Look what you have done!(Sajro)

Mørket dampede omkring træernes rødder, og steg op derfra som røg. Den lagde sig som et slør omkring verden, og trak streger i det blege lys der trængte ned igennem træernes kroner, fra månens stædigt kæmpende skive. På trods af at skyerne legende forsøgte at dække den, lykkedes det den at kæmpe sig igennem deres slør og lyse en smule af jorden op. Rødderne så ud som svulmede de op fra jorden, og snoede sig op og ned fra den som en søslange i vandet. Selvom stilheden var overdøvende, var der alligevel næsten uhørlige lyde der dominerede natten, og blandede sig sammen med endnu mindre lyde hvilket fik sammenkogningen til at lyde som en symfoni af dyrelyde. For nogle ville dette have en smuk klang, mens det for andre blot ville være den irriterende summen der gav lyd fra sig, bagerst i hovedet.
Vinden begyndte at tage til, og blandede sig med lydene fra de dyr der var begyndt at vågne op. Blikke gennemsivede alt, og selvom nattedyrene begyndte at falde til ro, var skoven alligevel ved at komme til live. Smådyr kravlede på skovbunden, og i det svage lys fra månen så det ud som om jorden var levende. Alligevel var det et større væsen der vækkede de resterende dyr i nærheden, da den strøg igennem skoven.
Det var ikke med vilje, at Delilah var lydløs. Hendes skridt var som en kats poter der listede henover morgendugget græs, men hun tænkte ikke over det. Det sidste hun bekymrede sig om på det tidspunkt, var de dyr der snublede i et forsøg på at flygte fra hende. Hendes tanker var for længst begyndt at gå i ring, og det syntes umuligt at bryde ud af den på nuværende tidspunkt. Men fordi hun så længe havde trænet til at sætte sine fødder i en position der gjorde hende så usynlig som muligt, og bevæge kroppen i så lange stræk at hun ikke tiltrak sig opmærksomhed, så syntes hun alligevel at smelte ind i skyggerne. Men ikke så godt som hun kunne, for alligevel var det størstedelen af dyrene der forskræmt hamrede i en modsat retning af hende.
Hendes tanker var fanget af de tremmer, hun selv havde sat op. Hver gang hun prøvede at slippe fri derfra, brændte hun sig som på religiøse objekter, og gled derefter tilbage i mørket. Derfor kom hendes tankegang ikke videre end fra hvad de havde snakket om, da de havde talt om hvad de skulle gøre hvis de fik børn engang. Men hun havde ikke for alvor tænkt over hvordan hendes liv ville ændre sig, med et skrigende barn på armen. Og nu var hun på en eller anden måde kommet i den situation.
Da hun brød ud af skovkanten, trådte hun ud på et område hvor månens stråler faktisk kunne nå hende. Den oplyste hendes mørke hår der bevægede sig som bølger i vinden, og lagde sig omkring hendes ansigt, og lod nogle hårstrå glide henover det selvsamme ansigt. Men selvom håret normalt ville irritere hende grusomt, opdagede hun det ikke engang lige nu. Om hendes overkrop var en mandlig skjorte halv knappet op, og om hendes ben smøg hendes læderbukser sig. Hun var helt tydeligt taget afsted spontant. Skjorten havde hun taget fra den mand hun havde været hjemme ved - hun huskede ikke hans navn - da det var gået op for hende.
Det var gået op for hende.
Hun havde opdaget en kraftig kvalme der - for tredje gang i denne uge - var opstået i hendes mave, og givet hende nogle fornemmelser hun havde prøvet at ignorere. Uden held. Hun skråede henover jorden, og der gik derfor ikke mange sekunder før hun stod foran Sajros dør. Det faktum at der var en dør foran hende, ændrede hverken hendes hastighed eller hendes ansigtsudtryk. Iskold vrede strømmede ud fra hende, idet døren blev trukket op. Hun stoppede først da hun stod midt i døråbning, og lod blikket ramme husets inderside.
"Sajro! Kom her!"

''Ja ja for pokker jeg kommer jeg kommer... Jeg hørte dig larme for fem muinutter siden.''

Ikke at han havde men han orkede bare ikke at lade hende have denne tilfredshed lige nu at hun skulle have været lydløs. Han kiggede roligt på hende da han endelig fik sig slæbt ud af sengen og ud til hende, lige med et par bukser han hurtigt var hoppet i, måske de havde det forhold de havde men det betød ikke at han ikke havde tænkt sig at dække sig selv bare en smule.

''Hvad nu?''

Han sukkede han kunne ikke mindes hun nogensinde havde været typen der valgte at besøge ham på denne tid. Han smilede roligt til hende, han kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af hende. Han kiggede rundt inden han trådte tilbage og bød hende ind med en bevægelse med armen...

''Kom ind, og sæt dig nu bare ned!''

Han orkede ikke at have hende stående. Egentligt var det mest fordi han hadede at skulle kigge ned på andre folk hvilket var meget mere markant når han stod op end når man sad ned. Han kiggede ganske roligt på hen

''Hvad så?''

Hendes blik fandt ham på sengen, men hun gjorde stadig ikke mine til at nærme sig. Istedet slog hun armene om kroppen, og bevægede sig en smule rastløst frem og tilbage. I et kort sekund vidste hun ikke hvad hun skulle gøre nu - for hvad kunne man gøre? Men jo tættere på han kom, jo mere byggede vreden i hendes krop sig op. Det måtte være hans skyld. Det kunne kun være hans skyld. Hvorfor vidste hun ikke, men hun havde været i seng med utallige mænd igennem hundredevis af år, og hun var aldrig blevet gravid - før hun mødte ham. Derfor kunne det da ikke være hendes skyld? Inderst inde vidste hun godt at det på ingen måde var hans skyld, og at hun havde ligeså meget del i det som han havde, men hun tænkte ikke helt klart ligenu. Det vidste hun også, da han var kommet helt tæt på. Hendes blik havde fulgt ham imens han talte, men hendes læber havde ikke svaret ham. Faktisk var hendes krop frosset til is. Men den bevægelse der bød hende indefor, tøede hun op. Men hun trådte ikke indenfor som ellers ville have været det logiske at gøre, for hun var på ingen måde i det rationelle hjørne på det tidspunkt.
Istedet løftede hun en hånd, og smækkede ham en lussing.
"Du sagde at du var steril!"
Det gik ikke op for hende at hun næsten råbte, før ordene havde forladt hendes læber. Det var ikke et rigtigt råb, men det mindede mere om et højt hvæs der blev skubbet ud imellem sammenpressede tænder. Hun skubbede sig forbi, og trådte midt ind i lokalet uden at se på ham. Hun kunne bare ikke lige nu. Og så kom alt det hun havde prøvet at holde væk fra sine tanker, brusende ud af hendes læber uden hun ville det. Men den lussing havde startet et eller andet i hendes krop, der gjorde det umuligt for hende at stoppe. Det var næsten befriende at hælde alt over på ham, for hun kunne ikke holde til det selv.
"Men det er du ikke! Jeg har været i seng med utallige, og så kommer du! Jeg kan ikke være gravid. Jeg vil være en forfærdelig mor!"
Hun snurrede omkring, så hun igen kunne se ham og ikke bare stod med blikket sat fast til væggen. Tankerne kom til hende samtidig med at hun snakkede, så det var ikke gået op for hende hvor dårlig en mor hun ville være, før hun sagde det selv.
"Jeg ved intet om at opdrage børn! Den eneste måde jeg kender er at straffe som jeg selv blev straffet, og det vil ikke! Det ville være meget nemmere hvis det bare ville dø!"
Da ordet 'dø' kom forbi hendes læber, stivnede hun kort. Ren foragt flakkede kort over hendes ansigt, idet hun tænkte på at slå det ihjel. Det der var inde i hende. Selv hvis det var muligt, ville hun ikke kunne gøre det. Det var en del af hende, og det ville være forfærdeligt at slå det ihjel. Mord. Imens disse tanker gik igennem hendes hoved, sivede vreden ud af hendes krop og efterlod hende med et lettere fjernt blik. Så de næste ord der kom ud lød næsten bedende, og hendes ansigt havde fået et uskyldigt skær som slet ikke passede ind.
"Jeg kan ikke have et barn i sådan en verden her, Sajro. Med en rangorden, slaver, mordere og den eneste vej til overlevelse er at slå ihjel. Det er at give en dødsdom."
Hun bakkede et par skridt bagud, og dumpede ned på sengen. Hun lænede sig derefter en smule forover så hun kunne læne albuerne på knæene, og fandt gulvet med blikket. I det sekund så hun en smule fortabt ud.

Han blev overrasket over det da hun stak ham en lussing og han tog sig lidt il kinden. han kiggede så på hende, han forsøgte at forstå hvad det var hun fablede om, men det gik hurtigt op for ham hvad det var der var grunden til at hun var blevet ret så sur på ham, og nu måtte han vel erkende at han forstod hende.

''Ja han havde godt nok sagt noget med at dæmoner mpske kunne have en effekt så det ikke rigtigt virkede... Men hey du havde sex med mig inden jeg havde sagt noget om at jeg var steril!''

Han ville ikke finde sig i at hun bare stod og gav ham skylden for det hele. Han lod hende bare rase ud da han ikke ville afbryde hende i hendes talestrøm. Hun havde sikkert ret godt af at få det hele ud, og så gjorde det ham som sådan ikke noget at det gik ud over ham, det gjorde ham da lidt sur men et sted dybt nede vidste han at det ikke var myndet på ham.

''Hey, rolig Nu delilah... Det er jo ikke i dag eller i morgen eller snart du skal føde... DU har tid til at lære llidt om at være mor.''

Han smilede roligt til hende og han gik hen til hende som hun sad på sengen. Han løftede hendes hoved op og satte sig selv foran hende på gulvet sådan at han kunne få øjenkotakt med hende. Han ville gerne snakke med hende. Han ville gerne se hvordan hun havde det og han ville gerne forstå hende.

''Det skal nok gå... Jeg skal nok hjælpe... Og med os som forældre vil det barn da stå sikkert i verden... Altså jeg kan sige nu at det bliver en dæmon, og hvis det er en pige skal hun nok arve din skønhed og kunne bruge det til at overleve, en dreng så skal jeg nok få ham trænet op.''

Han sagde det som en meget ansvarlig og voksen mand. Ja nærmest faderligt.

"Jeg har haft sex med vildt mange, uden at de var sterile. Der er ikke sket noget. Hvad fanden gjorde vi galt!?"
Hun bemærkede ikke selv at hun var begyndt at skyde skylden på sig selv også, da hun sagde vi istedet for du. Hvad hun dog bemærkede var, at han syntes at flippe meget mindre ud end hun gjorde. Forstod han det ikke? Forstod han ikke hvordan det her ville påvirke deres liv for evigt, og sørge for at de aldrig mere kunne have det som de havde det nu? Forstod han ingenting?
Han har bare accepteret det.
Hun kunne ikke selv acceptere det. Det kunne hun ikke, fordi hun altid havde ment at det var noget nær en forbrydelse at sætte et barn i denne her verden, fordi det så ud som om det var en umulighed for det barn at få det godt. Hun havde ikke mødt ét barn der havde fortalt hende hvor dejligt det syntes livet var, og derfor var det forfærdeligt at gøre det. Og nu var det hende der skulle få et barn til at være her. Og her måtte næsten være værre end døden.
"Og hvem skulle lære mig det? Dig?"
Det skeptiske var malet i hendes ansigt, og blandede sig med strejf af noget lettere hånligt. Hun kunne ikke være en god mor, fordi hun ikke var moder typen. Hun flygtede fra sin egen familie, fordi de prøvede at opdrage hende på en måde der var forfærdelig, men det var også den eneste måde hun kendte som man kunne opdrage på. Derfor syntes det at være en umulighed på nogen måde at kunne være noget der mindede om en god mor for nogen. For noget overhovedet.
Hun lod ham modvilligt løfte hendes hoved op, og mødte hans blik. Selvom hun desperat prøvede at skubbe det væk, var hendes forvirring synlig. Hun havde aldrig rigtig tænkt over hvad hun skulle gøre hvis dette her skete, for hun havde aldrig ønsket det. Hun havde aldrig haft nogen mulighed for at overveje om det ville være en god ting. Og lige nu virkede det bare som en utroligt dårlig ting.
Men imens han snakkede ændrede det sig. I hvad der virkede som et split sekund kunne hun faktisk se det han beskrev for sig. Se hvad der ikke var en slem fremtid, men istedet et sted hvor hun faktisk kunne elske noget som helst - noget som havde været en del af hende. Det var lykkedes ham at trænge ind under huden på hende, og vise at det måske ikke var så slemt som det virkede for hende. Måske var der en chance.
Men det varede også kun et split sekund. Så ændrede hendes udtryk sig igen til vrede, og hun skubbede ham væk så hun kunne rejse sig op. Hun trådte hen til døren, og smækkede den hårdt i foran sig. Så snurrede hun omkring, og lod blikket falde på Sajro igen, uden noget der tydede på hvad hun netop havde set for sig. For hans ord havde også pirket til noget i hendes hukommelse som gjorde det hele meget værre end hun først havde troet.
"Det vil stå alt andet end sikkert! Du har en kæmpe dusør hængende over hovedet, og jeg har brugt de sidste par hundrede år på at flygte fra min sindssyge familie!"
Ups. Det havde hun vist ikke sagt før.
"Så det gør det så meget værre at vi er forældrene! Det kommer til at være en jagtet barn!"
Hun havde brug for at kaste noget. Et eller andet. Hendes fingre snurrede let, og hun havde brug for en eller anden måde at komme af med al den frustration der var blevet bygget op i hendes krop lige pludseligt. Men der var ikke noget i nærheden hun kunne samle op og hamre afsted, så hun kunne ikke få afløb for vreden, og måtte istedet rette den imod Sajro med ord.
"Hvis det er en pige, så kommer hun til at være nederst i min side af familiens rang! Hun bliver mændenes legetøj, og har intet formål i livet! Hvis det bliver en dreng så er han nødt til at forsvare al ære for evigt! Han kan ikke træde et skridt til siden uden at blive udstødt eller tortureret, og fordi jeg er moren bliver dét det liv de kommer til at leve! Lyder det som et barn du vil have ansvaret for, Sajro? Gør det?"
Hun havde lyst til at slå ham igen, men kunne ikke få sig selv til at gå hen til ham. Istedet ledte hendes blik konstant efter noget at kaste eller smadre - bare et eller andet - så hun kunne gøre noget. Det havde hun brug for.

Han lyttede bare gennem det meste af det hun sagde nikkede nogle gange og rystede på hovedet af andre ting. Han kunne ikke lade være med at have en lettere anderledes syn på det end hun havde, men det var vel ogs¨sundt nok. Han vidste godt barnet kunne få et farligt liv, men han var også sikker på at det nok skulle klare sig.

''Og? Du har formået at flygte fra din familie så længe, så mon ikke du kan fortsætte?!''

Han sagde det ret så hårdt, mens han lod hende tænke gjorde hanklar til at svare videre på det med hans egen dusør. Han vidste godt at nogle måske ville forsøge at bruge barnet til at vinde dusøren, men han ville ikke lade det ske.

''Og du tror jeg ville lade det ske, at barnet ville komme i fare?! Hav lidt tiltro! Både til dig selv og til mig!''

Det sidste hun snakkede om, noget med hvordan barnet ville have det som en del af hendes familie fik ham til at knække indvendigt. dette var noget han aldrig ville lade ske, hans barn skulle aldrig leve under den slags sindsyge regler. han kiggede på hende med et meget hårdt blik før han greb om hendes hals og smækkede hende op af muren.

''fandme nej om mit barn nogensinde skal leve sådan! Det barn vil have os som sin familie! Mine venner og dem jeg stoler på! Dine venner og dem du stoler på! Fandme ikke din familie som du hader!!!!''

Han sagde det sidste meget snerrende

"Det er ikke sådan det fungerer! Jeg er i konstant fare, så det vil barnet også være!"
Siden hans stemme ikke var rolig, var det som brænde på hendes indre bål af vrede. Det blussede op, og slikkede sig igennem hendes blodåre indtil det nåede hendes øjne, der glødede. Ærligt talt vidste hun ikke hvad der gik af hende. Men hun kunne ikke styre den vrede der rasede i hende, og som alting syntes at antænde lige nu. Selvfølgelig ville det være i fare når det var inde i hende, fordi så længe det var en del af hende var det i lige så stor fare som hun var. Og siden hun havde en slags trang til at være i fare, så ville det være ret tit. Kunne hun overhovedet tillade sig det? At sætte livet på spil, idet det også ville sætte barnets liv på spil? Og hvorfor bekymrede det hende overhovedet at barnet måske døde med hende? Det var en klat inde i hende. Det ville være så meget lettere for alle hvis den bare forsvandt. Men bare tanken om det gjorde fysisk ondt på hende, hvilket ikke gjorde hendes raseri bedre. Hun forstod ikke hvorfor hun ikke ville have det væk, og det var forkert.
"Bare fordi du ikke vil have det, betyder det ikke at det ikke vil ske! Barnet vil bare være et redskab for andre! Det har jeg set ske før!"
Hvorfor havde hun det så dårligt? Hendes hoved smertede voldsomt, som begyndte det at slå revner. Og siden det ikke kunne være det psykiske pres, var der kun én forklaring der kunne passe. Men den ville så også give utrolig godt mening lige nu. Da han havde snakket om tiltro til sig selv, var det gået helt galt i hendes tanker. Tiltro til ham kunne hun til nød klare - hun havde det svært med at stole på folk - men hun havde på dette tidspunkt ingen tiltro til sig selv. Hun havde det svært ved at regne med hvilke reaktioner forskellige situationer frembragte i hende, og derfor havde hun mistet tilliden til sig selv.
Hun kunne godt mærke på ham at hendes ord havde ramt ham. Men det var sandt hvad hun sagde, og det var derfor hun ikke havde kunnet holde ud at være det sted hendes slægtninge kaldte et hjem. Det var et fængsel for alle fra hendes slægt, imens fremmede måtte komme og gå som de ville - og alle skulle lege gæstfrie og glade. Det havde været ét langt skuespil, indtil man kom ind i et lukket rum hvor man blev lært hvordan alle andre racer var under deres værdighed og hvordan alle incubuser var guder, og succubuser var gudinder. Selvom 'gudinderne' ikke havde et rigtigt liv, idet mændene fungerede som alt.
Hans skub kom bag på hende, og hun kæmpede derfor heller ikke imod da han pressede hende op mod væggen. Hendes fingre greb fat om hans hånd og lukkede sig derom, uden at hun flyttede blikket fra Sajro. Dem hun stolede på? De få personer hun stolede på, var ikke nogen hun ønskede hendes barn skulle kende. Det var folk der ligesom hende var dårligt bekendtskab.
"Nej, ved du hvad? Du har ret. Det bliver ikke sådan barnet kommer til at leve, fordi dens far er en varulv. For dem er alle andre racer end dæmoner udskud, så de vil nok torturere det til det dør foran os begge, hvorefter de gør det samme med dig for at lære mig om kulturer. Så det kommer ikke til at leve sådan."
Hendes stemme var død nu. Under hendes stemme kun man mærke et had der sitrede, men lige nu var det ikke rettet imod det der skete lige her, men imod hendes egen familie. Der var ingen tvivl om at det var hvad der ville ske når de fik opsporet hende. Hun lukkede øjnene, og lænede opgivende hovedet imod væggen bag hende.
"Jeg kan bare ikke gøre det her Sajro. Det kan jeg bare ikke."
Hendes stemme var igen ændret sig, og var hoppet tilbage til det bedende.

Han slap ikke hendes hals, de første dele lyttede han slet ikke til. han lyttede kun til det hun sagde om hendes familie. han var ved at give op hun var blevet svag, ynkelig og trist. HAn kunne jo knap nok bruge hende til noget når hun skulle være på den måde. han sukkede opgivende af hende mens han stadig stod med hende sådan.

''Du fatter det bare ikke! Bare fordi du er gået hen og er blevet svag! Bare fordi du er blevet Ynkelig! Bare fordi du er gået hen og blevet en ynkelig svag kvinde der ikke engang tror hun kan klare et barn! Så ved jeg at jeg aldrig ville lade de ting ske! Ved du hvorfor?! Fordi jeg kunne brække nakken på dig lige nu hvis jeg havde lyst!''

Han snerrede af hende, og han trak hende så lidt ud fra væggen hvorefter han hamrede hendes hoved tilbageind i væggen hvilket han gjorde indtil hun besvimede men imens han gjorde dette sagde han noget mere.

''Gu kan du så! Siden hvornår er du begyndt bare at give op!''

Han gav hende så de sidste slag der slog hende ud, Han lagde hende så over i hans seng. Han lagde hedne der bare ganske stille og roligt mens han fik sig selv noget at spise.

Hans ord ramte hende faktisk. Det var nok derfor ikke den rigtige reaktion hun havde, men den utrolige lyst til at slå ham blussede med det samme op igen. Hvor vovede han at sige at hun var svag og ynkelig? Hun havde kæmpet hele sit liv på at slippe væk fra et sindssygt samfund, og hun kæmpede stadig. Hun var blevet tortureret gentagne gange for ting der ikke betød noget, og hun havde levet i slavelignende forhold. Og han kaldte hende svag?! Men hun nåede ikke reagere på hans ord, før hun blev hevet et stykke ud fra væggen.
Da hendes hoved ramte væggen var den første tanke hun havde, at smerten i hendes hoved nok ville blive forværret af det. Verden omkring hende blev en smule tåget, men der var ikke noget der mindede om tårer i hendes øjne, selvom smerte vred sig i hende. Hun bevægede sig ikke, men gjorde heller ikke noget for at kæmpe imod. Hendes hoved ramte ind i væggen igen og igen, og hun fik sværere og sværere ved at reagere på det, samtidig med at smerten gnavede sig dybere ind i hendes hoved.
Så overmandede mørket hende, og der blev sort.

--

Det gjorde fandens ondt. Hendes hoved dunkede, og gjorde det svært at få sammenhængende tanker til at være andet end en sammenfiltret masse i hendes hoved. Hun kæmpede med at få øjnene op, men da det skete overmandede forvirringen hende kort. Det loft hun stirrede op i var ikke hendes eget loft. En kort stund prøvede hun at få sammenstykket noget der gav mening, men så snart det skete var det ikke behageligt. Sajro der hamrede hendes hoved ind i væggen, imens han snerrede af hende.
Hun blinkede kort, hvorefter hun vred sig en smule, så hun fik rullet sig om på siden. Hun lå i hans seng - havde hun ikke været ovre ved væggen? På den anden side havde hun ligget her så mange gange, at det ikke undrede hende at hun var her igen. Det var bare en lidt anden situation denne gang. Uden anstrengelse skubbede hun sig op så hun holdt sig oppe i armene, og fokuserede på Sajro med blikket.
"Hvad fanden lavede du?"
Selvom hun gerne ville have råbt af ham, var det bare en lettere forvirret sætning der kom ud af hendes læber. Hun løftede den ene hånd og lagde den på sit baghoved. Blod klistrede sig til hendes fingre da hun flyttede dem igen, men igen var hun ikke overrasket. Hun havde for helvede lige fået hamret hovedet ind i en væg af en vred varulv - hvad kunne man forvente? Hvad der dog ikke var noget man kunne forvente var hvad der var sket. Hun rejste sig fra sengen, og samlede armene over kors.

''Vil du virkelig vide hvorfor jeg gjorde det?''

Han så på hende ganske stille, forklaringen var simpel hun skulle have banket noget fornuft ind i hovedet han havde bare valgt at gåre det meget bogstaveligt. Han sendte hende et roligt blik. han virkede ikke længere arrig eller noget han virkede faktisk helt rolig igen.

''Du trængte til at få noget fornuft ind i dit tykpandede hoved! Det ligner ikke dig at give op! Hvilket du jo åbenbart allerede er ved, du forsøger at finde undskyldninger for at kunne give op så du ikke selv er nød til at indse du giver op!''

Han sagde det koldt og en anelse hårdt men han virkede stadig ret rolig han havde ikke nogen grund til at sige mere. Han kiggede roligt på hende han satte sig ned på en stol og kunne ikke lade være med at sende hende et kort og varmt smil, men det var også den venlighed hun fik der.

''Det ligner dig ikke.''

Selvom hun ikke selv opdagede det, så havde hans lille stunt faktisk virket. Da hun skeptisk hævede et øjenbryn og vippede hoften ud til siden, lignede hun langt mere sig selv end hun netop havde gjort. Derefter gik hun langsomt igang med at rede blodet ud af håret med et par fingre, endnu imens hun betragtede Sajro. Hun reagerede ikke umiddelbart på hans ord, men lod istedet blikket glide en smule rundt før det igen faldt til ro ved ham. Først efter denne bevægelse reagerede hun, ved at træde nogle skridt nærmere ham, men det var også den reaktion der kom.
"Og du mener at den bedste måde at gøre dét på, er at banke mit hoved ind i væggen til jeg besvimer?"
Sætningen havde tydelige spor af at hun holdt en eller anden tone tilbage, der ellers ville have farvet sætningen i en helt anden kulør. Få sekunder efter kom det dog alligevel ud af hendes læber, men ikke i den form som man skulle have regnet med - hun begyndte at grine. Latteren ramte på et lidt unatuligt tidspunkt, men Delilah fandt det faktisk morsomt at det var hans løsning på det problem. Mest fordi det var noget i den stil hun kunne se sig selv gøre, hvis hun blev frustreret nok - og hun altså stod foran et væsen der var svagere end hende selv. Og det var lige netop det der var sket.
Hun valgte dog at svare på hans næste ord også.
"Nej, men ved du hvorfor jeg gjorde det?"
Hun knappede hurtigt den halvsjuskede mandeskjorte op og trak den af, hvorefter hun lagde en finger på den nu blottede mave.
"Fordi dét der ikke er mig. Og det gør mig sindssyg at jeg ikke kan gøre noget ved det."
Hun lagde endnu engang armene over kors, og tiltede så hovedet en smule til siden. Hendes stemme havde været helt rolig, og den forholdt sig stadig helt rolig da sætningen sluttede.
"Men du vil altså påstå at det jeg siger er ligemeget? At det ikke påvirker noget overhovedet?"

Han kiggede på hende han vidste hun var ved at blive vred. Han kiggede på hende. Han kunne ikke lade være med at smile til hende. Han kunne ikke lade være med at finde dette emne morsomt, han kunne jo ret så nemt banke hende og han kunne ikke se hvorfor han ikke skulle kunne banke resten af hendes familie også og da slet ikke hvis hun lærte ham lidt om hvordan hendes familie var.

''Ja jeg mener det var den bedste måde, fordi ellers havde du stadig stået og råbt af mig, indtil jeg måske havde valgt at kvæle dig eller andet.''

Han sukkede af hende, lyttede til det hun sagde med at det ikke var hende og han trak på skuldrende det var ikke noget han helt forstod sig på han havde ingen forstand på hvordan det var at være gravid jo.

''Så glem det, hvis du intet kan gøre ved det er der så nogen grund til at klage? Så forbered dig på det, gør dig klar.''

Han sendte hende et venligt og varmt smil. Han havde ikke ligefrem nogen grund til at være sur mere han havde fået noget at spise og hun var faldet mere til ro igen hvilket egentligt gjorde at det hele var noget nemmere for ham at håndtere.

''Hvis din familie vil angribe os, så skal de komme som en hær... Du kender dem, og derved kan du lære mig om hvordan de nemmest knuses, og du kan jo bare se hvor nemt jeg har ved at banke dig, så hvorfor skulle jeg ikke kunne klare dem.''

Selvom det virkede som et surrealistisk tidspunkt at finde dette morsomt, så kunne hun ikke undetrykke et smil helt.
"Har jeg måske ikke lov til at være lidt sur? Er det ikke en af de fordele der er ved at være gravid?"
Hendes stemme var let drillende, som udfordrede hun ham til at svare at det ikke var hendes ret. Siden han sad tæt på bordet, trådte hun automatisk svajende forbi ham og lod sig dumpe ned på bordfladen. Hendes ben blev krydset, hvorefter hun plantede hænderne i sit skød og vippede hovedet til siden. Hendes humør var faktisk begyndt at gå opad igen, og det kunne også ses på hendes udstråling. Det lettere flabede var igen at finde som et glimt i hendes blik, sammen med det legesyge der blandede sig med hendes tone for hvert ord hendes læber udtalte. Imens hun talte begyndte hendes fingre igen at rede klumperne af blod der klæbede til hendes hår ud, men hendes opmærksomhed var alt andet end rettet imod den bevægelse. Istedet var den rettet imod varulven foran hende.
"Ved at gøre hvad? Jeg kan ikke stoppe med at gå på opgaver, og jeg kan ikke holde op med at gå i seng med mænd. Det er måden jeg overlever på. Så hvad fanden gør jeg så?"
Måden hun sagde sætningen på, gjorde at der ikke var nogen tvivl om at slutningen på sætningen var Ikke noget i hendes eget hoved. Alligevel formulerede hun det som et spørgsmål, for hvis der var noget hun kunne gøre, så ville hun faktisk gerne vide det. Det var fordi hun, selvom hun selvfølgelig nægtede at indrømme det, gerne ville gøre noget for at få dette barn til at få det så nemt som muligt. Selvom det stadig virkede som en umulig fremtid at hun skulle have et barn, så betød det ikke at hun ikke kunne gøre sig klar til det.
Lige nu virkede det mest som om det hele var en leg. Som om det var en af de utallige konkurrencer de havde, og at denne her bare var en underlig form for konkurrence. Men det vidste hun godt at det ikke var, selvom virkeligheden så sløret ud i forhold til denne forestilling - den var bare ret meget nemmere at håndtere. Det var derfor også den hun henfaldt til så snart hun fik humøret op, hvilket nok også var grunden til at hendes dårlige humør var forsvundet. Hun havde fundet en måde at håndtere det.
"En hær af dæmoner? De ville nok komme 10 - 20 stykker, men du skal tænke på at de alle er meget gamle. Det ville udelukkende være mænd, og de ville alle være trænede til at slå andre væsner ihjel. Sådan er de bare."
Men alligevel vippede hun hovedet en smule til siden, og så faktisk ud til at overveje hans ord.
"Men jo, jeg ville nok godt kunne komme med nogle tips om hvordan de kæmper. Jeg har trods alt overværet mere end et par kampe."
Hendes blik var begyndt at blive fjernt, og hendes stemme lettere fraværende som talte hun egentligt mest til sig selv nu. Men netop som hendes blik vendte tilbage til virkeligheden, begyndte at smil også at vokse frem på hendes læber. Hun fokuserede på Sajros ansigt, hvorefter hun hævede et øjenbryn uden at slippe smilet fra sine læber.
"Vent, hvor nemt du har ved at banke mig? Skal det tages som en fornærmelse?"

''Hvad ved jeg? Jeg er ikke vant til gravide... Den sidste kvinde jeg havde med at gøre der var gravid, krævede ikke andet end sex engang imellem så var hun glad.''

Han svarede grinende og drilleden tilbage til hende, han smilede roligt mens han lyttede til hvad hun mere sagde til ham, omkring hvad hun skulle gøre. Han vidste godt at hun ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. Han vidste derfor at hun sikkert også ville slå hans tilbud ned som han kom med. Han kiggede ganske ganske roligt på hende da han talte.

''Flyt herud, eller med ind i mit større hus i byen. Det er stort nok til at du kan få dit eget værelse til du har født.''

Han sendte hende et ganske roligt smil, grunden til dette var at de dyriske instinkter og faderlige indtinkter om at han skulle beskytte hans mage til barnet var sat i verden og var klart til at klare sig selv trådte i værk. han kiggede på hende.

''Mød nogle kvinder nogle gange... Og mænd, ja du kan vel 'nøjes' med mig?''

Han grinede drillende mens han nikkede til de ting hun fortalte om de dæmoner. Han grinede bare da hun spurgte om han lige havde fornærmet hende og hans eneste svar var.

''Nej bankede jo også en af Sakrefs stærkeste mænd, og en mand ved navn Sean, en mandlig og ret stærk Dæmon.''

Han trak på skuldrende

"Sidste kvinde der var gravid? Hvor mange har du haft?"
Hendes tone var spøgefuld, og der var intet tegn på at hun havde nogen af de andre følelser de fleste kvinder nok ville have, ved at få at vide at faren til deres barn havde haft andre som hende. Det var en af de gode ting ved Delilah; Hun blev meget sjældent jaloux, men når det skete var det enten af irrationelle årsager eller fordi noget helt ekstraordinært var sket. Hun havde det også selv med at have det svært ved at holde sig til én person, hvilket også var grunden til at det var svært for mange at være hendes kæreste, og at hun ikke havde nogen problemer med at han havde gjort andre gravide. Det var nok også derfor hendes store smil var lige så legesygt som altid, og hendes øjne glimtede af latter - hun syntes faktisk at det var sjovt.
"Men ja, det her bliver nok ikke helt som ved hende. Sex engang imellem er ikke nok for mig."
Hun blinkede til ham, uden at kunne få det drillende smil væk fra sine læber. Hun vidste lige så godt som han, at hun nok havde et unaturligt behov for sex. Men det var ikke hendes skyld! Hun var en succubus, og havde derfor brug for sex for at overleve. Det var trods alt måden hun fik mad på.
Ved hans næste ord rynkede hun overrasket panden, og svarede ikke de første sekunder. Af en eller anden grund ventede hun bare på at han brød ud i grin, og fortalte hende at det var en joke han netop havde fyret af. Derefter kneb hun øjnene mistroisk sammen, endnu imens hun ventede på at joken blev afsløret. Men der kom ikke noget grin. Så hævede hun langsomt begge øjenbryn.
"Vent, er du seriøs?"
Hun lød hverkede som om hun var positiv omkring det, eller negativ omkring det. Hendes stemme blev totalt domineret af overraskelse, og det samme gjorde hendes ansigt. Så ændrede hendes ansigt sig igen til mistro, som troede hun egentligt ikke på at han mente det.
"Du ville ikke kunne holde ud at være sammen med hele tiden. Den følelsesrutsjebane du lige var med i kommer til at være hver dag."
Hun vidste åbenbart mere om det at være gravid, end hun lige ville indrømme. Men i hendes samfund kvindernes opgave være at føde børn og gøre deres mænd tilfredse, så de havde faktisk lært noget om gravidtet og børnepasning. Hun havde desværre været fraværende fra mange af de timer grundet karantæne på grund af overtrædelser af love. Men igen kunne man høre denne udfordring i hendes stemme. Hun udfordrede ham til at kunne holde til det.
"Nøjes med dig, Sajro?"
Hun smilede let, og gled ned af bordet.
"Udenset hvor meget jeg ville elske det -"
Hun var kommet helt tæt på ham og lænede sig så ned, så hun kunne lade sine læber strejfe hans kort.
" - så har jeg ikke tænkt mig at suge sjælen ud af dig."
Med et lille smil på læben rettede hun ryggen igen. Og uden yderligere kommentarer trådte hun igen bagud, så hun kunne hoppe op på bordet igen som var intet sket. Det styrkede hendes selvtillid lidt, da bordet ikke knirkede eller gav sig særlig meget under hendes vægt. Men det med kysset var en af Delilahs små særheder - det var dog ikke noget hun gjorde bevidst. Siden hun var succubus var hun vant til at bruge sin seksualitet både til at få hvad hun ønskede, og til at illustrere hvad hun mente. Faktisk brugte hun den til det meste, og størstedelen af tiden var det ubevidst.
"Prøver du at gøre dig mere attraktiv lige nu, eller var det et uheld?"
Hendes stemme var let, og hendes smil var på samme måde.
"Men vil det at du har gjort det være en god eller dårlig ting for barnet?"
Hun havde godt bemærket at de sprang lidt i emnerne - hvilket nok mest var hendes skyld - men hendes svar kom helt naturligt. Derfor lod hun også sine egne ord føre - tja, ordet - og sagde hvad der først kom til hendes tanker.

''To før dig kære.''

Han smilede roligt, han vidste ikke hvorfor men for første gang i hans liv havde han haft nemt ved at tale om sit barn og det faktum at han havde fået det med Lyssa som nu var død. Han kiggede roligt på hende. Det andet barn han havde tænkte han ikke rigtigt over han havde fået det så snart han havde været klar til reproduktion, sammen med en anden Nightcan for at føre racen videre.

''Det ved jeg det ikke, og utroligt nok står jeg klar til at give dig det, hvis jeg tilgengæld må bide dig og kradse dig lidt.''

Han grinede og det sidste blev kun sagt fordi han vidste det var noget hun kunne lide at det gjorde hende tændt, fordi ellers kunne han nok komme til at virke nem men det vidste hun godt at han på en side var og på den anden side ikke rigtigt var.

''Ja jeg er seriøs, ved ikke engang hvor du bor men kender jeg dig ret er det et hul, og der skal du da ikke være imens du har et barn... Du kan jo altid tage der over når du skal bruge en sjæl.''

Han smilede roligt. Ha vidste ikke om det var sandt men han havde hørt at det var muligt for dem at tage en sjæl uden sex, mon hun kunne det? Hvorfor tænkte han overhovedet sådan hvorfor var han ikke bare ligeglad med at hun havde sex med andre? Det havde han jo altid været. han griende til hende for at hun ikke skulle tro at han var blevet gammel grå og alvorlig.

''NÅ for pokker, men du kan jo så bare have sex med mig, og så rende ud og suge sjælen af en eller anden tåbe... Du ved jo alligevel hvor din krop bedst bliver tilfrestillet.''

Han grinede specielt da hun spurte om han var igang med at gøre sig selv mere tiltrækkende hvilket han faktisk ikke var på nogen måde overhovedet. Han sagde det bare fordi han ikke kunne lade være, han var stolt af de to sejre selvom den ene ikke var så god som den anden.

''Nej da, jeg siger det bare fordi det er sandt, og det vil i en del år være en fordel da de først skal have trænet en til at tage Akumas plads.''

"Virkelig? Jamen så burde du da vide noget om graviditet? Hvad skete der så med børnene og mødrene?"
Hun havde ingen trang til at snage, hvis han ikke ville snakke om det. Men utroligt nok var hun faktisk nysgerrig på det, også selvom hun ikke fik noget ud af at få det at vide. Hun ville ikke vide noget om dem for at opspore dem, eller på nogen måde sammenligne dem med sig selv - selvom hun nok alligevel ville gøre det ubevidst. Det var anden gang hun havde spurgt ind til hans fortid, med en faktisk nysgerrighed på svaret, hvilket var noget man sjældent så hos Delilah. Hun havde det med at være ligeglad med andres fortid, hvis den ikke var en trussel imod hende eller noget der var vigtigt for hende at vide rent fysisk på nogen måde. Og det var dette her vel egentligt ikke.
"Jamen, måske har jeg ikke noget imod at du bider og kradser lidt?"
Hun blinkede til ham, imens hendes stemme var på randen til at briste ud i latter. Den havde ikke mistet den drillende klang, men havde snarere fået tilført et snert af noget dragende der bare havde lagt sig næsten usynligt som et krydderi på toppen. Hvad der dog var synligt, var måden hun lagde en finger imod sin underlæbe som et alternativ til at bide sig selv i læben for at holde et grin inde. Men imens hun gjorde dette vippede hun også hovedet lidt til siden så hendes hår faldt imod den modsatte side som vand, hvilket blotlagde hendes hals og skulder hvor bidemærkerne fra deres sidste møde var godt igang med at hele, men dog alligevel var rimeligt tydelige.
Da han havde sagt den næste sætning, kunne hun ikke lade være med at grine. Han havde jo ret; hun boede i et hul. Alting var smadret der. Men kunne hun virkelig tillade sig at efterlade Castle der? Alligevel virkede det så tiltrækkende at sige ja til hans tilbud, at hun ikke kunne nære sig.
"Jamen måske vil jeg tage imod det tilbud, så. Så kan Castle også få lejligheden for sig selv lidt. Ham kommer jeg også til at besøge når jeg skal spise ..."
Den første sætning var helt tydeligt henvendt til Sajro, og var også ment som et ja til hans tilbud. Men i løbet af resten af sætningen svandt hendes stemme ind til en mindre tydelig lyd, der var henvendt til hende selv. Hun regnede ikke med at Castle ville være vred over at få lejligheden for sig selv, for så kunne han også få tid til at sætte den i stand som han gerne ville. Og det forstod hun vel også, idet den faktisk var virkelig grim. Men hun havde aldrig tænkt over det, og hun sov normalt ved sine elskere, så det havde aldrig været et problem for hende.
Ved hans næste ord vendte hele hendes opmærksomhed tilbage til ham, sammen med et af de smil der måtte være en af grundene til at mænd var så nemme at lokke når man var en succubus.
"Det har du ret i. Og det kunne altid være en løsning. Men indtil jeg bliver tyk kan jeg jo både have sex med dig og de tåber du snakker om."
Hun slog ud med armene, men uden at lade sit blik forlade Sajro et sekund. Hun regnede ikke med at nogle mænd ville have hende når hendes graviditet blev synlig. Hun kunne vel bruge forblænding, men det havde bare aldrig været noget hun havde nydt at gøre. Det tog alt det sjove ud af jagten, og mænd var knap så sjove når man kunne sno dem om sin lillefinger - især når man ikke selv havde fået dem til at sno sig derom af egen fri vilje.
"Så du har været med til at gøre livet lettere for nogle?"
Hun vidste ikke hvem Akuma var - hvis hun havde hørt navnet før havde hun glemt det - men hun kunne høre på Sajros stemme at navnet ikke tilhørte en særlig venligtsindet person.

Han kiggede ganske roligt på hende, han var lidt usikker på det her med at svare hende om hvad der var sket med dem han havde fået børn med tidligere specielt det med hans kone og derfor sad en enkelt tåre på hans kind.

"øhm fordi den første var da jeg var 12 var for vores arts overlevelse... Som nightcan avler vi på de stærke mænd og de smukke kvinder... Den anden var jeg gift med og hun blev voldtaget til døde, barnet tog til en anden verden hvor han voksede hurtigt."

Han sagde det ganske roligt og vidste grundet dette ikke ret smeget om hvad man gjorde med en kvinde der var gravid. Han havde sørget for at skjule tåren for hende da han ikke ville virke svag.

"har du da fået en kæreste? Men du er velkommen så kan jeg jo også tage ordentligt brug af din krop når jeg har lyst til at tage dig hårdt."

Han smilede bare roligt til hende, han havde ikke lige mere at sige til det emne med æg have hende boende. Han kiggede roligt på hende og han svarede nu bare på det med at besøge tåber.

"hvorfor gider du dem overhovedet? De kan vel knap nok tilfredstille dig ordentligt?"

Han så ganske roligt på hende og rejste sig da hun sad på bordet, uden varsel lagde han hende ned på bordet og bed hende i halsen.

"12?!"
Hun kunne ikke holde det forskrækkede udråb der lyste af vantro inde, idet hun ikke havde opdaget at det ville komme inden det var ude af hendes læber. Begge hendes øjnebryn var hævet i overraskelse, og hendes læber var skilt en smule. Hvordan kunne man få sit første barn som 12-årig? I hendes egen kultur havde det været strafbart at få børn inden man blev 200, og det var nok også derfor det var langt mere chokerende for lige netop Delilah end for de fleste - selvom det var noget der nok ville chokere mange. Hun rynkede øjenbrynene i forvirring, og rystede hovedet i små umærkelige ryk, imens hun tænkte over det. Men hun ville gerne forstå det, så hun lukkede kort øjnene før hun slog dem op igen, og fokuserede på Sajro.
"Moren var forhåbentligt ældre end 12?"
Så snart han kom ind på den næste kvinde, ændrede hendes ansigtsudtryk sig. Hun nåede kort at skimte noget der glimtede på hans kind som en tåre, men da hun igen fokuserede på det kunne hun ikke finde det igen - og tænkte derfor ikke nærmere over det. Hun løftede den ene hånd og lagde den over læberne, der samtidig sugede luft ind i korte stød, før hendes åndedræt igen blev normalt. Det fungerede i princippet som når folk gispede på film, men i Delilahs tilfælde lød det en smule anderledes.
"Det må have været forfærdeligt. Din kone døde, og du fik ikke engang lov til at beholde dit barn?"
Hendes ansigt havde fået et udtryk der var utroligt sjældent på hende - noget der næsten mindede om medlidenhed. Det fik hele hendes ansigt til at løsne op, så hun havde en naturlig og uskyldig glød, der næsten virkede sørgmodig i forhold til hendes normale udtryk. Men hun kunne ikke lade være med at se det for sig - en person man elskede blive slået ihjel under så voldsomme omstændigheder, hvorefter den anden ting man elskede blev taget fra en. Hvad kunne ødelægge en person mere end det? Det var egentligt utroligt at han var så stærk psykisk som han var - det kunne selvfølgelig også være derfor.
Vent, har han været gift før?
Den lille irriterende hoved i hendes stemme fik straks hendes tankegang over i en helt anden retning. Af en eller anden grund irriterede det hende ret meget at han havde været gift. At han havde andre børn generede hende utroligt nok ikke, selvom det i manges øjne ville være langt værre at håndtere.
"Kæreste?"
Hans næste ord fik hendes til at rynke panden i ren forvirring. En kæreste? Hvad snakkede ham om? Hun granskede sin egen sætning et par gange, for at finde ud af hvordan han på nogen måde kunne have fået dén tanke ud af sætningen. Der gik lidt tid før det gik op for hende hvad han mente.
"Castle? Nej, han er min bofælle. Jeg har ingen kæreste."
Hun smilede let, idet hun forklarede hvordan det hang sammen. Hun fandt det en smule komisk at Sajro kunne tro at hun kunne være Castles kæreste, fordi hun ikke selv kunne forestille sig det. Selvfølgelig var det forståeligt ud fra hendes sætning, men ... Alligevel.
"Så kan det være en af os alligevel besvimer til sidst? Det lykkedes jo ikke sidste gang."
Hun smilede legesygt, og da hun lukkede en lille latter ud så hun samtidig ned, så hendes hår faldt ned over hendes ansigt som et gardin. Derfor var hun også nødt til at trække det henover skulderen med en fingerspids, da hun igen lod blikket søge op for at finde hans blik. Der gik dog ikke længe inden hendes blik igen forvandlede sig til en let forvirring.
"Hvorfor jeg gider dem? Hvad snakker du om? Jeg er en succubus. Jeg kan ikke overleve uden dem. Dem jeg suger sjælen ud af, har intet med tilfredsstillelse at gøre."
Hun betragtede ham, imens hun prøvede at finde hoved og hale i det spørgsmål han havde stillet. Hun forstod det ikke - han vidste jo godt hun var en succubus? Så selv hvis hun ikke ville, var hun nødt til at finde en eller anden måde at suge sjælen ud af folk, og en succubus gjorde det via sex. Selvfølgelig havde hun også sex uden at spise - som hun havde med Sajro - og hun kunne vel ikke udelukkende at hun godt kunne lide det, men hun havde vel ikke noget valg som sådan. Havde hun?
Hun gispede overrasket da han lagde hende ned på bordet, så hurtigt at hun ikke havde en chance for at reagere. Hendes hånd flagrede omkring hans skulder, men så snart hans tænder gled ned i hendes hud greb hun fat om hans hals og pressede ham tættere på - hun kunne ikke lade være. Det næste gisp der kom havde ingenting med overraskelse at gøre, og kom samtidig med at hun - ubevidst - borede neglene ind i hans skulder.

Han sendte hende et roligt smil da hun spurgte ind til det med hans alder for da han havde fået sit første barn. Han smilede roligt til hende før han gav sig til at forklare hende hvordan det fungerede.

"hun var vel 16 da vi havde sex, og jeg var vel kropsligt omkring de femten seksten år."

Han smilede roligt til hende. Han grinede bare over det med at hun var blevet så overrasket over det med håb spurgte hende om det med om hun havde en kæreste. Han kiggede roligt på hende.

"nååå, så det er din reserve?"

Han grinede legende til hende. Han kunne ikke lade være med at kalde ham sådan hav vidste ikke hvem eller hvordan han var men det var egentligt ikke noget der rigtigt rørte ham han smilede roligt til hende.

"nåå men synes du skal flytte hjem til mig, så kan jeg da garantere for at du er udmattet når du skal sove."

Han bed hende bare og han kunne ikke lade hende være og han fjernede bare både hendes bukser og trøje ret hurtigt. Han sendte hende et ganske stille og roligt smil inden han kyssede hende og bed hende i underlæben.

"Kropsligt 15-16 år? Som 12-årig?"
Når hun kunne mærke ham over sig, var det meget svært for hende at svare seriøst på hans ord. Mest fordi det på en eller anden måde infiltrerede hendes tanker, og gav hendes tonefald strejf af noget der faktisk ikke passede ind i sætningen. Derfor var størstedelen af sætningen også overtaget af overraskelse som det var hendes mening, men hun kunne ikke udelukke den lettere imponerede stemme der gjorde det tydeligt at hun var tiltrukket. Og hun kæmpede virkeligt med at holde hovedet koldt, for det var vel et mere eller mindre alvorligt emne. Men han gjorde det virkelig svært.
"Det kan man vel ikke kalde ham."
Hun smilede let, bevægede hovedet en smule til siderne så det kunne minde om at hun rystede på hovedet, men det var ikke helt det hun mente med bevægelsen. Faktisk så vidste hun ikke helt hvad hun mente med den. Og hun vidste heller ikke helt hvad man kunne kalde Castle? Men det var ikke noget hun havde overskud til at spekulere på lige nu, og det blev derfor også skubbet væk fra hendes tankespind kort tid efter tanken var tænkt. Istedet sivede de tanker den havde overtaget direkte tilbage til hendes hjerne, så snart de havde chancen for at overtage igen. Og det havde de ret hurtigt, fordi hun ikke kunne kvæle dem - selv hvis hun prøvede på det, hvilket hun ikke gjorde.
Hun kunne ikke holde det næste smil ude, ligesom hun ikke kunne holde den samme slags dragende, næste klistrende tanker ude af sit sind.
"Noget siger mig at vi aldrig ville få tid til at sove .."
Hun kunne ikke lade være med at grine, imens hendes øjne glimtede af umærkelige brudstykker af forskellige følelser og tanker der passerede hendes indre blik i en sådan fart at hun faktisk ikke bemærkede hvad de fortalte hende, men istedet fokuserede på verdenen udenfor hendes tanker, som han på nuværende tidspunkt var en ret voldsom del af.
"Men ville det være en dårlig ting?"
Hver gang hans tænder fik fat i hendes hud, glemte hun i nogle få sekunder hvad de havde snakket om og hvad hvilke tanker der opstod i hendes sind, og fokuserede hundrede procent på den smerte hun havde hang til. På den ene hånd flettede hendes lange fingre sig ind i hans hår så hun kunne give han et let tryk på baghovedet, imens hendes anden arm snoede sig omkring hans hals for at holde ham tæt på hende - selvom hun ikke holdt hårdt nok fast til at det gjorde nogen forskel rent praktisk.
Hun nåede også kun lige at få en chance for at kunne fokusere på sine tanker, før han fik hvad der i hendes øjne var det 'overflødige' tøj af hende - hvilket ville sige trøjen og de smidige læderbukser der så ud som klæbede den til hendes krop. Hun skød ryggen en smule forover da han gjorde det, men strakte derefter halsen så hun kunne gengælde hans kys ordentligt. Så snart deres læber ikke var sammen, gled hendes henover hans kæbe og ned på hans hals. Der blev de en kort stund, før hun slap så hun kunne få ord ud igennem de læber.
"Hvis jeg skal have tøjet af, skal du også."
Hun smilede let, og lod et par fingre gled ned over hans hals og brystkasse, så hun nåede det tøj hun mente skulle af. Hun tog dog ikke fat i det, men lod bare fingrene svæve et par centimeter derfra som en kraftig hentydning, imens hun havde det lille karakteristiske smil på hendes læber, hun ikke kunne slette.

''Ja det har vist noget at gøre med dyret i os at vi udvikles kropsligt ret hurtigt indtil vi er omkring de 16 år hvor vores krop er 18-19 år her går det hele lidt i stå så.''

Han smilede roligt, de ældedes stadig men det var bare ikke lige så hurtigt som det var inden de nåede den alder. han smilede ganske roligt til hende, mens han havde hende ret godt presset ned imod bordet. Han kunne lide at have hende der ned imod da det vidste han havde magten og egentligt bare kunne tage hende lige så hårdt han ville. Han undlod det dog.

''Du har måske ret, men så igen hvem har brug for at sove når man har mulighed for sex?''

Han grinede lgende mens han engang imellem bed hende hvor han kunne komme til eller masserede hendes røv eller bryster. Han smilede roligt ned til hende. Han grinede af hende da hun spurgte om det da var noget skidt noget og han kunne da ikke sige at have hende halvt for sig selv var en dårlig ting. Han grinede lidt og rystede på hovedet af hende da hun sagde at hvis hun skulle af med tøj skulle han også.

''Jamen hvis jeg skal det så må du vel hellere fjerne det?''

Han kyssede hende og bed hende i underlæben

"Virkelig? Hvor længe bliver du så ved med at se sådan her ud?"
Da sætningen endte, lod et par fingerspidser strejfer hans hår, hvorefter den førtes ned over hans ansigt via hans kæbe, til den kom til hans hage. Derefter blev den lagt om til hans hals igen, hvor hun havde flyttet den fra ved starten af sætningen. I hendes stemme dansede drilleri omkring, samtidig med at et utydeligt smil der spillede i hendes mundvige uden at bryde fuldstændigt frem fra sine kanter. Hans vægt på hendes krop gav hende ingen muligheder for flugt, men som hun lå dér var ordet flugt heller ikke en del af hendes tanker. Selv hvis hun havde tænket på at komme væk - hvilket hun på ingen måde gjorde - så ville hun ikke have tænkt det som flugt. For hvis man skulle flygte fra noget, var man nødt til at være bange for det.
Delilah var ikke bange for Sajro. Hun vidste godt at han egentligt kunne slå hende ihjel hvis han fik lyst, men det gjorde ikke at hun blev bange for ham. Tværtimod tiltrak det hende på den sindssyge måde hun ikke kunne styre. Hun burde sikkert være bange. Men hun var så sjældent bange, at det blot var en del af de ubevidste tanker der flagrede bagerst i hendes hoved, og som ikke skadede hendes andre tanker. Der var selvfølgelig frygt i hende, men den blev bare brugt så sjældent at det efter hendes egen mening ikke gjaldt. Ikke fordi hun var modig eller frygtløs - for det var hun ikke. Hun havde bare lært hvordan man undertrykte frygten, så den var ligegyldig.
"Endnu en god pointe. Men det er en aftale hvis du lader mig hvile bare lidt."
Det næsten skæve smil der syntes umuligt at slette fra hendes rødlige læber, havde overtaget hendes stemme og givet den et lettere flabet skær. Det samme skær var at finde i hendes øjne, der fokuserede på Sajro. De mørke krøller var alle samlet på den ene side af hendes hoved, hvor det spredte sig som en halv glorie på bordet. Derfor kunne han også nemt kom til hendes hals, der var blottet for hår.
Man kunne umuligt påstå at den lette smerte der bredte sig i hende når hans tænder fik fat i hende, kunne opfattes som noget ubehageligt. Det var der ingen tvivl om, ud fra den måde hun endnu reagerede på den berøring. Hvis deres forhold blev ved med at have denne lille 'bivirkning' så var der ingen tvivl om at hun vil ende med at have ar på halsen. Men siden Delilah var en succubus ville hun virkelig skulle anstrenge sig for at se grim ud alligevel, hvilket betød at det faktisk ikke betød noget for hende overhovedet.
Hun havde alligevel så mange ar, der næsten virkede som smeltede de ind i hendes hud når lyset berørte den, fordi hendes hud faktisk var utrolig lys. Derfor bemærkede man dem knap, selvom der var utallige.
"Det kan jeg ikke fra denne her stilling!"
Hun grinede, og lagde begge håndflader imod hans skulderblade, hvorefter hun gav dem et lille skub der ikke var ment som et tryk for at flytte ham, men for at minde ham om at han nok burde rejse sig.

''Sådan her kommer jeg til at se ud indtil min alder og krop er ensartede og så vil de ellers følge hinanden som de skal derfra.''

Han smilede stille og roligt til hende. Han kiggede ned af hende som hun lagde under ham. han vidste ikke lige hvorfor hun ikke kunne gøre noget med at fjerne hans tøj som hun lagde der hun plejede jo ellers at være ret så smidig og være i stand til at fjerne tøj fra de mest underlige stillinger. Han kiggede rundt omkring sig kort og hurtigt fordi det lagde i ham at holde øje med fare hele tiden og så igen. han smilede roligt til hende.

''Så jeg må knalde dig så meget jeg vil hvis jeg bare engang imellem lade dig få ti minutter at hvile i?''

han grinede lidt, fordi på trods af hvor meget de begge sikkert ikke ville have noget imod det vidste de jo også godt at det ikke ligefrem var nogen mulighed, ingen af dem kunne nok holde til så meget sex. Han så ned på hende da hun så sagde det med at hun ikke kunne gøre noget fra den stilling.

''Er du ikke smidig?''

han grinede, men rejste sig langsomt op mens han sørgede for at rive hende emd op så de begge stod op. han kiggede så på hende og nappede hende igen i halsen dog ikke hul bare et nap for at markere og gøre hende mere tændt end hun var.

"Det burde give mig massere af tid ..."
Hendes øjenbryn dansede kort opad, men gled kort derefter på plads igen uden yderligere forklaring på den lille bevægelse. Hendes stemme spandt næsten kælent, som en kat hvis mave blev nusset i lange beroligende strøg. Da han hurtigt så sig omkring, gik Delilahs instinkter igang og sendte signaler til hendes hjerne om at han havde set farer. Derfor gled hendes blik ubevidst henover rummet kort, før det fandt tilbage til Sajro idet det ikke fandt noget tegn på fare. Derefter drejede hun hovedet en smule, og lagde endnu engang et lille pres på hans bryst, for at minde ham om hvad hun netop havde givet ham en ret kraftig hentydning til at han burde gøre.
"Hvis du kan holde til det."
På en eller anden måde lykkedes det hende at formulere på det en måde, så det havde et svagt tryk af en udfordring, som ville hun faktisk udfordre ham til at kunne gøre det. Men det ville hun selvfølgelig ikke, for det ville ingen af dem kunne holde til. Også selvom hun faktisk i sætningen fik det til at lyde som var det intet problem for hende selv, selvom hun udemærket vidste at det nok faktisk ville være hende der blev hurtigst udmattet, idet graviditet gjorde at man blev træt hurtigere - også selvom man ikke havde mere vægt at slæbe rundt på i starten. Det var noget med nogle hormoner.
Hun havde aldrig været dygtig til videnskabelige ting, men hun huskede dog brudstykker af sine 'graviditets- og børnepasnings-lektioner', selvom det faktisk havde været mange af de timer hun havde fået straf for at pjække fra. Men hun havde aldrig troet at hun faktisk ville få brug for dem - og se hende nu. Undetrykte panik fordi hun ikke havde en anelse om hvad fanden hun skulle gøre, nu hvor det utænkelige var sket.
Hans ord fornærmede hende en lille smule. Stillede han spørgsmålstegn ved hendes smidighed? Som hun lå fastklemt kunne hun ikke rigtigt bevæge sig, hvilket var en ret stor del af smidighed generelt. Alligevel kunne hun vel ikke rigtigt tillade sig at blive fornærmet over hendes manglende evne til at vride sig ud under vægten af en varulv, selvom det selvfølgelig aldrig havde stoppet hende før. Hun kunne vel også godt komme ud hvis hun gad bruge et stykke tid på det, og han ville lade være med at bevæge sig hundrede procent så hun kun komme fri.
Men det var ligesom ikke noget hun mente var så vigtigt på nuværende tidspunkt.
"Jo, men du er for tungt til at jeg kan gøre noget!"
Det var selvfølgelig ikke sig selv hun gav skylden da hun så svarede på hans ord, idet det ikke var noget hun kunne finde på at gøre. Istedet blev en fornærmelse smidt ud af hendes læber, men en afslappet ro der gjorde det tydeligt at fornærmelser var en del af hendes hverdag. Men siden hun havde givet ham utallige selv, så var der vel ingen overraskelse i lige netop det.
Om fornærmelsen så passede var irrelevant.
Da han hev hende op, greb hun lettere overrasket fat i ham, og borede neglene ind i hans hud for at kunne holde fast. Selvfølgelig var det ikke nødvendigt da hun kunne mærke at han holdt hende oppe, men det var dén indbyggede reaktion der fortalte hende at hun skulle klamre sig til det nærmeste, der var slået til i hendes krop da det skete. Men så snart han genoptog sine tænders berøring af hendes hals, løsnede hendes fingre sig fra ham og gled hen til det tøj hun havde snakket om.
Der gik derfor heller ikke lang tid inden det var dumpet ned på jorden ved siden af dem, og hendes arme igen kom på hans oppe omkring hans hals som hun havde fået for vane allerede.
"Tilfreds?"
Smilet i hendes stemme var så tydeligt at det helt havde overtaget hver millimeter af tonerne der blev udskillet.