Like brother's we will allways find each other again. (Gabriel=Privat)

S: Dragons Peak Bronze of Time District
T: 20:00
V: Svært at vurdere indenfor grottesystemet.
O: Ikke rigtig nogle. Nogle få.

Lyden af blafrende vinger var det første man hørte. Der efter et svagt bump. Og så stilhed. Det var som om det som før var lyde bare blev til vrislen i luften. Ved en af indgangene til grotterne stod en ung mand. Med stadig spredte vinger. Sorte som natten. Grunden til man stadig kunne se dem var på grund af den orange himmel fordi solen ikke var gået helt ned endnu. Den vidunderlige og gudesmukke solnedgang var bag ryggen på den unge mand. Og en tanke glød igennem manden. *Hvor er det bare romantisk.* Og derefter tænkte han en bræklyd som understregede at han ikke kunne fordrage det. Langsomt begyndte manden at gå imod grottens indgang. Da lyset fra nogle lamper ramte ham kunne man se han havde trukket vingerne ind til ryggen så han gik rundt med noget der lignede en kappe. Med hævet krave. Med masser af fjer. Sorte som nattens himmel. Kroppen på denne unge mand skindede nærmest. Perfekt gyldenbrun og muskuløs. Enhver kvindes drøm. Og så bar endda. Denne mand havde ingenting på toppen af hans krop. Og intet på fødderne. Han havde kun et par cowboy bukser. Det var alt. Ikke engang noget indenunder bukserne.

Denne unge guddommelige mand var Urox Gravezia. Storebror til Gabriel Gravezia. Hvilket osse var den person som Urox ledte efter nu. Han kunne mærke sin broder når han var i nærheden. Og den forbindelse havde trukket Urox hertil. Om Gabriel var her eller om han var på vej vidste Urox ikke. Men hans instinkt sagde ham at Gabriel var her et sted. Han skulle bare lede længe nok. Urox havde en høne at plukke med sin bror. Og det blev sikkert ikke pænt. Så nu måtte han bare finde ham.

Skammeren. Han søgte hende. Ville have hende ned med nakken, mildt sagt. Mange havde hørt om Skammerens øjne... Og frygtet dem. Gabriel havde fulgt hende, våget over hende. Og nu gik hun for vidt. Brugte evnen forkert. Helt helt helt forkert. Problemet var bare at Skammeren havde de øjne... De øjne der kunne gøre en mand blød i knæene. Hvilket irriterede Gabriel grusomt. Gabriels tanker kom hen til hans broder, Urox. Mon han kendte til Skammeren? I så fald ville Gabriel tvinge informationer ud af ham!

Urox, og Gabriel... De var som nat, og dag. Deres evne var næsten den samme, og men forskellige. Det samme med deres vinger. Urox havde været dum. Syntes Gabriel.

Gabriels hvide, pjuskede, og lange hår dækkede det mest af hans ansigt. De vilde lokker gemte hans lysegrønne øjne. Hans hud var som marmor, udover det var brunt. Når lyset skinnede på det... Skinnede huden igen. Det var utroligt. Gabriel havde sine vinger slået ud, og bar overkrop. Hvide jeans var det eneste han havde på. Udover underbukser, selvfølgelig.

Gabriel kunne mærke sin storebrors nærhed. Og kunne se ham. Gabriel hoppede ned foran Urox, og landede med en fod på asfalten, og et knæ på asfalten. Hans ene hånd var på asfalten, og den anden langs hans side. Han løftede hovedet.
"Vel mødt, Broder." Sagde han, og rejste sig op.

Blikket vendte sig direkte op imod himlen. Stod bare og gloede på sin broder krese om ham før han landte. Lige foran ham. Han så fortsat på sin broder. I stilhed. Der gik et lille stykke tid før de blide smukke guddommelige mandige ord kom selvsikkert ud af munden på ham. "Vær velsignet broder." Sagde han blidt og roligt. Måske var han sur på sin broder men han var altid velsignende over for en engel som stadig fulgte guds vej. Han var ikke tvunget for det. Han følte bare en respekt for dem der ikke begik samme fejl som ham.

Roligt rakte han en hånd frem som det mest normale håndtegn mellem engle. Et greb i hvers under arm. Det var det ceremonielle mellem engle som kendte hinanden. Selvom Urox var falden var han stadig respektfuld og troende. Han fulgte ikke guds vej selv mere. Men han var stadig en af guds engle. Om han ville have det eller ej. Så at vise respekt for en fældes engel var ikke noget han havde noget imod.

Han smilede roligt og svagt. "Det er mange årtier siden jeg har set dig broder. Hvad går du og laver for tiden." Spurgte han blidt mens hans dybe lyseblå nærmest lysende øjne var direkte rettet imod sin broders.

Selvom Gabriel følte stort had til sin storebror... Så han stadig op til ham. Følte en slags respekt for ham... Gabriel savnede sin storebror. Men ville ikke følge hans vej. Gabriel var bange for at blive falden engel... Urox var guddommelig, mens Gabriel var... Okay. Hans hvide hår var nok det der fangede mange folks interesse.
"Længe siden... Heldigvis." Sagde Gabriel køligt. Ja, han ville ikke lade sin storebror vide at han faktisk stadig så op til ham... Det var nok det sidste han ville have.

Automatisk greb Gabriel fat i Uroxs underarm som en hilsen. Gabriel følte sig som en stor dreng, selvom han faktisk var mere end 500 år gammel, når folk hilste ham på den måde. Det var... Som om de havde respekt for ham.

Gabriel tog armen til sig, og havde armene langs siden. Gabriels lysegrønne øjne var rettet mod Uroxs, men Gabriels var lidt dækket af de vilde hvide lokker. "Jeg søger efter en magtfuld kvinde. Og dig? Går du stadig rundt, og besudler alle kvinder?" Svarede Gabriel, og lagde armene over kors.

Grinet som flød over Urox'es læber var ikke hånligt. Det var varmt og dybt. Som havde han troet det han sagde med at besudle kvinder var for sjov. Pludselig tog han det lidt mere alvorligt og lod være med at grine. "Lad mig gætte. Skammeren igen? Gabriel du har ledt efter hende i flere år. Jeg har faktisk hørt hun er død." Sagde han smilende mens han fortsat så på ham. "Gabriel min broder. Jeg besudler ikke kvinder. Alle kvinder ved hvad de går ind til. Det er rigtigt at de bliver kede af det. Men de kunne bare have tænkt sig om. Desuden så ja både det og så snakker jeg osse med en pige. En meget flot kvinde må jeg sige. Og pas på dine ord broder. Du er min familie men jeg vil stadig slå dig hvis du siger noget forkert. Og du ved lige så godt som mig at jeg er stærkere end dig." Sagde han roligt og smilede svagt.

Gabriel blev vred... Men holdte det igen. Han var ikke ligesom sin bror. Han var... Mere kølig når han var sur. Gabriel sukkede, og rystede på hovedet af sin storebror.
"Død? Hun er ikke død." Et bedrevidende smil kom over hans læber. "Hun lever... Men hendes sjæl er fanget. I en Sjæledæmons krop. Hun kommer snart tilbage."
Bla bla bla... Urox skulle da også bare lade som om han var bedst, og klogest. WRONG.
"Måske stærkere end mig, men har du flere venner end mig? Jeg kunne sagtens bede Skammeren om hjælp. Hun er stærkere end dig." Forkert. Gabriel kunne ikke bede Skammeren om hjælp. Hun havde været til stede da han havde sat en slags dusør på hende.
"Jeg ved hun kan stå imod dig... Hun kunne stå imod en vampyrs begær. Ja, jeg har fulgt hende hele hendes liv. Jeg ved hver, og en ting om hende." Han foldede vingerne ind til ryggen, dog ikke sådan de forsvandt.

Svagt grinte han lidt. "Nåh virkelig? Du taler om dæmonen som påstår hun er en skammer? Jeg har hørt en del om hende. Cencor for dæmonernes konge. En han dæmon som er kort sagt dum som en dør og tror han er åh så magtfuld." Han grinte svagt igen og så fortsat på hende. "Jeg vil nu sige at rygterne siger vampyren ikke bed hende. Alle ved at dæmonernes evner er stærkest i deres bid. Eller rettere. Næsten alle." Sagde han roligt og smilede svagt. "Desuden broder. Jeg taler ikke om en pige jeg vil score og... Hvad kaldte du det? Forulempe? Jeg taler om min datter." Hans smil blev bredere ved tanken om hans datter. "Vov ikke at betvivle mine kontakter broder. Det vil blive din undergang at undervurdere folk." Hans smil blev mindre og han så på Gabriel igen. "hvis du ikke har mere at sige så vil jeg sige dit arbejde her er gjort. Du har fået de informationer du søgte. Mere eller mindre." Hans smil blev større igen. "husk på Gabriel jeg er ikke dum. Jeg ved du søger informationer om dæmonen. Og bare så du ved det. Følelser er stærkere end begær. Troen om man er forelsket er stærkere end begær." Roligt spredte han sine vinger ud. De gigantiske sorte vinger som målte ham selv i højden på hver side. Tydeligt større end hans lillebrors.

Det pissede Gabriel af. Rynker kom i hans pande, og hans hænder blev knyttet. Samt hans krop vidste de muskler han besad frem da han spændte i sin krop.
"Du ved intet!" Hans stemme var stærk, og bestemt. Noget der kunne skræmme bukserne af mange. "Jeg har set hende! Hendes hår blev sort! Hendes øjne blev sorte! Som de altid havde været! Indtil hun døde! Fatter du det ikke? Det er en reinkarnation!" Han spændte endnu mere i sin krop. Blodet kom ud af hans hånd da han knyttede sine hænder meget hårdt.
"Din datter? Luce..." Der slappede Gabriel af. "Hvor... Hvordan har hun det?" På trods af at hans bror var en idiot, så var hans datter sikkert mere venlig. Han havde aldrig mødt hende... Men var allerede klar til at gøre ALT for hende.
"Jeg undervurdere aldrig. Jeg undervurdere dig. Sig mig broder... Kan du virkelig slå mig ihjel?" Han troede stadig der var noget godt i Urox. Det måtte der være! Det kunne ikke være rigtigt at den gode side af Urox var... Væk.
"Jeg betvivler ikke Skammerens kraft, Urox. Lad være med at undervurdere en hvis kraft du har aldrig har følt." Han sukkede. Han foldede selv vingerne helt ud. "Du har forandret dig siden du begyndte med det skygge-halløjsa! Hvor er den broder jeg mangler? Ser op til?" Han så bedende på Urox.

Han så på sin broder. Gabriel kunne nogle gange være ret så irriterende. Men da han spurgte ind til hans datter. Foldede han roligt sine vinger ind igen til kroppen. Urox kunne ikke få dem til at forsvinde. Men hvorfor skulle han det. Han havde aldrig haft brug for det. "Hun har det fint. Bortset for at jeg fortalte hende sandheden og hun løb. Hun er ked af det over at hendes mor ikke ville have hende. Sandheden er at Luce's mor var den som sendte Luce væk. Og fik mig til at tro det ikke var permanent. Men Luce's mor blev en anden bagefter. Hun tiggede om vi skulle lave et nyt barn. Og så en dag gik det op for mig hvorfor. Hun var dum nok til at fortælle mig hun ville lave om på den fejl som vi havde lavet med Luce." Han så ned kort. "Jeg forlod hende. For Luce er min datter. Min eneste datter." Han så op på Gabriel igen. Du undervurdere mig ja. Gabriel spørgsmålet er ikke om jeg kunne finde på at slå dig ihjel. Hvis du en dag står i vejen for noget vigtigt for mig. Som hvis du står i vejen for at jeg kan redde Luce for noget. Jamen så slår jeg dig ihjel. Og jeg vil ikke så meget som blinke." Hans blik var hårdt og fast. Det viste at han mente hvad han sagde. "Broder jeg vil ikke slå dig ihjel. Men bliver jeg nød til det. Så gør jeg det." Grinet kom så højt og voldsomt at mange ville rykke et skridt tilbage af chok. "Aldrig mærket kræften? Gabriel vi engle's opgaver med at dræbe skammere som er kommet ud af deres sti er lige så gammel som jeg er. Jeg har mærket min del af den kraft. Jeg ved hvor ubehageligt det er at mærke en skammer's blik inde i vores hoved. Flyve rundt. Lede efter noget den kan knuse os med. Lyset kan ikke beskytte os imod det. Men nu skal du høre min ven. Mørke kan. Skyggerne kan stoppe skammerens virkning i dit hoved. Hvis du er stærk nok. Kan du nå at sætte en blokade af skygger for dine tanker dit sind. Hvis hun intet kan læse. Kan hun intet gøre ved din skam." Hans smil var roligt og havde ændret sig. Det var som om hans øjne begyndte at flyde sort rundt i kanterne. "Den broder var svag. Den broder gjorde hvad han fik besked på. Og alligevel rev de hans vinger af. Ved du hvordan det er? Hvor smertefuldt det er? Nej det gør du ikke. Du fulgte ikke med mig broder. Du efterlod mig til at skulle leve som falden engel. Det var mere smertefuldt end at få revet vingerne af. Det var der jeg valgte at bruge skyggerne frem for lyset." Sagde han med et roligt ondt smil.

Det ragede Gabriel en høstak om Luces mor. Det eneste han faktisk ville bekymre sig om ved Urox, var hans datter. Urox var en idiot, set i Gabriels øjne, men han håbede på hans datter var mere... Fornuftig. Og ikke så dum som sin far.
"Hør her, det rager mig en høstak om hvad Luces mor ville, og hvad hun gjorde. Det eneste jeg teknisk set bekymrer mig om er; At Skammeren går fuldkommen amok, og at Luce bliver skadet. Jeg håber virkelig hun ikke er som dig." Det sidste var lidt skæld ud. Men han havde også fortjent det! "Urox, du er en idiot. Det er hvad du er. En dum, og hjerteløs idiot. Hvis du slår mig ihjel får Luce aldrig en onkel der faktisk kan hjælpe hende med ting som du overhovedet ikke kan. Se på dig selv! Du misbruger kvinder! Du er et dårligt eksempel! Og nej, jeg siger ikke jeg vil have ansvaret for Luce. Jeg siger blot du er et dårligt eksempel, og du skulle tage at..." Han sukkede. "... Skamme dig!" Gabriels krop rystede, og han var i kampstilling hvis nu Urox ville prøve på noget. Desværre var der ikke så meget lys... Urox var stærkest. Men Gabriel havde sine teknikker. "Ingen kan undgå Den Sidste Skammers øjne! Selv ikke dig Urox. Hvis man har evnen til at modstå den har hun et ekstra trick oppe i ærmet. Du kan ikke stå imod at se hende i øjnene , selvom du har skyggerne til at beskytte dig. En dag vil du være svag, og hun vil stå foran dig. Det sværger jeg, broder. Jeg sværger at en dag hvor du er meget svag, og ikke kan beskytte dig selv... Står Skammeren foran dig, griber dig om halsen, og tvinger dig til at se hende i øjnene!" Hans stemme var igen bestemt, og truende. "Hvorfor skulle jeg følge dig? Hvorfor skulle jeg kneppe hver tøs jeg ser? Hvorfor skulle jeg blive en falden engel? Fordi min storebror ville have det. Lyder det ikke lidt... Dumt? Jeg har altid været bange for at blive falden, og det ved du godt! At du tvinger mig til noget jeg er bange for, er ikke fair! Jeg savner den storebror der kunne lide mig som jeg er!" Han trådte et skridt tilbage.

Han vendte sig roligt mod ham. Blikket i hans øjne var rolige og utroligt nok forstående. Skyggerne rundt omkring begyndte langsomt at bevæge sig. De prøvede nærmest at række ud efter ham. Røre ham. Hans blik hvilede direkte imod sin broder. "Tror du jeg har valgt at være sådan her? Gabriel du har aldrig fattet det. Men da jeg blev falden blev jeg rastløs. Jeg kan ikke blive ved en kvinde. Hvis jeg bliver der for længe begynder jeg først ikke at kunne sove. Så vil jeg ikke kunne sidde stille. Og til sidst ville jeg ikke engang kunne stå stille. Jeg vil være i bevægelse resten af mit liv. Jeg ønskede at du ville følge med. Ikke fordi jeg ikke er stolt af at du holder dig på guds sti. Men fordi det er ensomt at være som mig. Jeg har ikke fundet nogle som jeg kan holde mig til. Hverken ven eller familie. Jeg er glad for at have fundet Luce. Men hun har det bedre uden mig. Det ved du." Mørket begyndte langsomt at bevæge sig hen af jorden. Op i hans hånd. Og langsomt dannede skyggerne en korde. Et fransk tyndt sværd. Hvorefter han gik et lille skridt tilbage. Og vendte sig mod hende igen. "Skal vi tage en lille sværdkamp. Bare for gammeldags skyld." Roligt fandt han en korde frem fra bag en klippe og kastede hen imod ham. Og hævede sin korde. "Ligesom dengang du var lille." Hans smil var broderligt og familie. Det var varmt og venligt. Det var ligesom før han blev falden. "Bare for en sidste gang. Inden det virkelige sker."