The Past//Matic

Sted: Doomsville Angerforge District, Parken.
Omgivelser: Landskabet er dækket af et lagt tynd fint og blødt sne, træerne er klædt i hvidt det samme med buskene, gaderlygterne står og gløder i den mørke nat.
Tid: Det er midt om natten, selv de fleste folk som plejer at være i byen er draget hjem.
Vejr: En let og blød sne daler stille omkring dem, der er vindstille og egentlig ikke særlig koldt når man tænker over det.


Den ellers så bløde sne føltes våd under hendes bare fødder. Alane gik roligt igennem parken mens det hvide hår flagrede blidt omkring hende. På kroppen bar hun en lang hvid kjole som sad tæt på overkroppen og havde en lettere dyb og visende udskæring. Fra hofterne og ned var den lettere løs og flagrede blidt omkring hende som hun gik, der var et lille slæb på den men det var ikke særlig langt. De ellers fyldige og normalt blege læber var malet en blodrød farve og stod i skarp kontrast til hendes blege men smukke hud og det hvide hår. De grønne øjne betragtede synet foran hende, det var smukt og alting virkede så urørligt som om ingen kunne ødelægge dette. Alane havde ikke rigtig været hjemme siden hende og Sean var gået fra hinanden, hun havde vandret, selv tøjet var det samme. Hendes venstre hånd var bundet ind i en hvid forbinding som havde en kæmpe blodplet hen over hendes knoer, hun havde lidt indtørret blod på fingerne. Sorte render var dybe under hendes øjne. Hun anede ikke rigtig hvor hun skulle gøre af sig selv eller hvem hun var mere, det var det hun prøvede at finde ud af som hun vandrede her.
Det havde både været lettende at hende og Sean ikke var sammen mere men samtidig var det knusende og hun følte sig ikke hel længere. Noget havde ændret sig i hende men hun vidste ikke hvad det var endnu men mon ikke tiden skulle vise det?
Hun satte sig stille på en bænk som vendte mod den kæmpe sø som lå i parken. En gade lygte stod ved dens side og lyste et ganske lille område op.

Matic var i parken endnu en aften, bare for at slappe af og hygge sig lidt i det smukke vejr. han elskede sneen, denne hvide substans som virkelig kunne hjælpe på humøret som intet andet, men der var bare ikke noget bedre end at sidde indenfor i varmen og se på sneen... Eller at gå ude i den og nyde at det var koldt.

Han lagde mærke til en anden der også gik der, og det første han lagde mærke til var den forbinding hun havde på hånden, han kunne ikke lade være med at tilbyde hende sin hjælp. Fordi han havde altid gerne villet være venlig.

''Øhm undskyld... Men tror du ikke det ville være en god ide at få skiftet forbinding?''

Han så stille på hende, han lignede en blanding af en meget meget moden mand, og en lille forskræmt dreng.

De grønne øjne glimtede lidt i lyset fra gadelygten men også lyset som faldt på hende fra månen. Hun havdet været i parken længe og de første sær fodspor om hun havde sat i parken var forlængst forsvundet. Hendes blik var rettet mod vandet foran hende, det morerede hende hvordan de blide snefnug ramte vandet og i selv samme sekund, det var utroligt hvordan disse ting hang sammen.

Alane havde godt hørt en anden som gik rundt i parken men hun reagerede ikke rigtig på det, andre folk skulle da også have lov til at være her, det var jo ikke hendes park. De grønne øjne løftede sig og ramte hans og i samme øjeblik ændrede det ellers rolige blik til et såret og vredt men det næste øjeblik var det væk og hun kiggede stille ned å forbindingen.

"Hvad skulle det gøre godt for, den blidt jo bare gennemblødt igen"

Stemmen var musikalsk men samtidig også meget dragende. Pigen her var utroligt smuk hvis det ikke havde været for e sygelige render under hendes øjne, hun så lettere syg ud eller okay det var en underdrivelse, hun så meget syg ud. Alane løftede stille blikket og så ham i øjnene, hun virkede heller ikke fjendtlig men heller ikke ligefrem som om hun ville være bedstevenner med ham.

''Ja men hvad så hvis du nu skulle gå hen og få problemer med betændelse i såret?''

Han sendte hende bare et venligt og varmt smil til hende. Han kunne ikke lade være han forsøgte altid at være venlig selvom han havde lagt mærke til det blik hun havde sendt ham hvor hun virkede som om han havde såret hende eller noget... han var forvirret...

''Og du ser jo syg ud... Vil du ikke med et sted og få varmen?''

Han smilede bare varmt stadig. Han kiggede på hende. Han så på hende roligt. Han havde en stor jakke på hun måtte jo godt låne den, måske det ville hjælpe hende+ han var ikke sikker på nogen måde.

''VIl du låne en jakke?''

Alane gravede stille de bare fødder ned i sneen, den var dejlig blød men også lettere våd og sikke dog kold den egentlig var. Hun havde egentlig ikke lagt mærke til hvor koldt det var blevet, hendes fødder var en smule blå og hendes læber som ellers var malet røde var blevet en smule lilla. Hun valgte dog at ignorere disse kendsgerninger.

"Vil du virkelig så gerne se på det?"

Hun så på ham igen, hvordan kunne han bare tale så roligt til hende, det virkede nærmest som om han ikke kunne genkende hende, det var yderst underligt. Alane betragtede som han stod der, det var helt sikkert den samme Matic men samtidig virkede det som om han havde ændret sig så meget. Men hvad det var kunne hun ikke sætte fingeren på.

"Jeg er ikke syg så tag du den bare roligt"

Stemmen var lettere monoton denne gang. Alane var en lille en, men hun var ikke tynd som en pind, nej hun var slank og havde nogle lettere antydede muskler. Hun rejste sig stille op og vendte sig mod ham, hvorfor var han så venlig mod hende? Hun kunne ikke forstår det.

"Hvorfor er du så venlig mod mig, jeg forstår det ikke..."

''Jeg kunne da godt tænke mig lige at kigge på det og se om jeg ikke kunne ligge en ny forbinding.''

Han smilede roligt til hende. Han havde jo ingen grund til ikke at være venlig. Han smilede roligt til hende. Der var noget særligt ved hende, som en såret løvinde. Eller måske nærmere en løvinde med en truet unge. De var farlige som bare pokker.

''Det er bare grundet dine render unde øjnene, samt dine lettere blå fingre, øre, læber.''

han smilede stille og han så undrende på hende og lagde hovedet lidt på skrå da hun spurgte ham om hvorfor han var venlig, var det så underligt at være sådan overfor andre folk?

''Jeg mener det er sådan man bør være, så længe ingen har været onde overfor en.''

Alane nikkede stille til det han sagde og pillede så forbindingen af, den faldt stille til jorden uden at lave en enkelt lyd. Det der var under forbinding var tydeligvis hverken healet eller sat ordentlig på plads. Hendes langfinger så virkelig forkert ud, det sad helt skæv, var helt blå og hævet men hun pev ikke en eneste gang over den. Noget friskt blod løb nu ned over hendes hånd som hun holdt den hen mod ham.

"Du forbinder den bare hvis det er det du vil"

Hun var ikke en løvinde hvis unge var truet, hun var nærmere en såret løvinde med en lige så såret stolthed. Hun kiggede han direkte i øjnene, hun virkede så presset og som om dette var en virkelig akavet og ubehagelig situation for hende men hun sagde ikke noget til ham. Hun kunne bare ikke forstår hvordan han kunne lade som ingenting. Et eller andet sted sårede det hende mere, hun stod lidt med følelsen af at hun aldrig rigtig havde betydet noget for ham men sådan var det måske også? Let så hun væk og hendes øjne landede igen på søen.

"Jeg har det fint"

Løgn, tydeligt at det var løgn men hvad ragede det egentlig ham hvordan hun havde det? Hvorfor gik han så meget op i det? Hun nikkede bare til det han sagde men indeni kunne hun ikke lade være med at fnyse, være venlig?!

''Det her kommer nok til at gøre rimeligt ondt.''

Han sagde det men inden han havde talt færdigt havde han lagt hendes hånd mellem hans og han havde trykket til sådan at hendes fingre kom til at sidde som de skulle, da han kunne se at der ikke var nogen der var brækket. Han forbandt det så sådan rimeligt stramt.

''Undskyld jeg spørger, men må man få dit navn? Jeg hedder forresten Matic.''

Han sendte hende et stille og roligt. Han vidste hun løj om det med at hun havde det fint men han sagde ikke noget til hende. Han havde ikke nogen grund til at træde mere i noget hun ikke var glad for...

''Men vil du ikke med mig hjem, så kan du få en ren bandage.''

Det havde også gjort mere ondt på hende end den gravsten hun havde slået på så mon ikke hun kunne klare det her, det var jo alligevel ikke første gang ting skule sættes ordenligt på plads så det kom ikke som nogen overraskelse. Hun skreg ikke, fortræk ikke en mine, hendes krop var så kold at hun ikke kunne mærke noget længere. Dette var sikkert ikke et godt tegn men hun var egentlig lidt ligeglad lige nu, det var bedre intet at kunne mærke end at kunne mærke alt smerten som gik igennem hende. Hun måbede, hun disiderede måbede da han spurgte om hendes navn. Av, den gjorde godt nok ondt. Hun havde virkelig intet betydet for ham. Det var tydeligt at se på hende og derfor vendte hun sig også så hun nu stod med fronten mod søen.

"Jeg hedder Alane..."

Mere sagde hun ikke, hun kiggede ikke engang på ham da han sagde det, så kunne det vel også bare være lige meget, nogen folk ændrede sig bare aldrig. Hun vendte sig mod ham og så ham i øjnene, de grønne øjne havde ikke ændret sig, de var stadig de samme som hun havde da hun mødte ham. Hun vidste godt hun havde ændret sig men det kunne da virkelig ikke passe han ikke kunne kende hende overhovedet. Alane var for meget i sine egne tanker til at svare ham, hun hørte ham faktisk ikke. Hun så ham bare i øjnene men det var tydeligt at se at hun var så langt væk i sine egne tanker.

''Okay... Undskyld da jeg spurgte om dit navn... men hvis du ikke ville fortælle mig det kunne du da bare have sagt det...''

han så roligt på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre men han var ikke glad for at hun var så kold som hun var, hendes krop var jo helt hen i vejret når det kom til koldt. SÅ han hev bare jakken af sig selv og rakte hende den stille og roligt.

''Her tag nu min jakke... Så skal jeg nok lade dig være hvis det er så irritabelt at jeg snakker med dig og forsøger at være venlig her.''

Han sendte hende et forsigtigt og varmt smil. Han stod bare stille med jakken frem mod hende, vidste ikke hvad der foregik i hendes hoved.

"Hvis jeg ikke havde lyst til at fortælle dig mit navn igen så havde jeg nok bare ladet været med at gøre det"

Alane så på ham, dette gjorde ondt, også selvom hun var kommet over ham for lang tid siden. Så gjorde det stadig ondt at han ikke kunne huske hende men måske det bare var bedst at lege med på hans leg? Han skulle i hvert fald ikke tro at han kunne lokke hende ind i sit spind atter engang fordi det kunne han ikke, denne mand der stod foran hende var løgnagtig og led, eller det var jo det hun mente. Hun kiggede stille på jakken og så på ham og atter engang kiggede hun på jakken. Alane tog den dog ikke, hun havde ikke brug for at være hans velgørenhedprojekt eller hvad det nu end var han prøvede på.

"Du forstår intet, så i stedet for at dømme mig så prøv at forstå mig"

Hun kiggede stille på ham og satte sig så på bænken igen, en lille tåre løb ned af hendes kind. Det var ikke det her hun havde brug for oven i alt det andet. Blodet løb ned af hendes hånd og dryppede ned i sneen som nu blev farvet helt rød.

''Igen? Okay nu forvirrer du mig... vi to er aldrig mødtes før... jeg er først lige kommet til området...''

Han så roligt på hende og han var virkeligt forvirret. Han forsøgte også at forstå hende, men han kunne jo ikke gøre andet end at agere udfra hvordan hun virkede til at være overfor ham. han kiggede roligt på hende, han vidste ikke hvad han mere skulle sige til hende.

''Ej undskyld... men du virker bare som du ikke vil snakke om hvad der er galt... men okay det er vel forståeligt, jeeg er jo en totalt fremmede...''

Han gik hen og satte sig roligt ned hos hende, og han gjorde noget så hurtigt at man skulle tro det ikke havde været der, hans hånd strøg forbi hendes kind og fjernede hendes tåre.

"Matic...."

Hun sagde hans navn med så stor følelse at det næsten virkede umuligt at de ikke havde mødt hinanden før. Hun huskede ham virkelig ikke som et så stort fjols men det var han jo tydeligvis. Hvad var det for et spil han spillede? Hun ville i hvert fald ikke deltage i det mere, det her var på ingen måde sjovt. Stille trak hun benene op til sig selv, kjolen gled over hendes knæ og ned i hendes skød så hendes ben nu var bare. Hendes fødder dækkede for hendes trusser så man ikke kunne se dem.

"Det er du vel..."

Fint, hun ville lege hans leg, ikke at hun var tilfreds med det, men hvis han ikke ville kendes ved det var det vel sådan det måtte være.

Alane fik et chok da han rørte ved hende og vendte straks hovedet mod ham og så ham i øjnene.

''Ja det er mit navn?''

Han kiggede bare undrende på hende. Han fattede intet af hvad det var der foregik han var forvirret som bare pokker. Han havde ingen anelse om hvorfor hun reagerede som hun gjorde, virkede så agressiv og sur på ham. han havde sgu da aldrig gjort hende noget som helst...

''Okay Alane... hvad er du så agressiv og sur på mig over?''

Han så hende i øjnene. Han forstod hende på ingen måde og han var ved at være træt og irriteret af at se hvordan hun græd og var sur, hvordan hun bare virkede til at hade ham selvom han aldrig havde gjort hende noget som helst.

''Sig mig hvad er der galt? hvis du skal være sådan her mod mig, så fortjener jeg da vel at vide hvorfor?''

Hun sukkede, irriteret over at han troede det var omkring ham, hvorfor skulle alting handle om ham?! Alane så frem for sig og sagde ikke noget til at starte med men vendte så blikket mod ham og så ham lige direkte i øjnene.

"Du må meget undskylde jeg er så ked af det, så frustreret men jeg er lige blevet droppet af min kæreste jeg har haft gennem et år, desuden havde han været mig utro og havde fået et barn med en anden som han først fortalte mig om efter det var født"

Ingen følelser var at se på hendes ansigt. Det var grunden til hun græd, de var grunden til at hun var så frustreret som hun var, jorden drejede ikke rundt om ham. Okay en lille del af det var også hans julelege men han skulle i hvert fald ikke vide hvor meget det gik hende på. Stille kiggede hun ned på hendes fødder som var helt mørkeblå nu, det var vidst ikke særlig sundt.

"Er der andet du vil vide nu hvor vi er igang?"

Hendes stemme var en smule kold men mest af alt lød hun bare til at være ked af det. Hun søgte ikke medlidenhed fra ham eller at han havde ondt af hende, det ville hun faktisk på ingen måde have.

''Og så synes du det er fair at det skal gå udover den ene person der åbenbart vælger at være venlig og rar mod dig?''

Han så på hende, mens han sendte hende et lille og varmt smil. han vidste ikke hvorfor hun syntes det var fair at være led imod ham. Han kiggede bare roligt på hende, og han havde ingen tanker om at ting handlede om ham, men når hun var vred over alt han gjorde hvordan kunne han tro andet end at han var årsagen?

''Men det er jeg da ked af at høre... men helt ærligt var det så ikke for det bedste at komme af med ham?''

Han så stille og roligt på hende.

"Det sagde jeg ikke. Men du gjorde det nu heller ikke lige frem nemt at være venlig overfor dig. Der er noget der hedder for venlig så man virker som en lidt ubehagelig type.. Det der med at prøve at få mig med hjem sætter en fremmed person i ret dårligt lys når jeg jo kun kender dit navn"

Jeg kender meget mere til dig end du tror, hendes tanker kunne simpelthen ikke slippe det men var det så underligt. Hun så lidt på ham og prøvede at give ham et stille smil, det virkede oprigtigt som om hun prøvede. Hun kom til at grine af det han sagde. Havde han aldrig nogensinde været forelsket?

"Prøv du at sige det til dig selv når du elsker en person så højt at du vil se igennem fingerne med det bare for at være sammen med ham"

Hun rystede bare på hovedet og så væk, hun havde lyst til at løbe, stikke af men hun gjorde det ikke. Et eller andet sted ønskede hun ikke at være så tæt på sin eks... Hendes øjenlåg blev tunge, kulden og den manglende søvn som var ved at vinde over hende men det generede hende ikke at hun ville falde i søvn i kulden på denne bænk.

''Nå men fint... undskyld at jeg ville være venlig, overfor dig...''

Han var ved at få nok af hende. Han gjorde jo åbenbart alting forkert overfor denne fremmede, bare fordi han forsøgte at være venlig imod hende. han kiggede roligt på hende han forstod hende ikke. Han forstod virkelig ikke noget af hende...

''Ja undskyld at jeg aldrig har haft tid til at gå ud med piger... SÅ nej det ved jeg ikke noget om...''

Han rejste sig roligt op fra bænken. han følte virkeligt hun burde undskylde for at være så svinsk og led overfor ham når han bare forsøgte at hjælpe hende han så på hende...

''Er du virkelig sådan overfor alle venlige mennesker?''

"Du skal ikke undskylde... Jeg prøver bare at passe på mig selv, jeg har lyst til at blive voldtaget eller taget som slave, derfor er jeg på vagt"

Hun sukkede, det var da utroligt. Selv når hun talte pænt til ham og egentlig bare forklare hvorfor hun var som hun var så var hun åbenbart stadig en led kælling. Det var det ikke hendes skyld at hun ikke var hans type pige, det kunne hun da godt nok ikke tage sig af! Alane Sukkede stille og rettede så sit blik udover søen igen og strøg en vildfaren tot hår ud af sine øjne.

"Ved du hvad?.... nej glem det det er lige meget fordi selv når jeg taler pænt til dig og forklare mig på en civil og flink måde er det ikke godt nok. Undskyld jeg ikke er venlig nok overfor dig. Undskyld jeg er en bitch"

Han var da godt nok bare et røvhul som hun ikke gad bruge sin tid på. Hendes stemme havde været helt normal som hun sagde de ting til ham, hun havde set ham i øjnene men nu var hendes blik igen på søen. En tåre mere faldt fra hendes kind. Kunne folk bare ikke accepterer at hun ville være ked af det, have lov til at sørge, NEJ?! Selv folk hun ikke kendte skulle dømme hende og forventede at hun åbenbart altid var venlig og smilende selv når hun var dybt ulykkelig. Hun rejste sig stille op fra bænken, den lange kjole faldt ned på jorden som hun nu stod op.

"Tak fordi du hjalp mig med min hånd"

Hendes stemme var en stille hvisken, hun så ham i øjnene som hun sagde men satte sig så på bænken igen og så udover vandet.

''Taler pænt til mig? Synes du virkeligt du taler pænt til mig? Du ser på mig som om jeg er et dumt møgsvin... Jeg forsøger at hjælpe dig og forstå dig... Spørger til dit navn bliver vendt ryggen... Spørger hvad der er galt... for et bidsk svar tilbage... Jeg forsøger blot at hjælpe dig... Men på trods af det opfører du dig som om jeg er en del af skylden i at du har det skidt... jeg ved ikke hvad der foregår i dit hoved... Så enten synes jeg du bør dele ud af ordentligt hvorfor du opfører dig som du gør... Eller behandle folk pænt når de er venlige. Jeg prøver at forstå men derfor dummer jeg mig, fordi jeg jo ikke kan forstå det bare sådan lige uden videre.''

han så på hende, det havde været en længere tale, men han havde flere ting der skulle siges fordi hun opførte sig på ingen måde særligt pænt overfor ham. han forsøgte at forstå, men det var jo nærmest umuligt hun fortalte jo intet andet end når hun ville rede hendes egen røv fra at virke dum. Han sendte hende et venligt smil... Hans stemme havde været helt neutral fordi han havde det ikke særligt fedt med hende, hun var ikke venlig, men han forstod det godt lidt... men ikke helt...

''Jeg forstår godt lidt af hvorfor du er sur og trist... men helt ærligt jeg forstår jo alligevel næsten intet så hvorfor skulle jeg ikke blive pissed over at få at vide det er forkert af mig at være venlig?''

"Ja det gjorde jeg indtil du begyndte at brokke dig og ved du hvad Matic. Jeg er træt at af dine julelege. Jeg er træt af at du ikke gider kendes ved mig, jeg er træt af du lader som om jeg ikke er værd nok til at være en du kender. Du må undskylde jeg ikke er vigtig nok for dig i dit liv til u vil værdige mig nogle tanker men hold kæft hvor gør det ondt pludselig ikke at være noget mere. Jeg elskede dig trods alt engang.. Så er det så underligt at jeg er sådan her når du behandler mig som du gør. Som om du ikke kender mig, som om jeg bare aldrig har eksisteret i dit liv"

Hendes stemme var grådkvalt da hun nåede enden og til sidst så hun ham ikke længere i øjnene. Hun kunne ikke, ville ikke. Hun havde ladet hans spil få det bedste af hende men hun ville ikke lege med mere og hvis han benægtede nu ville hun nok bare forlade ham som hun havde gjort for over et år siden. En enkelt tåre løb ned af hendes kind.

"Jamen hvis du forstår det hvorfor bliver du så sådan her?"

Alane så forvirret på ham og anede ikke mere hvad hun skulle sige eller gøre.

''Okay... okay... time out!''

Han så på hende som om han lige var blevet slået i hovedet med en levende laks. Han stemme knækkede flere gange da han prøvede at få styr på hvad pokker det var hun lige havde sagt.

''For det første, jeg er lige flyttet her til doomsville, som i at jeg kom til for en uge siden... For det andet, jeg leger ikke, jeg forsøger virkeligt bare at være venlig... For det tredje jeg har kun lige mødt dig og ved kun du hedder Alane, har datet en fyr som var dig utro så i slog op... Men elskede du mig? Er du ikke sikker på det bare er en der ligner mig meget? lyset er jo ikke så godt...''

Hans stemme var undelig, den var varm og venlig, men stadig var den chokeret og forvirret. Han kiggede bare rundt og så på hende.

''Fordi jeg kun forstår lidt af det... jeg forstår det ikke ordentligt da jeg ikke kender dig...''

Han kunne ikke lide at sige det da hun åbenbart blev trist over det.

Hun kiggede bare på ham, han ville stadig bare lege, stadig bare holde hende for nar? Alane kiggede væk fra ham, så ikke på ham, hun kunne ikke lige nu, ville ikke lige nu. Hun havde aldrig troet han var så stor en klovn men det fandt hun jo så åbenbart ud af at han var nu. Hun rystede stille på hovedet og blinkede febrilskt for at holde tårene væk men den her situation gjorde så forbandet ond og så oveni alt det der foregik i hendes liv nu.

Roligt gik hun hen til ham og lagde en forsigtig hånd på hans kind. Hun så ham i øjnene, hendes grønne dybe øjne fyld med sorg.

"Du må have et godt liv Matic, jeg er ked af det her men jeg kan bare ikke..."

Dette var de samme ord hun havde sagt til ham da de gik fra hinanden, da hun havde forelsket sig i Sean og ikke længere havde de samme følelser for ham.. Roligt fjernede hun hånden og slap hans blik hvorefter hun roligt gik ned mod søen. Søen var ikke så langt fra hvor de stod, højst et par hundrede meter eller mindre.

''så stop dog med at agere som om jeg ikke kan huske dig... Jeg kender dig altså ikke!''

Han var ved at blive irriteret og såret det var fandme da ikke fedt at stå og få at vide igen og igen at man løj og legede med en anden. Han var ved at få nok af det her. Han var ved at blive trist... han mærkede den ene tåre trille ned af hans kind...

''gider du godt forklare? Jeg aner virkeligt ikke hvad du snakker om... jeg kender dig på ingen måde... har aldrig mødt dig før end idag... så gider du ikke lade være med at behandle mig som om jeg lyver?''

hans stemme knækkede flere gange og til sidst var den ikke engang varm mere der var den nærmest bare bønfaldende.

"Nej du stopper! Jeg er din fucking ekskæreste!"

Hun så på ham, hun var ved at blive godt vred på ham nu. Skulle han virkelig bare trampe sådan på hende og træde på hende, hvorfor var han blevet så stort et svin?! Havde hun været så led ved ham? Åbenbart, hun satte sig ned, ligeglad med at hun sad halvt i vandet. Det her var bare for meget, hvis han skulle forsætte det her kunne han lige så godt bare skride.

"Jeg er din ekskæreste Matic, Alane... Jeg mødte dig første gang her i parken for lidt over et år siden"

Han ville forsætte, blive ved med at holde hende for nar og det gjorde hende syg, hun følte virkelig hun kunne brække sig over det her. Hvad fanden bildte ham sig ind?!