Why do i feel this way? //ettina

Tidspunkt: Midnat
Vejr: Stjerneklart, og med fuldmåne.

Natten var ung, himlen klar og smuk som aldrig før næsten, de sidste nætter havde der været meget overskyet, men nu var der total klar himmel. En dejlig kølig nat, fredfyldt. Dog ikke helt igen, hvis man hørte godt efter kunne man høre et heftigt åndedræt, og en let klingen fra metal som var i heftig bevægelse, et par lette føder som spænede af sted, og et par tunge skridt som var dobbelt så hurtige som de lette føder.
Et let bump stoppede de lette føder for at løbe, og de tunge skridt begyndte at gå langsommere nu. Så stoppede al lyd, alt blev stille, så stille så man næsten kunne høre en sommerfugls vinger blafre let i vinden. Hele atmosfæren var som man holdte vejret.
Et skrig knækkede stilheden med et, og skar i hjerterne på alt omkring dem som en rusten kniv der blev stukket til, en elvers skrig der skreg sit sidste skrig.
Smilet var omkring læberne på den dræbende, hans hånd der knugede sværdets skafte der havde gennemboret elveres hjerte som en gris der blev spiddet. Øjnene glødede af glæde i Casuels blik, hans smil var stort af lykke, og hans hænder små rystede af lykke. Han kunne endda ikke lade være med at klukke, han nød at dræbe elveren, det var som ecstasy for ham, "så flygter man ikke igen" kom det stille fra ham imens han borede sit sværd dybere og dybere i brystet på den stakkels døde elver som lå imod en gravsten hvor sværdet også havde gået igennem gravstenen på den anden side så blodet stille dryppede ud der. Han klukkede, så glad ud, i et dræbende øjeblik, et syn som normalt ville få folk til at flygte af rædsel..

3 år var gået. 3 år uden ham i sit liv. Livet var gået for hende. Hun var på vej til kirkegården hvor hendes far var begravet. Hun ville se graven igen. Det var 1 år siden hun sidst var på kirkegården. Hun kiggede ned i jorden imens hun gik. Hun ville ikke skynde sig. For en gangs skyld ville hun gerne af med sit liv. Hun ville ønske det var sin sidste dag. Sidste gang hun skulle føle denne smerte. Hun hørte et dødskrig. Hun smilte. Mange ville undre sig over og høre dette skrig og ville flygte eller finde hjælp, men det ville hun ikke. Hun elskede folks sidste dødskrig. Hun løb hen imod skriget. Hun stoppede op da hun ikke kunne høre skriget mere. Hvor kom det fra? Hun havde nogle tætsiddende sorte elastiske bukser på og en sort kappe over sig med hætte som hang over hendes hoved så man kun kunne se hendes røde øjne og kridhvide hår som stak ud nogle få steder. Hun kiggede rundt og fik øje på nogen stikke en ned med et sværd. Hun gik tættere på. Hun ville se liget. Hun stoppede lidt væk fra manden og opdagede, at liget var en elver. En kvindelig elver endda. Et smil bredte sig på hendes kinder. Hun havde i et kort øjeblik glemt alt om sin far, men kom så hurtigt i tanke om ham igen, men dette var nu mere spændende end noget andet.

Casuel klukkede super varmt og morderisk, og med en meget langsom bevægelse trak han sværdet ud af den kvindelig døde elver der var foran ham, så man kunne se tøjet, huden der næsten kælede for sværdet på vejen ud, og blodet som havde belagt sværdets klinge, smukt, rødt, glimtende i månens skær.
"Din pest... din uretfærdige dræber.. dit bæst" hvæsede han af elverpigen, som enlig var ganske normal elver tøs, med let grønt hår. Han rettede sig stille op og så lidt på sit sværd, før han lod tungen let glide over klingen hvor blodet var, og slikkede en let stribe af sværdet og lo "urent blod" mumlede han og spyttede blodet ud igen. Han stak hårdt sværdet i jorden og hans kolde sjæledøde øjne vendte sig stille mod den nytilkommende.
"hvem er du..." kom det stille fra ham, imens de sjæledøde øjne med et stærkt glimt af morskab over hans lig, så på hende der var kommet nær. Han så hende an far top til tå, og stille forsvandt smilet over hans læber, og gik hen og døde igen som havde det aldrig været der. Han lagde hovedet på skrå stille og vendte sig helt mod hende, han havde en dyb vejrtrækning, selvom han havde været hurtig, havde det ikke været nok til at han var blevet forpustet endnu.
Han begyndte så at bevæge sig mod hende, et blik som var dødt som døden selv, og hårdt som stål, "er du en af dem?..." kom det så stille fra ham da han stod næsten lige foran hende og pustede en smule ud gennem næsen som en tyr.

Hun kiggede roligt på mandens bevægelser. Hendes smil var lumsk og ondskabsfuldt. Hendes røde øjne glimtede i mørket, men viste samtidig had, vrede, sorg og ondskab i et. Hun kiggede roligt på ham og så hen på den døde elvertøs. Det rørte hende ikke det fjerneste selvom det var en elver. Hun hadet elvere selvom hun selv var en sortelver. Nok var hun en sortelver, men hun var ikke en normal elver det ville hun godt være den første til og indrømme. Hun var nemlig en sortelver der var opdraget af dæmoner. Endda af dæmoner som trænede hende til og dræbe uden nåde. Hun elskede og se folk lide og elskede og høre deres sidste dødskrig.
Hun smilede lumsk da fyren opdagede hende og spurgte hvem hun var "Jeg kan være den ven, men jeg kan også være dit største mareridt" hendes stemme var kold og kynisk. Der var ingen tegn på følelser i hendes ansigt eller på den måde hun stod på. Hun grinte kort da han spurgte hende om hun var en af elverne. Hun trak stille sin hætte af så hendes øre kom frem og hendes blå/lillae hud blev mere synligt. Hendes mimik var dødt, men hun havde et lumsk smil på læberne "Er en sortelver, men har ingen millidenhed med andre elvere overhovedet. Har ingen sympati som andre elvere. Har aldrig været som en rigtig elver. Selv ikke en sortelver" hun elskede og pirre ham lidt ved og snakke småt i gåder.

Han fnøs kort og så koldt på hende, "mit værste mareridt.. det skulle da lige være hvis du begyndte at synge blomster sange" mumlede han en smule overlegent men også med en vis bydende og provokerende tone. Han løftede dog et højt øjenbryn da hun snakkede videre efter at havde turet at lade hætten falde og afsløre hendes tydelige race. Han sukkede stille, han havde allerede slået en elver ihjel i dag, og måske var 2 på en aften lidt for meget lige nu.
Faktisk gav han sig en smule nu, "okay ven.." sagde han så stille til at starte med "jeg jagter din race, dag ud og dag ind, om de er grønne de underlige og de sorte" sagde han og så på hende koldt men sukkede så "men du lyder til at være sand i dine ord.. eller det hvad dine øjne i hvert fald viser" sagde han og så på hende skarpt men anerkendende. Han så lidt tilbage på elveren han lige havde slagtet også tilbage på hende "hvis du vil.. så kan du få lov til at prikke øjnene ud på hende" sagde han og nikkede over til liget, "så kan jeg tage lidt af håret" sagde han og fnøs let.
Hurtigt så han dog op, så sig omkring, og så hurtigt på damen der havde mødt ham.. "kan du også høre det?.. de små fodtrin?.." hviskede han stille og så rundt hurtigt *hvor hvor hvor??* tænkte han og pludseligt satte han af imens han trak sværdet op af jorden og tog et skridt på gravstenen bagved liget og fløj af sted. Han landede bag en høj gravsten og efter noget højt slag kom han stille hivende ud med en elver som ellers lige havde ligget på lur for at se hvad der skete med hendes ven. Hendes øjne var røde af tåre og og hun havde et ordenligt lilla mærke på kinden efter Casuel's hånd. Casuel havde et jerngreb om hendes hår og stille så på damen "vil du lege med mig?" spurgte han hende så indbydende.

Hun kiggede på ham med et koldt, dødt blik. Hun var ikke den der lavede sjov med noget som helst. Hun rullede med øjnene da han nævnte og synge blomster sange osv. Hun kunne brække sig over det. Hun hadet folk der mente, at de var stærkere og mere overlegen end hende. Mange har prøvet og spillet stærkere end hende og hvad fik de ud af det? død, lemlæstelse, frygt og nogle blev endda til slaver. Hun gik tættere på ham og kiggede iskoldt på ham som var han ikke andet end en lille myre for hende. Hun så koldt på da han snakkede om, at han jagtede elver hele tiden. Hvorfor skulle hun lige vide det? Hun var så ligeglad med elvere som man overhovedet kunne blive. Hun var ikke en sortelver indeni nok udenpå, men indeni ville hun altid være en dæmon om man ville have det eller ej det ændrede sig ikke. Hun ventede bare på, at han ville holde op med og spille så overlegen som han selv mente han var. Hun smilte efter noget tid "Jeg er ligeglad med, hvor mange elvere du dræber til hverdag! Du skal bare ikke tro, at det gør mig bange for dig. For det rager mig en høstblomst bare så du ved det" hendes stemme var kold og død som graven. Der var ingen tegn på følelser i hendes stemme eller i hendes kropholdning eller hendes mimik. Det hele var bare dødt og koldt. Det morede hende og se ham langsomt miste overlegenheden i hans holdninger. Hun kiggede hen på elveren han lige havde dræbt og smilte ondt. Det morrede hende og se lig. Hun rystede på hovedet "Leger ikke med lig uden jeg selv har dræbt dem, så hende der kan du selv ordne" hun smilte stadig lumsk. Hun kunne høre noget der listede væk herfra, men lod som om hun ikke hørte det for hun ville gerne se hans reaktion og se hvor meget han egentlig hørte.
Det overraskede hende ikke da han sprang afsted efter han havde spurgt hende om hun kunne høre fodtrinene. Hun smilte lusket. Hun vidste allerede hvilken race det egentlig var han havde fanget inden han kom frem med hende. Hun smilte lusket og så undersøgende på elveren. Typisk elver tøs der vil hente hjælp. Hun gik tættere på elveren og kørte en hånd hen over hendes kind som havde fået et lilla mærke. Hun så op på den fremmede med et lusket smil "Slip hende. Lad hende løbe" hun havde en ond latter skjult i stemmen og havde et ondt og lusket smil på læberne. Hun ville jagte tøsen og skade hende hurtigere end hans øjne ville kunne registrere det. Hun ville jagte denne tøs og dræbe hende.
Der var noget over ham som gjorde hende lidt interesseret i ham, men hun kunne ikke rigtigt se, hvad det var.

Han så på hende med et lidt overrasket blik, han var ikke overrasket over hendes holdninger eller noget i den stil, men hendes stemme, den kraft der lå bag den, og hvor stærk hun lød, han kunne ikke lade være med at være ret overrasket over hende.
Selv kunne han ikke lade være med at være en smule glad for at hun havde kommet tæt på ham, vist sig for ham.
Han kunne ikke lade være med at være en smule glad for hun faktisk overlod liget til ham helt, han fandt det en smule charmerende at hun ville lade ham få det hele, hele den døde krop.
Efter han havde fanget elveren blev han utroligt overrasket da hun så bad ham om at sætte hende fri igen. Han gloede lidt på hende og stille stalde sig tæt på hende og så hende i øjnene roligt, som et roligt hav. "kun fordi det er dig.." kom det så stille fra ham hvor han så let lod sit greb løsnes på elveren som med det samme sussede af sted til at komme væk fra dem begge så hurtigt hun kunne.
Han så stille efter elveren, men lod blikket vende tilbage til elver-dæmonen han havde her foran sig, og let men uden tøven lagde en hånd på hendes hofte og trådte helt tæt på hende, "elveren løber stadigvæk" hviskede han stille til hende og ventede enlig til hvad hun ville gøre mod den løbende elver.

Hun kunne godt lige, at han så overrasket på hende. Hun smilte lusket. Det gav hende den styrke hun havde og gør hende på en måde stærkere end hun så ud til og være. Hendes røde øjne var stadig vildt kolde som is. Hun var trænet til dette og lyttede hele tiden til den bagtanke der var i hendes hoved af alt det hendes dæmoniske far havde fortalt hende. Hun så bare roligt på ham da han gik tættere på hende med elveren. Hun ventede mere eller mindre utålmodigt på, at han slap elveren han lige havde fanget. Hun ville jagte hende og dræbe hende. Hun kiggede hen over skulderen for og dobbelt tjekke om hun havde husket sin bue og sine pile og det havde hun. Hun kiggede så tilbage på elveren og den fremmede fyr. Hendes lumske smil blev større da han sagde, at han slap elveren for hendes skyld. Hun kiggede efter elveren der stak af. Hun ville lige lade hende få lidt forspring for Ettina ville stadig fange hende inden den anden elver havde set sig om. Hun så ned på hans hånd han havde lagt på hendes hofte uden tøven. Normalt ville hun haft vredet hånden om og brækket den, men hun havde ikke tid til det. Hun skulle fokusere. Hun kiggede op på ham og smilte "Lad hende løbe." hendes stemme var lusket og man kunne høre, at hun havde nogle planer skjult i ærmet. Der gik få sekunder før hun sprang af sted som var der en raket i røven på hende der blev skudt afsted. Hun sprang imellem træerne lydløst men hurtigere end man bare skulle tro. Hun sprang ned fra et af træerne og lige foran elveren der skreg højt af skræk. Den anden elver prøvede og stikke af, men Ettina var hurtigere end den normale elver og løb hele tiden lige foran hende. Hun tog fat omkring halsen af elveren og sprang afsted. Hen imod den fremmede fyr uden og slippe elvere der sprællede og skreg. Selvom hun kun holdt fast omkring elverens hals holdt hun stramt. Hun så ondt imod den fremmede "Nu skal du se hvordan man dræber elvere" hun grinte ondt og smed den anden elver til siden. Hun trak sin bue og nogle pile. Hun sigtede på Elveren ene øje og fyrede den af. Pilen fløj og ramte elveren lige ved øjet. Den gik ikke helt ind så den ville skade hjernen. Den ville kun skade øjet. Elveren skreg højt. Ettina gjorde det samme mod det andet øje. Hun elskede og høre skrigende. Hun gik tættere på elveren og brækkede nakken om på hende. Hun gik hen til fyren igen "Nåh hvad synes herren så?" hun smilte lusket og stilte sig tæt på ham.

Casuel så stille på den sorte elver-dæmon pige og holdte bare hendes hofte, før hun så pludseligt susede af sted, næsten hurtigere end hvad hans øjne kunne nå at reagere på, og så hende løbe langt, løbe hurtigt.. hun havde en smuk krop, også når hun løb syntes Casuel en smule dog ikke så meget at han ville afsløre det.
Han forstod ikke sig selv, han følte sig ikke raseriet var oppe i ham mere over hovedet, nærmere en ro i hans indre, en ro som stille mere og mere udviklede sig til noget andet, noget han ikke vidste til. Men lige nu koncentrerede han sig om hende, og hendes jagt.
Han så på den sprællende elver tøs og krydsede sine arme let og ventede på hendes måde at dræbe en elver på. Han studerede hende nøje, studerede hendes måde og form, for at dræbe den elver. Casuel var yderst tilfreds, faktisk mere hen af henrykt. "Jeg... har aldrig set nogen... dræbe så smukt før" sagde han stille og så næsten vantro på elver-dæmonen... "må jeg spørge, hvad er den yndige dræbers navn?" spurgte han hende så utrolig fornemt og med respekt i stemmen. Han så ned på den nu døde elver og hev let i den ene pil så øjet ploppede ud og sad på pilespidsen. Han så let på den og stille kom et koldt, nydende, ondt smil over hans læber, hvor han så vendte sit blik mod hende igen, "du har en smuk måde at dræbe på.." sagde han så koldt men blødt til hende.

Hun kiggede roligt på ham og smilte lusket. Hun kunne godt lide, at han var overrasket over og se hvor hurtigt og godt hun kunne dræbe en anden elver uden tøven eller noget andet tegn på svaghed. Hun smilte roligt "Jeg takker" hendes stemme var stadig kølig og tom som døden selvom hun var rørt over, at han gav hende en kompliment. Dem fik hun ikke så mange af mere. Hun havde ikke fået nogle gode komplimenter for det hun gjorde siden hendes dæmon far døde. Hun var inderst inde ked af det, men alligevel kunne man ikke se den skygge af tristhed eller noget i hendes blik, men det ville komme hvis hun stod foran sin fars grav. Hun så på ham "Jeg hedder Ettina og hvad hedder du så?" hun smilte det smil hun altid smilede som ingen aldrig vidste om det var lusket, forførende eller noget helt tredje. Det var et meget drillende smil, hvis hun selv skulle sige det. Hun nikkede kort som tak for hans kompliment og kiggede så lidt rundt for og se om hun kunne se hendes fars grav fra det sted hun stod, men det kunne hun ikke rigtigt endnu.

Han holdte smilet denne gang, og trådte endnu tættere på hende og nød faktisk at smile ondt og stort, "Ettina.. mit navn er Casuel... Casuel Vasuna" sagde han med en kølig og ond stemme, "Ettina, faktisk et godt navn.. det klinger godt med Ettina the Destroyer" sagde han med et sten dødt smil, og lagde så roligt sit hoved på skrå, og lagde så sin hånd på hendes hofte igen, og igen ikke tøvende, men direkte og koldt.
Han lod så hånden let gribe en smule fat i hoften og så med en overraskende blid bevægelse hev han hende mod sig som en rigtig charmør, "Ettina.. jeg har aldrig mødt en dræber som dig før.." sagde han stille og koldt som is, og så hende dybt i øjnene, dog fik hans blik et undren over sig, "Men sig mig.. hvad lavede du her ude?" spurgte han hende undrende. Han stod helt tæt, så deres bryst snittede hinanden, deres ånde tæt på hinanden så de næsten kunne lave is sammen så kolde de var.

Hun stod bare stille og ventede på, at han svarede hende på hvem han var. Hun var meget utålmodig, men det sås ikke i hendes ansigt. Hun så på ham "Casuel? Specielt navn må jeg sige" hun så roligt på ham, men hendes blik var stadig koldt som is. Sikke en underlig fyr han var, men det passede nu også meget godt til hans navn. Hun så roligt på ham "Kaldte min far mig også inden han...døde..." hendes stemme blev kort trist og det samme med hendes blik, men det var så få sekunder det varede før hendes blik blev koldt som is igen.
Hun kiggede ned på hans hånd som igen lå på hendes hofte. Hun mærkede han greb blidt fat og trak hende hen til sig. Hun tog nogle få skridt hen imod ham da han trak hende ind til sig. Det var ret uforudsigelig. Hun kiggede på ham og lagde sit hoved på skrå da han sagde, at han ikke havde set en dræber som hende før. Der undrede hende lidt for der var så mange andre som dræbte uden nåde som hende. Hun så på ham med et koldt blik "Skal det tages som en kompliment?" hun kiggede ham dybt i øjnene igen. Hendes røde øjne ville normalt føles som skar de i folk når de kiggede direkte på dem. Hendes kolde facade forsvandt da han spurgte hende om hvad hun lavede her. Hun kiggede ned i jorden og tøvede lidt. Hun så op på ham igen med et trist blik og sukkede "Kom her for og besøge min far..." hendes stemme var trist og hun kunne mærke, at der var nogle tårer der pressede sig på.

Han så på hende stille og roligt, og så hende dybt i øjnene "så god kompliment en sjæledød kan komme med" sagde han koldt, men roligt til hende og sukkede en smule dybt, han kunne mærke en klump samle sig i halsen på ham, og den kvalte ham så småt, men på en rar måde faktisk.
Han blev ret overrasket da hun pludseligt fik et trist ansigt og han kunne fornemme på det hele at hun faktisk var letter ked af det, hvilket let stak ham i brystet og fik ham til at se lidt nervøs ud. Han så sig hurtigt omkring og så på hende igen, "Ettina.. the destroyer.. dit triste ansigt gør mig nervøs" sagde han stille og så faktisk ret nervøst på hende og lod sin anden hånd stille glide om hende og let trykkede han hende overraskende nok, ind til et kram. Han havde nogle gange set folk gøre det hvis en person var trist, så måske hjalp det?? Han holdte hende tæt ind til sig, til sin kolde krop.
Han slap dog stille igen og så lidt på hende "skal vi finde den grav?" spurgte han hende så roligt og sukkede stille og roligt ud, han så kort ned på elveren hun havde dræbt og tog så fat i den anden pil og løftede let kroppen. Han tog let fat i hovedet på elverpigen efter at havde sluppet Ettina helt og trykkede let på det øje som var tilbage og vippede lidt på det foran Ettina så pilen vippede rundt "lille døde elvertøs syntes også det er en god ide" sagde han med en let tøset stemme og smed så hovedet fra sig. Grov var humoren, men selv fandt han det lidt morsomt at lege med de døde lig.

Hun kiggede ham i øjnene med et dødt blik. Hun havde sjælendt et blik der vidste, at hun var glad. Hun var i virkeligheden aldrig glad. Hun var den som dræbte uden nåde. Det er sjælendt hun ikke kan dræbe en og det irriterede hende mere end noget andet. Hun smilte kort koldt "Jamen så takker jeg for komlimenten" hun kiggede på ham. Han virkede som en kold dræber for kort tid siden og nu virkede han mere som den nervøse bølle der ikke turde og gøre noget forkert når en bestemt pige var i nærheden af ham. Hun forstod aldrig det modsatte køn. Hun fattede aldrig deres tankegang eller deres opførsel. De virkede bare som nogle robotter der ville have hvad der passede dem.
Hun kiggede på ham med et trist blik. Man kunne se på ham, at hendes blik havde og hendes ansigtsudtryk havde gjort ham nervøs. Det morede hende lidt, men lige nu var hun for trist til og smile af det. Det, at snakke om sin far. Eller retter den far som havde taget hende til sig og passet på hende og trænet hende som var hun hans datter selvom der var stor forskel på deres racer og alligevel ikke. Hun mærkede, at han havde lagt en arm om hende og pressede hende ind til sig som var det et kram. Hun blev stående. Han var kold, men det lod hende ikke gå på for hun var selv ret kold. Hun stod bare stille. Et kram var tegn på svaghed havde hendes dæmon far fortalt hende da hun var lille og ville kramme ham fordi hun var ked af det. Det var svært for hende og forstå dengang, men nu forstod hun det. Da han slap hende igen bakkede hun 2 skridt væk fra ham og kiggede på ham med et blik der var en blanding af sorg og kulde som da hun havde dræbt den anden elver. Hun nikkede så kort og vendte sig om og kiggede mod gravene. Hun kiggede om på ham og så hans lille leg med liget som hun lige havde dræbt. Hun rullede med øjnene. Man legede ikke med ligende. Det var ikke charmerende. Nok kunne han lide det, men hun og hendes dæmon far legede ikkemed ligende de skræmte den dødes familie ved og smide liget udenfor deres dør. Hun gik hen imod gravene "Kommer du?" hun havde fået sin kolde og kyniske stemme tilbage og gik lige så koldt og morderisk imod gravene som hun havde gået da hun kom.