The Return Of The Shame ~ Åbent

Dæmonen Nille

Langs hen af gaden gik Sjæledæmonen Nille. Det var en trist aften. Mystisk, og den halve måne stod højt på den stjerne fyldte himmel. Det var koldt, og stille. Ikke en sjæl var i syne. De sorte converse sko ramte brostenene let, og elegant. Kulden sneg sig ind i det blonde hår, og vinden pudrede i det. Vinden var lidt stærk, og en del kølig.
Det hele kørte rundt i ring. Hendes krop summede, og irriterede hende. De blå øjne sved. Huden var svedig. Hun havde den sorte tanktop på, den hvide jakke var væk. I stedet havde hun en brun jakke på. Den brune hætte hang ned af hendes ryg. De sorte jeans hvilede om hendes hofter.
Det seneste stykke tid havde den sorthåret pige irriteret hende. Hun var alle vegne! Hun var på dusører, og i andres minder. Minder om en sorthåret pige med kulsorte øjne der blev hvidglødende. En skammer... Men... Der havde også været nogen der havde sagt at pigen var den sidste skammer. Det var umuligt! Det var Nille der var det!
Hun slæbede fødderne efter sig. Hun sukkede, lagde en hånd på muren, og lænede sig op af den. Hun havde det dårligt... Til sidst begyndte hun at gå igen. Hun var udenfor byen. Stod foran et træ. Stirrede i dusørplakaten... Indtil hun faldt på hug med et støn af smerte. Et skrig forlod hendes læber.
Og en smerte skød genmen hendes krop.. Indtil hun lå ned. Kom ind i et mørkt rum.
Kroppen var stadig ved træet. Men Dæmonens sjæl var inde i et mørkt rum... Og foran hende stod den sorthåret pige.

Shapeshifteren Nille

Det havde været hårdt. Det havde været uudholdeligt. Dæmonen havde ødelagt alt. Alt... Nille sukkede, og kørte begge hænder igenmen håret. Nu var tiden inde. Men... Var hun klar? Var Dæmonen svag nok? Kunne Nille gøre det?
Det håbede hun. Håbet skulle ingen tage fra hende.
Nille rejste sig op, og så lige ud i mørket.. Indtil Dæmonen stod foran hende.

Dem begge to

De så vurderende på hinanden. Kredsede om hinanden.
"Så du er den sorthåret pige?" Dæmonen smilede flabet, på trods af at det hele var så uhyggeligt.
"Ja, det er jeg. Og du er en reinkarnation." Et endnu mere flabet smil kom på Shapeshifterens læber.
"Reinkarnation? Så siger vi det." Et hånende grin kom fra Dæmonen.
En lyd af stål der ramte hinanden kom.
"Har du ikke haft det mærkeligt for det seneste? Haft en prikken i hukommelsen? Haft det underligt i kroppen? Det var mig." Shapeshifteren svang sit ben om Dæmonens, og fik Dæmonen ned at ligge.
"Løgner!" Dæmonens stemme blev et ekko i mørket.
Lyden af en der blev presset mod et væg kom.
"Jeg kan ikke lyve så godt... Det burde du vide." Shapeshifterens kniv hvilede på Dæmonens strube. "Og, giv mig så min krop tilbage!" De sorte øjne blev blå... Men så sorte igen. Det sorte spredte sig.
Dæmonen vred sig, og ville ikke se i Shapeshifterens øjne. Men Dæmonen havde til sidst intet valg.
"Se mig i øjnene..." Skammer stemmen fra Shapeshifteren var stærkest. For hun var den rigtige af dem. Den rigtige Nille. Dæmonen så hende i øjnene... Og så kom der en forbindelse.

Rebeccas blonde hår kunne få hende til at ligne et spøgelse med den blege hud. Hun så udover havet, og gik langs strandbredden. Havets brusen, og vinden gjorde hende rolig.
Hun var alene... Eller det troede hun.
En dreng kom ind foran hendes synspunkt. Problemet var blot at hun havde set den dreng før. Dovent så Rebecca på ham.
"Hej Rebecca!" Lød det ivrigt fra ham, og han lagde an til et kram. Det var det irriterende ved Chris. Han var så energisk, og fuldkommen skudt i hende.
Rebecca sukkede, og lagde en hånd på hans brystkasse, og skubbede ham væk.
"Hej Chris." Sagde hun blot, og så udover havet igen. En hånd der sneg sig op af hendes hofte fik hende, med et ryk, se på Chris. "Hvad laver du?" Peb det fra hende. Hun var dæmon. Han kunne bare komme an!
"Ingenting." Lød det uskyldigt fra ham. Hånden sneg sig op til hendes skulder, og tog fat i trøjens stof. Han rev lidt ned i trøjen. Det var allerede nok. Et smæld kunne høres, og hendes hånd ramte hans kind. Chris's hoved røg til siden. Kinden var rød.
"Aldrig rør mig!" Det var åbenbart ikke nok at hun sagde det. For så, så Chris rasende på hende. Han greb fat i hende, og tvang hende ned at ligge. Hvorefter han satte sig på hende. Hun vred sig så godt hun nu kunne. Han prøvede at få trøjen af hende, indtil... Hun greb fat i hans strube, og fik ham ned med sin dæmon styrke.
Hun fik ham ud i vandet, og druknede ham i vrede. Indtil hun fortrød det.


Et klynk kom fra Dæmonen Rebecca. Hendes hud blev bleg.
"Nej!" Lød det skingert fra hende. Kniven skar sig ind i hendes strube. Rebecca sank til mørket, og forsvandt i en tåge. Shapeshifteren mærkede en smerte i kroppen... Hvorefter hun også forsvandt.

Kroppen

Kroppen forandrede sig. Øjnene forblev blå. Huden lidt mere bleg. De indianske træk blev stærkere. Langsomt blev det blonde hår, sort. Efter to minutter...
Satte Nille sig op, og åbnede øjnene.

Skammeren var tilbage.

I løbet af aftenen, samtidig med at mørket var faldet på, var tågen begyndt at sive frem fra skjulte kroge. Den var endnu kun som en dis, men det var tydeligt at den i løbet af aftenen ville lægge sig som grå plamager over verdenen, og indhylle alt og alle i en suppe af usynlig ingenting. Små floder af fugt dannede sig på murene og løb dernedad, men gjorde intet for at holde luften kold.
Da Delilah med lydløste skridt fejede igennem natten pylrede vinden om hendes hår, og hun lod den lege ufortrødent med det indtil videre. Hendes grønne øjne havde været rettet imod jorden under hendes fødder i et stykke tid, men i dét øjeblik gled blikket op og fandt billedet af en eftersøgt kvinde på en plakat, netop som hun passerede den. Hun havde aldrig hørt om kvinden, men hun kendte hende alligevel. Hun havde været en nyhed i den seneste tid - Den sidste skammer i verden var død, men levede endnu. Hvad betød det overhovedet? At hun var blevet invalid?
Bag hende var læderjakken få centimeter fra at slæbe imod jorden, men hendes hæle havde præcis den højde der skulle til for at sørge for at hun ikke trak skidt efter sig. Hendes hænder var stukket dybt ned i lommerne, og som hun gik dér i hendes egne tanker havde hun aldrig troet at hun ville se hvad hun så få sekunder senere.
Et skrig gennemtrængte nattens stilhed, og fik alt hvad der var roligt og uinteressant til at splintre. Hendes blik fløj op tidsnok til at hun så en lyshåret kvinde falde om på jorden. Enhver celle i Delilahs krop var spændt, og parat til at møde den fare der havde fået kvinden til at falde om. Bortset fra, at der ikke var nogen fare. Der var ingenting, intet der kunne skabe den smerte kvinden tydeligvis var i.
I nogle få skridt var hun ovre ved kvinden, men stivnede igen en meter derfra, hvor hun istedet betragtede kvinden. Ingen skudhul, og intet der så ud til at være kilden til kvindens pludselige kollaps. Var hun helt simpelt sindssyg? Det ville være en mulighed. Delilah havde flere gange set sindssyge kvinder gøre ting, der ikke virkede rationelle i andres øjne. Falde om midt på gaden i stor smerte uden grund havde dog ikke været én af de ting endnu, men én gang skulle jo være den første for alting.
Og så var det ovre. Og alligevel ikke.
Kvindens hår ændrede tone, som sivede maling ud fra hendes hårbund og løb nedad hendes hårstrå, og farvede dem dermed mørkere og mørkere indtil de var sorte som natten. Hendes ansigtstræk bølgede let, idet nogle af de træk der havde haft et strejf af noget indiansk blev forstørret. Huden blev blegere, som var det vinden selv der trak farve ud fra kvindens hud.
Med ét slog det ned i Delilah hvem kvinden var. Skammeren. Hende hun netop havde set på plakaten, og som Gabriel havde fortalt hende om. Hver centimeter af kvindens krop havde netop forvandlet sig ind til kvinden hvis ansigt var klistret op på plakater over hele byen.
"Du er Skammeren."
Det var ikke et spørgsmål. Det var en konstatering, der blev sagt idet hun trådte ud fra skyggerne og helt hen til hende. Hun rakte en hånd hen imod Skammeren, som for at ville hjælpe hende op, men Delilah tænkte ikke over det. Hendes tanker var et helt andet sted.

Hun var tilbage.
Nille kunne mærke græsset mellem sine fingre, men var irriteret over at solen ikke var fremme. Hun havde savnet lyset... Hun havde været i mørke i så lang tid... Det havde været uudholdeligt. Men nu var hun tilbage! Hun kunne styre sin krop.
Nille havde troet hun var alene. Men næh nej. En stemme fik hende til at rykke hovedet mod en kvinde. En kvinde hun aldrig i hele sit liv havde set. Skammeren? Vidste kvinden seriøst hvem hun var...? Åh gud. Det var ikke godt.
Nille kendte til den nye dusør. Hun havde jo trods alt set alt hvad Dæmonen havde set. Følt alt hvad Dæmonen havde følt. Gemt i mørkets skygger havde Nille overværet det hele. Overværet hvordan englen havde sat den dusør på hende.
"Det er jeg, ja."
Andet kunne hun ikke rigtigt sige. Nille så tøvende på den hånd kvinden rakte mod hende. Skulle hun...? Nej.
Nille trak den brune hætte over det løse sort hår, og rejste sig uden problemer. Hun trådte lidt væk fra kvinden.
"Og du er?" Nille lagde hovedet lidt på skrå. De blå øjne havde sorte prikker i sig. De forsvandt, og kom nye steder.

Selvom hendes ord ikke havde været et spørgsmål, valgte Skammeren alligevel at svare på det. Et eller andet sted irriterede det hende, men det var ikke det vigtige lige nu. Det vigtige var at hun faktisk havde den største og første chance nogen havde haft for at udløse dusøren der hang over Skammerens hoved. Hun skulle bare finde ud af hvordan hun sendte en besked til Gabriel, og sørgede for at holde Skammeren i stik indtil han kom. Derfor lagde hun hovedet let til siden, og lod blikket ramme jorden kort, før det gled op i Skammerens blå øjne. Vent, blå? De var da ikke blå? Men de sorte prikker der svævede rundt derinde tydede på at det var den rigtige, så Delilah skubbede tanken væk.
"Ikke nogen du bør bekymre dig om."
Det var en fejl. Hun var så vant til at skjule sin identitet når hun følte sig truet - Medmindre hun var i det underlige humør der gjorde at hun udsatte sig selv for fare konstant - at hun havde skjult sit navn med det samme. Men sekundet efter fortsatte hun sætningen, som havde hun aldrig afbrudt den.
"Men mit navn er Delilah."
Hun lod blikket glide den vej hun var på vej imod, men tankerne snurrende i hovedet. Hvor høj var dusøren på Skammeren? Høj. Nok til at hun ikke behøvede at myrde de folk hun ikke havde lyst til at slå ihjel.
Du er ynkelig.
Med et indre smil stak hun koldt tanken ned med en indbildt teske.
"Jeg bor lige herovre. Skal du have hjælp til noget? Det der -"
Hun pegede imod jorden, hvor Skammeren netop havde ligget.
"- må have tæret på dine kræfter."

Nille troede hendes øjne var sorte. Det havde de været siden hun var blevet født. Og nu var hun fastfrosset i en Sjæledæmons krop. Eller ja, hun var sådan set sig selv. Havde sin egen krop. Men... Hun var stadig sjæledæmon. Godt at hun havde set alt hvad Dæmonen havde set, og derfor vidste hun hvordan hun skulle få føde. Så det gik.
Ikke nogen hun skulle bekymre sig om? Yeah... Right. Nille var en vagtsom pige. Hun holdte øje med alt... Og alle. Selv dem hun så som sine venner holdte hun øje med. Men det var længe siden hun havde set sine venner... Åh, hvor hun dog savnede dem.. Og hun havde en høne at plukke med Jade, og Jacob. Nille rankede sig.
"Delilah? Javel ja."
Hun gjorde ikke an til at ville sige sit eget navn. Hvorfor skulle hun? Delilah vidste allerede for meget. Hun vidste hvem Nille var. Det var allerede for meget at hun havde overværet det der skete.
"Det ville være rart..." Hun sukkede. " ... Med noget at drikke." Hun var tør i halsen, og kriller. Hun hostede.

"Noget at drikke? Kom med."
Hun gjorde en bevægelse med hånden, og begyndte derefter at gå uden at tjekke om Skammeren gik med. Det regnede hun med at hun gjorde. Istedet fulgte hun gadernes snoning i nogle hundrede meter, hvorefter hun drejede ind ad en større sidegade. Skyggerne faldt fra den ene side af sidegaden, men den anden side var badet i månens lys på en måde så det lignede at gaden var opdelt i det gode og det onde, at lyset selv. Delilah gik så halvdelen af hendes ansigt var skjult af skyggerne, og den anden del af hendes ansigt var oplyst af månelyset.
"Det er her."
Hun drejede hovedet så hun kunne se Skammeren bag sig, hvorefter hun åbnede en dør og trådte ind. Hun fortsatte kort op af en lettere faldefærdig trappe, hvorefter hun stoppede op og låste sig ind ad en dør. Indenfor var der ... Ødelagt. Nogle af møblerne var bogstaveligt talt flækket, og kun meget få ting derinde så ud til at være urørt. Selv gardinerne var enten flænset eller fuldt af en eller anden form for huller. Men døren gled lydløst både op og i igen, hvilket mest var fordi det var en god dør, end fordi den var ny. For det var den ikke. Delilah ejede som sådan ikke noget der var rigtigt nyt.
"Hvad vil du have? Har det meste."
Det var faktisk sandt. Hun havde for nyligt købt andet end alkohol og puttet det i det køleskab som hun ikke engang havde vist virkede, før hun ved et uheld åbnede det. Hun tilbragte ikke meget tid i lejligheden, og alting der var herinde(hvis man ikke talte diverse våben og tomme flasker med) var noget der havde været herinde da hun lejede lejligheden. Hun vendte sig om mod Skammeren, tydeligt uden at skamme sig over lejlighedens indhold overhovedet, som mennesker med normale sociale færdigheder nok havde gjort. Men hvorfor bekymre sig? Det var bare en lejlighed.

Nille var ikke helt tryg ved det. Men hun fulgte efter Delilah. Nille betragtede månen imens, hun havde savnet det hele... At mærke vinden mod hendes ansigt, at mærke man kunne styre sin egen krop. Det hele var så... Rigtigt nu. Og dte skulle det helst blive ved med. Det ville hun foretrække.
Nille så på Delilah igen, og nikkede blot. Nille lukkede døren efter dem, og betragtede stedet lidt. Hun holdte dog også øje med Delilahs bevægelser. Ville se om der var tegn på at hun ville angribe. Trappen var vidst meget gammel. Det gjorde ikke så meget for Nille. Hun havde som barn, levede sit liv i sus, og dus... På en måde. Det havde ikke været den bedste barndom, men det var ovre nu.
Nille rynkede på panden af Delilahs lejlighed, men havde nu egentlig ikke meget imod det. Det var Delilahs lejlighed, hun måtte selvom hvordan den var, og så ud. Hun så på Delilah igen.
"Bare... Vand, tak." Nille gik lidt rundt, og så, så ned på sine hænder. Det var lidt svært for hende at forstå at hun var tilbage... Men det var så dejligt. Hun skulle dog holde øje med om Delilah kunne finde på noget. Nille stolede ikke på hende.

"Vand?"
Hun havde sikkert vand i huset. Havde hun ikke en håndvask et eller andet sted? Der burde da komme vand ud af en håndvask. Hun forsvandt ud i køkkenet, hvorudefra der hørtes en skramlen. Et skab smækkede i, og en håndvask blev tændt hvorefter den strømmende lyd af vand gik igennem lejligheden. Kort efter kun hun ud med et glas fyldt med vand, hvori små perler af dug var ved at forme sig på glasset. Hun rakte det kort for hovedet imod Skammeren, uden at så meget som overveje at sige 'her' eller 'værsegod' eller få et tak til gengæld. Det var noget man gjorde hvis man var høflig, og det var ikke noget Delilah nogensinde havde tænkt sig at gøre brug af. Ikke engang når hun stod foran en, der kunne tvinge hende i knæ ifølge forskellige rygter.
På den anden side havde hun altid kunne lide at lege med ilden, også selvom hun vidste hun ville ende med at blive brændt - voldsomt. Det var nok også derfor hun smed alt hvad der var klogt, og spurgte hende direkte til ansigtet, om det næste der kom ud af hendes læber.
"Så .. Er det rigtigt at du kan få folk til at føle skam? Det er derfor du har en stor dusør hængende over hovedet, ikke?"
Dét var en fejl. Så snart hun nævnte dusøren vidste hun at det ville gå galt. Ingen person med hjernen i god stand ville ikke kunne regne ud at hun var interesseret i den, når hun omtalte den.

Nille nikkede.
Vand. Det var længe siden hun havde fået det. Det var længe siden hun i det hele taget havde fået noget at spise... Men hun var ikke sulten. Bare tørstig.
Nille blev tilbage, og så efter Delilah da hun gik ud i køkkenet. Nille så rundt, og vurderede at dette virkelig var en faldefærdig lejlighed.
Nille så på Delilah igen da hun kom tilbage. De lysende blå øjne så roligt på Delilah, men de var vagtsomme. Hun kunne ikke slappe af. Hendes krop var spændt, og klar til at forsvare sig selv.
Tøvende tog hun imod glasset med vand, men drak ikke af det. Hun vidste faktisk ikke om hun turde. Det havde været dumt i det hele taget at spørge om det. Og idiotisk at følge med Delilah hen til hendes hus.
Delilahs spørgsmål fik Nille til at se anklagende på hende. Glasset med vandet blev stillet på gulvet. Nille havde haft ret. Dusøren. Nille spændte sin krop yderligere. De blå øjne fik hidsige sorte prikker i sig. De forsvandt, og kom så et andet sted. Forsvandt, andet sted.
"Måske. Hvorfor? Er du interesseret i den?" Spurgte Nille anklagende. Hvis Delilah gjorde an til noget... Ville de blå øjne blive sorte.

Delilah lod blikket falde på glasset Skammeren holdt fast i - uden at drikke. Hvad troede hun om hende? At hun havde forgiftet det? Delilah var ikke så traditionel. Selvfølgelig var det nok mindre originalt at smadre et eller andet i hovedet på hende for at knuse hendes kranium og skabe et kraniebrud og dermed lade hende forbløde, hvis man ville slå hende ihjel. Men det var ikke hvad hun havde i sinde - Gabriel havde tydeligt bedt om at få hende bragt til sig i live, så vidt hendes mindre brilliante hukommelse kunne fortælle hende. Dog vidste hun godt at hun allerede havde begået en fejl.
Da vandglasset, endnu med små vandperler klistret til indersiden blev sat på jorden, var spillet tabt. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at holde ansigtet neutralt, og ikke bryde ud i latter. Men af en eller anden grund fik denne situation automatisk hendes følelse for at det ikke gik som det skulle, og dermed en underlig trang til at syntes det var sjovt. Hun skubbede trangen til side, og druknede sit eget smil.
"I dusøren? Nej!"
Hun havde altid været forfærdelig til at lyve. Det lyste ud af hendes ansigt, og hendes øjne kunne ligeså godt have været erstattet af glas der gav et fuldt udsyn til hendes tanker. Hun kunne udelukkende lyve når hun skulle forføre en mand og lyve til ham omkring hvad han betød for hende, men der var hun så også nærmest professionel.

Nille var forsigtig. Hun stolede ikke på nogen. Endnu. Nille så blot på Delilah med vågne øjne. Lysten til at rive de sorte øjne frem var stor. Snart for stor.
Nille kunne med lethed se at Delilah løj. En af de ting Nille var allerbedst til var at se i folks øjne. Det lød måske sært, men sådan var det. Nille kunne se en i øjnene uden at vige væk fra vedkommendes blik uanset hvad. Hvilket var svært. For mange.
Nilles krop var anspændt.
"Det er dumt at lyve, Delilah. Specielt overfor mig. Jeg kan så let bruge det mod dig." Nilles øjne blev langsomt sorte, men blev hurtig blå igen.
"Delilah, vil du indløse dusøren på mig?"
Nilles stemme var kølig, og advarende. Forhåbentlig ville Delilah sige sandheden. Ellers ville Nille tvinge den ud af hende! Ved at se hende i øjnene.
Nille ledte efter et vindue med øjnene.

Delilah kunne mærke på Skammerens kropsholdning, og på den udstråling hele hendes ansigt sendte at hun vidste ligeså godt som Delilah selv hvordan hun løj. Delilah syntes ikke at kunne slippe hendes blik, imens Skammeren så ind i dem. Hvad der endelig kom til gode for Delilah, var den stædighed der var indbygget så dybt i hendes krop at den tit lod hende falde ned i afgrunde der kunne have været afværget, hvis hun havde taget en anden vej - Men denne gang lod den hende have stædigheden til at rive sig fri af Skammerens blik i et kort sekund, så hun kunne klare tankerne. Derefter gled de tilbage til blikket som jern mod en magnet.
"Jeg lyver ikke!"
Hun hvæsede vredt, men kunne ikke slippe den tanke der kørte i hendes hoved, om at hun nok alligevel burde have øvet sig en smule mere på at lyve overfor helt normale personer - eller bare kvinder i det hele taget. Hendes blik blev suget ind i øjnene hvor irissen langsomt udvidede sig, men så hurtigt syntes at suge det sorte til sig igen og efterlod dem blå. Hun følte en sær ... fascination af denne kvinde. Fascination og en let morskab der ikke kom fra at hun syntes at kvinden var latterlig. Hvorfor den kom, vidste hun ikke.
"Jeg har ikke brug for penge."
Dét var sådan set ikke en løgn. Hun var langt mere end rig, hvis hun bare kunne lægge stædigheden til side og hente dem. Men det kunne hun ikke, og derfor ville hun gerne have dusøren - Men hun havde ikke brug for den. På en måde. Så teknisk set løj hun ikke.

Nej. Nille skulle ikke bruge evnen. Det var for risikabelt. Hvis hun gjorde det kunne Delilah jo måske finde på at himle op om Nille i byen. Nille fik øje på et vindue, og gjorde sig klar til at manipulere med vinden. Vinden kom ind takket være et smadret vindue. Frisk vind. Nu kunne Nille let bruge sin evne. Bare ikke den med Skam. Det ville være direkte dumt. Og dum ville Nille ikke være... Mere. Hun var forandret, det var så tydeligt. Især hvis man havde mødt hende før.
Nille så på Delilah igen.
"Nå, ikke? Bevis det."
Den vrede hvæsen bekræftede Nilles mistanke om hun havde løjet. En vind tog fat i Nilles hår, men kort. Håret var igen ved ryggen, og skulderne.
"Ikke det?"
Det var ment spørgende.
Nille slappede af i kroppen, men havde stadig fat i vinden. Hun var klar til at forsvare, eller angribe hvis det blev nødvendigt.

Så snart Skammeren krævede noget af hende, satte hendes stædighed ind. Hun kunne mærke den komme brusende, og fylde hende ud på steder hvor stædighed ikke skulle nærme sig. Det havde samme konsistens som luftigt vand, der boblede sig ved op af hendes hals, og blev skubbet ud af hendes læber før hun havde en chance for at trække det tilbage i maven og gemme det langt væk.
"Nej!"
Hendes stemme havde samme udtryk som det der kørte henover hendes ansigt i samme øjeblik. Stædigheden lyste ud af hende, og blandede sig med vreden der helt tydeligt var hvad der havde fået hendes stædighed til at blusse op på et så upraktisk og ulogisk tidspunkt. Godt nok havde Delilah på et eller andet plan, en eller anden form for folk der var stærkere end hende, men denne respekt gjorde også at hun næsten tvang sig selv til at gå op imod dem og gøre hvad hun kunne for at ignorere den respekt hun havde.
Skammeren så ud til at slappe en smule af da man kunne høre hvordan den sætning hun havde sagt ikke havde været løgn - teknisk set - og det vil også Delilah selv til at slække på sikkerheden. Selvfølgelig var hun konstant klar til at affjedre i benene så skaderne ved et eventuelt slag eller angreb kunne blive afværget.
"Nej. Selvom lejligheden måske ikke giver det udtryk, så har jeg faktisk nok penge."
Igen, ikke en løgn. Lejligheden var smadret, og et tykt lag støv dækkede alle overflader. Møblerne var mere end slidte, og nogle steder lignede det at et eller andet form for dyr havde flået diverse møbler op med kløerne, så indmaden væltede ud som indvolde i et dødt dyr. Hun havde nok penge, men nægtede at bruge dem.

Stædigheden lyste ud af Delilah, som en måne der lyste svagt, og stolt oppe på den smukke nattehimmel. Nille rankede sig, og så koldt på Delilah.
"Hvorfor ikke?"
Hun lagde armene over kors, og hævede flabet et øjnebryn. Nille så hen imod døren, og ville hellere end gerne løbe hen til døren, flå den op, og flygte!
Hun så på Delilah igen.
"Dejligt for dig, men så gætter jeg på jeg gerne må gå?"
Nille gik hen imod døren.
"Tak for gæstfriheden."
Hun lagde en hånd på dørhåndtaget.

//Kort svar, sorry, kreasvigt. x_x'

"Fordi jeg ikke har lyst."
Det var uden tvivl stædigheden der havde åbnet en sluse i hendes krop, der nu syntes umulig at lukke. Den stædighed havde bragt hende ud i så mange problemer igennem tiden, at man burde tro at hun efterhånden hadede den og ville kæmpe sig ud af den hvis det var muligt. Men man skulle aldrig tro man vidste noget om Delilah, medmindre hun selv havde fortalt det - og det beviste dette her. Delilah elskede sin stædighed, for hun var sikker på at det var den eneste grund til at hun var som hun var. Hendes stædighed var grunden til at hun aldrig stoppede på halvejen, og aldrig gav op når hun burde. Kort sagt var det en af de største grunde til at hun var som hun var.
Selvom Delilah ikke elskede sig selv, havde hun ingen problemer med at elske små sider af sig selv - mest de sider som ingen rigtigt så. Den del af hende der havde brug for nogen at være sammen med og betro sig til, var uden tvivl den mest ynkelige og svage side af hende - men også en af dem hun aldrig ville kunne undvære at have i sine egne tanker. For selvom hun selv var tilhænger af den stærke side af hende, den kolde side der med glæde ville trampe de skyldige ned og flå deres hjerter ud med et dovent smil på læberne, så kunne hun ikke lade være med at holde af den svage del af hende.
Den uskyldige del.
"Du går når du har lyst."
Hun hvæsede det let, og gjorde samtidig en bevægelse imod døren. Hendes blik fulgte Skammeren imod døren, og selvom hun egentligt burde stoppe hende så nægtede hun at give slip på sin egen stædighed. Den fortalte hende nemlig at hun ikke skulle tvinge Skammeren til at blive der. Under ingen omstændigheder. For så havde hun tabt.
"Gæstfriheden?"
Hendes stemme var hånlig. Der var ingen gæstfrihed her.

Nille så sig over skulderen, og hævede et øjnebryn. Hvis Delilah nu insisterede på at være stædig, og så videre... Så fred da være med det. Nille himlede med øjnene af hende.
"Meget vel."
Nille åbnede døren, og stoppede så op.
"Gæstfriheden, tak for vandet."
Nilles stemme var lidt flabet. Nille gik uden at lukke døren, men en hård vind smækkede den i. Ja, det var jo så Nille der brugte sin evne.
Nille gik hen imod The Forest... Så sig ikke tilbage.
Hun var fri.

//Kort svar igen x_x... Men out xD