I don't need you! - (Matic)

S: Firewood village
T:sen aften
V:overskyet
O: huse


Ziva kravlede nærmest imod kroen, for hun havde bare brug for at slappe af, så hun havde tænkt sig at leje et værelse, for så kunne hun måske godt fortsætte turen hjem ad næste dag. Hun måtte dog stoppe op og læne sig op ad en hus mur.
Hun blødte forskellige steder fra kroppen og hun havde nok forstuet foden, vis ikke brækket den. Hun var virkelig heldig at være i live efter det her, for den jagt hun havde været på var gået helt galt, hun havde helt fejl bedømt den fyr hun skulle fange og hun var blevet opdaget af ham, hun avr heldig at han var blevet bange for et eller andet og var stukket af, lige før han ville slå hende ihjel, men hvad han var blevet bange for anede hun ikke.
Hun sukkede kort lidt og lukkede øjnene, mens hun prøvede at samle kræfterne til at fortsætte imod kroen, hvad i alverden hun skulle sige til sin far anede hun ikke, for han ville da ikek tro på hun havde lavet noget arbejde for en ven, vis hun kom hjem og så sådan ud, han ville nok bare blive rasende og straffe hende på en eller anden måde.
Hun åbnede øjnene igen og så rundt, det var rart med den kølige vind for det var som om den lindrede smerten fra hendes krop, så vis hun bare stod lidt, ville hun måske godt kunne fortsætte det sidste stykke imod kroen.
Hun spyttede lidt blod ud før hun tog sig sammen og fjernede sig fra væggen og gav sig til at fortsætte imod kroen, men hun væltede om til sidst af smerter. Hun kom op at sidde og sad bare og så ned i jorden, for det kunen da ikke være rigtig hun ikke kunne gå de sidste meter. Hun sukkede bare over sig selv, men valgte at blive siddende lidt endnu.

matic var selv inde i kroen, men var egentligt nået dertil hvor han havde fået noget at spise og ville nu til at hjem, så han gik ud af kroen, hvor han så hørte lyden af nogen der faldt. Han vendte sig mod lyden og så en kvinde der fik sig hevet op og sidde.

''Undskyld, men du ligner en der kunne bruge en hånd?''

Han gik hen til hende, og rakte en hånd ned til hende, så kunne hun vælge at tage imod eller lade være, han ventede på at hun ville tage hånden.

''Kom nu, jeg har ikke tænkt mig at gøre andet end at tage dig her på kroen, for dig op på et værelse og om nødvendigt hjælpe dig med at få forbundet nogle af dine sår."

Han sendte hende et venligt og forsigtigt smil, hvorefter han bare hev hende op, og svang hendes ene arm om hans skulder hvis hun ikke stoppede ham.

Ziva kastede blikket op der rakte hånden ned til hende. Hun så nu lidt mistroisk på hans hånd og hun vidste ikke helt om hun gad tage imod den, for var der noget hun hade var det at føle sig svag. Hun tog dog forsigtigt og modvilligt imod den og lod sig hive op på benene, hun skar dog en grimasse da det gjorde virkelig ondt.
Hun prøvede da så snart hun kom på benene at skubeb sig lidt væk fra ham.
"Tak men jeg har ikke brug for din hjælp, jeg kan sagtens selv"Sagde hun stædigt, men så snart hun havde skubbet sig helt væk fra ham, fandt hun hurtigt ud af at det gjorde for ondt at støtte på fode og væltede ned at sidde igen. Hun gav kort et lille smertene støn fra sig som hun væltede ned at sidde igen. Hun sukkede irriteret og så lidt hen på fyrens sko, for hun ville ikek se op på ham, og så kiggede hun mest på hans sko for at se om han var gået, hvilket hun håbede på.

Han rystede på hovedet af hende, da hun væltede ned igen, og han satte sig på hug foran hende, fordi han ville lade hende få et valg nu, enten lod hun ham støtte hende eller også havde han tænkt sig at bære hende.

''Hør her, enten støtter jeg dig ind på kroen og op på et værelse, eller også så bærer jeg dig op på et værelse, hvad skal det være?''

Han så på hende, og han lod hende ikke tænke så meget før han igen hev hende op at stå, og igen lagde hendes ene arm om hans skulder for at se om hun nu ville lade ham støtte hende, og hvis hun gjorde begyndte han at gå. Han så på hende.

''Du må være ret stærk siden du slap væk fra problemerne uden at være død?''

Hun lod, blikket glide helt op på ham, da han snakkede til hende og hun skulel lige til at hun slet ikke vilel havde hans hjælp, men nåde det aldrig før han havde hevet hend eop på benene. Hun sukkede bare kort, da han bare hev hende op, men valgte bare at lade ham støtte hende, for hellere det ind han bare hende, for så ville hun bare føle sig svagere ind hun var i forvejen.
Hun skar en grimasse mens de gik, for det gjorde vanvittig ondt syntes hun.

"Stærk, ville jeg nu ikke sige mere bare virkelig heldig, for var der ikek noget der havde skræmt den fyr væk havde jeg været død nu"Sagde hun bare og så bare frem, hun vilel ikke rigtig se på fyren.
"Hvorfor gider du overhovedet hjælpe, du kender mig jo ikek og nu for du blod på tøjet?"spurgte hun lidt efter, dog stadig uden at se på ham.

Han blev overrasket over hvor fjendtlig hun virkede, men han var sikker på det var fordi hun ikke brød sig om at få hjælp, hun ville være den stærkeste, og han så på hende da hun fortalte om hvordan hun var sluppet levende fra hvad end hun havde lavet.

''Så har du været stærk nok til at overleve længe nok, så han kunne blive skræmt væk.''

Han hjalp hende indenfor i kroen, og på vej forbi disken smed han nogle mønter og fik stukket en nøgle i hånden samt en lille kasse med noget førstehjælpsgrej. Han hjalp hende så ind på et værelse.

''Jeg hjælper fordi jeg kan og du har brug for at nogen giver dig en hånd. Og hvis blodet bliver for meget må jeg jo vaske det. Hvilket minder mig om, hvor er du skadet henne?''

Han så på hende med et stille og venligt smil.

Ziva valgte bare at lade være med at sige noget til det han sagde, for hun orkede virkelig ikke at diskutere det med ham, for det ville nok bare gå mere galt.

Hun så på ham da han betalte, for det va rhun ikke særlig vild med at han skulle gøre. "Jeg kan altså godt selv betale for mit ophold"hendes stemme var svagt irriteret, men hun hade bare at få hjælp fra andre, for hun havde hellere ikke rigtig fundet nogen hun kunne stole på, for de fleste vendte jo altid en ryggen, så hun ville helst havde folk bare lod hende være i fred.

Hun forstod ikke hans venlighed overhovedet, for hun laved ejo ikke andet ind at afvise ham, heletiden og skubbe ham væk fra sig og sådan. så snart de kom ind på værelset skubbede hun ham væk fra sig og lod sig vælte ned på sengen. "Lidt over dte hele, men det er lige meget jeg kan godt ordne mig selv, som sagt jeg har ikke brug for hjælp" hun vodste godt at hun virkelig havde brug for hjælp, men hun prøvede at bilde sig selv ind at hun sagtens kunne selv.

Han kiggede på hende da hun sagde at hun sagtens kunne beale og han grinede lidt af hende, og han havde da også regnet med at hun ville gengælde hans venlighed når hun engang var frisk, det gik bare hurtigere for ham at betale istedet for at hun skulle til at rode efter hendes penge. Han smilede igen.

''Bare rolig, hvis du har behov for det når du er frisk, skal du nok få lov til at gøre gengæld.''

Han smilede, og han nikkede og rystede på hovedet af det da hun sagde at hun ikke havde brug for hjælp med hendes skader, og han tænkte om det måske fordi tanken om at skulle smide noget af hendes tøj skræmte hende, og han satte sig ved siden af hende.

''Hvorfor ikke lader mig hjælpe med dine sår? Er det fordi du ikke bryder dig om at skulle tage lidt tøj af?''

Ziva så på ham. "Gengæld ? du er da ikke udsat for fare er du vel?"spurgte hun bare lidt forvirret, for han virkede som en der nu havde det meget godt, ellers ville han nok ikke gide bruge sin skrudt og tid på at hjælpe en, der på ingen måde ønskede hans hjælp.
Hun rystede på hoevdet ved hans spørgsmål. "Nej da, jeg er van til at skulle smide tøjet, vis ikke jeg vil havde det ødelagt, da jeg er shapeshifter, jeg har bare ikke behov for din hjælp, jeg kan sagtens klare tingene selv, for det har jeg altid gjort, så jeg kan ikke se hvorfor jeg pludselig skulle havde hjælpe bare fordi jeg har fået nogle skræmmer."
Hun vidste godt at det hun sagde med ikek at havde brug for hjælp ikke passede, men det var bare meget nemmere ikke at skulle havde hjælp af nogen, for han endte sikekrt bare med at vilel havde et eller andet vanvittigt, som gengæld, eller at bruge hende til at jagte folk han havde, for det var altid sådanne ting, folk hjalp aldirg bare for at hjælpe, det havde hun i hevrtfald aldrig oplevet at de gjorde.

''Ja HVad end du mener jeg fortjener når du er frisk, jeg hjælper dig fordi jeg kan undvære tid, og kræfter og sågar penge, så kan jeg lige så godt hjælpe nogen jo.''

Han var meget meget godtroende, og troede altid på det bedste i folk, han havde derfor også være i nogle problemer et par gange. Han smilede roligt til hende, og først så han lidt chokeret ud over det hun sagde med tøjet men han smilede så da hun forklarede.

''Jamen hør så her, du kommer til at få min hjælp, du mister jo intet ved at få min hjælp. Så tag dit tøj af så jeg kan rense og forbinde de sår du ikke selv kan klare.''

Han smilede roligt, og vendte ryggen til hende og gik ind i et lille kammer der hørte til hvor der stod to små kar med vand, han tog dem begge med ind i værelset, og smed hans skjorte i den ene, og begyndte at vaske den.

''Kom nu jeg går ikke før jeg har hjulpet dig.''

Hun så på ham ved det hans sagde, for det havde hun hørt masser af gange før også som lille, heldigvis var der ikek rigtig nogen der vilel havde seksuelle tjenester, jo en engang for et år siden, men han havde hun heldigvis nemt kunnet overvinde ham. Men de tjenester folk havde bedt som havde somregl altid været rimlig farlige, men det var altid nogle at vis hun sagde nej ville de slå hende ihjel eller sådan.

Hun sukkede ved det han sagde med, at hun vilel få hans hjælp, for jo hun kune nemt miste noget ved at hjælpe ham. Hun bed sig i læben og sukkede bare, som han gik ud af rummet. Hun så lidt ned af sig selv og på det brune lædertrøj hun havde på før hun lidt tøvene tog i snørren der holdte overdelen fast og spændte den op og trak, den af så hun sad i bh og bukser, bukserne skulle hun nok også havde af, for hunhavde også fået nogle grimme sår på benene, lige sm hun havde på overkroppen, ja hun havde virkelig fået slag.
Hun var ike bange for at smide det meste af tøjet, det var mere det at det gjorde så ondt at tage det af. Hun bed tænderne sammen som hun lige så stille begyndte at tage bukserne af.

HAn smilede blidt til hende som han kunne se hun havde smidt trøjen, og det var altid noget, han smilede forsigtigt til hende, og han kiggede over hendes overkrop for a se hvor mange og hvor store sår hun havde, og han tog så hendes trøje og smed den i det lille kar med hans skjorte.

''Okay Bid sammen, og strak benene.''

Han smilede som han sagde det, og han satte sig så på huk og hjalp hende med hurtigt at få bukserne, så det ikke ville gøre særligt ondt for hende, og lige som alt det andet tøj lagde han dem i blød også, og han smilede bare roligt til hende.

''Det er noget af et lag tæsk du har fået dig, tror du at du kan vaske din overkrop selv? i hvert fald mave og bryst?''

Han rakte hende en klud fra det andet fad som han ikke blødte tøj op i, og tog selv en, så han kunne vaske hendes ben. Han var meget forsigtig fordi hun havde jo en del sår, og han ville ikke gøre mere ondt på hende end det ville være nødvendigt.

"Må jeg få dit navn?"

Hun så på ham, da han ville hjælpe hende af med bukserne, hun valgte denne gang bare at høre efter og hun strakte benene og bed tænderne godt sammen, og lod en smertene lyd glide ud mellem læberne, som han trak dem af, for det gjorde altså rigtig ondt.

Hun fulgte ham med øjnene som han lagd ehendes tøj i blød og hun nikkede bare til det han sagde. "Ja jeg havd ejo som sagt, sagtens kunne klare det hele selv."sagde hun bare og tog imod kluden og gav sig forsigtigt til at vaske sig på mave og bryst.
Hun så så på ham som han vaskede hendes ben og hun gjorde alt, for at ignorre smerten. "Forresten du skal ikke tro at bare fordi du hjælper, mig at du kan bruge mig til at sende efter folk du ikek kan lide eller stjæle ting for dig eller niget og du kan vlre hundred procent sikker på at jeg ikke går i seng med dig, og jeg kan godt sige dig vis du prøver at få mig til nogle af de ting ellere lignene er du en død mand, for jeg gider ikke dem mere der hjælper og så tror man gør alt for dem bag efter, for det gør jeg ikke, for vis det er sådan kan jeg sagtens klare det selv"sagde hun meget bestemt, ogd et var tydeligt hun mente hvad hun sagde.

Han smilede undskyldende til hende da hun pev en smule fordi det gjorde ondt, og han kiggede op på hende og kunne ikke lade være med at grine en smule af det hun sagde med hvad han skulle forvente at hun med garati ikke ville gøre for ham, og han grinede tydeligvis fordi han fandt ideen om at bede om den slags morsomt.

''Som sagt jeg forventer du belønner mig hvis du mener jeg fortjener din venlighed. Jeg vil ikke bede dig om noget!''

Han smilede roligt til hende, og han tog den lille kasse han havde haft med op, og fandt nogle salver og forbindinger frem, og smørrede salven ud på de større sår og forbandt dem, det ville danne en kage så der ikke kom blod ud længere. Han så på hende.

''Jeg hedder Matic forresten... Kan du vaske din ryg selv eller skal jeg hjælpe med den?''

Han var en meget rolig person, og selvom han ikke ville lade hende klare det selv, ville han sagtens lade hende klare de ting hun selv kunne.

Ziva så på ham, en smugle mistroisk ved det han sagde og hun bed sig kort i læben. "Tja det er der bare så mange der også har sagt og jeg er tit blevet tvunget til at lave et eller andet lort, fra folk, men kun dem jeg ikke selv har kunnet klare."sagde hun bare og lod ham smøre salve på hendes sår og forbinde dem.
Hun havd elidt opgivet på en måde at få ham til at lade være med at hjælpe, for han gjorde det jo uanset hvad.
"Ziva"svarede hun bare og prøvede at se om hun ville kunne røre sin ryg ordenligt, men hun måtte hurtigt opgive. "Nej det gør for ondt". Hun så lidt ned for hun var virkelig ikke tilfreds med at være så hjælpeløs sammen med en fremmed, selv om han virkede meget venlig, og så var han nu også virkelig pæn og lækker efter hendes mening, men det ville aldrig være noget hun ville indrømme.

''Ja jeg kan nok ikke overbevise dig om at jeg ikke vil kræve noget, men det vil jeg virkeligt ikke, der er ting du har nævnt som jeg ikke ville have noget imod, men det ville kun ske fordi du ville have lyst til det.''

Han smilede bare venligt til hende, og da hun fortalte sit navn og at hun ikke kunne nå sin ryg, smilede han bare igen og nikkede. Han satte sig på knæ bag hende, og skubbede meget forsigtigt på hendes ryg så hun sad lidt foroverbøjet og han vaskede så hendes ryg langsomt og meget forsigtigt. Han smilede roligt til hende.

''Din ryg er heldigvis ikke så slem... Men du har nogle slemme skader andre steder.''

Han satte sig foran hende, og tog noget af salven og smutte på et stort sår lige under hendes ene bryst, og et så på den ene side af hendes talje, og hans forbandt dem så. Han smilede til hende.

''Ziva er lidt specielt, nogen særlig betydning?''

Han tog så sin undertrøje af så han kunne få den blødt af også da den også var blevet en smule blodig. Han smilede forsigtigt til hende. Han begyndte så at gnubbe tøjet i baljen for at få så meget blod ud af det som det var ham muligt.

''Du burde nok ligge dig og sove''

Hun så på ham. "Så som hvad?"spurgte hun bare. Hun havde lidt på fornemmelsen, havd det kunne være, men man kunne jo aldrig vide, for måske tog hun helt fejl. Hun så på ham og ventede en smugle nysgerrigt på hans svar, for på den måde kunne hun vel også finde lidt ud af hvad han var for en person.
"Ja men jeg faldt også ned på ryggen underslås kampen, så det var den han havde mindst adgang til"Sagde hun bare.
Hun skulle kort lige til at skube hans hånd væk, men da hun så det bare var for at smørre salve på et sår, lod hun ham bare, for først havde hun troedet at hans hånd var på vej imod hendes bryst i stedet, men hun havde da heldigvis taget fejl, for hun var godt nok blevet tosset vis han bare havde taget på hende.

"Tja det betyder vidst lys i mørket, mener jeg nok."Sagde hun og sendte ham for første gang et lille smil, for han var ikke så slem, lige nu som hun havde frygtet, men man kunne aldrig vide, for hun havde lært meget hurtigt at man ikek kunen stole på folk, hvilket også havde gjort at hun meget hurtigt fandt ud af at det var en god ting, at sno folk om sin lillefinger, hvilket hun havde brugt langtid på at lære.
Hun betragtede ham som han tog undertrøjen af og havde faktisk aldrig rigtig set en fyr i bar overkrop ud over sin far, så hun fangede sig selv i enlig bare at stirre på ham, men hun så væk ved dte han sagde.
"måske kom det bare fra hende.

''Hmmm jeg kan fortælle det ved at sige at jeg finder dig interessant, og smuk.''

Han smilede forsigtigt til hende, og han så godt hvordan hun var ved at reagere da han smurte hendes sår ind nær brystet, hun var vidst ret bange for at han ville gøre noget ved hende i den stil, og han smilede forsigtigt til hende, og meget venligt endda.

''Bare rolig Ziva, jeg gør ikke noget... Og jeg er sikker på at du som person passer godt til dit navn så hvis det er dens betydning''

Han smilede roligt, og han trak den lænestol der stod på værelset hen ved siden af sengen og han satte sig i den, han satte sg til rette som for at sove.

''Altså jeg falder mok i søvn inden alt for længe alligevel, og jo før du sover jo før er du frisk.''

Han grinede lidt, og forventede at hun ville ligge sig ned.

Hun mærkede lidt varmen, komme frem i kinderne, ved det han sagde, hvilket irriterende hende, for det var sikkert bare noget han sagde uden at mene det, men hun kunne da ikke lade være med at syntes det var lidt rart at høre at han syntes sådan om hende.

"Okay"sagde hun bare stille og betragtede ham som han satte sig ned i lænestolen og nikkede til det næste han sagde.
Hun sukkede kort før hun stille lidt modvilligt lagde sig ne di sengen og trak dynen over sig. Hun vidste ikke helt om det var smart at ligge sig til at sove, med en fremmet fyr på værelset, men hun valgte at stole nok på ham til at tro han ikek ville røre hende og hun lod stille bare øjnene glide i mens, hun prøvede at fald ei søvn og det lykkes for hende til sidst.

Han smilede roligt til hende da hun endeligt lagde sig ned i sengen, og han kunne ikke gøre andet end at blive siddende fordi han ville ikke ligge sig fordi han ville have at hun skulle føle sig tryg istedet. Han blev derfor siddende i stolen indtil han faldt i søvn lidt efter hende.

Han vågnede den næste morgen efter at have sovet i nogle virkeligt dårlige og akavede stillinger så hans ryg og nakke gjorde virkeligt ondt, men han rejste sig op, tog tøjet ud af karret og gnubbede det lidt mere vred det så, og hang det så til tøre ud af det ene vindue. Han smilede blidt da han kom tilbage igen ind på værelset, først nu tjekkede han faktisk efter om hun stadig var der, han håbede det virkeligt. og hvis hun ikke var skredet, tog han en kåbe på og gik ned og hentede noget morgenmad, og han gik op med det og vækkede hende så.

Ziva vågnede svagt første gang, ved at han rejse sig fra stolen, men faldt bare i søvn igen, for hun havde sovet forfærdeligt så hun var stadig virkelig træt. for hun havde haft så mange smerter at hun umugligt havde kunnet sove godt.

Hun åbnede dog øjnene forsigtigt da han kom op og vækkede hende og hun så sig omkring og hun skar lidt en grimasse af smerte, før hun kasted eblikket hen på ham, som han stod med noget morgen mad, hun regnede lidt med det var noget han havde taget med op til sig selv.
"Godmorgen"sagd ehun stille og fik forsigtigt sat sig op og pev en del som hun kom om at sidde, for hun havde stadig virkelig ondt, men okay det var også kun en dag siden nu at hun var blevet gennem banket af en mand, så det var vel forståeligt. Hun gned søvnen ud af øjnene og gabte kort, før hun så på ham igen.

Han smilede venligt og blidt til hende, og da hun fik sig sat op og hun virkede vågen, satte han sig op ved siden af hende, og satte så morgenmaden ned så det stod midt imellem dem. Han smilede roligt til hende, og han tog så selv lidt af det der var, det var bare bød smør og ost, men det var bedre end ingenting. Han smilede forsigtigt til hende.

''tag noget Ziva, det smager godt og mætter en del.''

Han betragtede ehnde roligt, mens han spiste lidt. Han havde faktisk aldrig fået spurgt ind til hvorfor det var hun var kommet sådan til skade. Han kiggede så på hende roligt, sank det mad han lige havde taget i munden, og spurgte hende så om det.

''Hvad skete der egentligt siden du pludseligt blev banket af den mand der valgte at give dig et lag tæsk?''

han smilede forsigtigt. Han havde smidt kåben inden han havde sat sig.

Hun kastede blikket hen på maden, før hun tog noget efter det han havde sagt. Hun tog lidt mad og tog en bid af det.
Hun så lidt ned ved hans spørgsmål. for hun anede ikke om det var en smart ide at fortælle ham det, for måske var det bare bedst vis hun løj. Hun sad lidt og tænkte, før hun bare besluttede sig for hun lige så godt kunne tale sandt eller bare fortælle noget af sandheden.
"Jeg blev opdaget da jeg skulle slå ham ihjel, så han blev gal og gav mig tæsk, hvilket vel er forståeligt"sagde hun bare med et skulddertræk som om det var det mest normale i heleverden. Hun smilede skævt og tog en bid af sin mad, det var faktisk rart med noget mad i sin mave for en gangs skyld, for hun havd eikke rigtig spist på rejsen, fordi hun havde haft for mange andre ting at tænke på.

Han sendte hende et stille smil, han forstod da godt at manden havde angrebet hende, men det betød ikke at han ikke stadig havde ondt af hende, fordi han havde ondt af hende det var synd for hende at hun havde været nød til at blive udsat for noget så slemt. Han lagde forsigtigt en arm om hende.

''Har ondt af dig, du virker heller ikke glad for at slå ihjel som du forklarede tidligere?''

Han så på hende, han blev siddende med armen om hende hvis hun ikke gjorde noget for at hentyde til at han skulle flytte den, mest af alt fordi hun virkede som om hun godt kunne bruge en ven eller i hvert fald nogen som ikke ville bruge eller udnytte hende. Han smilede så til hende roligt og talte igen.

''Hvor frisk føler du dig? Skal jeg hjælper dig hjem eller vil du hellere blive her?''

Hun så på ham med et ret overrasket, blik da han lagde armen om hende, for mente han virkelig han ahvde ondt af hende, for hun havde jo forsøgt at slå manden ihjel, så hun havde vel selv bedt om at få tæsk, hun kendte jo risikoen ved sit arbejde.
Hun så på Matic med overrasket øjne med smilede kort lidt, for det var nu meget rart at blive holdt lidt om. "Øhm jeg er hellere ikke særlig glad for at slå ihjel, men nogle gange bliver jeg nød til det, og det giver gode penge, som jeg virkelig har brug for"sagde hun bare stille og lod ham bare havde sin arm om hende.

"Øhm jeg skal nok selv komme hjem, for du har hjulpet nok, og det er nok bedst min far ikke ser dig, han tror nemlig jeg hjælper en veninde i en butik, så vis han ser dig vil han aldrig tro på mig igen når jeg siger jeg går ud"sagde hun bare stille. Hun tog endnu en bid af sin mad som, hun efter lidt fik spidst færdig.