Yeah shit happens? (Tristan)

Han kunne ikke lade være med at smile til ham, ikke fordi han var påvirket af alkohol, men mere fordi at drengens humør smittede kraftigt af på ham, så hvordan kunne han andet end at være i et godt humør?

"Det kommer vel an på hvilken kultur man kommer fra, der er nogle kulture som ser på det at slå hinanden som en fin og fornem ting. Det med teknikken tænkte jeg nok, og det er nok der vi to skiller os fra hinanden, fordi teknik er ikke det jeg har mest af..."

Han havde ret fordi teknik var ikke det han brugte, han var mere typen der brugte brutal styrke, til at vinde sine kampe, og så sin udholdenhed og evne til at hurtigt at heale skader, takket være varulve generne.

Tristan rettede sig lidt op i stolen og kiggede ud af et støvet vindue ud i naturen der smilede tilbage til ham. Hvilken pragtfuld dag i vejret.. Synd lykken ikke havde smilet til ham idag også.. Men nu havde han jo muligvis mødt en ny ven, så det så lysere ud.

"haha ja du har ret... Men du er også en del større end jeg selv.. Jeg er ikke svag, men ville aldrig kunne vinde en kamp på rå styrke alene.. Teknik, snilde og smedighed samt en smule held... Det er det jeg køre med"

Han smilede og folede hænderne på bordet.

Han lagde ikke mærke til ret mange andre ting end den person han ahvde mødt, han havde altid været dårlig til at holde ordenltigt øje med flere ting af gangen. Han kunne godt tage mange indtryk ind på en gang, men ikke hvor han var rigtig opmærksom på hvad der foregik.

"Ja, sådan er vi jo som mennesker så forskellige, eller nu ved jeg jo ikke om De er menneske?"

Spørgsmplet var ikke særligt gennemtænkt, og det skyldtes nok selskabet, fordi han fælte sig meget godt tilpas og det gjorde han ikke så ofte. Han kiggede også kort ned fra Tristan, og pillede lidt ved bordet, og tog så det sidste af hans mjød.

Tristan kiggede op fra sine hænder ved mandens spørgsmål. Var han menneske? Ja det var han.. I hans bevidsthed.. Men Asmodeus havde sagt noget andet..

"Jeg øh... Det er jeg ikke sikker på mere..."

Svarede han blankt ud i luften og rystede så hurtigt på hovedet. Han skulle jo bare have sagt jo! Han bed sig hårdt i læben og ændrede fokus til sin partner.

"Hvad med dig, du er varulv hvis jeg ikke tager fejl?"

Han blev meget, og her menes der virkeligt meget, forvirret over at drengen, manden, fyren eller hvad han nu var, overfor ham ikke var sikker på hvilken race han var. Det var lige godt første gang i hans liv at han havde mødt en person som ikke var sikker på hvilken race han var.

"De er ikke sikker længere? Det må jeg sige, De er den første person jeg har mødt der ikke er sikker på hvilken race De er..."

Han var egentlig fint tilfreds med at han blev spurgt om, om han var varulv, for at det ikke alt sammen kom til at virke som om, han bare prøvede på at vide så meget som muligt om Tristan uden at fortælle ham noget om sig selv.

"De er ikke nem at narre..."

Tristan smilede lidt forlegent. Han var bare ikke sikker mere.. Nu når han så tilbage var der bare ting der ikke kunne passe hvis han var 100% menneske. Men det skulle alt sammen nok snart blive opklaret..

"Nylige hændelser har gjort mig en smule i tvivl.."

Selvfølgelig havde han ikke været nem at narre på det punkt.. Det var trods alt noget han var blevet trænet i. Et smil, denne gang ikke så forlegent, men mere fjernt.

"Eller også er jeg god til at gætte" Blinkede han som svar.

Han kunne ikke helt forstå, at han ikke var sikker men nu havde han jo selv vidst hvad han var lige siden han var blevet det. Han havde dog lidt svært ved det i starten, mest fordi han ikke altid kunne huske de ting der skete, men senere hen var han dog blevet helt sikker på det. Han havde dog gået nogle problemer med at acceptere det...

"Ja for at være ærlig, forstår jeg dem ikke... Jeg har været sikker på hvad jeg er siden jeg blev det..."

Han faldt ikke helt for den med at han bare var god til at gætte, nej det tydede mere på træning eller noget i den stil, men han troede ikke det var fordi han dræbte hans slags, mest fordi at han ikke kendte til ret mange mennesker der gjorde den slags.

"De ligner nu ikke typen der er helt heldig nok til det, så jeg holder på at De er vant til at spotte min slags..."

Det var vel forståeligt nok.. Hvis en fremmed havde sagt det samme til ham for en uge siden havde han heller ikke forstået dem. Man vidste bare hvad man var, det var hvad man var blevet oplært til.. Også igen..

"Det havde jeg også... Sjovt hvordan ting forandres."

Han tågede lidt ud i luften. Her var egentlig temmelig varmt herinde, men det var nok på grund af pejsen der kørte for fuld skrue i et hjørne af kroen.

"Jeg er faktisk utrolig heldig.. Til tider... Det er det der holder mig i live... Men du har nok ret"

Han forstod ham ikke fordi han var aldrig i tvivl længere og kunne ikke se hvordan han pludselig skulle kunne komme i tvivl, om hvad han var. Det var ikke noget der lagde til ham at være i tvivl om sin egen herkomst på nogen måde, godt nok var det ikke en herkomst han var så glad for, men det gik nok.

"Stadig forstå jeg dem ikke, jeg kan ikke se hvordan noget kan få en til at tvivle..."

Han syntes det var en sjov måde han svarede på fordi han svarede som om han heller ikke var sikker på den del, og det kunne han da ikke være seriøs omkring at han ikke var sikker på om han havde lært at spotte hans slags eller ej.

"De har en sjov måde at svare på fordi jeg kan ikke forestille mig at De ikke ved om de har lært at spotte os."

Solen var ved at gå sin gang udenfor og han kunne nu så den i det lave vindue. Det måtte betyde at det snart var eftermiddag. Havde de været ude så længe? Åbenbart. Måske han snart skulle komme hjem og lave mad til den gamle nisse...

Tristan kiggede på Sargonis også rundt i kroen. Han kunne vel lukke lidt ud. Desuden var det ved at brænde sammen indeni i nu.. Han kunne ikke sige det til Asmodues.. men at få at vide man er det som man hele sit liv har jagtet og dræbt... Det var bestemt ikke rart...

"Hør... Du virker som en flink fyr... God helt igennem.. Jeg kunne nok fortælle lidt om det... i guess... Hvor jeg kom fra var jeg et menneske.. Det havde jeg altid været... Jeg levede for at kende væsner som dig og dræbe dem der opførte sig ...ubelejligt.. Det er derfor jeg kender racer fra hinanden. Jeg tog væk der fra til dette sted hvor der vrimler med væsner som ikke er .. mennesker... Jeg mødte en mand der kendte min far her.. Min virkelige far... Manden fortalte mig en masse.. og nu er jeg i tvivl helt ned til hvem jeg er ... Fjollet egentlig"

Det var ikke godt at lukke sådanne ud til en fremmed, men han orkede ikke at holde dte for sig selv.

Han lagde ikke mærke til ret meget andet end den fremmede person, eller var han faktisk fremmede stadig, efter at de nu havde snakket så meget. Han var ikke sikker på hvad han helt skulle mene om Tristan, men en skidt person var han tilsyneladende ikke, ikke engang selvom han havde dræbt hans slags.

"Lyder som noget af en historie, men jeg forstår ikke hvordan De så er blevet ændret på den måde?"

Han kunne heller ikke helt glemme det med at dræbe hans slags, selvom han gerne ville glemme det kunne han ikke, fordi prøv at tænk hvis han så ham som en af dem der var ubelejlig.

"Jeg forstår det stadig ikke selv..."

Han kiggede ud af vinduet igen.. Nu kunne det sidste der havde tynget ham lige så godt komme ud.

"Og nu har jeg mistet den eneste person der rigtigt betød noget for mig mere, hun er et sted derude men jeg kan ikke finde hende... " Han sukkede og klappede i nu. "Nej, nu skal jeg nok stoppe med at ævle.."
Han smilede til manden og lænede sig lidt tilbage i stolen. Nu skulle han ikke tro han var en total freak.

"Angående at dræbe din slags.. Jeg er gået fra det .. Her betegnes i ikke som onde væsner, men en hverdagsting.. Ikke ligesom hvor jeg var før"

Han træk lift på skuldrende da han ikke kunne sige ret meget mere, og blev meget overrasket over det næste han sagde, det var ikke ligefrem det han havde forventet. Han havde ikke regnet med at han var typen der havde mistet noget på den måde, ligesom han havde mistet sin mor.

"Det var da trist at høre... Hvis De vil have hjælp siger De bare til. jeg vil med glæde hjælpe Dem med at finde hende, hvis jeg ved hvad jeg skal lede efter."

Han var glad for at høre det sidste, og han smilede derfor til ham, som et svar for at det ikke skulle blive for mærkeligt et svar han kom med, da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige.

Tristan smilede igen. Hvilken venlig person.. Også sad han her og plaprede... Sikken en idiot han var.

"Tak, men det er okay.. Jeg tror jeg må finde hende selv.. "

Et trist blik der hurtigt blev erstattet af Tristans hånd der ramte bordet med et klask. Han løftede humøret igen. Om han så var ked af det over det så skulle dte ikke ses.

"Nok om det! Tror du ikke vi burde komme hjem inden det bliver mørkt?"

Han accepterede at han ikke ville have hjælp, sådan havde man det jo nogle gange, og så var det jo sådan det var. Han skulle da lige være sikker på at han mente det, og ikke bare sagde det for ikke at være ubelejlig.

"okay... Men hvis De nogensinde føler De vil have hjælpe kan De bare spørge mig, jeg laver alligevel ikke så meget så hvorfor ikke hjælpe andre?"

Han havde ikke lagt mærke til at det var ved at være sent, og derfor tænkte han ikke over det, og nu boede han jo tæt på, så derfor tænkte han jo ikke rigtigt.

"Jo måske De har ret, tænker bare ikke rigtigt over det, når man ikke har et sted at bo."

Han smilede lidt.

Tristan nikkede bare og rejste sig som et tak. En meget venlig mand indeed. Det var altid godt at skabe bekendtskaber der kunne se sig nyttige.

"Har du intet sted at bo? Jamne dte har da været en hård vinter så? Du burde få dig tag over hovedet"

Han smilede drillende og vinkede til bartenderen der sløvt vinkede igen.

"Skal vi gå? Den blomst skal også snart tilbage"

Han klappede posen med nyseblomsten.

Han kunne ikke lade være med at grine svagt, og smile til ham over hans kommentar med at det måtte have været en hård vinter, fordi det havde det så sandelig ikke været, ikke når han jo var varulv, det gjorde det lidt nemmere at holde kulden ud.

"Nej... Når De ved hvad jeg er, burde De også vide at kulde ikke er det sore problem for mig."

Han rejste sig op da han spurgte om de skulle går, for at følges med ham et stykke tid endnu, han var jo en spændende person, og ikke en type man mødte så ofte.

"Ja lad os det."

Tristan smilede for sig selv.. Hvordan kunne han glemme sådanne ting om varulve.. Han måtte være ved at falde af på den. Ikke fordi det var en dårlig ting som sådan, for nu jagtede han jo ikke væsner mere.

"How could i forget?"

Han smilede svagt og begyndte at bevæge sig i retning af døren.
Udenfor var mørket i den grad på vej. Natten havde farvet himlen mørkeblå og en stjerne i ny og næ kunne ses.

"Så gælder det bare om at finde tilbage til hvor jeg kom fra" Sagde han til sidst og gik i retning af skoven igen. Han kunne ikke tælle hvor mange gange han var faret vild derinde allerede.

Han var ikke sikker på hvad han skulle sige, men det var så nok også lige meget om han sagde noget. Det virkede altid så dumt når man brugte lang tid på at regne ud hvad man skulle sige, når man førte en samtale, det var ofte vigtigt at man bare sagde det der faldt en ind i stedet.

Da han rejste sig og gik mod døren, fulgte han efter ham uden for og gjorde klar til at de skulle skilles, men hvem vidste om de ikke ville støde på hinanden igen.

"De må have en fortsat god dag..."

Luften var kold udenfor og allerede længtes Tristans krop igen efter varmen ved en kamin. Han måtte se at komme tilbage til Asmodeus' hytte. Også måtte han se at få orden i sit liv.

Han vente sig rundt imod sin nye ven og rakte hånden ud inden han kunne nå at gå, som en gestus.

"Hey du Sargonis?" Begyndte han og smilede skævt.
"Du løber helt sikkert ind i mig igen.. Før eller siden"

Han tog hånden og gav den et klem. Han var ikke sikker på om de faktisk ville mødes men hvorfor skulle han ikke rende ind i denne Tristan på et eller andet tidspunkt, og så ville han håbe at han kunne gengælde hjælpen.

"De har sikkert ret Tristan"

"Jeg vil da glæde mig til at møde dem igen, og bare find mig her hvis De har brug for hjælp."

Tristan slap hånden og fortsatte i retning af træerne og buskadset. Han vinkede let med den ene hånd overskulderen, men kiggede ikke tilbage på gutten bag ham. Spøjs fætter .. men det var han vel også selv et sted..

"Vi ser hvem der hjælper hvem næste gang" Grinede han tilbage og forsvandt ind i den dunkle skov.

//Out //