Your.. Wait what!? ~Nille~

Det var desværre en af påvirkningerne ved Nilles evne når hun havde brugt den til at flå en persons sjæl itu. Hun ville have været døden nær, og miste lidt af sin hukommelse... Heldigvis kun midlertidligt.
"Kom ikke tættere på!" Desperat så Nille efter noget der kunne blive brugt som våben, hvad som helst!
"Caroline..." Hun så ligegud. Hun rynkede panden lidt.
Prik,prik,prik i hendes hukommelse.
En bekendt følelse.

Caroline lagde hovedet lidt på skrå.
"Rolig Nille! Jeg skader dig ikke!" Sagde hun med en stemme som mente hvad hun sagde. Men trådte alligevel et skridt frem, men kunne ikke komme nærmere på grund af solens stråler. Caroline kiggede imod vinduet.. Gud hvor var det irriterende... Caroline så på Nille med et roligt blik.

Nille spændte sin krop. Hun snerrede, og blottede tænder. Nile stillede sig midt i solens stråler. Et flabet smil kom over hendes læber.
"Så ka.." Mere nåede hun ikke at sige før som en rambuk tyrede sig ind i hende, fik hun hukommelsen igen.
"Undskyld." Hun rettede sig, og slappede af.

Caroline nikkede kort da Nille fik sin huskomelse igen. Hvilket bare fik hende til at smile let og ånde ud stille. Caroline kiggede Nille i øjne.
"Du er tilgivet."

Nille gled ned at sidde, hun trak benene op til hagen, og hvilede hagen på knæene. Hun tog armene om benene. Nogle tårer gled ned af hendes kinder. Hun sagde dog ingenting. Hendes skuldre rystede. Hun rejste sig brat op, og gik hen imod døren.
"Vi ses om nogle uger." Det blev dog ikke nogle uger, det blev flere måneder. For da hun nåede ud i gyderne.... Blev hun slået ud.

En hel del tid efter:

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
S: Doomsville Gågaderne
O: Ingen væsner, eller hvad?
T: Aften, 21:01
V: Varm aftenvind, og næsten ingen skyer.

Nille kørte hænderne igennem håret. Hun sukkede lavt, og så desperat rundt. Hun havde brug for at snakke med en... Og vidste lige præcis hvem. Caroline. Nille slog armene om sig selv, og mærkede nogle tårer glide ned af kinderne. Hun lænede sig op af muren, og tørrede tårerne væk. Hun sukkede lavt, og rettede sig op. Toby var henne ved lejligheden/værelset ved Rafael, igen var det en dæmon kvinde der tog sig af ham. Men hun måtte ikke se ham i øjnene, med mindre hun ønskede at mærke skammen rulle over sig, og se sine minder tvunget frem foran hendes øjne. Nille følte sig efterhånden... Desperat. Hver gang hun var væk fra Jacob hungrede hun efter at se det hvide hår, og de krystalblå øjne foran hende. Den blege hud... Nille rystede på hovedet for at få ham ud af hovedet, selvom hun gerne ville have ham derinde. Hun skulle bare koncentrere sig nu. Nille lagde armene over kors.
"Caroline..." Skammer stemmen sneg sig op af murene, og hen af fortovet. Den forsvandt lidt væk. Forhåbentlig var Caroline her... Ellers måtte hun forsøge at finde hende et andet sted.

Caroline havde ventet og ventet, men hun havde fundet sin søster.. Mødt Jacob to gange.. Sikke meget drama der havde været i denne periode. Det var hårdt for hende, specielt Jacobs mor Kiras ord til hende.. Uelsket vampyr.. Det havde taget hårdt på hende, men hun havde revet fingern af Kira rent faktisk. Caroline gik i de mørke gader, savnede nogen at snakke med.. Men der var ikke rigtigt nogle i nærheden, det ene menneske som var på gaden havde hun snuppet som aften snack. Caroline så frem for sig og slap liget, og gik videre.. Hun så lidt ned i jorden, og sukkede så... Men en stemme fik hende til at rette blikket op, en som kaldte på hende. Hun kunne genkende den stemme hvor som helst. Nille!.. Caroline satte i vampyr fart og hurtigt var hun oppe bagved Nille og fik hende op af en mur.
"Hvor har du været!" Udbrød hun med en glad stemme, men sammetidig alvorlig.

Det var dumt at forskrække Nille. De lysende blå øjne blev sorte som om man kunne falde, og falde ned i dem. Falde forevigt. Nilles øjne blev dog hurtigt blå da hun så hvem det var. Hun smilede ikke. Sorgen var i hendes øjne. Hun åbnede munden, men der kom intet ud... Men så tog hun sig sammen.
"Jeg har været ved et skyggevæsen." Hun så væk. "Jeg blev slået ud efter jeg gik fra dig, og vågnede i en stor seng i et slot. Skyggevæsenet var en mand... Behøver jeg sige mere? Han ville have et barn der var Skammer. En rigtig Skammer." En tåre gled ned af hendes kind. "Dæmonernes raceleder reddede mig. Jeg bor ved racelederen nu." Hun ville ikke sige hans navn, selvom hun stolede på Caroline... Var det at Caroline engang havde svigtet hende stadig noget hun var vagsom overfor. Plus, det var ikke for klogt at sige hans navn til alle og enhver... Specielt ikke dem som ikke var dæmon. "Og så har jeg været ved Jacob." En svag rødmen bredte sig i hendes kinder, og hun smilede skævt.

Caroline slappede mere af, men så med det samme Nille i øjne. Hun lyttede, igen det var det hun var bedst til.. At lytte til andre. Caroline fik hurtigt et medfølende blik i sine øjne. hun vidste hvordan det var at blive voldtaget, hun havde prøvet det. Hun så på Nille og lagde en hånd på hende kind.
"Det jeg ked af, men jeg er her for dig." Svarede hun med et stille smil, bare for at vise sit værg. Selvfølgelig havde hun hørt om Rafael, men selvfølgelig.. Det vaar ikke sikkert at hun ville sige det til hende.. Caroline så på hende.
"Så.. Du fik..Ja.. Med skyggevæsner." Caroline hentydede til om hun havde fået et barn, det kunne Caroline ikke nu.. Men hun havde fundet sin søster, som hun nu også kunne leve med forevigt. Caroline tørrede Nilles tårer væk.
"Jacob ham har jeg mødt, har han det godt. Det tog lidt på ham, det vi blev udsat for." Svarede hun og trak kort på skuldren. Nille skulle ikke misforstå den, og det håbede hun heller ikke hun gjorde.

Nille så på Caroline igen. Hun smilede taknemmeligt. Mange havde hørt om Rafael, men det betød ikke at Nille ville se om folk kendte ham. Hun var Censor for ham, og ville helst ikke forråde ham, eller gøre ham... Vred.
"Ja, jeg har et barn." Hun så igen væk. "Min største frygt blev virkelighed.. Det værste er at det er en dreng." Hun bed sig hårdt i underlæben.
Hun rynkede panden lidt.
"Han..." Hun rødmede dybt igen. "Havde det fint da jeg så ham. Hvad blev i udsat for?" Panteren lyste i hendes øjne. Den indre panter var bekymret for sine venner, og ville høre hvad der var sket... Så hun kunne flå vedkommendes arme fra kroppen, og brænde vedkommende.

Caroline nikkede kort, forstående.. Hun så på Nille.
"Hvad vil det sige når det er en dreng?" Spurgte hun forsigtigt, og kiggede på Nille. Hun vidste ikke om spørgsmålene var for meget, men hun ville gerne vide noget. Ikke for at sladre fordi hun var bekymret.
"To ting, den første var Nicolas. Jacob var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Nicolas havde nær dræbt ham, men jeg.. Jeg tror jeg fik ham til at stoppe da jeg skubbede ham væk. Jeg bad ham også om at hjælpe.. Og det gjorde han.." Hun var ret forvirret over Nicolas.. Hun hadede ham.. Men samme tid var hun også forelsket i ham.. Hun så på Nille. "Men han havde det også fint efter det, men så mødte vi hans mor Kira." Tilføjede Caroline og så på Nille, hvis Nille kendte Jacobs historie vidste hun nok godt hvem Kira var.
"Hun tog vores evner i noget tid, for lang tid hvis det står til mig.. Men vi fik dem igen.. Men hun slap væk.." Sagde hun stille, episoden med Kira.. Var den som havde taget hårdest på hende, mest af alt fordi hun havde fået sig på hjerte at hun var uelsket. Man kunne se på Caroline at der var noget hun tænkte meget over..

Nille bed sig i underlæben. Hun kunne jo lige så godt fortælle det.
"Skammerne er kvinder, vi kan holde vores evne inde. Det er ikke bare en tænd, sluk knap. Den vil altid ud, men vi holder den inde. Hvis Skammeren foreksempel er vildt forelsket i en... Og de kommer til det intime stadie... Ville Skammeren ikke kunne styre sin evne. Uanset hvad hun gør vil evnen bare frem." Hun bed sig i underlæben. "Hvis det er en dreng vil han slet ikke kunne holde evnen inde, han ville skabe kaos og død. Skammen vil rulle over alle der ser ind i hans øjne... Udover dem der er Skammere. Jeg er den eneste han kan se i øjnene uden der sker noget... Ja, udover en anden, men det er en anden historie. Toby, som han hedder, må og skal dø. Jeg kan bare ikke nænne at skulle gøre ham fortræd... Jeg tør simpelthen ikke." Hun så igen væk. "JEg kan ikke gøre ham fortræd, selvom det er bedst." Hun mærkede igen nogle tårer glide ned af kinderne.
"Nicolas?" Det lød bekendt. Nille fik et stram ansigt. "Jeg har mødt ham... Eller Dæmonen mødte ham. Han skadede hende. Ville have hende som våben, for ellers ville han skade dem hun holdte af." Hun så ind i Carolines øjne, og de var fyldt med had omkring den mand.
"Han kan lide dig." Hun trak på den ene skulder. "Det er jo tydeligt at han kan lide dig, mere end ven sikkert." Hun smilede skævt. "Men hvis du ser ham igen, Caroline... Så sig til ham at hvis han virkelig vil skade Skammernes kære må han lige tænke om det måske er klogt... For du er jo min bedste veninde, Caroline."
Nille sukkede, og lagde armene over kors.
"Kira." Hun kendte godt den kvinde. Hun havde jo set Jacob i øjnene med evnen. "Sikke et eventyr." Mumlede hun, og rystede på hovedet. "Undskyld... Men Caroline... Hvis jeg ser Nicolas... Og han truer mig igen, eller prøver på noget... Så skader jeg ham." Hun fik sig væk fra muren, og gik lidt væk.

Caroline blev ved med at lytte, hun måtte snart holde op med at bruge sin egen evne til at slippe for en vampyrs pinsler, følelserne ville være flødet over hvis det ikke havde været for hende selv, samt havde byen lagt i lig på lig hvis hun ikke havde brugt sin evne på sig selv, men hun kunne ikke blive ved med at holde evnen, det ville være dumt.. For hvis hun skulle miste den ville hun tabe kontrollen..
"Hvis jeg kunne tvinge dig.." Caroline vidste det ville være en mulighed, ligemeget hvor meget hun selv var imod drab på børn.. Så var det en mulighed, en mulighed Nille måske skulle tage til sig.. For at få det overstået. Caroline kiggede ned.
"Det ligepræcis det.. Jeg er bange.." Svarede hun Caroline var bange for at få følelser for en som ville vælge en anden i sidste øjeblik.. Som Christian.. Caroline så på Nille.
"Jeg ved du ikke lader ham slippe med det, han skadede Jacob. Men han reddede trods alt mit liv.." Tilføjede hun stille.. Han havde sagt hun ikke var som andre, hvilket der aldrig var nogen som havde sagt til hende før.. "Du også min bedste veninde, derfor ønsker jeg ikke at nogle skal skade dig."

Nille lagde armene over kors, og så rundt. Hun trippede lidt, og bed sig i underlæben. Tvinge hende? Det kunne Caroline godt glemme alt om. Nilles instinkter ville straks tage over, og Caroline ville blive skubbet væk af en hård vind hvis hun prøvede... Men Nille kunne godt se det smarte i det. Men ikke tale om. Det gad Nille ikke.
"Beklager, Caroline... Men det kan du lige så godt glemme alt om. Hvis jeg kan ane du skal til at tvinge mig vil jeg automatisk få sorte øjne, eller kyle dig ind i en væg med min vind evne. Beklager." Nille så sig over skulderen. Hun så fremad igen.
"Du skal ikke være bange. Glem Christian, han er ikke nok værd til at du tænker på ham." Hun smilede opmuntrende.
"Det ved jeg, og derfor slår jeg ham ikke ihjel. Men jeg ved også... At jeg aldrig ville tilgive en der har såret mine venner... Og da specielt ikke Jacob." Hun så ned. "Så snak med Nicolas om at han er hjernedøv hvis han tror jeg vil være hans våben. Jeg er Racelederens Censor, jeg er hans våben. Og han behandler mig godt." Hun vendte fronten mod Caroline. "Og hvis Nicolas overhovedet tænker på at skade nogen jeg kender, igen..." Nilles øjne blev hårde.

Caroline trak på skuldren.
"Jeg ville ikke tvinge dig til noget du ikke vil, men jeg har fået godt styr på min evne. Så bare rolig jeg kan også tvinge folk på længere afstand bare de ser mig i øjne." Svarede hun med et drilsk blik i øjet. Caroline smilte lidt halvt.
"Det ved jeg Nille, igen jeg vil ikke tvinge dig til at tilgive ham hvis du ikke vil. Jacob tilgiver ham sikkert heller ikke. Men ja Christian, jeg flår hovedet af ham næste gang jeg ser ham, ligesom jeg flåeede en finger af Kira." Sagde hun men var ikke overrasket over de mordiske tanker hun havde ind imellem. Hun var van til dem.
"Men jeg ved heller ikke, jeg hader ham.. Men alligevel så tror jeg at jeg har nogeet for ham.. Mine instinker skriger at de vile finde ham.." Sagde hun lidt stille...
"Nille jeg har enlig brug for din hjælp til noget.."

Nille gik hen til Caroline igen, og smilede opmuntrende.
"Skammere kan man ikke flygte fra, Caroline. Så snart vi har hørt om en person der har gjort dårlige ting... Vi vil jagte den person indtil vi har set personen i øjnene. Selvom du vil tvinge os til ikke at komme tæt på dig... Betyder det ikke vi vil lade dig være i fred." Nille smilede drilsk, og klappede Caroline på skulderen.
"Jeg kan ikke tilgive en der har skadet Jacob." Hun trak på den ene skulder. "Flåede du fingeren af Kira?" Nille grinede lavt. "Godt gået."
"Det går nok, Caroline." Hun så blidt på hende.
"Sig frem."

Caroline trak atter på skuldren.
"Måske jagte, men jeg har heller ikke nogle at lærer fra." Svarede hun stille med et skævt smil. Hun havde fået evnen af en meget stærk vampyr, ældre end Nicolas troede hun men vidste ikke.. Caroline så på Nille igen.
"Hvilke dårlige ting?" Spurgte hun forsigtigt, Caroline var 'morder'.
"Jeg skal have hjælp med at få mine følser under kontrol, det hænger i min evne. Min evne holder dem tilbage, og da Kira tog den flød de næsten helt over. Og nu jeg bange for at hvis den bliver taget igen, så vil det ikke gå så godt. Heller ikke med min blod tørst, så jeg skal bruge en jeg stoler hundrede procent på til at være ved mig når jeg slipper tvangen på mig selv. Caroline så alvorligt på Nille, der var så meget der gjorde ondt på Caroline, og det skulle bare tæmmes. Caroline snød sig selv ved at bruge sin evne.

Nille rystede blot kærligt på hovedet af Caroline. Nille sukkede, og lagde armene over kors. Hun trak lidt på den ene skulder.
"Slavehandel, mord, tortur, rigtig meget." Hun smilede skævt. "Men jeg myrder selv, det har alle Skammere gjort. Vi har dog en ed vi skal holde os på. Jeg må ikke fortælle dig eden... Men jeg kan da sige... Ser vi en Skammer blive brændt skal vi lade hævnen regne over dem der stod og se på mens Skammeren blev brændt. Det samme gælder hvis vi ser en af vores venner blive myrdet." Nille tænkte kort på Natalie... Hun lukkede øjnene, og en lille tåre gled ned af hendes kind.
Men Nille havde fået hævn. Hun havde dræbt Dæmonen.
"Hvordan kan jeg hjælpe?" Nille så spørgende på Caroline.

Caroline nikkede hun var jo en form for morder..
"Jeg har brug for hjælp til at styre mine følelser og min tørst." Sagde hun kort og så på Nille. "Mine følelser er ude af kontrol og jeg skal lærer at styre dem uden min evne styre dem for mig." Svarede hun og så på Nille igen.
"Vil du hjælpe mig med det?" Spurgte Caroline stille og bed sig lidt i læben. Hun havde brug for en som ville hjælpe hende med denne store ting.

//Søde skal vi stoppe her, for vi er virkelig langt tilbage. Så ville helst hvis vi kan starte et nyt på et tidspunkt //

//Åh ja undskyld... Men du ved... Min ryg... :c..
Lad os sige out, og starte et nyt på et tidspunkt, ja ^^'

//Du skal ikke sige undskyld ^^ Jeg ville bare spørge fordi Caroline snart får brug for Nille //

//Okay ^^ Selvfølgelig, Nille vil skam være der for hende Bare sig til

//Efter episoden med Kukiu og Julianne XD Så bare når du har tid og du har lyst //

//Ah... xD Skal jeg nok ^^

//Ved jo din ryg piner dig //