Yeah shit happens? (Tristan)

Tristan havde nær spyttet sin øl ud af grin. Han synes allerede godt om denne fremmede.

"Havde du haft den dag jeg har haft.. Nej, bare den uge jeg har haft.. Så havde du også synes du var fantastisk bare at have en øl" Han smilede drilsk.

To ældre mænd grinede af noget den ene havde sagt over i et hjørne og Tristan kiggede kort der hen, så kiggede han på sin følgesvend igen.

Han sad bare og smilede til ham som han drak af øllen og han overvejede lidt om han skulle få fat i noget mjød istedet for, men ikke medmindre den unge herre ville prøve det, og det var der kun en måde at finde ud af på.

"Jamen så tror jeg dog at jeg stadig ville have taget mig noget mjød istedet."

Han smilede lidt og lagde ikke mærke til de andre folk i kroen, men lagde godt mærke til at Tristans opmærksomhed fokuserede på noget andet, i et øjeblik.

Tristan tog en stor slurk af øllen. Den smagte virkelig skidt og skulle bare ned.

"Kunne du tage et glas med til mig også, for at dræbe smagen af den her" Svarede han og løftede øllen. Det var skønt at kunne mærke alkoholen bare en smule. Den lagde alt andet i baggrunden og fik ham til kun eat fokusere på nuet og denne spændende nye mand han havde mødt.

HAn smilede og nikkede som svar på det han spurgte ham om, han gik så op til skrænken og fik udleveret to krus mjød og han betalte så for dem, og gik ned til Tristan igen, og satte krusene på bordet.

"Værsgod den herre. Nu håber jeg ikke De har dårlig lever."

han grinede lidt og smilede så bare til ham, og tog en slurk af sit eget krus, og så, så afventene på den unge herre, som nu havde bragt lidt sjov og ballade til hans ellers irritable dag. Nogle gange var man bare heldig selvom man faldt i et hul, og skar sig på et spyd.

Tristan tog en ordenlig slurk af øllen først, den skulle bare tømmes, hvilket den også snart var.

"Dårlig lever? Nej ikke ligefrem.." Smilede han og tænkte tilbage på et bestemt minde fra en meget... påvirket aften... med en hvis shot leg..

"Nå, jamen hvem er du Sargonis? Jeg kender intet til dig?" Sagde han til sidst og takkede for mjøden.

Han smilede og grinede som svar, og lod det så elleres ligge, fordi det ville da også være mærkeligt hvis han ahvde en dårlig lever, så ung som han så ud til at være. Det ville jo have været en overraskelse.

"Hvem jeg er? Jo ser De... Jeg er som De selv sagde en skovens mand, og ellers lever jeg blot mit liv og tager det stille og roligt... Hvem med Dem?"

"Så du bor der? Med en familie muligvis?" Han smilede og lagde hovedet på skrå.

"Jeg er ny her i området.. Bor hos en gammel mand lige for tiden og ja.. Lære mig selv at kende" Der var ikke meget andet at sige, som ellers ville afsløre for meget.

"Familie? Næh..."

Det var ikke ligefrem et emne han gad ind på lige i det øjeblik, fordi det drejede sig om døden af hans famile, eller ihvertfald at han havde mistet sin familie, og det gjorde jo en hel del for hans sindstilstand.

"Lyder som om De er meget ny? Hvor kommer De dog oprindeligt fra?"

Han ville helst have opmærksomheden ledt over på tristan og væk fra ham selv, fordi han ikke var så glad for at tale om ham selv, da det meste han havde at tale om var hemmeligt og ikke bare kunne fortælles til hvem som helst.

"Nå okay..."

Han fornemmede det 'touchy' emne og bevægede sig hurtigt væk fra det. Det næste spørgsmål fik ham, til at panikke lidt indvendigt .. Han kunne jo ikke sige han kom fra en anden verden og han kendte ingen bynavne her..

"Øhhh Jeg kommer fra... Jeg kommer fra et småt sted langt væk og rejser ellers bare rundt.. dette er det nyeste sted jeg er kommet"

Han løj. Han kom ikke fra noget småt sted og han rejste næsten aldrig, men betød det nu så meget, det virkede mere troværdigt end 'hey, jeg kommer fra en anden verden hvor jeg jagede din slags'.. no go.

HAn kunne ikke lade være med at ligge mærke til overraskelsen hos ham, og hvordan hans svar nærmest bare blev jappet af, men han tænkte ikke det var fordi han løj, men bare fordi han blev lidt overrasket over spørgsmålet.

"Hvor henne ad kommer De fra? Jeg har rejst meget så det kunne tænkes jeg har været der."

Han håbede han måske havde været det sted han kom fra, bare fordi det ville gøre samtalen meget nemmere, men nu måtte han jo bare vente og se på hvad der skete, og så var det jo det.

Han blinkede et par gange og rodede i det orange hår. Endelig en der faktisk ikke havde kommenteret hans hår. Hvis han nu bare sagde stedet han faktisk kom fra... Fyren overfor ham kunne umuligt kende alle steder i denne verden og vide at stedet ikke fandtes i denne verden.

"Det hed.. Øh.. Sheria .. Det hedder Sheria"

Svarede han så og tog det sidste af sin øl og begyndte på mjøden. Den smagte sødere og bedre.

Han kendte ikke stedet og han kednte heller ikke alle steder, så den unge herre havde nok ret i at det var et meget lille sted, men nu havde han da et nyt sted han kunne besæge, når han engang fik tid.

"Lyder spændende, har De et kort dertil? Jeg forsøger lidt at få set hele denne verden og det sted kender jeg ikke."

Han tog selv lidt mere af sin mjød, og kiggede så ellers bare på ham afventene for hvad det næste der ville ske, ville være.

Tristan grinede lidt forlegent.

"Desværre så rejser jeg uden kort.. Så jeg må tage dig med dertil en gang"

Svarede han og overvejede tanken. Hvis han nogensinde blev gode nok venner med fyren så kunne han jo tage ham med til hans verden for en stund.

"Det lyder spændende at ville se alt.. Jeg tror nu jeg bliver her lidt.."
Grinede han og tog mere mjød.

Det ærgede ham lidt at han ikke ahvde noget kort, men skidt pyt måske ville han bare komme forbi på et tidspunkt, og så foreslog han jo også at han kunne tage ham med dertil på et tidspunkt.

"Det ville da være meget venligt af Dem hvis De ville det."

Han kunne godt forstå at han fandt det lidt utroligt at man ville se alt men såda havde Sajro det nu, fordi ved at se mere så kunne han bedre fornemme hvad der ville være det mere korrekte at gøre, eller ihvertfald tage nogle mere gennemtænkte beslutninger.

"Ja det er det måske, og forstå godt De gerne vil slå Dem ned for en tid. Jeg vil bare gerne se så meget så muligt, for at have så mange indtryk at arbejde med, så en valg bliver mere gennemtænkte."

Tristan løftede et øjenbryn. Mere gennemtænkte beslutninger.. Han havde aldrig selv tænkt meget over hvad han gjorde.. Det var altid spontant og i nuet, looking back, måske han skulle have tænkt mere.. Handlet mere.

"En mand af vise ord... Jeg vil nu sige at jo mere man ser, jo mere spontane bliver din vej"
Han blinkede en gang og kløede sig i nakken. Hans brune øjne kiggede ned på bordkanten. Slidt træ efter mange års tro tjeneste i at bære øl krus.

Han var ikke i tvivl om sin egen holdning men det var meget rart at få et nyt inout fra den fremmede unge mand, som virkede til ikke at være helt tabt bag vognen, men det var heller aldrig godt at vide.

"Måske du bliver mere spontan, men jeg mener også med det at du har nemmere ved at tage en mere gennemtænkt beslutning når du har brug for det."

Han sad bare og kiggede sig lidt omkring i den lille kro, uden rigtigt at tænke over det, men det var ved at være meget normalt for ham at han gjorde sådan.

Han trak på skulderen og lod emnet ligge.. De havde vel begge ret et sted. Tristan var nu glad nok for spontaniteten og ikke behøve at tænke for meget over fremtiden.

"Så.. du siger du jager, så må du vel være en glimrende kriger?"

Han blinkede selvsikkert og lagde armene over kors. Det var længe siden han selv havde kæmpet nu.. Fyren lignede en der kunne slå en proper næve.

Han vidste slet ikke hvad han skule sige til hans spørgsmål, fordi han ville jo ikke sidde og virke som om han pralede, men han måtte jo svare på den ene eller den anden måde, selcom det måsek var lidt imod hans væremåde.

"Det kunne nok sagtens være værre..."

Han smilede til ham, og vidste ikke helt om der var mere han kunne fortælle ham omkring hvordan ham og kamp var. Han havde jo styr på det, men det var jo ikke som en kriger han var bedst, men nok nærmere som monstret.

Tristan lyste næsten op af dte han sagde. Kamp havde været alt for ham en gang og det var så længe siden.

"Du ligner en type der kunne slå hårdt"

Grinede Tristan. Han synes fyren lignede en der kunne slå, men samtidig lignede han også en der ikke havde dne store lyst til det.

Han kunne ikke lade være med at ligge mærke til hvordan ahn pludselig lyste op, som om de var kommet ind på et emne som virkeligt interesserede ham, så hvorfor ikke blive lidt ved det, hvi altså han gerne ville.

"Kamp virker til at være et emne De kan lide? Men ja jeg kan slå hårdt hvis det er nødvendigt, for det meste kan jeg dog ikke lide det..."

Han kunne ikke lyve og det ville det have været hvis han havde sagt at han ikke kunne lide det, fordi han havde sine perioder hvor han ikke var så tilbageholdende som han var for det meste, men det var mest når det indre monster dukkede op og fik lov til at lege.

*I knew it..* tænkte Tristan da hans teori om at fyren ikke kunne lide det, blev bekræftet. Han lignede en mild sjæl. Ikke at Tristan ikke selv var det... Arghh ... Det var han nok ikke når alt kom til alt.

"Kamp har været mit liv længe.. Jeg nyder det skam.. hvis det er under de rigtige primisser"

Han kløede sig i håret igen og tog noget mjød. Det skulle nødigt nå at blive lunkent inden han fik det drukket.

Han lyttede til det han sagde, og drak lidt af mjøden for, ikke at komme til at virke alt for kedelig, og undersøgende som en eller anden psykolog.

"Interessant, hvordan har det være Deres liv? Og hvad er rigtigt præmisser for Dem?"

Han kunne ikke lade være med at stille de spørgsmål, for at holde samtalen kørende, og det var lidt vigtigt for ham at lære så meget om denne person som muligt hvis de skulle have et venskab.

Han lavede en tænksom grimasse. Hvordan havde dte været... Han ville ikke sige for meget til en fremmed... Men han kunne vel lave omridset.

"Jeg voksede op i en familie af velstand... De gjorde en dyd i træning... Men jeg flyttede hjemmefra tidligt og ændrede mit liv meget.. Primisser som en venskabelig kamp, eller bare for fryd"

Han trak på skulderen. Måske var det tid at begive sig udenfor igen.

Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, men nu når han fortalte at han var blevet direkte trænet, og de havde haft velstand var det nok en noget finere kampstil, og metoder han havde lært end det Sajro kunne.

"Interessant må jeg sige... De bliver ved med at overraske mig... Når De sådan er blevet trænet på den måde, er det så finere kampstile og metoder?"

han drak lidt mere af mjøden, og når han var færdig kunne de gå, men han ville da ikke lige lade mjøden stå, den var jo meget god, og det var den altid her, der manglede kun en ting, men ikke noget hna ville tilføje når han var sammen med en fremmede, som han lige havde mødt.

Han grinede stille. Det var ikke første gang han havde fået lignende at vide.

"Jeg er en overraskende person" Smilede han og lagde hænderne på bordet. Han havde altid fået at vide at han var flabet, spontan, naiv og overraskende.

"Det er vel aldrig fint at slå på hinanden... men man lære meget teknik"

Han tog det sidste af sin mjød og tørrede sig om munden med en håndflade. Den søde alkohol gjorde godt for at gøre ham i bedre humør.