Mother.. Just kill Your Son. -Caroline-

S: Samling af Soul River.
V: Overskyet, snart regn.
T: Solnedgang.

Skyerne samlede sig sammen, så det fik Jacobs mave til at snurre mere end den allerede gjorde. Snart ville regnen piske ned på jorden, ødelægger så meget den kunne på sin vej, selvom det nok ikke ville være dets mening, i modsætingen til et andet væsen som var ved at dræbe lige nu. Jacob stodog så på en kvinde som havde sin hånd snoet omkring halsen på et barn han elskede som sin egen lillebror.
"Slip ham!" knurrede Jacob og sendte hende sit dræberblik.
Kvinden smiskede bare og lagde hovedet på skrå. "Ellers hvad? Hvad kan en ung dæmon som dig egentlig gøre?" Hun gjorde sit greb strammere, så det fik Jacob til at sitre, hvilket bare fik hende til at smiske. "Du er blevet svag min søn, ældre men svag, har du ikke lært at hvis man holder af nogen, har man bare en svaghed?" Hun grinte lumsk og begyndte at gå, med Josh hængende over jorden. Han klynkede og ville bare ud af deb stærke dæmons greb, men han vidste egentlig godt at chancen var minimal. Kvinden som slentrede rundt på sine forførende dæmon ben, var Jacobs mor Kira, en smuk dæmon med lusket smil og gnisten til at dræbe i sine øjne. Jacob fulgte hver en bevægelse han tog, fjernede ikke sine krystalblå øjen fra hende, hvis hun nu skulle gøre Josh fortræd. Kira smilte lumsk, satte Josh ned og gik hen imod sin søn, som bare stod stille og knurrede af hende. Et ryk fra Kira, et råb fra Jacob, også var de igang med en kamp. Kira sneg sig rundt om Jacob, imens Jacob undveg hver et angreb. Det var som at lege fandango med døden..

Caroline var havde været fnaget i skyggerne helle dagen, det var ikke lige det hun havde planlagt, men solen var ved at gå ned nu og hun kunne bevæge sig rundt igennem. Men hun hørte JAcobs stemme i sin øre snegl og satte i fuld løb derud, og gemmede sig i skjulet for ikke at blive set. Den lille dreng de havde funder i kælden, bare den måde hun behandlede den dreng på satte ild til Carolines lunte. Og hun var dernede før man gjorde ommærksom på hende. Caroline stod bag kvinden og holdte en hånd stramt på hendes hals, Caroline var meget stærk. Hun klemte til så hvis hun lagde lidt mere kræft i ville kvinden blive kvalt.
"Slip ham ellers flår jeg dit hjerte ud!" Snerrede Caroline, selvom man ikke kunne se hvem det var fra Jacobs synsvinkel. Caroline viste ingen tegn på frygt og det var der heller ikke.

Kira langede ud efter Jacob, hun var ret så opsat på at dræbe ham, nu når Nethan ikke havde haft held med det. Jacob blev ved med at undvege, men ville snart se sit snit til at angribe hende, bare mærke følelsen af hævn overtage ham, selvom John tydeligt havde forklaret ham at det bare ville gøre ham blind og svag, men han ville se Kira lide og få hende til at fortryde alt! Han hoppede rundt, hvilket irriteret Kira, men hun stoppede med at knurre så snart hun mærkede noget tage fat om halsen på hende. Kira smiskede bare og vendte sig om, for at se den nyankommende an.
"Ellers hvad blondie?" sagde hun bare og fjernede hendes hånd ved at klemme på den og vride den om, så snart hun ikke havde fat om halsen på ham længere. "Jeg er ikke bange for en nyfødt," Hun smilte lumsk, hoppede et par skridt tilbage, med det smukke brune hår svingende om hendes ansigt.
Jacob blev overrasket over at se Caroline, det samme gjorde Josh.

Hun kiggede Caroline i øjne, det var hendes fejl.
"Måske ikke men det burde du." Svaede Caroline og kiggede hende ind i øjne.
"Slip drengen." Deet blev sagt med hendes evne som tvang kvinden til at slippe Josh, men om hun var imun overfor sådanne kræfter vidste Caroline ikke. Og derfor havde hun en lille kniv i ærmet som hun kunne kaste på kvinden, Caroline holdte den sådan at hun ikke selv blev skadet af det vievand den var dyppet i.
Caroline var ikke bange for moren, og kunne ikke se grunden til det. Hun havde dræbt en dæmon som var over 1000 år gammel, så det var ikke noget hun var bange for. Udover Jacob kunne hun ikke se noget godt i dæmoner, udover hun ville dræbe dem. Hvis det ikke var fordi hendes sjæl var i farer, men havde vampyrer en sjæl.

Kira slap Josh, hvor hun derefter sparkede til ham, som var han ikke andet end en dukke som hun ønskede at ødelægge, fjerne dets øjne, så den rigtige kunne ligne noget fra en gyserfilm. Det sitrede i jacob af raseri så snart han så hvordan hun sparkede til Josh og bare det at hun vovede på at skade ham og Caroline, var nok til at Jacob ønskede at skade sin mor frygteligt. Han knurrede arrigt af hende, afslørede et par skarpe tænder som pludselig var dukket op ud af det blå, selvom det ikke overraskede ham. Han havde godt bemærket at han kunne få disse skarpe tænder hvis han forkuserede på det. Kira kiggede bare hen på ham, med et blik som både var hånligt og en anelse chokeret.
Josh skyndte sig at krybe væk, imens Kira fokuserede på Jacob, selvom han ikke ville lade dem i stikken, men han kunne ikke gøre så meget. Kira kiggede skiftevis på Jacob og Caroline.
"Hvad har i så tænkt her?" spurgte hun og løftede på et øjenbryn.
Jacob gik hen på siden af Caroline.
"Jeg angriber, du forvirre og derefter omvendt," hviskede han til hende i håb om at hun ville lytte til ham.

Caroline lod Jacob fører ordet, han var jo hendes leder. Men som om hun ville bugge under for ham af den grund, han var hendes ven før. Caroline smilte en smule lumsk til kvinden, Jacobs mor. Caroline håbede ikke at det gjorde nogeet at skade hende. Caroline var overmenneskelig hurtigt og havde inden nogle nåede at blinke kastet en kniv med vievand på hans mor, så den sad perfekt i hendes mave. Det var en ren reaktion hun havde til tider, og nu var den bare stærkere.

Det glædede Jacob at se hun lyttede til hvad han sagde, ikke fordi han ville kaste rundt med hende og beordre hende til alle mulige ting, men blot pga. at hun viste på den måde at hun stolede på ham som hendes leder.
Kira bukkede under knivens skarpe blad og bukkede sig sammen, så hendes opmærksomhed var rettet mod den kolde og hårde jord.
"Perfekt afledning," hviskede Jacob og med et var han løbet hen til Kira for at angribe.
Kira var sårede og reagerede ikke hurtigt nok, til at kunne nå at stoppe sin søn i at angribe hende. Han sprang på hende, greb om hendes hals og trak i hende, så hun slig en saltomotale i luften og landte på ryggen, så man næsten kunne hører slaget mod den hårde jord.
Jacob hoppede nogen få meter tilbage, så han stod nær Caroline igen.
"Når hun rejser sig igen, afleder jeg og du angriber," hviskede han.
Kira rejste sig op, sendte dem sit dræber blik, men nåede ikke engang at knurre før Jacob forvirrede hende ved at kaste is efter hende.

Caroline nikkede og pustede kort ud, inden hun med vampyrfart var omme bag Kira. Hun stod der kort ret kort, og havde en ny kniv med vievand klar som hun satte i Kiras ryg. Hun trak den ud og satte den i hendes ben, imens hun skubbede Kira væk fra sig og hurtigt var Jacob på den ene side af Kira og Caroline på den anden side. Caroline kastede sit hår tilbage og nikkede til Jacob. Hun trippede kort og vidste ikke hvad Kiras næste træk ville være.

Kira hadede den måde de angreb hende på, hun kunne ikke rigtig følge med, så hun gjorde alt hvad hun kunne for at snappe ud efter dem og knurre af dem, for at de ikke skulle komme tættere på hende, men det var som at knurre af et spejbillede, det hjalp ikke det helt store. Jacob nød på en mærkelig måde at se sin mor sådan, at se hende svag og næsten opgivende, selvom han godt vidste at hun ikke ville give op forløbelig, så de skulle stadig være på vagt. Han gengældte Carolines nik med et tilfredst smil og gav sig til at kredse om Kira.
"Som du kan se er vi ikke svage Kira," sagde han og kredsede om hende med knyttede næver. "Vi kan forsvare os selv og du er dum hvis du tror at denne kamp vil blive nem for dig,"
Kira kiggede bare vredt op på ham, man skulle ikke tro det var mor og søn der stod óverfor hinanden. Hun sendte ham et dræberblik og trak knivene ud med en sikker hånd.
"Måske ikke min søn," sagde hun og vuderede kniven lidt i sine hænder. "Men jeg har andre tricks,"

//Skulle vi tage det med evnerne? ^^//

//Ja da ^^ Det var jo helle meningen //


Caroline betragtede dem hurtigt, hendes reflekser bar hurtige som lynet. Hver af Kiras bevægelser blev taget alvorligt.. Selvom Caroline ikke kendte Kiras kamp teknikker, eller evne. Caroline kastede sit hår tilbage, og lagde hovedet en tak på skrå. Hun var mistroisk, ikke tale om det. Caroline stod stadig bagved hende, og var klar til næste angreb hvis det skulle komme så vidt. Caroline trådte et skridt frem, og var stadigvæk klar.. Hun kunne ikke forstå en mor kunne sætte sig op imod sin egen søn på den måde.. Det var jo forfærdeligt, det fik Carolines drabs tanker frem.. Og det indre monster stak en kniv i Kiras ryg. Uden Caroline nåede at registrer det.

Kira registrede kniven og skyndte sig at trække den ud, hvor hun derefter kastet den langt væk, lige ind i et træ hvor den ramte stammen perfekt og ville sidde der et stykke tid. Hun smilte lumsk til dem, imens hun var begyndt at lade sine fingre sno rundt omkring. Jacob måtte indrømme at han ikke vidste hvad det betød, så han stillede sig angrebs position, han vidste ikke hvilken evne Kira havde.. Men, der var et eller andet som sagde ham at den var stærk og farlig for ham og Caroline.
"Vil i lege?" sagde hun lumsk og kiggede hen på dem begge med lysende øjne. "Så lad os lege!" Pludselig ville Jacob og caroline følge sig tomme, bare for et kort stund ville alt sortne sig for dem, som var hun ved at skærer dem over i to stykker.. men det var hun ikke, hun tog blot deres evner, som en sjæledæmon ville stjæle en sjæl. Hun tog evnerne hen til sig, grinte lumsk og forsvandt pludselig med vinden.
Jacob faldt ned på knæ og åndede forvirret ud.. Det var.. Han kunne.. Han kunne mærke kulden!? Han rejste sig hurtigt op, kiggede forbavset hen på Caroline... De krystalblå øjne var nu brune og det samme var det hvide hår..

Pludselig var det som at få stukket en kniv i hjertet, så den skar det midt over. At føle alt blev taget fra en i en ruf, hun kunne mærke alle de former for tvang som hun havde brugt de blev brudt.. Blandt andet dem som hun havde brugt på sig selv, for at styrer lysten til blod, og for at holde styr på de mange følelser en ny vampyr måtte kæmpe med... Caroline mærkede det som var hun fanget i mørke, og lanede ned på sine knæ, og hovedet ned i jorden. Imens hun tog sig til hovedet. Det gjorde ondt, men ikke på den måde som man havde lyst skrige af smerte.. Caroline kiggede op og fik et chok da hun så på Jacob.. Hun kunne genkende hans ansigt.. Men resten af ham så helt anderledes ud..

Hvad var der lige sket?..
Det var som om nogen havde kastet en stegepande i hovedet på ham og havde ramt hans tindinger helt perfekt.. Det var som om at han skulle brække sig, være svimmel og have hovedpine på samme tid.. Det var forfærdeligt og Jacob ønskede bare at komme væk fra den følelse i en fart! Han bemærkede Carolines blik og løftede forvirret på et øjenbryn, men valgte at lade det ligge, for hun var sikkert bare ligeså rundt på gulvet som ham selv.
"Hvad er der dog sket?" han kiggede forvirret rundt. "Hvor pokker er Kira og har du det lige sådan at du skal kaste op?" han tog sig til hovedet og prøvede at ignorer at han faktisk frøs.

Caroline satte sig op, og tog sig til hovedet. Hun var svimmel, men hun skulle ikke brække sig.. Heldigvis da.. Hun havde bare ondt i hovedet.. Og hendes øjne brændte..
"Hvorfor har du brunt hår og brune øjne?" Spurgte hun stille, men hendes blik var alt for sløret til at holde et fast billede.
"Jeg ved ikek hvor hun er.. "

For et kort øjeblik kiggede han bare på hende, som var hun en marsmand der lige var faldet ned fra himlen.. Hvad pokker snakkede hun om? Det var for mange år siden han havde brunt hår og brune øjne, det kunne umligt ske igen, medmindre.. Han slugte sine tanker og skyndte sig at se om han kunne fremtrylle sin is.. Det var som om at jorden lige drejede en hel runde om sig selv på et minut, han kunne ikke fremtrylle sin is! Pludselig gik han kort i panik og kredsede rundt..

Hun kunne se Jacob gik i panik, men hun måtte selv prøve at bevare roen.. Hun rejste sig op og med et hurtigt dræb og en bevægelse havde hun ham holdt op af et træ.
"Slap af Jacob, tag det roligt." Sagde hun med en berolgiende stemme, men noget manglede inden i hende.. Hendes evne, den var også væk..
Caroline så på Jacob..
"Det må have været hendes trick.."

Pludselig stod han op ad et træ, slået ud af sine tanker og sin panik, da det så ud til at Caroline tog tingene meget med ro. Og hvis hun kunne, så skulle han også, lige meget om han så ikke kunne fremtrylle sin is eller ej. Der var dog noget som pludselig gik op for ham, hvilket sendte kulde og gys igennem ham.
Han frøs og havde barre tæer!
Han kiggede ned ad sig selv, på sine barre tæer og rystede ved tanken, men lige nu måtte han fokusere på andet end han lige frøs. Der var andre ting at tænke på, såsom at få sin evne igen!
"Det tror jeg også," sagde han og kiggede alvorligt på caroline. "vi må have vores evner igen!"

DEt eneste som plagede Caroline ved manglen på hendes evne var at det hun havde tvunget folk til langsomt blev brudt.. Også det hun havde brugt på sig selv for at styrer sig bedre.
"Siger du ikke, ligenu lægger alle de følelser har nogensinde har haft.. De ligger på kanten til at flyde over. Plus jeg ikke kan styre mig helt endnu." Svarede hun og kiggede op på ham.. De måtte have deres evner tilbage, men det måtte vente til planlægningen blev bedre..
"Nogen plan."

jacob kom i tanke om Carolines evne, og hvor forfærdeligt det måtte være for hende også ikke at have sine evner hos sig længere. Det var jo selv meget irriterende for ham, så hvor irriterende måtte det ikke også være for hende. De skulle have deres evner igen, Jacob havde nu vendet sig så meget til sin og gjort alt for at bygge den op, at den ikke bare sådan skulle smides ud af vinduet. Den skulle komme tilbage til ham og det samme skulle Carolines evne!
"Hmm, vi må lægge en fornuftig plan," sagde han og kiggede rundt. "Men, problemet er at vi ikke aner hvor hun er,"
Josh kom løbende hen til dem og omfavnede Jacob, selvom han ikke rigtig kunne kende ham. Lige nu, lignede Josh og Jacob meget hinanden..

Caroline kiggede på Jacob, en fornuftig plan.. Det var hvad de måtte finde..
"Nej men vi kan måske sporer os til hende, hendes blod færten hænger i luften." Svarede Caroline og blinkede drilsk til Jacob. Caroline kastede et hår en anelse tilbage, så det ikke hang for hendes ansigt. Hun kiggede på Jacob.
"Vi må og skal have de evner tilbage." Sagde hun med en alvorlig tone, og gik hen og samlede sine knive ind til sig. Hun satte dem på plads hvor hun havde taget dem. Caroline vendede sig imod Jacob.
"Vi har intil solen står op." Sagde hun kort og nikkede til ham. Hun var klar til at tage af sted.

En fornuftig plan, det var lettere sagt end gjort, for hvad ville egentlig ville være fornuftigt imod en dæmon som Kira? En med styrken på sin side, samt en hurtighed og de vidste ikke engang om hun faktisk kunne bruges deres evner nu, hvor hun havde taget dem til sig. Men, risikioen var meget lille, eftersom det nok ville være en alt for magtfuld evne at have.. Han nikkede til Caroline med et lumsk og drilsk smil inden han kiggede ned på Josh.
"Løb hjem Josh, jeg lover at jeg snart kommer igen, så snart jeg har min evne!"
Josh kiggede en anelse forvirret på ham, men nikkede til sidst med et forstående smil. "Okay!" Han smilte lystigt og løb så hurtigt han kunne hjem på sine ben.
Jacob kiggede efter ham med et smil, inden han rettede sin opmærksomhed imod Caroline og gik op på siden af hende. "Det er forstået, vi må ikke stresse,"

Hun kiggede på Josh, den lille engel.. Han løb hen imod huset, hvilket fik Caroline til at kigge derover imod til hun ikke kunne se ham mere. Caroline rettede herefter opærksomheden på Jacob igen. Hun lagde armene overkors, og gik et skridt tættere på ham. Alle de følelser som ikke kunne styres inden i hende, de var så stærke.. De fik hende til at få lyst til at rive hovedet af sig selv. Over at hun havde ladet sig nare af Christian.. At Wave var død.. At hendes forældre var død.. Ligenu var det eneste som holdte hende oppe tanken om Jacob, Nille og på en måde Nicolas.. Selvom det irriterede hende groft!
"Nogen plan?"

Han kunne mærke på Caroline at hun havde svært ved at holde sine følelser tilbage, så han var klar over at det ikke var tidspunktet til at skulle lege med hendes vrede på, selvom det egentlig hellere ikke var noget han ville. Han sendte hende i stedet sit sædvanlige kække smil og et blink for at signalere at de nok skulle klarer den. Det var en ting som han var sikker på, ham og Caroline skulle nok klarer den! Det var de begge stærke nok til!
"Vi finder hende, overrasker hende og tager vores evner igen," sagde han selvsikkert og lagde armene på kors. "bedre forslag har jeg ikke, du har jo en god lugtesans, måske du kan spore frem til hendes blod, da hun trods alt er såret," Han nikkede anerkende til hende.

Caroline lyttede det var idet mindste noget som hun var god til. Hun nikkede til ham.
"Jo enkelt og nemt. Jeg kan allderede lugte hendes blod, så det bliver ikke svært. Dæmon blod stinker! Tag det ikke personligt." Sagde hun og gik et skridt frem, og kunne snuse blodet. Hun var ikke i tvivl om det var dæmon blod eller ej. Caroline så på Jacob kort og nikkede imod en sti.
"Den vej." Sagde hun kort og præcist.

Det med at hun sagde at dæmon blod lugtede, generede ham ikke spor.. Hvorfor skulle det også det? han kunne alligevel ikke selv lide blod og syndes ikke at skulle tage det personligt, for så var man vel også sikker på at vampyrerne ikke gik efter dæmonerne. Da Caroline indånde luften, kunne han ikke lade være med at gøre det samme, men han lyttede mere end han snuste ind.. Han stod bare helt stille og lyttede til sine omgivelser.. Der var fredeligt, men så snart Caroline sagde at hun havde fundet vejen, åbnede han dem med et lusket smil på læben.
"Lad os så finde hende!" sagde han selvsikkert og begyndte at løbe den vej, som Caroline havde peget imod.. Han var fast fokuseret på at finde Kira.. Hun skulle ikke tro at hun kunne slippe så let af sted med dette..