Nobody wonna be lonely.. //Toshiba//

O: Salvehandlere
V: Varmt
T: IRL
P: En sort lædderkjole, som fremhæver hendes former.

Solen stod højt på den lyseblå himmel. Der var ikke en sky at se, solen lyste op som den store lyskugle den nu var.
Fuglene fløj ikke over himlen, de fandt det ikke trygt. Alle andre dyr holdte sig også væk, og med god grund.
Det var store slave dag, og de rigeste og bedste slavesælgere kom til Terrovillle District for at skaffe eller sælge slaver. De kom med trævogne fulde af slaver, som var bundet i deres arme. Nogle blev tvunget til at gå ved hjælp af vold. Andre havde fået et slags halsbånd om halsen, og blev trukket afsted i det. Og hvis de ikke lyttede ville der blive en hård straf. Der var ingen som ønskede at være slave, for der var kun onde ting ved det.

Cosette kom gående, hun havde ikke selv valgt dette. Hun kunne ikke huske hvordan men, ligeden dag havde hun nok ikke været så stærk. Det gav et ryg i hende, da slavehandleren trak hende afsted. Hun var ved at vælte forover, hendes reb var om halsen. Og klemte hvis hun ikke gik med, så hun var tvunget til det. De andre piger ved hendes side, de var ligeså bange som hende. De var ikke iført en sortlædder kjole, meget kort og stram. Den havde slavehanlderen tvunget dem i. Cosette sukkede, hun ville ikke det her. Hun ville være fri! Fri! Fri! Frii!!
*En eller anden hjælp mig..*

Toshiba kiggede op på himlen. Solen var stærk og varmede hans krop, fra top til tå.
Han sukkede og kiggede ned på den tørre jord igen. Varmen tog livet af ham, selvom han ikke havde en trøje på.
Hvordan var han dog endt der?
På et slavemarked.
Det hele stod tåget for ham. Han kunne intet huske.
Manden der havde ham i en sno, der var bundet stram om hans håndled, trak i ham, så han nær var væltet.
"Kom så dovne hun!" vrissede han og viste sine tænder, der var gule og slidte.
Toshiba sendte ham bare et vredt blik, men fulgte med ham uden problemer. Hans sko var slidte, så han måtte nærmest skrappe sine fødder henover jorden, selvom den var varm og tør.
Han kiggede sig til siden og fik øje på en anden slavehandler, der trak en gruppe piger i sorte lædderkjoler med sig. Der var frygt i deres øjne. De ønskede ikke at være der.
Manden der holdte Toshiba, spændte ham fast til en pæl og gik en for at tage sig noget vand. Toshiba sukkkede og kiggede endnu engang hen på gruppen af piger. Et glimt af frihed, lyste i den ene piges øje. Hun havde gyldent hår, der klistrede til hendes hovede, da hun havde det varmt.

Cosette sukkede, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.
Hun kunne sagtens forvandle sig, men der ville sikkert være jægere som gerne ville have skinnet fra en leopard hængende på væggen derhjemme.
Cosette kiggede på en dreng, hans mørke øjne kiggede ind i hendes.
Han var her sikkert også her ufrivijit. Cosette smilte ikke, hendes øjne prøvede at fiske efter kommulikation.
En rig køber kom hen til hende, og kiggede ned af hende.
Dog var hans blik mest på hendes nydelige former. Han ville til at mærke lidt, da Cosette vrissede af ham. Hendes leopardtænder blottede sig truende, og manden hoppede forskrækket tilbage.

Toshiba smilte for sig selv, da pigen vrissede af manden der ville tage lidt på hende. Den slags mænd skulle lærer at have andet i hovedet.
Da han fik øjenkontakt med pigen igen, blinkede han til hende som betød: Godt gået.
Toshibas slavehandler, tog et stykke tid om at hente vand, da han snakkede med ham der solgte det.
Det var nu.
Nu han skulle stikke af.
Med en rolig bevægelse tog han et godt greb i den pæl, han var spundet fast til og knækkede den over. Det var ikke så sværdt for ham, da han gik til boksning.
Forsigtigt kiggede han sig rundt, for at se om der var nogen der havde opdaget ham. Da der ikke var nogen der så ham, listede han forsigtigt over mod pigen og hendes gruppe.

Cosette blev imponeret over drengens måde at befrie sig selv på. Meget imponeret enddag. Manden som ville sælge hende som slave var ikke i syne ligenu, hvis drengen var venlig hjalp han dem. Hvis ikke var han blot en idiot som ville ødelægge deres livshåb.
Men så ville Cosette også love ham, at hans dage ville ende når hun så ham igen.

Cosettes indre dyr skreg, det ville ikke være fanget.
Og det ville slet ikke sælges, eller rørers af fremmed. Cosette kunne mærke hendes indre syr bare ville frem, men Cosette holdte det tilbage. Der var for mange jægere, og forvandligen ville tage for langtid.

Han ville befrie pige gruppen.
De skulle ikke lide.
Han listede hurtigt bag en pæl og kiggede omkring. Der var ingen der havde opdaget ham.
Hurtigt løb han helt hen til pige gruppen, for at få dem fri. Han smilte venligt til dem.
"Det skal nok gå," hviskede han, imens han fumlede med deres reb.
Det gik et sæt i ham, da han kunne høre at slavehandleren var på vej. Han måtte skynde sig.
*Rolig Toshiba,* tænkte han.
Han kiggede Cosette i øjnene et kort øjeblik, før han pillede ved rebet som endelig gik op. Et smil voksede på hans læber.
"Kom," sagde han og lavede en hånd bevægelse, for at de skulle følge med. Han håbede på at de ville følge med og ikke gå i panik.

Cosette nikkede kort og pustede ud, hun gik med ham. Men de andre piger var i panik og blev stående i den farer som de var i. Som forvirrede dådyr, der ikke vidste hvad den rigtige vej var.
"Lad dem være, de har selv valgt det.."
Det var ikke med hendes gode vilje hun sagde det. Hun hadede at lade andre i stikken, men de ville bare gå i mere panik.
Cosette satte sin elverfart på, og tog hans hånd. Med en overraskende fart var de længere inde i skoven.

Toshiba gav de skræmet piger et sidste glimt, inden de var nået ind i skovens trygge rammer.
"Jeg hedder Toshiba," sagde han pg kiggede på hende med et skævt smil. "Må jeg sprøger om dit navn?"
Mens han ventede på hendes svar, kiggede han sig omkring efter sin tvilling den sorte ulv Shetan. Han havde ikke ste ham lige siden at han blev taget til fange af slavehandleren. Tanken om at han måske var i fare, strejfede ham og gav ham kuldegysninger ned ad ryggen.

Cosette kiggede på Tosbiba, og smilte tilbage. Cosette åndede lettet ud.
"JEg kan vist roligt sige at det var godt jeg mødte dig. Jeg hedder Cosette."
Hun lod sin hånd glide med elagance igennem sit blonde hår, og hendes smil beroligede med de vidunderlige læber som lignede det blødeste silke.
"Er du okay?"

Han rystede på hovedet, da hun spurgte om hun var okay for at komme ud af sine tanker.
"Ja," svarede han, med et charmerende smil. "Jeg tænker bare på Shetan," Han kiggede hende i øjnene. "Shetan er min følgesven, da jeg er en satuine," Han smilte skævt til hende og hoppede op efter en gren, der hang drilsk over ham.
Grenen kunne han lige røre med sine finger spidser. Han landte på fødderne igen og fulgte videre med Cosette.
"Det er rart at møde dig Cosette," sagde han høfligt.

"Santuiner, nårh jer har jeg hørt om."
Hun smilte høfligt, og gik med ham. Hun kiggede rundt i skoven, hun grinte da han sprang op på en gren. OG hoppede ned igen, hendes smil var blidt og roligt.
"Tak, som jeg sagde før var det også godt jeg mødte dig."
Hun smilte drilsk og strak sig.
"Hvordan er det at være tviling med et dyr?"

"Det er okay," sagde han og smilte til hende. "Det som at have en almindelig tvilling, bortset fra at det er et dyr og du er den eneste der forstår den," Han strækkede sig, så nogen få solstråler der havde mast sig ind gennem bladene ramte hans bare mave.
Han smilte, da han kunne mærke de varme solstråler og stoppede med at strække sig.
"Hvad med dig?" spurgte han og kiggede endnu engang på hende med sine chokoladebrune øjne. "Hvad er du?"

Hun stoppede op, og kiggede lidt ned i jorden.
Cosette frygtede hvordan han ville reagere hvis hun firtalte at hun var blandet mellem to racer. Hun kiggede ned i jorden, og sukkede inden hun kiggede op igen.
"Thjo, jeg er ikke helt normal."

Ikke helt normal? Hvad mente hun med det?
Han stoppede op og kiggede sig over skulderen. Hendes blik kunne ligne et der gemte på en hemmelighed.
"Ikke normal?" spurgte han og løftede på et øjenbryn, for at vise at han var forvirret. "Du ser da meget normal ud," Han smilte venligt til hende, med en klang af charme.

Hun grinte lidt da han sagde hun så normal ud. Hans smil indholdte en charme som gjorde hende blød.
"Ja jeg ikk ligefrem bare en race, jeg er blanding."
Hun undlod at kigge ham i øjne, og kørte sin fod frem og tilbage hen af jorden.

En blandíng.
Han havde hørt om dem.
De væsner der var blandede sammen med to racer, hvilket gjorde dem en hel del for dem selv.
Der var jo ingen som dem?
"En blanding var?" sagde han og gik tættere på hende. Han bøjede sit hoved for at få øjenkontakt med hende. "Det er da specielt," han smilte kærligt. "Der er jo ingen som dig så,"

Hun kiggede op på ham, og hendes øjne lyse af varme.
"Jeps jeg en blanding, shapeshifter og lyselver."
Hun bed sig forsigtigt i underlæben.
"MEn ligeså mange som finder os som vandskabninger, og andre ting.. misfostere.. Jeg kender ikke engang min historie længere. Min mor blev dræbt så, og min vrede+ lyskræfter dræbte morderen.."
Cosette sukkede lidt, hun havde det ikke godt med at have myrtet nogle. Nu var hun bandlyst fra the forest. Men hun kom der alligevel, også selvom hun risikerede at de ville komme og dræbe hende. Og Cosette vidste at når høj/skovelvere ville dræbe, så var det alvorligt. De gjorde det kun når det var nødvenligt.

En lyselver og en shapeshifter.
Hun var virkelig noget for sig selv.
"Jeg kender det med at man bare har lyst til at dræbe," sagde han og kløede sig i nakken.
Han tænkte på sin mor, som han hver gang havde lyst til at flå i småstykker, men lod vær da han ikke kunne alligevel.
"Det er ikke en sjov følelse," han kiggede på hende, med et forstående blik. "Jeg er ked af det med din mor," forsigtigt gik han tættere på hende og tog roligt hendes hånd. "Jeg bebrejder dig ikke at du har dræbt din mors morder," Han smilte forsigtigt og kiggede hende dybt i øjnene.

Cosette blev grebet i hans smukke øjne, og kiggede dybt ind i dem.
"Men da han døde forsvandt chancen næsten for at jeg kunne få noget afvide. Det eneste som er tilbage, er en sort ulv med ildrøde øjne som vil dræbe mig.."
Cosette sank en klump, det var hvad hun var bange for. Den ulv. En stor musluløs han ulv, med øjne røde som blod. Bare tanken som ham fik hende til at skævle, og hendes hud til at gysse.

Toshiba forstod at hun var bange.
Ulve kunne være glubske og forfærdelig rovdyr. Det kunne han se når Shetan jagede et bytte. Han gav ikke op før byttet var nedlagt.
"Skal vi lave en aftale?" spurgte Toshiba og smilte lumks til hende. "Hvis jeg hjælper dig når du er nød, så hjælper du mig når jeg er i nød," Det lumske smil udviklede sig til et venligt smil. "Sådan at vi dækker hinandens rygge,"
Han syndes selv at det lød som en god ide, da han tit var bange for at hans mor skulle komme igen. Men en dag måtte han stoppe hendes galskab.

Hun smilte til ham, aldrig var der nogen som havde tilbudt at dække hendes ryg. Men hvad frygtede han? Det var et mystierum, mon hun fandt ud af det endag? Det håbede hun, ikke fordi det ville gøre hende lykkeligt. Men så hun vidste hvad der ville være på fære.
"Aftale."
Hun tog hans hånd og smilte stort.

//Er det slut nu så?

Toshiba smilte stort tilbage, da hun sagde ordet aftale.
Det var en aftale.
Nu skulle de dække hinandens rygge, med deres eget liv.

//Ja, lad os komme igang med det andet //

//Super laver du denne gang? //

//Lad gå Hvor skal det foregå? //

//Et sted hvor du synes plotet vil passe ind, så nok et sted i en skov eller noget //