May i present to you... the king ~ Sean (XXX)

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Dagen var dejlig mild i varmen, på trods af hvordan varmen havde bagt ned på Doomsvilles befolkning. Dagens milde vejr var bare en af grundene til at folket var kommet på gaden denne dag. Det var efterhånden blevet ret offentligt kendt at Doomsville fik royalt besøg fra Sunfury. Mange røgter havde floreret rundt om det nyligt viede par, specielt at dronningen skulle have giftet sig med en hun af en slags. Andre rygter sagde at der var tale om en varulv, og at denne havde trukket en forbandelse ned over Sunfurys kongehus, ved blandt andet at æde dronningens ufødte barn. Der skulle ikke meget til for at muntre folks fantasi, selvom de fleste der havde andet end grød mellem ørene var klar over at der var tale om en formskifter, som endda skulle stamme nordfra. Hvor højt nordfra der var tale om, vidste ingen. Nogen mente det kunne være Thorban, andre gættede på Doomsville, eller sågar Dragons Peak. Hvad alle var enige om var at der ikke fandtes et svar på mandens oprindelses sted.

Selv ikke de healere som den unge konge havde efterladt i Doomsvilles Rooten Root distrikt, vidste at der var tale om deres tidligere læremester, Fenrer. Men nu gik de fleste også ud fra at hans dage var talte. Man havde ikke hørt noget fra den godhjertede healer i måneder. Det sidste man vidste om ham var at han havde været travlt optaget af en rejse sydpå, hvor han skulle prøve at få samlet flere af de løse klaner af formskiftere ind i foldet, under hans elskede ånders vejledning. Det havde dog ikke virket logisk for nogen, at han ville tage hele vejen forbi Shadow Peaks, og slet ikke længere end det.

Da byens porte åbnede sig for den kongelige garde af Sunfury, der bar byens bannere, kunne der snart høres en dunren af et enkelt sæt overdrevent tunge hove der gav genlyd ved hvert sammenstød med brostenene under den enorme Valen, som som en ung mand red på. Ved hans side red en engel, på en smuk sort hoppe med bølgende manke. Deres vinrøde kapper, dækkede kun delvist de røde og gyldne klæder de var iført. Mange var af de fremmødte var allerede i færd med at juble og vinke til de fremmede kongelige.

Fenrer smilede under trykket fra kronen og vinkede tilbage til Doomsvilles indbyggere, som han i ny og næ delte et smil med Valerya. Han havde nu også ladet et lille grin glide udover hans læber, da hans så et par måbende ansigter der kunne genkende ham fra hans tid i Rotten Root.
Fenrer tænkte tilbage til dengang, i Rotten Root, og alle de menneske han havde hjulpet tilbage på ret fod efter at være kommet til byen. Han tænkte også på hvordan det havde været et af hans livs bedste beslutninger at tage sydpå.

Det var dog ikke det han havde tænkt på da de forlod Sunfury.

Da Valerya og ham, havde gjort klar til at tage afsted, havde han mest af alt ikke lyst. Der var mange ting i Sunfury der krævede det unge regentpars opmærksomhed. Men Valerya havde haft lagt mærke til hvordan han af og til var blevet fjern, og da hun spurgte ham om hvordan det kunne være havde han måtte krybe til korset. Han fortalte hende om dengang i Doomsville hvor han havde hjulpet de fattige med lægehjælp, eftersom at han var den eneste healer der ikke havde krævet honorar for det. Han havde ligeledes fortalt hende om de unge mennesker der havde valgt at følge hans eksempel, og som han var begyndt at oplære i lægehjælp og healende urter, miksturer og salver.

Dernæst var der ikke gået længe før end Valerya var kommet til ham efter et rådsmøde, hvor han havde diskuteret i timevis, og fortalt ham at de skulle til Doomsville. Fenrer havde været så lykkelig, før end bekymringerne om riget satte ind.
Da de først var taget afsted, havde Fenrer dog nydt deres tur. Det var helt befriende at kunne tage afsted og ligge ansvaret fra sig lidt, på trods af at de havde skudt turen ind under at skulle aftale nogle handels-traktater med Sean McGivens. Fenrer smilede ved tanken om dæmonen, ikke fordi han var blevet videre mild overfor dæmoner, men fordi at han glædede sig til at se hans ansigt når det gik op for ham hvem Valeryas nye konge var. Buddet der var blevet sendt til Sean, om deres ankomst, var nemlig kun underskrevet af Valerya. Fenrer havde dog et mindre hadsk syn på Sean end de fleste andre dæmoner. Sean havde nemlig reddet Fenrers liv engang, selvom Fenrer havde hørt tale om at Sean havde fået den søslange de dræbte sammen, ophængt et sted på slottet, uden at Fenrer var blevet nævnt, overhovedet.

Fenrer tænkte dog ikke over det med søslangen, som den kongelig march nu nærmedes terrorville distriktet, for han havde noget han ville bede Sean om, udover traktaterne. Dette vidste ingen andre end Fenrer dog noget om, end ikke hans dronning. Fenrer havde heller ikke tænkt sig at dele dette med hende, det ville være for smertefuldt at se hende i øjnene bagefter. Nej, dette var noget han ville holde for sig selv, og han havde heller ingen planer om at fortælle Sean om det. Han var faktisk ikke sikker på om Sean vidste noget om det, selvom han var herskeren af Doomsville.

Da det kongelige følge trådte op i Doomsville, blev de budt velkomne af vagter der fortalte dem om en villa der stod til deres rådighed, så længe de befandt sig i Doomsville. Valerya, træt efter den lange rejse som gravid, bad om at få lov til at tage til palæet og hvile sig, frem for at tage med og møde Sean. Fenrer nikkede og bukkede sig ned for at kysse sin hustru farvel for nu. Der havde alligevel ikke været nogen pointe med at prøve at argumentere med hende. Hun var en glad ung kvinde, men hun havde ben i næsen og en vilje af stål når det stak hende.

To kompagnier af de fem der hørte til det kongelige følge, fulgte med Valerya og resten fulgte med Fenrer til borgen. Fenrer havde til en start været rasende over at de ikke kunne tage afsted med færre soldater end de 160, som følget var på, men blev mindet om at dette ikke lå til normalen. Valerya var gravid med den eneste tronarving indtil videre og man havde ikke haft diplomatiske relationer med Doomsville siden den sidste konge. Så Fenrer han bidt i det sure æble og fundet sig i at tingene ville blive sådan.

Rytternes fremmarch i det flotte terrorville distrikt, var ikke uden bifald fra Doomsvilles finere befolkning, men Fenrer gøs alligevel en anelse ved at være her. Han havde kun dårlige minder fra dette sted, minder han helst var foruden. Men dette måtte han skubbe væk, for nu nærmede de sig det største af Palæerne, hvor Sean McGivens havde residens, i al fald officielt. Som de første soldater red ind i gårdspladsen til McGivens, uden Fenrer og de andre soldater, red en bannerfører op forrest ved den passage som rytterne havde gjort imellem sig og viftede med banneret og sagde højlydt "Deres excellens, Sean Julius McGivens af Doomsville, herre af Dragonspeak..." Fenrer kunne ikke lade manden ødelægge hans lille overraskelse til Sean, og red ind imens bannerføreren talte, der så udtil at klare det fint alligevel "..Hans kongelige højhed, Fenrer Descouteaux-Lemaire, søn af Leidolf af Hargara, beskytter af oasens kilder, mester over blodets hav, ulven der danser på det brændende.. "Fenrer lagde hånden til munden og rømmede sig, hvilket fik mande til at fatte at nok var nok. Fenrer havde jo ikke hele dagen, og han var sikker på at Sean følte det samme. Han så sig over skulderen og nikkede til Fenrer, inden han vendte sig tilbage mod Sean og rundede af ".. Kongen af Sunfury"

Fenrer smilede fra øre til øre og vinkede op til Sean "Hejsa.." sagde han igennem et halvt flækket grin og steg af den enorme hest, hvilket halvdelen af rytterne ligeså gjorde. Fenrer gik op til Sean og rakte ham hånden "Godt at se dem, McGivens"
Fenrer nikkede mod palæet og så dernæst tilbage på Sean "Skal vi ikke sætte os lidt ned og snakke, der er jo meget at tale om... desuden" sagde Fenrer med et glimt i øjet, under et halvkvalt grin "..Så hører jeg historier om at du har en fiskesamling der skulle være ret imponerende"

Sean havde ikke givet det mange tanker. Det var bare et arbejde, som alt andet var. Omend det at være hersker, måske var det mest kedelige ved Seans tilværelse lige nu. Og dog var der begyndt at komme små ændringer i det hele. Sean optrådte mere frit. Mere chokerende. Han opførte sig som han havde lyst, til tider til borgernes forargelse. Men jo mere forargede de blev, jo sjovere havde Sean det. Men der var stadig papirarbejde, der var stadig møder og fine besøg. Da Valerya havde meddelt hun ønskede at dukke op, havde han blot accepteret. Og så ikke givet det meget tanke, før dagene op til. Ting skulle gøres klar og det irriterende var at Sean skulle tage sig af det. Tjenere og vagter kom hele tiden løbende. Hvilken mad skulle de have? Hvor skulle de bo? Hvor mange vagterne skulle der være til stede og hvor?
I flere dage havde han ikke haft tid til at opsøge Lori og det irriterede ham også. I det mindste var Razor tilbage og Sean så ham flere gange om dagen, som fyren krøb rundt på borgen, i byen eller i deres hjem. Seans personlige bodyguard, lige nu den eneste af sin slags. Af folk, som Sean stolede fuldstændig på, var der så få. Måske kun to. Måske knap nok to.
Om morgenen havde han spist af og inden de ville ankomme havde han iklædt sig noget lidt pænere tøj, end bare en skjorte og løse bukser. Et par sorte bukser og en tunika af fint og sort tøj. rundt om Seans hofter hang et sværd, pænt udsmykket, som han altid havde på sig. Langs tunikaens kanter var der flotte kanter af et sølv- og guldbroderi. Sean havde været inde på borgen og taget sig af nogle ting, da nogen var kommet løbende. Meddelt at gæsterne var ankommet til byen og at Valerya ikke var alene. Selvfølgelig havde hun alle sine vagter, der ville gøre deres til at fjerne byens forråd, inden de knap nok havde sået markerne til igen. Men hun havde vist også en der red ved siden af hende...
Ah, når Sean tænkede tilbage, havde der så ikke været snak om at hun var blevet gift? Nogen havde vist også genkendt ham...

Da de red ind af borgens porte og i ind i gårdområdet, stod Sean på trappen foran hoveddøren og så dem ride ind. Der stod nogle vagter ved siden af ham, ligesom der havde været nogen i hele byen og ved porten. Med hænderne samlet op toppen af sit sværd, i bæltet, havde han stået afslappet og studerede det fine følge. Bannerne havde kun modtaget et svagt blik, for de interesserede ikke Sean. Ej hellere da manden havde snakket, da Sean havde set bag ham på hvad der måtte være kongen.
Et svagt smil var gledet over ham, men umiddelbart var der ikke meget mere af en reaktion. Virkelig? Tyven? Tyven var flyttet fra sin skov og blevet en konge et eller andet sted? Det var vel et bevis, på noget Sean altid havde sagt. At selv dem, der ikke var født til det, kunne opnå noget hvis de gad. Man var kun et udskud, hvis man gjorde sig til et. Mennesker var svage ofre, fordi de aldrig slog igen.

Sean havde intet imod Fenrer, selv om Sean skam havde hørt mandens ord sidst. Ord, der havde givet Sean en fornemmelse af at Fenrer ikke brød sig om ham. Sjovt, hvordan manden var gået fra en bange skabning, til at gø igen. Og nu stod han her, med rank ryg, uden at ryste i bukserne af skræk. Skulle han? Få ham til at ryste af skræk? Lysten voksede, jo mere Sean overvejede det. Måske skulle han slet ikke lukke dem ud af byen igen. Natalie havde aldrig givet ham ordre, der forbød ham fra at erklære krig mod andre byer.
Fenrer sprudlede af energi, men Sean gengældte ikke energien. I stedet mødte han den med sin sædvanlige, næsten urokkelige ro. Han gav Fenrer hånden, før han let slog ud med den ene arm, der inviterede Fenrer til at gå først ind igennem portene, til borgens store hal.
Der ville være vagtere og tjenere der ville tage sig af heste og Fenrers følge, så uden at tænke mere over den slags, fulgte han selv med indenfor. Netop grundet deres tidligere møde, kunne Sean ikke se Fenrer som den store og fine konge, som vedkommende prøvede at opføre sig som. Det hele virkede som et prangende skuespil, en komedie.
Sean trådte ind foran Fenrer og slog ud med armene, som om han viste borgen frem. Borgen var ikke et sted Sean selv boede, den var blot en arbejdsplads. Så han havde ikke gidet putte penge og energi i at genoprette alle værelser. Men disse dage, grundet besøg, var der flere tjenere og vagter end normalt.
"Velkommen tilbage til Doomsville...Fenrer"
Fenrer havde åbenbart insisteret i at kalde Sean for McGivens. Men Sean insisterede på at kalde Fenrer for...Ja, Fenrer. Titler havde aldrig sagt Sean meget og gav ham altid mest lyst til at blive rebelsk. Det var vel i hans dæmoniske natur ikke at bøje sig for nogen.
"Og til mit ydmyge slot..." Nogen kaldte det et slot, men Sean syntes selv det mere var bygget op som en borg. Desuden boede der ingen kongelige her.
"...Hvis du savner et genmøde med søslange, kan jeg godt vise dig vej. Bagefter har jeg forberedt nogle forfriskninger...Men jeg må sige..." Sean smilte drillende.
"...Jeg havde forventet du var mere kvindelig og bar navnet Valerya. Efterlod du hende i villaen? Jeg håber den passer til jeres behov?"

Fenrer nikkede til Sean med et lille smil "Det er godt at være tilbage.." han så sig omkring og udover byen".. Der ser ikke ud til at være sket det store, siden jeg drog sydpå" sagde han med et gævt smil og vendte sig tilbage mod Sean, der viste ham mod slottet. Fenrer gav et lille gryntende grin fra sig "Ja... ydmygt" sagde han sarkastisk, men kom til at tænke på paladset tilbage i Sunfury. Sandt at sige, så foretrak Fenrer nu arkitekturen heroppe i midtelandet. Her var ikke så megent hvidt og sprudlende tagtoppe. Han trådte frem og fulgte Sean ind på slottet.

Da Sean nævnte den søslange som Fenrer selv havde hentydet til, blev der endnu en gang trukket et smil på hans læber. Han nikkede atter med et lille smil og fortsatte efter Sean "Jo tak, jeg må dog sige at jeg ikke savner det bæst.." tankerne gled kort tilbage på fornemmelsen af de lange tænder, der engang havde boret sig ned i Fenrers kød og ryg. Han lovpriste sine stærke knogler, som en let gysen løb igennem ham".. Det var ellers noget af en kamp" afsluttede han med et smil og fortsatte efter Sean. Fenrer stoppede op og rømmede sig ved tanken om Seans anden bemærkning. Han så op på sin vært og trak let på skulderen "Det kan jo så fikses"

Fenrer knejste med nakken i en let krampe trækning og efter en svag glød, og højlydte knæk og rusken, stod Fenrer der ikke længere. Istedet stod Valerya, eller i al fald Fenrer i form af Valerya, nu foran Sean. Han sendte Sean et lille drillende smil "Navnet kan jeg dog intet gøre ved Mcgivens" sagde han i Valeryas stemme, og fortsatte forbi ham. Tøjet sad en anelse løst, men nogenlunde. Fenrer fortsatte frem til lokalet og satte sig i en stol. Han tog sig et bæger fra bordet og skænkede sig selv noget vin. Fenrer brød sig ikke om lange rejser, og slet ikke af ikke at være væk fra Valerya, men han nød ny alligevel at være her, tilbage i Doomsville.

Fenrer kunne ikke rigtigt bestemme sig for hvordan han havde det med at skifte krop. Det var en underlig fornemmelse, men enormt morsomt at kunne bruge den til tider som disse. Desuden havde det tilladt ham enorme mængder frihed i Sunfury, når han ellers ville bort fra Paladset. Dette gjorde det nemmere at mødes med Formskiftere der kom og ville se ham, oppe Nordfra. Det var dog lidt en pine at skulle forklare sig når man glemte at skifte tøj, som Fenrer havde det første gang han sneg sig ud. Det var ikke en fejl man gentog

Hun satte sig tilbage i stolen og så op på Sean "Jeg går ud fra at vi kan snakke fornuft om nogle handels traktater..." Hun lagde hovedet på skrå og nippede lidt til sin vin. Det var den særeste fornemmelse at være i en kvindelig krop, men pyt nu med det ".. Jeg ville foreslå at vi opsætter en handelsrute direkte mellem Sunfury og Doomsville, istedet for at den skal gå gennem elvernes skove" Fenrer var godt klar over at dette ikke ville blive en mulighed, under normale forhold, men han havde et es i ærmet. Han havde adspurgt sine arkitekter om dette før end han forlod Sunfury og de havde nået en vis konklusion. Fenrer fik smøget kappen af sig og så atter op på Sean "Jeg foreslår at vi gør dette ved at bygge et brosystem henover Shadow peaks.." sagde hun og lagde et kækt men anerkende bryn op mod Sean "..Vi kan gøre dette som et samarbejde, og i sidste ende kan vi ende ud med ikke at skulle miste forretning på grund af Elvernes skatter, hvad syntes du?"

Fenrer kunne ikke lade være med at smile stort. Han var godt klar over at han, eller hun i dette øjeblik, på ingen måder mindede om den Fenrer der havde forladt Doomsville. Han havde også godt tænkt  over hvad Sean mon tænkte over det. Han rejste sig og svang en gang rundt om sig selv "Hvad syntes du forresten?" spurgte han åbenlyst hentydende til hans nye evne som Skinwalker. Det er transformere krop, havde været en svær prøvelse, men Fenrer havde i den grad fået styr på det. Da han stoppede lagde han en enkelt finger for munden "Ikke sige det til min kone, hun har ingen anelse om at jeg kan det her"

Fenrer bukkede sig over og tog sit bæger. Hun lagde nakken svagt tilbage og drak videre, svagdrikker var han i al fald ikke. Han vidste heller ikke hvorfor han var i så frejdigt et humør, men det varnok bare det at være tilbage i Doomsville. Fenrer rystede lidt på hovedet "Jeg beklager min barnagtige opførsel men jeg må ærligt indrømme at jeg ikke har haft andet i hovedet end at vende tilbage hertil i et stykke tid" Fenrer svang om og satte sig på sit armlæn "Hvis du har noget at indvende til forslaget, så foreslår jeg at vi for det gået igennem før end vi fortsætter til næste emne"

Sean viste Fenrer vej til rummet, der var blevet givet det store sødyr. Et stort rum, til et stort dyr. Udstoppet og mulig at fremvise. Sean havde holdt en offentlig fremvisning og folk havde været fascinerede. Forældre havde belært deres børn, adelige havde sammenlignet historier, trods de ikke nåede helt op i den størrelse. Professorer havde tegnet den op og prøvet at få et bedre indblik i dens anatomi. Der havde skam været opmærksomhed.
Dyret lå på nogle pæle af træ og jern, som holdt den i øjenhøjde af folk. Den fyldte væggen rundt, men skulle man se den hele, skulle man gå lidt i ring, som meget af kroppen og halen svang sig om hinanden. Det var den eneste måde at få ordentlig plads til den på. Søslangen var det eneste der var i rummet.
Sean slog let ud med hånden, da de trådte ind, men sagde intet. Dyret og dens sår talte for sig selv.
Når Fenrer var tilfreds med kigget, forlod de rummet og gik tilbage mod et mindre modtagelsesværelse Sean brugte.

Sean havde ikke set en skinwalker skifte før. Han kendte til deres eksistens, som han nu kendte til så mangt og meget, men det var sjældent man selv fik lov at se på imens. De fleste gjorde det vel også for at snyde andre, så det skete vel som regel privat. Sean havde vendt sig om mod Fenrer, stadig med det lille smil af sit egets, da Fenrer havde kommenteret på det. Seans øjenbryn gled op i panden, da Fenrer skiftede...Ja, krop?
Den ene hånd gled op til Seans hage, da han studerede den 'nye' Fenrer. Øjnene slugte ham sultens - ikke fordi Sean VAR sulten, det var udelukkende en nysgerrig sult. Mon andre dele også ændrede sig? Det drillende glimt lyste Seans mørkegrå øjne op, da han gengældte Fenrers blik, før de fortsatte mod modtagelsesværelset. Igen var der ikke kommet et ord, andet end en svag latter. Når det kom til stykket var Sean ikke en mand for smalltalk.

En tjener hjalp med at skænke drikkelse, da de kom ind. Rummet var ikke overdådigt stort. Der var en pejs, der dog lige nu ikke var i brug. Der var et lille bord, med flere stole rundt om, som lokalet blev brugt til møder. Men der var også et par lænestole nær pejsen, hvis man trængte til at slappe lidt af undervejs. På bordet stod kander med vand og vin, en skål med lidt frugt og en lille tallerken med et par skiver brød og kød. Gæsterne skulle ikke mangle noget og Sean kunne jo ikke forudse hvor tørstige eller sultne gæsterne ville være efter turen. Ikke at Sean selv spiste noget af det.
Sean satte sig samtidig med Fenrer og tog selv en kop vand, før tjeneren blev sendt ud af rummet og de endnu en gang var alene. Tjeneren havde set en anelse forvirret ud - tydeligvis vidste hele slottet at kongen var kommet, men her sad en kvinde i for stort og mandeligt tøj.
"Normalt koster det noget, før jeg holder folks hemmeligheder. Men jeg går ud fra du foretrækker at koste mig endnu en tjeneste" bemærkede han drillende, da han tog en tår af sit vand. Han lænede sig tilbage i sin stol og kiggede underholdt på Fenrer. For hvordan kunne det være andet end underholdende? Det virkede næsten absurd at tale forretninger og vidste man ikke bedre, kunne man tro Sean fokuserede på helt andre ting, mens Fenrer talte.

Heldigvis var Sean god til at håndtere flere bolde i luften. Tydeligvis havde Fenrer ikke sat sig ind i det arbejde, der lå i overhoved at få lov til at handle med elverne. Alle havde godt af handler, men de kunne være meget bestemte og fjendtlige hvis det slog dem. Sean havde for flere år siden - selvfølgelig også inden han var hersker - kæmpet for at skabe kontakt med dem. Det var lidt nemmere nu, hvor man havde mere at tilbyde. Sean ville gerne beholde de gode forhold til elverne og styrke handlen med dem, som de tit producerede ting der kunne være svære at få fat i. Men selvfølgelig kunne dette give den fordel, at han kunne skabe andre handelsruter med elverne også.
"Bro eller broer?" bemærkede han og rettede sig lidt op i stolen.
"Jeg syntes det lyder dyrt. Tror du skatterne bakker op for hvor meget det koster at bygge broerne?" bemærkede han. Han ønskede at vide præcis hvor meget de havde overvejet dette - og ikke mindst, hvor pengene skulle komme fra. Sean ville ikke betale for det hele, så Fenrer ville sikkert foreslå noget i nærheden af 50/50. Andre ville ønske adgang til broen eller broerne samtidig. Det kunne man selvfølgelig også tjene på.
"Har du en ide om hvordan denne bro skal se ud?" spurgte han så.

Fenrer opførte sig på ingen måde, som Sean havde troet om manden. Eller kvinden. Eller Den. Han drak hurtigt og sad nu i Valeryas skikkelse, måtte han formode. Han havde jo aldrig mødt denne Valerya. Så havde det været for længe siden, i hvert fald, uden Sean rigtig havde været opmærksom på det. Han havde aldrig haft meget med Sunfury at gøre, der var for varmt og kulturen sagde ham intet. Det eneste tiltrækkende var at varmen gjorde folk gik i mindre tøj og var mere løse på tråden.
Nej, Fenrer opførte sig som en jomfru, der ikke vidste hun var i selskab med en løve. Med en arm hvilende på armlænet, gned han sig over hagen endnu engang, som Fenrer sprang om og snurrede rundt om sig selv. Det var svært ikke at grine lidt for sig selv. Det var svært ikke at se på Fenrer og tænke...Middag?
Men man spiste ikke en konge. Se, det ville nok skabe en krig. Men man kunne stadig tage en smagsprøve.
Næste emne...
Sean rejste sig op, trådte tættere på og rakte Fenrer en hånd med et udfordrende blik.
"Du er selv med at give dig selv en masse opmærksomhed...Så kom. Du sidder og står som en mand. Men kan du også bevæge dig som en kvinde? Eller er det kun øjets bedrag?" Et svagt smil voksede frem på Seans læber. Sean hyggede sig faktisk.
"Eller er du stadig bange for den store, stygge dæmon?"

Fenrer sukkede let af Sean, da han spurgte hende hvad det ville komme til at koste. Ja det gjorde han, men det var ikke billigt, hvilket var hvorfor han ikke havde fået sat sine arkitekter i gang selv. Nok var økonomien stigende stødt i Sunfury, men det mere beskyttede og åbne marked, havde ikke ligefrem gjort fattigmand til millionær. Hvis de selv begyndte at bygge brosystemet, ville det være at skrabe bunden i skattekisterne, og videre endnu i håbet om at ramme guld i jorden. Tilbage i Sunfury havde Fenrer derfor foreslået at de fik snakket med Sean om noget finansiel støtte, siden det også ville komme ham til gavn. Fenrer nikkede Sean ”Ja…. Men jeg ved ikke om du vil bryde dig om det.. ”Fenrer trommede let i bordet ”.. Det bliver et budget på omtrent 300.000 Men Sunfury kan selv stå for 155.000, men så kan det være du er interesseret i at høre hvordan magtforholdet skal stå om broerne? Og for resten, så er det et system af mindre broer… ellers bliver det for dyrt..”

Da Sean henledte til det åbenlyse, gav Fenrer ud i et grin. Hun så op på Sean med et smigret smil, og lænede sig indover bordet i det for store tøj der, alt for let afslørede for meget ”Det tog dig sandelig ikk længe hva?” Fenrers satte bægeret til læberne og drak en anelse. Han fandt det yderst underholdende at Sean bare gik sådan til sagen, men så igen der var ikke meget man kunne sætte en finger på ved Valeryas krop. Smilet synede dog hen og blev udskiftet med et udfordrende blik, da Sean spurgte om hun endnu var bange for ham. Fenrer satte bægeret ned i en rolig bevægelse, og så Sean i øjnene ”Jeg er bestemt ikke bange for lille stygge dig..” sagde hun i et drillende toneleje ”..men jeg tror ikke du bør stille din appetit på mig.. ”

Fenrer løftede et øjenbryn, udmærket klar over at Sean nok blot ville drille hende endnu mere. Der var dog ting der kunne gøres ved dette, men Fenrer havde ikke i tanker at gøre dette, eller rettere, så var det ikke tankerne der drev ham. Fenrers dyriske instinkter skreg indeni hende, men det var klart eftersom at Valerya om Fenrer ikke havde haft kønslig omgang siden hun blev gravid. Fenrer bed sig i underlæben som hun så kort på Sean, uden at tænke over det. Det dyriske var i sandhed ved at blive vækket i hende.
Dette var ikke så nyt for hende igen, for det havde kunne mærkes tydeligere og tydeligere siden han første gang fandt ud af han var skinwalker. Hun kunne nu godt styre det, efter hendes egen mening, men det her var lidt af en prøvelse.

Fenrer overvejede situationen og kom til at nappe sig eftertænksomt i underlæben. Hvad havde hun gang i? Var det her overhovedet klogt? Nej det var det vel ikke, men hun kunne ikke gøre for det. Kroppen var ikke det samme, udover det åbenlyse der manglede. Kroppen agerede også anerledes når hun var i nærheden af mænd, end den mandelige krop gjorde det. Det var nogle underlige ting man lagde mærke til som kvinde, men hvor kvinder blev sure som mænd stirrede, så smilede mænd bare til en som kvinde. Det hele var lidt forvirrende, men Fenrer skød det fra sig. Hun så istedet tilbage på Sean, der endnu stod.

Fenrer drak atter af bægeret og kunne mærke drifterne, begynde at påvirke hendes tankegang. Måske hun kunne overtale Sean nemmere, til at gå med til at betale noget af brosystemet hvis hun legede med på hans lille leg. Hun rejste sig op og gik over til Sean, hvor hun bukkede sig forover og stillede sig foran Sean, let bøjet forover med sit ansigt, kun en hånds bredde fra hans ansigt ”.. men min appetit er noget andet”
Hun rejste sig op igen og strammede skærfet om hendes liv lidt til, og rykkede det op, så det fremhævede hendes former. Hun kunne velsagtens lege lidt med Sean, specielt nu hvor han selv havde startet. Valerya ville alligevel ikke få noget at vide, og hun havde jo også været sådan efter Fenrer.

Fenrer gik tilbage til sin stol, og sørgede for et tillokkende svaj i hofterne. Hun satte sig ned i stolen, hvorfra hun så op på Sean og gave sig til at lege lidt med en lok hår ”Men hvis den store stygge dæmon ikke er bange for en bette skinwalker..” sagde hun med en pjattet stemme ”.. så ville du måske ikke have noget imod at hjælpe mig af med støvlerne igen? De er alt for store til lille mig” hvilket var sandt nok. Støvlerne var flere numre for store, og føltes underligt sjoskende at gå rundt i. Fenrer lagde derfor det ene ben over det andet, og løftede hælen ”Nåå..” sagde hun drillende.

Så han skulle slippe lige over halvdelen. Havde han ikke forventet det, lige så snart Fenrer nævnte broerne? Han så vurderende på Fenrer et øjeblik. Logikken sagde at den der betalte mest, ville få mest at sige over broerne. Var det ikke også hvad der lå implicit i ordene? Hvorfor skulle Sean ellers være interesseret. Men han var stadig ikke helt overbevist om det ville være det værd. Det var mange penge og selv om Doomsville havde meget handel og en god økonomi, ville det gøre et indhug. Især efter vinteren, hvor Sean måtte købe ekstra forråd af andre omkringliggende byer.
"Jeg vil se en plan over det. Noget konkret. Så tager jeg en beslutning" besluttede han så. Han ville se tallene. Han ville se planerne. Han ville have en visuel fornemmelse af broerne. Han tog aldrig en beslutning, bare fordi den 'lød god'. Og han havde ingen plan om at blive røvrendt.

Ikke fordi han kunne fokusere på det med broerne meget længere. Det var måske det underlige i situationen. Det sidste han havde overvejet fra Fenrer havde været noget i denne stil...Det var så uventet, at Sean helt automatisk lod sig rive med af situationen. Han kedede sig på borgen, at være hersker var kedeligt, så at noget så uhørt skulle ske var så underholdende. Hans blik fulgte hende - ham - som denne svang sig rundt, fri og vemodig. Det var nu ikke fordi han foretrak det ene køn frem for det andet, men hvis det var hvad der fik Fenrer til at hygge sig, ville han ikke klage. Desuden kunne kvinder bevæge sig, på en måde som mænd ikke kunne. Som om de bare var født med smidigere kroppe.
Han svarede ikke på det med appetitten, men grinte bare svagt for sig selv. Intet der kunne aflæses til hverken den ene eller anden side, eftersom Sean aldrig spillede med åbne kort. Selv da hun kom helt tæt på, kiggede han bare underholdt på hende. Hvis han ønskede at opføre sig som sin kone, der bliver taget af Herskeren af Doomsville, hvem var Sean så at dømme ham? Alle havde vel deres fantasier. Men Sean underholdte sig alligevel med det. Han kunne potentielt få konens nøgne krop at se, trods han ikke engang havde mødt hende. Tydeligvis ikke noget der gik Fenrer på, eller skulle dette betyde så lidt vin væltede båden?
Alt der blev gjort, viste tegn til nogle helt bestemte ting. En leg Sean sagtens kunne deltage i. I nærheden af en incubus kunne man vove og påstå det var som at lege med ilden. Men hvor mange folk kunne også modstå ham?

Han havde egentlig rejst sig og udfordret hende, men blev udfordret tilbage. Så på knæ? For nogen som helst? Aldrig i livet. For Sean handlede alt om magt og dominans. Selv sex. Der var kun en mand i verden, der havde fået lov til at tage Sean og få ham til at ligge nederst. Og selv om Lori også kunne få lov, var det stiltiende blevet en ting at Sean altid gav og Lori altid modtog. Sean kunne ikke fralægge sig kontrollen. Frem for at slappe af, ville det ende med han gik amok.
Men der kunne stadig være kontrol over en leg. Og kvinder - hmm - elskede at tro de havde kontrollen.
"Er du sikker på du ikke lægger op til en leg, som du vil fortryde at gennemføre?" drillede han, hans stemme var dyb og brummende og blikket glødende, som han lænede sig ind over hende. Før han ganske langsomt gled ned på det ene knæ. Med en elegant bevægelse, som var hendes ben og fødder noget af det mest skrøbelige i rummet, tog han fat om hendes læg og med en svingende bevægelse trak han først den ene og siden den anden støvle af. De var for store, så det var intet problem. Kvinder var så slanke og fine, frem for mænd.
"Det kan jo være...Jeg slet ikke er til at stoppe igen?" Han slap hende ikke. Bukserne gav også rum til mere plads og Sean fandt intet problem i at lade hånden glide ind under stoffet og kærtegne den slanke læg og den bløde hud. Erfarent gled hans fingre let hen over huden i håb om at fremlokke den velkendte gysende fornemmelse hos modtageren. I mens så han op mod hendes ansigt, ikke så lidt forførende. En af hænderne gled uden på bukserne igen, men til gengæld gled den længere op og lagde sig varmt og uskyldigt lige over knæet, på ydersiden af låret. Ikke grænseoverskridende, men varm og til stede.

Fenrer blev en anelse overrasket, som Sean lænede sig ind over hende. Den lille udfordring var vist fejlet, for Sean stod nu over hende. Han virkede ikke til at han havde tænkt sig at stoppe, hvilket bare fik Fenrer til at se en anelse måbende til. Hun havde ikke regnet med at Sean ville lege med, når først hun var begyndt. Men det burde hun have sagt sig selv, dæmoner var bare så pisse uforudsigelige. Fenrer sank en klump og så med store øjne på Sean. Hun havde ingen anelse om hvad hun skulle gøre, hun var trods alt ikke født på denne måde. Men noget indeni hende, et stykke nede, begyndte at trække sig sammen og en kaldende fornemmelse skød igennem hende. Hvad i alverden foregik der? Var hun syg? Hun blev i al fald varm. Det var enormt forvirrende.

Seans stemme summede i hendes ører, og forvirringen glad en anelse ud i baggrunden. Da hendes støvle røg af hende, gik der en let gysen igennem hende. Det var ikke fordi det var ubehageligt, men bare uventet. Hun forstod ikke helt hvad der foregik, men det fik hende til at mærke musklerne under maven til at trække sig lidt sammen, og selv maven kildede underligt. Der byggede en forventning hos hende, men på hvad vidste Fenrer ikke. Hun hørte hans ord tydeligt denne gang, og smilede kækt tilbage. Hvis han troede at han kunne få skræmt Fenrer til at bukke under, så havde han troet forkert. Hun lagde en hånd op og greb fat i Seans hage, med en pegefinger og tommel "Ser jeg ud som om jeg er i tvivl?" spurgte hun i en varm stemme, hun knap kunne genkende.

Fenrer mærkede Seans hånd glide langs hendes læg og en ny gysen skød igennem hendes krop. Hvad i alverden var det her? Gysningen fik det til at prikke og summe i hele hendes krop, og hvad var mest underligt var at den vedblev. Fenrer kunne efterhånden mærke en summen i hendes kæbemuskler, som hun til gengæld godt kendte. Tændte Sean hende? Virkelig? En dæmon?

Da Sean lod sin hånd glide ud fra under benet, vendte den sultne, eller forventende følelse tilbage. Fenrer så op på Sean, med en let undertone af forvirring. Ideen om at Sean var dæmon, gled ud i bagrunden, men ideen om at hun var ved at være utro mod Valerya, vækkedes i hende. Kunne Fenrer få sig selv til dette, var ikke hvad hun spurgte sig selv om, men mere, hvorfor ikke? I naturen havde der ikke været nogen fast mage, heller ikke hos flokkens leder, men bare et spørgsmål om hvem der blev fattet interesse for, og for tiden havde Valerya og Fenrer ikke haft nogen kropslig interesse. Men det var vel også forståeligt, med Valeryas situation som gravid og efter at Fenrer havde banket hendes lillebror.

Fenrer kunne ikke helt forstå alle de følelser der kom væltende igennem hendes krop, men reagerede blot. Hun så fortsat Sean i øjnene og greb roligt fat om nakken på ham, med den ene hånd, og lod den anden hånd op til hans bælte, og hev blødt i det "Hvis vi skal lege denne her leg.." sagde hun med en glød i sin stemme og løsnede Seans bælte "..så får vi ikke brug for det her"
Bæltet faldt på gulvet sammen med hans sværd. Havde hun virkelig gjort det her, lagt helt og addeles op til Sean. Ingen fjol eller skæmten? Ja for fanden da, og hvorfor ikke? Alle de instinkter der lå i hende voksede sig stærkede som sekunderne i denne situation passerede. Der var ikke megen tvivl tilbage, mest af alt fordi at instinkterne havde hevet og flået i hende længe efterhånden.

Hun smilede drillende til Sean "Tror du så du stadig vil lege med.." sagde han opfordrende og legede med hans hår, med den hånd hun lagt lagt på nakken af ham ".. eller har du brug for din lille dolk der endnu? " spurgte Fenrer, som hun legende kørte en finger rundt på Seans bryst. Hun vidste ikke helt hvorfor, men det hele kildede, og hendes underliv føltes underligt og varmt som ild. Nu var det bare at håbe se om Sean ville lege med ilden, eller ej.

Fenrer havde haft alle muligheder for at trække sig nu. Både mundtlig og med sit kropssprog. Sean var ikke helt sikker på hvorfor Fenrer havde valgt at gå denne vej. Måske var manden selv til mænd, et eller andet sted? Eller ændrede det, at skinwalkers skiftede krop, også deres lyster og tiltrækning? Der var mange muligheder og selv om Sean som altid var nysgerrig over hvorfor tingene gjorde, som de gjorde, kunne han også sagtens ignorere det og bare lege med. Han havde også instinkter, selvom hans hurtigt kunne ende...Dødeligt...For hans partnere. Heldigvis kunne dæmoner selv bestemme hvornår de spiste og hvornår de bare hyggede sig. Det kunne kræve øvelse, men Sean havde gjort det i lang lang tid.
Han grinte igen svagt for sig selv, da hans blik hvilede roligt på Fenrer, mens denne bekendtgjorde at hun absolut ikke var i tvivl eller havde tænkt sig at trække sig. Fint. Så var der ingen grund til at holde sig tilbage længere. Fenrer havde næppe erfaringer fra en kvindes side...Gættede Sean på. Det kunne være det var mandens nye ting. At forvandle sig til en kvinde og give sig hen til alverdens.

Sværdet og bæltet faldt til gulvet med et klank og Sean følte sig et par kilo lettere om hofterne. Tunikaen hang løsere om hans muskuløse krop nu. Han rejste sig langsomt op, men denne gang gav han ikke Fenrer en tilbydende hånd. Denne gang greb han hendes hånd og trak hende på benene, så deres kroppe stod presset op mod hinanden. Han kunne mærke hendes former bedre. Den velkendte fornemmelse af brysterne. En hånd gled ind under hendes nakke, ind i hendes hår, før han bøjede sig ned og tog besiddelse af hendes bløde læber. Sean var ikke genert, ikke sky og han var ikke besværet af, at denne kvinde i virkeligheden var en mand. Det var vel endnu et seksuelt eventyr man kunne krydse af listen, trods alt. Der gik ikke lang tid fra det første kys til at Sean åbnede sin mund lidt mere og inviterede deres tunger til en dans. Hvis hun lod ham, ville hans tunge kilde indersiden af hendes mund. Hans ledige hånd ville glide ned over hendes ryg, det naturlige svang der var i det, ned over den fyldige numse.
Når Sean spiste kendte han ikke forskel mellem kvinder og mænd, men spiste hvad han fik fat i. Men kun at have sex, uden at spise, med en kvinde var noget tid siden. Instinktivt følte han sig draget mod hende. Mod synet, mod de fyldige former som hans hånd fandt.

Hånden gled ind under tøjet. Op langs ryggen, før den gled ind under bukserne. Han følte sig varm, den velkendte fornemmelse i kroppen, der specifikt samlede sig omkring hans egen lem, som blodet løb til den. Han havde oplevet det så ofte, dagligt i hele hans liv, at det var lige så naturligt for ham som et trække vejret. Og noget han heldigvis aldrig blev træt af. Han slap de områder af hende, han havde haft fat i og afbrød deres kys. Han løsnede Fenrers kappe, så den faldt til jorden, før hans med hurtige fingre løsnede kapperne i den jakke-agtige mundering Fenrer var mødt op. De havde for meget tøj på. I princippet havde de allerede set hinanden nøgen en gang før, selv om denne situation kunne karakteriseres som en smule anderledes.

Fenrer vidste ikke hvad hun havde gang i, men fulgte Seans ansigt, som hun blev hevet op i stående stilling og presset ind mod ham. Åndedrættet blev hurtigt heftigt, og det var svært at følge med i alle kroppens fornemmelser. Fornemmelsen af hånden i hendes nakke, var overvældende, når man så i bakspejlet af at Fenrer ikke ville lade nogen gribe ham fat nær halsen, ikke at hun ikke nød det. Det hele gjorde bare hendes knæ en anelse med bløde end hvad Fenrer ellers var vant til, men nu var det også første gang hun havde haft nogen form for kropskontakt til en mand, i denne skikkelse. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af det. Men det var ikke noget hun behøvede at tænke længe over, for snart mærkede hun Sean indlede en række kys. Hun fulgte blot med i den lille leg, og lod ham føre dansen, både med krop og tunge, selvom hun fulgte så godt med som hun kunne.

Fenrer skød ryggen ud i en bue, da hun mærkede Hans hånd glide ned ad hendes ryg, før den fandt frem til hendes mås. Hun dirrede efterhånden på hele kroppen, men var dog knap så forvirret nu, som da det hele startede. Nu lod hun bare fornemmelsen glide over hende. Fornemmelsen af hendes bryster der blev presset op mod Seans krop, og af hans hænder mod hendes. På trods af beklædningen der var i vejen, var det en intens følelse.

Hun skød atter ryg, da hun nu mærkede Seans hånd, mod hendes bare hud. Det var grænseoverskridende, men ikke på en dårlig måde. Da Sean trak sig og hun mærkede kappen falde, skød et væld af spænding igennem hende, og fornemmelsen af musklerne i underlivet, der spillede rundt, gjorde den kildende fornemmelse svimlende. Hun lod sin Kurta falde af og stod nu i bar overkrop, med bukserne halvvejs gledet af hendes liv. Det føltes underligt at stå sådan foran Sean, der endnu var fuldt påklædt, bortset fra bæltet. Men Fenrer vidste ikke hvad hun skulle gøre nu.

Fenrers åndedrag, gjorde det tydeligt at hun var ophidset. Mens hendes øjne gjorde det klart at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Det hele var nyt og underligt for hende, men hun havde da en ide fra hendes mandlige erfaringer. Hun så Sean fast i øjnene og gik frem mod ham, og lagde hænderne på hans buksekant. Hun løsnede bukserne, uden at lade dem falde endnu. Hun lod hænderne køre op ad siden på Sean og lænede sig ind imod ham, som hun fik hevet op i hans tunika. Hvis han ellers løftede armene, ville hun hive tunikaen af ham. Dernæst løsnede hun hans bukser og lod dem falde af Sean, hvilket afslørede hånden hun samtidig havde ført ned og taget fat om hans lem med.

Det var ikke et hårdt greb, men hun maserede blot skaftet, fra rod til spids et par gange. Blide og rolige strøg, for at hjælpe blodet hele vejen op. Ikke at Sean ikke virkede til at være ekstremt viril, men det var hvad der ellers havde været en fremgangsmåde. Som hun strøg hans lem, lænede hun sig frem og indledte, endnu en serie af kys, magen til dem Sean havde indledt før. Hun lod instinktet tage føringen og bevægede sine kys længere op ad hans kind, hvor hun nappede ham i øret en enkelt gang eller to. Ikke blidt, men heller ikke for hårdt til at det kunne nydes.

Kroppen pulserede og en summende sult væltede atter frem. Hun ville mærke noget. Et eller andet, fra Sean, men selvom hun godt vidste hvad hun ville have, var der stadig et eller andet der ikke lod hende indlede. Hun ventede vel på ham. På at han skulle gøre noget, men hvad? Fenrer så op på Sean med et opstemt blik, men vidste ikke helt hvad han forventede af hende.

Efterhånden som den kvindelige krop foran Sean blev blottet, gled hans blik ned over den. Den så ikke dårligt ud, hvilket jo egentlig var en kompliment til Valerya selv og ikke til Fenrer. Ikke fordi Sean havde mødt mange grimme mennesker, dog. Måske var det en incubus-ting. Alle var potentielle måltider, så intet var 'for grimt'. Ikke at det gjorde komplimenten til denne krop mindre. At hun virkede både hungrende og tvivlende over situation morede kun Sean og i et øjeblik vidste han ikke om han skulle drille hende og afvente hvad hun ville gøre, eller om han skulle lede hende hele vejen. Han nåede ikke helt at tage et valg, før hun var trådt frem og begyndte at hjælpe ham af tøjet. Og det passede ham fint. Det havde nok været hans næste træk uanset hvad.
Han hjalp med at trække tunikaen op over hovedet, hvilket blot uglede håret endnu mere. Hans hår sad sjældent pænt særlig længe, det havde bare noget flyvsk til sig, der gjorde det ofte strittede lidt til alle sider. Tøjet blev smidt på gulvet og han trådte ud af sine bukser, kun til et overrasket støn af nydelse, da hendes hånd havde fundet vejen til hans lem. Det blev efterfulgt af et svagt grin, som han lænede sig ind mod hende. Tog hendes ene bryst i sin hånd og lænede sig ned til det for at give brystvorten lidt tiltrængt opmærksomhed. Måske modsat ham selv, kunne en kvinde tage lang tid at varme op. Også selv om han måtte indrømme denne kvinde - han var gået væk fra at tænke på hende som 'Fenrer' som sådan - virkede mere end villig og lystig.

Seans hænder løsnede og trak bukserne ned for at blotte resten af hendes krop. Hans vejrtrækning var blevet tungere og præget af den erotiske stemning. Hans hånd gled ind mellem benene på hende, over den lille perle der kunne give kvinder nydelse, før han forsigtig pressede en finger op i hende. Den velkendte opslugende og våde fornemmelse der var tæt ved at fjerne hans fornuft, som han i et øjeblik følte sig overvældet af liderlighed.
Men tålmodig kørte han fingrene frem og tilbage for at sikre hun var klar til ham. Det skulle helst være en behagelig oplevelse. Sean fandt en personlig stolthed i at give folk en god oplevelse.

Til sidst trak han dog fingrene til sig. Han trak hende med sig over til bordkanten og med et tag i siderne på hende, satte han hende op på bordet. Da hun havde virket usikker før, afventede han ikke på hendes reaktion, men trak opgående hendes ben op, så hun var blottet for ham. Med en hånd til at guide førte han sig selv op i hende, forsigtigt, men stadig i et langt stød. Hele hans krop gøs af fornemmelsen og fik ham til at snappe efter luft. Han så op på hendes ansigt, for at tjekke om hun havde det godt, før han med en hånd på hende og en hånd på bordet begyndte at støde op i hende i en let rytme.

Fenrer gispede efter vejret, da hun mærkede Sean lege med hendes brystvorte. Det dirrede i hele kroppen, og trangen til ham, voksede ud af proportioner. Bekymringerne om hvorvidt at det hun gjorde var i orden, vækkede ingen kvaler hos hende længere. Det hele kørte på drifterne, dem som hun havde undertrykt i månedsvis, som kongen af Sunfury. Hun kunne ikke styre det her. Hendes nakke og hoved summede, ligesom resten af hendes krop, men denne summen varnæsten ligeså overdøvende som muskelspillet, i hendes underliv.

Fenrer fulgte Sean med øjnene, nærmest i en døs, da Sean hev de løst siddende bukser af hende. Hun skulle til at sætte sig med Sean, for at væde hans lem til, men pludselig følte hun noget der fik hende til at sætte en hånd på bordpladen, for at kunne holde balancen. Fenrers sind spandt rundt i hendes hoved, alt for hurtigt til at hun kunne følge med. Det eneste hun forstod der skete, var at Seans fingre legede med hendes klit, foruden hendes indre. Forskellen mellem et lem og denne fornemmelse der vandt op i hendes indre, gjorde det i en kort periode, svært at forstå noget som helst. Det var en rar fornemmelse, men som sagt, meget overvældende for en der ellers havde befundet sig i en mandlig krop.

Hun mærkede Sean der greb fat om hendes sidder og satte hende op på bordkanten. I den forfjamskede tilstand, forstod Fenrer ikke helt hvad der skete, før end Sean stak hendes ben i vejret. Hun vidste udmærket hvad der nu ville ske, men fornemmelsen af Seans lem, der borede sig vej op i det drivvåde underliv, var alligevel en overraskelse. Fenrer hev efter vejret, i et stakåndet gisp og mærkede øjnene næsten rulle tilbage i hovedet på hende. Det hele stoppede i et øjeblik, som hun mærkede sit underliv pulsere omkring Seans lem. Det kildede og kriblede hele vejen op i maven på hende, og hun fik en vidunderlig summen i hovedet.

Fenrer mærkede dernæst en hånd på sig, og så begyndte Sean at stød op i hende. Hun nød fornemmelsen af at blive holdt fast, og så op på Sean med et hungrene blik. Selvom hendes støn, halvvejs lød pibende, så var det mere volumen der fik Fenrer til at lægge en hånd over til mund, mens hun holdt fast i bordpladen med den anden.

Fornemmelsen af Seans lem der rykkede frem og tilbage, indeni hende, fik det hele til at føles som en stor puls. Det var en brændende og iskold fornemmelse der gik igennem hendes underliv, der der rykket rundt hver gang Sean bevægede sig. Det var fantastisk vanvittigt. Fenrer løftede hånden fra sin mund og hev Seans ansigt ind til sit eget og låste deres læber og tunger sammen i endnu en leg. Hun lagde sine arme om Sean, og lod sine negle kradse ned ad hans ryg, som hun holdte sig ind til ham.

Fenrer kunne knap nok holde sig knocentreret nok til at fatte, at hun havde samleje med Sean, herskeren af Doomsville. Ikke at det betød noget, for Sean havde allerede hendes tak, fra dengang ved Soul River. Hun stønnede højere og højere, indtil en voldsom kuldegysning løb igennem hele hendes krop. Hun var ikke kommet, så meget forstod hun sig på, men hvad var dette? Ligemeget, hun havde brug for det her, mere end hun havde haft brug for noget andet i lang tid. Det ar måske ikke lige på denne måde at hun havde regnet med at det skulle være, men det var bedøvende ligemeget.

At mærke alt dette, Sean der borede sig op i hende, underlivet drivende indre, og bare at slippe alle bekymringerne. Det var dét, Fenrer havde haft brug for. Ikke en krone på hovedet, en trone at sidde på, eller et land at styre. Det havde været tæt på at drive Fenrer til vanvid. Men nu, var det kun instinkterne der kørte.

Han stødte ind i hende. Hvergang rystede hele bordet og vandet og vinen truede med at skvulpe over eller gjorde det. Maden faldt ned fra deres tallerken eller faldt sammen, så det ikke længere var sat op på en pæn og indbydende måde. Men alt det bemærkede Sean slet ikke. Hans mørke blik hvilede på den kvindelige krop foran ham. Som altid var der to måder for ham, at gøre det på. Der var den ene, som når han spiste, var han ikke rigtig var i krop og var bevidst om alt der skete. Og der var den, hvor han lod sig rive med af lysten og følelsen, til han var glad og tilfreds. Han havde intet følelsesmæssigt bånd til Fenrer eller Valerya og selv om han ikke spiste, var det som om han ikke helt var i sin krop alligevel. Han var bevidst om alle de små ting omkring sig. Om bordet, der truede med at knirke, når han stødte til. Om hendes bryster, der hoppede frem og tilbage. Om de støn, kvinden prøvede at holde tilbage, selv om hun mere og mere gav op og bare gav efter, til Seans store tilfredshed. Om hvordan hun blev mere og mere våd, som regel i forbindelse med at den nydende følelse ville vokse sig større og større.
Var der nogen der hørte dem? Nogen der så dem? Sean, om nogen, var bevidst om tjenestefolkenes hemmelige gange mellem væggene og deres små huller til lyd eller nysgerrige øjne. Om nogen havde Sean metodisk gennemgået de rum, han selv befandt sig mest i, for at fjerne deres mulighed for at vidne ting de ikke burde.
Men man kunne nok aldrig vide sig helt sikker. Sean måtte bare stole på at ingen ville krydse en dæmon på den måde.

Han kunne mærke sjælen derinde. Som altid, når han spiste. Det var ikke fordi den havde nogen bestemt form eller udseende. Han kunne bare mærke den. Og som altid var der valget mellem at indtage eller ej. Bare en smule? Det hele?
Men han rørte den ikke. Han var allerede mæt nok. Desuden stod han bare med noget af et forklaringsarbejde, hvis kongen døde i hans favn. Sean var ikke dum.
I stedet sikrede han sit greb om hendes ben, som han satte tempoet op. Op, så lyden af hud mod hud gav genlyd i rummet og Seans egne støn konkurrerede med hendes.
Da hun greb ud efter ham, bøjede han sig ind over hende og druknede i hendes kys. Neglene ned over hans ryg fik hans hud til at trække sig sammen. Men ikke på en ubehagelig måde. Sean havde aldrig udelukket en smule smerte fra denne leg og tit fandt han det kun mere pirrende end omvendt. Hele hans krop rystede og stødte så hårdt op i hende, som han kunne i denne stilling. Når de ikke kyssede, begravede han ansigtet mellem hendes bryster. Slikkede dem, nappede dem, bed til han fornemmede han ikke måtte bide hårdere, med et blik der skinnede af lige dele liderlighed og drillesyge. Og den svage latter, der var plads til mellem alle andre lyde og vejrtrækningen. Over situationen. Over hele den absurde situation, der gav ham en forfriskende energi og lyst til at gøre som det passede ham.
Dette var menneskets synd i en nøddeskal. Alle fordømte dæmonerne, men de havde brug for dem i hemmelighed. Alle deres små hemmeligheder. Alle havde dem. Alle var i virkeligheden små grådige egocentriske mennesker. Og Sean elskede at vide det. Vide at ingen var en skid bedre og han trods alt stod ved det. Og det var denne magt, denne styrke i at føre sig frem med en stærk og erotisk aura, der fik folk til at se op til ham eller frygte ham.
Kunne det hele blive meget bedre?
Og han blev ved. Blev ved med at støde op i hende, opsat på sin ene mission. Fenrer skulle opleve kvindens orgasme, som Sean havde set dem mange gange før. De tog tid at lokke frem, men det var altid en sejr at opleve.

Den sammentrækkende fornemmelse i Fenrers underliv, gjorde det umuligt for hende, ikke at stønne. Den kildende fornemmelse der spandt op igennem hendes krop, Seans indhug i hende, lydene der spillede i lokalet. Det hele var så meget anderledes, så spændende og så skræmmende på samme tid. Det gjorde ondt, men føltes rart. Fenrer kunne ikke hitte ud af alt dette, men lod sig igen rive med af instinkterne. Da Sean satte tempoet op, med et solidt greb i hendes ben, skød endnu en kildende gysning igennem hende, og hun pressede hvad hun kunne med sit underliv. Muskelkontrollen var svær at få en fornemmelse af, men det gik lige. Lyden af deres kroppe der styrtede mod hinanden, gjorde hende kun mere opstemt.

Hun begyndte at få små rysteture, som svar på Seans kærtegnen af hendes bryster. Det hele summede, og både hende fingre og tæer kildede i en særlig prikkende fornemmelse. Det føltes som om at den kildende prikken spredte sig til resten af hendes krop, og en forventning, nej, en spænding, byggede sig op i hendes bryst og mave. Det var en overvældende fornemmelse, og fik hende til at falde lidt ud af takt med Sean. Hun prøvede så godt hun kunne, at forblive i situationen, men jo mere spændingen byggede sig op, jo sværere blev det. Hun blev mere instinktiv og kunne ikke fornemme andet end lysterne, som deres støn overdøvede alle andre lyde.

Som tempoet blev sat op, gjorde det det hele en anelse forvirrende. Hun var følsom dernede, og de hurtige lange stød, gjorde hende nær vanvittig. Med hvert stød der sprang op i hende, føltest det som om at Sean sendte den kildende fornemmelse ud i kroppen på hende, i små bølger.

Fenrer nød den opbyggende spænding i kroppen, der var noget på vej, der vakte en sult i hende. Ikke som en sult efter mad, men efter Sean. Havde det været en anden mand, havde det nok været det samme. I virkeligheden, var hun vel stadig glad for at det var Sean et eller andet sted. Sean kunne finde ud af at holde sin kæft. Ikke fordi han var nogen skødehund, men fordi han bestemt ikke var tabt bag nogen vogn.
Spændingen fik en summen til at finde frem til hendes baller, og hun havde lyst til at bede Sean give hende et solidt dask, men som sagt, så var det hele alt for overvældende til at Fenrer kunne ytre et ord. Til gengæld kunne hun mærke spændingen og den kildende fornemmelse i underlivet, der dannedes hver gang Sean bevægede sig, hvilket ikke var noget at brokke sig over.

Hun kradsede Sean ned ad ryggen gentagne gange, og spændte an i benene, ryggen, ja hele kroppen kom ud i en stor krampetrækning. Vejrtrækningen blev heftigere og heftigere, sammen med volumen af hendes støn. Hun stivnede og mærkede en løsgivelse, inden hun begyndte at ryste som et espeløv. Hun mærkede øjnene rulle tilbage, og trak i et langtrukkent, inderligt støn. Hun blev slap, men hendes rysten var der endnu. Det var ikke en dårligt rysten, tværtimod føltes det overvældende og himmelsk. Hun mærkede stadig sit underliv pulsere, men vidste ikke hvad hun skulle gøre. Fornemmelsen var alt for overvældende.

Når man levede af det til dagligt, havde Sean intet problem i at holde tempoet eller holde sig selv fra at nå et klimaks for hurtigt. Han kendte de små bølger, de små stød igennem hans krop, når han opnåede små bølger af nydelser der kunne minde om orgasmer. Men kunsten at tænke på noget andet og styre trangen til at give los i sit indre, var han mester i. Kvinden foran ham manglede ikke opmærksomhed, som han sikrede sig for at give og prøve at eftergive hvad end hun havde brug for, så vidt han kunne fornemme hvad det var. Dog kom der ingen slag. Måske, hvis kvinden ikke var placeret på bordet men på alle fire, havde Sean nok givet hendes balder den tiltrængte opmærksomhed.
Der var intet at sige. Sean var allerede typen, der ikke nemt faldt hen i en masse snak, så at være stille når handlingen talte mere end tusinde ord, faldt ham fuldstændigt naturligt. Det var mest i starten, for at opfange hvilket humør og hvilken type partnere var, at Sean fandt et naturligt drillende humør.

Det var med tilfredshed han kørte på, til kvinden gav de velkendte bevægelser og lyde fra sig. At hun rystede og strammede omkring ham, som krampetræk. I samme øjeblik valgte han selv at give los og uden at holde sig tilbage længere, stødte han så hurtigt og hårdt han kunne for selv at nå sit klimaks. Det virkede ikke til at slå ham, om det gjorde ondt på hende eller hun kunne tage hans fulde længde uden problemer, siden der ikke havde været nogle klynk eller tilbagetrækninger endnu.
Til sidst kom han selv. Han stødte en sidste gang, så langt ind som han overhoved kunne klemme sig. Med en hånd på hver side af hende, for at støtte sig selv. Med et tungt støn og en hivende vejrtrækning, og en sved der havde lagt sig over hans krop som et vådt tæppe. Hans underliv krampede, da han langsomt trak sig ud. Det gav et spjæt fra sig, trods hans lem skulle bruge et øjeblik mere på at falde helt ned.

Han trådte væk fra hende og i et øjeblik overvejede han hvad han havde brug for nu. Først greb han sit krus med vand og slukkede en voksende tørst, før han greb sine bukser og trak dem hurtigt på. Næsten som om intet var sket. Så så han over på hende. Han havde ingen dumsmarte bemærkninger. Han havde gjort sit job og de burde begge være tilfredsstillede, om ikke andet så for et øjeblik. Men Fenrer havde næppe prøvet denne situation. At ligge i en næsten krampeliggende position på bordet og med sæd, der ville dryppe ud over gulvet når hun rejste sig op. Hvis hun havde brug for det, ville han støtte hende ned af bordet, før han greb nogle servietter fra bordet. Stofservietter, som alt var, og stak dem i hånden på hende, før han gjorde et let gestus mod hendes underliv - blot i tilfælde af Fenrer ikke opfangede meningen.
Der var dog intet hånlidt over det. Sean behandlede det som enhver praktisk opgave.
"Er du okay?"
spørgsmålet gled endelig over hans læber, men denne gang voksede et smil frem. Uanset hvad Fenrer ville sige, ville Sean uden tvivl hygge sig. Så rømmede han sig svagt og greb ud efter sin tunika for at tage den på igen.
"Vi må forhandle lidt oftere. Det er mere underholdende end de andre stivnakker"

Fenrer mærkede Seans ryk blive hårdere op i hende, og selvom Sean nu rakte dybere, var der ikke meget Fenrer sagde til det. Hun havde regnet med at fornemmelsen af at blive taget, for første gang, havde gjort mere ondt end dette. Ikke at det var hvad der fyldte i Fenrers sinde, lige i dette øjeblik. Der gik ikke sekunder før end hun mærkede Sean holde hende på hver side, og  lemmet der pumpede inde i hende. Så følsom som hun nu var blevet, fik fornemmelsen hende til at spænde op. Hun kunne knap nok få vejret, og lå og gispede lidt.

Da Sean trådte væk fra hende, lod hun lige rummet falde til ro først. Det føltes som om at hendes små krampetrækninger og rysteture, gjorde hende fuld. Hun kunne mærke safterne, der begyndte at sive. En anelse pinlig over situationen, prøvede hun at få sat sig op, men hun havde ikke tænkt sig at søle bordet til, som de skulle forhandle ved. Hun satte sig stille og roligt op, da Sean ankom med et par servietter, og så op på ham med et stille smil som hun satte et par af servietterne op under hendes skede "Jeg er helt i t-top.." sagde hun, på trods at kroppen, der rystede endnu.

Hun sad og så på Sean, der var igang med at tage sin tunika på. Fenrer fnøs igennem et lille grin, da Sean foreslog at de forhandlede lidt oftere. Hun så op på ham fra bordkanten, og gjorde en neutral grimasse "Jeg er sikker på min at det ville være sjov... Men jeg kan ikke bare komme fløjtende til Doomsville når som helst.." smilede hun drilsk. Hun var i overraskende godt humør, hvilket hun ikke helt havde regnet med. Hun så sig over skulderen og lænede sig over, for at få fat i sit tøj. Hun havde mest af alt lyst til at skifte form tilbage til mand, men var både for udmattet mentalt og fysisk.

Fenrer havde heller ikke lyst til at søle sit tøj til, men følte det var underligt at sidde der, helt nøgen. Hun fik tørret sit skræv af, med en af servietterne, og pakkede de beskidte servietter ind i en ren. Fenrer lagde servietterne fra sig og hev i bukserne, som han fik strammet lidt bedre til, så de denne gang sad lidt bedre på den feminine krop. Det samme gik sig for kurtaen, men hun orkede ikke at lægge kappen over sig. Istedet, satte hun sig tilbage i stolen hun havde siddet i før, og hev en af kanderne med vand over til sig. Hun havde ikke tid til at hælde det op i en kop, men satte istedet kanden direkte til sine læber.

Da hun satte kanden tilbage på bordet med et dunk, var den halvvejs tømt. Hun så over på Sean med et lille grin "Man lærer at drikke når man bor et sted som Sunfury" sagde hun med et grin og satte sig en anelse mere til rette i stolen. Hun rystede endnu, selvom det ikke var meget. Hun så ikke over på Sean længere, men gned bare sin tinding. Han kunne godt huske hvad der var hændt den første gang de havde mødtes med hinanden. Hun prøvede at ryste det af sig og gjorde sit bedste for at se upåvirket ud "Jeg har forresten ikke planerne på mig..." Hun præsterede at forbeholde et nogenlunde anstændigt udtryk i ansigtet og så Sean i øjnene "..Men de er kommet med her til Doomsville og jeg vil med glæde vise dig dem"

Fenrer tog fødderne op fra gulvet og lagde dem op under sig, for at få dem varmet lidt. Hun sad stadig og prøvede at samle koncentrationen til at skifte tilbage til sin egen krop, men kunne ikke. Det var heller ikke første gang. Fenrer lod som om hun tænkte over noget, istedet for at blive yderligere genereret af hendes situation.

Sean rettede sit tøj til og lod en hånd glide igennem håret. Han trak sine skuldre tilbage for at løsne dem. Hans krop virkede tilfreds og han følte sig som et dovent rovdyr, der hvilede efter en jagt. Han var på ingen måde påvirket af hvad der lige var sket, men tog selv en tår mere af sit vand. Han samlede sit sværd op og lagde det på bordet, frem for at spænde det om hoften igen. Han satte sig tilbage på sin stol og lænede sig afslappet tilbage. Blikket hvilede på Fenrer, der slog Sean som en, der ikke helt var kommet sig over situationen endnu. Det fik kun Sean til at smile lidt for sig selv. Han gned sig kort på overlæben, før han lod fingrene glide hen over hans kæbe. Ingen skægstubber. Han var blevet barberet samme morgen.
"Så må jeg jo finde en undskyldning for at besøge Sunfury" Han blinkede drillende til Fenrer. At dette blev en gentagende ting var ikke noget Sean realistisk set forventede - men tanken var sjov og det var en oplagt mulighed for at drille Fenrer yderligere. Hvilket virkede til at være blevet en ting Sean elskede. At drille Fenrer.
Han nikkede svagt for sig selv.
"Så må jeg se dem senere. Det er vel også kun forventet jeg inviterer jer begge på et aftensmåltid også. Men jeg er sikker på I kan undskylde mig, hvis jeg ikke deltager i selve spisningen..."
At spise menneske-mad var ikke noget Sean gjorde sig i. Men han kunne sidde med til bords og deltage i samtalen, hvis det var.
"Var der ellers andet på programmet...Eller er du tilfreds?"
Igen et lille smil.

Fenrer rullede med øjnene ad Sean, og hans lille vittighed, om at komme anstigende til Sunfury. Fenrer var ikke i tvivl om at Sean nok skulle komme dertil, hvis de ellers skulle have bygget brosystemet, men derudover ville Fenrer betvivle at Sean overhovedet gad tage mere end en dagsrejse bort fra Doomsville. Det var nu en smigrende vittighed under alle omstændigheder. En Fenrer ikke regnede med at glemme lige foreløbig. Det hjalp ikke at Fenrer både hadede Sean for at være et af mørkets væsener, men samtidig havde et lettere blødt punkt for ham, eftersom at han havde reddet Fenrers liv, den dag ved floden. Fenrer forstod stadig ikke hvorfor. Fenrer havde jo smidt skrinet inden søslangen slæbte ham under vandet. Det var hele det mysterium der overhovedet havde gjort at Fenrer havde været gået med til at mødes med Sean, da Valerya foreslog ham at komme tilbage til Doomsville.

Fenrer smilede til Sean som han foreslog aftensmåltidet "Jeg tror ikke du skal regne med at Valerya gider deltage.." sagde Fenrer og så tilbage på Sean "..hun er gravid og er ikke i det bedste humør for tiden.. " Fenrer tog vandkanden og satte den op i sit skød ".. jeg tror mere hun vil foretrække at spise i palæet og ikke vandre for meget ud for tiden" sagde Fenrer som om det bare var et faktum og satte vandkanden til læberne. Hun drak et par heftige slurke og satte atter vandkanden tilbage på bordet. Hun stirrede ned i bordet for en tid, og tænkte over hvad hun skulle sige. Hun kunne stadig ikke få forvandlingen igang, og det irriterede hende grænseløst. Hun ville helst være andetsteds ligenu, men hun nægtede at træde udover dørtærsklen så længe hun havde Valeryas form. Det ville bare ende galt.

Fenrer så op på Sean da han spurgte om hun ellers havde andet, og om hun var tilfredstillet. Hun gav et lille smil fra sig og nikkede "Ja... til begge dele.." Fenrer rødmede en anelse. Det hele var lidt underligt. Hun tog dyb vejrtrækning og så over på Sean med et halvt smil "Jeg ville egentlig gerne høre om der var mulighed for at du kunne hjælpe dem af mine elever der stadig befinder sig i Rotten Root?" sagde hun og rykkede sig lidt, så hun vendte mere direkte mod Sean"Jeg ved du holder dig underrettet om alt hvad der sker i byen, og jeg tvivler på at du har noget dårligt at sige om dem, specielt når de holder din befolkning sund og rask? Jeg har nogle urner med miksture til dem, og nogle penge som skal administreres rundt, så de får en mulighed for at hjælpe de nødstedte bedst muligt"

Fenrer vidste godt at Sean benyttede sig af folket, på en måde der ikke burde kunne tolereres, men hun kunne ikke ligefrem få ham sat af pinden, endnu i al fald. Men Sean burde kun glæde sig over at hans værst stillede fik det bedre, så havde de det med at være mere medgørlige. Fenrer smilede og kørte en finger henover bordpladen "Jeg vil endda lade dig tage æren for selv at have lagt mønterne til dette" sagde hun med et lille smil og lagde hovedet på skrå ad Sean. Måske han kunne overtales.

Fenrer gav et lille suk fra sig, efter et fjerde eller femte forsøg på af formskifte. Forsøgene gjorde hende bare mere udmattet, når de kom sådan i rap af hinanden. Hun så op på ham med et besejret udtryk i ansigtet "Hør Sean.." sagde hun stilfærdigt og fortsatte med at gnide fingeren rundt på bordpladen "..jeg må ærligt indrømme at.." hun gave et lille suk fra sig og lukkede øjnene for at undgå hans blik "Jeg kan ikke lige få... du ved... skiftet... det er lidt sværere end som så.." Hun løftede hovedet og så op på Sean med en sammenbidt og halvvejs afventende mine ".. Gør det dig noget hvis jeg lige får hvilet ud herinde? Bare til jeg kan skifte tilbage?"

Fenrer, trods at være konge, havde ikke lært sine manerer. Ingen adelige ved deres syv sind ville tolerere den grådigt måde at drikke på. Direkte fra kanden og i slurke, der bestemt ikke passede sig en kvinde. Heldigvis var Sean mere ligeglad med den slags. Om noget noterede han sig det blot, for man vidste aldrig om det kunne bruges til noget.
Han svarede ikke på det med maden. Det var fint, Sean gad egentlig heller ikke. Så kunne han skippe den såkaldte middag og tage hjem til Lori i stedet. I sin egen stilhed sad Sean og studerede Fenrer foran sig. Fingeren der gled rastløst hen over bordpladen.
Sean havde en fornemmelse af Fenrer så Sean som...Fluf? En sød lille dæmon. Fenrer så ud til at tro Sean ville gøre hvad som helst for alle byens beboere. Og hvad skulle forhindre Sean i at tage pengene til sig selv og kaste urterne ud af vinduet? Når det kom til stykket ville Fenrer intet bevis have imod ham. Sean var ikke andres stik-i-rend-dreng. Hans egen autoritet skulle ikke nedspilles af Fenrer, blot fordi han gik og kaldte sig konge nu.
"Så du siger...Jeg ikke selv vil kunne finde pengene til det?"
Der lå noget udefinerbart i ordene. I toneleget. Som om Fenrer havde krydset en grænse mellem høflighed og fornærmelser.

Sean rejste sig op fra sin plads. Han trådte over til vinduet, der havde været bag ham, og trak det lette hvide gardin til side. Det havde givet dem privathed, men han ønskede at se vejret. Vurdere. Det var ved at blive aften uanset, for det var ikke fordi Fenrer og hans kone var kommet tidligt på dagen.
"Du er så...Ivrig...Efter at stå i min gæld. At skylde mig den ene tjeneste efter den anden. Hvordan skal jeg tolke det?" om han virkelig forventede svar på det eller ej, var ikke til at bedømme. Han vendte sig om mod Fenrer igen, og slap gardinet med sine fingre. Han trådte over til Fenrer, over og lagde en hånd mod ryglænet. En hånd greb en af Valeryas lokker og nulrede den mellem sine fingre. Hmmm.
Han trådet helt bag stolen og lagde en hånd på hver af hendes skuldre. Klemte dem let. Han lænede sig ned mod hende, så hun kunne høre hvad han ville sige i en lavmælt stemme.
"Jeg kan ikke finde ud af...Om du ser ned på mig eller prøver at lege med mig...." Han skiftede side, så han kunne tale til det andet øre i stedet.
"...Hvad skal jeg stille op med dig, i din kvindelige krop? Skal jeg beholde dig? Holde dig udmattet, så du altid er min lille trøst? Eller skal jeg offentliggøre dig? Ride dig ud på en hest og præsentere dig som Valerya?" En svag latter hvilede i Seans stemme. Han gad ikke være pæn og ordentlig længere. Broer kunne altid blive bygget og det ragede ham en høstblomst om der kom krig eller ej. Folk ville dø før eller siden alligevel. Alt dette var i princippet Natalies, så måske burde han fokusere på at ødelægge så meget som muligt?
Men han ønskede at give Fenrer en lærestreg. At vise Fenrer de ikke var venner og Fenrer ikke skulle tro han kunne blive ved med at få Sean til at gøre ting for ham. Fenrer kunne jo bare have bedt om tilladelse til at give pengene og urterne selv. Men at påstå Sean ikke kunne gøre det selv og her, i lokalet, åbent tale ned om Seans anseelse...Det var fordomme. Det var fornærmelser. Det var mangel på respekt. Og hvis der var noget der betød noget for Sean, var det den slags.
"Lad os ride en tur. Bare rolig. Vi har damesadler!" besluttede han og klappede Fenrer på skuldrene, før han med raske skridt gik over døren, som om han indirekte ikke lige havde truet kvinden. Seans øjne skinnede koldt og han åbnede døren på vidt gad og inviterede Fenrer til at gå først. Et svagt smil lå på læberne.
"Eller skal jeg få nogen til at se til den gravide af jer to i stedet?"
Det var Seans by og en af hans palæer de sov i. De var omringet af Seans folk.
"Eller..." Sean lukkede døren halvt.
"...Du kunne gå med til at betale mig tilbage og slippe for det hele til sammen?"
Han havde selvfølgelig noget specifikt i tankerne.

Fenrer slog brynene skævt og så en anelse overrasket på Sean. Var det ikke klart hvad hun havde ment? Fenrer kendte jo Sean godt nok til at vide autoritet var vigtigt for ham, så hun havde blot ment at hun ikke ville virke som om at Fenrer skulle til at underminere hans autoritet, ved at være den gavmilde konge fra et andet land. Det virkede dog som om han var udmærket klar over dette. Fenrer mærkede en knude slå sig sammen i hendes mave, som erstattede følelsen af pinlighed, men forstærkede den lette følelse af nervøsitet.

Fenrer havde mest af alt lyst til at sige noget, men vidste ikke hvad hun skulle sige. Det eneste der krydsede hendes læber blev til ”N-nej.. jeg..” Men inden hun nåede at komme i gang med at svare Sean, blev hun afbrudt af hans påstand om at Fenrer forsøgte at stå i gæld til ham. Fenrer sank en klump, men rykkede sig ikke, heller ikke da hun mærkede Sean læne sig op ad stolen, eller da han tog fat i hendes hår og klemte hendes skuldre. Minder fra Fenrers tid hos Jonas kom væltende frem og gav Fenrer en hårdknude i maven. Hun følte at hun ikke kunne få vejret og blev kun mere nervøs, da Sean fortalte hende at han ikke kunne bestemme sig, for om Fenrer legede med ham, eller så ned på ham.

Fenrer gjorde ingen af delene, hvilket var usædvanligt, taget i betragtning af hvor meget hun hadede mørkevæsener. Da Sean begyndte at tale om at beholde hende, skød en summende og bedøvende fornemmelse igennem Fenrer. Minderne fra tiden hos Jonas væltede ud i hendes sind, og gav Fenrer en voldsom kvalme. Hun kryb en anelse mere sammen i stolen og mærkede sin vejrtrækning blive stille. Det var som om hun blev kølet ned hurtigt og følte adskillige kuldegysninger skyde igennem hende. Hun kunne ikke helt forholde sig til hvad der foregik.

Det værste var vel at Sean foreslog at vise Fenrer frem på denne måde. Valerya vidste ikke at Fenrer var skinwalker, det var der ingen der gjorde, så måske de ville beskylde Sean? Nej, tanken i sig selv virkede virkelighedsfjern. Hun forstod ikke hvad hun havde gjort for at ende ud i denne situation, hun havde jo gjort alt for at undgå den. Hun havde lagt forslaget med broerne ud på en præmis, af at Sunfury nok skulle lægge mest ud for broen. Hun havde været flink og rolig. Da Sean fortalte om at de skulle ride, med en ubehagelig bemærkning om at Fenrer skulle i damesaddel, kunne hun ikke undgå at føle vandet komme retur, men hun holdte det tilbage og sank det igen.

En flygtig tanke om at give Sean bank strøg igennem hendes sind, men selvom Fenrer havde en uset fordel i form af hendes ulvestyrke, så var der for mange komplikationer. For Fenrer havde set hvad Sean kunne blive til, og det var ikke sikkert at Fenrer ville kunne nå at slå ham bevidstløs inden Sean kunne forvandle sig. Selv hvis hun fik ham slået bevidstløs og kunne nå at hvile ud, længe nok til at kunne skifte tilbage til sin egen krop, så ville de stå i lort til halsen når Sean vågnede. Det virkede til at der intet var at gøre.

Da Sean foreslog at Fenrer kunne betale ham tilbage og slippe, så hun op og opdagede at Sean havde bevæget sig over til døren, som hun havde siddet og frosset i sine tanker. Fenrer nikkede sagt ”Hvis det er hvad du vil have..” sagde hun med en tøvende, bævende stemme og sank en klump. Knuden maven var der endnu, men mærkedes mindre som Fenrer følte sin krop blive mere følelsesløs. Det var som om Nepherite vendte tilbage til Fenrers sind, og dette gjorde hende en anelse mere kold overfor hvad der skete, men ikke nok til at hun ikke var udmærket klar over hvor ubehagelig hendes situation var. Fenrer så op på Sean med de bedste øjne hun kunne præstere ”Så gør vi som du vil.”

Fenrer rejste sig gik langsomt over og lukkede døren, mens hun så op på Sean med et ansigt der var mere eller mindre tomt for følelser, men fik hurtigt trukket i et overbevisende smil. Hun lagde en hånd på hans bryst nussede det kort med en finger, inden hun vendte sig om og gik tilbage til bordet. Hun havde ikke haft lyst til at kærtegne Sean, men Nepherite havde husket Fenrer på hvordan man opførte sig. Hun gik over til bordet, med et lidt mere tvunget svaj i hoften, og satte sig afventende med et blik. Man måtte sjældent tale før end man var helt klar på hvad ens herre ville, så Fenrer var tavs. Hun smilede blot forførende og rullede sin krave ned for at afslør noget kavalergang.

De små kvindelige finurligheder havde ingen indvirkning. De var verdens ældste tricks og som Incubus havde han set og oplevet dem så ofte, at de i sig selv hverken tændte eller slukkede noget for ham. Til tider gjorde de ham bare mere irriteret, fordi folk troede de kunne køre rundt med ham, bare fordi de klappede ham eller fjernede noget tøj. Hvor nemme troede de han var? Vidste de ikke hvem han var? Folk havde ingen ide...De vedblev at undervurdere ham. Måske var det kun praktisk, men ofte gjorde det ham blot irriteret.
Han havde lyst til at udføre fysisk smerte. Se folk fysisk krympe sig under hans styrke og magt, se dem klynke og bede om en nåde, han ikke ville give dem. Men det endte med han blot lukkede døren til og gik over til bordet igen. Det hele skete lidt spontant, så præcis hvad var det han ønskede? Fenrer havde sagt ja, uden så meget som at overveje hvad Sean kunne finde på at bede om. Modstanden ville nok først komme, når Sean havde fået formuleret noget konkret. Han havde en ide...Men præcis hvad skulle han forlange med det?
Sean trak vejret dybt. Han havde ikke lyst til at slappe af, men når Fenrer ikke gav grund til yderligere vrede, var der ingen grund til at blive ved...Andet end af lyst. Et eller andet sted ønskede han det. Ønskede at ødelægge noget. Ønskede et eller andet drama, som hellere skulle gå ud over andre end ham selv.
Han havde slet ikke fået afreageret på noget som helst...
En tikkende bombe...

Til sidst hvilede han sine arme på armlænet til sin egen stol, som han havde siddet i tidligere. Hænderne blev foldet. Tungen gled rundt i munden et øjeblik og hans hoved virrede en smule frem og tilbage, før han så koldt op på Fenrer igen. Så rettede han sig op og placerede sine hænder på ryglænet. Hårdt, så hans knoer lyste hvidt.
"Først og fremmest er jeg ikke din stik-i-rend-dreng. Ingen får noget i min by. Hverken penge eller urter"
Det var den første og mest personlige måde at slå Fenrer, uden at bruge fysisk vold, var det ikke? Fenrer, så bekymret for de små slaver i samfundet...Men selv konge af en helvedes masse i Sunfury. Så længe folk var fattige der også, havde Fenrer ingen ret til at foreslå eller prøve på at ændre noget her, i Doomsville. Ingen havde råd til at gøre alle rige - og selv hvis man prøvede, ville halvdelen af byens beboer brokke sig.
"Dernæst..." Han trådte et halvt skridt bagud, trak stolen med sig, så den balancerede på sine bagben. Så gled den ned igen med et bump. Det var tydeligt Sean var rastløs og fuld af en eller anden energi, han ikke kunne komme af med. Det var ikke det samme, som når han havde oceaner af tid til at finde på små planer.
"...Skal Sunfury være min vasal. I skal være mine vasaler. Jeg gider ikke rode i jeres politik og økonomi...Men jeg forventer respekt. Lydighed. At I ved jeg bestemmer. Og at I står klar, hvis jeg får brug for jer til et eller andet. Kan du det...Konge?" Fenrer var blot gift ind i det hele. Det var sikkert Valerya der endnu styrede meget af det politiske derhjemme. Men hvis Fenrer lovede Sean det her, ville han ikke lade manden - der lige nu var kvinde - flygte fra det.
"Til gengæld for det normale. Beskyttelse og hjælp efter behov. Se, en bro giver endnu mere mening nu, ikke?" Seans øjenbryn dansede lidt, som han tydeligvis selv fandt det hele ualmindelig morsomt. Så meget magt...Så meget magt...
Han var allerede gode venner med herskeren af Dragons Peak, som var en mand, der tilmed havde hjulpet Sean til magten i sin tid. Og blot overtaget, da Sean var rejst. Så han ville altid kunne stole på Dragons Peaks hjælp, også selv om de ikke var hans vasal. Men med Sunfury oveni...
Hvad siger du til det, Natalie? Natalie troede han gjorde alt for hende, men i virkeligheden var det Sean der sad med det hele. Og hvad havde hun på ham? Kun et øjebliks taknemmelighed og en løfte givet, på Seans ellers dødsdømte sengekant.

Fenrer lyttede opmærksomt på hvad Sean sagde, og selvom hendes vrede ulmede, var hun endnu lydig nok til at bide det i sig. Hun måtte vel finde sig i ikke at kunne få lov til at hjælpe dem han havde efterladt i Doomsville. Selvom det ikke ligefrem hujede Fenrer, var træningen hun var blevet udsat for hos Jonas, mere end i stand til styre sine handlinger, når først Nepherite var blevet hevet frem. Fenrer nikkede underkuet til Seans beslutning. Selvom hun ikke forstod hvorfor han var blevet så vred over dette, hun havde jo givet ham al mulighed for at tage al æren, og endda kunne få de fattige i Rotten Roots ubetvungne loyalitet. Fenrer ærgede sig dog over ikke at kunne støtte sine efterladte elever, som nok godt kunne have brugt pengene, til at støtte op om dem der havde det værst. Lidt ligesom den måde han havde fået sat en del af de fattige tilbage i Sunfury, tilbage i sving.

Fenrer så tilbage op på Sean da han begyndte at forklare, at han ydermere ville bruge Sunfury som Vasal stat, til at støtte ham, skulle det blive nødvendigt. Fenrer mærkede skyldfølelsen, forvirringen og frygten skylles ud af hendes krop. Fenrer fik dog holdt sine ansigtstræk, uden så meget som en revne i hendes underdanige udtryk. Hvis Sean regnede med at Fenrer ville lade sit folk blive offerlam for noget Sean formentlig selv ville få rodet sig ud i, så tog han så grueligt fejl. Fenrers sind gled over i hvordan han skulle håndtere situationen, og besluttede sig for at holde fast i Nepherite, bare lidt endnu.

Problemet i at holde fast i Nepherite, var at det gjorde det sværere for ham at få samlet tankerne tilstrækkeligt til at kunne forvandle sig til hendes egen krop. Hun kunne selvfølgelig prøve om det hjalp at forvandle sig til ulv og derfra tilbage, men hun var ikke sikker på om det ville hjælpe, men hun vidste at Sean nok ikke ville bryde sig om det, og slet ikke nu. Hun måtte vinde sig noget tid. Heldigvis var han ikke udstyret med de samme følsomme næsebor, som hun var. Det var derfor det var vigtigt at holde fast i Nepherite.

Fenrer lagde hovedet lidt på skrå og så igen op på Sean, med et ansigt der udstrålede nervøsitet og underkastelse. Hun tænkte så hurtigt hun kunne og lod sig selv rive lidt med, for en enkelt en af Nepherites tanker gled da over hende. Hun rejste sig og gik over til Sean, i et meget roligt og forsigtigt tempo. Hun var godt klar over at det ikke var smart at gøre Sean sur, det ville uden tvivl gå udover Valerya, og hans så trofast garde, der lige fortiden befandt sig i denne by, som var fyldt med fjender, der kunne vende sig mod det i et hvert sekund. Fenrer var ikke bange for lejesvendene, eller vagterne, men hun havde set Natalie, og vidste at Sean og hende havde en forbindelse. Det måtte de have, når Sean kunne sidde på tronen, selvom Natalie var så meget stærkere, og kunne udfolde sig mere sadistisk fra tronen, hvilket ville have været åbenlyst tillokkende for hende. Men Fenrer havde kun sine gætterier, selvom det var mere end rigeligt til at så hende til at bide sin stolthed i sig for nu.

Fenrer gik om på siden af Sean og lænede sig forsigtigt frem "J-jeg bliver n-nød til at vide hv-hvad du mener mere s-specifikt" Fenrer satte sig på hug, ved siden af Seans stol og så op på ham med et opskræmt ansigts udtryk. Hun fik virkeligt skubbet Nepherite op til overfladen, selvom det ikke var noget hun brød sig om at gøre. Hun knugede sine hænder sammen og afventede Seans svar, med et blik der bestemt ikke var særligt meget tilstede, men dette kunne nemt misfortolkes som en underkastelse. Hun skulle bruge tid, tid som hun ville købe, ved at lade Sean svare hende på spørgsmålet.

Fenrer blev ved og ved med at prøve på at fokusere på at ændre form, men den stressede situation gjorde det bare mere besværligt, og til sidst, rejste hun sig. Hun gik over til kaminen og smed masken af underkastelse. Hun lagde den ene hånd på kaminhylden og så bort fra Sean, så længe han ikke kom farende, eller krævede for mange svar af hende skulle det nok gå. Fenrer spurgte med en svagelig stemme fra sin plads "Hv-hvad hvis jeg i-ikke kan opretholde aftalen? H-hv hvad hvis jeg ikke har m-mandskabet til a-a-a-t hjælpe? Eller ti-iden til at nå frem?"

Præcis hvad han mente?
Han ignorerede hende, som hun kom over og satte sig på hug ved ham. Folk, der underkastede sig ham, fik ikke så meget opmærksomhed. Det gjorde ham mere rolig, at hun sad der. Gav ham vished om at han kunne marchere mod Sunfury når som helst og få deres kongelige til at give efter, hvis han var insisterende nok.
Men han var ikke dum. Mere spontan, måske, og det skabte nogle uheldige situationer. Den rolige Sean kunne godt at han ikke helt havde den kontrol, i denne situation, som han foretrak. Normalt, hvis han krævede noget så stort, ville han have lavet en hel plan og fanget sine forhandlere i en situation, hvor de enten ikke kunne eller ønskede at sige nej. Enten fordi Sean truede dem eller fordi handlen simpelthen var for god til andet.
Men han orkede ikke forhandlinger. Han havde mere og mere lyst til bare...Lori. Lori var det eneste der rigtig blev i hans tanker for tiden. De havde haft en dejlig hyttetur, med en masse hed sex og Sean var ivrig efter at samle det op hvor de var sluppet.
Han havde slet ikke svaret hende, da hun var gået over til den kolde pejs. Hans blik hvilede på hendes ryg, men han lyttede ikke meget efter. Lyttede med et halvt øre, som man vist sagde.

Han fjernede sig fra stolen og gik op bag hende. Hvis hun lod ham, placerede han sine hænder på hendes skuldre og lod dem glide ned over hendes overarme, som et kærtegn fra en hård elsker.
"Rolig nu. Jeg var måske lidt hård..." Han smilte lidt for sig selv.
"...Hvad jeg mente var et samarbejde. Jeg har brug for flere alliancer. Tingene går begge veje, ved du nok. Hvis jeg en dag får brug for det, kommer du med de soldater eller penge du kan give...Og hvis du en dag står og skal bruge det, sender jeg nogen den anden vej..."
Det var pointen i at have ekstra mænd. At have det ekstra kort. Sean havde ingen planlagte krige eller uroligheder, selv om de vel hurtigt kunne opstå. Af en eller anden grund så han nok Natalie som den største udfordring. Hun havde haft krammet på ham før og hans bedste modsvar var at samle sin egen styrke. Folk, der var bundet til Sean eller loyale til ham på den ene eller anden måde. Det gav mening. Sean havde brug for det modspil i sit liv. Det var derfor han var kriminel. Ikke af nød, men af valg. Han havde brug for at være rebelsk og bevise hvor fri og stærk han var. Og nu var Natalie den eneste der gav ham det modspil han havde brug for, for at have en mening i sin hverdag. For spændingen. For sjov. Hvor hun end var...
"Jeg ville ikke forlange mere end du kan give, så længe du lover det samme retur. Man kan kun gøre sit bedste. Det bliver jeg ikke skuffet over" lovede han afslappet og tæt på hendes øre, hvis han stadig stod der. Han ville ikke holde hende fast, hvis hun søgte væk fra ham. Ah, det var så nemt at se ned på Fenrer i denne skikkelse. Så nemt at glemme Fenrer vel var en mand og en kæmpe ulv. Især når hun var så underkastende. Der var absolut intet der fik Sean til at respektere skikkelsen foran ham. Det var irriterende noget så svagt havde nogen betydning overhoved...
"Det kan du vel godt se ideen i? Eller er du bekymret for noget helt andet?"

Fenrer frøs, denne gang ret irriteret. Sean gik op bag hende og lagde så sine hænder på hendes skuldre, hvilket ikke havde været håbet. Fenrer skulle jo bruge tid, tid til at samle tankerne, tid som Sean ikke gav hende. Men hvad var nu dette, var han begyndt at undskylde? Nej ikke undskylde, det lå for langt fra Sean. Man han prøvede at berolige hende? Havde Sean en grænse for hvor meget han ville presse sit offer? Nej, det kunne heller ikke være det, men uanset hvad det var der fik Sean til at skifte stemning, måtte Fenrer finde ud af hvad hun skulle gøre, i en fart.

Da Fenrer hørte om et samarbejde, frem for en annektering, som var det første Fenrer havde forstået Seans 'forslag' som, gav hun sig til at lytte eftertænksom med. Fenrer svarede ikke, og prøvede blot på at skælve en smule, for at vinde tid til at koncentrere sig. Hun lod en skælven gå igennem sig, og fremmanede endnu en stamren "O-ok.." kom det med en spag stemme. Fenrer kunne dog ikke vende sig om endnu, hun havde for roligt et udtryk i ansigtet, og ville ikke til at trække Nepherite frem hvis hun kunne undgå det. Nepherite gemte nemlig Fenrer væk, istedet for det omvendte, og som Nepherite havde hun ikke chancen for at koncentrere sig nok til at kunne skifte form. Som tingene stod ligenu, var det kun Fenrer transformation, tilbage til sin mandlige krop, der kunne afvæbne Sean.

Da Sean fortalte om hvor ligebyrdigt forslaget ville blive, slappede hun en del mere af. Hvilket sjovt nok gjorde det nemmere at koncentrere sig, og Fenrer kunne mærke sin mandlige skikkelse, komme hende nærmere. Hun blev pludselig en del mere glad for ikke at have rykket sig fra pladsen ved kaminen. Det havde ellers været en bekymring, da Sean kom så nær, for det kunne have været at han ville have set at hun var så afslappet, men det lod ikke til at være tilfældet. Dette var noget Fenrer priste sig selv yderst lykkelig for. Men hun fik alligevel presset et par tårer frem, for en sikkerheds skyld.

Fenrer lod roen falde over hendes ansigt og vendte sig forsigtigt om mod Sean, nu hvor hun ikke havde brug for holde en maske, efter hvad Sean havde sagt til hende. Hun så op på ham med det meget mere rolige ansigt og nikkede stilfærdigt "Jeg.. Jeg er vel ikke helt s-så bekymret nu.." Fenrer holdte en pause og lukkede øjnene, som hun bukkede hovedet en anelse".. nej, jeg er vel ikke bekymret"
Selvom Fenrer havde måttet trække lidt maske tilbage over sig, så havde han efterhånden styrken og koncentrationen til at kunne forvandle sig, men nu hvor tingene var blevet spillet ud på en ny måde, måtte han vente til tiden ikke bød sig at ødelægge noget.

Hun havde foldet hænderne foran sig og lod ikke til at ville bevæge sig. I virkeligheden var dette dog for at afvente Seans reaktion, men noget sagde hende at hvis hun lod ham tage det første skridt videre, ville han formentlig kunne gennemskue hende. Uden at løfte hovedet eller se op, sagde hun derfor ganske sagte "Jeg kan godt se h-hvad du mener.." sagde hun i en spag stemme, og gned hænderne ".. Det v-ar ikke min mening at fornærme dig med tilbuddet... jeg troede bare det var iorden at vi begge fik noget ud af tilbuddet.." stemmen var lige så svag som før, og ligeså underdanig. Fenrer håbede på at Sean ville miste interessen, hvis hun vedblev den svagelige udstråling.

Der var dog noget der ruskede lidt i Fenrer, instinkterne. Men denne gang, kaldte de ikke på samleje, de kaldte på noget andet, nemlig kød. Fenrer havde godt mærket dette før, men ikke på samme måde. En rystende vejrtrækning gik igennem hende, som hun forsøgte at holde på appetitten, for Sean var nok ikke det smarteste at bide ned i, men nu var det heller ikke fordi at Fenrer havde lyst til at tage en bid af Sean. Sean så måske nok appetitlig ud på en måde, men ikke som mad.
Fenrer så op på Sean med et roligt udtryk i ansigtet, og sank en klump. Hun vidste godt at hun ikke skulle prøve lykken af med at bede om mad, men hun kunne vel også vente. Det havde hun jo gjort før. Fenrer skrånede dog et blik over på forfriskningerne, inden hun så tilbage op på Sean "Ville du have noget i-imod at jeg.." hun nikkede forsigtigt over mod bordet, inden hun så tilbage op på Sean med samme mine som før.

Seans interesse faldt vedvarende. At at trække sig var ikke noget han gjorde, så han blev stædigt stående og afventede om en stammende kvinde-Fenrer ikke snart kunne tage sig sammen til..Et eller andet. Han trak vejret dybt og fik hendes lugt med sig igen. Noget, han for et øjeblik siden havde fundet erotisk og som nu bare var...En ting. Intet af betydning. Han slap hende, men stod stadig så tæt på, at der ingen afstand virkede til at være. Den ene hånd hvilede på kanten af kaminen, afskærede hende så hun kun havde en vej at flygte fra ham, hvis det var noget hun havde behov for. Fordi han havde kontrollen. Han ville altid have kontrollen. Og ikke mindst ville han have sin vilje.
Den ene hånd lagde sig om hendes kind, tommelfingeren fulgte hagens form. Han drejede hovedet en anelse på skrå. Hånden gled videre, ned over halsen, hvor tommelfingeren lagde sig hen over hendes puls. Der var et eller andet han ikke kunne snuppe, skønt han ikke vidste præcis hvad. Der var noget ved hende, som han ikke stolte på. Som om det var et kapløb om hvem der kunne snyde hvem mest i løbet af disse øjeblikke.
Men han var ligeglad med om det hele var et skuespil eller hvad der nu fik Fenrers pik op og stå. Eller, det skete nok ikke i denne form, trods alt. Hvis hun ikke havde trukket sig, lagde hans varme hånd sig om hendes hals og tommelfingeren klemte let mod struben. Så hård, alligevel så let at knuse...
Sean virkede til at være i sin helt egen verden.
"Tilbuddet?"
Hvad snakkede hun nu om? Troede hun, at hun bare kunne skifte emne midt i det hele? Hun vedblev altså at undervurdere Sean. Han ville ikke bare lægge det fra sig. Men hvis han skulle tolke det på nogle måder, måtte det vel være som et ja? Eller om ikke andet, noget mere positivt stemt end for et øjeblik siden. Præcis som forventet.

Han trak sig væk fra hende. Slap hende, vendte sig og gik tilbage til bordet. Fingrene fuldte bordets kant, da han gik rundt om det, før han lavede en ligegyldig bevægelse. En velkomst til at Fenrer endelig bare skulle spise, hvis det var det hun ville. Af alle ting...Ville hun spise nu...
Han så over mod vinduet igen.
"Jeg syntes..."
Han vendte sig kun halvt om mod Fenrer, som var hun ikke helt værdig af hans fulde opmærksomhed lige nu. Han havde brug for en pause og det havde Fenrer uden tvivl også. Sean skulle slappe af igen og genoverveje situationen. Også selv om dette ville give Fenrer tid og energi til at skifte tilbage, hvis han ville.
"...Du skal blive her. Spise din mad. Skifte form, eller hvad du nu lyster. Og genoverveje situation. Jeg er sikker på du kan se det fornuftige i mit forslag. Jeg vil vende tilbage hen ad aftenen. Bare rolig...Mine tjenere skal nok fodre dig"
Sean vidste ikke helt om det var bevidst, at han sagde fodre, som var Fenrer et nyt kæledyr der tilfældigvis også var konge af et område.
"Når jeg siger blive...Mener jeg det selvfølgelig. Du får ikke lov at gå. Vi bør diskutere dette igen snarest"
Hans mørke blik gled over til Fenrer og hvilede der et øjeblik, før han med bestemte skridt greb sit sværd og gik over mod døren.

Fenrer stod stille og betragtede Sean, der vistnok kunne se igennem Fenrers lille forestilling. Dæmonen var ikke helt dum, men nu havde hun også ladet paraderne falde. Da hans hånd faldt henover hendes strube, blev Fenrer en anelse nervøs for at Sean ville blive aggressiv. En sådan situation, vidste Fenrer ikke helt hvordan ville falde ud, når man tænke på sejrherren. Men hvad han var sikker på, var at Sean ville gå efter Valerya, og det kunne hun ikke lade ske.

Da Sean foreslog at Fenrer spiste, gik en lettelse gennem Fenrer, men kun indtil han fortalte at han agtede at vende tilbage hen ad aftenen, og at Seans tjenestefolk, ville fodre hende. Hvad mente han med det? Hun behøvede ikke tænke over dette længe. For da Sean forklarede Fenrer, at hun ikke fik lov at gå, gik en varm bølge af vrede igennem hende. Han havde vist godt regnet ud at Fenrer ikke kunne tillade sig at gøre modstand, så hun var mere eller mindre fanget her. Som Sean gik mod døren, overvejede Fenrer stærkt at springe på ham, flå ham ad, mens han ikke kunne se ham komme. Men hun slog istedet koldt vand i blodet, og satte sig ned.

Fenrer fik spist, og der gik ikke længe efter, før end at hun kunne blive til hamselv igen.

Fenrer havde siddet i værelset i timer, efter at han havde skiftet form tilbage til sit eget jeg. Han havde slået koldt vand i blodet og smidt kurtaen løst henover sig. Han følte sig jo fanget nok som det var, men i sit 'fangeskab' havde Fenrer også haft tid. Tid til at tænke over hvad hans modspil til Sean skulle være. På den ene side var foreslaget fornuftigt nok, og Sunfury kunne sagtens bruge en alliance. Men spørgsmålet var om Sean selv havde tænkt sig at overholde den. Fenrer havde jo en bestandig hær, som han havde sat igang med at restrukturere, og få den trænet så den var klar til hans planer om at udvide Sunfurys grænser. Lige for tiden var det dog ikke Doomsville han havde tænkt sig at gå efter.

Byen var i sig selv nærmest uindtagelig, selv efter at jordskælvet for år tilbage, havde jævnet flere stykker af ringmuren med jorden. Huller som Sean uden tvivl ville få genopbygget. Men dertil ville selve det at komme til Doomsville med en hær, stor nok til at tage byen, være et stort problem. Mellem dem Sunfury og Doomsville lå Shadowpeaks nemlig, og man marcherede ikke en hær igennem det mørke, for så havde man ingen hær når man nåede ud på den anden side.

Nej, hvad Fenrer havde i tankerne, var Minnotauris, og landede hensides øerne. Men for at nå dertil, ville Fenrer skulle bruge finansiel vækst, mere end det han havde fået skabt, selvom det efterhånden var begyndt at give gode summer at genopbygge hæren og garderne med. Han ville dog helst være sikker på at han kunne drage afsted, uden at han skulle til at bekymre sig om økonomien derhjemme. Hvilket havde ledt ham til at søge disse forbindelser han gjorde, med Doomsville, og derfor Sean. Fenrer havde dog ikke nogen planer om at fortælle Sean om hans planer om Minnotauris. Det stolede han ikke nok på Sean til, ikke efter dette. Der ville gå noget tid og noget handling, før end Fenrer ville stole på manden igen.

Men nu stod han og skulle opveje sin tiltro til Sean, mod det kapitale udbytte, som han stod til at vinde, ved at indgå denne aftale. Fenrer gned sine tindinger og afventede Blot Seans tilbagekomst.