You're nothing like him - Gabriel.

Manden så rasende på Gabriel. Ikke tale om han ville opgive! Og da slet ikke når det var en pige! Manden fnøs blot af det hun sagde. Han stønnede af smerte da hun igen slog hans hoved ned i jorden. Denne gang kom han til at bide sig selv i tungen så der kom blod i hans mund. Manden spyttede blodet ud. Han bed tænderne hårdt sammen af at hun stak sine knæ ind i siderne på ham... Det gjorde ondt, men han ville ikke give hende den tilfredstillelse at høre ham klynke af smerte.
Gabriel kredsede om dem, men stoppede op da Blair trak en kniv frem, han stivnedr.
"Du har vel ikke tænkt dig at dræbe ham?" Spurgte Gabriel. Gabriel kunne ikke lide at se folk blive dræbt, uanset hvad de havde gjort. Alle havde fortjent en chance til.

Blair havde ikke noget imod at han ikke klynkede, hun ville bare have han skulle fortryde at han lagde sig ud med Blair. Det gjorde man bare ikke. Hun lagde godt mærke til at Gabriel gik rundt omkring dem, men hun var mest opmærksom på ham hun sad ovenpå. Hurtigt tog hun hans arm om på hans ryg og satte kniven på hans arm, men så så undrende op på Gabriel. "Selvfølglelig vil jeg ikke dræbe ham. Jeg vil bare sikre mig han ved at man ikke skal ligge sig ud med mig." Hun skar et enkelt rent snit i hans arm og blodet piblede hurtigt frem fra armen. Hun tørrede kniven af i hans trøje og gemte igen kniven i hendes støvle. Hun rejste sig en smule fra ham så hun ikke direkte sad på ham længere. Med en hurtig bevægelse vendte hun ham rundt så hun sad på hans mave i stedet. Hun lagde en hånd på hans mund og holdte en anden for hans næse. Så snart han ikke havde mere luft i hans lunger ville hun lade ham være, så han kun besvimede.

Nu klynkede manden. Han klynkede da han mærkede kniven mod sin arm, og han så bedende på Gabriel. Gabriel så bekymret på Blair, og manden.
"Okay så.." Gabriel trippede lidt, men så væk da hun skar i mandens arm. Manden peb, klynkede, og stønnede af smerte af det. Han vred sig lidt.
Han skulle til at flygte da hun vendte ham om og sad på hans mave. Manden vred sig, men lukkede så langsomt øjnene efter lidt tid. Han besvimede.
Gabriel rømmede sig.
"Lad os komme væk... Måske er der flere af dem" han så rundt.

Blair rejste sig fra ham da han var bevidstløs. Hun følte sig pludselig magtfuld. Blair havde lige fået en voksen mand til at besvime, hvis hun ikke følte sig stærk af den grund, hvornår kunne hun så føle sig stærk? Hun havde overrasket sig selv, hun vidste slet ikke hun havde den styrke i sig. Men nu var hun slet ikke så bange for andre. Hun kunne beskytte sig selv, tydeligvis. Blair så hen imod udgangen af kirkegården. "Ja, lad os komme væk." Hun begyndte at gå hen imod udgangen.

Gabriel rømmede sig lidt, og fulgte så efter hende. Han havde faktisk nogle spørgsmål...
"Blair, hvordan var min bror overfor dig da du mødte ham første gang?" Selvom han sikkert allerede vidste svaret var det jo godt lige at spørge.

Blair så overrasket over på ham over hans spørgsmål. Men det var mest fordi hun ikke ønskede at snakke om det emne, hun skammede sig over at have faldet for hans tricks. "Han sagde søde ting til mig, flirtede med mig og forførte mig. Da jeg gav mig selv over til ham var han væk lige så hurtigt som han var kommet." Hun så ned på sine fødder mens hun gik. "Men det værste var at jeg var begyndt at føle noget for ham.."

Grunden til at Gabriel spurgte var at det kunne være rart at vide hans broders trick... Så han kunne advare piger om ham. Piger som han ville bekymre sig om.
"Du var ved at forelske dig... Beklager, men det er intet nyt. Mange piger falder for ham. Jeg har snart ikke tal på hvor mange. " han sukkede, og rystede på hovedet.
Han så blidt på hende.
"Føler du stadig noget for ham?" Spurgte han roligt.

Blair sank en klump, det var et ømt punkt for hende. Men hun vidste godt at det ikke hjalp at holde det inde, det ville blot skabe en masse indelukket følelser der ville blive negative med tiden. Det var der ingen grund til. Hun lukkede øjnene i et kort øjeblik før hun så op på ham igen. "Jeg ville bare ikke være en af dem. Jeg hader at blive brugt på den måde. Jeg føler mig som et objekt og det gør mig bare så vred." Hun bed tænderne sammen efter den sætning for at komme ud med en vrede hun ikke havde haft mulighed for at udtrykke. Hun så hurtigt væk og prøvede at undgå hans spørgsmål. Men hun blev nød til at se i øjnene at det ikke hjalp noget som helst. "Trist nok.. Ja."

Gabriel kunne udmærket godt forstå hende. At blive brugt var rædselsfuldt! Gabriel sukkede, og så blidt på hende. Han ville gerne hjælpe hende, og håbede han måtte.
"At blive brugt er rædselsfuldt, samt noget man kan bryde sammen af. Blair, lad det hele komme ud, hvis du holder det inde vil det langsomt bryde dig ned. Jeg siger det ikke til nogen, det lover jeg."
Han håbede hun stolede nok på ham til at fortælle ham alt om det med Urox. Gabriel sukkede lavt af hendes svar, og så dog roligt på hende.
"Måske... Nej, glem det."
Det var jo udelukket at Urox kunne føle det for en pige... Set i gabriels øjne.
"Hvor skal vi gå hen?"

Blair var klar over at hun blev nød til at tale om det før eller siden og Gabriel måtte have en anden synsvinkel på sagen når nu han var i familie med Urox. Hun sukkede og prøvede at få ordene hen over hnedes læber men det var ikke så let. Hun ville så gerne tale om det, men følelser var ikke noget hun talte meget om. Det gjorde hende sårbar og let at udnytte. "Det er bare.. Jeg ved ikke, jeg kan bare ikke undgå at tænke positivt på ham ind imellem. Jeg ville ønske jeg bare kunne hade ham og komme videre. Men jeg hader ham ikke." Hun så undrende på ham da han ikke afsluttede sin sætning. Det gjorde hende nysgerrig efter hvad han havde tænkt sig at sige. "Du kan godt sige det. Hvis du har lyst." Blair lavede tit det samme stunt som han netop havde lavet. At starte en sætning for så at vige uden om. "Det ved jeg ikke. Hvad synes du?"

Gabriel havde også det med at tænke lidt positivt omkring Urox. Han kunne ikke gøre for det, men Urox var jo også hans bror. Det irriterede blot Gabriel at Urox absolut skulle flirte til højre og venstre. Han lukkede kort øjnene inden han betragtede hende.
"Vi kan ikke vælge hvem vi vil elske eller hade, men vi kan altid gøre noget ved det. Næste gang du ser ham så spørg ham om du overhovedet betyder noget for ham. Du virker som en sød pige, samt klog, det ville undre mig meget hvis du ikke havde nogle der elskede dig, derude et sted."
Han smilede høfligt, og så fremad igen.
"Det bare... Måske har han følelser for dig?"
Han trak på den ene skulder. "Men jeg ville ikke gøre for store forhåbninger omkring det."
Han smilede skævt.
"Hvad med kroen? Få noget og spise og drikke?"

Blair ville ønske hun selv kunne styre hvem hun elskede og hadede. Så ville der ikke være en chance for at Urox udnyttede hende igen. Hun ville bare kunne beskytte sig selv mod at blive såret igen. Men så let var det ikke, derfor måtte hun bare være stærk når hun var sammen med ham. Hun måtte prøve at skjule sine følelser. Blair var ikke sikker på om nogle elskede hende for tiden. De to personer der havde elsket hende var enten døde eller forsvundet fra jordens overflade. Hun ville højst sandsynligt finde en igen, men det hjalp hende ikke lige der. "Jeg tror ikke der er nogen lige nu. Der vil komme nogen på et tidspunkt, det er jeg sikker på, men for tiden er der ikke nogen." Hun så tænksom ud da han nævnte han måske havde følelser for hende. Det var svært at sige. De havde haft nogle øjeblikke den anden aften, men hun var ikke sikker på om han lagde lige så meget i det som hun gjorde. "Nej, det har jeg heller ikke. Men du kan måske have ret." Hun nikkede til ham, at gå på kroen virkede som en god idé. Det ville være godt at få noget at spise. "Ja, det lyder som en god idé."

//Undskyld for ventetiden!! D: Og kan vi sige han fortalte han hed Ramiel fra starten? Og han stadig normal engel her i emnet. Så det er samme karakter. ^^//

Man kunne ikke bestemme hvem man elskede eller hadede, nej. Nogle gange hadede man en, man faktisk gerne ville holde af. Han pustede en hvid hårlok væk fra ansigtet, og kiggede på hende.
"Man skal blot være tålmodig omkring kærlighed." Sagde han med et skævt smil. Han lagde armene over kors, og så på sin ene arm. Marmor huden gav et lille genskin når månens lys ramte armen. Hn kiggede på hende igen.
"Jeg har altid ret." Han blinkede drillende til hende med det ene øje.
"Super." Han ændrede kurs mod den nærmeste kro.