Mother.. Just kill Your Son. -Caroline-

Hun smilte skævt da han allerede var løbet af sted, Caroline fulgte ham snilt.. Men lyden af en dråbe menneskeblod som faldt, fik hende til at stoppe op.. Hun kunne lugte det.. Det fik hendes tænder til at blive længere og kommer mere frem. Carolines øjne blev røde, og hun tog tilløb og spang over floden. Hun landede på hug over på den anden side, og kiggede op. Hun rejste sig og fulgte færtenen af blod. Mon Jacob havde opdaget hun var ude af kurs.. Hun kunne ikke styre sig selv ligenu.. Caroline greb fat om mennesket, og sugede alt hans blod til sig. Menneskemanden skreg så det kunne høres over helle skoven, Caroline slap ham da han var død. Hun rystede på hovedet.
"Du bliver nød til at finde hende Kira.. Fokus.." Men der var så mange lyde, men en lille latter længere ned i skoven fik hende til at sætte farten imod den. Hun kom frem til en lysning skønt der ikke var nogen sol. Caroline kunne hører Kiras skridt i mellem træerne.

Jacob kunne pludselig ikke fornemme at hun fulgte med ham længere, hvilket fik ha til at kigge sig over skulderen, men det var allerede forsendt, Caroline var ude af syne og lyden af et skrig, fik ham til at sætte farten endnu mere op da han løb den vej som han lige før var kommet fra.. Han var ikke i tvivl om hvad der var sket, Caroline kunne ikke styrer sig uden sin evne og det forstod han også godt, selv Jacob kunne mærke at det var svært for ham, nu hvor han kunne fryse og mærke den bidende kulde tage fat i ham.. Han satte farten op og kunne hører en latter, en velkendt latter som gav ham lyst til at kaste op.. Kira..
Kira kom frem for sit skjul, med armene på kors.
"Hej igen," sagde hun lumsk og fremtryllede Carolines evne som en lille kugle der svævede over hendes åbnehåndflade. "Leder du efter denne her?"

Caroline kiggede på Kira, uden andet end had i sine øjne. Hun havde lyst til at gå hen og flå hovedet af Kira. Caroline brugte sin overnaturlige fart til at komme tættere på Kira inden hun nåede at opfatte det. Man skulle ikke prøve at lege små julelege med Caroline ligenu, der skulle ikke meget til før hun ville give hjertet ud af Kiras bryst. Carolines lunte var kort, hun havde blod om munden, efter hun lige havde dræbt. Caroline så på den lysende kugle, hendes evne som svævede i Kiras hænder. Det krævede sin kvinde at styre den kvinde, Caroline havde den under kontrol. Men hun var også den eneste som hun kendte der havde den evne. Caroline så på Kira.
"Ja og giv mig den inden jeg skiller din krop itu!" Snerrede Caroline vredt.

Kira var fuldkommen ligeglad med at Caroline prøvede at skræmme hende, for hvad skulle hun frygte? Hun frygtede ingen og intet, for en ældre og stærk dæmon, var der intet at frygte! Hun var sikker i sin sag og havde faktisk kontaktet sin søn, for at se om han var blevet stærk nok til at konfrontere hende, for så ville hun måske bruge ham til noget, give ham et tilbud som han ikke ville kunne afslå.
"Hvad vil du gøre for at få den?" Spurgte hun og gav sig til at gå listigt rundt, imens hun legede med Carolina evne i sin hånd. "For jeg giver den ikke ligefrem gratis," hun rettede sin opmærksomhed imod træerne, da Jacob kom sprængende.
Hun sendte ham et lumsk smil.

Caroline måtte bide tænderne sammen for ikke at lade vreden i hende tage over. Hun ville gøre alt for hendes evne ligenu.
"Hvad som helst. Bare giv mig den!" Vrissede hun vredt og nærmede sig med truende skridt. Caroline havde ikke lunten til at holde vreden inde mere, hun var som en bombe som meget snart ville ekspoldere i raseri. Følelserne var jo stærkere end før, der var intet som kunne holde hende tilbage ligenu.. Jo hvis Kira kendte til hendes fortid og bruge den imod hende.. Eller sagde ingen elskede hende.. Det ville ramme hårdt..

Kira kunne mærke på Caroline at hun var meget ivrig efter at få hendes evne, så han så sine snit til at irritere hende endnu mere. Lunten var kort, hendes kop med flydende følelser var ved at flyde over og hun kunne ikke vente til det skulle flyde over, bare for at se hvor vred denne vampyr tøs egentlig kunne blive.
"Så? Den uelsket vampyr ønsker at gøre alt for sin evne? hvor heroisk," sagde hun og knipsede med sin hånd og med et var den svævende kugle forsvundet. "Fint, jeg beorde dig til at slå med Jacob, vinder du, får du din evne igen," Hun kiggede hen på Jacob. "Og vinder han, får han sin evne igen," Hun kiggede hen på Victoria igen, lumsk og ondt. "Kun en af jer kan få jeres evne,"
Jacob spændte vredt alle sine muskler i kroppen.. Hvor vovede hun!?

Caroline var rasende og måtte bide tænderne sammen for ikke at lade tanken om ikke at være elsket tage over. Aldrig i 9 år havde hun hørt ordene, jeg elsker dig.. Der var ikke andre end hendes forældre som havde sagt det.. Hun klemte en tårere ud men vreden måtte ligenu være stærkere end sorgen, det måtte den.. For hendes egen skyld.
"Det bliver over mit lig!" Snerrede hun og sprang direkte på Kira så hun fik hende ned og ligge. Caroline havde hænderne omkring hendes hals, og klemte hårdt til. Der var ingen som skulle irritere hende og slippe godt fra det! Især nu når vreden var der.. Det gjorde ondt i hende, at blive ved med at føle sig mere og mere uelsket.. Bare ved nogle nævnte det imens hun ikke havde sin evne. Hun var vred og såret.. Det gjorde ondt..

Det gik præcis som Kiar havde håbet, selvfølgelig var hun godt klar over at de to venner ikke ville stille sig op imod hinanden, så det at Caroline angreb hende, overraskede hende ikke, faktisk var det lige det som hun havde vist at hun ville gøre. Men, hun måtte nu indrømme at Caroline pressede hårdt om hendes stærke hals, det var svært at trække vejret, men hun fjernede ikke et lusket smil fra sine røde læber.
"Hvis du dræber mig, får du aldrig din evne igen," sagde hun en lille smule halvlkvalt, imens hun kiggede lumsk på hende.

Kira havde ret måske kunne hun ikke dræbe hende, men selvom Caroline ikke kunne dræbe Kira.. Så kunne Caroline godt pine hende... Caroline rev Kira op fra jorden, og kastede hende ind i det nærmeste træ og holdte hende op af det.
"Det ved jeg, men derfor begynder det ikke at jeg ikke kan toturer dig.. Flå dine lemmer af en fra en, og bagefter nærve for nærve.. Så lade sig ligge og få det bedre, og senre forsætte.. Til der kun er en smule tilbage." Sagde Caroline og kiggede morderisk på Kira, den mordiske side var kommet over hende. Men Caroline holdte Kira en smule over jorden, og holdte stadigvæk om hendes hals med et fast greb.

Jacob kunne ikke lade være med at smile en anelse ondskabsfuldt, da han så hvordan Caroline behandlede Kira. Han havde ikke tænkt sig at forsvare sin mor, ikke med alle de pinsler hun havde givet ham sammen med Nethan, hun fortjente ikke hans kærlighed og hun fortjente hellere ikke at han kaldte hende mor, derfor kaldte han både Kira og Nethan ved sin fornavne.. Han slappede af i hele sin krop et kort øjeblik, imens han blot betragtede sit klanmedlem få styr på sin vrede, hvilket for hans skyld bare ville være en god ting. Kira fortjente det.
Kira smilte bare atter lumsk, som havde hendes trussel slet ikke ramt hende, ikke den mindste smule. Hun vred sig ud af Carolines greb, farede hen imod sin søn, som hurtigt nåede at reagere og undvegede sin mors angreb ved at springe til siden. Kira kiggede sig over skulderen, hvor hun derefter stoppede med at løbe da hun var nået op på toppen af en bakke, så hun var sikker på at kunne holde øje med dem begge.
"I er svæklinge begge to," sagde hun hånende. "Men, det undre mig ikke,"
Jacob knurrede arrigt og løb op imod hende, men blev stoppet da hun pludselig stod helt foran ham og havde et tag om hans hals.

Caroline måtte styre sig, hendes trusler blev ikke taget alvorligt.. Sikke en skam, det var ikke trusler. Kira skulle vide at det ikke bare var tomme trusler. Så da Kira greb fat om Jacobs hals var hun hurtig. Caroline så på Kira, med et gengældt lumsk blik. Hun tog fat i Kiras håndled og vred det om, og greb hårdt fat om Kiras ene finger og trak i den så den rev af. Caroline smed den fra sig, den blodige finger. Hun så nedlagdende på Kira.
"Du mere svægling end os." Svarede Caroline igen, og fnøs imod Kira.

Jacob kunne ikke nå at følge med, det ene øjeblik havde Kira fat om halsen på ham og i det næste øjeblik, var der blod i hans ansigt og han kunne lugte at blodet tilhørte Kira. For et kort øjeblik, hoppede han forskrækket tilbage, hvor han så Kira stå foran ham med en blodig hånd og et skrig på sine læber. Ikke så langt fra dem lå den blodig finger og Jacob kunne med det samme se hvad der var sket, hvilket bare fik ham til at smile overrasket, men også en anelse skræmt.
Kira skreg som varede det i et helt minut, men pludselig blev hun helt stille som en radio der gik i hak.. Hun kiggede ned i jorden, men rettede pludselig sit dræberblik op imod dem begge. Hendes øjne glimtede af vreden og en række af hugtænder viste sig, da hun skreg: "Det vil du fortryde!"
På et sekund var hun sprunget på Caroline, lavede en rift i hendes ansigt som strækkede sig hen over kæben og ned til munden. Derefter sendte hun Jacob et dræberblik og sprang på hende, Jacob nåede dog lige at reagere, men slap ikke for at få en rift langs sin kind også.. Han greb fat om sin mors hals og klemte til..

Caroline knurrede af Kira den måde hun sendte dem dræber blik på, riften som hun fik gjorde ikke hun peb. Caroline var ikke en lille pige mere, hun kunne sagtens tage skade uden det gjorde det store. Desuden ville det heale igen, Caroline så trunde på Kira. Caroline kom hurtigt på benene efter Kiras overfaldelse, men Jacob var hurtigere. Caroline tog en kniv op af sin støvle og stak i hendes ryk og drejede den nogle omgange. Hun ville ikke dræbe, eller jo det ville hun godt. Men Caroline troede ikke på at Kira ville kunne holde dem forevigt. Caroline lagde en hånd på Kiras ryg og kunne føle hendes evne, hun kunne føle den.. Men den var ikke i hendes krop, men den var heller ikke fanget hos Kira. Man kunne kun få den evne, Caroline havde fået den ved en vampyrs død der var forskel.

Kira vred sig, men Jacob gav ikke op så let. Han strammede sit greb og for et kort øjeblik så han Kira i øjnene. Tiden gik i stå et kort øjeblik, de øjne.. De så pludselig så fredelig ud og hun sendte ham nu et desperat blik, som en hver anden mor ville sende sin søn hvis hun behøvede ham. Jacob var lige ved at løsne sit greb, men kom straks ud af sine tanker, så snart Caroline stak en kniv igennem ryggen på Kira, som bare skreg af smerte. Selvom han kom tilbage til sine egne tanker, kunne han ikke glemme det blik hun sendte ham, så han slap grebet om hende, men lagde hende ikke ned på jorden igen, i stedet kastede han hende fra ham så hun endte et par meter fra dem.
Kira krøllede sig kort sammen i smerte og kiggede bedende op på Jacob.
"Jacob.." hviskede hun og rakte en hånd ud efter ham. "Hjælp mig min søn,"
Jacob spærrede forskrækket sine øjne op og kunne ikke længere genkende den kvinde som lå på jorden.. Der var et eller andet inde i ham, som gav ham lyst til at hjælpe hende.. Den side af ham som længtes efter en familie som elskede ham.. Han tøvede, kiggede forvirret på hende, men kom ud af tanken om at hjælpe hende, ved at presse sine fingrespidser ind i sin håndflade.
"Aldrig!" råbte han.. "Aldrig vil jeg hjælpe dig og jeg er ikke din søn!"
Kira fik straks et andet blik på, et blik som ville skræmme en hver.. Hun havde blod i sit ansigt og åbnede munden, hvor hun afslørede sine skarpe tænder.

Kira:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Caroline følte ingen skam i livet, måske var det Jacobs mor. Men ligemeget hvad ville hun ikke bugge under, kun hvis det lød sådan fra Jacob at hun skulle. Men selv der vidste hun ikke om hun ville kunne holde vreden fra sig, Caroline mistede kontakten med hendes evne igen, og følte sig tom. Som om hun vidste at hendes evne var den tætteste ting hun havde på sig. Aldrig andre end hendes forældre som havde sagt de elskede hende, ingen andre havde sagt det.. Igen det var følelser som overværede hende lige pludseligt.. Caroline så vredt på Kira, lod ikke hende vinde.. Aldrig. Caroline lod sine tænder glide ud, Kira var ikke de eneste med tænder. Caroline kunne tømme dæmonen fra sit rædsomme blod.. Som de vampyrer gjorde ved hende da hun var varulv.. Dengang Nicolas reddede hende ved at gøre hende til det hun var nu. Caroline hvæste af Kira.

Jacob ville ikke hører på det mere! Han ville ikke engang se på hende mere! Hver gang han så på hende, var det som om at en del af ham blev revet midt over og blot ønskede at se hende død, se hende ligge bevisløs med blod over alt eller som små iskrystaller, som han derefter vil sprede over hele skoven bare så jorden kunne få lidt vand at drikke. Kira.. han hadede hende! Han havde overlevet uden hende! Uden hende og Nethan! Han behøvede dem jo slet ikke, behøvede ikke deres kærlighed, han havde sine venner, sin lillebror og en som elskede ham! caroline stod jo lige ved siden af ham, hun var den veninde som han kunne komme til, sige alt til! Han klarede sig jo fint, Kira og Nethan.. De skulle slet ikke være en del af ham længere!
Han gik vredt hen imod Kira, tog et godt greb i hendes hår og trak hende op, så de stod ansigt til ansigt.
"Giv vores evner tilbage!" vrissede han arrigt.
Kira tøvede og knurrede bare.
"Nu!"
Kira knurrede en sidste gang, inden hun gjorde en bevægelse med hånden, så en lille kugle svævede hen imod Caroline og fløj ind i brystet på hende, hvor en anden lille iskugle fløj ind i brystet på Jacob.. Jacob lukkede sine øjne, gav slip på Kira og kunne mærke hvordan kulden var ved at overtage ham igen.. Så snart han åbnede sine øjne, var Kira forsvundet.. Kun rester af blod og en afhugget finger var tilbage..

Caroline så på Jacob ud af øjenkrogen. Hun ville bare have sin evne tilbage, men hun undlod at blande sig i familie snakken.. Hun havde kun sin søster tilbage nu.. Hun havde fundet sin søster, selvom de var modsætninger vidste hun ingen var tjent uden deres familie. Bare man havde en som man kunne stå op ad for at være stærkere. Caroline så på Jacob, da en lysende kugle ramte ind i hends bryst. Det gjorde ondt i øjne,som den gang hun fik evnen. Hun mærkede evnen i hendes krop, og tankerne samlede sig med bånd, så hendes vrede blev dæmpet ned. Caroline smilte, og åbnede øjne.. Kira var væk.. Caroline slap smilet og kiggede på Jacob.

Endnu engang blev det brune hår atter hvidt, samt de brune øjne forvandlede sig om til at blive krystalblå, ligesom farven på de krystaller som gemte sig i de smukkeste og mørke huller. Han spærrede kort sine øjne op, tog sig til hovedet, inden han kiggede rundt efter Kira. Hun var væk.. Det gik op for ham, at de havde vundet! De havde rent faktisk vundet over Kira! En dæmon dobbelt så gammel som ham selv!
Han sendte Caroline et overrasket blik og gik hen til hende, med et triumferende smil på sine læber.
"Vi klarede den Caroline!" sagde han henrykt og kunne ikke lade være med at føle sig stolt, endda selv om at Kira var væk, hun var løbet væk, stukket halen imellem benene. "Hun stak halene imellem benene! Vi vandt!" Han kiggede kort ned i jorden, gav et enkelt hop fra sig, inden han kiggede hen på hende igen. "Du var fantastisk! Den måde du bare rykkede fingeren af hende! Det var fantastisk!"

Caroline fik et smil på igen.
"Ja vi klarede den." Svarede hun.. Hun havde klaret den med nød og næppe, vreden var tæmmet og sorgen lagt i seng. Caroline kiggede på Jacob, det var da utroligt at en evne kunne forandre en person så meget. Caroline smilte skævt og lagde hovedet en tak på skrå, da hun fik øje på den finger som bare lagde på jorden indsmurt i blod.
"Ja, så meget kan vrede og sorg gøre ved en." Svarede hun og rystede på hovedet af sig selv. Caroline åndede lettet ud, følelserne var der styr på... Lige nu ihvertfald..

Jacob kunne ikke lade være med at smile triumferende. Kira havde stukket halen imellem benene, hun havde givet op og serveret sejren på et sølvfad for dem! Det var helt utroligt, hun havde givet op.. Han kiggede hen på hende igen og havde fjernet det triumferende smil, hvor han i stedet sendte hende et roligt og venligt smil.
"Det siger du ikke," sagde han og kørte en hånd igennem sit hvide hår.
Han fulgte hendes blik hen til den afhuggede finger, så et lille smil af afsky og triumf bredte sig på læberne igen. Kira havde aldeles ikke været glad for den afhuggede finger og nu måtte hun leve med det, for den kom ikke frem igen, som den ville gøre ved en øgle.. Han kiggede hen på Caroline igen.
"Så.. Er du frisk på at tage en slapper?" spurgte han efterfulgt af et grin.

Tage en slapper hvorfor ikke? Caroline nikkede til Jacob.
"Hvor skal vi tage en slapper hende?" Spurgte hun med et skævt smil, og kastede sit hår lidt tilbage. Caroline havde helle natten inden hun skulle gemme sig for lyset. Det var noget man skulle vende sig til.. Det var mærkeligt.. Hun kunne stadigvæk huske hun havde været den lille bange pige som var skræmt af denne verden.. Og nu var hun slet ikek bange mere.. Hun smlte lidt af sig selv..

Jacob kiggede rundt efter et sted hvor de kunne tage en pause, bare for at slappe af og for at få renset sårerne, eller i det mindste få vasket noget af alt det blod af. Jacob kunne stadig føle det tørrede blod på sit ansigt, fra sin mors afskårede finger, hvilket gav ham lyst til at kaste op. Men, nu var han heller ikke så sart hvad det angik, men han ønskede ikke at rende rundt med blod i ansigtet hele dagen.
"Vi kunne finde et vandfald, så noget af alt det blod kan vaskes af," sagde han og grinte kort, inden han begyndte at lunte hen ad soul river, hvor de til sidst vil komme til et vandfald, der ikke var særlig højt, men hvor der stadig kunne danne sig en regnbue over den, når solen ramte rigtig. Han kiggede sig over skuldren for at se om Caroline fulgte med ham.. "Så Caroline, du blevet vampyr igen.. Må jeg hører historien?" Han sendte hende et venligt smil.

Caroline fulgte ham, og da han kiggede tilbage var hun allerede oppe ved siden af ham.
"Altså lad mig sige med få ord, jeg er ret god til at opsøge farer." Sagde hun med et forsigtigt smil, det var sand. Han vidste det jo selv, Caroline havde det med at komme ud i problemer.
Caroline kiggede frem for sig.
"Men altså, jeg var ude i gyderne. Da en flok vampyrer sloges, og kiggede med. Det kunne jo gå hen og blive morsomt. Den gang var jeg også temmelig nede, det var da Nille 'døde'.. Men det jo en anden historie.. Jeg mødte en ældre vampyr, han tog mig med sig.. Altså frivilligt.. Og vi fald i god snak, og han er ikke som Christian, det tror jeg ikke på. Men tre andre varulvhadende vampyrer, tog mig og mente jeg skulle dø. Den ene sugede næsten alt mit blod, men Nicolas kom inden vampyren nåede at tømme mig helt. Nicolas forvandlede mig derfor.. For at redde mit liv."

Jacob kunne ikke lade være med at have et grin på sine læber, så snart hun nævnte det med at hun var god til at rode sig ud i ting, hvilket han udmærket godt vidste, men hun havde også en evne til altid at komme ud af dem igen. Hvilket nok var et stor held for hende, han ville nu gerne vide hvordan hun altid kunne komme ud af dem igen. Han lyttede til hvert et ord hun sagde, imens de langsomt begyndte at nærme sig vandfaldet. Denne gang var der ingen regnbue, men nu skinnede solen jo hellere ikke, selvom Jacob havde bemærket at der var kommet færre skyer på himlen så snart Kira forsvandt. Han smilte skævt ved tanken og kiggede forstående hen på Caroline.
"Sikke noget, jeg må sige at du er god til at rode dig ud af ting, men du er nu også god til at komme ud af dem igen," sagde han en anelse alvorligt, men stadig med en stemme som var varm og glad. "Men, det var da altid noget at han reddet dig.." Han kiggede frem for sig igen, da han kunne se vandfaldet foran sig.

Caroline puffede lidt til ham, næsten så han kunne vælte ned i flodens kolde vand. Caroline smitle til ham.
"Ja mig og problemer elsker hinanden så meget." Selvfølgelig var det rent ironisk ment, men Caroline smilte stadigvæk.
"Ja det jeg nu også ret glad for." Caroline tænkte tilbage, det var ikke for andet end nogle dage siden.. Hun havde kysset ham.. Hvorfor skulle livet være så kompliceret!? Caroline smilte og så på Jacob igen, månen var kommer på himeln og spejlede sig i flodens vand. Det var smukt.
"Det mærkeligt." Sagde hun stille, og kiggede på månen. Hun var ikke varulv, efter at have skiftet form ved fuldmånens frembrud, var det mærkeligt ikke at gøre det.