I'm all alone - Sajro.

Sted: The Caves of Sand - Malous hule.
Omgivelser: Der er ikke andet end hendes ting, hende selv og nogle små dyr der kommer og går.
Tid: 23:35
Vejr: Hulen er kølig, men ikke så meget at man ikke ville kunne være der uden at fryse meget.

I en lille huling et stykke væk fra indgangen til grotten sad der en lille lyshåret pige. Hun boede der, blot fordi hun ikke havde et andet sted at være. Hulen var ikke særlig stor, den var tydelig at se når man kom forbi, men der hang et gråligt tæppe ned over indgangen så det var sværere at se hulen eksisterede. Men når Malou var alene kunne hun godt finde på at fjerne tæppet og fuldt ud afsløre hulen, som hun også havde gjort den dag. Hun følte sig fuldstændig alene, så hun kunne lige så godt gøre det mere behageligt. Hun havde tæppet rundt om hendes skuldre for at få mere varme. Hendes krop var dækket af en trøje der gik til lige under hendes brystparti og et par korte cowboyshorts. Hun havde det tøj på som hun havde på da hun var blevet smidt ud. Men hun var vokset, så tøjet var meget for lille. Hun havde dog ikke noget imod det, tøj var tøj. Hun havde sørget for at hun ikke forvandlede sig når hun havde tøj på, så ville det gå i stykker. Det var selvfølgelig ikke så let i starten, så hun havde fundet noget nyt tøj som passede til hende. Men det var flere år siden, så hun havde kun to sæt tøj hun brugte. En kjole og det gamle sæt tøj.

Sajro havde valgt sig at bevæge sig ud i dette område fordi det var et af de steder hvor folk ikke vidste noget om at han havde en enorm dusør på sig. Han havde også valgt det fordi han gerne ville se dette område som han ikke havde været i før end denne dag. Han gik roligt og lagde så mærke til en lille hule ikke langt væk som han gik hen til.

''God eftermiddag?''

Han havde haft nogle gode dage den sidste tid så han var meget venlig overfor fremmede denne dag. Han smilede ganske stille til hende mens han stak hovedet ind i hendes hule.

''Bor du her?''

Malou overhørte ikke skridtene, hun foldede tæppet tættere sammen om sig og gemte hendes ansigt, men et par af hendes lyse lokker kunne stadig spottes. Hun havde ikke meget at gøre med i den lille hule, men hun trives der. Det var hendes hjem, det eneste sted hvor hun kunne føle sig nogenlunde sikker. Da det ikke virkede til at han overså hende, fjernede hun tæppet så det lå om hendes skuldre igen. Hans stemme havde en rungende klang i grotten. Hun nikkede og så rundt i hulen. Malou rykkede sig en smule til venstre så han kunne komme ind og sidde hvis han ville. "Hvad laver du her?" Det var ikke tit man fandt nogle der gik igennem grotten uden at være på gennemfart. Netop derfor var hendes hule placeret godt der.

Han sendte hende et stille og venligt smil mens han roligt gik indenfor i den lille grotte. Han kiggede bare rundt for at finde ud af hvordan hun havde indrettet sig. Han var overrasket over t hun faktisk boede der da han aldrig havde mødte nogle før i dette område...

''Skulle bare opleve dette område, og det er derfor jeg lige er her.''

Han satte sig ned op af en af væggene fordi han ikke ville være for påtrængende. Han kiggede på hende med et venligt og varmt smil. Han vidste ikke hvad pokker hun lavede der eller hvilken type hun var.

''Hvorfor bor du så langt væk?''

Malou var ikke særlig socialt, hvis hun prøvede kunne hun sagtens undvære at tale med nogen i flere uger. Det ville ikke plage hende. Hun havde en lille bunke med tøj til at ligge i den ene ende af hulen og nogle tæpper i den anden. Mere hvad hun ikke og mere havde hun ikke brug for. Måske noget mere tøj, men hun kunne sagtens leve uden det. "Det er et fascinerende område." Malous stemme var lavmælt og fin, hun lød ganske rigtigt som en 15-årig usikker pige, men hun var så meget mere end det. "Jeg har det bedst alene." Hun mente at folk blot var en forhindring. Derfor prøvede hun desperat ikke at holde af folk, det ville bare stå i vejen for hendes overlevelse.

''Jeg synes det virker en smule kedelig, men nu stammer jeg også fra skovende, hvor der er mange dyr og andre væsner.''

Han smilede stille og roligt mens han begyndte at vandre stille rundt i hulen og undersøgte speciet væggene. Han lyttede til det hun sagde. Han kiggede roigt på hende da hun sagde at hun havde det bedst alene.

''Hvorfor har du ikke lyst til at være sammen med andre?''

Hn så forsigtigt og ganske stille på hende.

Malou fulgte ham med blikket mens han gik rundt i hulen. Hun mente at skoven var et fascinerende sted. "Skoven er et flot sted. Men for mig er der for mange dyr og mennesker. Jeg vil helst være et mere stille sted." Hun rejste sig og gik hen til væggen og stillede sig op af den. "Jo.. Ser du.. Det er en lang historie." Hun havde aldrig fortalt den historie til nogen, hun havde heller ikke lige tænkt sig det. Hun ville ikke have folk skulle have medlidenhed med hende, det ville de nogle måske få hvis hun fortalte den historie. En anden grund var at hun ikke havde stolet på nogen, før hun kunne fortælle den historie blev hun nød til at stole på en person. Der var ingen hun stolede på og der var ingen der kunne stole på hende, hun ville gerne stikke alle hun havde mødt i ryggen hvis det betød at hun selv overlevede.

''Forstår godt det med mennesker, men det er da meget facscinerende at leve med dyr så længe at de til sidst ser en som en de af deres naturige miljø?''

Han smilede ganske stille til hende mens han gik hen til hende og han satte sig ned over for hende ikke fjernt fra hende. Han sad der bare og kiggede på hende mens han nemt nikkede omkring det hun sgde om at det var en lang historie...

''jeg har massere af tid, men hvis du ikke vil tale så er det også okay.''

Han smilede bare ganske roligt til hende.

Malou havde det også rigtig godt med dyr, det var skam ikke det, men hun ville bare blive træt af dem med tiden. Så ville hun hellere bo mere afsides. "Jeg elsker dyr, men jeg ville ikke kunne leve med dem hele tiden. Jeg er meget sammen med dyr når jeg ikke er her." Hun så på ham da han satte sig ned, hun smilede til ham men det virkede ikke helt så oprigtigt som det kunne. "Det er ikke noget personligt.. Men jeg stoler bare ikke på nogen før de giver mig en grund til det." Hun tænkte hun hellere måtte skifte emne før hun endte med at fortælle noget hun ikke ville. "Jeg hedder Malou" Hun rakte en hånd frem imod ham.

''Det kan jeg bare ikke forstå. Jeg kan ikke forestille mig ikke at leve sammen med dyr. Og det er på trods af at jeg ikke har mange venner der er dyr...''

Han havde faktisk aldrig været stolt af at han dræbte så mange dyr. Han så på hende stille, han havde kun haft et kæledyr. Han havde haft en jærv engang men den var gået hen og var død. Han så roligt på hende.

''Okay... jeg hedder Sargonis.''

Han smilede og han strakte hånden frem imod hende, mens han lige trak ærmet lidt op det var noget hn havde fået af vane.

Malou trak på skulderne. Hun var vel bare en ensom ulv. Eller tiger, passer nok bedre. Hun førte en tot hår bag øret. "Jeg er bare ikke et flok dyr. Hvis jeg kunne være alene i ugevis så ville jeg gøre det. Mennesker er bare så svære at regne ud. Man skal konstant prøve at regne ud hvad de tænker eller føler for at kunne vide sig sikker på dem. Det er udmattende, jeg vil hellere bruge min energi på noget andet." Malou holdte vejret da han tog hendes hånd, hun frygtede en smule at få et syn om ham. Hun brød sig faktisk ikke om det, men heldigvis skete der ikke noget, så hun åndede lettet ud igen. "Godt at møde dig Sargonis."

''Wow er det så slemt at skulle give mig hånden?''

han smilede roligt til hende mens han kiggede rundt. Han forstod hende godt han kunne også bedre lide dyr fordi deres kropssprog var nemmere at aflæse end menneskers af en eller anden grnd som han aldrig havde forstået helt

''Ja jeg kan også bedre lide at snakke med dyr fordi deres kropssprog er mere tydeligt end menneskers det gør det nemmere''

Han smilede venligt til hende omkring det med at hun sagde det var godt at møde ham. Hn vidste nu ikke om han var enig i det men det var godt at møde hende.

''Lige måde.''

Malou trak sin hånd til sig og så ned på den som om hun havde fået stød eller noget. Hun så op på ham igen og viftede med hånden han lige havde trykket. "Nej.. Jeg kan godt være social.. Det er bare, har du sådan en ting du kan? Nogle kan læse tanker, andre kan kontrollere ild og den slags. Jeg får fremtidssyn ved at røre ved andre. Så jeg kunne have fået et lige før. Jeg bryder mig ikke om dem." Hun tog en sten op og begyndte at pille ved den for at holde gang i hendes fingre. "De lyver ikke, de skjuler ikke deres følelser. De er bare så meget lettere at håndtere." Hun nikkede til ham med et forsigtigt smil.

''Jeg er en varulv, så det er da en evne, så er jeg immun overfor mentale evner, og så kan jeg danne en skal af alle materialler jeg kan røre ved.''

Han smilede ganske stille til hnde og han nikkede til det med at dyr var det nemmer end mennesker og han kunne kun give hende ret i det hun sagde. Han havde det jo på den samme måde med dyr og mennesker.

''Hvilken race er du?''

Han smilede venligt til hende ford han havde jo nu sagt han var varulv og hvis hun fortalte det fortalte han måske at han var nightcan.

Malou mente det var praktisk at han var immun over for mentale evner. Så ville ingen kunne hypnotisere ham, plante billeder i hovedet på ham eller noget andet i den dur. Hun havde ikke placeret ham som race. Hun plejede altid at gætte på hvilken race folk var, men hun havde ikke gjort det med ham. "Det er godt at være immun over for noget. Gid jeg var det." Mange havde forsøgt at overtale hende til forskellige ting, fordi hun bare var en 'lille pige' men når det ikke var lykkedes kunne nogle godt finde på at bruge psykiske evner mod hende og tvinge hende. "Shapeshifter. Jeg er en tiger"

''Det er også noget jeg er meget glad for virkeligt.''

Han sendte hende et smil. Der var ikke nogen tvivl om at han var glad for at han var immun overfor den slags evner. Det gjorde det meget nemmere at være som han var. Han smilede bare roligt og kiggede på hende da hun fortalte hvad hun var, og han tænkte kort på lyssa...

''Er du glad for din race? Og har du hørt om skyhounds og Nightcans?''

Han smilede roligt. Han ville nemlig ikke fortælle hvad han var hvis det kunne skræmme hende.

Malou nikkede forstående med, hvis bare hendes evne ikke gik så meget udover sig selv. Hun ville blive drænet for energi hvis hun fik for lange syn. I slemme tilfælde ville hun besvime. Hendes evne var ikke en gave, det gavnede hende ikke. Nogen gange måske, men oftest ikke. Hun rynkede brynene over hans spørgsmål. "Lad mig sige det sådan her. Jeg har tilbragt seks år hvor jeg har prøvet at holde mig væk fra befolkningen. Jeg ved ikke særlig meget om nogle racer." Malou var ikke så let at skræmme, hun havde ikke oplevet mange skræmmende ting, men hun ville ofte blive fascineret i stedet for skræmt.

''Desværre kender jeg det for godt...''

Han sendte hende et sagt smil for at vise hende at han forstod hend godt. det gjorde han jo også. det var der sikkert en del der gjorde men derfor havde han ikke tænkt sig at lade være med at fortælle hende at han forstod hende.

''Jamen, jeg er det der kaldes en nightcan... Eller nogle kalder dem bare for mørkets varulve.''

Han så forsigtigt på hende han vidste ikke hvordn hun ville reagere på det men han var meget nervøs for at hun ikke ville tage det særligt godt.

Malou var glad for han forstod hende. Det føltes som om der ikke var nogen der forstod hende, eller prøvede. Men for at få forståelse krævede det også at man var social, så det ville ikke være let for hende at få forståelse. Hun hævede undrende et øjenbryn da han sagde nightcan, hun anede ikke hvad det var. Så hun blev nød til at vide hvad forskellen på en varulv og en nightcan var. Hun vidste godt hvad en varulv var, men ikke mere. "En nightcan? Hvad er forskellen på en varulv og en nightcan?"

''Tag en varulv gør den større giv den horn i panden og ud af ryggen.. Så har du hvordan en nightcan ser ud når den skifter... Men så er der det med at vi kan ændre kun dele af vores krop og ikke det hele''

Han sendte hende et roligt smil han vidste ikke lige hvad han skulle tro om hende han vidste ikke om hun forstod ham eller om han skulle skifte form for at bevise det?

''Eller skal jeg skifte form for at vise det?''

Malou prøvede at forstille sig det. Men det var svært, så mange varulve havde hun heller ikke set. "Jeg tror godt jeg kan forstille mig det. Så du behøver ikke vise mig det." Hun sendte ham et smil og nikkede overdrevent. Hun havde slet ikke behøv for at se det. Ikke hvis det var som hun forstillede sig det. Hun hævede begge sine øjenbryn, hvis man kendte hende godt vidste man at det var fordi hun havde fået en idé, "men du kunne forvandle noget af din krop. Så kunne jeg få en idé om hvordan du så ud?" Hun så undersøgende på ham, hun prøvede at forstille ham som en såkaldt Nightcan, men det lykkedes ikke, han kom mest til at ligne en stor pelset klump.

''Det kan jeg da sagtens gøre for dig.''

Han smilede ret stor til hende og han hev så tøjet af hans overkrop fordi han ikke ville ødelægge det tøj han havde på. Han kiggede på hende og langsomt voksede hans torso og skuldre samt hoved, til han lignede den del ahn var i hans varulveform...

''Ser det ud som du forventede?''

Han grinede lidt da han var blevet sig selv igen, og af gammel vane tog han ikke tøjet på igen. Han grinede bare ganske stille...

''Du er en meget sød pige.''

//Se hans form i min undskrift. ^^

Malou undrede sig ikke da han smed trøjen, det var lige som med shapeshiftere, hvis ikke værre. Hun plejede selv at have et tæppe med sig hvis hun skulle finde på at skifte form, men der var ikke altid tid til at tage sig tøj af og vikle et tæppe om sig. Så hun havde mistet noget tøj til hendes forvandling. Hun rejste sig op og så nærmere på de dele af ham der var forvandlet. "Jeg prøvede at forstille mig det. Men i mit hoved var du bare en stor, brun pelsklump. Så ikke helt som jeg forstillede mig. Men det er imponerende." Hun så undrende på ham da han komplimenterende hende. Hun blev glad, men kunne ikke helt se sammenhængen. Det fik hende til at tænke på hendes tid med hendes forældre inden hun første gang forvandlede sig. De havde altid kaldet hende sød, nuttet, fantastisk og hvad de ellers kunne finde på. "Hvad får dig til at sige det?" Hun lød på ingen måde vred, bare undrende.

''Jamen jeg er da glad for at det imponerer dig. Det er ikke ligefrem alle der bliver imponeret over det... Nogle blivere nærmere bange for flygter i rædsel over det.''

Han smilede ganske stille og roligt til hende. Han grinede lidt over hendes sspørgsmål og han rødmede fordi han vidste det egentligt ikke rigtigt. Han havde bare synes hun var ret sød. Han vidste dog også hendes blod smagte sødt men det var også det.

''Du virker bare som en sød pige. Ikke sådan uskyldig og kedelig, men som en sød pige der dog stadig er en smule vild i det.''

Han så på hende og sagde det så.

''Og så dufter du sødt og dit blod smager nok også sødt.''

Malou nikkede. Hun kunne godt forstille sig hvordan det måtte være. Når hun selv skiftede form var det ikke ligefrem alle der var begejstret for hende, men det måtte være værre for ham, han var mere unaturlig. Hvis man kunne sige det sådan. Hun så at han rødmede og smilede, men dækkede det så ved at føre en hånd op til hendes overlæbe og klø sig, så han måske ikke så det. "Jeg ved ikke hvordan du vil definere vild, men jeg vil mene at det en der tør tage chancer og vil gøre meget for at beskytte det hun har kært. Hvis du ser det sådan, så er jeg vild." Han fik det til at lyde som om han drak blod. Det gav ikke nogen mening for Malou, men måske var vampyrer ikke de eneste der havde brug for det. "Det må være en god ting. Normalt vil blod være syrligt ikke?"