angel... ~ Sean

t: omkring ti om aftenen
s: kroen
o: gæster
v: køligt og blæsende udenfor

''stadig ingen besked fra ham?'' Nephthys så opgivende på kroejeren, som rystede op hovedet. Hun så ned. Hvorfor var han så længe om at komme tilbage?
Hun rettede på sit korset, og sin nederdel. Hun lignede en rødhåret gypsy.
Der var næsten fyldt op, på aftner som disse, hvor der ville være sang og levende underholdning - næsten levende i dette tilfælde.
''Din pause slutter om to minutter Neph.'' sagde en der sad med sin guitar i skødet.

Hun stirrede på gæsterne, men ingen af dem var den hun ønskede at se. Hun sukkede opgivende og gik hen til skammelen og satte sig stille.

Tingene var gået så hurtigt. inden han havde set sit om, havde han massakreret flere børn, uden han ønskede det, bare for at trodse en åndssvag dæmon, der troede dæmoner var små engle. Han havde trodset skæbnen flere gange og mistede mere og mere forbindelsen med de mere jordiske ting. Og det værste var måske han ikke engang bemærkede det, fornemmede det, så det ske...det skete bare og han gjorde intet for at ændre det, selv om han skræmte sig selv nogen gange. Men problemet var jo bare....Det var jo ikke længere noget at bekymre sig om. Der var ikke nogen at elske, nogen at blive svigtet af, nogen at tænke på. andet end sig selv. Selv nu, hvor han trådte ind på kroen, tænkte han ikke på nogen. Det havde han ikke gjort de sidste par uger. Han var klædt i de sorte, stabile støvler, de mørke jeans og en sort skjorte, som sad lidt stramt over hans muskuløse krop. De fire ar i ansigtet, det strittende mørkebrune hår, de kolde, mørke øjne. Hans aura af ligegyldighed.
Han gik direkte videre, op til baren, efter at have kigget sig omkring et øjeblik. Han bestilte noget stærkt og drak det hurtigt. Han mærkede det knap nok, da den stærke drink fik hans hals til næsten at snøre sig sammen. Han lod en hånd glide gennem sit hår. Åh, noget skulle han vel lave i aften. Han drejede rundt og kiggede ud i rummet. Her var livligt i aften, men den hyggelige, afslappede atmosfære var som spildt på ham. Han lod blikket glide over folk og genkendte ikke straks Neph. Et nyt blik fik ham dog til at stoppe op, da han opdagede hende...Hendes skikkelse, hendes bevægelser...Neph...

Hun så på fyren med guitaren, og der begyndte at spille.
Hun så derefter lidt ned i gulvet, inden hun begyndte at synge.
Sangen virkede først så lokkende, så rolig. Så tilbedende, at det lyste ud af hende.
Men så slog ordene om, som følelserne i sangen også gjorde.
Ingen tvivl hvad hun mente, hvem hun talte om. Hvis man ellers kendte til hende.

Hun så flere gange over på Sean, men med øjne der både ramte som en pil, og var fjerne.
Hun var høj på blod, høj på alkoholprocenten i blodet hun havde drukket.
Hun anede ikke hvad hun gjorde, kun at hun sang.
Distancen mellem archdemon'en og hende selv, rent mentalt, så ud til at vokse, for hvert ord. Om det var fra hendes side, eller hans, kunne hun ikke mærke. Men synge skulle hun...

//sangen; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Det hele var så sørgeligt. For folk der sad omkring ham. Han var svagt opmærksom på at sangen burde give mening for ham. Men faktisk var der kun få sætninger som enlig havde en mening for ham. Og han var overbevist om det havde det sikkert også for så mange andre. Han bestilte en ny drink og drak den lige så hurtigt som den anden. Han ville snakke med Neph...Han ville snakke med hende. Havde på en måde brug for det, selv om det meste af ham bare råbte på at forlade stedet inden det gik galt. Faktisk var tingene gået galt lige siden han gik fra hende sidst...Nej, ikke galt. Tingene havde været storslået! De var gået galt for så mange andre. åh hvad vrøvlede han om? igen bestilte han en ny drink og drak den lige så hurtigt som de to andre. åh så skide være med det! En mere...
Han prøvede ihærdigt at nå grænsen for at blive fuld. Men følte det kom alt for langsomt. han havde ikke tid til at vente på det virkede...Det skulle virke her nu! Tre strofer af en sang dukkede op i hans sind. en sang han havde hørt her for nyligt og som bare havde sat sig fast.
*Realized I can never win
Sometimes feel like I have failed
Inside where do I begin?
My mind is laughing at me

Tell me, why am I to blame?
Aren't we supposed to be the same?
That's why I will never tame
This thing thats burning in me

I am the one who chose my path
I am the one who couldn't last
I feel the life pulled from me
I feel the anger changing me*
Resten af sangen gled ud i glemsel. han måtte snakke med Neph...Måtte han ikke? Det var så længe siden han rigtig havde været nær nogen personer...Selv når han spiste følte han at han var så langt væk...At han ikke rigtig mærkede det, andet end sulten forsvandt.

Efter tre timer, valgte hun at stoppe for i dag.
Hun gav guitaristen et venligt kram, inden hun gik hen mod baren.
Hun så kort på Sean, inden hun bestilte en kop kaffe. En vampyrisceret udgave.

Hun tog sin kaffe, stadig uden at sige noget til ham.
Hvad skulle hun sige? 'Hej, længe siden! Skal du ikke trampe lidt mere på mit hjerte inden du viser din lille mås på vej ud af døren?'... Nej... Det var ikke sådan det var sket... Men sådan havde hun følt det den dag...

han havde ikke opdaget at timerne var gået, han var kun opmærksom på at alkoholen endelig virkede og slørede hans sind og sanser. ikke vildt meget, han var stadig ved bevidsthed, men nok til at han fandt det dulmende, behageligt. Og til han fik modet til at sige noget til Neph. Han viste ikke at hun følte sig såret siden sidste, set fra hans side var det jo hende der snakkede om aldrig at se hinanden igen. og det havde såret ham, selv om han ikke ville indrømme det.
Men hvad skulle han sige? Han følte sig helt tom for ord...Fuldkommen tom for ord. Hej, giver du et kram? Det kunne være enormt dejligt lige nu...
Han blev vred igen...på det hele. på hans og Nephs forhold. Hun havde vel altid givet ham skylden. Siden deres søns død...åh hvorfor tænkte han nu på det? Den eneste familie han nogensinde kunne have haft, havde han smidt væk. bogstavelig talt dræbt. Nej, han forstod Neph ikke gad ham mere...ved denne konstatering følte han sig tom. Ligeglad. Den følelse han haft de sidste par uger. Som havde overtaget det hele.
Han kiggede over på hende og så lidt på hende med det kolde blik, lidt som om hun var en fremmed han skulle lære at kende. Men sådan var deres forhold jo også endt. At de var fremmede for hinanden...
"Jeg savner dig..."
Det kom ikke rigtig ud som en sætning. Han fortrød sætningen med det samme som han havde tænkt den og sagt den. Det måtte være alkoholen. Det kom næsten som en hvisken. Han så ned på bordet foran sig og drak resten af sin drink, før han bestilte en ny. Det kunne sgu også være lige meget. Det var ødelagt.

en hvisken... få ord, der kunne få hende til at smelte på ingen tid.
''og hvis jeg sagde, at jeg også savnede dig..?'' mumlede hun og drak lidt mere af sin kaffe.
Hun så kort hen på ham.
''du er fuld...'' mumlede hun stille, tøvende. Hvad kunne hun sige?
Sidst han havde været fuld havde hun passet ham... Hvad nu?

(sorry, kreativitetssvigt..)

Nogle ord der ikke helt ville give mening. Havde hun alligevel hørt dem eller sagde hun dem bare? Lige meget...han behøvede ikke reagere på det. Han smilte let til hende, da han så over på hende igen.
"Ja, jeg er lidt beruset." sagde han lavt, hans stemme var rolig, selv om han ikke følte sig det. han havde ingen plan om at hun skulle passe ham. Faktisk følte han sig mere i gæld til hende.
"jeg ved ærlig talt ikke hvad der skete sidst, andet end at du ikke ønskede kontakt. Tro mig, jeg viste ikke du var her...Jeg var bare tørstig" han havde stadig kontrol over det han sagde. Okay, det var måske ikke helt det han ville sige. Han ville faktisk slet ikke nævne sidste gang. Han så ned i glasset der stod foran ham...Den var så lettere at tale til...Vis den svarede ham, ville han nok tro der faktisk var noget galt.
"Alt er bare ændret, ikke?" han så kort over på hende alligevel, omend det kun var for få sekunder.
"Alle hader mig..." det sidste var en svag mumlen. ikke fordi han søgte medlidenhed. ikke fordi han ville have hun kom og modsagde ham. Det var en konstatering. Måske af en beruset person. Men det passede jo...Det gjorde det...Alle de ting han havde gjort på det sidste...

''jeg hader dig ikke..'' hviskede hun stille, og så hen på ham.
''jeg savner dig Sean... mere og mere for hver dag. Jeg savner at grine med dig, at skændes med dig... Du er der ikke længere...'' hun drak resten af sin kaffe. Hun betalte og så opgivende på ham.

''du er en skygge af dig selv, Sean... Se dig selv. Du drikker, og tør ikke engang se hende du engang kaldte din ven i øjnene. Kom nu, se på mig. Se på hvad du har skabt.'' hendes stemme var så varm, så rolig. Hun kunne ikke være vred på ham. Hun elskede ham stadig, og det ville nok ikke ændre sig.

''vil du med op, til mig? Der kan vi snakke uden folk glor..'' hun blottede kort tænder mod en mand der var blevet lidt for nysgerrig.

Han hørte hende. Men havde ikke lyst til...se det. Høre det. Det lød så slemt. Så...slemt. Ubehageligt. Skulle han virkelig tage stilling til det?
I stedet tog han ordene bogstavligt.
"Jeg har ikke skabt dig. Det har en anden vampyr. Men hvad ved jeg om det?" i et øjeblik sneg en snert af bearbejdelse ind i hans stemme, men så sukkede han. Nej, denne gang fortjente han vel ikke sandheden. Han hadede bare ikke at kende den. At den var skjult for ham...som hans bror.
Han så op på hende et øjeblik.
"sikker på du ønsker at snakke? Jeg er jo beruset..." han ville have sagt det på en sjov måde, men viste ikke hvor vellykket det blev. i stedet drak han resten af sin drink. Han rystede let på hovedet...bare snakke, for et øjeblik. Han kunne gå lidt senere, når hun blev træt af ham igen.

//Går i seng for i dag. Bare så du ikke sidder og venter svar //

''Sean, du fandt mig sovende udenfor, i sneen, for flere år siden. Tror du virkelig jeg havde overlevet uden at du havde fået mig ind i varmen? At du havde holdt mig i live i alle disse år?'' hun havde sikkert begået selvmord for længst, havde det ikke været for ham.

''Du ved hvorfor jeg valgte at være vampyr, og du ved også hvem. Lad nu være med at være så sur over sådan en lille detalje. Jeg er stadig Neph, oh du er stadig Sean. Kom nu med, du kan altid gå igen, hvis du ikke gider mig.'' sagde hun roligt, stadig med varm stemme.

//ok Sov godt darling //

hvordan kunne han glemme det? hans øjne lukkede sig, da mindet vældede ind over ham. Neph, helt forladt i sneen, næsten blå af kulde. Ham der altid var draget af nysgerrighed og valgte at spørge ind til hende, hende der insisterede på han bare skulle gå igen. Ham der blev mere og mere stædig og til sidst hjalp hende ind i varmen igen. Hun havde været ret fortabt det, men hun havde jo alligevel klaret det til nu.
Det eneste han viste var hun mente at hun havde forandret sig begrund af ham. Men hun tog også fejl. Han viste ikke af hvem. Han viste ikke hvordan det var sket. Og det var de ting han gerne ville vide. Og hun tog også fejl på et andet punkt...Han var ikke længere den Sean hun kendte. Den Sean var væk. Han var mere magtfuld nu. En langt større dæmon. Og netop den tanke fik hans øjne til at åbne sig og han rankede ryggen. Hvor var han ynkelig, som han sad her!
Han så hen på hende et øjeblik. Og nikkede så let.
"Fint. Lad os snakke" svarede han bare.

Hun så på ham, roligt.
''hey,, drop dæmon-attituden.'' grinte hun roligt.
''du har ikke brug for den i nærheden af mig, brormand.'' hun smilede bare roligt til ham.
''kom'' sagde hun med et varmt smil, og nikkede i retningen af trappen op til værelserne.
Hun havde ikke lyst til at lyde nedladende. Hun hadede at virke sådan. Men han var beruset, og hun huskede sidst det var sket. Hun ville gøre alt for at det ikke ville ske.

''du har forresten ikke godt af at drikke, Sean. Slet ikke. '' smilede hun roligt

//bager og gør rent, så svarer når jeg kan//

Brormand? hvad bildte hun sig ind? han var måske lidt for van til at hans mænd krøb for ham, men derfor behøvede han da ikke blive...nedgjort, på den måde. Dog gik det op for ham at han ikke kunne være sur lige nu, som om alkoholen havde lavet en mur mellem hans vilde temperament og resten af verdenen. Han gik med hende hen til trappen og op af den.
"måske ikke. Men jeg har nu overlevet godt nok alligevel" mumlede han og tænkte tilbage gennem tiderne. En af gangene havde han været virkelig tæt på at dø, for flere hundred år siden, da han var fuld og en uheldig person fandt ham. Havde det ikke været for hans gamle veninde, var han måske ikke i live nu. og siden da havde han altid været påpasselig med det...Eller næsten i hvert fald.

Hun gik op på værelset, roligt.
Hun lukkede dem ind, og lukkede døren efter sig. Men låste den ikke.
Sidst hun havde haft en låst dør sammen med ham havde det ledt til halvandet år med direkte had og skænderier mellem dem...

Hun satte sig på sengen, og smilede til ham.
''Sean, jeg sagde jeg ville være her til at snakke... Jeg ved at du spørger hvem han er og hvordan det skete. Hvis du stadig vil vide det, må jeg vel hellere få det fortalt?''

Han fulgte efter hende, men af en eller anden grund følte han en let form for klaustrofobi ved den lukkede dør, dette lille rum og de spørgsmål han viste der ville komme...Om de ord han måtte sætte på nogle af tingene. Lige som Camille...Hun spurgte også altid...Han ønskede ikke at snakke om sig selv, men det havde han jo aldrig haft. Han gik direkte over til vinduet og kiggede ud af det. Han vendte sig om mod Neph da hun snakkede og satte sig i vindueskarmen.
Han nikkede let.
"Jeg vil gerne vide det..." svarede han oprigtigt.

''jeg fik aldrig hans navn... det var en aftale. Vi skulle aldrig ses igen, efter forvandlingen. Derfor udvekslede vi ikke navne. Jeg havde fået fat i noget blod, noget specielt blod som han gerne ville have. Derfor aftaltes vi at mødes her på kroen..'' Hun så på ham.

''Han forvandlede mig - eller rettere sagt, han bed mig, ventede til jeg vågnede igen, og skred så. Han tog blodet med sig.'' hun så på ham med undskyldende øjne.

''men det var frivilligt fra min side. Det passede mig fint at jeg ikke skulle lærer ham at kende..'' Hun så lidt ned på sine hænder.

''nu da du ved det, hvordan går det med dig?'' spurgte hun roligt.

//ooooog, mine bearcave muffins mislykkedes totalt xD//

han lyttede og blev meget nysgerrig over hvem denne vampyr kunne være. Han ville finde denne mand...Han måtte vide hvem der var der havde forpestet Nephs liv på denne måde...Og måske slå ham ihjel.
han så lidt på hende.
"ærlig talt? Fantastisk. Jeg nyder min nye styrke..." han så lidt frem for sig, men rystede så på hovedet med et lille smil.
"...Men også af helved til. Jeg myrder små børn og fortryder det næsten bagefter. Jeg ved ikke hvad der går af mig" han trak let på den ene skulder og så ned i gulvet foran sig.

//Skal lige rejse hjem m.m. Så svare ikke før senere i eftermiddag//

//ok//

hun så lidt på ham, rejste sig så, og gik hen til ham.
''Sean, jeg savner dig...'' sukkede hun og så direkte på ham.
''det hele går af helvedes til når du ikke er der til at skælde mig ud'' hun smilede svagt, for understrege at hun lavede sjov.

Han så op på hende da hun kom hen til ham. Og trak vejret dybt, men mere for sin egen skyld, end fordi deres snak generede ham.
"Ærlig talt...Tror jeg også jeg har godt af en der kan holde mig lidt i ørerne...Det går virkelig ikke så godt når jeg ikke behøver tænke på andre end mig selv" et lille smil, fordi han prøvede at gengælde hendes dril. Han lagde sine hænder på hendes skuldre og så lidt på hende, hvad denne vampyrisme havde gjort ved hende. Og da gik det op for ham at han faktisk var glad for hun altid kunne være der...

Hun var blevet en smule mere bleg, med mere markerede ansigtstræk. Hun var naturligt mørk rundt om øjnene, men det lignede omhyggeligt lagt makeup.

Hun så godt hvordan han så hende an, og følelsen af at hun havde brug for ham, voksede.
I mindre end et halvt minut, lod hun ham bare se på hende. Så rystede hun hans hænder af sine skuldre, og ned på hendes hofter - intet intimt.
Hun trykkede sig ind mod ham, i et kram. Et venskabeligt, varmt kram.

''Sean... Din lille møgunge! Jeg hader at savne dig!'' hun placerede hovedet på hans skulder.

han smilte let og lod sine arme falde ned langs siden igen, da han hoppede ned fra vindueskarmen og i stedet stod op. Han havde ikke set hendes kram komme, men det var dejligt...så dejligt...at være nær en person igen. så tæt på...Hans arme lagde sig om hende og holdt hende tæt, uanset om hun ville undgå det eller ej.
"altså, jeg er jo lige her" svarede han let tilbage. Han savnede nærvær og havde slet ikke lyst til at slippe hende igen. Men han viste hun ville hade ham, hvis han på nogen måde lagde op til at være tæt. Selvfølgelig, der var ikke Alane mere. Og han havde flere gange overvejet at give efter for hendes kærlighed, for han holdt jo af hende. og savnede hende...Men han viste det var for sent nu. Desuden ville det sikkert bare ødelægge det hele meget mere. så han lod være. Desuden havde han jo Alitheia og deres ret åbne forhold...Når han en sjælden gang så hende.

Hun smilede, blev bare stående i krammet.
''jeg ville... jeg ville ønske at jeg kunne ændre alt Sean..'' hviskede hun og trak vejret dybt.
''jeg ville ønske at jeg havde sagt nej til dig, den aften... At jeg ikke havde været så forbandet svag..'' hviskede hun og lukkede øjnene.

''jeg savner dig så forfærdeligt meget..''

Han sukkede let og begravede sig ansigt i hendes hår og i hende duft, som nu var blandet af den svage metalliske lugt af blod, der altid hang om vampyrer. Død og blod.
"Jeg ville også ønske det ikke var sket...Jeg er så ked af de problemer det gav" han mente det. Selv om han lige nu ønskede det skulle ske igen.
"Jeg savner dit nærvær, Neph..." mumlede han. han læber var lige over hendes hud og han ville have kysset hende på halsen, men han holdt sig selv tilbage. han ville ikke have hun skulle gå igennem den samme smerte igen...Begrund af ham.
"...Vores tid sammen..." tilføjede han. åh, jamen han havde jo ikke Alane! Hvorfor kunne han ikke skrue tiden tilbage og være sammen med Neph?

''Sean...'' hviskede hun tøvende.
Hun kyssede ham kort på skulderen - men ikke så det kunnes mærkes.
''Du er beruset..'' hun trak sig lidt væk, men ikke ud af krammet. Kun så hun kunne se ham i øjnene.
Øv, hvor hun ville ønske at hun droppede hendes meninger! Hun havde sådan savnet ham! Hvorfor kunne hun ikke bare slippe det hele og være sammen med ham!?

Hun sukkede og smilede roligt.