvor hun havde det sådan, efter at have læst hans varsler, hvilket nok kom af at hun havde taget imod hans tilbud om, at hjælpe hende med at blive bedre, til at bruge hendes evne. Af den grund, kom han ud af stolen, satte sin te på bordet, og gik så på knæ foran Luce, så de var omtrent på øjenhøjde med hinanden.
"Jeg finder mig selv lidt rastløs over, hvordan du har det, efter at have set mine varsler, og med din tilladelse, ønsker jeg at hjælpe din krop lidt på vej, med at få det godt igen! Er det okay med dig?" spurgte han mildt. Hun kunne måske høre på ham, at til trods for hans milde stemmeføring, var han stadig bekymret over, at se hvordan hun havde det nu, i forhold til hvordan hun havde det, før hun greb fat i hans varsler, og begyndte at se dem.

Luce sad stille og prøvede, at få varmen igen og komme til kræfter. Hun sad stille og lyttede til det Dust sagde. Hun ville virkelig gerne fortælle Dust alt hun havde set, men hun var nød til, at få mere energi for at overskue alt det hun havde set. Hun smilede venligt til ham "Det må jeg sige ja til. Din varsler havde en helt del, at vise. Vil virkelig gerne fortælle dig alt hvad jeg så, men er nød til, at få mere energi og lige sluge alle indtryk før jeg fortæller dig det Dust. Din varsler slugte meget mere energi end jeg er van til, men den viste sådanset også meget mere end de mange andre varslere som er aggressive" sagde Luce stille imens hun sad og slappede af og kæmpede med, at få varme i sin krop igen. Hun håbede inderlidt, at han forstod hende, men hun havde samtidig en ide om at han gjorde for han virkede ikke til, at være en som ville presse informationerne ud af hende på den måde samtidig ville han jo sagtens kunne se på hende, at hendes krop var ved, at bearbejde det hele.

Hun satte sig op med tæppet over sig da hun kunne høre og mærke, at Dust havde sat sit på knæ foran hende. Hun kørte sin ene hånd hen af bordet for at finde den bar han havde givet hende tidligere, men ramte istedet sin kop som var varm. Han må haft hældt noget nyt te op til hende uden hun havde lagt mærke til det. Hendes sanser havde sådanset også kørt lavt for, at lade op igen. Hun tog en tår af sin te imens hun lyttede til det han sagde. Hun kunne godt høre på hans stemme, at han var en smule bekymret for hende. Det kunne hun på en måde sådanset godt forstå. Hun tog en ny tår af sin te og mærkede langsomt varmen bredde sig i hendes krop "Det må du gerne Dust" sagde hun stille. Man kunne godt høre på hende, at hun var en smule usikker på hvad det egentlig var han ville, men samtidig ville der også kunne høres, at hun stollede nok på ham til det. Hun stollede sådanset på ham for han havde jo bevist en helt del overfor hende ved, at være sød ved hende, være der for hende de gange hun sådanset havde brug for det når han var i nærheden.

"Jeg forstår! En evne som din kan være meget krævende for kroppen, så tag du bare den tid du har brug for!" svarede Dust mildt. Han lagge godt mærke til, at hun rakte ud efter noget på bordet, og virkede overrasket over at finde sin kop, genopfyldt med te, omend hun tog den til sig, for at begynde at drikke det. Ud fra hendes overraskelse over hendes fyldte te kop, kunne han gætte sig til at hun ha de rakt ud efter den bar, han havde givet hende tidligere. Derfor tænkte han på, at give hende denne, så hun kunne få den energi han vidste, den kunne give hende, men da hun sagde han godt måtte hjælpe hendes krop på vej, valgte han at vente lidt med det, til han havde gjort sin ting.
Hvis ikke hun selv satte den fra sig, ville Dust tage hendes te kop, og sætte den på bordet, før han lagge sine hænder på hver side af hendes krop, imellem bryst højde, og hofte højde, så tæppet og hendes tøj var mellem hans hænder og hendes krop. Han fokuserede på den naturlige energi, hendes krop skabte, som han kunne sanse med hans lyn evne, mens en lettere gnistrende lyd kom fra ham, da han begyndte at skabe elektricitet, der bevægede sig ned af hans arme. Strømmen begyndte at bevæge sig, fra hans hænder og ud i hele hendes krop, men i stedet for at gøre hende skade, løsnede det hendes muskler op, mens hans lyn hjalp hendes krop, med at genvinde varmen igen. Hans brug af sin evne, var nærmest kirurgisk præcis, fra det øjeblik han startede, til det øjeblik han stoppede, og slap hende igen.

"Jeg håber det hjalp lidt, det plejer at hjælpe for mig, når jeg fryser! Eller har ømme muskler for den sags skyld!" sagde han mildt, og tog så baren fra bordet, så han kunne ligge den i hendes hånd "Her! Det så ud som om, du ledte efter den før, og jeg vil mene at det virker som en god ide, efter alt den energi du har brugt! Vil du have noget mere te?" han rejste sig, så han kunne sætte sig hen i stolen igen, og derved give hende lidt mere albue rum. Hvis hun sagde ja til mere te, ville han skænke op til hende igen, og han ville med glæde hjælpe hende, med at få koppen i hånden, hvis hun ønskede det.
Han så over på Speedy, der lå og sov på sin plads. Han forstod vigtigheden han havde for Luce, både som førehund, men så sandelig også som følgessvend, og han håbede at Speedy kunne holde ud lidt endnu. Dust havde allerede sat sin hjerne i gang, med at lede efter viden han havde opsamlet omkring hunde, steder man kunne købe dem, opdrættere og så videre, da han ønskede at hjælpe Luce, med at finde en ny ven, der kunne hjælpe hende i hverdagen.

Hun smilede stille da hun kunne høre på ham, at han godt kunne forstå hende og den energi hendes evne krævede. Hun sad og tænkte lidt og kom i tanke om, at hun jo havde set helt tilbage fra hans barndom og frem til den dag han mødte Kat og der var gået mange år imellem og det krævede generelt mere energi fra hende end hvis hun blot så en eller 2 scener.
Hun tog en sidste tår af sin te inden Dust tog hendes kop fra hende. Hun smilede lettere nervøst til ham. Hun vidste jo ikke hvad det var han ville gøre for, at hjælpe hende, men hun stollede alligevel nok på ham til, at han vidste hvad han gjorde. Hun sad stille da hun mærkede hans hænder på hendes krop. Hun gav dog et lille spjæt fra sig af chok da hun pludselig hørte gnisten fra ham. Hun undrede sig over hvad det var, men nåede ikke at reagere yderligere før hun mærkede noget det sitrede i hele hendes krop. Det gjorde som sådan ikke ondt på hende udover når man masserede nogle ømme og spændte muskler ud. Hun mærkede langsomt hendes muskler slappede mere af og varmen lidt hurtigere steg i hendes krop. Hun sad stille imens han havde sine hænder på hendes krop. Da han havde fjernet sine hænder strakte hun kort sin krop og smilede stille til ham.

"Tak det hjalp faktisk rimelig hurtigt med varmen og mine muskler slapper også mere af end de gjorde før" sagde hun stille og smilede taknemmeligt til ham. Hun tog imod baren han lagde i hendes hånd. Hun nikkede stille til hans spørgsmål "Ja tak" sagde hun stille og åbnede for baren, hvor hun derefter tog en bid af den. Hun smagte på baren og syntes den smagte rigtig godt. Det var ihvertfald en god sammenblanding af smage. Hun fortsatte med, at spise baren indtil der ikke var mere tilbage. Hun lagde det papir den var pakket ind i på bordet og tog sin kop med te og drak lidt af den. Hun smilede stille hen imod Dust "Den smagte faktisk rigtig godt. Du har ihvertfald været god til, at samle smagene så de passer sammen" roste hun ham og smilede roligt til ham. Hun lagde tæppet fra sig da hun havde fået varmen igen og satte sig mere til rette på sofaen. Hun trak vejret dybt, hvor hun derefter begyndte, at fortælle ham alt hvad hun havde set og i den kronologiske rækkefølge som varsleren havde vidst hende det i.
Da hun vær færdig med, at fortælle alt hun havde set tog hun en ny tår af sin te "Så det var ikke så lidt din varsler havde at sige og det sidste den viste før der hvor du møder Katrina virkede til, at være i meget uorden i forhold til resten. Der var noget anderledes på måden den viste det på frem for resten" fortalte hun ham.

"Jeg er glad for, at det hjalp! Det tog mig lidt tid, før jeg fandt ud af, at bruge min evne på den måde, men siden jeg fik den finpudset, har det vist sig meget brugbart!" svarede Dust mildt, glad for at han kunne hjælpe hende, med at få det bedre, efter den tur igennem hans varsler, hun havde haft. Han blev også mere glad, da hun komplimenterede ham, for den bar han havde lavet, da det var en ting han personligt havde arbejdet meget på, for at perfektionere "Det kan godt være, jeg har haft nogle 100 år, til at finpudse den opskrift, men det ændre ikke på, at det altid glæder mig at høre, når nogen kan lide den! Kat blev også ret hurtigt glad for dem, da jeg introducerede hende for dem, efter jeg havde givet hende den vand evne, hun nu besidder! Desuden burde du snart kunne mærke, din energi komme tilbage, det er ikke altid det hele, men opskriften hjælper kroppen med, hurtigt at genetablere en god andel!"
Dust lyttede til Luce, mens hun fortalte alt det hun havde set i hans varsler, og det var ærlig talt ikke uden tåre. Han havde aldrig glemt sine forældre eller Alexia, men der var så vidt han vidste, heller ikke nogen der kendte til hans historie med Alexia, da han aldrig havde fortalt det til nogen. Han holdt den tid han havde fået sammen med hende meget kært, og havde derfor aldrig glemt hendes sidste ord til ham. Efter at have hørt det hele, var der dog en rød tråd, der førte sig vej gennem den måde de havde præsenteret sig for Luce, som Dust kunne genkende, det lød nemlig som om, det havde præsenteret sig for hende, på samme måde som han ville huske tingene, hvis han prøvede at huske alle de ting.

"548 år, 7 måneder, 2 uger og 6 dage!" sagde han stille, med en tydelig klang af tristhed i hans stemme, der nok kunne give Luce en ide om, at han var trist, efter nogle af de ting hun havde set, og mindet ham om "Det er alt den tid der gik, mellem det øjeblik Alexia døde, og det øjeblik jeg mødte Kat, og den selv samme periode af tid du så, hvor alting virkede så forvirrende! Jeg tror grunden til at den periode af mine varsler, virkede så forvirrende for dig, er fordi selv jeg ikke kan kende forskel på minderne, fra den periode! Der skete så meget af det samme, så meget tid hvor tid bare forsvandt for mig, og jeg brugte så meget tid på, at lære nye ting, bare for at holde mit sind fokuseret, på noget andet end ensomhed, at jeg glemte alt om at organisere mit sind!"

Luce havde blot smilt da han snakkede om sin evne. Hun havde været taknemlig for det selvom hun i starten havde været nervøs og det havde jo ikke været farligt så hun tog det ganske roligt bagefter. Hun kunne samtidig godt lide, at hun kunne fornemme på ham, at han var blevet glad for, at hun var taknemmelig for hans hjælp og endda roste den bar han havde lavet. Hun havde siddet og lyttet stille til ham da han havde fortalt om baren. Det gav god mening, men samtidig vidste hun jo også godt, at mad var godt for kroppen når den skulle samle energi til sig igen fordi der var mange gode næringsstoffer i den mad man spiste for, at man kunne fungere så det hele gav jo bare god mening. Han havde bare udviklet den så der var mere af de urter som var med til, at hjælpe kroppen hurtigere. Hun havde ikke svaret ham, men blot nikket og smilet til ham da han havde fortalt omkring dette.
Hun kunne fornemme på Dust, at han blev påvirket af alt det han hørte hun havde set. Hun kunne sådanset godt forstå ham, at det påvirkede ham for det havde været en helt del som havde påvirket hans fortid så for hende var det ikke en skam, at han blev påvirket af det. Hun havde før oplevet at folk kaldte hende for en løgner og andre ting når hun fortalte dem hvad deres varsler fortalte hende som der virkelig skete, men som personen ikke selv kunne huske, havde troet der skete noget andet eller havde fået fordrejet mindet af en der havde sådan en evne.

Hun lagde sit hoved undrende på skrå da han lige pludselig sagde nogle tal. Det kunne være fra start til slut eller noget der var midt imellem det hele. Det gav først rigtigt mening for hende da han fortalte hende, at det var tiden imellem Alexia og Kat. Det havde været en lang periode. Hun lyttede stille til det han sagde omkring hans varsler der havde virket forvirrende og tænkte lidt over det. Hun mente ikke det kunne være det for varsleren er normalt ikke forvirrede, hvis personen var det omkring den periode og det med at organisere sit sind vidste hun ikke havde noget med varsleren, at gøre for Luce havde brugt evnen på sig selv og Rafaela før som sjældent organiserede det og der viste varsleren det der virkelig skete selvom de troede noget andet, hvor de måtte overgive sig til varsleren. Rafaela sippede stille til sin te imens hun tænkte over det "Jeg tror ikke helt på, at den periode er forvirrende for din varsler på grund af du ikke organiserede dit sind da de 2 ting ikke hænger sammen på den måde, men der kan til gengæld være andre ting som påvirkede det. Det kan være fordi din skygge ikke altid har været til stede og så viser den jo ikke hvad der er sket da den ikke ved det og så har den parret det sammen så det er i så meget kronologisk rækkefølge som muligt. Det kan også være fordi at din varsler var meget ivrig og aggressiv, at den vil fortælle så meget som muligt imens jeg havde energien til det, at den bare viste det overfladisk så det virkede forvirrende. Ellers kan det være fordi jeg ikke havde kontrollen over din varsler da den jo var aggressiv så jeg ikke kunne fokusere mig tættere på de ting." forklarede Luce. Hun sad i et kort øjeblik og tænkte videre over det "Men i sidste ende tror jeg på, at det er en kombination af det hele og det kan faktisk give mig noget, at arbejde med når det er din varsler fordi det kan give både mig og dig et indblik når jeg får mere kontrol over min evne igen så jeg kan fokusere på de perioder som den viste overfladisk, hvis det er, at du er interesseret i at finde ud af hvad der virkelig skete og hvordan det virkelig hænger sammen som din varsler eller rettere skygge har set når den har været til stede" sagde Luce. Der var ihvertfald et udgangspunkt til, at starte med og hun vidste, at Dusts varsler kunne haft set en masse som hun kan træne sin evne mere og være bedre til, at kontrollere den senere.

"Hmm jeg forstår, så de varsler du ser, fungere uafhængigt af personens sind, omend de er minder fra personens sind!" mumlede Dust tænkende, hvilket endnu engang var en af de situationer, hvor han snakkede mere med sig selv, end han rent faktisk snakkede med hende. På nuværende tidspunkt, kunne Luce måske nå til den konklusion, at Dust havde mødt evner før i sit liv, der mindede om hendes, men så igen fungerede anderledes, end den evne Luce besad. Men om alting er, var det en god ting, at Dust analyserede hendes evne, for jo bedre han forstod den, jo mere kunne han hjælpe hende, med at blive bedre til, at bruge denne evne.
"Omend det stadig plager mig lidt, at jeg ikke helt ved, hvad mine varsler gerne ville fortælle dig endnu, finder jeg det positivt at vi har noget at dykke ned i, som vi kan bruge til at træne din evne med!" sagde han mildt, mens han samlede sin kop op, så han kunne drikke lidt af sin te, nu hvor han holdt en pause med at sige noget. Han satte sin kop tilbage på bordet, mens han sendte Speedy et kærligt blik, før han vendte sin opmærksomhed tilbage til Luce igen, da han havde en ting mere, han gerne ville tilbyde sin hjælp til, hvis Luce altså var interesserer.

"Der er en ting mere, som jeg ønsker at tilbyde min hjælp med, hvis altså du ønsker det, og jeg forstår det kan være et ømtåleligt emne, men jeg håber du forstår, at jeg tilbyder min hjælp, fordi jeg ønsker dig det bedste!" hans toneleje var mildt, men Luce kunne sikkert høre på ham, at der var noget bedrøvet og respektfuldt, der kom til udtryk i hans stemme "Som en person der elsker dyr, kender jeg nogle gode steder, hvor vi måske kan finde dig en ny ven, der kan tage Speedys plads, når han ikke længere kan være her for dig! Disse steder er ikke så kendte, men de opdrætter hunde med masser af kærlighed, såvel som god disciplin, så hvis du er interesseret, vil jeg med glæde tage med dig til disse steder, for at se om vi kan finde dig en ven!"

Luce sad stille og smilede da han snakkede om hendes evne. Hun kunne høre på hans stemme, at han mere tænkede end snakkede til hende. Hun smilede stille til ham "Det har faktisk hjulpet en del før i tiden, hvor de ikke kunne huske hvad der skete. Det har på en måde givet deres liv tilbage, men eftersom jeg bruger for mange kræfter på det pga alt det jeg har været igennem så skal det trænes op igen" fortalte hun lettere stolt. Hun vidste godt, at han ikke rigtigt havde snakket til hende, men det kunne vel give ham et hint om hendes evne og måske kunne han finde noget eller kendte til nogen hvor hendes evne kunne være en positiv faktor og ikke noget negativt.
Hun sad lidt og tænkte over det omkring hans varsler. Det var tydeligt, at hun sad og tænkte grundigt over det hans varsler havde vist hende "Uden at lægge hovedet på blokken tror jeg, at din varsler havde brug for, at lufte ud for som jeg forstår på dig har du ikke snakket med nogen om nogle af de ting jeg ved og ligesom vi andre har behov for, at rase ud så har varslerne også brug for det, men det kan også være fordi din varsler mener, at du har brug for hjælp til, at komme videre i livet med den fortid før du går i spåner over den og gerne inden, men jeg er ikke sikker for jeg ved aldrig hvorfor varslerne viser mig det når de selv styre, men som du selv siger er der ihvertfald en årrække af din fortid som jeg kan dykke ned i og træne min varsler op og måske være mere specifik om nogle af tingende end overfladisk" sagde hun stille med et roligt smil på sine læber.
Speedy sov fredfyldt, men det var samtidig blevet tydeligere efter de var kommet hjem at der ikke ville gå meget mere end maks 2 uger før han ville have fred. Luce vidste det sådanset også godt, at det blot var spørgsmål om dage før han ville sove ind og hun vidste også, at hun ville være et vrag derefter så hun undgik nærmest altid at snakke om Speedys situation. Hun så mere at hun skulle have en ny så han kunne blive en familiehund sin sidste tid. Mange ville tro det var naivt, at tænke sådan, men hun gjorde det for, at holde sin hverdag kørende.

Luce tog en tår af sin te da, hvor hun derefter kiggede hen imod Dust da han begyndte at snakke igen. Hun trak vejret dybt da hun allerede kunne høre på hans valg af ord og måden hans stemmeleje lå, at han ville begynde, at snakke om Speedy. Hun satte sin kop på bordet. Hendes ansigtsudtryk blev mere neutralt og man ville derfor ikke kunne se på hendes ansigtsudtryk om hun var sur, glad, ked af det eller noget helt fjedre, men kendte man hende ville man hurtigt regne ud, at hun blev trist over samtalen omkring Speedy. Hun sad bare som stirrede hun ud i luften imens Dust snakkede. Hun sad endda et stykke tid efter og tænkte over det han sagde uden der havde bevæget en muskel i hendes ansigt "Jeg ved godt, at Speedy ikke har lang tid tilbage og selvom ingen snakker om det så kan jeg jo mærke det på jer og på ham, at han ikke er her meget længere. Mig og Philippa er selv igang med, at finde hans afløser, men vi har ikke fundet den rette endnu så hvis du kender et eller flere steder, hvor min nye bedsteven er så det et forsøg værd" sagde Luce stille. Hendes stemme havde været lav og alvorlig, men det var samtidig tydeligt, at høre på hende, at det gjorde meget ondt på hende, at snakke om det. Normalt havde hun ladet tårerne løbe, men da hun jo ikke kunne græde kunne det ikke ses, men det var blevet tydeligt i hendes kropssprog og mimik, at hun havde det svært med emnet.
Hun rejste sig langsomt op og gik hen til Speedy, hvor hun satte sig på gulvet hos ham. Hun løftede stille hans hoved og lagde det på hendes skød. Han åbnede ikke øjnene imens og trak vejret tungt. Hun nussede ham stille på hovedet og sukkede kort "Han ser elendig ud ikke?" spurgte hun lavt. Hun snakkede sådanset til sig selv, men havde på en måde også brug for, at få det afkræftet eller bekræftet. Hendes hænder rystede en smule imens hun nussede Speedy på hovedet.

"Med de fordele der kommer med din evne, havde jeg ikke forestillet mig mindre, end at den kunne bruges, til at gøre en masse gode ting, for folk der har brug for det! Jeg håber med min hjælp, at vi kan få dig i form igen, så du endnu engang kan hjælpe folk på den måde!" sagde han mildt, med en bemærkelses værdig ærlighed i hans stemme. Han kunne godt høre på hende, hvor stolt hun var over, at kunne hjælpe folk med hendes evne, og derfor var han ærlig omkring at ville hjælpe hende, med at komme tilbage til hendes bedste igen, så hun endnu engang, kunne bruge hendes evne, til noget hun kunne være stolt over.
"Jeg tror du har fat i noget der!" sagde han eftertænksomt, omend man godt kunne høre noget tristhed i hans stemme, især da han fortsatte med at snakke "Omend Kat kender mig bedre end nogen anden der lever i dag, udover dig efter det du har set, har jeg ikke engang fortalt hende, en stor andel af det du har set i mine varsler! Jeg tror ikke engang jeg har fortalt hende om Alexia, mine forældre, eller den hævn jeg fik over deres mordere, så for at være ærlig, tror jeg du nu kender mig bedre end nogen anden, og det skulle ikke undre mig, hvis du har fat i noget der!"

Nu hvor Dust bevægede sig ind på det sensitive emne, der var Speedy, kunne Dust godt se på Luce, at dette berørte hende meget dybt. Som en dyre elsker, kunne han i den grad godt forstå hende, og med forståelse for, hvor vigtig en rolle Speedy havde været for hende, siden hun fik ham, kunne han regne ud, at der måtte være et stærkt bånd mellem dem. Han lyttede nøje efter, da hun svarede ham, og fulgte hende med øjnene, da hun gik hen til Speedy, satte sig ved siden af ham, og lagge hans hoved i hendes skød. Det næste hun sagde, fik ham til at rejse sig, komme hen til hende, og sætte sig ned ved siden af dem, så han kunne lægge sin hånd på hendes, for at berolige hende lidt, gennem menneskelig kontakt.
"Jeg synes ikke han ser elendig ud!" sagde han mildt "Speedy ligner en vovse, der har levet et langt og godt liv, sammen med en kvinde der elsker ham, lige så meget som han elsker hende! Han er måske træt og gammel nu, og selvom der ikke er så nemt at se på ham mere, tror jeg han er lykkelig for, at kunne bruge resten af sine dage, sammen med hans bedste ven!" Dust slap hendes hånd, så han kunne nusse Speedy ned langs ryggen, mens han så på ham, med et kærligt blik i øjnene. Luce kunne sikkert høre på hans stemme, at Dust var dybtfølt ærlig, og til trods for at han først havde mødt Speedy i dag, holdt meget af ham, som havde Dust kendt ham lige så længe som Luce.

"Jeg vil med glæde hjælpe dig, med at finde en ny bedste ven, så snart du føler dig klar til det! Jeg ved den slags kan være svært, men jeg håber jeg kan være en støtte og hjælp for dig!" han så på hende, med et håb om at noget af det han havde sagt, måske kunne hjælpe hende med at få det lidt bedre, den triste situation taget i betragtning.

Luce smilede stille til Dust da hun kunne fornemme på ham, at han forstod hende og det hun ønskede for sin evne istedet for bare at være en som rodet rundt i folks fortid fordi der var folk som ikke ville snakke med hende efter hun havde brugt sin evne på dem fordi hun fik informationer om folks fortid som de aller helst ønskede at glemme eller holde for sig selv. Det havde været en af de mange grunde til, at hendes og Seans venskab gik i stykker. Hun kunne dog ikke huske hvad hun havde set fra hans fortid fordi hun hang sig så vidt muligt ikke fast i det hun så i deres fortid fordi så var hun sikker på, at hun ville blive sindssyg. Hun grinte dog lidt da Dusts mente, at hun kendte ham bedre end Kat. Det eneste hun vidste mere om Dust end Kat var jo hans fortid. Hun rystede smilende på hovedet af ham "Jeg vil ikke sige, at jeg kender dig bedst Dust. Jeg kender din fortid bedre end andre, men jeg kender ikke dig som person for din fortid er et, men din person er noget helt andet. Fortiden former personen, men personens opførsel vil jeg aldrig kunne læse ud fra fortiden. Du kan bare se på mig som ikke har haft den bedste fortid" prøvede Luce, at forklare ham, at hun ikke kendte ham bedre end Kat, men til gengæld ville Luce altid kunne se det de ville opleve sammen igennem Kat eller Dust hvis blot deres skygger var der, men det ville hun selvfølgelig aldrig gøre imod nogen af hendes nære medmindre de beder hende om det for, at huske på de lykkelige episoder som hun havde snakket med Jake om længe før festen for, at hjælpe Kat med, at se det lyse og huske hvem hun er, men Luce var sikker på at Dust var en god fyr for Kat. Nok havde Luce kun mødt Kat 2 gange i sit liv, men den første gang havde åbenbart betydet meget for hende selvom de blot havde snakket en sommerdag, hvor Luce havde været ude med Speedy der legede i søen ved parken. Luce smilede lidt ved tanken.

Emnet om Speedy gjorde ondt på Luce og nogen gange ønskede hun, at hun kunne græde ligesom alle andre for det kunne hjælpe med, at bearbejde sorgen og dem der ikke kendte hende havde generelt altid svært med, at aflæse hende når det var for det var ikke alle som holdt øje med kroppens reaktioner når man græd. Hun mærkede Dusts hånd imod sin. Hun lyttede stille til det han sagde. Et lille smil kom frem på hendes læber. Det havde han sådanset ret i. Hun fortsatte med, at nusse Speedy på hovedet og tænkte over det tilbud han havde kommet med "Jeg ved ikke hvornår det er bedst for en ny kunne lære en del fra Speedy, men samtidig tror jeg, at han vil være for træt til, at have en unghund eller nærmere en hvalp i huset. For det er der hunde allerede skal trænes op. Så jeg ved sådanset ikke hvornår det er bedst, at finde en afløser for ham." sagde hun stille og fortsatte "Da jeg fik ham var han stadig en hvalp i blandt et stort kuld, men med det samme han kom hen til mig og jeg mærkede han satte sig foran mine fødder og kørte sin pote imod mit ben frem for de andre som sprang op af mig vidste jeg, at han var den rigtige" fortalte hun. Et lille smil bredte sig på hendes læber ved tanken.