So Many things to say.. -Nille-

S: Samling af Soul River.
O: Floden, træer og et par enkle bjørneunger som leger nær floden, imens moderen lægger og holder øje med dem.
V: Solskin.
P: Profilbillede.

Måske var det for meget forlangt at han skulle finde sin fortid med det samme, men måske havde han håbet på at han i det mindste ville vide en lille smule om sin mor og far.. Og for den sags skyld om hvem de var og hvad han var, så han ikke skulle gå og tvivle over sin egen race, selvom op til flere havde kaldt ham en engel, selvom han egentlig ikke så meget havde lyst til at tro på det, da han altid havde håbet på at han var en dæmon, eftersom han havde levet det meste af sit liv med en.. Han smilte ved tanken om sin bror, som stadig ikke anede noget som helst om at han var til stede fra fremtiden, han anede kun at den lille ham var der og ikke at den store ham vandrede rundt som det passede ham, men Jacob skulle hellere ikke vide det endnu, der skulle lige gå lidt mere tid.. Han lukkede kort øjnene i og kiggede op imod solen, for at lade de varme stråler fylder hans ansigt med varme, så trækninger i mundvigen udviklede sig til et smil.. Han åbnede dem igen, da han kunne mærke noget nær hans ben. Det var en bjørneunge som kiggede legesygt op på ham, Josh smilede kægt til den og gik videre langs floden uden at tænke over at han snart ville gå den store bjørnemor i møde..

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hvis man så godt efter ville man se en kvinde skikkelse løbe rundt mellem træerne. Men denne gang var det ikke den brune jakke, eller hvide... Denne gang havde hun faktisk en hvid kjole på. Det sorte, og let krøllede hår var frit, og flagrede i vinden mens hun løb. Hun stoppede op. Hun så hen imod floden, og fik øje på en velkendt dreng...
"Josh?" Dæmonen havde mødt ham før. Men... Hun havde jo set Josh ... For... What?! Hun gik langsomt hen imod ham, men stoppede op da hun fik øje på bjørne ungerne. Hendes øjne fulgte langs floden... Og fik øje på bjørnenes mor. Hun fik fat i vinden. Hun manipulerede med vinden så Josh ville flyve mod hende, men lande sikkert bag hende. Hvis han altså ikke gjorde noget der kunne undgå det.

Måske var det noget som alle ville have tænkt nærmere over, at når der var en bjørneunge i nærheden, ville dens mor helt sikkert også være rundt om hjørnet, men Josh havde for travlt med at nyde solskinnet at han slet ikke bemærkede at der rent faktisk lå en mor bjørn lidt længere nede af floden. Josh var dumdristig og kæg, men denne gang havde han egentlig ikke nogen plan om at skulle danse fandango med døden ved at gå hen til en mor bjørn, han havde skam bare ikke set den.
Pludselig kunne han mærke at der var noget som rykkede i ham, så det gav et sæt i ham, men før han kunne nå at stritte imod stod han bag en smuk kvinde i klædt i hvidt, som tydeligvis havde manipuleret med vind for at få ham derhen.
"hey, hvad er meningen?" sagde han forvirret og satte hovedet på skrå.

Nille vendte sig om, og lagde en hånd på hans mund. Hun tyssede. Hun så hen imod bjørnemoren.. Langsomt begyndte hun at puffe til Josh for at få ham væk. Hun førte ham ind til træerne, og tog hånden væk fra hans mund. Hun så på ham med de lysende blå øjne.
"Kan du da slet ikke genkende mig?" Hun vidste ikke hvordan, men på en eller anden måde var Josh blevet ældre... Meget hurtigt.
"Hvad er der sket med dig, Josh?" Hun rynkede panden lidt. "Sidst jeg så dig... Var du... Ja, jeg så dig for nogle dage siden... Du var mindre..." Hun rystede forvirret på hovedet.

Kvinden så nu så bekendt ud.. Det gnavede endnu engang i hans tanker, så han næsten fik lyst til at slå sig selv, bare for at få de gnavende tanker til at gå væk. De lysende blå øjne.. Det hår og den stemme.. Selvfølgelig! Hvor havde han været dum, det var da Nille som stod foran ham og som lige nu tysede på ham, selvom han ikke forstod hvorfor, indtil han fik øje på bjørnemoren som gik og snuste lidt til de dufte som var i luften. Josh lukkede hurtigt sin mund, så det bare lignede en tynd streg, hvor han derefter fulgte med Nille væk fra floden, så bjørnemoren ikke længere ville kunne hører dem. Så snart de var væk, åndede han lettet ud og kørte en hånd igennem det brune hår.
"Nille," sagde han med et smil på læben og et lysende glimt i sine brune øjne. "Jo ser du, det er en lang historie, men den dreng du så er der stadig, men jeg er Josh fra fremtiden,"

Nå, så han genkendte hende! God dreng. Hun sukkede lettet. Selvom hun var vred på Jacob skulel det ikke gå udover Josh. Han havde jo ikke brudt sine løfter... Tanken om det fik et hårdt glimt frem i Nilles øjne, men det forsvandt hurtigt igen.Hun lagde armene over kors, og hovedet på skrå.
"Fra fremtiden?" Hun grinede lavt. Hun rystede på kærligt på hovedet. "Og, det skal jeg ... Lige meget. Hvordan kom du så her til? Ved Jacob det? Ved Jade det?" Hun så trist ned.
Deres navne havde hun sagt hårdt. Det var tydeligt at se, og høre hun var såret... Hun var forvirret. Jacob kyssede med Jade, og Markulius... Var åbenbart stadig forelsket i hende. Hun var lige ved at vælge den der faktisk var loyal. Markulius. Men hun ville først se... se hvad der skete...

Han rystede let på hovedet, hvor han derefter lagde sine arme på kors, som et tegn på at han faktisk frøs en smule, hvorfor vidste han ikke, solen skinnede jo trods alt kraftigt, men han havde bare pludselig en fornemmesle af at han frøs og det var en ubehagelig tanke.
"Jacob ved det ikke, men jeg mødte Jade på en kro og fortalte hende det," fortalte han og kiggede hen på Nille med et skævt smil, da han godt kunne mærke hvordan hun havde det. Som lille havde han ikke forstået en dyt, men nu kunne han godt se hvad det endelig problem var og han ville ønske at han kunne fortælle både hende og Jade hvad der ville ske med Jacob, men bare tanken gav ham gåsehud og han kiggede væk for ikke at vise det. "Jeg ved heller ikke om det er godt at han får det at vide," Det sidste blev sagt med en mumlen..

Nille så ned, og trippede lidt. Selvfølgelig havde jade ikke fortalt jacob det. Som nille ville haft gjort. Hun sukkede, og så hen mod nogle træer til højre for dem.
"Hvordan kom du så her til?" Spurgte hun , og så spørgende på ham. For et eller andet måtte være sket siden han kom hertil? En tanke slog hende. Hvis han kom fra fremtiden... Så vidste han jo hvad der ville ske!
"Hvordan er der i fremtiden?" Uskyldigt spørgsmål. Intet med ' hvad vil der ske med mig?' Det ville hun helst selv finde ud af.

Hvordan han kom hertil var en hemmelighed imellem ham og en meget vis mand, men det gjorde vel ikke noget hvis han bare fortalte hende en lille smule om hvordan han kom til fortiden, der på sin egen måde mindede meget om fremtiden. Han kom jo trods alt kun fra otte år inde i fremtiden..
"Takket være en vis mand, så snart jeg har fundet ud af hvem jeg er, lovede han at jeg nok skulle komme tilbage til min egen tid igen," sagde han og grinte kort, hvor han derefter placerede hænderne bag hovedet som Jacob altid gjorde. "Også snart jeg har fundet ud af hvilken race jeg tilhører," Det sidste blev sagt med en lille mumlen. "Fremtiden? Joh, den minder meget om den her, der er blot små forandringer,"

Nille trippede lidt. Endelig havde hun et spørgsmål hun så gerne ville stille... 'Er Jacob der i fremtiden?' Hun bed sig i underlæben.
"Hvem du er? Du er vel Jacobs lillebror?" Hun rynkede panden lidt, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun rystede kærligt på hovedet da han placerede hænderne bag hovedet som Jacob. Hun så kort væk, inden hun så på Josh igen. "Ved du ikke hvilken race du er?" Hun rystede på hovedet.
"Hvilke forandringer?" Hun så spørgende på ham, og før hun kunne gøre noget ved det... Var spørgsmålet røget ud. "Er Jacob der i fremtiden?"

Han kiggede hen på hende med et stort smil.
"Ja, det er mig Nille, jeg er lille Josh," sagde han og gav sig til at kredse kort om hende, ikke sådan at det var ubehageligt, men bare sådan på en drilsk og sjov måde, som en lillebror der ønskede at drille sin søster. "Jeg kan bevise det," Han stoppede foran hende og smilte en anelse drilsk. "For mange år siden gav du mig en hund Mystic og jeg kan huske at vi fløj på en pegasus og at dig og Jacob reddet mig fra Victoria," Han løftede på hænderne, som havde han lige afsløret et tryllenummer. "Det med at jeg vil vide hvem jeg er betyder at.." Pludselig forsvandt hans smil og han kiggede skamfuldt ned i jorden. "Hvem mine forældre var og hvad jeg er resultatet af.. For.. Jeg har på fornemmeslen at min far var en idiot.. Ham der voldtog kvinderne.." Han sukkede kort, men kiggede op på hende igen, med et smil som var alting helt normalt igen. "Nej, jeg er helt blank om hvad jeg er,"
Spørgsmålet om at Jacob var der i fremtiden, fik ham blot til at smile skævt, da det blot bevidste overfor ham at hun elskede Jacob. "Ja, det er han, bare rolig,"

Det føltes sært. At stå overfor Jacobs lillebror, og Josh lignede en på hendes alder næsten. Men, nu var hun jo også Sjæledæmon nu. Nille smilede skævt, og så på ham.
"Lille Josh... Lille Josh er meget mindre end du er." Hun smilede drillende, og fulgte ham med øjnene da han kredsede om hende. Hun så en anelse trist væk da han nævnte en pegasus... Blackstar. Hvor var den sorte pegasus henne? Hun savnede ham. "Victoria.. Jeg glæder mig til at se hende igen så jeg kan slå hende ihjel." Nille vidste hun kunne gøre det, specielt nu.
Nille bed sig i underlæben over det næste han sagde.
"Josh, du ved jeg kan se dine minder... Jeg kan få glemte minder frem, hvis du lader mig..." Hun kunne ikke afslutte sætningen. Hun så på ham med medlidenhed.
"Du skal nok finde ud af det." Hun smilede skævt. Hun åndede lettet ud over hans svar omkring Jacob. "Gudskelov." Hun så ned. "Ved du om...?" Hun kunne igen ikke afslutte sætningen. Spørgsmålet var nu om han vidste hvad der ville ske med hende og Jacob... Hun så forsigtigt på ham. "Josh, jeg ved ikke om jeg ville kunne lade være med at fortælle dette til Jacob." Hun bed sig i underlæben.

Lille Josh.. Han ville egentlig meget gerne møde denne lille Josh, så han kunne se hvordan han så ud og hvordan han opførede sig. Men, han skulle nok ikke fortælle den lille knægt om at han var ham fra fremtiden, det ville han måske ikke engang selv forstå, så.. Det var nok bedst at lade være med at fortælle ham det. Men Jacob.. Jacob skulle vel have det at vide, de var jo trods alt brødre, så det gjorde vel ikke noget at han fik det at vide.. Han bed sig tøvende i underlæben og kløede sig i nakken, som en reaktion på at han ikke anede hvad han skulle gøre af sig selv.
"Mine minder.." mumlede han og kiggede ned i jorden, rystede let på sit hoved inden han så på hende igen, med et skævt smil og et kækt glimt i det chokoladebrune øjne. "Nej, jeg vil selv finde mine minder, desuden er jeg bange for at hvis jeg ser dem.. At jeg vil komme til at hade mig selv så meget at jeg.." Han slugte sine ord og rystede i stedet igen på sit hoved. " Lige meget," Han kiggede hen på hende igen, med øjnene spærret op. "Altså, ser du jeg.. han må gerne vide det.. tror jeg.. Men.. jeg vil selv gerne helst fortælle ham det.." Han så bedende på hende.

Dette var altså... Ret... Sært. Hun stod, og snakkede med Jacobs lillebror som lignede en på de 15-16 år?! Og hun havde set ham så bette for ikke så lang tid siden?! Nej, nu var det nok! Dette kunne hun ikke holde ud! Hun tog sig til hovedet, og kneb øjnene sammen. Hun trådte vaklende et skridt væk fra ham.
"Jeg ved det godt. Du vil ikke have jeg ser dig i øjnene. Forståeligt." Hun så væk. Hun hadede den evne... Men vidste godt at den aldrig ville forsvinde, og at den var nyttig. Vigtig. Den var vigtig.
"I orden." Hun trådte igen et skridt væk.
Hun så på ham.
"Jeg... Må gå." Gå? Ha! Da hun vendte ryggen til ham begyndte hun at løbe.

Nille virkede pludselig fraværende, hvilket han fandt meget underligt. Hvorfor ønskede hun ikke at blive stående og snakke med ham? Hvorfor løb hun væk fra ham, som var han et monster med skarpe tænder og fråde om munden? Det gav ingen mening for ham.
"Nille! Vent!" råbte han efter hende og satte i løb efter hende, uviden om hvor hun egentlig var på vej hen og om han overhovedet skulle følge efter hende. Trods alt var Nille en person som nogen gange kunne finde på at skifte humør hurtigt, men det forstod han vel også godt.. Han kendte selv alt for godt til det med at skifte humør, med alle de teenage hormoner han havde i sig.. Han løb efter hende og kom op på siden af hende. "Hvorfor løber du?"

Nille løb bare væk. Hun ville væk! Væk fra alt det underlige! Hun ville ikke! Hun var så træt af det hele! Nille hoppede over en væltet træstamme. Hun ville bare væk... Dø... Nej, ikke dø! Hun ville ikke risikere at ende i en eller anden krop igen! Hun stoppede lidt op, men løb så videre. Hun kunne høre Josh råbe efter hende. Men hun ville ikke stoppe. Hun ville videre... Løbe... Bare væk... Fra det hele... Alt det underlige... Fra sig selv... Fra sine fjender...
"Det er lige meget!" Hvæsede hun, og så på ham da han nåede op på siden af hende. Vreden var tydelig i hendes øjne, men det var ikke rettet mod ham. "Bare... Lad mig være!" Hun stoppede op. Hun havde den ide at han bare ville løbe efter hende igen hvis hun fortsatte... Så hun gik den modsatte vej.

Lade hende være.. Det fik ham straks til at stoppe op og bare kigge efter hende, da hun løb den anden vej, eller gik hurtigt. Det forvirrede ham meget, men straks så han det som sin skyld og kiggede ned i jorden, imens hans næver var knyttet hårdt sammen. Selvfølgelig, hvorfor havde han troet at han kunne snakke med hende, der var ingen som han kunne snakke med. Enden så ville de ikke lytte eller så fandt de ham som en fjende, og nægtede at snakke med ham, hvilket efterlod ham alene. Han undslap et suk, lagde sine arme på kors med smerte i sine øjne. Hvis man kiggede efter ville man se at øjnene lyste svagt..
"Jeg skal nok lade dig være," hviskede han, inden han vendte ryggen til hende og gik den modsatte vej som hende. Den vrede i hendes øjne.. Den var ikke til at tage fejl af..

*Slap af, Nille... Slap af...* Hun lukkede øjnene. Hun støttede sig op af et træ. Hun kunne mærke hvordan hendes øjne blev sorte, og så blå... Sorte, blå, sorte, blå. Det skiftede. Det blev ved... Det udmattede hende så utroligt meget på så kort tid. Hun trak efter vejret, men det var svært. Det var nærmest stødende.
"Nej, vent." Hendes stemme var svag, og lav. Om han kunne høre hende vidste hun ikke. Hun åbnede øjnene, men lukkede dem hurtigt igen. Hun nærmest gled ned og sidde.
"Josh.." Det føltes som om hun faldt ned i et sort hul. Hun var besvimet.

vente? Skulle han vente, hvorfor? Ville hun skælde ham mere ud eller noget i den stil? Han vendte sig om imod hende, kiggede forvirret på hende, men var hurtigt henne ved hende, så snart hun faldt imod jorden. Han nåede lige at gribe hende, inden hun ramte den hårde jord. Forsigtigt løftede han hende op i sine arme og begyndte at gå sin vej, hen imod en kro, hvor han forhåbenlig kunne få et værelse til dem. Han bestilte et værelse, skyndte sig op på det og lagde Nille forsigtigt ned på sengen. Han skulle passe ordentlig på hende, trods alt var hun kæreste til hans bror..
Et enkelt suk blev undsluppet, inden han satte sig ved siden af hende og kiggede frem for sig, med sit hoved hvilende i sine hænder.. Hvad skulle han lige gøre? Hun var besvimmet.. Han lukkede sine øjne i og drømte om.. ja.. Hvad drømte han egentlig om?..

"Nille!" Råbte Rebecca, dæmonen, og så op. "Hvad laver du her?" Rebeccas blå øjne borede sig ind i Nilles. Nille så sig omkring. Der var mørke ved Rebeccas side, men lys ved Nilles. Hun så på Rebecca.
"Det ved jeg ikke!" Snerrede Nille og trådte tilbage. "Gå!" Råbte Rebecca, og rejste sig op. Nille vendte om, og løb... Men faldt ned i et sort hul, igen.

Hun slog øjnene op, og så rundt. En skov? Yay!! Hun elskede skove! Hun gik længere ind i skoven, og smilede for sig selv. Hun begyndte at løbe. Indtil hun faldt over en rod. Hun så op. "Mormor?" Hun faldt, igen. Før hun kunne nå at sige noget til sin mormor, eller mormoren kunne sige noget til hende.

Hun satte sig brat op i sengen, og så rundt.
"Josh!" Hun rejste sig op, og ruskede i ham.
"Vågn op!"

Han kunne ikke rigtig se noget for sig.. Der var mørke over alt.. Hvad pokker var det for en drøm? Der var ikke andet end mørke, som havde han aldrig eksisteret, aldrig blevet de 17 år gammel.. Vent.. Var han død? Var lille Josh død? For, så ville de jo sige at han også var død. Men, han ville ikke dø, der var så meget han ikke havde oplevet endnu! Det kunne de ikke mene! Pludselig var der noget som ruskede i ham, så han vågnede op med det samme og kiggede forvirret rundt. Til sin overraskelse mødte hans Nille beroligende ansigt..
"Hej Nille," sagde han og gned sine øjne. "Hvad så? Hvad er der los?" Han kiggede spørgende på hende med sine chokoladebrune øjne. Det var heldigt at hun havde det godt, eller.. Havde hun egentlig det?

Hvad så?! Ej nu...! Hun var ved at gå lidt amok over ham. Hun sukkede lavt, og satte sig tungt på sengekanten. Hun gemte ansigtet i hænderne, men masserede så sine tindinger. Hun lukkede øjnene, prøvede at slappe af, og ikke angribe den nærmeste... I dette tilfælde var Josh den nærmeste. Hun åbnede øjnene, og så på ham.
"Hvad er der med dig og Jacob der gør at jeg altid får lyst til at rive mit hoved af?" Hendes stemme havde lidt en drillende tone. Hun smilede svagt, og så på ham.
"Undskyld for før, jeg ville ikke.. Det var min evne der ville frem." Sagde hun, og så undskyldende på ham. "Men tak for at bringe mig herhen."
Hun rynkede lidt på panden.
"Josh?"

Han kunne endnu engang se på Nille, at hun var ved at ekslodere, lade sit bærer blive overfyldt. Så, uden hun bemærkede det, rykkede han få centimeter væk fra hende, da han ikke var helt sikker på om hun kunne finde på at angribe ham. Det var jo Jacob som kendte hende ud og ind, ikke ham.. Han vidste selvfølgelig meget om hende, men når det angik hendes opførsel, var han ligeså usikker som hvis nogen bad ham om at gå på line over en kløft. Da han kunne hører den drilske undertone, smilte han kækt og kunne mærke hvordan han langsomt faldt til ro igen.
"Det ved jeg ikke, måske fordi vi giver der så meget at tænke over?" sagde han drilsk, for derefter at kigge rundt i værelset, inden han kiggede på hende igen. "Det er i orden Nille, jeg blev vel bare.. Nej, det ligemeget," Han rystede på hovedet og løftede på et øjenbryn, da hun sagde hans navn med en spørgende klang i sin stemme. "Ja?"

Hun skulle bare slappe lidt af. Så var det ovre. Hun sad på sengekanten, og så først tomt ned på gulvet. Hun brød sig ikke om det der foregik inde i hende. Der var en forsamling af raseri, vrede, og hævntørst. Det var fanget inde i hende, men det var ved at blive løsladt. Derfor skulle man nu passe på, for når Nille var... Vred. Skulle man løbe. Hun var ikke... Særlig... Ja, det var svært t forklare.
"Måske, men ellers er det nok bare fordi i er sådan nogle sære drenge." Sagde hun drillende, og smilede skævt. "Bare hvad?" Hun så spørgende på ham.
"Du kan altid snakke med mig, Josh. Er der noget der plager dig?" Han virkede som om der var noget galt.

Sære drenge? jah, det kunne hun vel have ret i. De var ret så sære, det ville han skam gerne indrømme. Men, i det mindste kaldte hun ham ikke en fejl.. Det var et ord som han bestemt ikke havde lyst til at hører, aldrig nogen sinde.. Men, så var der selvfølgelig også de ord som man ønskede at hører.. Eller.. En sætning.. Josh rystede på hovedet, det skulle han ikke tænke på nu, mon ikke at det ville komme en eller anden dag, eller så kom det aldrig. Josh sukkede, for derefter at skjule det bag en facade og smilte drilsk til Nille. "Ja da, vi er da sære," Han himlede med øjnene, for at demonstrere, men blev alvorlig så snart hun spurgte om der var noget som plagede ham. "Ja.. Der er meget som plager mig.. Men, det skal du ikke tænke på.. Det er bare om min fortid osv.."