Jeg er interesseret i forrretninger. Og netop dette første mig til dig. Nå, bliver det så til ngoet? (Bartel)

Det var helt klart et af de store, fine huse. Et af de største og fineste, burde han nok sige. Denne store, hvide, solide bygning, godt lyst op så selv den blindeste kunne finde stedet, men sådan var det vel her i Terrorville district, det district i hele byen som han hadede mest. Her var så fint, så fyldt af paranoide folk, et sted hvor selv katten ville have en bodyguard. Bare fordi den kunne.
vagterne gik også meget oftere rundt og han havde allerede undgået flere par, i den rolige tur heroppe.
Netop i dag, hvor det ikke var meningen han skulle blive i et med mængden, havde han bare beholdt sit normale tøj på. De sorte støvler, der holdte hans fødder varme og beskyttede, men uden at være for tunge. De mørke jeans og den sorte trøje, kappen som hang over hans skuldre og varmede ham, her i mørket. Det mørkebrune hår strittede let til alle sider, hans pandehår hang let ned over hans pande. Ansigtet bar præg af hans farlige livsstil: fire, hvide, grove ar, der gik på tværs af hans ansigt efter hans møde med en nightcan. Et møde han nu aldrig behøvede at glemme og et møde han en dag håbede ville ske igen. For nu var han stærkere. ikke bare fysisk, hvor han allerede var godt muskuløs.
Han havde som altid sin ynglings kniv med sig, en kniv han aldrig gik med uden. En lille, smal en, der sad i en skede, som sad godt fast om hans ene ben, skjult under hans bukseben. Folk opdagede den faktisk aldrig, måske fordi han var så van til at skjule den, uanset hvor han var. Men ellers havde han ingen våben med sig. Men han regnede heller ikke med at slås i aften, trods man aldrig viste hvornår man mødte sine fjender. Han regnede med at lave forretninger. Hvis rygterne var sande.
De havde været små, hvisket i hjørnet. En ny mand var kommet til byen...Det bedste tøj, set længe, så god kvalitet! Og da Sean gravede dybere...Måske også en forretning af andre ting, ting der kunne være interessante for Sean.
Og derfor stod han her. på den anden side af vejen og stirrede på huset, mens han overvejede sit næste skridt. Det havde ikke været svært at finde ham. Han havde gemt sig i skyggerne og pludselig, gået ind foran en person der gik forbi, spurgte om vej til denne nye mand der flyttet ind i byen. Åh, jamen den vej, herre...
Han viste ikke om denne mand faktisk havde forretninger, der ville være gode for ham. Tøj i sig selv betød intet. Det havde de andre til at levere. Men han var nysgerrig.
Endelig forlod han skyggerne og gik tværs over vejen. han havde besluttet sig: Denne mand var sikker lige så bange for sit liv og rigdomme, som så mange andre. Det ville ikke styrke hans position at snige sig ind i dette palæ. i stedet ville han vade direkte op til hoveddøren...Eller porten. Og så måtte der ske, hvad der ske ville. Når alt kommer til alt, kunne han trods alt godt lide spænding og gik tit fuldt synlig på gaderne om dagen.
Han gik ind i gården og videre op til døren og bankede kraftigt på.

Det var mørkt og lysende omkring det store hus var tændt, så den hvide bygning blev lyst mere op, det store hus fortalte at der bode en rig person. Det var et nybygget hus som var blevet bygget til en utrolig velhavende mand, med et kæmpe tøj firma som nu også havde fået butikker her i land, som var ved at blive ret så kendt der blev ihvertfald solgt en del tøj.
I garagen holdt en flot Ferrari både en smart sportsvorgn samt en motercykel, et tegn på at husets ejer var hjemme, det kunne dog også ses på lyset fra de mange vindure.
Inde i huset var der ro, et par tjenestefolk vandre rundt og gjorde rent imens slaverne var låst inde på et stort rum.
I husets hjerte retter sagt kontoret sad en høj skikkelse bag et kæmpe skrivebord, skikkelsen holdt øje med en lille tv skærm som sad på vægen, denne skærm holdt øje med alle rummende i huset.
Skikkelsen drejede rundt og rigede på klokken der sad fastgjordt på bordet, nu kunne hans ansigt ses.
Han var en pæn herre med en lys hud, brunt kort hår samt skæg der dækkede hagen samt over munden og hele vejen op til ørene, dog kunne man tydligt se det var trimmet. Den krogede næse og et dybt ar lige mellem øjnbryne gav ham et magtfuldt udtryk, de nøddebrune øjne så tænksomt ud imens de stirrede på døren.
Han var iført et pænt jakkesæt i sort med en hvid skjorte og et grønt slips, på fødderne bar han et par dyre forneme lædersko, og under bukserne skjult sad et par knive fastgjordt med bånd, udover det var der skjult en pistol i hans jakkes inderlomme.

Bartel så utålmodigt på døren, da den kort tid efter gik op kom en ung fyr ind og kiggede nervøst på ham"vi har fået en gæst, følg ham her op"sagde Bartel koldt hvorefter han kiggede ned på de papir der lå foran ham på skrivebordet.
Fyren forsvandt, og kort tid efter åbnede han hovededøren og så let på manden"skal de snakke med Bartel?"lød det let"for så følg mig"tilføj han let og vendte om på hælen, for at gå mod kontoret. Efter kort tid ville de begge stå ud for kontoret og fyren ville banke på døren, inde fra den anden side lød der et "KOM IND"...

Tiden tikkede. Dette var en mand der gav sig tid. Han trådte nogle skridt tilbage fra døren og kiggede op mod vinduerne, da han overvejede bare at bryde ind alligevel. Det ville i det mindste give ham opmærksomheden. Men i det samme blev døren åbnet af en lille svækling af en dreng. Han kunne knuse ham under sin lillefinger og han ville end ikke kunne mærke det. Han gik efter ham indenfor. ingen store fyre der ville afsøge ham for våben? inden hemmelige systemer? Var det her virkelig så let? Åh han kunne grine...Måske havde det faktisk bare været rygter det hele...Han havde ikke brug for en svag samarbejdspartner. Der stod for mange ting på spil. Han fulgte efter den lille splejs, men da de stoppede foran det der virkede til at være ejerens rum, skubbede han kort drengen væk og åbnede selv døren. Han trådte ind og lukkede døren efter sig, uden at lade drengen komme med ind. Måske en lidt provokerende handling, men han var ligeglad. Han lod hurtigt øjnene scanne rummet. En masse skærme der afslørede de andre rum i huset, den yderst velernærede og veltrimmede mand der sad foran dem, studerede dem, som om han faktisk ikke havde noget bedre at lave...
"Så du er den person jeg har hørt rygter om" han smilte svagt, da hans mørke og kolde øjne landede på ham. Det var tydeligt han ikke tog sig af nogen former for magt. i hvert fald ikke før personen selv havde bevist at han fortjente den, over for Sean. Respekten var der heller ikke...endnu.
Lugten af dæmon hang i rummet. Og det var i sandheden det mest interessante der kunne ske. Så skulle det hele nok blive meget lettere.
"Rygter som nævnte en forretningsperson med virkelig flot og godt tøj...Men også med andre forretninger, selv om ingen var præcise. Du må forstå min nysgerrighed" fortsatte han og gik nogle skridt ind i rummet, uden at vente på tilladelse fra manden foran sig. Dog var han ikke truende på nogen måde, bare afslappet.

Bartel vendt blikket op idet døren gik op, fdog var det ikke hans ynklige slave Jim men manden fra før, nå men så slap han for at smide knægten ud som han ellers normalt var van til.
Der var ingen vagter nu fordi han havde sagt at de først skulle starte hos ham dagen efter, det var trods alt kun trejde dag han var her i sit nye hus, og ja normalt sad han heller ikke i dette kontor men nu hvor hans mænd ikke var her måtte han jo selv holde øjne, for ja slaverne de ville ikke være til nytte.
Bartel kiggede nøje på den nye gæst, imens han folde hænderne sammen foran sig på bordet, han smilede så et koldt lusket smil" du har ret det er mig, og jeg kan regne ud at du ikker er ude efter tøj?"svarede han letter køligt, hvorefter han nikkede mod stolen overfor ham.

Bartel lage hovdet svagt på skrå imens han betragtede ham indgående"lad mig sige det sådan, du kan få næsten alt jeg har både våben,slaver,lejemorder,stoffer og spioner så det kommer an på hvad du søger?"spurgt han letter tænksomt.
Han løftede så let et øjnbryn"men må jeg spørger, hvem jeg har fået på besøg?"spurgt han roligt "jeg er Bartel Teo Fernando"svarede han letter høffligt, imens han tænksomt så på manden"hvad bringer dig til min ydmyge bolig?`"spurgt han let.
Før han var kommet til dette sted, havde han både boet lidt rundt omkring, men han fandt nu dette sted som et godt sted at føre sine foretninger.
Her var meget efterspørgelse på både våben samt slaver og især spioner, det var noget han tjente utroligt godt på, penge manglede han langt fra.

Han så lidt på manden. Det var for let. Han plaprede bare løs om de ting han ville vide, åbenbart uden at tænke på hvem han var eller hvad han faktisk ville. Han kunne lige så godt være her for at anholde ham for salg af våben m.m.
Han gik over og satte sig i stolen ved siden af ham, eller foran ham var det vel nu, hvor han front mod ham. Han så roligt på ham og lagde armene over kors mens han så på ham, prøvede at få en fornemmelse af ham, for han ville ikke betro sin forretning til hvem som helst.
"Du frygter tydeligvis ikke fjender og er nem at få i snak" svarede han så med et svagt smil.
"Du er på rette spor. Jeg er ude efter forretninger. Men jeg er afhængig af mine aftaler. Og derfor kan jeg ikke indgå forretninger med hvem som helst, men med folk der beviser over for mig at de kan deres og de er til at stole på. din snakkesaglighed gør mig en anelse nervøs, angående din pålidelighed. Er der en grund til det?" spurgte han roligt.
Han lod blikket glide over billederne der viste rummene i huset. en af dem viste et rum fuld af forskellige folk, umiddelbart en slags slaver at dømme ud fra deres tøj og udseende.
Så gled blikket tilbage til ham igen, ganske afslappet.
"åh ja. Sean. McGivens. Dog er det sjældent folk bruger efternavnet. De fleste ved som regel hvem jeg er, på fornavnet" smilte han let

Bartel så let tænksomt på ham, han havde måske sagt for meget men dog kunne han også fornemme at denne mand ikke var her for at anholde ham, men for nok at skabe en handel. Han kløede sig let på kinden" jeg siger ikke disse ting til hvem som helst, men jeg har kunne fornemme siden du ankom at du ville købe andet end tøj"svarede han roligt i et køligt tonefals, han smilede så svagt"du kan stole på mig, jeg er langt fra så snaksagelig som nu, men jeg føler imne fornemelser og det er jeg kommet langt med min gode herre"svarede langt mere alvorligt imens han let kneb øjne sammen.

Bartel betragtede ham nøje han kunne blive en god kunde, så fra nu af ville han passe på sine ord og vælge dem med større omhu end normalt, han var dog også trods alt sjældæmon. Han smilede let dog et køligt smil, han lænede sig let tilbage i stolen imens han så på ham"jeg har hørt om dig Sean"svarede han kort men tænksomt, hans så nu blot afvendten på ham, for at se hvad han ville svare.
Han lagde de folde hænder på skødet imens de nøddebrune let lysende øjne kiggede indgående på manden, dog ud af øjnkrogen holdt han øjne med skærmne især der hvor slaverne var fanget.

Han studerede manden foran sig, som gav indtryk af at han havde styr på det. Hvilket han da også håbede han havde. Han var stille i lidt tid, mens han bare sad og tænkte over tingene. så nikkede han let.
"Udmærket. Jeg har brug for en forretning der holder. En aftale som jeg kan stole på. Siden du har hørt om mig, må du også forstå jeg derfor foretrækker hemmeligholdelse. ingen må vide jeg har været her. Ingen skal vide vi har en aftale. Du må jo vide hvor farligt det kan være" smilte han roligt og lagde hovedet let på skrå.
"Men nu bliver jeg nysgerrig. Hvad har du hørt om mig?" smilte han afslappet. Det interesserede ham. Det kunne variere meget. Han nød altid at høre på rygterne om ham selv. Om hvordan folk enden mente han var farlig eller latterlig. Hvordan vagterne havde gennemsøgt stedet efter spor på ham eller en tilfældig person havde spurgt efter ham. Ja, faktisk opsøgte han ofte fjender, på baggrund af nogle rygter. Selv om hans fjender var blevet lidt klogere nu.

Bartel nikkede let af fyrens ord, de fleste af hans kunder ville ikke sige at de handler hos ham, det ville dog også være risikabelt for ham selv så det var bedst sådan.
Han overvejde sine ord, vejede vært enkelt ord for at finde de helt rigtige frem, han smilede dog så koldt imens han så på ham" Det forstår jeg udemærket, jeg fortreker det også sådan, jeg vil nødigt hilse på vagterne"svarede han let men køligt.
Han betragtede ham nøje imens han tænkte over rygterne"de er en magtfuld mand, med penge nok og temelig farlig"sagde han roligt, imens han løftede øjnbrynet"men man kan aldrig regne med rygter, de fleste taler ikke sandt"tilføj han let, hans blik blev så mere alvorligt"hvad kan jeg hjælpe dem med?"spurgte han nysgerrigt, da han gerne ville vide hvad fyren ville købe af ham.

Han smilte let og rejste sig fra stolen. At sidde helt stille i længere tid kunne godt gøre ham rastløs, især efter ritualet. Han gik over til et vindue i rummet og lod blikket glide ud over mørket udenfor.
"Og netop fordi man ikke kan stole på dem, kom jeg selv her" svarede han let, uden at kommentere rygter om ham selv. Han havde ingen grund til at reagere på dem, folk ville bare tro han gik mere om i rygter end i sit enlige arbejde. I at lyde stærk, end at være det. Var overfladisk. Men det var han skam ikke. Rygter var bare et legetøj, han elskede at lege med.
"du nævnte våben. Jeg har mistet min vigtigste våbenleverandør for mindre end en måned siden...Likvideret af en fjende af min. Jeg har brug for en ny, der kan levere mig de våben jeg og mine mænd har brug for" han vendte sig om, så han havde front ind mod rummet og Bartel, end ud mod vinduet og udsigten. Hans arme gled over kors da han lænte sig op af vindueskarmen. Hans mørke øjne lå på Bartel.

Bartel nikkede let igen til hans ord, han strakte sig let idet fyren så ud af vinduet, han havde dog tråds alt sidet der inde i 5/6 timer, han betragtede ham let bagfra denne mand var mystisk måtte han indrømme.
Han mødte hans blik da fyren vendte sig om"det er endnu en grund til at igen skal vide noget om vores møde"svarede han letter koldt , han lo så let og slog ud med armne"jeg kan skaffe alle slags våben, og så mange du skal bruge"sagde han roligt, og så tænksomt på ham"dog vis du vil købe våben skal jeg ha det have af beløbet først og efter våbne er blevet givet til dig skal de sidste penge gives"svarede han så alvorligt, det var hans betingelser når man handle hos ham skulle den første del af beløbet gives når handlen var aftalte og de sidste skulle gives efter våbne var givet.
Bartel så afvendtende på ham og vendte på hvad han ville svare, samt hvad han ønskede af våben.

Han så lidt på ham mens han tænkte over det.
"Lad os tage en handel af gangen. Altså, jeg kontakter dig igen når eller hvis jeg får brug for flere. For denne gang har jeg brug for forskellige knive, både af de små og de store..." hans mænd tænkte ikke over det med knive. Alle havde en på sig, men den kunne gå i stykker eller de kunne kaste den efter nogen eller noget eller guder måtte vide hvordan de ellers formåede at miste dem. Der ud over kom der også nye medlemmer engang i mellem, som havde brug for våben. og når der var store planer i omløb, blev der altid brug for ekstra...Der ud over skulle han have sikret sig et mindre læs til Firewood village. Men det skulle han nok selv sørge for.
"...og selvfølgelig almindelig standard sværd. Så mange af diverse skydevåben du kan få lagt dine fingre på..." især skydevåben var højt sat i denne verdenen. De var ikke så almindelige, som f.eks. et sværd, selv om de visse steder endnu blev produceret. De plejede dog at være godt krydrede i pris. Men det betød intet for Sean.
"Og ammunition til dem. Især ammunition er jeg ved at løbe tør for" han så tænksom ud et øjeblik. Bue og pile lavede de selv. Reb lavede de selv...
"Lad os sige det er nok for nu." Som en lille prøve. Hvis denne handel gik godt, ville han nok bruge manden igen.

//Har ingen forstand på våben IRL. Så har bare nævnt nogle forskellige benævnelser. Det håber jeg du overlever //