æh hva så //Matic//

Sted: parken
Tid: 11:30
Vejr: varmt solskin
årstid: sommer
Omegn: folk og en lille legeplads

Det var en varm sommer dag. Fuglene kvidrede og solen skinnede. Det var det perfekte vejr til at gå en tur i, som mange mennesker også havde gjort. Shar var en af mange som nød det gode vejr. Hun havde besluttet sig for at gå over i parken med sin tvillingebror Sharmarke. Han luntede lige så stille i hælende på hende. Da de kom til parken, så Sharmarke op på Shar. *Skal vi der ind? Der er jo så mange der inde* klagede han. Shar sukkede af hans brok. ”ja, vi skal der ind.” sagde hun, og begyndte at gå ind i parken. *Hvorfor?* blev han ved. Shar trak på skuldrende og fortsatte med at gå uden at kigge ned på ham.

Matic kom løbende gennem skoven som han gerne gjorde når vejret var til det. Han elskede at bruge tid på at løbe og styrke hans krop. Specielt når han kunne gøre det så hårdt at han nærmest blev høj af det. Han elskede den følelse. Det mindede ham om noget men han vidste ikke rigtigt hvad det helt præcist var...

Han kom løbende med langsomme skridt i parken men han steg ganske hurtigt i fart, inden han pludseligt snublede lige så lang han var, og han gled hen af grustien. Han rejste sig vaklende op.

Shar var ikk nået så langt ind i parken, da hun så en dreng løbe. Hun smilede til sig selv *sikkert bare en som er ude og løbe en lille tur. Intet interrasant der* hørte hun Sharmarke sige, og hun så kort ned på ham. Da hun så tilbage på den løbende dreng, så hun at hav var faldet over noget, så hun ilede over til ham. ”Er du okey min ven?” spurgte hun med en bekymret stemme.

''Ja ja der er ikke sket noget...''

Hans stemme lød underlig da han havde slået hans læber så de var hævet og han derfor ikke kunne tale ordentligt. han smilede roligt og forsigtigt til hende, med det grimme ansigt. Hans øje var også slået og hans næse blødte...

''Jeg er helt okay.''

Shar så på ham med et tvivlende blik. Han linede ikk en som havde det fint. ”Du ser ellers ikk sådan ud” sagde Shar med en bekymrende tone. ”Du bløder jo” hun rakte forsigtigt sin ene hånd frem mod ham for at tørre noget af blodet væk fra hans ansigt. *Han sagde jo at han havde det fint, kom nu. Lad os bare gå* sagde Sharmarke og hev hende i buksebenet med sine tænder, men Shar tog sig ikk det fjerneste af ham. Man kunne da ikk bare efterlade folk der blødte. Hun fik tøret det værste væk fra hans ansigt og spurgte igen. ”Du er helt sikker på at du er okey?”

''Nååå jamen det gå vel over?''

Han smilede bare venligt til hende mens han kiggede ned af sig selv. Han ahvde også slået sine knæ som han blødte fra. Han sendte hende et stille og roligt smil, han vidste ikke hvad han skulle svare.

''Jaaa daaa...''

Det blev lidt udtrukketn da han faldt om mens han sagde det.

Shar så bekymret på ham, og skyndte sig at gribe ham da hans ben gav efter. Han var tydligvis ikk Okey som ham ellers postod. Hun så ned på ham, og fik ham forsigtigt ned at ligge på gruset. hun var ikk vant til en situation som denne, så hun havde ingen anelse om hvad hun skulle stille op med ham. hun bed sig en smule irriteret i læben, og så sig desperat om efter nogle som måske kunne hjælpe hende, men ingen var i nærheden. hun sukkede opgivende og rettede så sin opmærksomhed mod den skadede dreng igen.

//undskyld hvis det ikk blev så godt, men sidder og skriver. det på mobil.//

''Jeg kan godt gå...''

Han fik sig hevet op at stå men landede så ret hurtigt på hans røv igen. Han smilede roligt til hende inden han så lagde sig ned igen. Han virkede ikke til at tage sig af det med hans sår i hovedet og skader, men han kunne ikke rigtigt mærke dem alligevel...

''Hvorfor pylrer du sådan om mig?''

Han så undrende på hende. Han forstod hende ikke rigtigt, men det var da op til hende at gøre det.

Shar rystede på hovedet. ”nej du kan ej, det beviste du før” Shar så en smule tænksom ud, men trak så bare på skuldrende. ”Det ligger vist bare til mig, gætter jeg på. Hvis nogle har brug for hjælp kan jeg ikk lade vær med at hjælpe.” hun bed sig let i læben, og vidste ikk rigtig hvad hun ellers skulle sige. Var der overhovedet noget at sige?

''Jamen jeg kan godt nu! Bare se...''

Han begyndte at gå og han nåede at gå hele 5 meter inden han så faldt om endnu engang og han måtte hvist bare indse at han ikke kunne gå mere. Han kiggede roligt på hende.

''Okay jeg kan ikke gå mere...''

Han sukkede ganske stille og irriteret over sig selv fordi han ikke kunne gå. Han kiggede på hende og han var da glad for at hun ville hjælpe ham.

''tak...''

Hun så noget tvivlende på ham da han sagde at han sagtens kunne nu, men lod ham dog alligevel prøve. Hun gik lige ved siden af ham, og hun måtte da gi ham, at han kunne komme hele 5 meter. Hun greb ham hurtigt da hans ben igen gav efter, så han ikke ville slå sig da han landede. Hun rystede på hovedet af ham. Mænd altså. De er altid så stedlige. Hun fik ham forsigtig ned og side på jorden.

Sharmarke var ikke spor begejstret for at Shar hjalp denne dreng. Han begyndte at knurre af ham, og gik truende over mod ham. shar tog sig ikke det fjerneste af Sharmarke, hendes opmærksomhed lå på drengen, men hvis Sharmarke skulle komme for tæt på, skulle hun nok standse ham. ”Tag dig endelig ikke af Sharmarke, han tror bare at han kan bestemme alt, men i sidste ende gør han ikke noget” shar sendte Sharmarke en tanke. *stop så med det der, der går længere tid her, hvis du bliver ved med det der.* Sharmarke stoppede med at knurre, og gik væk der fra. *Fint nok, men jeg hjælper dig ikke hvis han gør dig noget så.* han stak nærmest snuden i sky, og gik ind i krattet. Shar smilede bare ad ham, for hun vidste godt, at han i sidste ende altid ville hjælpe hende, og omvendt.